Anmeldelse: Politi af Jo Nesbø

Kringlet plot, brutale mord og en tavs mand i en hospitalsseng: bind 10 i Harry Hole-serien.

Det er noget af en udfordring at skrive en anmeldelse af ”Politi”, uden at komme til at afsløre for meget af plottet, og i særdeleshed uden at give hints til hvorvidt vor skamskudte norske supermand endnu lever.

Så med disse dogmeregler in mente vil jeg som mafiosoen Paulie Walnuts fra Sopranos bestræbe mig på at holde det short and sweet:

Koma police
På en afsidesliggende hospitalstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnovervåget af politiet, der har mange spørgsmål at stille, skulle han vågne.

Mens det står på, bliver en politimand fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, som han har været med til at opklare. Datoen er også den præcis samme. I løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, og så begynder der ligesom at tegne sig et makabert mønster.

A Hole in the middle
Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en iskold morder med hævn på hjernen løs i Oslo og omegn. Politiet er på bar bund, så Beate Lønn og Gunnar Hagen samler en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men både de og læseren savner den karismatiske enegænger Harry Hole.

Dette bind forudsætter at man har læst det foregående bind, ellers er man mildest talt lost. Blodet flyder i fede strømme, og mordene er vanen tro makabert vamle. Der er rigtig meget for læseren at holde styr på i det komplicerede og drilske plot (eller plots!), som Nesbø dog styrer sikkert i mål.

Uden at blive konkret er der steder med ansatser til lidt for meget sentimentalt føleri og andre, hvad skal jeg kalde dem, obligatoriske forhindringer, hvor min opmærksomhed i hvert tilfælde slækkedes en hel del, og hvor de over 500-sider kunne have været skåret noget ned.

Og så savner jeg virkelig mere af den ironisk-baske humor som de tidlige bind er så rige på. Men ellers spændende, bloddryppende og stilsikker krimi fra Nesbøs hånd.

Anmeldelse: Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

Flynn har skrevet en på en gang intelligent, foruroligende og helt igennem besættende roman, der på raffineret vis lader ægteskabsdrama og højspændt plot møde hinanden i en skræmmende psykologisk thriller af de virkeligt gode.

”Jeg undlader ofte at sige ting højt, selv når jeg burde. Jeg lukker tankerne inde i en foruroligende grad: i min mavekælder står der hundredevis af flasker med raseri, fortvivlelse, frygt, men det ville man aldrig gætte, når man ser mig.”

Intet er, hvad det ser ud til at være

Iscenesættelse, bedrag, livsløgn og stræben efter perfektion og autenticitet i en overfladisk, grænseløst medieret verden, hvor selv kærligheden er en kliche, udgør nogle af de væsentligste ingredienser i den amerikanske forfatter Gillian Flynns massive gennembrudsroman, der hæver sig højt op over de vanlige genrebetegnelser.

Bogen virker i sin kynisk nådesløse afdækning af tidens forlorne former og de herskende romantiske illusioner om Richard Yates Revolutionary Road eller Fitzgeralds Den store Gatsby, men tilsat et sort skud intenst psykodrama og et konstant, overraskende plot, der ikke lader læseren hvile.

Historien er i korte træk som følger:

Det perfekte par

Ægteparret Nick og Amy – der skiftes til at fortælle deres version af historien – er begge unge, billedbladssmukke og kreative skrivefugle, der i New York lever det gode, frie societyliv med venner, cocktailparties, spændende job og stor udfoldelsesrigdom, sådan som den kreative klasse nu engang trives bedst.

Men under den glitrende overflade er der noget dunkelt og truende,som antydes og gradvist viser sig, da først den økonomiske krise tager rigtig fat, de begge mister deres arbejde, deres identitet, og Nick insisterer på, at de skal forlade New York for at flytte tilbage til hans fødeegn, den midt-vestlige stat, Missouri.

Her beslutter Nick sig for at åbne en bar sammen med sin elskede tvillingesøster Go, der er lige så falleret kreativ som Nick og Amy, og som dem har hun også vendt storbyen ryggen. Men den inkarnerede new yorker-pige, Amy bryder sig slet ikke om det provinsielle småborgerlige North Carthage.

Forbrydelsen, fortrydelsen og en foruroligende plan

Ægteskabskrisen knirker gevaldigt, men blodig alvor bliver det først, da Amy sporløst forsvinder fra huset på deres femårs bryllupsdag. Politiet fatter snart mistanke til ægtemanden. De savlende medier kaster sig straks over Nick, som en hund, der lugter blod, og de selvretfærdig fordømmelser fyger mod den tilsyneladende følelseskolde ægtemand, ikke mindst da Amys dagbog bliver fundet og afslører meget belastende viden om Nicks sande natur.

Hvem af de to, der taler sandt, det er ikke nemt at gennemskue når løgn, fortielser og bevidste udeladelser mudrer billedet til. Hvilken mening kan man så uddrage af det hele, ja det bliver ikke klart før hen imod slutningen, hvor en meget grum og nøje udtænkt plan, åbenbarer sig i al sit djævelske lys og fylder læseren med en brutal og skræmmende ny indsigt.

Mere skal ikke afsløres. Derfor kun denne opfordring: Læs den! Det er en velskrevet, superskarp pageturner, der optager ens tanker længe efter den sidste side er vendt.  

Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten

Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.

Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland

For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret

Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.

’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       

Anmeldelse: The Quiet Twin af Dan Vyleta

Wien 1939. Det makabre drab på Professor Specksteins hund sætter plottet i gang i denne mørke thriller, der eminent skildrer livet i en boligblok i Wien, hvor folk tier, udspionerer og i det skjulte udlever deres sande liv og laster i evigt frygt for at blive afsløret.

Hundemordet i Wien

Romanen begynder med at den uge doktor Beer bliver hidkaldt til en ung piges sygeseng. Pigen, Zuzka, der er doktor Specksteins niece, klager over følelsesløshed og hvæsende åndedrat, men da den stovte læge træder indenfor, virker Zuzka ikke videre syg, men snarere flirtende og legesyg.

Pigen viser dr. Beer udsigten fra sit værelse, hvorfra hun ynder minutiøst at følge med i, hvad der foregår i nogle af de andre beboeres liv:

der er den niårige krøbling, Annelise, hvis far er en forsumpet alkoholiker; i et andet vindue er der en mystisk mimekunstner, der kommer sent hjem om natten og som, er Zuzka overbevist om, skjuler et eller andet inde sin lejlighed; fra en anden lejlighed flyder tonerne fra en tyk asiatisk mands trompet, og endelig er der nede i kælderen den fåmælte, men bistre vicevært.

Professor Speckstein der er gammelt medlem af nazipartiet og fører kartotek over boligkompleksets beboere, pålægger i utvetydige vendinger dr. Beer at kigge nærmere på, om det kan være en af disse beboere, der har udført det makabre hundemord.

Sagen bliver ikke mindre modbydelig af, at der indenfor en kort radius af boligblokken er blevet begået fire drab, hvor ofrene alle havde en eller anden form for tilknytning til nazistpartiet. Spørgsmålet er, om der er en form for sammenhæng.

Det er svært at fortælle så meget mere om handlingen uden at komme til at afsløre for meget af det formidable plot.

Den snigende terror og Wien-noir  

Dan Vyleta, hvis fine debutroman Pavel og jeg tidligere er udkommet på dansk, har med The Quiet Twin skrevet en mørkere roman, der dog igen befinder sig i det gådefulde, tvetydige og underspillede, hvor synsvinklen skifter mellem de forskellige beboere , og hvor man som læser kommer i tvivl om, om det personerne tror, de ser, virkeligt foregår, eller om det snarere er deres fordomme og ustabile sind, der hjælper dem med at udfylder de tomme pladser.

     

Vyleta har en ph.d. i historie men det betyder ikke, at han overlæsser fortællingen med historiske facts, tværtimod er det kun indirekte og i mere eller mindre henkastede sætninger, at vi hører om krigen og nazisternes terror.

Men dette forhold bevirker bare, at frygten blandt beboerne er indlejret og indforstået, og det gør terroren desto mere snigende og uafrystelig, som handlingen skrider frem. Og de moralske overvejelser som manden i centrum dr. Beer (og læseren med ham) bliver tvunget til at tage, er konkrete, og alle er de svangre med frygtelige konsekvenser.

