Anmeldelse: Sønnen af Jo Nesbø

Der er høj fart og spænding i Nesbøs nye kriminalroman med den fængslede stofmisbruger Sonny Lofthus i rollen som healende Messias og hævnende Edmond Dantes.

Nesbø er en ferm plotmager, men denne gang mangler personerne og fortællingen den dybde og de nuancer, der gør de tidlige bøger i Harry Hole-serien så gode. 

Sønnen er stabil og sikker cruise control. 

Faderens synder

I Nesbøs undergangstruede version af Oslo, der fremstår som et nordens svar på Ciudad Juárez, sidder den hærgede, langhårede og langskæggede 32 årige Sonny Lofthus indespærret i det topsikrede fængsel Staten.

 Bag det fedtede hår, den nåleprikkede hud og det narkotiske sløvsind gemmer der sig en anden person: frelseren, udfrieren og hævneren.

Da Sonny erfarer, at hans elskede og beundrede far ikke, som han hidtil har troet, var muldvarp og korrupt strisser, kaster han hammen af inerti og selvdestruktiv syndebuks-attitude af sig og påtager sig egenhændigt at hævne det, der viser sig slet ikke at have været et selvmord, men derimod et drab på faderen.

Men de magtfulde folk, som har nydt godt af, at Sonny påtog sig skylden for andres forbrydelser med heroin som eneste kompensation, vil ikke finde sig i, at han vil bryde fri af rollen og af fængslet. Han ved for meget, og hans mission truer i den grad deres interesser.

Korruption og magtmisbrug

Korruption og magtmisbrug trives i stor stil blandt lokalpolitikere og erhvervsfolk, men også i ordenshåndhævernes egne rækker står civile betjente, efterforskere og fængselspersonale på forbryderorganisationens betalingsliste. Alligevel lykkedes det Sonny at flygte fra det topsikrede fængsel og indlede sin blodige vendetta.

Da det første lig lander på bordet, kommer den garvede bessefar efterforsker Simon Kefas på sagen. Han er betjent af den gamle skole, det vil sige arbejdet kommer altid i første række, erfaringen tæller, og de fine, karrierebevidstes forløjet managementtale giver han rent ud sagt ikke fem potter pis for.

Da drabene efterhånden trækker et blodigt spor gennem Oslo, er Kefas snart klar over, hvad der kan ligge bag. Vi skifter nu mellem at følge Sonnys farlige færd i underverdenen og så Kefas forsøg på at opklare mordene og deres sammenhæng.

Stabil og effektiv men også noget ensformig

Der er meget action og megen vold i bogen, men personlig synes jeg, at noget af uhyggen og alvoren forsvinder, når der går for meget inflation i mordene, og de derved mister betydning.

Hovedpersonerne Sonny Lofthus og Simon Kefas ejer ikke Harry Holes karisma, humor, indre spænding eller udviklede psykologi, og de bliver derfor noget flade og ligegyldige.

Sonny er mildt irriterende med sin tålmodige og overforstående facon, og trods hændelsernes voldsomme acceleration forbliver han på det nærmest uberørt og i harmoni, og dér mangler det indre drama altså.  

I det hele taget deles verden op i en næsten entydig god-ond-akse uden de store nuancer. De onde er selvfølgelig alle dem med magt og fine manere, mens de forhutlede narkomaner og selvopofrende kvindelige socialarbejder på herbergene ikke er forhærdede kynikere, men  næstekærlige, der har gennemskuet de riges skinverden.  

      

Det er en på mange måder effektiv og tempofyldt krimi, men det føles ved endt læsning alligevel som en lidt for velkendt og forudsigelig opskrift.

Sønnen af Jo Nesbø

442 sider

oversat af Allan Hilton Andersen

Modtryk

Jo Nesbø klar med helt nyt litterært univers

De mange danske fans af den populære norske krimiforfatter Jo Nesbø kan godt begynde at glæde sig,  for forfatteren arbejder for tiden på to nye romaner. Men det er uden den vante hovedperson, Harry Hole.

