Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Anmeldelse: Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Af: gæsteskribent, fantasyforfatter Lene Dybdahl
En fabelagtigt sprogligt stærk og gribende roman om at gøre det gode i en verden fuld af ondskab. Bogens styrker er de spændstige metaforer og et velkomponeret plot, der ligesom låsesmedens små mekaniske huse, gradvist lader paneler glide til side, så man til sidst når ind til kernen af historien.

Søg mod åbent land
Historiens ene hovedperson er den blinde pige Marie-Laure, der bor i Paris med sin far, som er låsesmed på et naturhistorisk museum. Vi møder hende første gang kort før et luftbombardement under anden verdenskrig. Der er blevet kastet flyverblade ud over byen med teksten: "Til indbyggerne i denne by: søg mod åbent land", hvilket griber én om hjertet, når Marie-Laure som af en grund jeg ikke vil afsløre her, befinder sig helt alene i lejligheden. Hendes fingre famler ved flyvebladet, men hun aner ikke, hvilken fare, hun befinder sig i, og der er ingen seende i nærheden til at fortælle hende, at byen snart bliver bombet.

Låsesmedens små huse
Med denne cliffhanger begynder historien, og vi får herefter baggrundshistorien for, hvordan Marie-Laure mistede synet, og hvordan hendes far fremstiller en model af Paris, så han kan lære hende at finde rundt på egen hånd ved at tælle afløbsriste med blindestokken, lytte efter trafikken og så videre. Til Marie-Laures fødselsdag får hun små æsker med finurlige låsemekanismer, der udfordrer hendes evne til at tænke logisk og kreativt. Når hun har gættet, hvordan æsken skal åbnes, venter der en belønning indeni. Denne træning kommer hende tilgode senere i historien ...

Radio i nazisternes tjeneste
Bogens anden hovedperson er den tyske forældreløse Werner, der bor med sin søster Jutta på børnehjem i en tysk kulmineby. Han er usædvanligt godt begavet, og ved et tilfælde finder han og søsteren en radio, som han reparerer og får til at fungere. Radioen lærer dem om naturvidenskab, og Werner viser sig at være et teknisk talent, og det sætter gang i Werners ambition om at blive til noget mere.

Flammernes hav
Udover de to hovedpersoner i historien har vi et tredje element, nemlig den myteomspundne ædelsten, Flammernes Hav, der spiller en central rolle for historien. Den ufatteligt værdifulde sten bærer nemlig også på en forbandelse, men mere skal ikke siges her.

Fabelagtigt billedsprog
Alt det lys vi ikke ser er særdeles stærk i billedsproget, og indlevelsen i den blinde piges virkelighed er både rørende og virkelig kreativ. Marie-Laure må orientere sig efter lyde, og dette stiller anderledes krav til forfatteren i beskrivelsen af en by for eksempel. De lydlige og følelsesmæssige sanseindtryk danner i kombination med sindsstemninger farver og lys i Marie-Laures ellers helt mørklagte verden, og det er fantastisk godt beskrevet.

Lidt for hurtigt
Skulle jeg nævne en enkelt svaghed ved bogen, som lægger ud med en fin og stram komposition, så er det, at denne komposition går i opløsning mod slutningen af bogen, og nogle af de ellers langsomt udfoldede kriser og højdepunkter brat får en ende. Der sker pludselige dødsfald, som virker lidt for beregnende, og en forelskelse opstår lidt ud af det blå, og forsvinder med samme hast. Ser man bort fra disse plotmæssige skønhedspletter, er Alt det lys vi ikke ser en meget smuk og læsværdig roman.

Anmeldelse: Butcher's crossing af John Williams

Butcher's crossing er på sin vis en slags omvendt Stoner. For i denne dystre anti-western opgiver den
unge hovedperson nemlig sine universitetsstudier til fordel for en romantisk forestilling om det vilde liv som bisonjæger på prærien.
Men virkeligheden viser sig at være en noget anden og langt barskere, end den han indtil da kun har mødt i litteraturens mytologiske verden.

Jagten på sig selv i det sublime

Vi befinder os i De Forenede Stater i 1873. Den Amerikanske Borgerkrigen er et overstået kapitel, og som i Sergio Leones Spaghettiwesterns er jernbanenettets imponerende fangearme en sikker indikator på, at endestationen er nået for det frie, utæmmede cowboyliv.

