Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Anmeldelse: Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Af: gæsteskribent, fantasyforfatter Lene Dybdahl
En fabelagtigt sprogligt stærk og gribende roman om at gøre det gode i en verden fuld af ondskab. Bogens styrker er de spændstige metaforer og et velkomponeret plot, der ligesom låsesmedens små mekaniske huse, gradvist lader paneler glide til side, så man til sidst når ind til kernen af historien.

Søg mod åbent land
Historiens ene hovedperson er den blinde pige Marie-Laure, der bor i Paris med sin far, som er låsesmed på et naturhistorisk museum. Vi møder hende første gang kort før et luftbombardement under anden verdenskrig. Der er blevet kastet flyverblade ud over byen med teksten: "Til indbyggerne i denne by: søg mod åbent land", hvilket griber én om hjertet, når Marie-Laure som af en grund jeg ikke vil afsløre her, befinder sig helt alene i lejligheden. Hendes fingre famler ved flyvebladet, men hun aner ikke, hvilken fare, hun befinder sig i, og der er ingen seende i nærheden til at fortælle hende, at byen snart bliver bombet.

Låsesmedens små huse
Med denne cliffhanger begynder historien, og vi får herefter baggrundshistorien for, hvordan Marie-Laure mistede synet, og hvordan hendes far fremstiller en model af Paris, så han kan lære hende at finde rundt på egen hånd ved at tælle afløbsriste med blindestokken, lytte efter trafikken og så videre. Til Marie-Laures fødselsdag får hun små æsker med finurlige låsemekanismer, der udfordrer hendes evne til at tænke logisk og kreativt. Når hun har gættet, hvordan æsken skal åbnes, venter der en belønning indeni. Denne træning kommer hende tilgode senere i historien ...

Radio i nazisternes tjeneste
Bogens anden hovedperson er den tyske forældreløse Werner, der bor med sin søster Jutta på børnehjem i en tysk kulmineby. Han er usædvanligt godt begavet, og ved et tilfælde finder han og søsteren en radio, som han reparerer og får til at fungere. Radioen lærer dem om naturvidenskab, og Werner viser sig at være et teknisk talent, og det sætter gang i Werners ambition om at blive til noget mere.

Flammernes hav
Udover de to hovedpersoner i historien har vi et tredje element, nemlig den myteomspundne ædelsten, Flammernes Hav, der spiller en central rolle for historien. Den ufatteligt værdifulde sten bærer nemlig også på en forbandelse, men mere skal ikke siges her.

Fabelagtigt billedsprog
Alt det lys vi ikke ser er særdeles stærk i billedsproget, og indlevelsen i den blinde piges virkelighed er både rørende og virkelig kreativ. Marie-Laure må orientere sig efter lyde, og dette stiller anderledes krav til forfatteren i beskrivelsen af en by for eksempel. De lydlige og følelsesmæssige sanseindtryk danner i kombination med sindsstemninger farver og lys i Marie-Laures ellers helt mørklagte verden, og det er fantastisk godt beskrevet.

Lidt for hurtigt
Skulle jeg nævne en enkelt svaghed ved bogen, som lægger ud med en fin og stram komposition, så er det, at denne komposition går i opløsning mod slutningen af bogen, og nogle af de ellers langsomt udfoldede kriser og højdepunkter brat får en ende. Der sker pludselige dødsfald, som virker lidt for beregnende, og en forelskelse opstår lidt ud af det blå, og forsvinder med samme hast. Ser man bort fra disse plotmæssige skønhedspletter, er Alt det lys vi ikke ser en meget smuk og læsværdig roman.

Anmeldelse: Hans og Rudolf - en tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz af Thomas Harding

Dramatisk fortalt beretning om jagten på en af historiens største massemordere bestræber sig på at
nuancere billedet af den absolutte ondskab.