Personerne er ikke typer, men derimod interessante og troværdige karakterer, der mere eller mindre uforvarende bliver ført ind i begivenhedernes centrum. Bogen er skrevet med forbavsende sproglige nuancer, især når man betænker at Vyleta er tysk-tjekkisk og ikke har engelsk som modersprog. Den dystre stemning af noir: forhærdelse, brutalitet, frygt, drift og silende regn er præcist indfanget, og de gradvise ændringer i personernes psyke er også fremstillet med fine subtile antydninger.

   

Romanen minder mig på en eller anden måde lidt om Undtagelsen af Christian Junger tilsat Hitchcock, Hamlet og 2.verdenskrig-noir.  Det bliver spænende videre at følge Dan Vyleta. 

Anmeldelse: I en anden mands grav af Ian Rankin

Bidske Rebus er tilbage i storrygende form i en kriminalroman med masser af twists and turns og tartan noir.

Graven må vente

John Rebus er egentligt pensioneret, men han er al for rastløs og for megen politimand til at sidde og trille tommelfingre i rokkestolen, mens han venter på manden med leen. 

Derfor er Rebus kommet med i en enhed, der efterforsker ældre uopklarede sager, og det er her, han ved et tilfælde hører om en ung kvindes forsvinden, og yderligere, at der tilsyneladende er en hel række af piger som er sporløst forsvundne langs hovedvej A9.

Er der en sammenhæng og et mønster? Nej, siger politiets efterforskningshold; Bloody yes, siger Rebus naturligvis, og derfor igangsætter den gamle sporhund sin egen uofficielle undersøgelse med hjælp fra sin tidligere kvindelige makker Siobhan.

Nye sæder, nye skikke

Men det er nye tider og John Rebus’ uortodokse metoder og kompromisløse, fandenivoldske attituder giver ikke så få løftede øjenbryn i en moderne mere blankpoleret og politisk korrekt politienhed.

Malcolm Fox fra ’klagerne’(interne undersøgelser) der er hovedperson i Ian Rankins nye sideløbende serie, ser sig selv I en anden mands grav som den straffende nemesis for Rebus’ hybris af lovovertrædelser, druk, røg og måske lidt for tætte kontakt til storgangsteren ’Big Ger’ Cafferty.

Med ræven i hælene

Puritaneren Fox har selv tidligere været alkoholiker, og som bekendt er der ikke nogen mere nidkær end en omvendt, tidligere misbruger, som nu må se til, mens Rebus eskapader tilsyneladende ikke står i vejen for god efterforskning af old school typen.

Men med træmanden Fox bliver det personligt, og han vil gøre, hvad han kan, for at den udisciplinerede Rebus, til trods for at pensionsalderen for betjente nu er hævet, aldrig kommer tilbage i politietaten.

   

En anden intern konflikt er den splittelse, som vennen Siobhan står i, idet hun er fanget mellem at ville hjælpe Rebus og så egne ambitioner om avancement, der meget let kan styrte i havet, hvis hun kører for tæt parløb med den rapkæftede enegænger. 

Skotland set fra en skrammelkasse

Vi kommer langt omkring og ud til nogle af de fjerneste egne af Skotland, hvor vinden rusker og regnen pisker over voldsomme, månelignende landskaber; hvor kun enkelte fåreflokke er de eneste tegn på liv Rebus ser, når han kører forbi i sin udtjente Saab i sin utrættelig jagt efter nye spor i sagen.

Det er en kriminalroman der har det hele: spænding, et stærkt plot, mange konflikter, interessante persontegninger, humor – og så ikke mindst en charmerende grov hovedperson med mange laster og enkelte essentielle dyder. Fem til-randen-fyldte scotch må være på sin plads.

Anmeldelse: Tysk mesterskab af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister

De to tyske historikere og krimimakkerpar følger op med endnu en god kriminalroman.

Denne gang fra Weimarrepublikkens Tyskland hvor det tyske mesterskab i motorcykelløb danner den ydre ramme for et medrivende drama om svig, forløjet idealisme og gryende racehygiejne i et Tyskland, hvor en dyster understrøm af brun ekstremisme, krigsnostalgi og demokratilede løber under den tilsyneladende muntre overflade af grænseløs teknikfascination, negermusik og chik mode.

Teknologibegejstring i Weimarrepublikken

I 2011 udkom den første roman på dansk af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister, Den der bliver tilbage har ret (læs anmeldelsen her) en forrygende krimi fra et Berlin i frit fald i de sidste måneder i 2.verdenskrig.

Tysk Mesterskab er henlagt til 1926 i Weimarrepublikkens mere rolige år, hvor de revolutionære røde spartakister for længst er blevet nedkæmpet, og Hitlers mislykkede ølstuekup i ’23 allerede for mange er et fjernt minde.

Men fortiden spøger stadigvæk, ikke mindst for bogens to hovedpersoner de to konkurrerende motorcykelkørere: den lavadelige Falk von Dronte og den grove proletariske Arno Lamprecht. De to hader hinanden af et ondt hjerte, et fjendskab der kun bliver forværret, da de begge er interesseret i den samme frigjorte kvinde: Thea von Brock, der med sin påklædning og udsvævende kunstneriske bohemeliv er en tort i øjet på samtidens strammundede spidsborgerskab.  

En hovedløs fortid presser sig på

Men alverdens udskejelser, hæder og potente hestekræfter kan ikke udviske fortidens misgerninger: Arno Lamprecht kæmpede i 1. verdenskrig med store sjælelige ar til følge, og endnu værre er, at han stadig står under mistanke for at have dræbt og skåret hovedet af sin kone i 1923.

Politiet fatter igen mistanke til ham, da flere lig bliver fundet nær turrneringsløbene; lig, der har det tilfælles at hovedet mangler.

Falk von Dronte plejede i sine unge år, nu til stor fortrydelse for ham, omgang med en gruppe af nazistisk frikorpsfolk under ledelse af en hensynsløs major, der tog Von Dronte under sin vinge, da denne lå forslået og ydmyget af de røde revolutionære under et forgæves forsøg på at melde sig til fronten i 1918.

Von Dronte blev dengang glødende højreradikal nationalist og fulgte ord op med handling, da han sammen med to andre mænd var med til at tæve, hvad der angiveligt var en stikker, ihjel og begrave ham dybt i den bayerske muld.

Men nu hvor von Dronte sammen med Thea forsøger at leve en anden tilværelse, dukker majoren op på ny og truer von Dronte til at opklare, hvem der har givet et tip til myndighederne om ligets placering, skåret hoved af liget og nu forsøger at afpresse majoren, der er på vej til at gå ind i politik.

Så det bliver selvfølgeligt stadigt sværere for de to motorcykelkørere at koncentrere sig fuldt ud om løbene og konkurrenterne til det tyske mesterskab. Og mens de søger efter sandheden i dette morads af løgne, træder såvel politi som hævngerrige nazister dem i hælene, mens en tredje sinister trussel operer i det skjulte.

Historisk autenticitet og velfungerende plot

Såvel kompositorisk som tematisk har romanen meget tilfælles med Den der har tilbage har ret, hvor synsvinklen også skiftede mellem de to fjendtligtsindede hovedpersoner, indtil deres veje endelig krydses.

Det er igen realistiske hovedpersoner, vi får beskrevet: desillusionerede overlevere med ar på krop og sjæl, der bliver indhentet af en fortid, der ikke vil lade dem leve i fred, og som må famle sig frem i jagten på sandheden.

Man mærker igen i denne bog forfatterens store historiske indsigt, og de velintegrerede beskrivelser af datidens mode, musik, pseudovidenskabelige raceafhandlinger med mere giver en stor grad af autenticitet til fremstillingen. Uden at røbe for meget, vil jeg sige at romanen har en forfriskende, modig afslutning, der nok vil komme som en overraskelse for de fleste.

Mine få indvendinger går på, at Arno Lamprecht måske nok formulerer sig vel dannet for en grov udannet mand at være, og at der nogle enkelte steder er tilløb til teaterreplikker i stedet for dialog, når de mange historiske begivenheder skal videregives til læseren. Men det er heldigvis ikke reglen, men netop undtagelsen.