Nogle få barske mænd holder dog endnu stand. De er bisonjægere af den fåmælte og hårde slags; whiskey-drikkende cowboys med stor erfaring om, hvordan man klarer sig i den barske vildmark.

Unge Will Andrews ankommer til frontier-flækken Butcher's Crossing. I den lokale saloon finder han snart tre hårdtdrikkende jægere anført af den erfarne Miller. Denne Miller beretter om en godt skjult dal, han red igennem for en del år siden, hvor de ellers næsten udryddede bisoner holder til i tusindevis.

Will Andrews indvilliger i at finansiere ekspeditionen, der udover Miller og Andrews inkluderer en enarmet, alkoholiseret, men bibelstærk særling; en erfaren skinner, der får til opgave at lære Andrews op samt stude, heste, ammunition, våben og udstyr.

Wills drøm er ude i midtvesten at finde det hårde, rå fundament under hans forfinede og luftige tilværelse.

Mørke midt i Edens Have 

Vejen dertil er dog lang og i sandhed strabadserende. Naturen har mange prøvelser i vente til dem,  inden de når frem til den uberørte Edens Have med de fredeligt græssende bisoner.

De fire jægere får opsporet bisonerne, og så begynder ellers en usentimental og systematisk nedslagtning af de enorme flokke af bisoner.

Unge Will hærdes og lærer at skinne bisonerne, uden at huderne går i stykker. Men lederen, Miller, bliver efterhånden besat af tanken om at nedlægge hver eneste bison. Denne giftige besættelse får altødelæggende konsekvenser: sneen daler pludselig ned, og inden de kan nå at komme væk, er de sneet ubehjælpeligt inde, mens snestorme raser.

Mændene bliver herude i vildmarken reduceret til deres mest basale behov: sult, tørst, kulde, isolation, og så at kunne udholde hinandens lejr-kullede selskab.

Nu gælder det om ren overlevelse. Som med jagten giver John Williams også her læseren en indfølt og detaljerig skildring af naturens rasen og mændenes livsforlængende snarrådighed.

Inden den lille flok når tilbage, rammes de af adskillige flere uheld og hård modgang.

Det store spørgsmålet er i mere end en betydning, om jægerne kan finde vejen tilbage til Butcher’s Crossing efter at have være udsat for voldsomme og omvæltende oplevelser, der har ført dem ind til et langt mørkere sted i dem selv, end hovedpersonen Will ville have troet muligt.

Og det er ikke kun de fire mænd, der uigenkaldeligt har ændret sig; den gamle verden står ej heller mere, da sneen smelter og krudtrøgen omsider lægger sig.

Vække en verden til live

John Williams formår, som i Stoner at fremmane et miljø, en verden, så sanseligt og præcist, at den fremtræder lyslevende for læseren. Sproget er prunkløst, men alligevel umådeligt kraftfuldt - navnet på den lille by, Butcher's Crossing, er vel nok det eneste tydelig symbolladet i en bevidst nøjsom stil. Naturen er en foranderlig, voldsom og faretruende kraft, mens mennesket i sit indre bærer på en mørk og destruktiv natur.

Hvor Stoner vækker optimisme og humanistisk tro på det rige indre livs værdi, der er Butcher's Crossing en helt anden og langt mere mismodig og mørk fortælling.

Det gør måske romanen til en lidt mindre læseoplevelse end Stoner, men Butcher's Crossing er stadigvæk en forrygende fortælling - i mine øjne bedre end for eksempel Cormac McCarthys overlæssede allegoriske western-roman, Blodets Meridian.

Anmeldelse: Lamentation af C. J. Sansom

Af: gæsteskribent og forfatter, Lene Dybdahl
Sjette historiske krimi i Shardlake-serien byder på et dejligt gensyn med 1500-tallets England, omend romanen mangler lidt af de foregående bøgers skarphed i sprog og plot.

Hånden i den politiske hvepserede

Den pukkelryggede advokat Matthew Shardlake er tidligere blevet indblandet i forbrydelser med tråde op til kongehuset og den politiske hvepserede i London. I de tidligste bind, var den dæmoniske Thomas Cromwell den evigt lurende trussel i skyggerne. I de senere bind er Cromwell blevet henrettet, og pladsen som lunefuld dæmon overtaget af kong Henrik den ottende i egen fuldfede skikkelse. Da kongehuset igen får brug for Shardlake, er det dronningen, Cathrine Parr som i dybeste hemmelighed anmoder om hans hjælp.

