Bogspot: Liv og skæbne af Vasilij Grossman

I sit noget oversete storværk udfolder Vasilij Grossman med forbillede i Tolstoj en skræmmende,
rystet og foranderlig verden i tiden op til, under og efter slaget ved Stalingrad. Bogen handler i sin essens om forholdet mellem totalitær ideologi og det enkelte menneske - om det skrøbelige menneskelegeme, der bliver klemt af den kolossale stat. En eminent indføring i totalitarismens rædsler.

En total verden i totalitarismens tid

Den russisk-jødiske forfatter, kemiingeniør og krigskorrespondent, Vasilij Grossman, hvis værk nu er blevet genudgivet i Rosinantes Klassiker-serie, lader i sin bogs henved 1000 sider et utal af stemmer komme til orde, som de store russere jo ofte har for vane.

Høj og lav, civile og menige soldaters stemmer på russisk såvel som tysk side blander sig mellem højtdekorerede generaler, politiske kommissærer, kz-fanger, jøder, Generalfeltmarskal Von Paulus, Eichmann, Stalin og Hitler med mange flere.

Ambitionen er at skabe et totalværk, der indfanger en helt verden af hver især unikke individer i en tid, hvor afhumaniserede masseideologier ellers går deres blodige sejrsmarch.

Frihed og fortabelse

 I centrum af fortællingen befinder sig den intellektuelle-jødisk-russiske Strum-familie, som vi følger gennem flere generationer, og om hvilken der et sted så rigtigt står: Alle utilpassede, altid plaget af sorger, hemmelig smerte, tvivl, håbende på lykken.

Viktor Strum er en berømt fysiker, men en egentlig ikke specielt tiltalende personlighed. Han har dog det forsonende træk, som skal bliver hans møllesten om halsen, at han ikke kan vare sin mund eller tænke strategisk i forhold til de skiftende ideologiske vinde og dermed forbundne magtforhold. Modsat de fleste af de andre mere følgagtige opportunister på arbejdsplads.

Det er farligt i et paranoidt-stalinistisk-stikkersamfund, hvor revolutionen allerede har slugt sine egne partitro børn i surreelle skueprocesser, og hvor krigen mod den tyske værnemagt kræver entydig loyalitet over for en stalin-dikteret russiske nationalisme, der ikke adskiller sig voldsomt fra den tyske i sin hævngerrighed, lynjustits og bestialitet.

Frihedslommer 

Under den tyske invasion åbner sig lommer af frihed fra det kvælende stalinistiske åg, men den ’løsslupne’ stemning, den frihed, som nogle tager sig ved at blotte deres utilfredshed eller blot ved at tillade sig at være selvstændige, skal der siden betales dyrt for, når Stalins farisærer gør regnskabet op.

Stalingrad bliver i bogen både noget helt konkret og samtidig symbolet på noget nyt: det er vendepunktet i krigen, genoplivelsen af den første revolutionære ånd, billede på den brutale overlevelseskamp, den russisk patriotismes arnested og det ildevarslende tegn på en fremtidig aggressiv-imperialistisk-kommunistisk verdensorden.

 (1905 - 1964). Den engelske militærhistoriker 
Antony Beevor har samlet Grosmanns krigs-dagbøger i bogen: 
Grossman-dagbøgerne 1941-45, I front mod tyskernes terror i Rusland.

Ideologierne dehumaniserer mennesket 

Det er Grossmans pointe, at ideologierne og revolutionerne udført i deres navn fejrer alle moralske skrupler til side og derved dehumaniserer og automatiserer udrensninger, forhør, tuns-tunge løgne og ydmygende hykleri.

Dog bevares der i flere af personerne en rest af endnu ufordærvet menneskelighed og integritet, som ikke lader sig tie af den efter behov veltilrettelagte korruption: smiger, trusler, spil på angsten for fortabelse eller ønsket om flugt fra samvittighedens stemme i den totale underkastelse.

Grossman er eminent til at skildre disse personernes hjerteskærende, indre kamp for at bevare de i marxismen afskrevne borgerlige dyder som integritet, hæderlighed og derved frihed i en ufrit samfund, hvor den totale stat ikke skyer nogle midler for at nå sine mål.

Det er forbandet svært om ikke ligefrem umuligt - og når der må strækkes våben bevares asken i munden som en evig påmindelse om ydmygelsen og nederlaget.

Nødvendigt vidnesbyrd 

Grossman er som Søren Villemoes bemærker i det udmærkede forord ikke nogen stor stilist. Fortælleren afbryder gerne sine personer midt i en handling for at give den helt rette fremstilling af en sag, en filosofisk pointe eller fronternes bevægelser. Ligeså er der noget til tider teatralsk over Strum-familiens affekterede skænderi.