Grav i fortiden

Thomas Hardings bog tager afsæt i den tyskfødte britiske jøde Hanns Alexanders begravelse i 2006. Harding, der er nevø til Hanns Alexander, var godt vidende om onkelens deltagelse i 2. verdenskrig, men de nærmere detaljer lå hen i det uvisse. Dem sætter Harding sig nu for at udrede.

Hanns Alexander, viser det sig, havde været selvbestaltet nazi-jæger med held til at opspore adskillige krigsforbrydere. Og han blev sidenhen hvervet af den britiske efterretningstjeneste til at lede et hold af efterforskere, hvis mission det var at få stillet de højest rangerede nazister for retten.

Hanns’ far var læge i Berlin og havde udmærket sig i kampe under 1. verdenskrig. Faderen var, grundet sin tiltro til at de ordentlige tyskere til sidst ville feje nazisternes skrigefugle til side, meget længe uvillig til at se virkeligheden i øjnene: at han og hans families liv var i fare.

Den jagede bliver jæger 

Familien nåede dog at flygte i sidste øjeblik til London, og Hans og broderen meldte sig der til den engelske hær, da 2. Verdenskrig brød ud. Hanns var blandt de første allierede soldater, der trængte ind i de nazistiske udrydningslejre – og det forfærdelige syn satte sig hos Hanns som en brændende vilje til at se retfærdigheden ske fyldest og de ansvarlige stillet til ansvar for deres ugerninger.
 Den største nazi-bøddel Hanns havde held til at opspore var kommandanten af Auschwitz, Rudolf Höss.

Thomas Harding klipper mellem de to mænds historie –nazi-jægerens og nazistens – sådan at der bliver bygget op til den dramatiske jagt. Det billede, Harding tegner af Rudolf Höss, viser en mand, der beundrer og følger de ’forkerte’ fadermodeller, som først ønsker at blive præst, siden lader sig rive med af 1. verdenskrig og højrenationalismen, men som alligevel foragter nazismens plumpenhed og pøbelvælde.

Kun modvilligt lader Höss sig brutalisere som fangevogter i de nyoprettede koncentrationslejre, men snart er enhver rest af medfølelse dog slebet bort. I Höss’ egen selvfremstilling, som han lægger frem i sin selvbiografi, er han et ordentligt menneske, der blot fulgte ordre! Det er overordentligt svært at tro på, men interessant er det dog, at gråzonerne, hvor også Hanns Alexanders stærke retfærdighedssans fører til selvtægt og overgreb, kommer frem.

En fundamentalt spændende historie, der insisterer på, så vidt det lader sig gøre, at forklare de to hovedpersoners valg og motiver.

Hans og Rudolf - en tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz 
Af Thomas Harding
372 sider
Nyt Nordisk Forlag

Anmeldelse: Løb af Jean Echenoz

Kluntet og uspændende biografisk roman.

Biografisk roman om det tjekkiske løbefænomen og tredobbelt OL-guldvinder, Emil Zápotek, der først begyndte at løbe, da nazisterne tvang ham til det, og som sidenhen ufrivilligt blev brugt i kommunisternes propaganda.

Det interessante biografiske stof bliver aldrig forløst i bogens kedsommelige distancerede fortællerform. Og så er oversættelsen simpelthen jammerlig kluntet. Den fremstår som en sproglig ubearbejdet google-oversættelse uden sans for forskelle fransk og dansk imellem.

Modvillig løber  

Historien om langdistanceløberen Emil Zápotek, er en historie om et menneske og et land, Tjekkoslovakiet, der blev mast under det 19. århundredes store menneskefjendske ideologier: nazismen og kommunismen. Emil Zápotek havde som barn og ung mand ingen interesse overhovedet for sport og løb, ja faktisk følte han foragt for sportsudøverne.   

Han arbejder på en ildelugtende skofabrik og drømmer om en karriere som kemiker. Men så en dag vælter den store verden ind over den lille søvnige provinsby Zlin, hvor Emil bor, i skikkelse af tyske militærmotorcykler og lastbiler.

