Bogspot: Reconstrucción af Antonio Orejudo

Den spanske forfatter Antonio Orejudo har med Reconstrucción skrevet  en historisk roman med
intolerant  ideologi  og kættersk tvivl  som omdrejningspunktet sat i scene i  1500-tallets blodige religionskampe, men bogen  har oplagte paralleller til vore dages dogmatisme.

Trykkeren Joachim Pfister bliver i midten af 1500-tallet opsøgt af Den Pavelige Inkvisition og pålagt under håndfaste trusler at opspore og finde den gådefulde forfatter til et kættersk manuskript, der i højere grad end Luthers protestantiske reformation truer Den katolske kirke indefra.

Ensretning og kætteri

Såvel Pfister som den gådefulde manuskriptforfatter er ikke, hvad de tager sig ud for at være, men gemmer begge på en skjult fortid, som gradvist bliver afsløret for læseren.  Begge nærer de kætterske tanker, som den magtfuldkomne officielle ideologi, det være sig katolsk som protestantisk, vil have udslettet fra jordens overflade.

Der trækkes tråde tilbage til den tyske by Münster, der 20 år tidligere i en kort periode gennemlevede en revolutionær vækkelse, hvor Den katolske Kirke blev smidt på porten og forskellige religiøse ideer og vækkelsesprædikanter, den ene mere radikal end den anden, afløste hinanden, mens kejserens soldater gjorde sig klar til at jævne byen med jorden.

Bogen skildrer, hvordan de forskellige ideologisk-religiøse trosretninger kæmper om retten til at herske enerådigt. Hele tiden udarter de nye, i begyndelsen frisættende skud på stammen, sig til dogmatiske hermetiske størrelser, der ikke levner plads til tvivlere.

Der er en afgrundsdyb afstand mellem de religiøse dogmer og den faktiske virkelighed, hvilket Orejudo skildrer med sleben sarkasme: magten korrumperer, de intellektuelle forfølges nidkært, og troen instrumentaliseres og bruges som et skjold, bedre end noget andet til at skjule eget magtbegær og beskidte vendettaer.

Historien som spejl

De teologiske disputter, der i dag kan synes meningsløse udfoldes i bogen, fordi teologi dengang (som nu, hvis vi drager paralleller til den muslimske verden i dag) er en næsten altomfattende ideologi, et trossystem der styrer samfundet og det enkeltes menneskes grad af frihed.

En oplagt udlægning af romanen, som den dog selv helt tier om, er da også, at individet i form af kætteren og tvivleren i vores moderne verden er under konstant pres fra kravet om ensretning fra totalitære tendenser i tiden, det være sig at slutte op om bestemte ideer, stadig større indgreb i ytringsfriheden eller den moderne inkvisitions svøbe i moralske klæder kendt som politisk korrekthed.

Reconstrucción er en sær og  urovækkende roman, der når man først kommer ind i dens på en gang aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers, holder læseren fangen til sidste side.

Antonio Orejudo (Madrid, 1963) er en af de store nutidige spanske forfattere, der har vundet adskillige priser for sine indtil videre fem romaner.  Orejudo  er professor i spansk ved universitetet i Almería og derudover essayist og litteraturkritiker.  

El hoy es malo, pero el mañana es mio af Salvador Compán

Intens roman, der giver et fremragende indblik i de strenge efterkrigsår i Spanien i et lille, iltfattigt og skinhelligt landsbysamfund, hvor den mørke fortid hele tiden lurer lige under overfladen.

Titlen, der stammer fra den store spanske digter, Antonio Machado, kan oversættes til noget i retning af:  I dag er en dårlig dag, men dagen i morgen er min.

Tegn i tiden

Vi befinder os i den fiktive by Daza, i Jaén, i det sydvestlige Spanien i begyndelsen af 1960erne. Pablo Suances er en usikker og følsom dreng på 15 år, der føler, at det lille selvtilstrækkelige landsbysamfund er ved at klemme alt luften ud af ham.

Kun tegne-timerne med den socialt tilknappede, men flotte Vidal Lamarca løfter ham ud af lilleputsamfundets kvælende katolicisme og nyfigenhed og op i kunstens frie svære.

Men Vidal Lamarca underviser også Pablos ven, Raúl Colón, og dennes moder, Rosa Teba, der stammer fra det bedre borgerskab i det nordlige Spanien, og som keder sig gudsjammerligt i det provinsielle Daza, hvor kvinden i god takt og tone med frankismens idealer forventes at føde børn, tage sig af hjemmet og så ellers diskret og selvfornægtende at være mandens faste støtte.