En grov fejl er det dog, at der i prologen, ved en fejl i oversættelsen formoder jeg, står, at prologen foregår i 1932, og ikke i 1923 som der rettelig burde stå. Det gav mig i første del af romanen en del problemer med at få kronologi og handling til at hænge sammen. 

Ellers er det en anbefalelsesværdig og meget fængslende historisk kriminalroman.

Bogen udkommer den 22. februar på Forlaget Klim, og bogens to forfattere kommer i øvrigt til Danmark til dette års krimimesse i Horsens.

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset af Georges Simenon

Forlaget Rosenkilde og Bahnhof er i færd med at genudgive den belgiske forfatter Georges Simenons lange klassiske krimiserie med den parisiske kriminalkommissær Jules Maigret som hovedperson.De to romanersamlet i dette nysudkomne bind er begge fra 1931.

Stik piben ind og tænk! 
Detektiven med den store fysik, filthat på toppen og pibe i mundvigen, Jules Maigret, er en stålsat enegænger, der mere følger sin intuition end traditionel politiefterforskning, når han opklare forbrydelser i den dunkle parisiske underverden.

I Pietr fra Letland er han på jagt efter den berygtede forbryder, Pietr, muligvis fra Letland, som Maigret får tip om er på vej til Paris. Men da kommissæren vil anholde Pietr, da denne ankommer til Gare du Nord i Paris, er fuglen fløjet, mens der på det ankommende togs toilet bliver fundet en død mand, hvis udseende svarer meget præcist til de oplysninger politiet har om den mystiske storforbryder.

Men er det virkeligt den legendariske Pietr, som efter i flere år at have drevet et lumsk spil med ordensmagten i adskillige lande møder sin banemand på et togtoilet, eller er det bare det næste nummer i en lang række af udspekulerede forsvindings-og forvandlingsnumre? Ja det mysterium må Maigret bryde sit store hoved med.

I mordet ved vejkrydset dukker et lig pludseligt op i et vejkryds lidt uden for Paris. Der viser sig, at det drejer sig om den jødiske juvelhandler Isaac Goldberg. Maigret er på pletten og sætter efterforskningen i gang, og han kommer snart i nærkontakt med beboerne rundt omkring vejkrydset. De er, som tænkes kan, slet ikke fine i kanten. Men hvad er deres mulige forhold og viden om den afdøde juvelhandler? – detektiven må have ild på piben og hovedet i blød i godt belgisk øl, mens han grubler videre over denne mørke sag om smugleri, svig og menneskeligt fordærv.

Skyggesiden af byernes by
Det mærkes, at bøgerne er fra en svunden tid: i det ganske adstadige tempo i opklaringsarbejdet, i den dystre grundtone af regntung misantropi, der dog næppe ryster en nutidig, forvænt læser, og i at privatlivet med dets mange krav til den mandlige hovedperson er stort set fraværende  - og endnu ikke er blevet en forstyrrende faktor, som det kan det være i mange nutidige, hyberrealistiske krimier.

Stiger pulsen ikke voldsomt under selve opklaringsarbejdet, er romanerne til gengæld fyldt med store mængder parisisk lokalkolorit serveret i en fin, kortfattet prosa.

Den sorte rose af Martin Cruz Smith

Coveret fra den amerikanske udgave

Minebyen Wigan bliver overbevisende bragt til live i Cruz Smiths atmosfærefyldte spændingsroman fra Victoriatidens England.

I kulminernes mørke

Med den Afrikafarende mine-ingeniører Jonathan Blair som guide, føres vi rundt i alle afkroge af den kulsorte mineby Wigan, Lancashire, i England i året 1872.

Blair er amerikaner, vist nok med en mor fra Wigan, men altså en outsider, der ikke kender byen og heller ikke ønsker sig at befinde sig længere tid i England end højst nødvendig.

Han har nemlig dårlige erfaringer med de repræsentanter for den hovne imperiemagt, han er stødt på i sit elskede Afrika, som han til trods for feberrystende malariasyge vil tilbage til så snart som muligt.

Men hans sponsor, den engelske kulbaron og biskop Hannay, har helt andre planer med Blair: hvis han skal gense Afrika må han først opklare en sag om en ung præsts mystiske forsvinden, dog uden at ordensmagten og medierne får nys om sagen og kaster skam og skandale over den højtagtede og stenrige familie Hannay: den unge præst var nemlig forlovet med Hannays datter.

Men da Blair under sin efterforskning i minerne render ind i pigen Rose og begynder at opsøge hende, er han på vej ud, hvor han ikke længere kan bunde.

Kulstøv og atmosfære

Plottet er ganske medrivende uden at være originalt, det mindede mig en del om Sydhavet af den afdøde spanske krimiforfatter Manuel Vazquez Montalban, men plottet er heller ikke det væsentligste i romanen.

Wigan

Det er derimod de kantede og karakterfulde personer – ofte morsomt beskrevet med en eller anden form for brist eller afstumpethed– som Blair møder på sin vej; og så den detaljerede og livagtige fremstilling af Victoriatidens England i komprimeret form i Wigan, hvor livet for alle andre end den herskende overklasse af moralistiske opdragere, livsnydere og hovne kynikere er kort, møgbeskidt og livsfarligt. 

Det hårde liv bliver dulmet ved store mængder alkohol og slåskampe, hvor sømbeslåede træsko udgør den drabelige underholdning.

Hvem er de vilde?

Når de fattige minearbejdere begiver sig dybt ned under jorden, uden nogen form for elektricitet, er det med konstant fare for pludselige eksplosioner og skred, mens de må knokle for at hente den kul, der driver ’civilisationens’ tunge hjul – og hvor befinder den sig egentlig, civilisationen, i imperiets kulsorte hjerte i Wigan eller i det mørke Afrika, hvor eventyrlystne englændere gemmer deres begær bag et skær af oplysning?- Blair er ikke i tvivl.

Der er noget næsten dickensk over romanen, og bag ved overklassens kølige, kødløse ånd, inde bag de stivede flipper, krinolinerne og de snærende korsetter, når al forstillelse og hykleri er skrabet bort kan den bramfri, ufriserede Blair nok genkende det dybe primalskrig, når han hører det. Men også fra Wigans dybe mineskakter lyder den samme dybe urovækkende  lyd.  

Blodbrødre og dæmoner bind et og to i John Rebus–serien af Ian Rankin

’Han vidste at Edinburgh var et blændværk, der nok gjorde det sværere at få øje på kriminaliteten, men ikke gjorde den mindre nærværende. Edinburgh var en skizofren by, det sande tilholdssted for Jekyll og Hyde, Deacon Brodies by, byen, hvor man nok gik i pels, men havde glemt underbukserne (som man sagde ude vestpå). Men det var også en lille by, og det var til Rebus’ fordel.’

Byen under byen
Det idylliske Edinburgh er i de to første bind af Ian Rankins lange kriminalserie en by med flere ansigter, med en splittet sjæl ikke ulig Dr. Jenkyll og Mr. Hyde; en mørk jungle som den martrede hovedperson, med den fortrængte fortid, John Rebus kæmper sig igennem holdt oppe af rigelige mængder whiskey, cigaretter og et sandt sporhundsinstinkt.

Rebus er en enspænder i bedste noir-stil: han er midaldrende, fraskilt, troende katolik, tidligere elitesoldat, og nu desillusioneret politimand med et kritisk blik på det omgivende samfund: kriminaliteten, korruptionen og den galopperende materialisme.

Rebus er en sammensat mand, og jeg synes i de to første bind, at det fint lykkedes for Rankin, at redde sin hovedperson ud af de værste krimiklicheer og gøre ham interessant og levende. Rebus er også en stor læsehest med særlig passion for Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ og bag det kyniske panser og alle sine mangler, laster og evne til at være på kant med alle, er han alligevel et menneske med medfølelse og moralsk sans.

 Hans forældre er døde, og hans eneste tilbageværende familiemedlem er en bror, der er hypnotisør, udpræget materialist og på den ufine side af loven, og så har Rebus en datter fra et tidligere ægteskab.
Edinburghs mørke bagside og Rebus’ egen fortrængte fortid, er et gennemgående tema i begge bind. 

