Anmeldelse:The Children Act, Barnets tarv af Ian McEwan

Plottet: En 60 årig kvindelig dommer skal tage stilling i en meget vanskelig sag om en 17-årig stærkt
troende dreng, der af religiøse årsager nægter at modtage livsvigtig lægebehandling.

I McEwans seneste roman bliver det komplicerede forhold mellem den ophøjede, moderne fornuft, følelseslivets dybder og behovet for mening sat under lup.

Almægtig og afmægtig

Fiona Maye er dommer ved den britiske High Court, hvor hun behandler sager vedrørende familieret - altid med skarpt og indlevende blik for barnets tarv (deraf titlen).

Fiona har en fornem karriere, men der er krise i privaten: Fiona sørger over aldrig selv at have fået børn, og hendes ægteskab gennem tredive år knager, da hendes selvoptagede ægtemand søger et sidste erotisk eventyr inden lukketid.

Midt i denne usikkerhed og dette følelsesmæssige kaos må Fiona holde hovedet koldt, da hun skal træffe afgørelse i sagen om den 17-årige kræftsyge Adam, der som Jehovas Vidne og med forældrenes billigelse, nægter at tage i mod en afgørende blodtransfusion. Tiden er knap, hvis lægerne skal nå at redde den unge drengs liv.

Det store spørgsmålet er, om domstolen kan og skal tilsidesætte dybfølte religiøse overbevisninger?

Den ellers så regelrette og professionelt distancerede Fiona bestemmer sig temmelig ukonventionelt for at aflægge et besøge hos den dødssyge dreng, der viser sig at være både intelligent og meget følsom. Mødet og Fionas efterfølgende domsafgørelse får uforudsete og voldsomme følger for dem begge.

Domfældelse 

Ian McEwan har som altid blik for den moralske kompleksitet og det tilføjet en grundig research i juraen, en indlevende fortæller og et koncist sprog giver en meget levende, varm og vedkommende fortælling, hvor livets storhed og banalitet skvulper frem og tilbage i de skrøbelige menneskekroppe, der hærges af tvivl og famler efter vished, sikker grund og frelse - men til hvad?

Plottet er skarpt og tvinger ubønhørligt læseren videre. Kun over Fionas ægtemand, den seksuelt frustrerede og forfængelige historiker, Jack, synes jeg, der er noget konstrueret og (måske i sagens natur) overfladisk. Det er en lille bog på kun godt 200 sider, men den rumstere fortsat i kroppen længe efter den sidste side er vendt.

En dansk oversættelse af The Children Act, Barnets tarv, udkommer på Gyldendal i slutningen af august i år.

Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Anmeldelse: Sindrig smerte af Andrew Miller

Historiske romaner fra 1700 tallet.

Overtro, videnskab og eventyr i oplysningstidens England. Og så den forunderlige historie om et menneske født uden evnen til at føle smerte eller til at knytte menneskelige relationer.

”Vi skal ikke forfølge Dem med Deres skygge, doktor. Når det kommer til stykket bør et menneske have frihed til at forandre sig. Mange er fanget i en gammel hud, som de gjorde bedst i at krænge af sig”

Et barn bliver født

Horeungen John Dyer bliver født ind i en fattig landmandsfamilie. Men meget snart står det klart for alle, at der er noget helt galt med drengen: han hverken hyler eller siger noget, men stirrer bare undersøgende, hvis ikke ligefremt hovent på omgivelserne.

Og så mærkeligst og mest skræmmende af alt er han tilsyneladende i stand til at udholde alverdens smerte. Historien er i korte træk som følger:

Ud, ud, ud

Da familien udslettes af kopper, drager den underlige dreng af sted, mens hans blinde søster famler alene rundt i huset og kalder hans navn. John Dyer drager først rundt i landet med en omrejsende kvaksalver, der ser muligheder i drengens forunderlige evner.

Så bliver han kidnappet af en excentrisk rigmand, der som det ligger i tiden, er dybt fascineret af det abnorme, og som udfører eksperimenter med sine mange vanskabninger. Da Dyer stikker af, tvangsudskrives han til den engelske krigsflåde, hvor hans evne til selv under de største fare at forholde sig iskoldt kommer til sin ret, og han demonstrerer her sine forbløffende evner som lidenskabsløs kirug.  

Han bliver en beundret læge, med mange patienter i sin praksis, men hans kulde og totale mangel på indlevelse og forståelse for menneskelige relationer får folk til at føle sig utrygge, og snakken går.   

Forvandlingen

Den ambitiøse og utålmodige Dyer deltager dernæst i et farefuldt kapløb om at være den første læge, der når til Sankt Petersborg for at pode den russiske kejserinde Katherina med kopper.

Men efter et overfald og et hårdt slag i hovedet begynder Dyers forvandling - og det så voldsomt at han bliver indlagt på galeanstalten i London. Han mister efterhånden helt sin koldblodighed, bliver usikker og tvivlende, og kan for første gang i sit liv føle smerte, glæde og sorg – også med tilbagevirkende kraft; John Dyer bliver genfødt som menneske.  

Det moderne menneske udspændt mellem viden og følelser

Romanen er Andrew Millers debutroman, men som i den seneste, De uskyldige, går mange af temaerne igen i denne foruroligende og forunderlige roman: overtro og guddommeliggjort videnskab trives side om side, der er klippefast overbevisning og nagende tvivl, der er fascination af det makabre, det abnorme, og også den ironiske fremstilling går igen i beskrivelsen af videnskabsmændenes afsjælede forhold til menneskekroppen, der for dem ikke er mere end et spændende studieobjekt. John Dyer er, før han bliver et rigtigt menneske, måske ligefrem idealet på den flegmatiske, helt igennem distancerede videnskabsmand.

           

Det er som om, Andrew Miller har en nærmest glasklar, selvfølgelig adgang til 1700 tallet: tiden, menneskene, miljø-og landskabsbeskrivelserne er sirligt detaljerede og meget overbevisende, men det bedst ved romanen er nu portrættet af et meget specielt menneske, og så forfatterens evne til præcist at indfange det menneskelige sinds evigt omskiftelige landskab.