Hun drages uimodståeligt mod den flotte og mystiske tegnelærer, Vidal Lamarca, og de to indleder et erotisk forhold bag om ryggen på Rosas ægtemand.

Skønhed og mørke

Pablo Suances bliver vidne til dette forhold, og bid for bid får han også indblik i Vidal Lamarcas matrede sjæl og mørke fortid.

Vidal plages nemlig af en altfortærende skyld over at have svigtet sin elskede under borgerkrigen, over at have angivet cellekammerater, og over at være overlevende på falangisten og sortbørshandlleren Sebastián Lanzas nåde.

I mere end 20 år har Vidal måttet spille den fornedrende rolle som Lanzas loyale 'lænkehund', og i alle årene udadtil har han skullet demonstrere en hyklerisk anger over at have kæmpet på Republikkens side i Den Spanske Borgerkrig.  Og kun gennem kirkegang, konfession og ubetinget loyalitet over for Caudilloen Francisco Franco og dennes korrupte håndlangere, her i skikkelse af den temperamentsfulde og sært lunefulde Lanza, at få absolution for sine 'synd' mod den nationalistiske sag.

Intens og spændende

Men noget er ved at ændre sig i Vidal Lamarca. Det fornemmer læseren gennem Pablos Suances, der først ser  den ellers tilsyneladende flegmatiske Vidal skyde til måls med en pistol med lyddæmper, og senere finder Pablo Lamarcas selvbiografisk grafiske roman, hvor den sidste tegning viser Lamarca, der myrder Sebastián Lanza med kold blod.

Dog er forholdet mellem fiktion og virkelighed, som læseren gradvist finder ud af, mere kompliceret og slet ikke et en-til-en-forhold.

De forskudte tidsplaner skaber suspense og fremdrift i handlingen, mens personbeskrivelserne har stor dybde og nuancer. Følelser, drifter og erotik udfordrer konstant de snærende konventioner, mens fortiden lever videre i nutiden.

El hoy es malo, pero el mañana es mio  er en roman om at vokse op og gradvist at lære livets mange skyggesider at kende. Det er en fortælling om skyld, soning og kunsten og erotikkens frisættende kraft. Det var en rigtig stor læseoplevelse.

El hoy es malo, pero el mañana es mio
af Salvador Compán
381 sider
Espasa
Udgivet 2017
Sprog: spansk

El impostor (Bedrageren) af Javier Cercas

Danske Milena Penkowa og Anna Castberg er de rene nybegyndere udi bedrageriets kunst sammenlignet med den 93-årige Enric Marco, tidligere formand for de spanske holocaustofre, der i mere end 30 år udgav sig for at være KZ-fange og stålsat frihedskæmper under Franco. 

Det var en sjælden og derfor værdsat fugl, hvis strålende fjerdragt, dog viste sig at være tyvstjålet. Javier Cercas har skrevet en medrivende dokumentarisk roman om den fascinerende løgner, en virkelighedens Alonso Quijano, der ønskede at blive Don Quijote.

Demaskering

Opstandelsen var stor, og nyheden løb verden rundt, da det i maj 2005 kom frem, at den karismatiske og veltalende medie-darling og formand for de spanske overlevende fra de tyske koncentrationslejre, Enric Marco, slet ikke var den, han gav sig ud fra at være. Han havde aldrig været i tysk koncentrationslejr, som han ellers så levende havde berettet om i årevis.

Marco havde dog været i Tyskland, men det som led i Francos tak til Hitler for Nazi-tysklands hjælp i borgerkrigen. Marco havde benyttet sig af, at spanske arbejdere kunne undgå militærtjeneste mod at arbejde i den tyske våbenindustri, der havde brug for hænder og betalte relativt godt.

Javier Cercas´selvbevidste hovedperson, Enric Marco. 

Den spanske forfatter Javier Cercas, der gang på gang sætter lup under forholdet mellem fiktion og historisk virkelighed, blev øjeblikkeligt fascineret af historien.  Han ønskede at finde ud af, hvem Enric Marco i virkeligheden var. Trods moralske kvaler ved projektet – bør man belønne en narcissistisk løgner, med mere opmærksomhed? – gav Cercas sig i kast med at skrælle løgnen fra den dokumenterbare virkelighed.