Spøgelser i Edinburgh
I ’Blodbrødre’ er en seriemorder på spil, og frygten breder sig som ringe i vandet hos byens indbyggere. Fortidens spøgelser hjemsøger Edinburgh, og i særdeleshed Rebus’, der begynder at modtage kryptiske, anonyme breve, og at sige at Stevensons’ klassiker Dr. Jenkyll og Mr. Hyde spiller en afgørende rolle i opklaringsarbejdet, er forhåbentlig ikke at røbe for meget.

I ’Dæmoner’ er det fundet af en død junkie i en underlig korsfæstelsesstilling og satanistisk graffiti på væggen, der sætter Rebus på sporet af en sag, som han per instinkt fornemmer ikke bare kan arkiveres under ’junkie død af overdosis’. Som Rebus’ graver sig dybere ned i sagen trækker den et ildelugtende spor fra de hjemløse og narkomanernes triste ly i en Edinburgh-forstad til de allerfineste kvarterer i byen – den står på korruption og menneskeforagt tilsat høj cigarføring.

Stemningen er mørk og dyster, og sådan cirkus halvdelen af siderne i de to romaner består af opklaringsarbejde, mens den anden halvdel beskæftiger sig med Rebus’ omtumlede liv og dystre fortid – men de to dele hænger nu alligevel meget tæt sammen tematisk.

Rankin skriver godt, hårdkogt kynisk, og byen Edinburgh træder tydeligt frem som en karakter i romanen. En gang indimellem er det dog som om Rankin, lidt overflødigt synes jeg, lige må namedroppe og flashe sin litterære dannelse – han har en ikke færdiggjort Ph.d. i skotsk litteratur i rygsækken – .

Ellers er den barske stil og den ’beskidte’ hovedpersonen nemlig mange mil fra en hver form for fisefornemt snobberi – noget som John Rebus sikkert heller ikke ville give en bloody penny for.

Jeg synes serien tegner godt, og har lyst til at give mig i kast med de følgende bind, hvoraf jeg indtil nu kun har læst et enkelt eller to.

Narrenes fest, bind tre i Hackberry Holland-serien af James Lee Burke

Det er en ondskab af gammeltestamentlige dimensioner der hjemsøger det texanske grænseland i James Lee Burkes nye imponerende allegoriske krimi.

Forkvaklet fundamentalisme, amerikansk neokolonialisme, hul grådighed, en mystisk kinesisk kvinde og regulære stjernepsykopater danner de dødelige ingredienser i en sprængfarlig cocktail i det flimrende syden på sammenbruddets rand.

Ikke just et land for gamle mænd som sherif Hackberry.

’Han rørte ved den glatte og kolde, olierede blå overflade og så de små dampagtige mønstre efter sine fingerspidser dugge på stålet og derpå fordampe, som når tøris eller hagl smelter. Gav de gamle guder folk magt ved at berøre dem med en finger? Spurgte han sig selv. Eller fik de den tværtimod selv fra de væsner, de berørte?

Var døden ikke afhængig af sine ofre for at kunne opretholde sin eksistens? Jack spekulerede på, hvad hans mor ville sig, hvis hun så ham nu. Han spekulerede på, om hun ville smile beundrende, når den elektriske bue sprang fra hans maskinpistols munding og han mejede sine fjender ned som en mand, der lod en le glide gennem hveden. Ville hun mene, at hendes søn var blevet Guds venstre hånd, og være stolt af ham? Eller ville hun flygte, pibende som en hasselmus på jagt efter et gennemsted?’

Visioner eller hallucinationer?

Den alkoholiserede eksbokser Danny Boy Lorca overværer tilfældigt en sen nattetime, at nogle mexicanske asesinos bestialsk myrder en mand, mens det lykkedes en anden at flygte. Det er dog altid svært at afgøre, hvor megen troværdighed, man skal tildele Danny Boy, for hans berømte shamanistiske visioner er måske først og fremmest fremkaldt af den enorme mængde mezcal, han stødt sætter til livs.

Men Hackberry, der på egen arrede sjæl ved, at der er mere mellem himmel og jord end flade realister kan se, påtager sig efterforskningen, og det bringer ham i kontakt med en mystisk kinesisk kvinde, ikke ulig hans afdøde kone, der skjuler og hjælper illegale latinamerikanske indvandrere.

Narrenes bloddryppende fest

Men Hackberry kommer også i kontakt med mennesker, hvis bekendtskab han helt sikkert gerne ville have været foruden: Temple Downing, en glat ’forretningsmand’, søn af den kyniske senator, der var protege dengang for længe siden, da Hackberry stiv på whisky forvildede sig ind i den politiske arena; Krill, en mexicansk morder, der med sit slæng af koldblodige lejemordere vandrer hvileløst rundt i ørkenen trækkende på en kiste med ligene af sine tre børn; en storrygende ældre russisk mafioso hinsides godt og ondt; og så først og fremmest en afskyelig, gammel kending, hvis navn, det står med bly, men ikke skal røbes her.

X, som vi kan kalde ham, er nok i virkeligheden bogens egentlige hovedperson, og den vel nok mest interessante karakter i al hans monstrøse dobbelthed: han er belæst, religiøs fundamentalist, psykopatisk massemorder med samvittighedskvaler, og i en surreel verden, hvor alt tilsyneladende vendes på hovedet, viser han sig også som den gode samaritaner. 

Noget af en mundfuld for den i andres øjne moralske stivstikker, Hackberry, der sammen med sine få betjente, virker som de sidste klare, ukorrumperede dråber i en oprørsk sandørken af rådnende fordærv.                      

Hvordan plottet flettes sammen kan man selv læse. Burke svinger effektivt svøben over misbruget af religionen og den fortidige som nutidige amerikanske kolonialisme.

Narrenes fest, synes jeg, minder med den geografiske placering, temaer, ustoppelige psykopater, hvis depravation er mejslet ind i deres hårde træk og døde øjne, og dens til tider undergangstoner lidt om Cormac Mccarthys dystopiske ’Ikke noget land for gamle mænd, ’no country for old men’,(også filmatiseret af Cohen-brødrene). Burke lader dog i sin roman ikke al håb ude, og forfalder, efter min mening, ikke til under et at afskrive al nymodens som tegn på ubønhørlig dekadence.

Den lidt spøjse titel stammer fra middelalderens verden, hvor narrens fest var den ene dag om året, hvor bøtten så at sige blev vendt, så de lavt rangerende og dysfunktionelle kunne skeje ud, hore, drikke, slås, holde kirkens mænd for nar og rase ud som de ville, inden de næste dag igen underdanigt måtte bøje hovedet for øvrig-og gejstlighed.

   

Spanske kæpheste og skønhedsfejl

Bogen er medrivende læsning skrevet med Burkes velkendte hårdkogt poesi. Der er dog nogle ærgerlige fejl særligt i det spanske. Man kan måske sige, det hører til i småtingsafdelingen, men det skæmmer alligevel, når hårdkogte mexicanske narcotraficantes laver elementære fejl som for eksempel: det hedder chingado/a og ikke chingade; vamos og ikke varemos, quién og ikke quié, quiénes og ikke quiene, conmigo og ikke con migo.

Me cago en la puta de tu madre er en meget grim fornærmelse, der nok bedst kan oversættes til: ’jeg vil skide på din (fucking) ludermor’. ’jeg skider i din mors livmoder’ som der står i bogen, virker altså underligt.

Endelig er det en bommert, når den samme person, RC, flere gange og endda på samme side skifter navn (men vel ikke person) til HC.

Bortset fra det, kan Burke-fans godt glæde sig til januar, når bogen udkommer. Der venter dem en stor læseoplevelse.

Læs mere på http://www.jamesleeburke.net/

Janitshartræet af Jason Goodwin

Gemytlig historisk krimi tager læseren med på en eksotisk rejse til Istanbul med den kultiverede detektiv og eunuk Yashim som rejsefører i et Osmannisk rige i farlig forandring. Mere historisk atmosfære end egentlig hæsblæsende action.

Vi befinder os i Istanbul 1836. En af Sultanens mange haremskvinder bliver fundet kvalt, og nogle af sultanmoderens smykker er tilsyneladende også forsvundet. Der bliver fluks sendt bud efter den affable eunuk Yashim. Han kan nemlig som en af meget få mænd ustraffet få adgang til sultanens harem.

