Anmeldelse: Hård er mit lands lov af Tore Kvæven

Historiske romaner. Den norske forfatter Tore Kvæven debuterer med en helt igennem fremragende vikingeroman om et eventyrligt togt til det mørkeste Afrika i jagten på enorme guldskatte.

Det bliver en spændingsfyldt, mørk, blodig og apokalyptisk rejse til verdens ende.

”Så roede de videre. Forbi lavvandet laguner, som strakte sig som tarme ud fra floden, mens krokodiller langsomt gled gennem sumpvegetationen. Deres takkede haler svirpede gennem det grønne skum, skoven tårnede sig op over vandet, og luften flimrede, som over en glødehøj. ”Mærkeligt land” sagde en af mændene fra Saksland.

For var det ikke det, det var? Et land så mægtigt, at de ikke kunne andet end at ryste på hovedet og tankefuldt glo ud på det og undres over, at det fandtes, og fantasere over, hvad det ellers skjulte. ”

Episk sus i vikingesejlet

Det er næsten ikke til at forstå, at romanen er forfatterens debut. Den er skrevet med stor sikkerhed, sproglig spændstighed og en imponerende viden om ikke bare vikingernes verden, de gamle guder og sagaerne, men afslører også et indgående kendskab til araberne, romerne og de afrikanske stammer.

Bogen har et stort persongalleri som Kvæven overbevisende styrer, og plottet er besnærende. Det er lidt som at læse de gamle islandske sagaer og sagn om Thor, Balder og Fenrisulven og så tilsætte Cormac McCarthys Blodets Meridian og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

   

De nådesløse

Bogen tager sin begyndelse i Rom i 1010, hvor det mægtige vikingeskib, Havjærven ligger for havn med sin frygtindgydende besætning af hærdede kæmper fra det kolde nord. Men vreden ulmer hos mændene, der er utilfredse med det pauvre udbytte af toget, som foreløbigt kun har budt på lidt tilfældig hærgen og umandig handel.

Så en dag dukker den lyse Ulfr med de skræmmende, isfarvede øjne op om bord på skibet og foreslår på udfordrende vis besætningen, at de skal følge ham og sejle mod en ny og ukendt verden, hvor ingen hvid mand har været før: Blåland (det sorte Afrika). Ulfr har nemlig fået fat i et ældgammelt fønikisk kort, der viser vej til guld i rigt mål.

Med rå vold og ren dødsforagt lykkedes det Ulfr at overbevise den guldtørstige besætning om at stævne ud mod det ukendte. Turen går først til Serkland (det arabiske Spanien) inden kursen bliver sat mod Blåland, hvor sære dyr og en brændende sol kræver deres, mens blåmænd i stort antal gøre sig rede til at drage i krig mod de bistre, rødskæggede kæmper.

Sproglig spændstighed og fremmedartet atmosfære

Men spørgsmålet melder sig efterhånden om Ulfrs formål med toget måske er et helt andet end blot at få fyldt lommerne med afrikansk guld, og hvad mon ligger bag den skræmmende kendsgerning, at vikingerne på uforklarlig vis hver måned mister en mand i deres midte?  Hvem er det egentlig, der fletter skæbnetrådene i det afsvedne, ugæstfri landskab?

Plottet vil måske for nogle lyde vel kulørt, men det er det faktisk ikke. Det er derimod fremstillet med fornem troværdighed, atmosfære og en meget intens livagtighed, som for eksempel da en af de opsætsige nordboer udfordrer Ulfrs autoritet og derfor som straf med knust strubehoved må krydse den grumsede flod om natten, for at bevise sin loyalitet, mens grønne drager med gule øjne glider lydløst gennem vandet tæt omkring ham.

Man mærker at vikingernes verdensbillede er truede af Hvide Krists indtog i mange af deres hjemlande, men disse kampvante mænd holder stædigt fast i deres gamle guder og den gamle verdens moral og æreskodeks, om så horisonten er blodrød og fyld med varsler om bål og brand og et kommende ragnarok.   

Det er saftsusme en god historisk roman, Tore Kvæven har skrevet. Efter sigende har han arbejdet på bogen i ti år,og heldigvis for ham og for læseren har alle anstrengelserne båret frugt.  Jeg håber så inderligt, at Kvæven vil skrive flere bøger af samme kaliber som denne. De varmeste anbefalinger.