Løgn over løgn

Men det viser sig at være en langt større opgave, end man lige skulle tro, for Enric Marcos selvfremstilling er spundet sammen af løgne, der kunne være sandhed, og sandhed, der kunne være løgn.

Enric Marco lader sig interviewe af Cercas, men afslører sig som en både dreven, charmerende og konstant manipulerende løgner, der så snart én løgn uigendriveligt er afsløret, spinder løs på den næste tråd.

Enric Marco, viser det sig, har gentagne gang i sit liv formået at omskrive sin selvbiografi, så den flugter med det opportune og gloværdige, og Marco har tilsyneladende en overtalelsesevne som få.

Hans farverige, floromvundne sprog fyldt med storladne tableauer og sentimentale, melodramatiske beretninger er guf for medier og republikanere, der efter 40 års gusten samarbejde eller uheroisk tavshed under Franco, sukker efter den ubesmittede frihedskæmper med det højthævdede republikanske flag.

Enric Marco og Spaniens forvandling

Marco forstår at byde sig til, og hans fortælling får luft under den ’erindringsindustri’, der nu går sin sejrsgang i Spanien. Med sin (fiktive) biografi er Marco et lysende modbillede til den grumsede virkelighed med den nu af så mange forhadte og mest af alt postulerede ’tavshedspagt’ de politiske partier imellem i overgangen fra diktatur til demokrati.

På den måde bliver Cercas’ roman om Marco også et spejl vendt mod det omgivende samfund, for hvilket samfund er det, der lader sig beruse eller vælger at tie mod bedre vidende, da Marco rullede sin storladne fortælling ud? Men spejlet er også vendt indad mod forfatteren selv, der digter, iscenesætter og omskaber virkeligheden.

Det er meget interessant at følge Cercas i hans optrevling af Enric Marcos opdigtede historie(er), og forfatterens oprigtige ønske om at forstå, hvilket menneske og hvilke motiver, der gemmer sig bag fiktionens løgne. Nogen gange er det dog som om, Cercas vil tvinge sin neurotiske, lidt kokette persona med ind i fortællingen, hvor denne fint kunne have klaret sig uden.

Men bogen er så vedkommende, fordi vi vel alle gør som Enric Marco bare i mindre målestok. Vi forklæder og forskønner vores selv, fordi vi, som Cercas´fremstiller det, som Narcissus ville gå til grunde, hvis vi så os selv i spejlet og indså, hvor små og ubetydelige vi er.  

Efterspil: i et radiointerview i Cadena Ser med blandt andet forfatteren Juan José Millas, tager Enric Marco stærkt afstand fra Cercas' og hans bog, og der er tilsyneladende intet den ophidsede (en ny rolle?) og stærkt selvmedlidende Enric Marco fortryder. 

Anmeldelse: La Pena Máxima af Santiago Roncagliolo

Andet bind i krimiserien fra Peru om den pligtopfyldende jurist og opdager Félix Chacaltana.

Som i Rød April (udkommet på dansk hos Forlaget Turbine) spiller den umiddelbare fortid i Latinamerika en afgørende rolle i romanens plot, der omhandler kampen mellem højreorienterede militærdiktaturer og venstreorienterede oprørsbevægelser. 

De blodige rædsler udspiller sig, imens verdens øjne er rettet mod verdensmesterskabet i fodbold i 1978.

VM i terror 1978

I forhold til handlingen i Rød April, er vi seks år tilbage i tiden. Félix Chacaltana, nys uddannet jurist, arbejder i et støvet retsarkiv og her skærmet fra virkelighedens dunkelheder går dagen med ligegyldige juridiske petitesser, som ingen anden end han selv lader at interesserer sig for.

Hvad alle andre – selvfølgelig med undtagelse af den knastørre kiks, Félix Chacaltana, – til gengæld går op i med liv og sjæl, er det peruvianske landsholds fært ved VM.

Men så sker der noget, da en forsker i sociologi og Félix’ skakmakker bliver fundet myrdet, henrettet på klods hold. Det er op til  Felix at optrevle sandheden bag vennens død.

Derved kommer han uvægerlig på sporet af en hemmelig brigade af kidnappere og torturbødler med fangearme over der meste af Latinamerika, som, mens verdens øjne rettes mod verdensmesterskabet, i al hemmelighed udøver deres i bogstavelige forstand grænseløse forbrydelser.

