Bogspot: Reconstrucción af Antonio Orejudo

Den spanske forfatter Antonio Orejudo har med Reconstrucción skrevet  en historisk roman med
intolerant  ideologi  og kættersk tvivl  som omdrejningspunktet sat i scene i  1500-tallets blodige religionskampe, men bogen  har oplagte paralleller til vore dages dogmatisme.

Trykkeren Joachim Pfister bliver i midten af 1500-tallet opsøgt af Den Pavelige Inkvisition og pålagt under håndfaste trusler at opspore og finde den gådefulde forfatter til et kættersk manuskript, der i højere grad end Luthers protestantiske reformation truer Den katolske kirke indefra.

Ensretning og kætteri

Såvel Pfister som den gådefulde manuskriptforfatter er ikke, hvad de tager sig ud for at være, men gemmer begge på en skjult fortid, som gradvist bliver afsløret for læseren.  Begge nærer de kætterske tanker, som den magtfuldkomne officielle ideologi, det være sig katolsk som protestantisk, vil have udslettet fra jordens overflade.

Der trækkes tråde tilbage til den tyske by Münster, der 20 år tidligere i en kort periode gennemlevede en revolutionær vækkelse, hvor Den katolske Kirke blev smidt på porten og forskellige religiøse ideer og vækkelsesprædikanter, den ene mere radikal end den anden, afløste hinanden, mens kejserens soldater gjorde sig klar til at jævne byen med jorden.

Bogen skildrer, hvordan de forskellige ideologisk-religiøse trosretninger kæmper om retten til at herske enerådigt. Hele tiden udarter de nye, i begyndelsen frisættende skud på stammen, sig til dogmatiske hermetiske størrelser, der ikke levner plads til tvivlere.

Der er en afgrundsdyb afstand mellem de religiøse dogmer og den faktiske virkelighed, hvilket Orejudo skildrer med sleben sarkasme: magten korrumperer, de intellektuelle forfølges nidkært, og troen instrumentaliseres og bruges som et skjold, bedre end noget andet til at skjule eget magtbegær og beskidte vendettaer.

Historien som spejl

De teologiske disputter, der i dag kan synes meningsløse udfoldes i bogen, fordi teologi dengang (som nu, hvis vi drager paralleller til den muslimske verden i dag) er en næsten altomfattende ideologi, et trossystem der styrer samfundet og det enkeltes menneskes grad af frihed.

En oplagt udlægning af romanen, som den dog selv helt tier om, er da også, at individet i form af kætteren og tvivleren i vores moderne verden er under konstant pres fra kravet om ensretning fra totalitære tendenser i tiden, det være sig at slutte op om bestemte ideer, stadig større indgreb i ytringsfriheden eller den moderne inkvisitions svøbe i moralske klæder kendt som politisk korrekthed.

Reconstrucción er en sær og  urovækkende roman, der når man først kommer ind i dens på en gang aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers, holder læseren fangen til sidste side.

Antonio Orejudo (Madrid, 1963) er en af de store nutidige spanske forfattere, der har vundet adskillige priser for sine indtil videre fem romaner.  Orejudo  er professor i spansk ved universitetet i Almería og derudover essayist og litteraturkritiker.  

Pilekongen af Meelis Friedenthal

Sproglig rig, lidt træg, men meget stemningsmættet historisk roman om overgange og undergange i en afkrog af Europa i slutningen af 1600-tallet

Mørke, møg og melankoli

Laurentius Hylas er på vej til en flække i udkanten af Europa -  til Dorpat (i dag Tartu) i Estland, da han har fået et stipendium til videre studier. Som eneste følgesvend på rejsen har han en farvestrålende papegøje i et bur.

Laurentius lider - i datidens og i sin egen forståelse - af en overflod af sort galde i kroppen, det vil sige af nedtrykthed, melankoli.

I den ældre forståelse af melankoli er fænomenet dog ikke noget entydigt negativt, det rummer også noget gådefuldt og ambivalent – vanviddet, men også den guddommelige inspiration -  hvilket også langt senere viser sig at være tilfældet hos Laurentius.

Først ankommer Laurentius Hylas, hvis baggrund læseren kun i bitte små brudstykker bliver præsenteret for, til et mørk, mudderet, stinkende og ugæstfrit sted med hungersnød og gustne typer med uvenlige blikke, hvilket alt sammen kun forværrer hans i forvejen overspændte sind og tiltagende febervildelser.

