Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Anmeldelse: Hans og Rudolf - en tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz af Thomas Harding

Dramatisk fortalt beretning om jagten på en af historiens største massemordere bestræber sig på at
nuancere billedet af den absolutte ondskab.

Grav i fortiden

Thomas Hardings bog tager afsæt i den tyskfødte britiske jøde Hanns Alexanders begravelse i 2006. Harding, der er nevø til Hanns Alexander, var godt vidende om onkelens deltagelse i 2. verdenskrig, men de nærmere detaljer lå hen i det uvisse. Dem sætter Harding sig nu for at udrede.

Hanns Alexander, viser det sig, havde været selvbestaltet nazi-jæger med held til at opspore adskillige krigsforbrydere. Og han blev sidenhen hvervet af den britiske efterretningstjeneste til at lede et hold af efterforskere, hvis mission det var at få stillet de højest rangerede nazister for retten.

Hanns’ far var læge i Berlin og havde udmærket sig i kampe under 1. verdenskrig. Faderen var, grundet sin tiltro til at de ordentlige tyskere til sidst ville feje nazisternes skrigefugle til side, meget længe uvillig til at se virkeligheden i øjnene: at han og hans families liv var i fare.

Den jagede bliver jæger 

Familien nåede dog at flygte i sidste øjeblik til London, og Hans og broderen meldte sig der til den engelske hær, da 2. Verdenskrig brød ud. Hanns var blandt de første allierede soldater, der trængte ind i de nazistiske udrydningslejre – og det forfærdelige syn satte sig hos Hanns som en brændende vilje til at se retfærdigheden ske fyldest og de ansvarlige stillet til ansvar for deres ugerninger.
 Den største nazi-bøddel Hanns havde held til at opspore var kommandanten af Auschwitz, Rudolf Höss.

Thomas Harding klipper mellem de to mænds historie –nazi-jægerens og nazistens – sådan at der bliver bygget op til den dramatiske jagt. Det billede, Harding tegner af Rudolf Höss, viser en mand, der beundrer og følger de ’forkerte’ fadermodeller, som først ønsker at blive præst, siden lader sig rive med af 1. verdenskrig og højrenationalismen, men som alligevel foragter nazismens plumpenhed og pøbelvælde.

Kun modvilligt lader Höss sig brutalisere som fangevogter i de nyoprettede koncentrationslejre, men snart er enhver rest af medfølelse dog slebet bort. I Höss’ egen selvfremstilling, som han lægger frem i sin selvbiografi, er han et ordentligt menneske, der blot fulgte ordre! Det er overordentligt svært at tro på, men interessant er det dog, at gråzonerne, hvor også Hanns Alexanders stærke retfærdighedssans fører til selvtægt og overgreb, kommer frem.

En fundamentalt spændende historie, der insisterer på, så vidt det lader sig gøre, at forklare de to hovedpersoners valg og motiver.

Hans og Rudolf - en tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz 
Af Thomas Harding
372 sider
Nyt Nordisk Forlag

Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten

Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.

Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland

For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret

Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.

’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       

De mistede. På sporet af seks blandt seks millioner af Daniel Mendelsohn

En meget intellektuel bog om en amerikansk-jødisk forfatteres forsøg på at opspore seks af hans familiemedlemmer, der tilsyneladende alle forsvandt i Holocaust.

Et sort hul i fortællingen

’Min bedstefar fortalte mig alle disse historier, alle disse ting, men han fortalte mig aldrig om sin bror og svigerinde og de fire piger som, for mig at se, forekom ikke så meget døde som mistede, forsvundne ikke blot fra denne verden men – hvad der for mig var endnu mere forfærdeligt – fra min bedstefars historier.’

Daniel Mendelsohn, anerkendt akademiker, forfatter og kritiker, med en solid klassisk dannelse, har helt fra barnsben af haft en umættelig appetit på slægtshistorie. Det er en interesse, der er blevet vakt af bedstefaderen, hvis vildtvoksende, detaljerede og næsten altomfattende episke fortællinger, afgørende præger Daniel.

Og denne bedstefarens fortælleform er også bogens. Men den uvished, det hul, det tabu og medfølgende tavshed som omgærede alt, hvad der havde med bedstefarens bror at gøre – der hviskes dog i det skjulte på jiddisch, så visse uhyggelige brudstykker når Daniels ører –  er utilstrækkelig for den nysgerrige og videbegærlige dreng.

På sporet af de tabte familiemedlemmer

Da Bedstefaderen dør, finder Daniel breve fra ’de mistede’, fra de slægtninge der desperat trygler familien om hjælp til at komme ud af Nazi-tyskland og komme til USA. Fundet af disse hjerteskærende breve sætter for alvor Daniel i gang med sin efterforskning af, hvad der virkelig hændte disse fortrængte skæbner.

Daniel rejser med sine søskende tilbage til den lille by i det nuværende Ukraine, hvor familien stammer fra. Bolechow hedder byen, hvis omskiftelige historie kan opsummeres i en yndet vittighed: en mand bliver født i Østrig, går i skole i Polen, bliver gift i Tyskland, får børn i Sovjetunionen og dør i Ukraine. I al den tid, lyder vittigheden, forlod han aldrig sin landsby!

De taler med ukrainere, der kan sætte Daniel på sporet af familiens skæbne, og deres historier sender ham hele jorden rundt, blandt andet også til København, hvor en af de overlevende boede frem til sin død for få år siden.

Det er nogle utrolige skæbner, der rummer både det forventelige tragiske endeligt, men også historier om kærlighed, trods, overlevelse og mod – stærkt bevægende er de at læse, og de gør i sandheden bogen læseværdig. Mendelsohn hiver de glemte, fortrængte individers historier op af nazismens udslettelse og historiens mørke og placere dem på fortællingens scene.

Og og og …

Desværre må jeg indrømme at bogens særlige fortællerstil, hvor fortællingen bredder sig som ringe i vandet, hvor den ene digression tager den anden, så fortællingens fokus hele tiden forskyder sig, kræver stor tålmodighed og udholdenhed af læseren, mere end jeg i alle situationer kunne opbyde.

Så selv om jeg godt kunne se en vis pointe i, hvorfor bogen er fortalt, som den er, endte jeg alligevel med at blive små-irriteret, når fortællingens fremdrift konstant bliver hugget op af alenlange indskud og overvejelser om oversættelsesproblematikker af Biblen med meget meget mere.

Jeg oplevede det desværre i længden som om det både skabte for stor distance til det fortalte, og at læseren meget nemt mister orienteringen og fortaber sig i detaljer, der trods alt er mindre væsentlige i forhold til bogens præmis: at ville finde og fortælle historien om de seks forsvundne familiemedlemmer. Den historie er nemlig både væsentlig, spændende og fortjener at blive fortalt.