Men så sker der det, at fire officersaspiranter forsvinder, og liget af den første dukker op på bunden af en stor, sorte gryde. Så nu har Yashim nok en gåde at tage fat på.

Nye tider, gamle fjender
Ti år tidligere var det endeligt lykkedes sultanen med store blodsudgydelser at få bugt med den stat i staten som det magtfuldkomne, ærkekonservative og frygtede janitsharkorps igennem tiden havde udviklet sig til.

Men nu frygtes det, at janitsharerne i det skjulte er ved at genopstå og at korpset barsler med planer om at myrde sultanen, tvinge tidens reformånd tilbage i flasken og genindtage dets tabte magtposition. Og da flere lignende mord begås, følger Yashim med hjælp fra sin drikfældige polske ven – der er ambassadør for det af stormagterne opslugte polske kongerige – blodsporene rundt i Istanbuls snævre og faretruende kvarterer i jagten på morderen/ene.

Med sin lune, skælmske tone minder bogen i nogen grad om Martin Jensens velresearchede middelalder-og vikingekrimier – hvor stormagternes forhold til hinanden også er et væsentligt element af intrigen.

Hovedpersonen har også noget af den samme forfinede over sig som den belærde og elegante Fandorin i Boris Akunins humoriskiske krimier fra zartidens Rusland.

Det tog lidt tid, før bogen begyndt at fænge hos mig, og den har som sagt mere at byde på som finurlig historisk roman end som rendyrket krimi, synes jeg. Men det er en fornøjelig lille bog at læse og Goodwin, der er historiker med speciale i det Osmanniske rige, strøer ubesværet ud af sin viden om Istanbul og det osmanniske riges farverige historie.

Warszawas spioner af Alan Furst

Warszawas spioner hører til blandt de bedste af Allan Furst elegante, romantiske spionromaner fra tiden op til 2. verdenskrig: Der er en medrivende handling, nuancerede personskildringer, en sproglig veloplagthed i vanlig ordknap, underspillet stil.

Og så emmer siderne af autentisk atmosfære, hvad end vi befinder os blandt la noblesse på en chik fortovs café i 7. arrondissement i Paris, eller blandt opportunistiske, hævntørstige nazister på en lurvet beværtning med tilskoddede vinduer og afdankede sjæle i udkanten af et krigstruet Warszawa.

’I det hendøende lys fra en efterårsdag i 1937 steg en vis herr Edvard Uhl, en hemmelig agent, ud af en førsteklasses jernbanevogn i byen Warszawa. Oven over byen var himlen i krig; solens sidste stråler slog blodrøde gløder af tætte sorte skyer, mens den klare horisont i vest var samme farve som blå is. Herr Uhl undertrykte en gysen. Den skarpe aftenluft, sagde han til sig selv. Men dette var Polen, grænsen til den russiske steppe, og det, der havde mødt ham, var andet og mere end kulden ved en oktoberskumring.’

En hovedperson ifølge Furst

Vi skriver 1937 og en ny krig truer og lægger sig tungt over livet i den polske hovedstad, Warszawa og krig er også konstant et samtaleemne for diplomaterne, når de mødes til middage og officielle sammenkomster.  

Byen vrimler med spioner: tyske, russiske, polske og franske agenter. Blandt dem befinder bogens hovedperson sig også. Han er en fransk militærattache og spion ved navn Jean- Francois Mercier.

Hovedpersonerne i Alan Fursts romaner deler altid nogle fælles træk: de er mænd, veluddannede ofte østeuropæere, eller som her franskmand af adelig oprindelse. De er sofistikerede, taler flere sprog og har naturligt kvindetække. De ryger det eksklusive franske cigaretmærke, Gitanes eller eventuelt Chesterfield på hotelværelserne eller på cafeerne, hvor livet endnu leves og den gode smag holdes frem som et adelsmærke.

Hovedpersonerne er melankolske, midaldrende og læser Joseph Roth, Remarques, Hemingway eller Stendahl, mens de forsøger at fortrænge den elskede, som de har mistet, krigens rædsler som har arret dem og den mørke forudanelse om at den overklasseverden, og det samfund, de er vokset op i, måske snart forsvinder under tyske larvefødders avancement.

De havner altid, dog først modvilligt, i spionagens spændende skyggeverden af bedrag og list, der dog også bringer dem i kontakt med la femme.

Og så er det uundgåeligt at noget af handlingen vil foregå i kontinentets sidste blafrende lys, Fursts elskede Paris - og således går det også denne bogs helt, Mercier.

Hvor Gud har plantet en, må man lære at blomstre

På en hemmelig, natlig rekognosceringsopgave på den anden side af grænsen mellem Polen og Tyskland, falder Mercier bogstavligt talt over nogle nyligt nedlagte kampvognsfælder, og det mere en styrker hans mistanke, om at Tyskland forbereder en invasion af sin nabo mod øst.

Men Generalstaben i Paris ledet af den højrenationale Petain er af en anden opfattelse. Mercier må nu forsøge at skaffe sig afgørende beviser for sin stærke formodning for at åbne de franske øjne for den umiddelbare trussel. Men det er en livsfarlig opgave i en by, hvor både Hitlers og Stalins spioner holder skarpt øje med enhver form for mistænkelig adfærd og forsøg på fraternisering.

Intens atmosfære

Borgerkrigen i Spanien raser og Stalins paranoide udrensninger når også til Warszawa, mens den tyske sikkerhedstjeneste bliver opmærksom på en lille, noget naiv, fedladen, tysk borger, en kontorist ved navn Edvard Uhl, der arbejder med fremstillingen af tyske kampvogne, som er blevet lokket til Warszawa i håb om en elskerindes bløde favntag. Men ingenting er, hvad det giver sig ud for, og han befinder sig snart på meget dybt vand.     

Det er en stille terror, der løber igennem romanen.  Bogens personer er ikke hårdtpumpede mænd med kække Oneliners på læben, men derimod virkelige mennesker, der forsøger at overleve i en farlig og fjendtlig verden, hvor omstændighederne tvinger dem til svære moralske valg. Men bogen giver også et besnærende og livsbekræftende billede af overklassens etikette, flittige romancer og udsvævende liv - en allersidste foxtrot, før ballet er forbi?   

Virkelighedstro og lærd spiondrama

Jeg har læst et sted, at Furst romaner bliver brugt på historiestudiet i USA som en introduktion til Europas historie i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud, og det forstår jeg godt, for Furst er ufatteligt vidende om Europas historie og om alle de små, gedulgte aftaler nationer og diplomatierne imellem. 

Hans bøger kaster især lys over de østeuropæiske nationers skæbne, hvordan de klemt inde mellem de totalitære giganter Tyskland og USSR må forsøge at overleve og bevare deres selvstændighed.

Furst er eminent til med få at opridse en situation og med et let strøg at karakterisere en person – nogle gange er det dog lidt uklart, om han er ironiske eller virkelige mener det, når han for eksempel skriver i sin karakteristik af Mercier at han havde ’sin races afslappede selvtillid’.

Furst romaner er beslægtede med Eric Amblers og Graham Greens klassiske spionromaner, så der er ligeså meget for hjerne som for spændingshjerte.  Jeg håber at der må komme mange flere af hans romaner på dansk, og gerne i samme fornemme oversættelse.

Til gengæld frygter jeg at bogens brune, collageagtige forside glider i et med boghandlernes bagvæg.

Det er lidt ærgerligt at forsiden virker tung, trist og rodet, når nu indholdet er elegant, let og medrivende.

Det ansigt, der kan anes i venstre hjørne er i øvrigt det samme som pryder Philip Kerrs Berlin Noir-krimi ’Den blege forbryder’ – men der hører det også mere hjemme, synes jeg, fordi det rammer kerrs hårdkogte noir-stil, mens Furst er drama, spænding og romantisk romance.

Den amerikanske udgaves visuelle udtryk giver mindelser til filmen Casablanca, og det er måske heller ikke skudt helt ved siden af.      

Bogen er i øvrigt ved at blive filmatiseret til en tv-miniserie. 

