Anmeldelse: Politi af Jo Nesbø

Kringlet plot, brutale mord og en tavs mand i en hospitalsseng: bind 10 i Harry Hole-serien.

Det er noget af en udfordring at skrive en anmeldelse af ”Politi”, uden at komme til at afsløre for meget af plottet, og i særdeleshed uden at give hints til hvorvidt vor skamskudte norske supermand endnu lever.

Så med disse dogmeregler in mente vil jeg som mafiosoen Paulie Walnuts fra Sopranos bestræbe mig på at holde det short and sweet:

Koma police
På en afsidesliggende hospitalstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnovervåget af politiet, der har mange spørgsmål at stille, skulle han vågne.

Mens det står på, bliver en politimand fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, som han har været med til at opklare. Datoen er også den præcis samme. I løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, og så begynder der ligesom at tegne sig et makabert mønster.

A Hole in the middle
Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en iskold morder med hævn på hjernen løs i Oslo og omegn. Politiet er på bar bund, så Beate Lønn og Gunnar Hagen samler en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men både de og læseren savner den karismatiske enegænger Harry Hole.

Dette bind forudsætter at man har læst det foregående bind, ellers er man mildest talt lost. Blodet flyder i fede strømme, og mordene er vanen tro makabert vamle. Der er rigtig meget for læseren at holde styr på i det komplicerede og drilske plot (eller plots!), som Nesbø dog styrer sikkert i mål.

Uden at blive konkret er der steder med ansatser til lidt for meget sentimentalt føleri og andre, hvad skal jeg kalde dem, obligatoriske forhindringer, hvor min opmærksomhed i hvert tilfælde slækkedes en hel del, og hvor de over 500-sider kunne have været skåret noget ned.

Og så savner jeg virkelig mere af den ironisk-baske humor som de tidlige bind er så rige på. Men ellers spændende, bloddryppende og stilsikker krimi fra Nesbøs hånd.

Anmeldelse: Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

Flynn har skrevet en på en gang intelligent, foruroligende og helt igennem besættende roman, der på raffineret vis lader ægteskabsdrama og højspændt plot møde hinanden i en skræmmende psykologisk thriller af de virkeligt gode.

”Jeg undlader ofte at sige ting højt, selv når jeg burde. Jeg lukker tankerne inde i en foruroligende grad: i min mavekælder står der hundredevis af flasker med raseri, fortvivlelse, frygt, men det ville man aldrig gætte, når man ser mig.”

Intet er, hvad det ser ud til at være

Iscenesættelse, bedrag, livsløgn og stræben efter perfektion og autenticitet i en overfladisk, grænseløst medieret verden, hvor selv kærligheden er en kliche, udgør nogle af de væsentligste ingredienser i den amerikanske forfatter Gillian Flynns massive gennembrudsroman, der hæver sig højt op over de vanlige genrebetegnelser.

Bogen virker i sin kynisk nådesløse afdækning af tidens forlorne former og de herskende romantiske illusioner om Richard Yates Revolutionary Road eller Fitzgeralds Den store Gatsby, men tilsat et sort skud intenst psykodrama og et konstant, overraskende plot, der ikke lader læseren hvile.

Historien er i korte træk som følger:

Det perfekte par

Ægteparret Nick og Amy – der skiftes til at fortælle deres version af historien – er begge unge, billedbladssmukke og kreative skrivefugle, der i New York lever det gode, frie societyliv med venner, cocktailparties, spændende job og stor udfoldelsesrigdom, sådan som den kreative klasse nu engang trives bedst.

Men under den glitrende overflade er der noget dunkelt og truende,som antydes og gradvist viser sig, da først den økonomiske krise tager rigtig fat, de begge mister deres arbejde, deres identitet, og Nick insisterer på, at de skal forlade New York for at flytte tilbage til hans fødeegn, den midt-vestlige stat, Missouri.

Her beslutter Nick sig for at åbne en bar sammen med sin elskede tvillingesøster Go, der er lige så falleret kreativ som Nick og Amy, og som dem har hun også vendt storbyen ryggen. Men den inkarnerede new yorker-pige, Amy bryder sig slet ikke om det provinsielle småborgerlige North Carthage.

Forbrydelsen, fortrydelsen og en foruroligende plan

Ægteskabskrisen knirker gevaldigt, men blodig alvor bliver det først, da Amy sporløst forsvinder fra huset på deres femårs bryllupsdag. Politiet fatter snart mistanke til ægtemanden. De savlende medier kaster sig straks over Nick, som en hund, der lugter blod, og de selvretfærdig fordømmelser fyger mod den tilsyneladende følelseskolde ægtemand, ikke mindst da Amys dagbog bliver fundet og afslører meget belastende viden om Nicks sande natur.

Hvem af de to, der taler sandt, det er ikke nemt at gennemskue når løgn, fortielser og bevidste udeladelser mudrer billedet til. Hvilken mening kan man så uddrage af det hele, ja det bliver ikke klart før hen imod slutningen, hvor en meget grum og nøje udtænkt plan, åbenbarer sig i al sit djævelske lys og fylder læseren med en brutal og skræmmende ny indsigt.

