Viser opslag med etiketten bøger på engelsk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøger på engelsk. Vis alle opslag

Anmeldelse: An officer and a spy af Robert Harris

I Robert Harris’ seneste roman, en historisk thriller om Dreyfus-affæren, er hovedpersonen en ambitiøs efterretningsofficer, der må give efter for sine samvittighed, fortælle verden sandheden, og blive whistleblower. Ikke ulig vore dages Edward Snowden.

Fiktionen følger med få undtagelser de historiske kendsgerninger i ’Århundredets skandale’ om den jødisk-franske officer Dreyfus, der urigtigt blev dømt for at være tysk spion.

Affæren afslørede en pilrådden, korrupt og magtsyg fransk herskerklasse blændet af paranoid antisemitisme og en indbildske tro på egen ufejlbarlighed.

Harris skildrer overbevisende hændelsesforløbet, den fremmedfjendske, klaustrofobiske atmosfære i det franske militær og mekanismerne i magtens nådesløse overgreb. 

Til gengæld rejser hovedpersonen sig ikke rigtig fra siderne, men forbliver gennem historien en temmelig endimensionel og ret så kedelig karakter.

“The Romans fed Christians to the lions; we feed them Jews. That is progress, I suppose.”

Den ombejlede ungkarl og loyale karriereofficer Georges Picquart, hovedperson og fortæller af historien, spiller i romanens begyndelse en faktisk ret så central rolle i selve arrestationen af Dreyfus, som han tidligere har haft som elev på l'ecole militaire.

Picquart bryder sig som de fleste andre ikke om den intelligente, selvsikre, men socialt underudviklede Dreyfus, der med næsen i sky belærer overordnede om militærstrategi, bor på en af de mest mondæne gade i Paris og bærer de ypperligste klæder. Dreyfus er hverken vennesæl eller særlig sympatisk.

Alfred Dreyfus

Picquart er ligesom det meste af samtiden præget af stærke antisemitiske og nationalistiske strømninger: jøder er uærlige og illoyal – et folk uden et fædreland, kan man tiltro det værste.

Dreyfus stammer fra det nu tyskbesatte Alsace-lorraine, derfor falder mistanken, da også med det samme på ham, da den franske generalstab får genskab til, at en fransk officer sælger militære hemmeligheder til den tyske arvefjende. Picquart er kun glad for at kunne gøre sin del til at forræderen arresteres. Så betyder det i første omgang mindre, at han groft må udnytte Dreyfus’ tillid.

Bag republikkens stolte faner gemmer sig jesuitisk fanatisme og nidkærhed

Picquart, der allerede har gjort lynkarriere, forfremmes nu til chef for en hemmelig efterretningstjeneste kaldet The statistical section. Hermed får han et større indblik i den ellers mørklagte Dreyfus-affære, og han begynder derfor gradvist at tvivle mere og mere på, at det vitterligt er den rette mand, de har fanget og idømt den pinefulde straf på det fjerne tropiske helvede, Devil’s Island. 

Robert Harris med et billede af Georges Picquart

Men da Picquart lufter sin tvivl for de overordnede – beviserne mod Dreyfus er få og fabrikerede – og insisterer på at spionen må være en anden end den jødiske officer, lægger Picquart sig ud med de allermest magtfulde mænd i Frankrig – og dét kommer til at koste ham dyrt.  

J'accuse

Harris' roman er en moralsk fortælling om at have modet til lade sig styre af sin samvittighed, kunne sætte sig udover blind lydighed, fordomme og den gældende kommandovej – selv når faren er stor. og prisen kan være overordentlig høj.

Forfatteren Émile Zolas berømte brev til den franske præsident

Det er også en historie om en djævelsk intrige, der er som taget ud af Dumas´ Greven af Monte Cristo med et justitsmord båret af misundelse og had, et langvarig fængselsophold på en øde ø, og den utrættelige kamp for, at sandheden skal komme for dagen, retfærdigheden ske fyldest, og de i sandhed sinistre bagmænd afsløres, som de manipulerende løgnere, de er.

Men om det nu faktisk kom til at gå sådan, kan man enten slå op i tunge historiebøger og studere eller blot læse Robert Harris’ historisk-dokumentariske thriller. 

Robert Harris: An officer and a Spy. 496 sider.
                                                                                                                           


Anmeldelse: The Crooked Maid af Dan Vyleta

Historisk krimi. Gotisk thriller fra efterkrigstidens Wien med uhygge, gåder og moralsk kompleksitet. Et stirrende glasøje, krager på loftskammeret, en krumrygget tjenestepige, en kæmpe af en mand med ukendt oprindelse, et muligt fadermord, spionage og en spøgelseslignende skikkelse, der vandrer rundt i de udbombede ruiner. Det er nogle af ingredienserne i Dan Vyletas vellykkede tredje roman. 