Vi ved, at han tidligere har været i Leiden, men måtte flygte derfra på grund af sin tro, og Leiden har i forvejen ry for at være et sted for fritænkere, ikke just Dorpat, hvor den svenske krone forsøger at gennemtvinge en ortodoks protestantisk forståelsesramme.

Brydningstid uden en samlet helhed

Alligevel eksisterer umage ideer sammen, og kættersk overtro og rester af katolicisme eksisterer på lige fod med spekulativ filosofi og newtons mekaniske verdensbillede. Dette sammensurium af en forståelsesverden fører romanen overbevisende læseren igennem.

Brydningstiden - ’detaljer uden en samlet helhed’ - som det hedder et sted i romanen, er vel også en del af forklaringen på Laurentius vægelsind, tankemylder, splittelse og febervildelse m.v.

Videnskabsmanden Laurentius frygter, at han har ’onde øjne’ og bare med sit blik kan gøre skade på andre mennesker. Mystiske personer og hændelser skaber dunkle anelser, uden at det helt er til at gennemskue, hvad det er, der foregår.

Miljøbeskrivelserne er intenst sansemættede og en knugende undergangsstemning driver ned af siderne, samtidig med at den historiske setting virker overbevisende.

Til gengæld går handlingen cirka midtvejs noget i stå, og slutningen føles underligt uforløst.

Sproget er lettere arkaisk og farver romanen med autencitet og oversætteren, Birgita Bonde Hansen, har gjort et fortræffeligt arbejde med at fordanske en på mange måder interessant roman om en spændende periode.

Pilekongen af Meelis Friendethal
230 sider
Oversat fra estisk af Birgita Bonde Hansen
Forlaget Jensen & Dalgaard

Bogspot: Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez

Oliver Guez' prisbelønnede og velresearchede roman om den berygtede nazi-læge Josef Mengele og hans flugt og gradvise opløsning i Sydamerika, er en sært medrivende menneskeliggørelse af den frastødende hovedperson kendt som 'Dødens engel'.

’Gid nattens onde drømme og fantasifostre må forblive langt fra os’

Josef Mengele blev efter Nazi-tysklands nederlag og i takt med at vidneudsagn fra Auschwitz piblede frem og bistået af mytomanen og nazijægeren, Simon Wiesenthal og sensationspressen til selve indbegrebet af det onde:

En sadistisk torturbøddel af overmenneskelig karakter, der enevældigt og fløjtende italienske arier udvalgte de ankomne fanger på rampen: direkte i gaskamrene, langsom død i lejrene eller udvalgt som forsøgskaniner i Doktor Mengeles horrible laboratorie.

Bond-filmenes Goldfinger og nazibødlen generelt i populærkulturen er formet af historierne om denne dødsengel.

Den kun alt for menneskelige Mengele

Oliver Guez vil med sin roman vise os Mengele i hans fald fra tinden, hans forsvinden – bogstavligt og billedeligt talt – så, at vi ser hvilken skruppelløs, sølle, svag og selvoptaget mand, der gemmer sig bag myten om det nazistiske overmenneske.
 
Guez former sin historie om Mengele som en spejling af den klassiske Kainmyte, og Guez udfylder meget overbevisende de mange huller, der er i den faktiske viden om, hvad Josef Mengele foretog sig, mens hans gemte sig i Sydamerika fra 1949 til sin død i 1974.

Samtidig skildrer bogen Argentina under Peron og de tyske kolonier af Alte Kameraden i Latinamerika, der hjælper hinanden bistået af det officielle Vesttyskland, der længe ikke ønskede at rippe op i fortiden.

Mengele bor en overgang hos eksilungarere i Brasilien, men rager stadigt mere uklar med alt og alle, han er hoven, belærende, jaloux, forfængelig og flæbende i en grad så selv ikke de tætteste af hans beundrere – overvintrede nazister - kan udholde ham særligt længe. Mengele er neurotisk og foragter blandingsmenneskene i Sydamerika, smudset og den smeltende sol.

Mengele er kun solidarisk med sig selv - hans sjæl er forstenet, står der - og han foragter den brovtende og alt for højtsnakkende Eichmann, en simpel bondeknold i Mengeles aristokratiske øjne.

Da Eichmann kidnappes af Mossad, begynder paranoiaen at æde, hvad der måtte have været af sindsro hos den kynisk-patetiske massemorder.

