Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig af Nils Arne Sørensen

Den store krig giver læseren en grundig, sober og bredspektret indføring i 1. Verdenskrig. I denne
nye og gennemrevideret udgave er også tilføjet et kapitel om Danmark under Den store krig.

I 100 året for udbruddet af Første Verdenskrig er der kommet et væld af værker om emnet. Nils Arne Sørensens store værk udkom første gang i 2005 og er nu blevet opdateret og nyudgivet i anledningen af jubilæumsåret. 

Hvor andre historiske værker om emnet ofte fokuserer på enten den militære-politiske eller den virkningshistoriske side af side af krigen, der er Den store krig både-og.

Ikke sådan at forstå at den bestræber sig på at være en udtømmende fremstilling, men derved at den på gennemarbejdet vis kommer omkring både krigens årsager, udvikling og betydning for det europæiske menneske – Arne Sørensen anskuer krigen som først og fremmest en krig mellem europæisk stormagter.

Ud over de obligatoriske afsnit om optakten til 1. Verdenskrig, krigens udvikling og fronter, er det spændende at læse om soldaternes hverdag og hjemmefronten, og så vil jeg i særlig grad fremhæve afsnittene, der omhandler kulturlivet og de litterære fremstillinger og bearbejdninger af 1. verdenskrig og så afsnittet om 1. Verdenskrigs virkningshistorie, betydning og kampen om erindringen om krigen. 

Bogen kombinere altså på fornem vis både historien set oppefra og historien set nedefra af såkaldt ’almindelige’ mennesker.

Wienerkongres og blankocheck

Det er for omfattende at give en fremstilling af bogens mange pointer i de veltilrettelagte tematiske nedslag, men overordnet finder Nils Arne Sørensen årsagerne til 1. verdenskrig i det Europa, der ved Wienerkongressen 1814-15 forsøgte at genskabe den gamle orden, der var blevet opløst med Napoleons hærgen. Det medførte, at der blev skabt magtbalancer og alliancer, der havde til formål at sikre, at ingen stormagt blev al for stærk.

Men i anden halvdel blev de stadigt mere nationalt-orienterede stormagter yderligere militariseret i takt med Tysklands samling og Frankrigs nederlag. Bismarcks samling af Tyskland ser Arne Sørensen som et skoleeksempel på hvorledes dygtige ærkekonservative politikere åbnede øjnene for den nationale tilgang, hvormed et autoritært og konservativt kejserige fik støtte og blev hyldet af selv liberale tyskere!

Tysklands blankocheck til Østrig-Ungarn om støtte i tilfælde af krig med Serbien og dennes allierede Rusland, fremhæver Arne Sørensen som et af de afgørende punkter for krigens udbrud. Krigen var ikke uundgåelig, men kunne næsten til det sidste have været undgået, men den generelle opfattelse også i store dele af befolkningen var at det ville blive en hurtig, rask lille krig, der kunne ryste op i det anspændte forhold mellem stormagterne.

Det ville blive et kort og ligefrem muntert eventyr, en ædel dyst mellem mænd, der var trætte af ro og kedelig borgerlig dvaskhed. Sådan var der dog nok få fra arbejderklassen, der så på det, men i borgerskabet og de højere samfundsklasser var det den udbredte holdning.

Endelig er Arne Sørensen af den opfattelse at 1. og 2. Verdenskrig skal betragtes som sammenhørende, som en ny europæisk trediveårskrig, og det synes da også svært at forstå 2. verdenskrig uden den forgiftede atmosfære af had, ressentiment og nationalisme som 1. verdenskrigs ødelæggelse af det gamle europakort bragte med sig oveni krigsskadeerstatninger, de forhærdede frontsoldater og de ekstreme ideologiers sejrsgang.

O, om jeg nu kunne være i hver kugle
der glad hvislende hilser et rødt menneskehjerte!
O, om jeg nu kunne ånde med hver sabelklinge,
der hurtigt som flammen kysser en hvid menneskehjerne!    
 