Tog til Wien
The Crooked Maid begynder med to fremmedes tilfældige møde på et tog på vejen tilbage til Østrig: Anne Beer, der ikke har set sin mand Dr. Anton Beer (hovedpersonen i The Quiet Twin) i ni år og Robert Seidel (søn af politidetektiven fra The Quiet twin) på vej hjem fra en privatskole i Schweiz.

Begge er de på vej tilbage til et sønderbombet Wien befolket af forhutlede flygtninge, tidligere nazister og Den Kolde Krigs mange spioner. De to togrejsende har dog uden at vide det langt mere tilfælles end deres rejses endemål.

Tilfældet og de skjulte forbindelser
Mere end et enkel gåde er der tale om et helt net af sammenviklede gåder, som binder romanens forskellige personer sammen i et skæbnefællesskab:  Hvem er i virkeligheden Eva, den krumryggede tjenestepige, der har slået sig ned hos Seidel-familien, og hvad er hun ude på? Hvorfor er der ikke nogen, der har set Annas mand i dagevis, hvorfor er hans bord fyldt med breve henvendt til et børnehjem, og ved henholdsvis den kæmpestore tjekkiske krigsfange Karel eller den affekterede homoseksuelle ki^s mere om Anton Beers forsvinden end de vil være ved?

Har Robert Seidels papbror Wolfgang, der er tidligere SS’ er, kastet sin far ud af vindnuet, som han står anklaget for? og hvorfor er der en gespenstlignende mand med rødt halstørklæde, der udspionerer Seidelfamiliens dysfunktionelle hjem?

Der er en forbindelse og en sammenhæng, der dog yderligere formørkes, da tre lokale drenge i en ruinhob finder et mere eller mindre udstoppet lig.

Genrehybrid
Meget har ændret sig siden Anna og Robert sidst var i Wien: familie og tidligere venner er ikke til at kende mere, mens fremmede banker på med uønskede historier. Det er underspillet og gådefuldt med inspiration fra Poes Hjertet, der sladder og Graham Greens Den tredje mand. Identitet er omskiftelig og usikker, mens den irrationelle frygt og rædslen er noget konkret og udvendig: jøderne, russerne, kragerne og det stirrende øje mf.  

Til trods for mørket, korruptionen, forbrydelserne og den flossede moral, er der faktisk også i romanen plads til flere uventede kærlighedshistorier.

Romanen er en form for  hybrid af forskellige genrer: krimi, thriller, gotik og historisk roman.  Plottet er veludført og Wien er fremstillet på én gang som noget hjemligt og genkendeligt og samtidigt som noget forandret og truende - en spøgelsesagtig kulisse. Det er Das unheimliche i hjemlige wienske gevandter.

Romanen var blandt de nominerede til 2013 Scotiabank Giller Prize






Anmeldelse: Tartiana bog nr. 8 i Arkadij Renko-serien af Martin Cruz Smith

Top-krimi. Tartiana er en Martin Cruz Smith classic: velfungerende plot, underspillede dialoger med kulsort humor, russisk atmosfære, samfundskritik og et præcist tegnede persongalleri.

’All afternoon they had relived and rekindled the passion of their youth, stood against with Yeltsin on a tank, again defied the apparatus of the KGB. Those heady days were gone, deflated, and all they reaped was bruises.’  

En reporters død
To dødsfald inden for samme uge sparker romanen og den kynisk-melankolske efterforsker Arkadij Renko i gang. Det ene drejer sig om en klokkeklar henrettelse af en af de helt store moskovitiske mafiamillionærer, Grisha Griego. Det andet dødsfald bliver fra officiel hold afskrevet som selvmord, da den frygtløse reporter og Putin-kritiker, Tartiana, styrter i døden fra sin sjettesals lejlighed i Moskva.

Men selvfølgelig er det ikke så ligetil som de magtfuldkomne myndigheder lader forstå. Der er noget, der binder dødsfaldene sammen, og i takt med at den hærgede sporhund, Renko, gennem sin selvbestaltede efterforskning lærer at kende Tartiana, jo mere overbevist bliver han om, at hun er blevet myrdet på grund af sin viden og kritiske reportager. 
Særlig indtryk på vores efterforsker gør de efterladte bånd med lydoptagelser af Tartiana i blandt andet Tjetjenien, hvor hun giver et usminket billede af den rå vold og civilbefolkningens lidelser, hvilket står i skærende kontrast til regimets fremstilling af begivenhederne.