Poetisk retfærdighed?

Vi hører reelt kun lidt om Mengeles gerninger i Auschwitz, men tilstrækkeligt til at det løber en koldt ned af ryggen. Mengele er overbevist til det sidste, intet har han fortrudt, men presset gemmer han sig bag krigsforbryderens kvalmende banale undskyldninger: jeg fulgte bare ordre, jeg var ikke den værste, der er tale om misforståelser og overdrivelser, tiden var en anden osv. osv.

Guez formår at skabe en intens spænding af at nu går det galt, og nu bliver Mengele fanget! Selv når man som læser godt er bekendt med historien.

Mengeles følelse af at være fordømt og fredløs på jord er lige så livagtig beskrevet, og det er der måske en art poetisk retfærdighed over, når nu Mengele til sidst undslap den juridisk domfældelse.

Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez
Oversat fra fransk
af Jesper Tang
Roman, 240 sider
Forlaget bobo

Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché af Stefan Zweig

Zweigs romanbiografi om den evindelige edbryder, Joseph Fouché, der på et hængende hår snørede både Robespierre og Napoleon, er fascinerende læsning.

Den østrigske forfatter og humanist Stefan Zweig skrev ud over sine dybdepsykologiske noveller og erindringsværket Verden af i går, en god bunke romanbiografier om historiske skikkelser som blandt andre omhandler Erasmus, Magellan, Marie Antoinette, Maria Stuart og Balzac.

Stjernestunder

Skal man starte et sted, vil jeg anbefale Zweigs eminente bog, Stjernestunder, der i sandhed er fortættet stjernestøv, hvor forfatterens blander digterisk frihed og perspektivering med historisk præcision i sin skildring af skæbnesvangre valg, der på afgørende vis ændrede historien: Napoleons nederlag ved Waterloo, Byzans undergang, Balboas ekspedition til Sydhavet (Stillehavet) og Händels dybe krise, der affødte værket Messias m.m.m. Det er elementært spændende og psykologisk indlevet.

Edbryderen

I kamæleonen giver Zweig sin fremstilling af den franske statsmand, Joseph Fouché, der var en ledende skikkelse i de blodige revolutions år i Frankrig, og som otte gange brød en troskabsed, skiftede ham og snoede sig over på den modsatte side.

Til trods, eller måske nærmere på grund af sit gentagne forræderi, var han en af de få revolutionsledere, der døde en naturlig død.

Joseph Fouché var søn af en købmand og sømand, men hans svag fysik og boglige evner gjorde, at han i stedet for på søen kom i klosterskole – datidens eneste karrierevej for det boglige borgerbarn.
Spydigt lakonisk konkluderer Zweig, at Fouché i de ti år, han tilbragte her, lærte de sig de evner, der sidenhen skulle blive så uvurderlige for hans kometkarriere: Forstillelsen og den koldblodig evne til at slå til på det helt rette tidspunkt.

Fouché havde ikke de store revolutionslederes karisma og oratoriske evner, og ifølge Zweig var han decideret afskyvækkende af udseende: blodfattig og grim med tunge øjenlåg, der hang ned over døde fiskeøjne.

Fouché er blottet for overbevisning, og i revolutions blodigste år bliver det hans fordel: at han har en hunds fært for, hvor marioteten befinder sig, og i hvilken retning vinden blæser.

Fouché er hensides overbevisning og moral og fremhykler blot ifølge Zwieg en radikal lidenskab, men forbliver dog hele vejen nøgtern realistisk i forhold til magten. Han formår konstant at dække sig ind til begge sider, hvilket er noget af en bedrift, når det gælder liv eller død om at vise det rette sindelag.

Den tidligere præst in spe står bag kirkeskændinger og myrderier i Lyon, da byen skal afstraffes for sin kontrarevolutionære opsætsighed, og den senere hertug og millionær prædiker med kommunistisk etos mod borgernes usle mammondyrkelse, og ham, der senere spiller en vigtig rolle i monarkiets genindførelse, stemmer for henrettelsen af Ludvig den 16.

Spændingen ved magten

Det er spændingen og intrigespillet ved magten, der interesser Fouché, og ikke dens ydre klædebon, den overlader han til andre, der alle falder på stribe for faldøsken i guillotinen.

Fouché er naturligvis nok frygtet og hadet til højre og venstre, mens hans ypperlige evner for intriger og opportunisme, sikrer ham hver gang overlevelse.