'Sønnen'
Til næste år udkommer den selvstændige kriminalroman 'Sønnen.' Jo Nesbø har til norske VG løftet lidt af sløret for, hvad den kommer til at handle om. Bogens hovedperson er en narkoman, der har siddet i fængsel i 18 år, for noget han ikke har begået. Han soner en forbrydelse, nogle andre har begået, mod at de til gengæld holder ham forsynet med dope. Men en dag sker der noget ... afslører en hemmelighedsfuld Jo Nesbø til norske VG.

Tom Johansen 
Den anden roman Jo Nesbø arbejder på udgives efter planen på norsk i 2015. Herom skriver norske Aschehoug:
'Foreløpig vil ikke Jo Nesbø røpe særlig mye, men til Dagbladet forteller Nesbø at han begynte på en roman om Tom Johansen – en dansk-norsk forfatter som var blant de håpefulle som flyttet til Los Angeles på 70-tallet og livnærte seg som forfatter av TV-serier og som tekstforfatter i reklamebyrå.

Samtidig skrev Tom Johansen kultklassikerne “Blood on snow” og “Blood on snow II: More blood”. Siden ble det stille fra forfatteren. – Mens jeg skrev dette, ble jeg nysgjerrig på disse og fant ut at jeg like gjerne kunne skrive dem, fortsetter Nesbø.'

Harry Hole-fans bør dog ikke helt fortvivle, for  forfatteren afslører også, at han allerede har ideer til bind 11 i serien.

Link til artikler:
Artiklen i VG: Jo Nesbø røper detaljer om ny krimbok
Aschehoug. no: Jo Nesbø røper nytt krimunivers

Interview med forfatteren Per Petterson på DR2

2. sektion vender i aften tilbage på DR2, med Adam Holm som vært, i et interview med en af de største litterære navne fra Norge, Per Petterson, som for nyligt var et af hovednavnene på Louisianas internationale litteraturfestival.

Petterson er forfatter til flere prisbelønnede og anmelderroste bøger som: 'Ud at stjæle heste', 'Jeg forbander tidens flod', 'Aske i munden, sand i skoen', essayet 'Månen over porten' og senest 'Jeg nægter'.

Glædeligt at programmet '2. sektion' igen er at finde på DR2

Anmeldelse: Hård er mit lands lov af Tore Kvæven

Historiske romaner. Den norske forfatter Tore Kvæven debuterer med en helt igennem fremragende vikingeroman om et eventyrligt togt til det mørkeste Afrika i jagten på enorme guldskatte.

Det bliver en spændingsfyldt, mørk, blodig og apokalyptisk rejse til verdens ende.

”Så roede de videre. Forbi lavvandet laguner, som strakte sig som tarme ud fra floden, mens krokodiller langsomt gled gennem sumpvegetationen. Deres takkede haler svirpede gennem det grønne skum, skoven tårnede sig op over vandet, og luften flimrede, som over en glødehøj. ”Mærkeligt land” sagde en af mændene fra Saksland.

For var det ikke det, det var? Et land så mægtigt, at de ikke kunne andet end at ryste på hovedet og tankefuldt glo ud på det og undres over, at det fandtes, og fantasere over, hvad det ellers skjulte. ”

Episk sus i vikingesejlet

Det er næsten ikke til at forstå, at romanen er forfatterens debut. Den er skrevet med stor sikkerhed, sproglig spændstighed og en imponerende viden om ikke bare vikingernes verden, de gamle guder og sagaerne, men afslører også et indgående kendskab til araberne, romerne og de afrikanske stammer.

Bogen har et stort persongalleri som Kvæven overbevisende styrer, og plottet er besnærende. Det er lidt som at læse de gamle islandske sagaer og sagn om Thor, Balder og Fenrisulven og så tilsætte Cormac McCarthys Blodets Meridian og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

   

De nådesløse

Bogen tager sin begyndelse i Rom i 1010, hvor det mægtige vikingeskib, Havjærven ligger for havn med sin frygtindgydende besætning af hærdede kæmper fra det kolde nord. Men vreden ulmer hos mændene, der er utilfredse med det pauvre udbytte af toget, som foreløbigt kun har budt på lidt tilfældig hærgen og umandig handel.