Korruption på alle niveauer
Meget har ændret sig i udadtil i det nye Rusland, men man sidder med en klar fornemmelse af, at under overfladen er meget ved det gamle: ineffektivt bureaukrati gennemsyret af korruption, myndighedernes overgreb og herskervælde, den tæt kontakt mellem politikere og lyssky elementer, hykleriet og forstillelsen også blandt de intellektuelle, hvor meget få støttede den stadigt mere isolerede og chikanerede reporter Tartiana, mens hun endnu var i live. 

Et drab på en oversætter i Kaliningrad giver Renko en ny ledetråd, da oversætterens kryptiske dagbog skrevet med personlig kodeskrift bliver fundet. En dagbog viser det sig, som op til flere meget magtfulde mænd er særdeles interesserede i. Dechifreringen af koden spiller en afgørende rolle i historiens forløb.

Fornem kriminalroman
Den fiktive figur Tartiana er tydeligvis bygget over virkelighedens Anna Politkovskaya, den russiske reporter der frygtløst ærligt fremstillede forholdene i Tjetjenien med russernes såvel som Jihadisternes overgreb mod civilbefolkningen, for hvilket hun betalte den højeste pris, da hun i 2006 blev myrdet af ukendte gerningsmænd.


Romanen lykkedes med på én gang at være underholdende med vittig galgenhumor, rappe bemærkninger og et velsmurt plot og samtidig give et krast billede af det russiske samfund, dets depraverende udvikling med kronisk korruption, nationalchauvinisme og betændte alliance mellem mafia og politikerklasse. Det er en krimi i topklasse.

Anmeldelse: A man without breath, En mand uden åndedræt nr. 9 i Berlin noir-serien

A man without breath  er, som det er standard i Kerrs romaner, historisk velresearchet, og den har egentligt et intrigant, overraskende plot, da det første kommer til fuld udfoldelse.

Men Gunthers livstrætte pessimisme, der i længden virker noget vel postuleret  i al sin monotome gentagelse, fylder for meget i første halvdel af den 517 sider lange roman.

Vinteren 1943
Vi befinder os i efterdønningerne af det tyske nederlag ved Stalingrad. Krigslykken er ved at vende for de tyske tropper, og den iskolde vind, der strømmer ned fra østfronten er fyldt med ressentiment og komplotfeber.

Det bliver stadigt sværere at få massemyrderierne på jøder og slavere til at stemme overens med hærens og den preussiske adels ’noble’ æresbegreber. Mahatma propagandhi, som Gunther kalder propagandaminister Joseph Goebbels øjner mulighed for at det brutale omdømme og de grusomme, men sande rygter som er fulgt med tyskernes fremfærd, for en stund vil blive glemt af det internationale samfund, da der går vedvarende rygter om, at de russiske sikkerhedstyrker, NKVD, har begået massakre på polske officerer i Katyn-skoven nær Smolensk.

Det er lykkedes en ulv at grave menneskerester op af den dybfrosne jord. Nazisterne ser det som en perfekt mulighed for at vise de allierede, at russerne, som de har slået pjalterne sammen med, på ingen måde står tilbage i forhold til tyskerne, hvad metoder og grusomhed angår.

Der findes forbrydelser, og så findes der forbryder
Bernhard Gunther arbejder for tiden  i Det Tyske Bureau for Krigsforbrydelser(sic!) under Wehrmacht, en organisation, hvor advokater kan vaske deres hænder og holde ryggen nogenlunde rank, mens de forsøger at foregive, at det er en almindelig krig, der er i færd med at bliver udkæmpet, hvor de almindelige militære normer og regler endnu gælder.

Det resulterer i hykleriske sager, hvor en Wehrmacht soldat kan blive hængt for røveri og voldtægt i én landsby, mens SS ustraffet sumarisk kan henrette i tusindevis af jøder i nabolandsbyen. En udviklet form for juridisk skizofreni.

Joseph Goebbels får nu det geniale indfald, at den tidligere politiefterforsker Bernhard Gunther skal tage til Katyn-skoven for at sikre sig uigendrivelige beviser for, at der vitterligt er tale om døde polske officerer dræbt af russere, og at det endelig ikke er en jødisk massegrav med tyskerne som de ansvarlige(!).

Man siger ikke nej til Joseph platfod, så Gunther må straks af sted inden en eventuel russisk offensiv på ny kan erobre katyn-skoven og slette alle spor. Men det er en yderst speget affære herude øst på i bloodlands, hvor et menneskeliv ikke regnes for mere end en streg i den store statistik. Så Gunther må manøvrerer mellem Gestapo, komplotmagere, russiske partisaner og desperate soldater med moralen i bund uden meget tilbage at miste, og snart følger et brutale overfald og mord på to tyske soldater.