Der er tale om virkelighedens Operation Condor, det samarbejde, der inkluderede mord, tortur og udvekslinger af politiske flygtninge, de højreorienterede regimer imellem.       

Alvor, smerte og anstrengt ironi i peruviansk thriller

De enkelte dele i plottet hænger fint sammen med bogens struktur og den større tematik, ikke ulig de 32 lapper, der indgår i en klassisk fodbold, som den der pryder forsiden.

Til gengæld trækker det gevaldigt fra at fremstillingen af hovedpersonens kærlighedskvaler, moderbinding og godtroende patriotisme er så langtrukken, fjollet og overdrevent karikeret, som det er tilfældet. Det er anstrengende læsning, synes jeg, og hæmmer den ellers overraskende og velkomponerede finale.  

Titlen La Pena Máxima har en velvalgt dobbelttydighed af noget på engang konkrete og følelsesmæssigt: det kan betyde straffespark i fodbold, eller det kan direkte oversat betyde: den største strafudmåling, det vil sige en livstidsdom.  Endelig kan det oversættes til noget i stil med: Den største smerte. 

Fortiden kan, som i romanen, både være et indre fængsel, det er overordentligt svært at flygte fra, og et væskende og smertende sår, stort og med form som et landkort over Latinamerika. 

Anmeldelse: Vientos de intriga af José Calvo Poyato

Historisk spændingsroman om spaniernes kamp mod Napoleons besættelsestropper

El dos de mayo 1808 en Madrid

I Spanien er 2. maj en national mærkedag, hvor spanierne, særligt madridlenerne, mindes deres forfædres heroiske kamp mod den franske besættelsesmagt i år 1808, som blev begyndelsen på La guerra de la independencia.

Uden for Spanien er begivenheden nok først og fremmest kendt gennem Goyas ikoniske billede af franskmændenes nådesløse repressalier mod civilbefolkningen dagen efter, hvor man ser en flagrende jesus-lignende skikkelse klædt i uskyldens farve, der står for at blive henrettet af den mørke, stort set ansigtsløse henrettelsespeloton.

 I Vientos de intriga (da. Intrigevinde) skildrer den spanske historiker og romanforfatter José Calvo Poyato de dramatiske måneder, der ledte op til udbruddet af krigen.

Skandaler og intriger ved det spanske hof

Sagen var den, at i 1807 var det kommet ud til den spanske offentlighed, at der ved det spanske hof udkæmpedes en indædt kamp om magten mellem på den ene side Kong Carlos den 4. hans dronning María Luisa de Parma og på den anden side deres søn Ferdinand den 7. hvis ambitioner havde gjort det skandaleramte hof til en slangerede af konspirationer og intriger.

Sladderen gik, at førsteministeren, den af mange hadede Manuel Godoy, kunne takke dronningen for sin kometagtige karriere fra lavadelig soldat og livvagt til storadmiral og førsteminister. Rygterne om dronningens og førsteministerens skandaløse affære og uværdige excesser var det helt store samtaleemne. Men samtidig med at store dele af befolkningen lod sig underholde eller væmmedes ved denne føljeton af slibrig sladder og dekadent livsførelse, skete der store tinge ude i verden.

¡Fuera gabachos! (Ud med frøæderne!)

Frankrig var igen blevet en stormagt under kejser Napoleon, og det svækkede Spanien valgte rollen som den tjenestevillige lillebror og allieret. Men da en fransk hær på 70.000 mand uanmeldt marcherede ind i Spanien, under foregivende af at ville erobre Portugal, der nægtede at indstille handlen med englænderne, begyndte nervøsiteten at brede sig, for mon ikke også Napoleon ville benytte sig af den indædte strid i den spanske kongefamilie til at skifte Bourbonerne ud med sin egen slægt.

I takt med begivenhedernes eskalering:  den voksende modstand mod franskmændene, mod Godoy og mod den franskvenlige politik, griber Ferdinand den 7. chancen og tvinger sin fader, kongen, til at abdicere.

Midt i denne kaotiske periode, som forfatteren udreder så den bliver forståelig med respekt for de historiske kilder, tilføjes så elementer af fri fantasi taget ud af Dumas’ kappe og kåre-romaner, som for eksempel romanens mystisk broderskab, skjulte forrædere, drab begået i dølgsmål og franske spioner.

