Der er høj fart og
spænding i Nesbøs nye kriminalroman med den fængslede stofmisbruger Sonny
Lofthus i rollen som healende Messias og hævnende Edmond Dantes.
Nesbø er en ferm
plotmager, men denne gang mangler personerne og fortællingen den dybde og de nuancer,
der gør de tidlige bøger i Harry Hole-serien så gode.
Sønnen er stabil og sikker
cruise control.
Faderens synder
I Nesbøs undergangstruede version af Oslo, der fremstår som et
nordens svar på Ciudad Juárez, sidder den hærgede, langhårede og langskæggede 32
årige Sonny Lofthus indespærret i det topsikrede fængsel Staten.
Bag det
fedtede hår, den nåleprikkede hud og det narkotiske sløvsind gemmer der sig en
anden person: frelseren, udfrieren og hævneren.
Da Sonny erfarer, at hans elskede og beundrede far ikke, som
han hidtil har troet, var muldvarp og korrupt strisser, kaster han hammen af
inerti og selvdestruktiv syndebuks-attitude af sig og påtager sig egenhændigt
at hævne det, der viser sig slet ikke at have været et selvmord, men derimod et
drab på faderen.
Men de magtfulde folk, som har nydt godt af, at Sonny påtog
sig skylden for andres forbrydelser med heroin som eneste kompensation, vil
ikke finde sig i, at han vil bryde fri af rollen og af fængslet. Han ved for
meget, og hans mission truer i den grad deres interesser.
Korruption og
magtmisbrug
Korruption og magtmisbrug trives i stor stil blandt
lokalpolitikere og erhvervsfolk, men også i ordenshåndhævernes egne rækker står
civile betjente, efterforskere og fængselspersonale på forbryderorganisationens
betalingsliste. Alligevel lykkedes det Sonny at flygte fra det topsikrede
fængsel og indlede sin blodige vendetta.
Da det første lig lander på bordet, kommer den garvede
bessefar efterforsker Simon Kefas på sagen. Han er betjent af den gamle skole,
det vil sige arbejdet kommer altid i første række, erfaringen tæller, og de
fine, karrierebevidstes forløjet managementtale giver han rent ud sagt ikke fem
potter pis for.
Da drabene efterhånden trækker et blodigt spor gennem Oslo,
er Kefas snart klar over, hvad der kan ligge bag. Vi skifter nu mellem at følge
Sonnys farlige færd i underverdenen og så Kefas forsøg på at opklare mordene og
deres sammenhæng.
Stabil og effektiv men
også noget ensformig
Der er meget action og megen vold i bogen, men personlig
synes jeg, at noget af uhyggen og alvoren forsvinder, når der går for meget
inflation i mordene, og de derved mister betydning.
Hovedpersonerne Sonny Lofthus og Simon Kefas ejer ikke Harry
Holes karisma, humor, indre spænding eller udviklede psykologi, og de bliver derfor
noget flade og ligegyldige.
Sonny er mildt irriterende med sin tålmodige og overforstående
facon, og trods hændelsernes voldsomme acceleration forbliver han på det nærmest
uberørt og i harmoni, og dér mangler det indre drama altså.
I det hele taget deles verden op i en næsten entydig god-ond-akse
uden de store nuancer. De onde er selvfølgelig alle dem med magt og fine manere,
mens de forhutlede narkomaner og selvopofrende kvindelige socialarbejder på
herbergene ikke er forhærdede kynikere, men næstekærlige, der har gennemskuet de riges skinverden.
Det er en på mange måder effektiv og tempofyldt krimi, men
det føles ved endt læsning alligevel som en lidt for velkendt og forudsigelig opskrift.
Sønnen af Jo Nesbø
442 sider
oversat af Allan Hilton Andersen
Modtryk
Skriv en kommentar