Den store Krig. Europæernes Første Verdenskrig af Nils Arne Sørensen

527 sider

Gads Forlag      

Anmeldelse: Min bedstefars himmel af Stefan Hertmans

Min Bedstefars himmel giver et fint portræt af en svunden tid, og en inderlig skildring af forfatterens

bedstefar, som flygtede fra fattigdom, skidenhed og krigens gru og fandt trøst i kunstens rene verden

Når noget slutter

Da bedstefaren døde i 1981, fandt barnebarnet, den belgiske forfatter Stefan Hertmans, to tætskrevne notesbøger, hvori bedstefaren, Urbain, havde nedfældet dels oplevelser fra sin fattige opvækst og ungdom i 1880ernes og 1890ernes Gent, dels oplevelser fra de grufulde hændelser under 1. verdenskrig, som blev hos ham resten af livet. 

Med baggrund i notesbøgerne har Stefan Hertmann, skrevet en meget poetisk, sansemættet roman, der ligeså meget handler om hans eget forhold til bedstefaren.

Romanen igennem løber en stille underen over, hvad gårdsdagens europæiske mennesker, var i stand til at udholde af ussel fattigdom, fornedrelse, sygdomme og død, og alligevel, som det var tilfældet med oldefarfaren og farfaren, bevare en form for åbenhed over for verden og en glubende appetit på og viden om kunst i alle afskygninger – særlig malerkunsten, som de begge praktiserede. 

Oldefarfaren var kirkemaler og farfaren vendte hjem fra krigen som krigsinvalid, og brugte resten af sit lange liv i sit atelier, hvor han kopierede de store malermestre.

Den store kunst

Måske er der også et vist vemod, uden ligefrem at være længsel, hos forfatteren efter en tid, hvor klassisk kunst, musik og litteratur virkelig spillede en rolle i almindelige menneskers liv, som et slags frirum, hvor de undertrykte følelser kunne vriste sig fri af den snerpede og stramtandede kønsmoral, slippe ud af virkelighedens ildelugtende kummerlighed, så de for en stund kunne opleve storhed og glemme deres egen ydmyge placering i et fastlåst patriarkalsk hierarki.    

   

Faderen var en fattig, astmatisk kirkemaler, mens den forgudede mor var en dannet dame fra de finere lag, der skabte skandale ved at gifte sig nedad med en simpel kirkemaler.

Bedstefaren, der som ganske lille havde været vant til at tigge kul ved jernbanen, så de derhjemme kunne få bare lidt varme i rønnen, kom som 13 årig i lære i en livsfarlig og ulideligt varm jernsmedje.

Ulykker og dødsfald er naturlige følger af de elendige forhold, under hvilke de bearbejde det tusinde grader varme jern – Orbain ser blandt andet smedens hønefulde søn falde ind i smedeovnen og dø, og han taber selv ved et uheld flydende jern på gulvet, som størkner rundt om hans træsko og truer med at knuse hans fødder.

Goodbye to all that

Den følsomme Orbain lever for kunsten, han er inderligt troende og han hader de gudløse røde af et ondt hjerte. Alligevel bliver han soldat og kommer i kamp i 1. Verdenskrig, da den overlegne tyske krigsmaskine ruller ind over Belgien.

Orbain er modig i kampen mod overmagten; han såres tre gange og modtager adskillige ordner, men den nyttesløse, tilfældige død, den generelle elendighed, tyskernes skruppelløse grufuldheder og det opflammende fjendskab mellem de rige valloner og de fattige flamlændere udraderer de fleste af de forestillinger, som han og de fleste af hans generation, er vokset op med.

1800 talltes lovsang til patriotisme, ære, selvopofrelse og et gudsgiven hierarki begraves i mudret sammen med de tusinde og atter tusinder døde unge mænd.

Med stor indsigt påviser Stefan Hertmans, hvordan Orbain resten af livet i kunsten bearbejdede de oplevelser, han ikke kunne eller ville tale om.

Sjælen følger med

Det er umiddelbart svært at se for det utrænede øje, for Orbain kopierede som sagt de store mestreværker, men Hertmans er detaljens mester, og han påviser, hvorledes bedstefaren alligevel ikke helt har kunnet fjerne sig selv fra kunstværket – ved de tilsyneladende nøjagtige kopier hænger rester af bedstefarens sjæl.

Det er en meget inderlig og velskrevet roman båret af et ønske om forståelse og en varm nænsomhed i beskrivelsen af bedstefaren.  

Der er mange, rigtig mange referencer til kunstens verden, og det kan godt føles lidt tungt, men det er alligevel nødvendigt at få med, fordi portrættet af bedstefaren er ufuldstændigt uden den himmelske verden af kunst, han drømte om, studerede, tænkte på, og til dels,genskabte sit liv i.