Bogens mest spændende del omhandler Fouché og dydstyrannen Robespierres’ nervepirrende forsøg på at skaffe hinanden af vejen, og senere politiminister Fouchés’ sætten Napoleon skakmat.

Zweig skildrer overbevisende en (velkendt) type embedsmand og politiker, der in extremis formåede, hvad mange senere har forsøgt: at bevare magten for magtens egen skyld i en turbulent og vanvittig omskiftelig tid.

Fouché er på en gang en fascinerende og samtidig dybt afskyvækkende karakter.

Zweig foragter tydeligvis sin hovedpersons kyniske amoral, men han kan alligevel, som den skak-aficionado han var, ikke andet end fascineres af Fouchés kølige intelligens og enkelthederne i hans afventende og udspekulerede træk, der med ét pludseligt ryk sætter alle brushovederne skakmat.

Ærgerligt er det, at der er mange trykfejl og manglende bogstaver i bogen, som skæmmer læsningen. Det forstår jeg ikke, hvorfor forlaget ikke har rettet, inden bogen blev sendt ud i genoptryk.

Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché 
af Stefan Zweig
265 sider
Lindhardt & Ringhof

Nordhavet af Ian Mcguire

Nordhavet er en beskidt, underholdende og særdeles nervepirrende historisk spændingsroman om en hvalfangerbåds skæbnesvangre rejse til det farefulde Nordhavet med en morder om bord. 
Det er Mørkets hjerte eller Blodets Meridian hensat til iskolde himmelstrøg og tilsat et fermt kriminalistisk plot.

Bag enhver sødt duftende kvindelig ynde ligger en stinkende og svinsk verden … Man er heldig hvis man formår at glemme sandheden og påstå at det ikke står sådan til.

Civilisationens bagside

Jeg læste første gang Nordhavet af Ian Mcguire for to år siden, da den udkom på engelsk, og nu er den så udkommet i en af Jacob Levinsen veloversat dansk udgave.

Vi er i 1859 og de gamle hvalfangerbåde af træ synger på sidste knirkende vers og noget nyt, mere effektivt og stålglansende rejser sig i horisonten. Ireren Patrick Sumner er den ene af de to hovedpersoner i romanen.

Sumner er et kuldslået menneske, læge og desillusioneret soldat fra Det Engelske Imperiums blodige kamp i Indien. Sumner søger hyre om på bord på hvalfangerskibet for at slikke sine sår, forsvinde og helst glemme – hvortil han får hjælp af de rigelige mængder selvordineret morfin. Han har en blakket fortid og hjemsøges af onde drømme, der har sin oprindelse i oplevelserne i Indien.

Den anden hovedperson og Sumners antagonist, er slet og ret djævelen i menneskelige klæder: harpuneren Henry Drax. Han er et monster med glædesløs hunger, en nihilist og herre i den gudløs verden, som romanen præsenterer, hvor ord kun er skygger, og civilisation kun er fernis over den rå magt.

Da en skibsdreng bliver myrdet på skibet overvinder Sumner sin inerti og verdenslede og sætter sig for at opklare mordet - til trods for kaptajnens håndfaste formaninger, eftersom den øjensynligt skyldige allerede er pågrebet.

I mens går rejsen videre med konstant lurende farer fra hærgende isbjørne, enorme isbjerge, der vokser ud af natten, og lumske våger, revner og grødis. Men den største fare har dog menneskelig form.

Lys i mørket

Patrick Sumner er en 1800-tals Odysseus i anti-heltens menneskelig form. På sin egen flossede facon må han igen og igen overvinde svig, selvynk, naturkræfterne og den truende nihilistiske nat for med sit eksempel at kaste lidt lys ind i et ellers kulsort menneskeligt mørke.

Er der lidt for meget ’ædle vilde’ over fremstillingen af eskimoerne, tilgiver man det for den nervepirrende handling og det sansemættede, levende historiske univers beskrevet i en møgbeskidt undergangsrealismes form – med lugten af terpentin, fiskemel, sort bly og den dystre morgenstank af pis fra netop tømte natpotter i næsen – tilsat magiske elementer med drømmevarsler og totemdyr.
Ian Mcguire arbejder for tiden på en ny roman om IRA, og med Nordhavet in mente bliver det et must-read for mig.

Nordhavet af Ian Mcguire
317 sider
Modtryk
Oversat af Jakob Levinsen

Anmeldelse: Løb af Jean Echenoz

Kluntet og uspændende biografisk roman.