Ønskes: færre kommentarer og mere fremstilling
Hvis Kerr havde skåret sådan ca. 200-250 sider af romanen, kunne han have stået tilbage med en stram, velkomponeret gang krimigru fra historiens mørkekammer. Så kunne Kerr for min skyldogså gerne have undeladt Gunthers mere livstrætte end opfindsomme fordømmelser af nazismen og al dens væsen, og således gerne haft mere vægt på de indviklede magtkampe og de gode portrætter af almindelige soldater udspændt mellem pligt, ære og væmmelse i det moralske ingenmandsland.

Det hjælper dog noget, da Gunther med ét bliver flået ned af den høje moralske ganger og må handle i stedet for blot at ryste på hovedet i kontemplativ foragt, men da er det lidt for sent til for alvor at rette op på en samlet set halvsløj præstation, der gør dette bind til et af de svageste i den ellers på mange måder fortrinlige serie. En mand uden åndedræt, som bliver den danske titel, udkommer på Forlaget Modtryk den 13. september

Anmeldelse: The Quiet Twin af Dan Vyleta


Wien 1939. Det makabre drab på Professor Specksteins hund sætter plottet i gang i denne mørke thriller, der eminent skildrer livet i en boligblok i Wien, hvor folk tier, udspionerer og i det skjulte udlever deres sande liv og laster i evigt frygt for at blive afsløret.

Hundemordet i Wien
Romanen begynder med at den uge doktor Beer bliver hidkaldt til en ung piges sygeseng. Pigen, Zuzka, der er doktor Specksteins niece, klager over følelsesløshed og hvæsende åndedrat, men da den stovte læge træder indenfor, virker Zuzka ikke videre syg, men snarere flirtende og legesyg.

Pigen viser dr. Beer udsigten fra sit værelse, hvorfra hun ynder minutiøst at følge med i, hvad der foregår i nogle af de andre beboeres liv:

der er den niårige krøbling, Annelise, hvis far er en forsumpet alkoholiker; i et andet vindue er der en mystisk mimekunstner, der kommer sent hjem om natten og som, er Zuzka overbevist om, skjuler et eller andet inde sin lejlighed; fra en anden lejlighed flyder tonerne fra en tyk asiatisk mands trompet, og endelig er der nede i kælderen den fåmælte, men bistre vicevært.

Professor Speckstein der er gammelt medlem af nazipartiet og fører kartotek over boligkompleksets beboere, pålægger i utvetydige vendinger dr. Beer at kigge nærmere på, om det kan være en af disse beboere, der har udført det makabre hundemord.

Sagen bliver ikke mindre modbydelig af, at der indenfor en kort radius af boligblokken er blevet begået fire drab, hvor ofrene alle havde en eller anden form for tilknytning til nazistpartiet. Spørgsmålet er, om der er en form for sammenhæng.

Det er svært at fortælle så meget mere om handlingen uden at komme til at afsløre for meget af det formidable plot.

Den snigende terror og Wien-noir  
Dan Vyleta, hvis fine debutroman Pavel og jeg tidligere er udkommet på dansk, har med The Quiet Twin skrevet en mørkere roman, der dog igen befinder sig i det gådefulde, tvetydige og underspillede, hvor synsvinklen skifter mellem de forskellige beboere , og hvor man som læser kommer i tvivl om, om det personerne tror, de ser, virkeligt foregår, eller om det snarere er deres fordomme og ustabile sind, der hjælper dem med at udfylder de tomme pladser.
     
Vyleta har en ph.d. i historie men det betyder ikke, at han overlæsser fortællingen med historiske facts, tværtimod er det kun indirekte og i mere eller mindre henkastede sætninger, at vi hører om krigen og nazisternes terror.

Men dette forhold bevirker bare, at frygten blandt beboerne er indlejret og indforstået, og det gør terroren desto mere snigende og uafrystelig, som handlingen skrider frem. Og de moralske overvejelser som manden i centrum dr. Beer (og læseren med ham) bliver tvunget til at tage, er konkrete, og alle er de svangre med frygtelige konsekvenser.

Personerne er ikke typer, men derimod interessante og troværdige karakterer, der mere eller mindre uforvarende bliver ført ind i begivenhedernes centrum. Bogen er skrevet med forbavsende sproglige nuancer, især når man betænker at Vyleta er tysk-tjekkisk og ikke har engelsk som modersprog. Den dystre stemning af noir: forhærdelse, brutalitet, frygt, drift og silende regn er præcist indfanget, og de gradvise ændringer i personernes psyke er også fremstillet med fine subtile antydninger.
   