Men det til trods løber der gennem hele historien en blotlagt nerve, en modenhed og en livsvigtig nødvendighed, der smyger sig uden om romantiseringer og lette entydigheder – godheden er ikke fuldstændigt udraderet af ideologien, men viser sig i pludselige og ofte uventede former.

Det kan lyde som et banalt imperativt, at det enkelte menneskes værdi og frihed skal stå over staters-og politiske ideologiers interesse, men det bliver det ikke, når det bliver udfoldet med så stor en dybde og kompleksitet, som Grossman er i stand til at gøre det.

Liv og skæbne (Rosinantes Klassikerserie) af Vasilij Grossman
979 sider, oversat fra russisk af Ole Husted Jensen 

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)

Anmeldelse: For Fædrelandet af Jenni Linturi

Skematisk og lidet overraskende roman om de finske mænd, der meldte sig til frivillig tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig i kampen mod arvefjenden Rusland, og følgerne det fik.

Finske Antii er blevet gammel, forvirret og dement. Han er ikke i stand til at skelne fortid fra nutid og ser i personerne, der omgiver ham, fortidens spøgelser.

Længere og længere glider han tilbage i fortiden og ind i minderne om de skelsættende begivenheder, som mærkede ham og en hel generation af unge finske mænd under Anden Verdenskrig.

Det nationale traume

Et åbent sår, forstår man, for i den brændende iver efter ’Storfinland’ og ønsket om en udsøgt hævn over ærkefjenden Rusland, der i Vinterkrigen i 1939 brutalt var faldet ind over landets grænser, meldte mange idealistiske finske mænd sig som frivillige i Waffen SS i det tyske felttog mod Stalins Sovjetunionen. 

Antii var en af dem, der gennem en ingeniørvirksomhed, som fungerede som skalkeskjul, mødte op for at melde sig som frivillig i Hitlers SS-styrker.

Historien skifter mellem nutid, hvor Antii bliver gradvist svagere, taler med indbildte personer fra fortiden, og tror at krigen skal udkæmpes på ny, mens hans indbildske fætter, Karlo, mener at han og hans generation bør være altings centrum, fordi de kæmpede i krigen; og så tiden under krigen og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hverdagen melder sig på ny og de hjemvendte soldater skal resocialiseres og må slås med skyldfølelse over, hvad de var vidne til og foretog sig på Østfronten, eller også kæmper de med et samfund, der ikke i deres øjne, i tilstrækkelig grad, anerkender og påskønner de heroiske ofre i Fædrelandets tjeneste.

Forskønnet grusomhed

I centrum af fortællingen står Antiis forræderi, løgn og forhærdelse i takt med at grusomhederne bliver daglig kost. Antii går fra at være en noget tør, korrekt og idealistisk ung mand med en sund protestantisk arbejdsmoral til en svigfuld, amoralsk dræber med blikket skarpt indstillet på egen overlevelse, fyldt til randen med lede og afsky for de dehumaniserede russiske krigsfanger og de underlegne racer generelt.

Særligt en hændelse har dog sat sig i kroppen på Antii som et betændt traume, han først udfries fra til allersidst.  

Samhørigheden med officerskorpset af tyske herrefolk er dog til at overse: forholdet er præget af gensidig mistillid, og hvor tyskerne ser ned på finnerne som uregerlige hvide barbarer, der foragter de finske frivillige den arrogante tyske herrefolksmentalitet.  

For meget pegepind og kalkuleret tungsind

Bogen fungerer bedst  i de glimtvis rigtig fine sansninger, de pludselige knivskarpe erindringsstumper, og i de små kilder til morskab, der ind imellem opstår, når omgivelserne og den demente Antiis opfattelse clasher.

Men overordnet er historien alt for firkantet og skematisk forudsigeligt fortalt. Personerne er tegnet lidt for groft og entydigt op, og fortællingen får i mine øjne mere karakter af et postulat end det uafrystelige drama, der vel var hensigten.

Fortælleren virker overivrig og nervøs for,om læseren nu har opfattet det fortalte korrekt. Derfor bliver resultatet for meget didaktisk pegepind især, når fortælleren finder det nødvendigt at fremhæve, sætninger der altså er ladet med så megen betydning!

Det virker på mig noget tvunget og trættende, når læseren får serveret de ret så velkendte pointer om, at i mødet med det grufulde forstummer ordene, at livet passerer revy, lige før man drager det sidste suk (gør det det?) med videre. Særligt fordi det virker som lidt kalkulerede pointer formuleret forholdsvis uoriginalt.