PS: En lille ting, der ærgrer mig, er den danske forside. Den er sammenlignet med den norske og med historiens fængslende drama for afdæmpet og anonym. Sammenlign selv. 

Den norske originaludgave af Hård er mit lands lov

Frost af Roy Jacobsen

Stort vikingeepos fra brydningstiden mellem den gamle tro og kristendommens indtrængen.

’Men nu er det overstået’, sagde Gæst og begyndte at ro, men standsede igen og betragtede dråberne, der faldt fra årebladene som blød tjære mod den sorte overflade. ’I morgen vil du hele tiden tænke på den her fisketur og stadig være bekymret for, at jeg skal svigte Ingebjørg, for hun er mere for dig end en datter.

Og det er, som det skal være. Men du vil også gruble over, om jeg har ydmyget dig. For en større mand er du ikke, end at du lader dine tidligere heletegerninger blive ødelagt af de laveste tanker.

Desuden kan du godt lide mig. Du er gammel.’

Torodd så på ham og svarede ikke.

’Du er en farlig mand’, sagde han langsomt. ’Du ligner mine mest dystre tanker.’  

En dødsensfarlig knort

Vi befinder os i slutningen af 900 tallet i sagaernes Island, hvor bogens mørke hovedperson, den lille knalding Torgæst Torhalleson, kommer til verden hos de frie, men ikke særligt velhavende bønder Torhalle og Tordis.

 Torgæst er lille af vækst, en sær, mut dreng, der til alles forbavselse viser sig at besidde en egensindig kløgt, en fabelagtig hukommelse, en håndværksmæssig, nærmest kunstnerisk kunnen, snarrådighed, uberegnelighed, og ikke mindst en iskold, morderisk handlekraft.

Det sidste kommer første gang til udtryk, da hans bliver far myrdet af den mægtigste høvding på Island, den modbydelige Viga-Styr, og Gæst med sine kun tretten år hævner drabet ved at plante en økse solidt i hovedet på den blodrøde tyran.    

På flugt

Som fredløs må Gæst flygte til Norge, men blodhævnen følger med ham overalt hvor end han flygter og intet sted kan han vide sig sikker, og drab følger på drab. Torgæst bliver en gæst i livet, end flygtning på evig flugt fra sine fjender og fra sit eget skræmmende selv, og intet sted kan han finde ro.

Men hans evner som skjald, som skriftkyndig og hans klare intellekt skaffer ham kontakter bland Norges mægtigste stormænd og fra Norge drager han sammen med danskerkongen Knud den Store til England.

 Gæst’ indre, der er i konstant splid med sig selv, får yderligere næring af tidens splittelse mellem den gamle tros voldsomt driftsstyrede idealer om hævn, kamp, erobringer og kristendommens krav om næstekærlighed og tilgivelse.

Handlingsmættet og psykologisk analyse

Det er på en gang en spændende, storladen, handlingsorienteret roman, og psykologisk, analyserende roman, hvor vægten omtrent halvvejs skifter fra det berettende til det granskende.

 Det en enorm bedrift at Roy Jakobsen, der er en af de store norske forfattere, så overbevisende og levende får vakt denne brydningstid til live og giver et, synes man, realistisk portræt af tiden og særligt, at han er i stand til at skildre datidens menneske uden at gøre brug af en anakronistisk, nutids-psykologisk fremstilling.

Hele vejen igennem romanen er der en konstant stemning af noget rugende, uvist og utrygt, hvor man som læser, får antydninger, men ikke forklaringer på, hvad denne bemærkning mon betyder, hvad dette hvasse blik er udtryk for og så videre.

Også syner, drømme og gåder indgår uden filter i fremstillingen. Romanen handler dybest set om skyld, soning, om at høre til og om at fare vild i sig selv igen og igen.

Personlig kan jeg bedst lide den første del af romanen, mens den anden del sine steder tenderer gentagelse af de tematiske pointer. Men det ændrer ikke ved, at Frost var en stor oplevelse at læse, og en mindst ligeså stor fortællemæssig bedrift er det, at Roy Jacobsen så effektivt banker liv i hengemt, men fascinerende sagastof.