Dog er det ramt noget ved siden af, at sælge romanen, som en bog om 1. Verdenskrig. Man skal læse 143 sider før 1. verdenskrig kommer ind i billedet, og for nogle vil det nok være en skuffelse, at selve krigsdelen faktisk ikke fylder mange sider. Roman er først og fremmest et afdæmpet, men vidende portræt af en tid og af et særligt menneske. Dette er ikke en handlingsmættet roman om Den Store Krig.

Min bedstefars himmel, Stefan Hertmans
293 sider

Smukt oversat af Birthe Lundsgaard
People´s Press

Anmeldelse: Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

Fabelagtig farverig roman om efterdønningerne af 1. Verdenskrig. To knapt-overlevende fra skyttegravshelvede udtænker et sindrigt svindelnummer der, hvis det afsløres vil skandalisere nationen.

Samtidig er deres onde plageånd fra krigen, den fattige, men adelige løjtnant, Henri d’aulnay-Pradelle, i gang med sit eget skandaløse foretagende. Deres veje krydses nok engang i et Paris befolket af tiggere, misbrugere, gnavne generaler samt svindlere i alle størrelser.

Krigens skæbnefællesskab 

Et umage skæbnefællesskab opstår, da den lille småtskårne og kuede bankmand Albert reddes ud af dødens faste greb af boheme-kunstner-provokatøren Édouard fra den rige Péricourt-familie.

Særligt da Édouard i næste øjeblik får blæst det meste af ansigtet væk under et morternedslag i en af 1. verdenskrigs allersidste dage, og Albert derfor føler sig forpligtet til at passe og pleje den vansirede og morfinafhængige soldaterkammerat, der under ingen omstændigheder vil høre tale om hverken plastikkirurgi eller om at vende hjem til sin misbilligende rigmandsfar. 

Så Albert må hutle sig igennem for at overleve og skaffe morfin til den i grunden usympatiske Édouard.

Langsomt mister den choklignende tilstand dog sit greb i Édouard, da ideen om at udnytte sin kunstneriske kunnen i et gigantisk svindelnummer vokser til.

Dette kan samtidig ses som den perfekte provokation af et selvbehageligt borgerskab, der uden skrupler sendte sine sønner i krig og nu ønsker at hylde dem med opulente statuer, svulstig nationalpatriotisme og sentimentale mindesmærker – et faderopgør i mere end en forstand holder live i den ellers ødelagte Édouard.

Den galliske hane 

Den egentlige skyldige i de tos ulykke er imidlertid den skruppelløse Henri d’aulnay-Pradelle, en gallisk hane, hvis flotte fjer og brede bryst dækker over en kynisk charlatan, hvis eneste mål er at opnå den hæder, ære og rigdom, han mener sig berettiget qua sit fornemme familienavn. 

Pradelle forstår at finde og udnytte de rigtige forbindelse, således at han får den lukrative kontrakt, der består i at opgrave de faldne franske soldater på Vestfronten og på ny jordstede dem på kirkegårde, så de efterladte har et sted at gå hen med deres sorg.

Men i hænderne på en så lumpen og kynisk udspekuleret karakter som Pradelle, handler det hele om gravkold fortjeneste og naturligvis så lille udgift som mulig … det må gå galt, og det gør det, i den grad. 

Vive Lemaitre! 

Pierre Lemaitre har begået en herlig velskrevet sort satire med et farverigt persongalleri, mestendels smålige, hykleriske, krakilske, sleske eller kyniske personer, men også med en uventet helt: en kronisk vredladen og ildelugtende embedsmand blottet for takt og tone, uforskammet, selvcentreret og forbitret er han, men alligevel er det ham, der egenhændigt begiver sig i kamp mod myndighedernes slendrian og korruption.

Det er en nydelse at læse den 536 sider lange roman, der overhovedet ikke føles for lang.
Lemaitre rammer stilistisk lige i øjet, hvad end han beskriver de intrigante magtkampe i rigmandsklubberne, skyttegravenes mudderælte, efterkrigstidens fordærvede Paris eller skrankepavernes selvsmagende kancellisprog.

Det er udsøgt, beskt og morsomt. Og så er plottet gennemført – det er umuligt at se, hvilken drejning historien vil tage.

