Viser opslag med etiketten Javier Cercas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Javier Cercas. Vis alle opslag

Bogspot: El monarca de las sombras af Javier Cercas


For 15 år siden skrev Javier Cercas sin gennembrudsromanen om Den Spanske Borgerkrig, Salamis' soldater.

Med El monarca de las sombras (Skyggernes monark), tager Cercas tråden op, men denne gang tager han fat om nældens smertelige rod: Familiens nationalistsympatier og det unge familiemedlem Manuel Menas skæbne og tidlige fald i kampen for en uretfærdig sag, der hverken var hans eller familiens.

Med El monarca de las sombras tager Cercas, der i alle sine romaner lader fiktion og historisk virkelighed løbe sammen, decideret af hovedstolen. Vi er inde ved forfatterskabets kerne, hvorfra bøgerne har deres udspring, og den foreliggende romanen kan siges at være en art nøgle til forfatterskabet. 


Rids af et fantasifattigt forfatterskab

Javier Cercas er noget så særegent som en forfatter med megen ringe fantasi. Det er ikke min udlægning, men Cercas' egen som han kredser om i flere af sine værker.
   
Forfatterskabet er generelt kendetegnet ved en art kold ild af deduktiv karakter, der gennemstrømmer bøgerne: som en rationel, undersøgende, men også introspektiv detektiv vender og drejer forfatteren og karakteren Javier Cercas genstandene på sin vej for derigennem at tvinge ny betydning og mening ud af fortidens virkeligheder.

Men den afmålte 'historikers' tilgang modsvares så af en stærk etisk dimension, der forskyder fokus fra virkeligheden til virkeligheden, som den burde være, og det er her fiktionen viser sin kraft.

En mindre detalje eller anekdote i Den Store Historie bliver det prisme, som Cercas undersøger fortiden igennem, som i Salamis Soldater, hvor spørgsmålet om, hvorfor den republikanske soldat skånede den falangistiske propagandaarktitekt, Sanchez Mazas, er det mysterium, der drager undersøgelsen frem. 

Romanerne er skåret over samme læst, hver gang: 'Undersøgelsens' emne og selv processen er hver gang to sider af samme uadskillelige sag, hvor tøven, tvivl og krise er svanger med ny forståelse og ændrer udgangspunktet.

Gevandterne varierer fra gang til gang, men essensen er den samme: myter, historisk virkelighed og spørgsmålet om (poetisk) retfærdighed indgår og slynger sig altid om kernen i Cercas' værker. 

Familiearven

Et af de få overlevede billeder af
Manuel Mena
Cercas sætter sig med denne den seneste roman sig altså for at grave i den på en gang pinagtige og triste familiehistorie om familiens nationalistsympatier og Manuel Menas død som 19-årig 'martyr' for den nationalistiske revolte mod Republikken.

Mena, denne Mørkets Monark (jvf. titlen) var moderens onkel, men det stærke bånd mellem de to gjorde ham mere til en slags storebror.

Familien Cercas var jordejere, og selvom de kun ejede lidt, ansås de, og de anså også sig selv, som en slags patricier i landsbyen Ibahernando, i det fattige Extremadura.

Ro, stabilitet og kontituet var altafgørende for dem, og ekstremernes entydige logik betød, at familien, der tidligere havde støttet republikken og socialisterne, nu trak i falangisternes blå skjorter.

Den forkerte side

Cercas påpeger den ironisk/tragiske pointe i, at den ingenlunde velbeslåede familie lagde sin sympati og overtog værdier fra de rige, konservative jordejere i Madrid, der for sin del kun rynkede på næsen af og ikke gav en fløjtende fis for udviklingen i det tilbagestående Extremadura. Derfor meldte den unge Manuel Mena sig også under de nationalistiske faner, da Borgerkrigen brød ud i 1936.

Gennem interview med stadigt levende familiemedlemmere, breve, billeder og historisk research forsøger Cercas at kaste lys over den vej, der fører frem mod Menas triste skæbne i det blodige slag ved Ebro.

Og gradvist ændrer Cercas sin opfattelse af Mena, ikke mindst da han kan se, hvordan en ophøjet, romantisk fiktion om den skønne krig efterhånden må vige plads for virkelighedes gru, der snart gør Mena udslukt og desillusioneret.

