Anmeldelse: Jomfruen fra Norge af Tore Skeie

Tore Skeies medrivende dokumentariske historiefortælling fra middelalderens Skandinavien læses som var det en roman. 

Med den hensynsløse beslutsomhed og fanatiske sejrsvilje, der kendetegner en mand, der har alt at tabe, trak han sig langsomt tilbage ind i landet foran den fremrykkende hær, mens hans mænd hastigt red rundt i små grupper og gjorde, hvad Erik havde beordret.

De brændte alt ned til grunden.  

Det lykkedes på fortrinlig vis den norske historiker Tore Skeie at give et på en gang skræmmende og samtidig dybt fascinerende billede af 1300 tallets Norden med fokus på de evigt skiftende alliancer og blodige slag mellem den norske, den svenske og den danske konge.

Elendighedens århundrede

1300 tallet er med rette blevet kaldt elendighedens århundrede for dets hungersnød, klimaændringer, pestudbrud og den dybe religiøse krise, som opstår med Pavens ydmygende fangeskab i Avignon. Dertil kommer uro og krige uden ende som hundredårskrigen mellem England og Frankrig.

Men også i Norden hersker ufred: den dominerende stormagt Danmark er en kolos på lerfødder; kongemord følger kongemord og stridende fraktioner kæmper indædt om tronen. I Norge sidder kong Håkon den 5. og er slemt tilfreds med udviklingen.

Norge og Danmark, der tidligere var allierede, er blevet fjender efter at kong Magnus af Norge med magt tiltvang sig den danske kongedatter, den nuværende mor til kong Håkon. Denne Håkon ønsker nu at udnytte borgerkrigen i Danmark til egen vinding, så han kan vinde moderens dansk arvegods og jord tilbage.

Men for at kunne true den mægtige danske konge, Erik Menved, må Håkon finde en stærk allieret. Han finder ham i Sverige i skikkelse af den svenske hertug Erik Magnusson, der ingenlunde er tilfreds med at spille andenviolin for sin storebror, Kong Birger af Sverige.

De svenske stormænd, der hidtil koncentreret deres ekspansion mod øst, er blevet godt og grundigt slået og fortrængt af den gryende stormagt af russere. Derfor retter de svenske stormænd nu deres begærlige øjne mod bytte i vest.

Voldskultur, brudte løfter og den mest skræmmende mand i Norden

Nu begynder en særdeles dramatiske periode i nordisk historie, hvor blodige slag og skiftende alliancer hele tiden rykker rundt på styrkeforholdet mellem de tre kongeriger. For sent går det op for den sejrsikre norske konge, at hertug Erik, der forstår at iscenesætte sig selv som den perfekte ridder, er en mand af en særlig støbning med himmelstræbende ambitioner og sin helt egen dagsorden.

Hertug Erik af Sverig beskrives af forfatteren: ”som den mest skræmmende af de dominerende skikkelser i Norden i 1300 tallet”, og det siger ikke så lidt, når man tager samtidens nordiske herskere med i betragtning! 

Hertug Erik var skånselsløs, fræk og havde enorm politisk tæft. Om og om igen bryder han de aftaler, han har underskrevet, og det lykkedes ham helt naturstridigt at slipper godt fra det.

Ridderkulturen, som han inkarnerede for mange i samtiden var præget af høviske idealer tilpasset unge overklassemænds livsglade tilbøjeligheder:  den var dannet, forfængelig og voldelig in extremis. Som Tore Skeie pointerer, så var der ingen, der udgjorde så stor en trussel mod samfundsordenen som netop ridderen.

Alliancer og den territorial kontrol kom i stand via fyrstelige ægteskaber, hvor kongedøtrene afsættes i den retning de politiske vinde nu måtte blæse. 

Gennem beretningen om kongernes kamp får vi også et indblik i middelaldersamfundet med de fastlåste feudale skel, der sammen med den manglende mulighed for at fastslå folks identitet kunne friste enkelte lykkeriddere til ligefrem at udgive sig for at være kongelige, som bogen også giver et rystende eksempel på. 

Engageret middelalderfortælling

Middelaldersamfundet var et på mange måder nådesløst samfund, hvor almindelige menneskers liv ikke regnedes for noget, hvor uvished herskede og plyndrende lejesoldater pludseligt kunne dukke op af det blå, slagte alt omkring sig og forvandle gård og afgrøder til bunker af kold aske.