     

Stoleleg nr. 2 i Opcop-serien af Arne Dahl

Intelligent og stærkt fængslende litterær krimi fra Arne Dahl sætter skarpt og nuanceret fokus på (med)menneskelighedens trange kår

Europas mørke hjerte
En række opsigtsvækkende drab og dødsfald rundt om i Europa, får alarmklokkerne til at ringe for Europols (hemmelige) operative enhed, Opcop, med Paul Hjelm i spidsen: En plastikkirurg med terroristkoblinger bliver fundet hængt i sit hjem i Belgien, en albansk våbenhandler bliver skudt på en bar i Stockholm, og liget af en tjekkisk EU-parlamentariker bliver fundet på en afsides beliggende fængselsø ud for Toscana.

 Hvilken forbindelse er der mon mellem de forskellige sager? Og yderligere, hvilke streger kan man tegne fra disse til to andre sager, der drejer sig om henholdsvis en afskyelig, horroragtig fængsels-ø, hvor fangerne æder hinanden, og en sag om en række uhyggelige forskningseksperimenter?

Ja, der er nok at holde rede på i Arne Dahls nyeste krimi i Opcop-serien,og det ville simpelthen være synd at løfte sløret for meget for bogens fabelagtige plot, så det vil bestræbe mig på ikke at gøre.

(Med)menneskelighed
Tematisk kredser bogen om arv og miljø, og om der i mennesket findes et spontant instinkt til at råde bod på uretfærdigheder, noget som kan overskride den tunge arv man nu har med i bagagen.

Hvordan mangel eller ligefrem udslettelse af medfølelse kan føre til ufattelige grusomheder, men faktisk også, hvordan for stærk indlevelse kan få fatale konsekvenser: at identificere sig så meget med andres lidelser, at man i de dødes navn påtager sig at genoprette retfærdigheden.
Det lyder måske tungt, men er det ingenlunde.

Til hjerne såvel som krimihjerte(r)
Det er vel ikke mange andre en Arne Dahl, der kan slippe godt fra at blande Dumas’ Greven fra Monte Cristo med en vis Mari Shelly klassiker, tilsætte det lidt græsk tragedie, spæde det op med grumme historier fra det 20. århundredes righoldige rædselskabinet af sociale eksperimenter, tilsætte Den kolde krig og, sidst, men ikke mindst, hælde en god portion samtidskritik af den vilde, samvittighedsløse jungle-liberalismen oveni.

Og så serverer han det forklædt som en hæsblæsende spændingshistorie med et stramt og velkomponeret plot med plads til blodig alvor og skarp ironi.

De skarpsindige symbolanalytikere i Opcop kommer vidt omkring i litteraturen såvel som i et Europa og en verden i forandring. Det giver et udblik og en dybde i Arne Dahls bøger, som jeg er vild med.

Stoleleg er en fortræffelig spændnings/krimiroman, der overgår det første bind i serien og, den kan varmt anbefales.

Mit eneste kritikpunkt er at nogle af figurerne i Opcop ender med at ligne hinanden lidt for meget: lidt for renskuret med middelklassens (luksus…) problemer: hvor svært det er at skulle blive forældre, at være en intelligent, handlekraftig kvinde uden at kunne finde en partner etc.

Der kan jeg godt savne den dynamik, som de kantede, fanden-i-voldske og grove-i-munden-typer som Gunnar Nyberg og Viggo Norlander skabte i A-gruppen.
Men heldigvis er den lyse excentriker Arto Söderstedt i den grad med på holdet.

Farvel min elskede og Det lange farvel af Raymond Chandler

Farvel, farvel og så det lange på gensyn. Chandler holder hårdkogt stand mod tidens tand med humor, skarpe persontegninger og spændstige, sproglige billeder.

Det bundløse mørke
’Jeg satte mig ned, stak en cigaret i munden og rullede den mellem læberne uden at tænde den. Jeg betragtede ham. Han var høj og tynd og rank som et lys. Han havde det blegeste, fineste hvide hår, jeg nogen sinde har set. Det så ud som om det var filtreret gennem silkegaze. Hans hud var frisk som rosenblade. Han kunne være femogtredive eller femogtres. 

Han havde ingen alder… Hans øjne var dybe – alt for dybe. Det var en søvngængers bundløse, bedrøvede øjne. De fik mig til at tænke på en brønd, jeg engang havde læst om. Den var ni hundrede år gammel, i en gammel borg.

 Hvis man kastede en sten i den og ventede, så kunne man blive ved at vente og lytte, og når man så opgav at vente og leende var ved at gå igen, så lød der et lille bitte svagt plask nede fra bunden, så lille, at man næsten ikke turde tro på at sådan en brønd var virkelig.

Så dybe var hans øjne. De var også uden udtryk, uden sjæl, øjne, som uden at forandre sig kunne se på, at et menneske blev flået af løver, som kunne se på, et menneske blev spiddet på en pæl og skreg sin pine ud under den hede sol med afskårne øjenlåg.’

Greed makes the world go round 
Detektiven Philip Marlowe er bæreren af det moralske kompas i romanernes billede af en verden i nådesløst forfald. I fyrrenes korrupte, forlorne Los Angeles, hvor penge er den sidste værdi, er den ensomme, selvironiske snushane med sin integritet, kløgt og handlekraft noget af det eneste ægte i en verden af blanke overflader, uretfærdighed og skruppelløst begær.

Det er svært på kort plads fyldestgørende at referere bøgernes meget komplicerede, og ikke altid lige sammenhængende plot, der mod slutningen lidt for belejligt får hjælp til at falde på plads. Men det var heller ikke det vigtigste for mig.

Byen og menneskene 
Det er det derimod, at det billede Chandler tegner af menneskene og af byen, Los Angeles, fremstår så nuanceret, interessant og spillevende med figurer såsom: en på en gang kynisk, selvdestruktiv, selvhadende og opblæst forfatter; en godmodig, men skræmmende, kriminel kæmpe med et hjerte af, nå ja om ikke guld så forgyldt bly; en sympatisk, fordrukken svindler med en fantastisk historie; ud over korrupte politifolk befriet for fløjlshandsker og smålig skelen til en lov ingen alligevel overholder; hårdtpumpede gangsters, og så selvfølgelig femmes fatales – ’blondiner som kunne få en biskop til at sparke hul i en kirkerude’.    

Når man ser bort fra bedagede vendinger som at marlowe er ’kvik’ og at gangsterne omtales som ’skrappe fyre’, så er det stadig tilstrækkeligt med verbale håndkantsslag i det kontante sprog, og de fængende, overraskende og ofte morsomme sproglige billeder gør sammen med de spændende figurere, og det detaljerede portræt af den mørke bagside af englenes by, at bøgerne stadigvæk holder, og er værd at læse.

Catilinas gåde og Venus-kastet nr. 3 og 4 i Roma sub Rosa-serien af Steven Saylor

To historiske krimier fra Rom: en lunken og lidt for langtrukken, og en skoldhed og medrivende

’Jeg vil gerne bilde mig ind, at jer er klogere end jeg var engang, men hvad kan visdom bruges til i en verden, der følger den vanvittige lidenskabs diktat? Jeg føler mig som en ædru mand om bord på et skib fyldt med drankere.’

Der skulle være så dejligt ude på landet 

I begyndelsen af den tredje roman i serien, Catilinas gåde, har den hårdt prøvede, desillusionerede og nu ældede opdager, Gordanius, trukket sig tilbage fra det hektiske Rom og forsøger sig nu som bonde på et landsted, han har arvet. 

Men de romerske digteres besyngelse af den pastorale idyl, stemmer ikke overens med Gordanius oplevelse: han keder sig rent ud sagt og savner hovedstadens spænding og fare. 

Men magteliten med Cicero i spidsen har andre planer for Gordanius end et tidligt og fredfyldt otium: den store sagfører og politiker vil have vor opdager til at huse en politisk rival, Catilina, som Cicero ønsker at holde et vågent øje med. 

Og da Gordanius nægter, dukker der pludseligt et hovedløst lig op på hans gård, og se så, er han fedtet godt og grundig ind i de politiske rævekager, der ustandseligt bages i verdens korrumperede centrum.