Et redskab i den kommunistiske propaganda

Den tyske invasion kommer til at ændre Emils bane: han bliver presset til at deltage i et løb, og det bliver hans skæbne. Det viser sig, at Emil både har talent for løb og er villig til at benytte sig af ekstreme træningsmetoder for at kunne yde maksimalt.

Han bliver efter krigen et stærkt symbol på den tjekkiske udholdenhed og styrke, hvilket den kommunistiske propaganda ikke er sen til at benytte sig af.

Zápotek er beviset på den kommunistiske verdens overlegenhed og kraft. Men han er i kommunisternes øjne bare et redskab, der skal rette ind efter den korrekte politiske linje. Så da han træder ved siden af, kommer det til at koste ham dyrt.

Uden puls og poesi

Bogens forfatter Jean Echenoz skulle angiveligt være en stor og anerkendt forfatter i hjemlandet Frankrig, hvor han har vundet adskillige priser, men det forstår man nu ikke ud fra denne ene bog at dømme. 

Handlingen virker som én lang opremsning af begivenheder, hvor den noget selvsmagende fortæller effektivt holder læseren på afstand af dramaet.

Men det værste er dog den fornærmende dårlige oversættelse smækfuld af uelegante undersættelser og laaange sætninger uden punktum med et hav af indskud. Ordene kan til nød genkendes som danske, men den franske sprogstruktur er bevaret, og det fungerer bare ikke.

Her er et eksempel på, hvordan den helt igennem uinspirerede fortællemåde tilsat automat-oversættelse, kvæler et hvert tilløb til handling eller læserindlevelse:

Alt det går der noget tid med, men så ordner det sig lidt efter lidt. Da Emil har studeret, så meget han kan, knyttes han til Kemisk Institut, og dér er der bedre. Selvom det kun drejer sig om at stå og lave cellulose i en iskold garage fuld af syreflasker, synes Emil, at det er meget bedre. Han ville selvfølgelig hellere være i laboratoriet og være med til at forbedre viskose eller udvikle kunstsilke, men indtil videre siger han, at han godt kan lide at være, hvor han her. Han kan så godt lide, at chefingeniøren, som er tilfreds med ham, opfordrer ham til at følge aftenkurserne på skolen. Der tegner sig langsomt en udmærket lille karriere som tjekkisk kemiker.

På fabrikken er der bare et problem: Beta vil gerne øge salget af deres sko, som de eksporterer til hele verden, hvad man godt kan forstå, og samtidig synes de ikke, at det er nok at have rationaliseret arbejdet så meget, det har kunnet lade sig gøre, de vil også med alle midler have deres navn kendt og bruger til det formål alle de former for reklame, de kan komme i tanker om. (!)   

Det undrer mig oprigtigt, at forlaget overhovedet har valgt at udgive denne, emnet taget i betragtning, underligt blodfattige roman. Yderligere forundret er jeg over, hvordan en redaktør har kunnet lade dette slappe og ufærdige udkast til en oversættelse passere hele vejen til trykkeriet. Mystisk.  

Løb af Jean Echenoz

133 sider, oversat af Hans Peter Lund

Lindardt og Ringhof  

The orientalist, solving the mystery of a strange and dangerous life af Tom Reiss

Biografi om den forunderlige aserbajdsjansk-jødiske forfatter Lev Nussimbaum, der på kamelryg flygtede ud i den kaukasiske ørken fra de russiske bolsjevikker. 

Som senere transformerede sig til muslimsk prins med turban og daggert i Weimartidens Tyskland, hvor han blev en ombejlet eventyrer, orientalist og bestsellerforfatter i 20ernes og 30ernes Berlin. Og som endte sine dag i Italien, mens han desperate søgte foretræde for Mussolini, hvis biografi han ønskede at skrive!

