Bogspot: Liv og skæbne af Vasilij Grossman

I sit noget oversete storværk udfolder Vasilij Grossman med forbillede i Tolstoj en skræmmende,
rystet og foranderlig verden i tiden op til, under og efter slaget ved Stalingrad. Bogen handler i sin essens om forholdet mellem totalitær ideologi og det enkelte menneske - om det skrøbelige menneskelegeme, der bliver klemt af den kolossale stat. En eminent indføring i totalitarismens rædsler.

En total verden i totalitarismens tid

Den russisk-jødiske forfatter, kemiingeniør og krigskorrespondent, Vasilij Grossman, hvis værk nu er blevet genudgivet i Rosinantes Klassiker-serie, lader i sin bogs henved 1000 sider et utal af stemmer komme til orde, som de store russere jo ofte har for vane.

Høj og lav, civile og menige soldaters stemmer på russisk såvel som tysk side blander sig mellem højtdekorerede generaler, politiske kommissærer, kz-fanger, jøder, Generalfeltmarskal Von Paulus, Eichmann, Stalin og Hitler med mange flere.

Ambitionen er at skabe et totalværk, der indfanger en helt verden af hver især unikke individer i en tid, hvor afhumaniserede masseideologier ellers går deres blodige sejrsmarch.

Frihed og fortabelse

 I centrum af fortællingen befinder sig den intellektuelle-jødisk-russiske Strum-familie, som vi følger gennem flere generationer, og om hvilken der et sted så rigtigt står: Alle utilpassede, altid plaget af sorger, hemmelig smerte, tvivl, håbende på lykken.

Viktor Strum er en berømt fysiker, men en egentlig ikke specielt tiltalende personlighed. Han har dog det forsonende træk, som skal bliver hans møllesten om halsen, at han ikke kan vare sin mund eller tænke strategisk i forhold til de skiftende ideologiske vinde og dermed forbundne magtforhold. Modsat de fleste af de andre mere følgagtige opportunister på arbejdsplads.

Det er farligt i et paranoidt-stalinistisk-stikkersamfund, hvor revolutionen allerede har slugt sine egne partitro børn i surreelle skueprocesser, og hvor krigen mod den tyske værnemagt kræver entydig loyalitet over for en stalin-dikteret russiske nationalisme, der ikke adskiller sig voldsomt fra den tyske i sin hævngerrighed, lynjustits og bestialitet.

Frihedslommer 

Under den tyske invasion åbner sig lommer af frihed fra det kvælende stalinistiske åg, men den ’løsslupne’ stemning, den frihed, som nogle tager sig ved at blotte deres utilfredshed eller blot ved at tillade sig at være selvstændige, skal der siden betales dyrt for, når Stalins farisærer gør regnskabet op.

Stalingrad bliver i bogen både noget helt konkret og samtidig symbolet på noget nyt: det er vendepunktet i krigen, genoplivelsen af den første revolutionære ånd, billede på den brutale overlevelseskamp, den russisk patriotismes arnested og det ildevarslende tegn på en fremtidig aggressiv-imperialistisk-kommunistisk verdensorden.

 (1905 - 1964). Den engelske militærhistoriker 
Antony Beevor har samlet Grosmanns krigs-dagbøger i bogen: 
Grossman-dagbøgerne 1941-45, I front mod tyskernes terror i Rusland.

Ideologierne dehumaniserer mennesket 

Det er Grossmans pointe, at ideologierne og revolutionerne udført i deres navn fejrer alle moralske skrupler til side og derved dehumaniserer og automatiserer udrensninger, forhør, tuns-tunge løgne og ydmygende hykleri.

Dog bevares der i flere af personerne en rest af endnu ufordærvet menneskelighed og integritet, som ikke lader sig tie af den efter behov veltilrettelagte korruption: smiger, trusler, spil på angsten for fortabelse eller ønsket om flugt fra samvittighedens stemme i den totale underkastelse.

Grossman er eminent til at skildre disse personernes hjerteskærende, indre kamp for at bevare de i marxismen afskrevne borgerlige dyder som integritet, hæderlighed og derved frihed i en ufrit samfund, hvor den totale stat ikke skyer nogle midler for at nå sine mål.

Det er forbandet svært om ikke ligefrem umuligt - og når der må strækkes våben bevares asken i munden som en evig påmindelse om ydmygelsen og nederlaget.

Nødvendigt vidnesbyrd 

Grossman er som Søren Villemoes bemærker i det udmærkede forord ikke nogen stor stilist. Fortælleren afbryder gerne sine personer midt i en handling for at give den helt rette fremstilling af en sag, en filosofisk pointe eller fronternes bevægelser. Ligeså er der noget til tider teatralsk over Strum-familiens affekterede skænderi.

