Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Koba den frygtede af Martin Amis

Den engelske forfatter Martin Amis har skrevet et blændende essay, der på en gang er et ætsende opgør med den stadig eksisterende romantik, der omgærer bolsjevismen, og samtidig er det et indirekte forsøg på at forstå sin far, forfatteren Kinglsey Amis, der fra 1941til 1956 var stalinist.

Hvordan kan det være, at det er socialt acceptabelt at lave vittigheder om Stalin, der står bag mere end 20 millioner menneskers død, mens Hitlers gerninger og det nazistiske holocaust ikke ligesom egner sig til vittigheder? Det spørgsmål stiller Martin Amis sig selv, da han til et møde i London hører vennen og den erklærede trotskist, Christopher Hitchens, fortæller morsomme anekdoter om rædslerne i det tidligere kommunistiske Rusland til tilhørernes fornøjelse. Også Amis ler med.

En undren over egen og andres tilsyneladende overbærenhed overfor det kommunistiske regime er udgangspunktet for den bog, han, efter at have læste bunker af historiske værker om perioden, ender med at skrive.

 Amis skriver polemisk og til tider bevidst underspillet om stalintidens terror, der var så dæmonisk indrettet, at terroren helt bevidst og til ofrenes måbende uforståenhed var tilfældig.

”Alle blev terroriseret, hele vejen op. Alle undtagen Stalin”, som Amis skriver.  Amis gennemgår Stalins ufattelige, hensynsløse og menneskefjendske magtudøvelse, der er båret af en stødt stigende paranoia, hvor ingen som nævnt går ram forbi, og alle der befandt sig i inderkredsen omkring Lenin og revolutionen i 1917 henrettes efter farcelignende skueprocesser. Stalin ønskede at udrydde alle, der modsat ham selv var med i revolutionsdagene og derfor stadig kan bære vidne om Stalins yderst perifere rolle. Derved ville han have frie hænder til at modulere fortiden efter sit eget selvforherligende billede, med ham som direkte arvtager efter Lenin.    

Mens der vel efterhånden er generel bred enighed om stalinismens modbydelige morderiske regime, er bogens mere kontroversielle del, dens opgør med den romantik, der endnu i dag omgærer bolsjevismen: leninismen og trotskismen. Amis vil med sit værk udrydde den udbredte myte om en ægte socialistisk revolution, der blev forrådt af Stalin og gik tabt med Lenins død og særligt med KGBs likvidering af Trotskij i 1940 i Mexico.

Efter Martin Amis vurdering var Lenins ekstremisme på niveau med Stalin, og for Lenin var revolutionen utænkelig uden borgerkrig og skånselsløs vold. Amis skildrer det kommunistiske firkløver således: ” Hungersnød, indgår i det kommunistiske firkløver med terror, slaveri, og naturligvis fiasko, monoton fiasko”. Lenin testamenterede en velfungerende politistat til sine arvtagere. Lenin ødelagde det civile samfund, og der er ifølge Amis kun kvantitativ forskel mellem Lenin og Stalin. Og Amis dom over Trotskij er ikke mildere. Han var en ”morderisk slyngel og en forpulet løgnhals. Og han var det med fynd og klem. Han slog nonner ihjel, det gjorde de alle sammen.”  

Amis er skarp og til tider vittig, trods det alvorlige emne.  Bogen slutter med først et brev til hans far og et andet direkte stilet til vennen Hitchens. Her fremfører Amis, at det er ham uforståeligt, hvordan en begavet og betydelig intellektuel meningsdanner som Hitchens ikke ønsker at lægge større afstand til kommunismens rædsler, end han gør. Men at han derimod stadig optræder med ærbødighed overfor Lenin og Trotskij.

Bogen kan stærkt anbefales, selv om den med de mange referencer til andre værker, litterære og i særdeleshed historiske, måske ikke er helt nem. Men det er helt sikkert besværet værd.

Er man yderligere interesseret i visse intellektuelles knæfald for lille far, Stalin, kan den danske historiker Bent Jensens bog: ”Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle” være et oplysende supplement. Bogen har som titlen antyder fokus på danske intellektuelles forhold til Stalin.