Biografisk roman om det tjekkiske løbefænomen og tredobbelt OL-guldvinder, Emil Zápotek, der først begyndte at løbe, da nazisterne tvang ham til det, og som sidenhen ufrivilligt blev brugt i kommunisternes propaganda.

Det interessante biografiske stof bliver aldrig forløst i bogens kedsommelige distancerede fortællerform. Og så er oversættelsen simpelthen jammerlig kluntet. Den fremstår som en sproglig ubearbejdet google-oversættelse uden sans for forskelle fransk og dansk imellem.

Modvillig løber  

Historien om langdistanceløberen Emil Zápotek, er en historie om et menneske og et land, Tjekkoslovakiet, der blev mast under det 19. århundredes store menneskefjendske ideologier: nazismen og kommunismen. Emil Zápotek havde som barn og ung mand ingen interesse overhovedet for sport og løb, ja faktisk følte han foragt for sportsudøverne.   

Han arbejder på en ildelugtende skofabrik og drømmer om en karriere som kemiker. Men så en dag vælter den store verden ind over den lille søvnige provinsby Zlin, hvor Emil bor, i skikkelse af tyske militærmotorcykler og lastbiler.

Et redskab i den kommunistiske propaganda

Den tyske invasion kommer til at ændre Emils bane: han bliver presset til at deltage i et løb, og det bliver hans skæbne. Det viser sig, at Emil både har talent for løb og er villig til at benytte sig af ekstreme træningsmetoder for at kunne yde maksimalt.

Han bliver efter krigen et stærkt symbol på den tjekkiske udholdenhed og styrke, hvilket den kommunistiske propaganda ikke er sen til at benytte sig af.

Zápotek er beviset på den kommunistiske verdens overlegenhed og kraft. Men han er i kommunisternes øjne bare et redskab, der skal rette ind efter den korrekte politiske linje. Så da han træder ved siden af, kommer det til at koste ham dyrt.

Uden puls og poesi

Bogens forfatter Jean Echenoz skulle angiveligt være en stor og anerkendt forfatter i hjemlandet Frankrig, hvor han har vundet adskillige priser, men det forstår man nu ikke ud fra denne ene bog at dømme. 

Handlingen virker som én lang opremsning af begivenheder, hvor den noget selvsmagende fortæller effektivt holder læseren på afstand af dramaet.

Men det værste er dog den fornærmende dårlige oversættelse smækfuld af uelegante undersættelser og laaange sætninger uden punktum med et hav af indskud. Ordene kan til nød genkendes som danske, men den franske sprogstruktur er bevaret, og det fungerer bare ikke.

Her er et eksempel på, hvordan den helt igennem uinspirerede fortællemåde tilsat automat-oversættelse, kvæler et hvert tilløb til handling eller læserindlevelse:

Alt det går der noget tid med, men så ordner det sig lidt efter lidt. Da Emil har studeret, så meget han kan, knyttes han til Kemisk Institut, og dér er der bedre. Selvom det kun drejer sig om at stå og lave cellulose i en iskold garage fuld af syreflasker, synes Emil, at det er meget bedre. Han ville selvfølgelig hellere være i laboratoriet og være med til at forbedre viskose eller udvikle kunstsilke, men indtil videre siger han, at han godt kan lide at være, hvor han her. Han kan så godt lide, at chefingeniøren, som er tilfreds med ham, opfordrer ham til at følge aftenkurserne på skolen. Der tegner sig langsomt en udmærket lille karriere som tjekkisk kemiker.

På fabrikken er der bare et problem: Beta vil gerne øge salget af deres sko, som de eksporterer til hele verden, hvad man godt kan forstå, og samtidig synes de ikke, at det er nok at have rationaliseret arbejdet så meget, det har kunnet lade sig gøre, de vil også med alle midler have deres navn kendt og bruger til det formål alle de former for reklame, de kan komme i tanker om. (!)   

Det undrer mig oprigtigt, at forlaget overhovedet har valgt at udgive denne, emnet taget i betragtning, underligt blodfattige roman. Yderligere forundret er jeg over, hvordan en redaktør har kunnet lade dette slappe og ufærdige udkast til en oversættelse passere hele vejen til trykkeriet. Mystisk.  

Løb af Jean Echenoz

133 sider, oversat af Hans Peter Lund

Lindardt og Ringhof