Forbudt bog

Lamentation er titlen på en bog, som dronningen har skrevet som en slags skriftemål over sit syndige liv, og bogen flirter med forbudte religiøse overbevisninger, hvilket i værste fald kan føre til kætterbrænding på bålet. Da den bliver stjålet, må Shardlake hjælpe med at få den tilbage, før den paranoide kong Henrik får nys om det illoyale skrift og henretter endnu én af sine hustruer.

Fænomenable historiske detaljer

Bogens stærkeste side er helt klart de historiske beskrivelser af London, de forskellige kvarterer, trafikken på Themsen, talemåder og påklædning. Det føles som at være der selv. Beskrivelsen af det kongelige palads Whitehall er fantastisk levende og fremstår som et meget troværdigt bagtæppe for de fiktive begivenheder. Biskop Gardiner og særligt Henrik den ottende træder virkelighedstro og uforglemmelige ud af bogens sider.

Mangler tempo

Selvom Sansom er er virkeligt dygtig forfatter, hvis stærkeste sider er at skildre personer, miljøer og stemningsskift i dialoger, mangler han noget af de tidligere bøgers skarphed i både plot og sprog. Særligt i begyndelsen af romanen mangler der tempo og stramhed i plottet. Anabaptisternes samfundssyn forklares hver gang denne gruppe omtales, og Shardlakes progression i opklaringen af mysteriet opsummeres rigtig mange gange, uden der endnu er sket afgørende udviklinger. Det får bogen til at virke lidt tung. Sprogligt lider den enkelte steder under gentagelser, som en årvågen redaktør ville have fanget. F.eks. er der rigtig mange personer i bogen, om hvem det siges 'he smiled wryly', hver gang vedkommende har sagt noget.

Bedsteborgeren Barak

Matthew Shardlake er en sympatisk jeg-fortæller, der altid behandler sine tjenestefolk godt. Hans tjenere er nærmest som en familie for ham, og i de første bøger i serien fungerede det rigtig godt at have den unge Jack Barak som hans modstykke. Shardlake var tænkeren, mens Barak var actionhelten. Desværre er Barak blevet borgerlig, småfed og temmelig ukampdygtig, og derved er han ikke længere så stor en kontrast til Shardlake, hvilket er et tab. Shardlakes følelser for dronningen beskrives til gengæld rigtig fint. Man fornemmer hans længsel efter at opleve kærligheden, fanget som han er i en vanskabt krop, som ingen kvinde kan lide.

Til alle fans af historiske krimier

Selvom der er skønhedsfejl i den femte bog om Shardlake, føler man sig godt underholdt undervejs. Plottet er originalt, og angsten for at dyrke sin religion forkert kryber helt ind under huden på læseren. Bogens styrker er helt klart portrættet af datidens London, og derfor kan jeg anbefale bogen til fans af historiske krimier.

Anmeldelse: Luftspejling 38 af Kjell Westö

Det velopbyggede bolværk af normalitet og stivnet korrekthed kan ikke holde stand mod det oprørte hav af fortrængninger, fortidens ugerninger og fremtidsangst, der raser i personernes indre. 

Kjell Westö, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, leverer et overbevisende, velkomponeret og dybdepsykologisk billede af Finlands tragiske historie i det 20. århundrede.

Overgang til undergang

De to hovedpersoner, den fraskilte advokat med egen praksis, Claes Thune og hans nye sekretær Matilda Wiik, lever deres liv i et Helsingfors, der trods bestræbelserne på det modsat, lige under overfladen præges af Den Finske Borgerkrig, der kun ligger tyve år tilbage i tiden.

Det er uoverensstemmelser, der truer med at bryde ud igen, nu hvor Hitler marcherer frem og Stalin kræver finsk neutralitet i den kommende storkrig.

Derfor er der også noget underligt, irrealt over nutiden, som et venteværelse, hvor personerne lader tankerne flyde inden dommen falder, og ragnarok igen bryder ud.