The orientalist former sig som et medrivende historisk opklaringsarbejde, hvor Reiss blandt andre møder den retmæssige arving til det osmaniske rige i sit forsøg på at si sandhed fra fiktion og selviscenesættelse i fortællingen om  ’den ideologiske Houdini’, Lev Nussimbaum og hans besynderlige skæbne. 

    

’… I realized what it was that was so compelling about Lev: he believed he could invent his way in and out of anything – even confined in a tiny room watching his own body disintegrate, he still fights to enclose one more persona inside another, like living in Chinese boxes.’

Verden i brand

Lev Nussimbaum blev født I 1905 I Baku, Azerbaijan. Hans far var blevet rig på olie, mens moderen, der begik selvmord, tilsyneladende tilhørte de revolutionære kredse med tæt kontakt til Stalin! 

Lev blev født samtidig med at det russiske imperium gik i knæ efter indre og ydre rystelser. Det gav usikre, farlige tider, hvor røvere og revolutionære hærgede og kidnappede rigmænds-sønner.

Derfor levede Lev isoleret fra den truende omverden på faderens storgods, hvor han slugte bog efter bog i faderens store bibliotek. Dette bidrog utvivlsomt til skabe hans drømmeriske, melankolske karakter, hans rige fantasi og store viden, men gjorde ham også sær og indadvendt og gav ham en blivende følelse af fremmedgørelse fra verden.

 Han voksede op med et stort had til de kulturløse bolsjevikker som han bebrejdede al sin ulykke: moderens selvmord, de to gang han måtte flygte fra Baku, da faderen fik et tip om, at han stod på Lenins dødsliste, og destruktionen af den multietniske kaukasien.

Som så mange andre forfattere født i de sidste år af et døende imperium, skriver Reiss, idealiserede Lev den gamle verden, der gik under. Han var vokset op blandt efterkommere af korsfarere, bjergjøder og muslimske krigere, og hurtigt viste han sig, at have øre for gode historier.

På flugt gennem Orienten

Flugten fra den russiske revolution bragte ham gennem Turkmenistan, til emiren af Bukhara, der just havde genoplevet den middelalderlige tradition med at kaste fanger ud fra den store mineret, videre til Persien, hvor poesi og kunst, skal man tro Levs optegnelser, var vigtigere end ideologi og krig for indbyggerne.

Han blev på et tidspunkt uforvarende fanget i et slag mellem de hvide og de røde i Den Russiske Borgerkrig, og han overlevede alene på grund af sit mod, frækhed, kundskaber og levende fantasi, der gjorde ham i stand til at narre repræsentanter fra det frygtede Cheka.

Lev rejste videre til det årtusindegamle korsfareland Georgien, hvorfra han drog til Konstantinopel, hvor Osmannerigets fald havde kastet landet ud i revolution og borgerkrig. Han konverterede til Islam, som han var begyndt at opfatte som et modstykke til vesten, revolutionsstormene og de intolerante ideologier. Han så fascisterne marchere i Rom og troede, at kommunisterne havde taget magten der også.

Han kom til det russiske eksilcentrum Paris, hvor han ikke fandt sig til rette, inden han og faderen, der nu havde mistet de fleste af sine penge efter bolsjevikkerne havde sat sig solidt på magten og den kaukasiske olie, drog til Tyskland, hvor Lev begyndte på det russiske gymnasium.  Samtidig hermed og i skjul indskrev Lev sig under navnet Essad Bey på universitetet, hvor han studerede orientalske sprog. 

Orienten i Berlin

Han blev skribent med speciale i Orienten for ’Die Literarische Welt’ hvor han skrev politiske analyser og debuterede som 24 årig som forfatter til bogen Oel und Blut im Orient (Blood and Oil in the Orient). Og frem til sin død som bare 36 årig udgav han 16 bøger, der omfattede historiske værker, biografier om Stalin, Zaren og Muhammed blandt flere og så skønlitterære værker, hvor romanen Ali and Nino  er hovedværket. 