Kan på det varmeste anbefales. 

Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

536 sider, Lindhardt og Ringhof

Suverænt oversat af Karsten Nielsen.

Her følger en lille smagsprøve:

”Labourdin så allerede for sig, hvordan juryformanden ville vende sig om mod ham med lige dele beundring og forlegenhed og uden at kunne beslutte sig, for hvilken han skulle vælge … og lige da ville han sige sin sætning, sin vægtige, velafbalancerede perfektafstemte sætning, sine velklingende ord, der på én og samme tid udtrykte hans gode æstetiske smag og ansvarsfølelse: Hr. juryformand, med forlov…
Og netop da ville han gå hen til Frankrig i tåre, som om han ville lægge hånden på hans skulder.
”… Efter min mening fortolker dette mesterlige værk al den Smerte og Stolthed, som vore Landsmænd ønsker at udtrykke. ” De store bogstaver kunne ikke adskilles fra sætningens ordlyd. Den var ulastelig. Først og fremmest var udtrykket ”dette mesterlige værk” lige i øjet, Landsmænd lød bedre end vælgere, og Smerte … Labourdin var målløs over sit eget geni. ”

Anmeldelse: La Primera Guerra Mundial contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Efter at have berettet først Spaniens og dernæst hele verdens historie for skeptikere er turen nu kommet til 1. verdenskrig. 

Juan Eslava Galán beretter på vanlig vis ud fra den opfattelse, at Historien først og fremmest er fortælling(er) om fortidens mennesker.

Bogens korte, koncise kapitler, der er tilsat store stænk humor, ironi og uventede anekdoter giver et underholdende og udmærket billede af de helt store linjer. 

Galán skjuler ingenlunde sine idiosynkrasier eller sit ståsted. Det giver som regel hans tekster en forfriskende ligefremhed, men det har dog også den ulempe, at det til tider forenkler billedet lige lovlig meget.

    

En epokes afslutning

For præcist hundrede år siden befandt europæerne sig uden at vide det i de sidste måneder af det, der skulle blive kendt for eftertiden som La Belle Époque, som man kan læse om hos Stefan Zweig eller i Florian Illies 1913, Århundredets sommer . 

Kontinentet var præget af en magelig optimisme: der var velstand og fremgang, fred, store teknologiske opdagelser blev gjort og kunsten flød i rige kaloriefyldte mængder. Dette måtte i sandhed være civilisationens klimaks, den bedste af alle verdener.

Men under den glimtende idyl kunne man dog, hvis man havde viljen, skimte dybe revner af enorme uoverensstemmelser, feberhed nationalisme og klare klassemodsætninger.

Ikke mindst på Balkan var situationen kritisk med det selvstændige, selvbevidste Serbien, der var klar til at udfordre den gamle kæmpe Østrig-Ungarn. Enden på den gamle verden begyndte som bekendt med den bosnisk-serbiske terrorist Gavrilo Princips vellykkede attentat mod den østrig-ungarnske tronarvefølger og dennes hustru.

Kronologi og anekdoter

Bogen indeholder
 mange flotte og interessante
 illustrationer 

Og her begynder også Juan Eslava Galán sin fremstilling, der kommer omkring de forskellige rigers ageren op til krigen, krigsudbruddet, Schlieffen-planen, invasionen af Belgien, skyttegravskrigen, gaskrigen, u-bådskrigen, det armenske folkemord, USA´s indtræden i krigen med meget mere.

Men måske egentlig mere interessant en den ret så velkendte kronologi i krigen, er kapitlerne om dagligdagslivet ved og bag fronten, om kvindernes kamp på hjemmefronten, om zeppelinerenes udvikling, om forfattere i krig – blandt andet om, hvordan Tolkien, mens han lå i skyttegrav fik inspiration til sine skræmmende orker ved synet af de tilmudrede tyskere med deres karakteristiske stahlhelme. 

Og så er der også de mere kuriøse kapitler om hunde i krig, og om den eksotiske danser, Mata Hari, der blev hyret som spion for tyskerne og optrådte i Paris på Moulin Rouge, mens hun så længe det varede, udæskede de mange højtstående franske officerer, der fandt vej til hendes seng.    

Tragedien som farce

Fokus er som så ofte lagt på Vestfronten med de nerveopslidende skyttegrave, mens den verdensomspændende konflikt kun behandles i forbifarten.