Mere skal ikke afsløres. Derfor kun denne opfordring: Læs den! Det er en velskrevet, superskarp pageturner, der optager ens tanker længe efter den sidste side er vendt.  

Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten

Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.

Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland

For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret

Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.

’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       

Anmeldelse: The Quiet Twin af Dan Vyleta

Wien 1939. Det makabre drab på Professor Specksteins hund sætter plottet i gang i denne mørke thriller, der eminent skildrer livet i en boligblok i Wien, hvor folk tier, udspionerer og i det skjulte udlever deres sande liv og laster i evigt frygt for at blive afsløret.

Hundemordet i Wien

Romanen begynder med at den uge doktor Beer bliver hidkaldt til en ung piges sygeseng. Pigen, Zuzka, der er doktor Specksteins niece, klager over følelsesløshed og hvæsende åndedrat, men da den stovte læge træder indenfor, virker Zuzka ikke videre syg, men snarere flirtende og legesyg.

Pigen viser dr. Beer udsigten fra sit værelse, hvorfra hun ynder minutiøst at følge med i, hvad der foregår i nogle af de andre beboeres liv:

der er den niårige krøbling, Annelise, hvis far er en forsumpet alkoholiker; i et andet vindue er der en mystisk mimekunstner, der kommer sent hjem om natten og som, er Zuzka overbevist om, skjuler et eller andet inde sin lejlighed; fra en anden lejlighed flyder tonerne fra en tyk asiatisk mands trompet, og endelig er der nede i kælderen den fåmælte, men bistre vicevært.

Professor Speckstein der er gammelt medlem af nazipartiet og fører kartotek over boligkompleksets beboere, pålægger i utvetydige vendinger dr. Beer at kigge nærmere på, om det kan være en af disse beboere, der har udført det makabre hundemord.

Sagen bliver ikke mindre modbydelig af, at der indenfor en kort radius af boligblokken er blevet begået fire drab, hvor ofrene alle havde en eller anden form for tilknytning til nazistpartiet. Spørgsmålet er, om der er en form for sammenhæng.

Det er svært at fortælle så meget mere om handlingen uden at komme til at afsløre for meget af det formidable plot.

Den snigende terror og Wien-noir  

Dan Vyleta, hvis fine debutroman Pavel og jeg tidligere er udkommet på dansk, har med The Quiet Twin skrevet en mørkere roman, der dog igen befinder sig i det gådefulde, tvetydige og underspillede, hvor synsvinklen skifter mellem de forskellige beboere , og hvor man som læser kommer i tvivl om, om det personerne tror, de ser, virkeligt foregår, eller om det snarere er deres fordomme og ustabile sind, der hjælper dem med at udfylder de tomme pladser.

     

Vyleta har en ph.d. i historie men det betyder ikke, at han overlæsser fortællingen med historiske facts, tværtimod er det kun indirekte og i mere eller mindre henkastede sætninger, at vi hører om krigen og nazisternes terror.

Men dette forhold bevirker bare, at frygten blandt beboerne er indlejret og indforstået, og det gør terroren desto mere snigende og uafrystelig, som handlingen skrider frem. Og de moralske overvejelser som manden i centrum dr. Beer (og læseren med ham) bliver tvunget til at tage, er konkrete, og alle er de svangre med frygtelige konsekvenser.

Personerne er ikke typer, men derimod interessante og troværdige karakterer, der mere eller mindre uforvarende bliver ført ind i begivenhedernes centrum. Bogen er skrevet med forbavsende sproglige nuancer, især når man betænker at Vyleta er tysk-tjekkisk og ikke har engelsk som modersprog. Den dystre stemning af noir: forhærdelse, brutalitet, frygt, drift og silende regn er præcist indfanget, og de gradvise ændringer i personernes psyke er også fremstillet med fine subtile antydninger.

   

Romanen minder mig på en eller anden måde lidt om Undtagelsen af Christian Junger tilsat Hitchcock, Hamlet og 2.verdenskrig-noir.  Det bliver spænende videre at følge Dan Vyleta. 

Anmeldelse: I en anden mands grav af Ian Rankin

Bidske Rebus er tilbage i storrygende form i en kriminalroman med masser af twists and turns og tartan noir.

Graven må vente

John Rebus er egentligt pensioneret, men han er al for rastløs og for megen politimand til at sidde og trille tommelfingre i rokkestolen, mens han venter på manden med leen. 

Derfor er Rebus kommet med i en enhed, der efterforsker ældre uopklarede sager, og det er her, han ved et tilfælde hører om en ung kvindes forsvinden, og yderligere, at der tilsyneladende er en hel række af piger som er sporløst forsvundne langs hovedvej A9.

Er der en sammenhæng og et mønster? Nej, siger politiets efterforskningshold; Bloody yes, siger Rebus naturligvis, og derfor igangsætter den gamle sporhund sin egen uofficielle undersøgelse med hjælp fra sin tidligere kvindelige makker Siobhan.