Sproget er flydende og personerne interessante og mangetydige, den historiske fremstilling er i top, men plottet er for løst og som kriminalroman, synes jeg, det er den mindst vellykkede i serien. Saylor kunne med fordel have svunget det romerske gladius-sværd og gjort indhug på romanens (for) mange sider.

Ring of fire 

I Venus-kastet er Gordanius tilbage i Rom i en patricer-ejendom, de to adopterede sønner er nu fuldvoksne mænd, Eco er som sin far opdager, den yngre Meto tjener i Cæsars legion, mens datteren Diana mere og mere ligner sin bestemte mor, den firgivne slave, Bethesda. Det er en historie om mørke lyster og lidenskab, der ikke kender nogen grænser.

En gammel græsk-egyptisk filosof og ven af Gordanius, dukker op i Rom forklædt som kvinde og skræmt til døde. Han er overbevist om at den egyptiske konge Ptolemæus ønsker ham dræbt, på grund af hans modstand mod at det stolte oldtidsrige underlægges det romerske imperium.  

Gordanius afviser at huse filosoffen og kort efter bliver han dræbt. Det berygtede søskendepar Clodius og Clodia, indbegrebet af det depraverede og skændige, hyrer den samvittighedsplagede opdager til at samle beviser mod den udsvævende Marcus Caelius, der er i den mægtige Pompejus’ sold, og derfor menes at stå bag drabet. 

Løgn, bedrag og farverigt persongalleri

Men intet er som det ser ud til at være, og den gamle sandhed om at et menneske ikke kun én person, men mange forskellige på samme tid, kommer på fornem vis frem i løbet af romanen, hvor lidenskaberne slår gnister og forvandler fortabte elskere til hævngerrige erynier sendt fra Hades. 

Det er stærkt medrivende læsning og læseren møder nogle særdeles farverige historiske personer, heri blandt min favorit, digteren Catullus som på en gang er skarp, styk, vulgær og perfid og samtidig håbløst sentimental og oppustet. 

Og så er fremstillingen af den uforlignelige Cicero, under det retssagsdrama, som udvikler sig, blændende – ingen over og ingen under, dette retoriske geni. Han virker så nutidig, at man har på fornemmelsen at han til hver en tid kunne træde op i ringen og skille enhver af nutidens standupper ad med sine perfekte punchlines og overlegne nedrighed.  

Min eneste indsigelse mod bogen er at Cordanius’ familieproblemer er fremstillet med for megen nutidig sødsuppe, og ind imellem er det ved at blive lidt for kælent og rummende. Men det tager jeg så med, når historien ellers er så fantastisk velfortalt, lærd og elementært spændende. 

Steven Saylors romaner kan anbefales ligesåvel til dem, der godt kan lide at læse historiske romaner.

Manden med et hjerte af jern af Philip Kerr nr. 8 i Berlin Noir-serien

Den rapkæftede kommissær Bernhard Gunther er tilbage i nok en velskrevet, intens og ravnesort noir-roman.

I forhold til de foregående binds storpolitiske spion-agenda, er dette sidste skud fra Kerrs velsmurte Mauser mere en klassisk kriminalgåde, hvor den desillusionerede og hårdkogte stil møder den klassisk-engelske herregårdskrimi – dog med den dramatiske forskel, at her er alle mistænkte på forhånd skyldige i horrible forbrydelser!

’Jeg så mig rundt i lokalet og prøvede at forestille mig, hvem, om nogen, af generalens gæster der ligefrem kunne forsøge at forgive ham, og opdagede, at det ikke var så svært i det nye Tyskland. I et lokale fuldt af mordere forekom alting muligt.’

En cigaretglød i mørket

Året er 1941, Frankrig er faldet, mens den tyske krigsmaskine i Rusland er begyndt at miste sin fremdrift. 

Den mørklagte hovedstad Berlin er plaget af kriminalitet, varemangel, bygningerne er i forfald, sortbørshandlen florer, og mistro, paranoia og indbyggernes manglende selvbeherskelse, er hvad den pessimistiske kyniker, Bernhard Gunther, noterer sig, mens han bevæger sig rundt i byens gader.

Gunther er tilbage i sin by efter en tur til helvede i form af den hviderussiske by Minsk, hvor han til sin egen forbandelse og fortrydelse deltog i nogle af de summariske henrettelser på fjenden. Hans tanker kredser om selvmord som forløsning for sine bebyrdede samvittighed, men heldigvis for historien og læseren bliver det ved snakken.

En dag kører et af Berlins toge over en fremmedarbejder og for det utrænede øje, synes det at være en hændelig ulykke mere blandt så mange andre. Men da Gunther ser nærmere på det fladmaste lig, føler han sig overbevist om, at den afdøde blev dræbt, før han blev smidt på togskinnerne.

Vanen tro, stik i mod sine overordnedes formaninger, går den utrættelige Gunther videre med sin tese om, at der er tale om et mord, og i sin efterforskning støder han ved et tilfælde ind i den smukke Arianne Tauber, som han redder fra, hvad der ligner et voldtægtsforsøg. Den intelligente femme fatale viser sig at have en viden, der kan kaste  yderligere lys over, hvad som hændte den ulyksalige hollandske fremmearbejder.

En hårdkogt Hercule Poirot på Bødlens slot

Så vidt så sort, og så klassisk Kerr. Men tingene tager en uventet drejning, da Gunthers gamle chef, det hvide bæst, manden med et hjerte af jern, general Heydrich, en dag kalder ham til sit slot udenfor Prag. 

Den nyudnævnte rigsprotektor for Bøhmen-Mæhren har brug for en skarpsindig og upartisk detektiv til at opklare, hvem det er fra hans inderkreds af top SS-folk, der mon konspirere imod ham.

Særdeles modvilligt pakker Gunther sin kuffert, tager sin pige, Arianne, under armen og drager til den smukke mellemeuropæiske by og indlogerer sig på ’Bødelens’ imponerende slot. Gunther har dog ikke opholdt sig der længe, før end der kommer et lig på obduktionsbordet. Det sker, da en af Heydrichs opvartere findes myrdet på sit værelse.

Noget er tydeligvis i gære, og det ser ud til, at der foregår et meget kompliceret magtspil mellem de ærgerrige nazistiske spydspidser. Morderen skal uden tvivl findes i en sluttet kreds af mænd, der alle har vasket deres hænder i strømme af blod.  

Der er en oplagt parallel til en Agatha Christie-gåde, og den intelligente Heydrich - der kuriøst nok var ivrig læser af kriminalromaner – holder et skarpt faldeøkse-blik med Gunthers fremskridt i denne spegede affære.

Stemningsmættet og skræmmende autentisk

Kerr kan som få andre spændingsforfattere, med baggrund i en enorm historisk research, fremmane nazisterne, så de virker skræmmende troværdige, og med hovedpersonen Gunther, illustrer han, gennem hele serien, hvilke nærmest umulige moralske valg selv ordentlige, almindelige tyskere måtte træffe. 

Den historiske akkuratesse er velintegreret i det velsmurte plot, Gunthers ironiske, hårdkogte fortællerstil med flittig brug af overdrivelse, sidder som regel lige i kronjuvelerne på de selvhøjtidelig, men dødsensfarlige SS-topfolk.  

En detalje, men dog for mig lidt irriterende unødvendighed er , at Gunther i begyndelsen gentagne gange skal nævne, hvor ofte han har været på nippet til at begå selvmord. Der virker på mig aldrig rigtig troværdigt, men snarere som et lidt anstrengende koketteri.

… Og så er der lige bogens collageagtige forside, som jeg ikke er så vild med. Den virker overlæsset, lidt for rodet, som om den vil vise for mange ting på en gang. Jeg kunne meget bedre lide de første binds meget enkle sort-hvid-noir billede. Den engelske paperbackudgave af Manden med et hjerte af jern ,synes jer, er mere elegant, enkel og skarp i sit udtryk.

Bogen udkommer den 14. september på Modtryk. og der og på seriens hjemmeside , kan man læse mere om bøgerne, Bernhard Gunther og Philip Kerr.

      

    

Wolfes eat dogs nr. 5 i Arkadij Renko-serien af Martin Cruz Smith

Arkadij Renko må denne gang til et uhyggeligt, spøgelsesagtigt Tjernobyl, for at opklare mordet på en af det nye Ruslands rigeste oligarkaer.