Det er en historie om et kærlighedsforhold mellem en muslimsk aserbajdsjansk dreng og en georgisk pige i Baku i årene 1918-20 (udgivet under navnet Kurban Said for at bogen kunne udkomme i det nu Nazi-styrede Tyskland).

Ali und Nino. Aserbajdijans store nationalroman.
At det skulle være en jøde, Lev Nussimbaum, der har skrevet den,
 er  en sandhed, der er ilde hørt i det muslimske land.

Lev/ Essad Bey blev centrum for stor opmærksomhed på de berlinske cafeer med den aura af østerlands mystik, han spandt om sin person: den farverige, eksotiske udklædning, den intenderede kaukasisk-tyske dialekt og de spændende historier og eventyr fortalt med sarkasme og humor.

Han blev kritiseret fra højre og venstre - og fra muslimer, der mente, at han fremstillede et fortegnet erotiseret billede af den orientalske kultur, og at han som jøde udgav sig for at være af muslim med kongeligt blod i årene, var kun nok et bevis for jødens forræderiske karakter. Al polemikken forøgede kun opmærksomheden og salget af hans bøger.

En anden til det sidste

Han fik mulighed for at slå sig ned i USA men afslog,  var hovedperson i et celebert skilsmissedrama, slog sig ned i Wien,  indtil Anschluss i 1938 nok engang sendte ham på flugt – nu til Italien, hvor han fattig og plaget af ubeskrivelige smerter fra en sjælden blodsygdom skrev videre i et sidste arbejdsraseri i en tåge af opium og hash.

Det er en utrolig historie Tom Reiss har gravet frem om en i dag næsten ukendt forfatter, der nægtede at indordne sig de totalitære ideologiers grusomme ensretning, men som drømte/digtede sig ind i en anden verden, hvor han kunne være en anden og hvor litteraturen, Orienten og Islam i dens mest idealisede form, udgjorde et tolerant og kulturelt alternativ. Et kort men intenst liv, der bragte ham gennem tidens brændpunkter.

Historiske purister vil sikkert have et problem med den dramatiske, litterære form og inddragelsen af forfatteren selv. Men min indsigelse mod en ellers fornem fremstilling går mere i retning af et ønske om, at Tom Reiss havde brugt mere plads på at gennemgå Lev Nussimbaums/Essad Beys/Kurban Saids værker for på den måde formentlig at være kommet tættere på det indre liv, der måtte røre sig bag den omskiftelige maske af selvbevidst iscenesættelse.  

Historie og fiktion i HhhH

Jeg er ved at genlæse HHhH af Laurent Binet, der for nylig udkom i dansk oversættelse, og her i anden
omgang synes jeg stadig det er en fundamentalt spændende og meget interessant roman.  Men der rejser sig også nogle spørgsmål og paradokser vedrørende fortælleren/forfatterens projekt, som jeg ikke havde blik for i første omgang:

Hvordan er det muligt at forene på den ene side en postmoderne, usikker og skeptisk tilgang til Historien (stilen, den fragmentariske struktur, den selvoptagede granskning) med på den anden side en af fortælleren påstået dokumentarisk 1:1 tilgang til virkeligheden, hvor fantasien er fjenden og andre historiske romaners billige litterærevirkemidler hænges til tørre?

Fortælleren/forfatteren beklager og undskylder godt nok, når han alligevel ikke selv kan lade være med, for effektens skyld, at 'inficerer' den historiske virkelighed med fiktionens
virkemidler. Men en glimrende gennemgang af romanen i New Yorker af James Wood 'Broken record, a historical novel at war with itself' viser, hvor afgørende et paradoks og problem forholdet mellem Historie og fiktion viser sig at  at være i HHhH.

For interesserede er her et link til artiklen:

 'Broken record, a historical novel at war with itself'