Tore Skeies fremstilling er engageret og fermt bygget op, således at de tavse historiske kilder bliver forvandlet til en historisk cliffhanger om Nordens fremtid set fra begyndelsen af 1300 tallet.

Tore Skeie kan med sit levende sprog og litterære greb minde om vores Tom Buk Swienty eller om den ligeså velskrivne norsk historieformidler Karsten Alnæs.   

Jomfruen af Norge af Tore Skeie.

På danske ved Morten Visby.

317 sider. Gads Forlag

Frost af Roy Jacobsen

Stort vikingeepos fra brydningstiden mellem den gamle tro og kristendommens indtrængen.

’Men nu er det overstået’, sagde Gæst og begyndte at ro, men standsede igen og betragtede dråberne, der faldt fra årebladene som blød tjære mod den sorte overflade. ’I morgen vil du hele tiden tænke på den her fisketur og stadig være bekymret for, at jeg skal svigte Ingebjørg, for hun er mere for dig end en datter.

Og det er, som det skal være. Men du vil også gruble over, om jeg har ydmyget dig. For en større mand er du ikke, end at du lader dine tidligere heletegerninger blive ødelagt af de laveste tanker.

Desuden kan du godt lide mig. Du er gammel.’

Torodd så på ham og svarede ikke.

’Du er en farlig mand’, sagde han langsomt. ’Du ligner mine mest dystre tanker.’  

En dødsensfarlig knort

Vi befinder os i slutningen af 900 tallet i sagaernes Island, hvor bogens mørke hovedperson, den lille knalding Torgæst Torhalleson, kommer til verden hos de frie, men ikke særligt velhavende bønder Torhalle og Tordis.

 Torgæst er lille af vækst, en sær, mut dreng, der til alles forbavselse viser sig at besidde en egensindig kløgt, en fabelagtig hukommelse, en håndværksmæssig, nærmest kunstnerisk kunnen, snarrådighed, uberegnelighed, og ikke mindst en iskold, morderisk handlekraft.

Det sidste kommer første gang til udtryk, da hans bliver far myrdet af den mægtigste høvding på Island, den modbydelige Viga-Styr, og Gæst med sine kun tretten år hævner drabet ved at plante en økse solidt i hovedet på den blodrøde tyran.    

På flugt

Som fredløs må Gæst flygte til Norge, men blodhævnen følger med ham overalt hvor end han flygter og intet sted kan han vide sig sikker, og drab følger på drab. Torgæst bliver en gæst i livet, end flygtning på evig flugt fra sine fjender og fra sit eget skræmmende selv, og intet sted kan han finde ro.

Men hans evner som skjald, som skriftkyndig og hans klare intellekt skaffer ham kontakter bland Norges mægtigste stormænd og fra Norge drager han sammen med danskerkongen Knud den Store til England.

 Gæst’ indre, der er i konstant splid med sig selv, får yderligere næring af tidens splittelse mellem den gamle tros voldsomt driftsstyrede idealer om hævn, kamp, erobringer og kristendommens krav om næstekærlighed og tilgivelse.

Handlingsmættet og psykologisk analyse

Det er på en gang en spændende, storladen, handlingsorienteret roman, og psykologisk, analyserende roman, hvor vægten omtrent halvvejs skifter fra det berettende til det granskende.

 Det en enorm bedrift at Roy Jakobsen, der er en af de store norske forfattere, så overbevisende og levende får vakt denne brydningstid til live og giver et, synes man, realistisk portræt af tiden og særligt, at han er i stand til at skildre datidens menneske uden at gøre brug af en anakronistisk, nutids-psykologisk fremstilling.

Hele vejen igennem romanen er der en konstant stemning af noget rugende, uvist og utrygt, hvor man som læser, får antydninger, men ikke forklaringer på, hvad denne bemærkning mon betyder, hvad dette hvasse blik er udtryk for og så videre.

Også syner, drømme og gåder indgår uden filter i fremstillingen. Romanen handler dybest set om skyld, soning, om at høre til og om at fare vild i sig selv igen og igen.

Personlig kan jeg bedst lide den første del af romanen, mens den anden del sine steder tenderer gentagelse af de tematiske pointer. Men det ændrer ikke ved, at Frost var en stor oplevelse at læse, og en mindst ligeså stor fortællemæssig bedrift er det, at Roy Jacobsen så effektivt banker liv i hengemt, men fascinerende sagastof.