Intens og fortættet stemning i den glemte by, hvor militsfolk, videnskabsmænd, tyveknægte, en skrothandler og nogle ældre ukrainske bønder trodser faren for radioaktivstråling og flokke af glubske ulve, som strejfer rundt der ved civilisationens yderste rand.

’Perhaps you should have a dog, Arkady suggested.

’Wolfes eat dogs’. That did seem to be the consensus of the village, Arkady thought. 

Roman shook his head as if he’d given the matter a lot of consideration.

’Wolfes hate dogs. Wolfes hunt down dogs because they regard them as traitors. If you think about it, dogs are dogs only because of human; otherwise they’d all be wolfes, right? And where will we be when all the dogs are gone? It will be the end of civilization.’

Radioaktiv atmosfære

Martin Cruz Smith har gentagne gange bevist, hvor god han er til at fremmane en bestemt eksotisk lokalitet og den fremherskende og særegne stemning der, hvad end om det drejer sig om et vinterligt Moskva, om bord på et sovjetisk fabriksskib eller handlingen foregår på det steghede, tropiske Cuba.  

Cruz Smiths blik for det absurde, det korrupte og monstrøst bureaukratiske gør ham til en meget troværdig skildrer af det døende USSR og af det nye Rusland, hvor nye herskere viser sig, og gamle, partitro kommunister med ét skrifter ham og genopstår i det superkapitalistiske slaraffenland, som landet nu er blevet til – hvor kapital, politik, mafia og politi som regel gnidningsfrit overlapper hinanden.

Det åbne sår

Men fortiden kan ikke bare holdes fra døren. Den sniger sig alligevel ind alle vegne: Først falder den pompøse rigmanden Pasha Ivanov ud af vinduet og dør for foden af sin topsikrede luksuslejlighed i Moskva. Alle afskriver det som selvmord, men den uortodokse enegænger, Arkadij, mener noget andet – Hvorfor er Ivanov og hans lejlighed fyldt med salt, og hvorfor dækker han på videooptagelserne fra lejlighedens elevator det nederste af sit ansigt med et tørklæde?

Da så også Lev Timofeyev, Ivanovs firmapartner i NoviRus, bliver fundet dræbt i Tjernobyl i Ukraine, med halsen skåret over, bliver Akadij nødt til at rejse til dette gudsforladte sted, hvor der til trods for en mur af tavshed og fornægtelse viser sig at være en forbindelse mellem mordet(ene?) og det nedsmeltede atomværk – noget der hverken bekommer de nye magthavere eller pengestærke businessmen vel.

   

Undervejs møder Arkadij den mørkhårede læge Eva med tonstunge lig i lasten, og det bliver til mere end en midnatsvals i måneskin i det ikke helt forladte Tjernobyl.

NoviRus

Det er en spændende thriller, men der er lige så meget, om ikke mere denne gang, et forsøge på at beskrive det nye Ruslands fortrængte skyggesider og fremvise de fra USSR overleverede dårligdomme som: ineffektivt bureaukrati, myndighedernes afstumpede ligegyldighed overfor menneskeliv og lidelser, korruption og fattigdom. 

En kriminalroman med meget mere på hjerte end ren underholdning.

En ekstra, lille stjerne skal bogen have for en forside, der flot kondenserer romanens stemning. Og titlen, Wolfes eat dogs, er jeg ret vild med. For det er lige præcis, hvad de firebenede og tobenede russiske rovdyr gør: de spiser svage domisticerede hunde til morgenmad, gør de. 

På http://www.martincruzsmith.com/ kan man læse mere om forfatteren og hans bøger. 

Romersk blod og Nemesis' arme, nr. 1 og 2 i Roma Sub Rosa-serien af Steven Saylor

Meget spændende, gennemresearchede og fermt fortalte historiske krimier fra det antikke Rom, hvor bander og slaver hærger, solen bager ned på byens brosten, og de eneste dråber, der falder, er tykke blodsdråber.

Underholdning og vellykket historisk fremstilling

De to første bind i den amerikanske forfatter Steven Saylors Roma Sub Rosa-serie kan varmt anbefales til såvel historiskinteresserede som krimi-fans. Bøgernes helt store force er nemlig deres lydefri sammensmeltning af kompliceret kriminalgåde med historisk fremstilling på et meget højt niveau ( på niveau med C.J. Sansoms Tudor-krimier).   

Romersk blod

Vi befinder os i den første bog, Romersk blod, i Rom anno 80 f.v.t. og den frygtede, men nu ældede diktator, Lucius Sulla, er imperiets hersker. Seriens hovedperson, opdageren Gordanius, er lige vågnet op med en slem omgang tømmermænd, da en slave ved navn Tiro banker på døren.

Slavens herre, den endnu ukendte, unge advokat, Marcus Cicero, har brug for Gordanius' assistance i en uhyrlig sag om et påstået fadermord, der fra hovedstadens kriminelle underverden trækker tråde til det landlige Umbrien, og viser sig at være en næsten uigennemskuelig sag, hvor bedrag, forbudte lyster og ærgerrighed bare er nogle af ingredienserne. 

Og Sullas proskriptioner, de lister over politiske fjender, der blev hængt op i Rom, er af ambitiøse og skruppelløse mænd blevet brugt til at rydde besværlige modstandere af vejen.  Det, der i første omgang var en forsvarssag, kan nu afsløre korruption, dobbeltspil og drab, der når hele vejen op til toppen af den romerske magt pyramide.

Romerrigets for-og bagside

Selv om også Robert Harris (godt nok senere) også har skrevet om Cicero, hans opstigning og slaven Tiro, er Romersk blod en anderledes bog. Hvor Harris næsten udelukkende lægger fokus på de politiske magtkampe, der skildrer Saylor med stor indlevelse (også) det skidne, stinkende og overbefolkede Rom, hvor slaver lever under kummerlige kår, og de fattige må bo i usle rønner, samtidig med at de ufatteligt rige på Palatiner-højen, holder overdådige, lystige selskaber, mens begæret syder uden at kende til sociale skel.

Bøgerne er på en gang en lovsang af og et anklageskrift mod den på en gang storslåede, men også hårdhjertede og ildelugtende metropol.  

Bøgerne behandler på fin subtil vis sagens og personernes mange nuancer.  Læseren vil ved endt læsning sande,  at en ting er Ciceros og ligesindedes veltalende, forblommede retorik, og en helt anden er den møgbeskidte politiske virkelighed.  

Nemesis' arme

Gordanius' humanistiske øjne bliver spærret endnu mere op i bind to, Nemesis' arme, hvor Spartacus' slaveoprør i 72 f.v.t. danner baggrund for fortællingen. Efter udtrykkeligt ønske fra Roms rigeste mand, Crassus, bliver der sendt bud efter den dygtige opdager, og Gordanius må drage til Napoli-bugten og forsøge at opklare mordet på et af Crassus' familiemedlemmere. En meget grusom og nervepirrende beretning.

Ærgerlig mangel: Vagt fremstillet hovedperson

Bøgernes hovedperson, opdageren Gordanius, er desværre det svageste punkt ved de ellers fornemme historier. Gordanius er en fyrreårig, humanistisk indstillet romer. Han bor sammen med den egyptiske slave, Bethesda, i et forfaldent hus, han har arvet fra efter sin far.

Gordanius har en Sherlock Holmes' blik for detaljer og iklæder sin fortælling en let ironisk dragt. Det er faktisk alt, hvad læseren kan stykke sammen om bøgernes hovedperson(i hver tilfælde ud fra de to første bind), og det er for lidt.

I et snobbet romersk samfund, hvor slægten er (næsten) altafgørende for den enkeltes placering, er det mig ret uforståeligt, at Saylor ikke gør noget mere ud af Gordanius' fortid og utraditionelle valg af profession, der bringer ham i kontakt med samfundets bærme -  noget de hovne patricer i den grad rynker på næsen af.

 En noget ærgerlig mangel i nogle ellers stærkt underholdende såvel som oplysende romaner om det gamle, blodbesudlede Rom.   

læs mere på forfatterens hjemmeside: http://www.stevensaylor.com/