Nye sæder, nye skikke

Men det er nye tider og John Rebus’ uortodokse metoder og kompromisløse, fandenivoldske attituder giver ikke så få løftede øjenbryn i en moderne mere blankpoleret og politisk korrekt politienhed.

Malcolm Fox fra ’klagerne’(interne undersøgelser) der er hovedperson i Ian Rankins nye sideløbende serie, ser sig selv I en anden mands grav som den straffende nemesis for Rebus’ hybris af lovovertrædelser, druk, røg og måske lidt for tætte kontakt til storgangsteren ’Big Ger’ Cafferty.

Med ræven i hælene

Puritaneren Fox har selv tidligere været alkoholiker, og som bekendt er der ikke nogen mere nidkær end en omvendt, tidligere misbruger, som nu må se til, mens Rebus eskapader tilsyneladende ikke står i vejen for god efterforskning af old school typen.

Men med træmanden Fox bliver det personligt, og han vil gøre, hvad han kan, for at den udisciplinerede Rebus, til trods for at pensionsalderen for betjente nu er hævet, aldrig kommer tilbage i politietaten.

   

En anden intern konflikt er den splittelse, som vennen Siobhan står i, idet hun er fanget mellem at ville hjælpe Rebus og så egne ambitioner om avancement, der meget let kan styrte i havet, hvis hun kører for tæt parløb med den rapkæftede enegænger. 

Skotland set fra en skrammelkasse

Vi kommer langt omkring og ud til nogle af de fjerneste egne af Skotland, hvor vinden rusker og regnen pisker over voldsomme, månelignende landskaber; hvor kun enkelte fåreflokke er de eneste tegn på liv Rebus ser, når han kører forbi i sin udtjente Saab i sin utrættelig jagt efter nye spor i sagen.

Det er en kriminalroman der har det hele: spænding, et stærkt plot, mange konflikter, interessante persontegninger, humor – og så ikke mindst en charmerende grov hovedperson med mange laster og enkelte essentielle dyder. Fem til-randen-fyldte scotch må være på sin plads.

Anmeldelse: Der hvor roser aldrig dør af Gunnar Staalesen

Staalesen har skrevet nok en roman i Varg Veum-serien, men det er denne gang en noget langsommelige om ikke ligefrem kedelig omgang i selskab med den fredløse ulv.

Grå hår i ulvens pels

Den mellemkogte privatdetektiv, Varg Veum, har siden slutningen af 70erne, hvor Staalesen skrev den første roman i den lange serie, haft til huse i Bergen hvor den tidligere socialarbejder har løst sag på sag – ofte om forsvundne personer – med akvavitten som sin eneste tro følgesvend. 

Således er det også i begyndelsen af denne roman, hvor Veum har drukket tæt i de tre år, der er gået siden sidste sag, hvor han på tragisk vis mistede sin elskede Karin.

Men så kommer en kvinde ind med en gammel sag, som hun indtrængende beder Veum om at tage op igen: for 25 år siden forsvandt hendes datter, Mette, på tre år fra sandkassen i det tidstypiske bofællesskab familien boede i den gang i 70erne.

Sagen står for at falde for forældelsesfristen, så det er sidste chance for moderen, hvis hun skal opnå nogen form for vished for, hvad som hændte hendes lille datter dengang.

På sporet

Veum lægger flasken tilbage i arkivskabet skænker sig koppevis af kulsort kaffe og tager fat på opgaven. Det viser sig hurtigt at det dengang meget idealistiske fællesskab i dag er forsvundet ligesom de fleste af ægteskaberne er brudte.

Og som ulven graver sig dybere ned i fortiden viser det sig, at de frisindede former gav anledning til ikke så få småborgerlige følelser bland de ’frigjorte’ beboere; skamfulde følelser som: besiddertrang, misundelse og hævngerrighed.

Og særligt én hændelse nytårsaften i ’76 synes at have udløst en sinister lavine af ødelæggelse, hvis konsekvenser når helt op til i dag – en hændelse ingen rigtig ønsker at tale om.  Men så sker der en voldsom begivenhed i nutiden, og den vågne ulv begynder nu at skimte et dunkelt mønster, der binder fortid og nutid sammen.  

Lidt for langt mellem snapsene

Personerne er som vanligt hos Staalesen fremstillet med nuancer, så de fremstår virkelige og troværdige, og det er det bedste ved romanen. Til gengæld, synes jeg, handlingen snegler sig noget af sted og bærer præg af en hvis automatik. Jeg savner mere humor, hårdkogt ironi og måske sproglig spændstighed, i mangel af bedre ord.

Varg Veum kunne efter min mening godt bruge et interessant sidekick, der kunne give lidt dynamik til ulvens ældede, lidt traurige personlighed.   

Det er unødvendigt og lidt trættende, at Veum så overtydeligt skal være det snerpede moralske talerør i forhold til de tidligere beboers gøren og laden og moderens tab og hvileløse sorg bliver forklaret for meget efter min smag (show don’t tell) – mindre gør det mig, at det nok ikke er realistisk at alle personerne så lyslevende og detaljeret kan huske alle deres handlinger for 25 år siden.

Derfor en noget lunken læseoplevelse.