Thunes kone har forladt ham til fordel for hans barndoms kammerat, som Thune stadig og stædigt insisterer på at ses med i herreklubben, ’Onsdagsklubben’, hvis erklærede hensigt, det er at opretholde den politiske og kulturelle samtale på svensk i Helsingfors, men som i virkeligheden er en belejlig undskyldning for at drikke og pleje gamle venskaber, der dog knager og brager ikke kun på grund af utroskab, men i sær på grund af tidens tunge politiske sværdslag.

Tidens traumer

Men den overkorrekte Thune, belæst humanist og samtidig de rationelle princippers mand, kommer stadigt mere i klemme i ekstremernes tidsalder, hvor pacifisme og tvivl er skældsord. Det gør Thune til en melankolsk betragter, der stadigt tydeligere fornemmer, hvor det bærer hen, men intet kan stille op, hvorfor han er henfalden til tanker om sit eget ægteskabs forlis.

Hans nyansatte sekretær, Matilda Wiik, passer også ud ad til sit arbejde og finder sig i mændenes ublu tilnærmelser. Men under huden bærer Wiik på dybe traumer fra sit ophold i fangelejr, da hun og hendes familie af arbejdere støttede den tabende part i Den Finske Borgerkrig, de røde.

Wiik er måske, måske ikke skizofren, og da hun en dag på Thunes kontor hører en velkendt stemme fra krigens tid, modnes langsomt en plan i hende. Denne historie bliver fortalt med en næsten kriminalistisk struktur, og det er meget spændende, så mere skal ikke røbes her.

Den Finske Borgerkrig i 1918 udsprang af de politiske og geografiske omvæltninger forårsaget af
 1. verdenskrig og broderkrigen mellem røde og hvide kaster lange skygger i den finske bevidsthed.  

Den store historie i den lille historie

Jeg er meget begejstret for bogen, dens overbevisende tidsbillede og dens velfungerende fortællerstruktur der lader hemmelighederne og fortrængningerne hobe sig op i ildelugtende dynger, der truer med at få skinvirkeligheden til at krakelere. Romanen klipper mellem de to hovedpersoner, det giver fremdrift, suspense og fremdrager forskellige perspektiv på de samme betydningsfulde scener.
   

Jeg har læst et sted en anmelder, der anholdte, hvad han anså som Westös mærkværdigt anonyme sprog.

Og det er nok rigtigt, at skal man indvende noget mod romanen, er det nok det, at fortælleren i nogen grad mangler karakter, farve og personlighed i sproget.

Det og så en finale på allersidste side, som jeg finder noget søgt og ikke helt kan forlig mig med, da en vis persons identitet endelig afsløres – hvordan kan det være ham? Men ser man bort fra det, så er det i mine øjne en stor roman, der med sans for struktur, psykologisk indlevelse og spændingsdosering umærkeligt lader den store finske tragedie smelte sammen med det nattemørke personlige drama.

P.S. Det forlyder at interessen for Luftspejling 38, har fået forlaget til at ville genudgive forfatterens tidligere roman, Faren ved at være en Skrake, samt en anden roman, der ikke før er kommet på dansk men som også har den dystre finske fortid som omdrejningspunkt. Dem vil jeg glæde mig til at læse.

Det var en grusom tid han levede i. Truslen om vold og krig var nærværende hver dag, de åd sig ind i menneskene som en bakteri og gjorde de omsorgsfulde grå og syge, mens de hensynsløse livede op. Hans kammerat Zorro Arelius  var ikke den eneste der blev betaget af stålets og instinkternes æra: aviserne var fulde af artikler hvor skribenterne hyldede det moderne livs militære præcision, men også talte sig varme om mandig urkraft.

Luftspejling 38 af Kjell Westö
398 sider, oversat af Jesper Klint Kistorp
Batzer & Co

Anmeldelse: Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

Fabelagtig farverig roman om efterdønningerne af 1. Verdenskrig. To knapt-overlevende fra skyttegravshelvede udtænker et sindrigt svindelnummer der, hvis det afsløres vil skandalisere nationen.

Samtidig er deres onde plageånd fra krigen, den fattige, men adelige løjtnant, Henri d’aulnay-Pradelle, i gang med sit eget skandaløse foretagende. Deres veje krydses nok engang i et Paris befolket af tiggere, misbrugere, gnavne generaler samt svindlere i alle størrelser.