Historien får i Galáns fremstilling karakter af farce, og det kan der nok være en stor grad af sandhed i. Men en sådan meget ’folkelig’ fremstilling af 1. verdenskrig tenderer sine steder karikaturen, når de øverstbefalende officerer skildres ret så ensidigt som latterlige og hysterisk selvoptagne, når de gejstlige konstant er hykleriske, mens de menige djærve soldater vel er de eneste med forstanden så nogenlunde i behold.

Bogen giver i øvrigt også et indblik i det neutrale Spaniens forhold til 1. Verdenskrigs partere, hvor i sær den baskiske og catalanske industri lavede store penge på at sælge til krigens forskellige kombattanter.    

Anmeldelse: Aldrig mere krig, loyalitet og modstand 1914-1918 af Adam Hochschild

Aldrig mere krig er ikke en traditionel historisk fremstilling af 1. verdenskrigs forløb. Den er derimod et forsøg på at levendegøre krigens kulturelle samtid, den tidsånd, der herskede i starten af det 20. århundrede, og det moralske kollaps som fulgte.

Bogen består af en række portrætter af betydningsfulde mænd og kvinder i krigstidens England med særlig vægt på de modige få, der stod imod den brændende nationalisme og krigsiver, som skyllede ind over befolkningerne.

Disse relativt få klarsynede har, efter forfatterens mening, ikke vundet den plads i de ordinære historiebøger, som de fortjener. Hochschilds bog handler i sin kerne om loyalitet og om splittelse – en splittelse, der i de mest interessante tilfælde skilte familier ad i tilhængere og modstandere.

Den store krig

2014 er hundredeåret for udbruddet af 1. verdenskrig, og det vil blive fejret med bunkevis af udgivelser om det, der sidenhen er blevet betegnet som den europæiske ur-katastrofe: 10 millioner døde, 20 millioner hårdt såret, og et ukendt antal millioner af civile ofre. Men krigen betød også et endegyldigt farvel til den gamle verden, hvor den hvide mands moralske overlegenhed var selvindlysende, hvor traditionsstyrede imperier regerede, og skarpe skel og hierarkier markerede den gudsgivne orden.

Krigen knuste, som Hochschild skriver det, det gamle solbeskinnede Europa med husarer og dragoner med fjerbusk i hjelmen og kejsere i hestetrukne kareter.  Fire imperier forsvandt, og nye selvstændige nationer skød frem på landkortet, mens mørke faretruende skyer trak op over Europa i form nye menneskefjendske utopier.     

Adam Hochschild er amerikanske journalist og forfatter til flere historiebøger, blandt andet Kong Leopolds arv, om den belgiske kong Leopolds morderiske fremfærd i Congo, kynisk dækket ind under storladen filantropi.

Rule, Britannia!

Aldrig mere krig åbner med en scene, der giver mindelser om Barbara Tuchmans klassiske fortælling om udbruddet af 1. verdenskrig, Kanonerne i august.

Men hvor Tuchman begynder sin beretning med Dronning Victorias begravelse i 1901 som markering af en epokes endeligt, der går Hochschild et par år tilbage i tiden til den overdådige markering af 60 års jubilæet for Victorias kroning. Union Jack vajer stolt i vinden, og det britiske imperium er på sit højeste; grænseløs er briternes magt og imperiets selvfølelse.

De underlagte uciviliserede vilde forventes at være taknemmelige for at være kommet ind under den britiske krone, hvor den højest civiliserede race på jorden barmhjertigt deler ud af sit storslåede lys.

Oprør toleredes derimod ikke, og blev slået ned uden nogen form for tøven. Dette er ikke noget, der gav anledning til løftede øjenbryn i den europæiske offentlighed, så længe, det er de uciviliserede racer, der blev sat på plads.

Rævejagt i Sydafrika

Men da briterne fremprovokerede en krig i Sydafrika mod boerne af hollandsk afstemning, er det en noget anden sag, for så var det jo den hvide mand, der krydsede klinge med sin broder.

Krigseuforien fejler dog ikke noget i Storbritannien, og det skulle vel nok være en smal sag for de uovervindelige britiske styrker at jage boerne ud ’ligesom en god rævejagt’.