Men det til trods løber der gennem hele historien en blotlagt nerve, en modenhed og en livsvigtig nødvendighed, der smyger sig uden om romantiseringer og lette entydigheder – godheden er ikke fuldstændigt udraderet af ideologien, men viser sig i pludselige og ofte uventede former.

Det kan lyde som et banalt imperativt, at det enkelte menneskes værdi og frihed skal stå over staters-og politiske ideologiers interesse, men det bliver det ikke, når det bliver udfoldet med så stor en dybde og kompleksitet, som Grossman er i stand til at gøre det.

Liv og skæbne (Rosinantes Klassikerserie) af Vasilij Grossman
979 sider, oversat fra russisk af Ole Husted Jensen 

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)

Radetzkymarch af Joseph Roth

Pertentligt pudsede sætninger, krummelurer og stor detaljerigdom. Men slægtromanen om det Østrig-ungarske rige bliver i længden for altmodisch symboltung og traurig-melankolsk.

 Efterhånden som ironien ebber ud af fortællingen, tramper fortælleren med sortlakerede marchstøvler rundt i altings forgængelighed, og det gør sidste del af romanen til en noget sej kamp at komme igennem.

’ … drevet ud af den enfoldige tros paradis, troen på kejserens dyd, sandhed og ret, og lænket i tålmod og tavshed måtte han erkende, at snedighed sikrer verdens beståen, lovens kraft og majestætens glans’


Det gulnede billede af verden af i går
Radetzkymarch fortæller gennem tre generationer af den slovenske slægt Trotta, om det Østrig-Ungarnske kejserriges forfald frem mod 1. verdenskrig.

De provinsielle Trottaeres historie bliver uløseligt bundet til selve kejseren, da løjtnant Joseph Trotta redder kejseren fra en fjendtlig kugle. For denne dåd adles Joseph, han bliver udråbt til helt, og hermed ændres den videre slægts gang, da den nu har adgang til adelens privilegier.

 Men tragisk nok finder den gamle Joseph Trotta ikke megen glæde i sin ophøjede position, og da den tørre, fantasiløse Don Quijote-skikkelse finder ud af at skolebøgerne ikke genfortæller den skæbnesvanger begivenhed på sandfærdigvis, men derimod har smurt tykt på med opbyggelig patriotisme, sætter han sig, til trods for øvrighedens formaninger, for at få fjernet beskrivelsen fra historiebøgerne.

Desillusioneret på kejserrigets vegne bestemmer han sig også for at hans eneste søn skal blive embedsmand og altså ikke få en militær løbebane, og sådan bliver det.

Etikettens anatomi
Bogens egentlige hovedperson er dog tredje generation, Carl Joseph, der forsøger at leve op til den tunge arv, det er at være sønnesøn af ’Helten fra Solferino’ i den stolte kejserlige hær.

 Kejseren er nu en gammel olding og nye vinde blæser ind over dobbeltmonarkiet og bringer strejker, opstande, krav om demokrati og andre nye farlige ideer, der truer det med alderen tonedøve, stokkonservative og gennemført traditionsbundne rige.
Og den gamle kæmpe vakler på lerfødder frem mod skuddet i Sarajevo og 1. verdenskrigs blodige punktum.

 Roth skriver ypperligt og med inderligt vemod om den korset-stramme etikette, der regulerede alle livets forhold, hvor alt har sin plads. Og det nøje afmålte forhold mellem far og søn er et forhold mellem den alvidende patriark og hans ydmyge lærling, hvor følelse og ethvert tilløb til rørstrømskhed kapsles inde af et panser af victoriansk forstillelse.

 Det er her Roth er bedst (i første del af bogen) med fremstillingen af den latterligt stramme etikette, hvor et forket placeret adjektiv, en utidig håndbevægelse eller en ikke blankpudset manchet er lig med altings forfald og potentielt kan føre til – en uhyrlig næsten utænkelig tanke – at dobbeltmonarkiet styrter i grus.

Regntung march mod enden
Men længere fremme svinder ironien ind til gengæld for fuldtonet melankoli, død og tung, håndgribelig symbolik. Sproget er fortsat smukt, næsten for perfekt og glanspoleret efter mit temperament.

Jeg må indrømme, at samlet set er min oplevelse af romanen mere, at det er et interessant historisk/litteraturhistorisk dokument, der for den historisk interesseret giver et indblik i det hedengangne Østrig-Ungarnske rige, end det er en evig grøn og gyldig klassiker, sådan som Kristian Ditlev Jensen fremfører i forordet… men nu hører lange, kunstlede beskrivelser uden megen handling heller ikke til mine præferencer – jeg foretrækker Joseph Roths fine reportager fra 1920ernes Berlin ’Kong Salomons tempel i Berlin’, som jeg var langt mere grebet af.