Det er næsten udviskede spor, tynde tråde og henglemte breve, der til Cercas ærgelse kun giver få glimt af mennesket Manuel Mena. Derfor er bogen også ligeså meget en refleksion over vanskeligheden i at genskabe fortiden ud fra de relativt få og tilfældige overlevede tegn.

En ydre og indre odysseé 

To arketyper, to græske sagnhelte går igen på bogens sider, og spejler forholdet mellem Cercas og Mena: Akilles og Odysseus. Akilles, den modige kriger, der led den 'skønne' heroiske død og Ulysses, den snu overlever.

Men titlen, Mørkets Monark, referer også til en scene i Odysseen, hvor Odysseus møder Akilles i dødsriget, Hades, og den store kriger da afslører den erkendelse, han for silde er nået frem til, nemlig at han langt hellere ville have været den mest ydmyge slave på jord end herske over alle de døde i Hades evige mørke.

En erkendelse som den modne Cercas kunne have tilfælles med den evigt unge Mena, der som Akilles også for sent så sandheden heri.

El monarca de las sombras kan også ses som Cercas lange, indre rejse frem mod en art forsoning med en flosset og skyldbetynget familiefortid, der, hvad end han bryder sig om den eller ej, så dog vedbliver at være en del af ham også.

El monarca de las sombras af Javier Cercas
288 sider.
Random House
Sprog: Spansk



El impostor (Bedrageren) af Javier Cercas

Danske Milena Penkowa og Anna Castberg er de rene nybegyndere udi bedrageriets kunst sammenlignet med den 93-årige Enric Marco, tidligere formand for de spanske holocaustofre, der i mere end 30 år udgav sig for at være KZ-fange og stålsat frihedskæmper under Franco. 

Det var en sjælden og derfor værdsat fugl, hvis strålende fjerdragt, dog viste sig at være tyvstjålet. Javier Cercas har skrevet en medrivende dokumentarisk roman om den fascinerende løgner, en virkelighedens Alonso Quijano, der ønskede at blive Don Quijote.

Demaskering

Opstandelsen var stor, og nyheden løb verden rundt, da det i maj 2005 kom frem, at den karismatiske og veltalende medie-darling og formand for de spanske overlevende fra de tyske koncentrationslejre, Enric Marco, slet ikke var den, han gav sig ud fra at være. Han havde aldrig været i tysk koncentrationslejr, som han ellers så levende havde berettet om i årevis.

Marco havde dog været i Tyskland, men det som led i Francos tak til Hitler for Nazi-tysklands hjælp i borgerkrigen. Marco havde benyttet sig af, at spanske arbejdere kunne undgå militærtjeneste mod at arbejde i den tyske våbenindustri, der havde brug for hænder og betalte relativt godt.

Javier Cercas´selvbevidste hovedperson, Enric Marco. 
Den spanske forfatter Javier Cercas, der gang på gang sætter lup under forholdet mellem fiktion og historisk virkelighed, blev øjeblikkeligt fascineret af historien.  Han ønskede at finde ud af, hvem Enric Marco i virkeligheden var. Trods moralske kvaler ved projektet – bør man belønne en narcissistisk løgner, med mere opmærksomhed? – gav Cercas sig i kast med at skrælle løgnen fra den dokumenterbare virkelighed.

Løgn over løgn

Men det viser sig at være en langt større opgave, end man lige skulle tro, for Enric Marcos selvfremstilling er spundet sammen af løgne, der kunne være sandhed, og sandhed, der kunne være løgn.

Enric Marco lader sig interviewe af Cercas, men afslører sig som en både dreven, charmerende og konstant manipulerende løgner, der så snart én løgn uigendriveligt er afsløret, spinder løs på den næste tråd.

Enric Marco, viser det sig, har gentagne gang i sit liv formået at omskrive sin selvbiografi, så den flugter med det opportune og gloværdige, og Marco har tilsyneladende en overtalelsesevne som få.

Hans farverige, floromvundne sprog fyldt med storladne tableauer og sentimentale, melodramatiske beretninger er guf for medier og republikanere, der efter 40 års gusten samarbejde eller uheroisk tavshed under Franco, sukker efter den ubesmittede frihedskæmper med det højthævdede republikanske flag.

Enric Marco og Spaniens forvandling


Marco forstår at byde sig til, og hans fortælling får luft under den ’erindringsindustri’, der nu går sin sejrsgang i Spanien. Med sin (fiktive) biografi er Marco et lysende modbillede til den grumsede virkelighed med den nu af så mange forhadte og mest af alt postulerede ’tavshedspagt’ de politiske partier imellem i overgangen fra diktatur til demokrati.