Resultat er en let og velsmurt historisk spændingsroman. Personerne er som hos det store franske forbillede typer mere end levende mennesker. Og det er vel først og fremmest de historiske personer, der har interesse. 

Sympatien er ikke overraskende solidt placeret på de spanske oprørers side –skildret som en folkelig rejsning af jævne og gæve kvinder og mænd. Franskmændene er skildret som hovne og respektløse, Napoleon fremstår som en svigagtig strateg, og kongehuset er fysisk såvel som mentalt degenereret; egentlig ganske effektfuld.       

Anmeldelse: La Primera Guerra Mundial contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Efter at have berettet først Spaniens og dernæst hele verdens historie for skeptikere er turen nu kommet til 1. verdenskrig. 

Juan Eslava Galán beretter på vanlig vis ud fra den opfattelse, at Historien først og fremmest er fortælling(er) om fortidens mennesker.

Bogens korte, koncise kapitler, der er tilsat store stænk humor, ironi og uventede anekdoter giver et underholdende og udmærket billede af de helt store linjer. 

Galán skjuler ingenlunde sine idiosynkrasier eller sit ståsted. Det giver som regel hans tekster en forfriskende ligefremhed, men det har dog også den ulempe, at det til tider forenkler billedet lige lovlig meget.

    

En epokes afslutning

For præcist hundrede år siden befandt europæerne sig uden at vide det i de sidste måneder af det, der skulle blive kendt for eftertiden som La Belle Époque, som man kan læse om hos Stefan Zweig eller i Florian Illies 1913, Århundredets sommer . 

Kontinentet var præget af en magelig optimisme: der var velstand og fremgang, fred, store teknologiske opdagelser blev gjort og kunsten flød i rige kaloriefyldte mængder. Dette måtte i sandhed være civilisationens klimaks, den bedste af alle verdener.

Men under den glimtende idyl kunne man dog, hvis man havde viljen, skimte dybe revner af enorme uoverensstemmelser, feberhed nationalisme og klare klassemodsætninger.

Ikke mindst på Balkan var situationen kritisk med det selvstændige, selvbevidste Serbien, der var klar til at udfordre den gamle kæmpe Østrig-Ungarn. Enden på den gamle verden begyndte som bekendt med den bosnisk-serbiske terrorist Gavrilo Princips vellykkede attentat mod den østrig-ungarnske tronarvefølger og dennes hustru.

Kronologi og anekdoter

Bogen indeholder
 mange flotte og interessante
 illustrationer 

Og her begynder også Juan Eslava Galán sin fremstilling, der kommer omkring de forskellige rigers ageren op til krigen, krigsudbruddet, Schlieffen-planen, invasionen af Belgien, skyttegravskrigen, gaskrigen, u-bådskrigen, det armenske folkemord, USA´s indtræden i krigen med meget mere.

Men måske egentlig mere interessant en den ret så velkendte kronologi i krigen, er kapitlerne om dagligdagslivet ved og bag fronten, om kvindernes kamp på hjemmefronten, om zeppelinerenes udvikling, om forfattere i krig – blandt andet om, hvordan Tolkien, mens han lå i skyttegrav fik inspiration til sine skræmmende orker ved synet af de tilmudrede tyskere med deres karakteristiske stahlhelme. 

Og så er der også de mere kuriøse kapitler om hunde i krig, og om den eksotiske danser, Mata Hari, der blev hyret som spion for tyskerne og optrådte i Paris på Moulin Rouge, mens hun så længe det varede, udæskede de mange højtstående franske officerer, der fandt vej til hendes seng.    

Tragedien som farce

Fokus er som så ofte lagt på Vestfronten med de nerveopslidende skyttegrave, mens den verdensomspændende konflikt kun behandles i forbifarten.

Historien får i Galáns fremstilling karakter af farce, og det kan der nok være en stor grad af sandhed i. Men en sådan meget ’folkelig’ fremstilling af 1. verdenskrig tenderer sine steder karikaturen, når de øverstbefalende officerer skildres ret så ensidigt som latterlige og hysterisk selvoptagne, når de gejstlige konstant er hykleriske, mens de menige djærve soldater vel er de eneste med forstanden så nogenlunde i behold.

Bogen giver i øvrigt også et indblik i det neutrale Spaniens forhold til 1. Verdenskrigs partere, hvor i sær den baskiske og catalanske industri lavede store penge på at sælge til krigens forskellige kombattanter.