Krigens skæbnefællesskab 

Et umage skæbnefællesskab opstår, da den lille småtskårne og kuede bankmand Albert reddes ud af dødens faste greb af boheme-kunstner-provokatøren Édouard fra den rige Péricourt-familie.

Særligt da Édouard i næste øjeblik får blæst det meste af ansigtet væk under et morternedslag i en af 1. verdenskrigs allersidste dage, og Albert derfor føler sig forpligtet til at passe og pleje den vansirede og morfinafhængige soldaterkammerat, der under ingen omstændigheder vil høre tale om hverken plastikkirurgi eller om at vende hjem til sin misbilligende rigmandsfar. 

Så Albert må hutle sig igennem for at overleve og skaffe morfin til den i grunden usympatiske Édouard.

Langsomt mister den choklignende tilstand dog sit greb i Édouard, da ideen om at udnytte sin kunstneriske kunnen i et gigantisk svindelnummer vokser til.

Dette kan samtidig ses som den perfekte provokation af et selvbehageligt borgerskab, der uden skrupler sendte sine sønner i krig og nu ønsker at hylde dem med opulente statuer, svulstig nationalpatriotisme og sentimentale mindesmærker – et faderopgør i mere end en forstand holder live i den ellers ødelagte Édouard.

Den galliske hane 

Den egentlige skyldige i de tos ulykke er imidlertid den skruppelløse Henri d’aulnay-Pradelle, en gallisk hane, hvis flotte fjer og brede bryst dækker over en kynisk charlatan, hvis eneste mål er at opnå den hæder, ære og rigdom, han mener sig berettiget qua sit fornemme familienavn. 

Pradelle forstår at finde og udnytte de rigtige forbindelse, således at han får den lukrative kontrakt, der består i at opgrave de faldne franske soldater på Vestfronten og på ny jordstede dem på kirkegårde, så de efterladte har et sted at gå hen med deres sorg.

Men i hænderne på en så lumpen og kynisk udspekuleret karakter som Pradelle, handler det hele om gravkold fortjeneste og naturligvis så lille udgift som mulig … det må gå galt, og det gør det, i den grad. 

Vive Lemaitre! 

Pierre Lemaitre har begået en herlig velskrevet sort satire med et farverigt persongalleri, mestendels smålige, hykleriske, krakilske, sleske eller kyniske personer, men også med en uventet helt: en kronisk vredladen og ildelugtende embedsmand blottet for takt og tone, uforskammet, selvcentreret og forbitret er han, men alligevel er det ham, der egenhændigt begiver sig i kamp mod myndighedernes slendrian og korruption.

Det er en nydelse at læse den 536 sider lange roman, der overhovedet ikke føles for lang.
Lemaitre rammer stilistisk lige i øjet, hvad end han beskriver de intrigante magtkampe i rigmandsklubberne, skyttegravenes mudderælte, efterkrigstidens fordærvede Paris eller skrankepavernes selvsmagende kancellisprog.

Det er udsøgt, beskt og morsomt. Og så er plottet gennemført – det er umuligt at se, hvilken drejning historien vil tage.

Kan på det varmeste anbefales. 

Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

536 sider, Lindhardt og Ringhof

Suverænt oversat af Karsten Nielsen.

Her følger en lille smagsprøve:

”Labourdin så allerede for sig, hvordan juryformanden ville vende sig om mod ham med lige dele beundring og forlegenhed og uden at kunne beslutte sig, for hvilken han skulle vælge … og lige da ville han sige sin sætning, sin vægtige, velafbalancerede perfektafstemte sætning, sine velklingende ord, der på én og samme tid udtrykte hans gode æstetiske smag og ansvarsfølelse: Hr. juryformand, med forlov…
Og netop da ville han gå hen til Frankrig i tåre, som om han ville lægge hånden på hans skulder.
”… Efter min mening fortolker dette mesterlige værk al den Smerte og Stolthed, som vore Landsmænd ønsker at udtrykke. ” De store bogstaver kunne ikke adskilles fra sætningens ordlyd. Den var ulastelig. Først og fremmest var udtrykket ”dette mesterlige værk” lige i øjet, Landsmænd lød bedre end vælgere, og Smerte … Labourdin var målløs over sit eget geni. ”