På den måde bliver Cercas’ roman om Marco også et spejl vendt mod det omgivende samfund, for hvilket samfund er det, der lader sig beruse eller vælger at tie mod bedre vidende, da Marco rullede sin storladne fortælling ud? Men spejlet er også vendt indad mod forfatteren selv, der digter, iscenesætter og omskaber virkeligheden.

Det er meget interessant at følge Cercas i hans optrevling af Enric Marcos opdigtede historie(er), og forfatterens oprigtige ønske om at forstå, hvilket menneske og hvilke motiver, der gemmer sig bag fiktionens løgne. Nogen gange er det dog som om, Cercas vil tvinge sin neurotiske, lidt kokette persona med ind i fortællingen, hvor denne fint kunne have klaret sig uden.

Men bogen er så vedkommende, fordi vi vel alle gør som Enric Marco bare i mindre målestok. Vi forklæder og forskønner vores selv, fordi vi, som Cercas´fremstiller det, som Narcissus ville gå til grunde, hvis vi så os selv i spejlet og indså, hvor små og ubetydelige vi er.  


Efterspil: i et radiointerview i Cadena Ser med blandt andet forfatteren Juan José Millas, tager Enric Marco stærkt afstand fra Cercas' og hans bog, og der er tilsyneladende intet den ophidsede (en ny rolle?) og stærkt selvmedlidende Enric Marco fortryder. 

Anmeldelse: Las Leyes de la frontera af Javier Cercas

Forrygende eksistentiel thriller, der leger med fortællingen og sandheden i en medrivende beretning om en middelklassedrengs skæbnesvangre møde med en kriminel ungdomsbande i 1978, hvor Spanien endnu ikke havde kastet det frankistiske åg. 

I grænselandet
Den sekstenårige Ignacio Cañas vokser op i den catalanske by Gerona med sin far, mor og søster.  Det er tre år siden at diktatoren døde, men samfundet styres fortsat efter frankistiske love. Utilfredshed over den sociale uretfærdighed ulmer underneden.  

Da en ny dreng begynder i klassen, hvis far viser sig at være chef for Ignacios far, ændrer Cañas’ relativt ukomplicerede liv sig.

Den nye dreng, Batista, er en ondskabsfuld bølle, der forfølger Ignacio og får hans tidligere venner til at vende sig mod ham. Cañas ved, at han ikke kan klage sin nød til faren, for denne kan intet stille op, mod Batistas’ far, som er hans overordnede på rådhuset.

Sådan er den barske virkelighed, når rang og rå magt fortsat er højeste trumf. Forfulgt af sine plageånder flygter Cañas derfor ud i de forfaldne slumkvarterer, hvor de fattige emigranter fra resten af Spanien har bosat sig.

Det er den mørke, ukendte side af byen, og livet der folder sig ud her med prostitution, vold og kriminalitet. Her spiller man efter andre regler, end Cañas er vant til.

Dårlig dannelse
Det finder han ud af, da han ved et tilfælde møder de to ungdomsforbrydere: pigen Tere og drengen ’el Zarco’. Cañas bliver indtaget i pigen og ser op til den karismatiske og barske el Zarco, der er alt, hvad han ikke selv er. 

Cañas’ liv tager en voldsom drejning, da han i løbet af sommeren 1978 indtræder i el Zarcos ungdomsbande og er med til at begå indbrud, biltyveri og røveri kulminerende med bankrøverier med hvinende dæk og adrenalindundrende flugt fra et hidsigt skydende politi.

Til sidst går det dog galt: politiet er blevet varskoet, og el Zarco og de fleste af bandens medlemmer bliver fanget efter et fejlslået bankrøveri. Cañas går dog fri uden rigtig at vide hvorfor. Lige så brat som den begyndte, ender også Cañas’ kriminelle løbebane; han begynder igen i skole, nu lykkeligvis befriet for frygt for plageånden Batista, hvis sørgelig lille format, han nu kan gennemsku og derfor ikke længere frygter.

Fortiden i nutiden
Cañas uddanner sig til jurist uden rigtig at ville det, og tredve år senere er han blevet en succesfuld forsvarsadvokat med egen praksis og en hemmelig fortid. En tidlig midtvejskrise får dog det velbetalte job til at føles meningsløst og eksistensen tom og til låns. 