Så en dag dukker den lyse Ulfr med de skræmmende, isfarvede øjne op om bord på skibet og foreslår på udfordrende vis besætningen, at de skal følge ham og sejle mod en ny og ukendt verden, hvor ingen hvid mand har været før: Blåland (det sorte Afrika). Ulfr har nemlig fået fat i et ældgammelt fønikisk kort, der viser vej til guld i rigt mål.

Med rå vold og ren dødsforagt lykkedes det Ulfr at overbevise den guldtørstige besætning om at stævne ud mod det ukendte. Turen går først til Serkland (det arabiske Spanien) inden kursen bliver sat mod Blåland, hvor sære dyr og en brændende sol kræver deres, mens blåmænd i stort antal gøre sig rede til at drage i krig mod de bistre, rødskæggede kæmper.

Sproglig spændstighed og fremmedartet atmosfære

Men spørgsmålet melder sig efterhånden om Ulfrs formål med toget måske er et helt andet end blot at få fyldt lommerne med afrikansk guld, og hvad mon ligger bag den skræmmende kendsgerning, at vikingerne på uforklarlig vis hver måned mister en mand i deres midte?  Hvem er det egentlig, der fletter skæbnetrådene i det afsvedne, ugæstfri landskab?

Plottet vil måske for nogle lyde vel kulørt, men det er det faktisk ikke. Det er derimod fremstillet med fornem troværdighed, atmosfære og en meget intens livagtighed, som for eksempel da en af de opsætsige nordboer udfordrer Ulfrs autoritet og derfor som straf med knust strubehoved må krydse den grumsede flod om natten, for at bevise sin loyalitet, mens grønne drager med gule øjne glider lydløst gennem vandet tæt omkring ham.

Man mærker at vikingernes verdensbillede er truede af Hvide Krists indtog i mange af deres hjemlande, men disse kampvante mænd holder stædigt fast i deres gamle guder og den gamle verdens moral og æreskodeks, om så horisonten er blodrød og fyld med varsler om bål og brand og et kommende ragnarok.   

Det er saftsusme en god historisk roman, Tore Kvæven har skrevet. Efter sigende har han arbejdet på bogen i ti år,og heldigvis for ham og for læseren har alle anstrengelserne båret frugt.  Jeg håber så inderligt, at Kvæven vil skrive flere bøger af samme kaliber som denne. De varmeste anbefalinger.

PS: En lille ting, der ærgrer mig, er den danske forside. Den er sammenlignet med den norske og med historiens fængslende drama for afdæmpet og anonym. Sammenlign selv. 

Den norske originaludgave af Hård er mit lands lov

Anmeldelse: Politi af Jo Nesbø

Kringlet plot, brutale mord og en tavs mand i en hospitalsseng: bind 10 i Harry Hole-serien.

Det er noget af en udfordring at skrive en anmeldelse af ”Politi”, uden at komme til at afsløre for meget af plottet, og i særdeleshed uden at give hints til hvorvidt vor skamskudte norske supermand endnu lever.

Så med disse dogmeregler in mente vil jeg som mafiosoen Paulie Walnuts fra Sopranos bestræbe mig på at holde det short and sweet:

Koma police
På en afsidesliggende hospitalstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnovervåget af politiet, der har mange spørgsmål at stille, skulle han vågne.

Mens det står på, bliver en politimand fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, som han har været med til at opklare. Datoen er også den præcis samme. I løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, og så begynder der ligesom at tegne sig et makabert mønster.

A Hole in the middle
Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en iskold morder med hævn på hjernen løs i Oslo og omegn. Politiet er på bar bund, så Beate Lønn og Gunnar Hagen samler en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men både de og læseren savner den karismatiske enegænger Harry Hole.