Jenni Linturi kan helt sikkert skrive, men hun virker her for bundet af stoffet og den skematiske udvikling i en højere hensigts tjeneste.

Hvorfor forlaget oplyser, at forfatteren er tredje generations feminist, og hvad det så er for noget, skal være usagt.  

For fædrelandet, 210 sider

Oversat af Birgita Bonde Hansen

     

Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten

Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.

Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland

For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret

Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.

’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       

Anmeldelse: A man without breath, En mand uden åndedræt nr. 9 i Berlin noir-serien

A man without breath  er, som det er standard i Kerrs romaner, historisk velresearchet, og den har egentligt et intrigant, overraskende plot, da det første kommer til fuld udfoldelse.

Men Gunthers livstrætte pessimisme, der i længden virker noget vel postuleret  i al sin monotome gentagelse, fylder for meget i første halvdel af den 517 sider lange roman.

Vinteren 1943
Vi befinder os i efterdønningerne af det tyske nederlag ved Stalingrad. Krigslykken er ved at vende for de tyske tropper, og den iskolde vind, der strømmer ned fra østfronten er fyldt med ressentiment og komplotfeber.

Det bliver stadigt sværere at få massemyrderierne på jøder og slavere til at stemme overens med hærens og den preussiske adels ’noble’ æresbegreber. Mahatma propagandhi, som Gunther kalder propagandaminister Joseph Goebbels øjner mulighed for at det brutale omdømme og de grusomme, men sande rygter som er fulgt med tyskernes fremfærd, for en stund vil blive glemt af det internationale samfund, da der går vedvarende rygter om, at de russiske sikkerhedstyrker, NKVD, har begået massakre på polske officerer i Katyn-skoven nær Smolensk.

Det er lykkedes en ulv at grave menneskerester op af den dybfrosne jord. Nazisterne ser det som en perfekt mulighed for at vise de allierede, at russerne, som de har slået pjalterne sammen med, på ingen måde står tilbage i forhold til tyskerne, hvad metoder og grusomhed angår.

Der findes forbrydelser, og så findes der forbryder
Bernhard Gunther arbejder for tiden  i Det Tyske Bureau for Krigsforbrydelser(sic!) under Wehrmacht, en organisation, hvor advokater kan vaske deres hænder og holde ryggen nogenlunde rank, mens de forsøger at foregive, at det er en almindelig krig, der er i færd med at bliver udkæmpet, hvor de almindelige militære normer og regler endnu gælder.

Det resulterer i hykleriske sager, hvor en Wehrmacht soldat kan blive hængt for røveri og voldtægt i én landsby, mens SS ustraffet sumarisk kan henrette i tusindevis af jøder i nabolandsbyen. En udviklet form for juridisk skizofreni.

Joseph Goebbels får nu det geniale indfald, at den tidligere politiefterforsker Bernhard Gunther skal tage til Katyn-skoven for at sikre sig uigendrivelige beviser for, at der vitterligt er tale om døde polske officerer dræbt af russere, og at det endelig ikke er en jødisk massegrav med tyskerne som de ansvarlige(!).

Man siger ikke nej til Joseph platfod, så Gunther må straks af sted inden en eventuel russisk offensiv på ny kan erobre katyn-skoven og slette alle spor. Men det er en yderst speget affære herude øst på i bloodlands, hvor et menneskeliv ikke regnes for mere end en streg i den store statistik. Så Gunther må manøvrerer mellem Gestapo, komplotmagere, russiske partisaner og desperate soldater med moralen i bund uden meget tilbage at miste, og snart følger et brutale overfald og mord på to tyske soldater.

Ønskes: færre kommentarer og mere fremstilling
Hvis Kerr havde skåret sådan ca. 200-250 sider af romanen, kunne han have stået tilbage med en stram, velkomponeret gang krimigru fra historiens mørkekammer. Så kunne Kerr for min skyldogså gerne have undeladt Gunthers mere livstrætte end opfindsomme fordømmelser af nazismen og al dens væsen, og således gerne haft mere vægt på de indviklede magtkampe og de gode portrætter af almindelige soldater udspændt mellem pligt, ære og væmmelse i det moralske ingenmandsland.

Det hjælper dog noget, da Gunther med ét bliver flået ned af den høje moralske ganger og må handle i stedet for blot at ryste på hovedet i kontemplativ foragt, men da er det lidt for sent til for alvor at rette op på en samlet set halvsløj præstation, der gør dette bind til et af de svageste i den ellers på mange måder fortrinlige serie. En mand uden åndedræt, som bliver den danske titel, udkommer på Forlaget Modtryk den 13. september