Men så en dag banker fortiden på døren i form af Tere, der sammen med en af el Zarcos få vedholdende beundrere, María, beder Cañas om at føre el Zarcos sag.


Et billede fra avisen La Vanguardia.
Javier Cercas på vej over en bro
 i Gerona/Girona. Bagved ses det,
 der tidligere, var den 'vilde' del af byen 

Myten om den gode bandit
El Zarco er i årenes løb gået ud og ind af fængslerne i spektakulære fangeflugter og kriminalitet, hvilket medfører, at han i mange år af offentligheden er blevet dyrket som en slags bad boy celebrity stjerne, en anarkistisk oprører eller en moderne Robbin Hood i kamp mod det stivnede autoritære samfund.

Nu er interessen og den romantiske beundring dog falmet. Så det er Cañas opgave at bevise for retten, at den notoriske myte, el Zarco, er forsvundet til gengæld for en lovlydig borger. 

Cañas vil spille lidt på den catalanske forfængelighed ved at gøre forsvaret til en demonstration af, hvordan selvstyrets humanistiske fængselssystem har opnået, hvad frankismens undertrykkende centralstyre ikke har kunnet: at afrette vaneforbryderen el Zarco.

Forræderi og iscenesættelse
Og hvis så den naive, vedholdende beundrer, María, giftede sig med el Zarco, så står de med en stærk sag, der nok skal appellere til de gode bedsteborgere. Ved at udføre denne tjeneste vil Cañas dels få omtale og dels få lettet sin skyldfølelse over for el Zarco – reddede han ikke Cañas den gang for længe siden fra at blive anholdt af politiet, og er el Zarco ikke blot et ofre for triste omstændigheder? Eller måske er det i virkeligheden ønsket om at genskabe forholdet til Tere, der ligger bag Cañas ihærdighed?

Hvad end der driver Cañas, kommer det ikke til at gå så uproblematisk, som han havde troet, slet ikke. Og spørgsmålet trænger sig efterhånden mere og mere på: hvem er det egentlig der bruger hvem, hvem er det, der iscenesætter, udnytter og begår forræderi mod hvem? Og ønsker el Zarco reelt friheden, eller er der også noget andet på spil?

Hvad er Historien uden fortællinger?
Historien bliver fortalt i tilbageblik af henholdsvis Cañas, en politiefterforsker og en fængselsleder til en navneløs forfatter, der ønsker at fortælle den sande historie om el Zarco. Men opfattelserne og meningerne er flertydige og kontrasterende: fordomme, efterrationaliseringer og forblindelse kan ikke sies fra, og motiverne er ofte dunkle og skjulte for fortællerne selv.

Første del af romanen kan ses som en ung mands dannelseshistorie, mens anden del kan ses som en refleksion over og korrektion af denne; en klassisk Cercask måde at fortælle på, ligesom de forskellige livsbaner, der krydser hinanden på afgørende tidspunker, er en fast fortællemåde hos Cercas. 

Som Salamis’ soldater og Anatomía de un instante (essay om det forfejlede militærkup i 1981 og dets årsager) kan Las leyes de la frontera læses som Cercas bearbejdning af den nyere spanske historie i fiktionsform.

Overgange og undergange
Til trods for romanernes forskelligheder præsenteres læseren for genkomne temaer, der vedbliver med at optage forfatteren: forræderiets natur; myten og dens dæmoniske, forblændende kraft; identitet som en omskiftelig, uberegnelig størrelse; livets lange række af tilfældigheder og misforståelser, der bliver til skæbne; Rubicon, der krydses; og endelig, fiktionens omskabelse af og prægning af erindringen, og det derfor komplicerede forhold mellem virkelighed og fiktion, fortælling og Historie.

Den historiske periode, Spaniens usikre overgang mellem diktatur og demokrati, bliver i romanen også til et symbol og en tilstand, der går igen i Cañas’ famlende og farlige overgangsalder mellem barn og voksen, til hans eksistentielle midtvejskrise, hvor livet, som det har formet sig hidtil, forkastes, og nye veje skal findes; til brugen af thrillergenren, hvor alt er rystende uklart, reglerne ukendte, og verden et farligt sted. 

Men modsat thrilleren forløses hverken de fiktive personer eller læseren i entydig klarhed.


Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.