Dette bind forudsætter at man har læst det foregående bind, ellers er man mildest talt lost. Blodet flyder i fede strømme, og mordene er vanen tro makabert vamle. Der er rigtig meget for læseren at holde styr på i det komplicerede og drilske plot (eller plots!), som Nesbø dog styrer sikkert i mål.

Uden at blive konkret er der steder med ansatser til lidt for meget sentimentalt føleri og andre, hvad skal jeg kalde dem, obligatoriske forhindringer, hvor min opmærksomhed i hvert tilfælde slækkedes en hel del, og hvor de over 500-sider kunne have været skåret noget ned.

Og så savner jeg virkelig mere af den ironisk-baske humor som de tidlige bind er så rige på. Men ellers spændende, bloddryppende og stilsikker krimi fra Nesbøs hånd.

Anmeldelse: Der hvor roser aldrig dør af Gunnar Staalesen

Staalesen har skrevet nok en roman i Varg Veum-serien, men det er denne gang en noget langsommelige om ikke ligefrem kedelig omgang i selskab med den fredløse ulv.

Grå hår i ulvens pels

Den mellemkogte privatdetektiv, Varg Veum, har siden slutningen af 70erne, hvor Staalesen skrev den første roman i den lange serie, haft til huse i Bergen hvor den tidligere socialarbejder har løst sag på sag – ofte om forsvundne personer – med akvavitten som sin eneste tro følgesvend. 

Således er det også i begyndelsen af denne roman, hvor Veum har drukket tæt i de tre år, der er gået siden sidste sag, hvor han på tragisk vis mistede sin elskede Karin.

Men så kommer en kvinde ind med en gammel sag, som hun indtrængende beder Veum om at tage op igen: for 25 år siden forsvandt hendes datter, Mette, på tre år fra sandkassen i det tidstypiske bofællesskab familien boede i den gang i 70erne.

Sagen står for at falde for forældelsesfristen, så det er sidste chance for moderen, hvis hun skal opnå nogen form for vished for, hvad som hændte hendes lille datter dengang.

På sporet

Veum lægger flasken tilbage i arkivskabet skænker sig koppevis af kulsort kaffe og tager fat på opgaven. Det viser sig hurtigt at det dengang meget idealistiske fællesskab i dag er forsvundet ligesom de fleste af ægteskaberne er brudte.

Og som ulven graver sig dybere ned i fortiden viser det sig, at de frisindede former gav anledning til ikke så få småborgerlige følelser bland de ’frigjorte’ beboere; skamfulde følelser som: besiddertrang, misundelse og hævngerrighed.

Og særligt én hændelse nytårsaften i ’76 synes at have udløst en sinister lavine af ødelæggelse, hvis konsekvenser når helt op til i dag – en hændelse ingen rigtig ønsker at tale om.  Men så sker der en voldsom begivenhed i nutiden, og den vågne ulv begynder nu at skimte et dunkelt mønster, der binder fortid og nutid sammen.  

Lidt for langt mellem snapsene

Personerne er som vanligt hos Staalesen fremstillet med nuancer, så de fremstår virkelige og troværdige, og det er det bedste ved romanen. Til gengæld, synes jeg, handlingen snegler sig noget af sted og bærer præg af en hvis automatik. Jeg savner mere humor, hårdkogt ironi og måske sproglig spændstighed, i mangel af bedre ord.

Varg Veum kunne efter min mening godt bruge et interessant sidekick, der kunne give lidt dynamik til ulvens ældede, lidt traurige personlighed.   

Det er unødvendigt og lidt trættende, at Veum så overtydeligt skal være det snerpede moralske talerør i forhold til de tidligere beboers gøren og laden og moderens tab og hvileløse sorg bliver forklaret for meget efter min smag (show don’t tell) – mindre gør det mig, at det nok ikke er realistisk at alle personerne så lyslevende og detaljeret kan huske alle deres handlinger for 25 år siden.

Derfor en noget lunken læseoplevelse.