Romanen minder mig på en eller anden måde lidt om Undtagelsen af Christian Junger tilsat Hitchcock, Hamlet og 2.verdenskrig-noir.  Det bliver spænende videre at følge Dan Vyleta. 

Anmeldelse: Waiting for sunrise, Venter på solopgang af William Boyd

En dandy træder i karakter. Fra la Belle Époques Wien til London og 1. Verdenskrigsudbrud løber en mørk flod af intriger, forræderi og spionage under den blanke overflade af etikette og forstillelse.

We are all acting, aren’t we? Almost all the time –each and every one of us. Me: But not now.’


En dandy med et problem

Den engelske skuespiller Lysander Rief befinder sig i psykoanalysens Wien, da han ønsker at få løst et temmelig pinagtigt seksuelt problem – anorgasmia – et problem, der afholder ham fra at gifte sig med sin forlovede tilbage i det stive edwardianske England.


Lysander opsøger derfor den engelske elev af Freud, dr. Bensimon, der har udviklet sin egen teori kaldet ’parallelisme’, der bygger på en forestilling om at fortiden, hvor traumet selvfølgelig ligger begravet, kan ændres, da verden i sin essens er neutral, tom og uden mening. Det er menneskets forestillingsevne og fantasi, der fylder verden med sanser, farver og formål. Derfor kan traumatiske hændelser i fortiden slettes, og den tomme plads kan så fyldes ud med andre mere behagelige fiktive minder. 

Tilfældets plads i Freuds Wien
Men i dr. Bensimons venteværelse støder Lysander en dag ind i en oprevet kvinde, den engelske kunstner Esther Bull – og dette tilfældige møde, der snart bliver til mange flere mere lidenskabelige møder – sætter plottets svinghjul i gang, for Mrs. Bull er upålidelig med en jaloux trold af en ægtemand, og snart må den uforstående, ikke-knivskarpe Lysander med hjælp fra den engelske ambassade flygte fra Wien – hvor han pludselig står anklaget for voldtægt – og vende tilbage til London og den selvtilstrækkelige skuespillerverden.

Løgn over løgn  
Men 1. Verdenskrig bryder ud, og nu mener de engelske ambassadefolk, at tiden er kommet, hvor Lysander skal tilbagebetale den gæld, han har oparbejdet til dem, og imponeret af hans flugteventyr fra Wien og hans koldblodige skuespil, tvinger de ham til at agere engelsk spion: han må drage til Genève for at få fat i nøglen til en kode, der truer den engelske krigsførelse, og senere må han også forsøge at finde frem til en forræder i de allerøverste cirkler. Alle spor peger tilbage på det, som hændte i Wien, mens Lysander intetanende drev rundt på cafeer og med alle sanser nød den habsburgske hovedstad.
    
Underspillet underholdning 
William Boyd skriver plotbaserede, spændende romaner, men bogen er ingen konventionel, action fyldt spionroman med vilde biljagter og pumpede machomænd. Waiting for sunrise er en elegant , stemningsmættet fortælling, der bruger spiongenrens medrivende plot til at fortælle Lysander Riefs eventyr – en negative dannelseshistorie: fra edwardiansk hierarki, klarhed og selvsikkerhed til det moderne livs tvivl, foranderlighed og ikke mindst uigennemskuelighed – hvor  skuespils-faget står som en måske lovlig bastant metafor, mens solens oplysende stråler gradvis svinder bort for helt at forsvinde bag Londons massive tåger. 

Bogen er skrevet med underspillet humor, vittige overskrifter, mild leg med fortællerpositionen og en tilsyneladende lethed, der i en detalje kan indfange essensen af en situation eller sted. For eksempel står der om Lysanders neurotiske udlejer i Wien, Frau K, at:’ her world admitted and contained only people, events and opinions that were either ‘nice’ or ‘pleasant’ (net or angenehm)’ 

Helhedsintrykket trækkes dog noget ned, da jeg nåede til vejs ende og sad med en vis følelse af, at plottet ligesom for fint og sirligt bandt en nydelig sløjfe på det tematiske indhold.
Men det er fornøjelig læsning, som det også var tilfældet med de tidligere bøger, jeg har læst af William Boyd. Det bedste ved hans bøger er humoren, de excentriske personer og den præcise, livagtige fremstilling af et fremmedartet miljø, hvad end det drejer sig om kolonitidens Østafrika, Londons mørke underverden eller som her Freuds funklende Wien.   

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.