Men boerne bed fra sig og fangede de britiske soldater i flere bagholdsangreb. Boerkrigen sås af de fleste som en generalprøve på den store krig, der ville komme, og da briterne endelig sejrede, gik æren ubeskåret til rytteriet, imperiets stolthed og overklassens pryd.

Mandsmod og dygtighed var stadigvæk vigtigere en avanceret våbenteknologi, var den fejlagtige konklusion, hæren og den britiske offentlighed drog af krigen i mod Boerne.

Det gav den britiske hær en falsk selvtillid, der i verdenskrigen skulle vise sig fatal: strategien forblev den samme som altid, men våbnene havde ændret sig takket være den industrielle revolution.

Den enkelte soldats mod og handlekraft kunne intet stille op over for moderne opfindelser som maskingevær, gas, tanks, bombefly, automatvåben og forbedrede artillerigranater. 

Krigsmodstanderne

Særligt i arbejderbevægelsen, blandt kvinderettighedsforkæmpere og socialister mødte Storbritanniens brutale, imperialistiske fremfærd dog modstand.

Hvad havde Storbritanniens krig i Sydafrika med Kz-lejre og overgreb på civile boere gjort af godt for den fattige og tilsidesatte arbejderklasse? Den europæiske arbejderklassen burde stå sammen, og ikke lade sig smitte af overklassens krigsiver og glødende patriotisme, mente venstrefløjen. 

Nogle af de markante stemmer, der advarede mod militarismen og faren for en fremtidig krig, som vi møder i bogen, tæller socialistlederen Keir Hardie, Emily Hobhouse, den notoriske Pankhurst-familie: Moderen Emmeline og døtrene Christabel og Sylvia, som krigen dog senere skulle skille ad, og så den piberygende filosof, Bertrand Russell, der vel nok var den mest betydningsfulde skikkelse i den antikrigs-bevægelse, der vokser frem i løbet af 1. verdenskrig.

Splittelse i familien

Mest interessant, synes jeg dog, er fremstillingen af forholdet mellem Charlotte Despard og hendes broder sir John French, hun romanforfatter, suffragette, fængselsveteran, kommunist, IRA-støtte og en kendt pacifist; han kavalerist, feltmarskal, senere vicekonge af Irland og øverstbefalende på vestfronten!

Men båndet mellem de to søskende var længe så stærkt, at det først meget sent kom til et brud mellem de to, der politisk set var hinandens diametrale modsætning.

John French var ud over at være en uansvarlig ødeland også helt umulig som øverstbefalende. En af hans stabsofficerer skrev således om ham: ’Den lille tosse fatter ingenting … Han kan ikke aflæse målestorksforholdene på et kort’… Det er virkelig håbløst.’

Loyalitetskrise og integritet

Man får af bogen en klar fornemmelse for, at det krævede enorme kræfter at modstå det store pres for at opgive sin krigsmodstand: man blev offentligt hånet, truet og udskældt som forræder.

Virksomheder annoncerede, at når krigen var ovre, og det regnede de fleste med var et spørgsmål om måneder, så ville der kun være arbejde til dem, der havde taget sin tørn for fædrelandet.

Militærnægtere blev ydmyget og sat til straffearbejde, og fra officielt hold blev der gjort, hvad der var muligt for at gøre forholdene for de tossegode pacifister så utålelige som mulige.

Selv kulminearbejderne meldte sig frivilligt i så stort et antal, at regeringen af bekymring for kulforsyningerne til flåden forbød flere at melde sig!

Mens dygtige romanforfattere og propagandister som Rudyard Kipling og John Buchan leverede patriotisk beredskabslitteratur med stor patos fyldt med modige, idealistiske briter i kamp for friheden, retfærdigheden, ja for selve civilisationen, der var truet af de afskyelige’hunnere’. 

Mens Storbritanniens ikke særligt beundringsværdige optræden rundt om i imperiet og i Boerkrigen hurtigt blev glemt.

I et sådant paranoidt, krigsopstemt klima krævede det virkeligt stort mod og integritet at fastholde sine pacifistiske principper.

Tyskernes spillede
propagandakortet
i de allieredes hænder med den brutale
fremfærd i Belgien med straffeaktioner
og massehenrettelser af civile.

Den meningsløse krig

Forfatteren lægger sig i sin fremstilling op af, hvad der vel er den gængse moderne fortolkning af 1. verdenskrig: at den var absurd, vanvittig og meningsløs.

At de afgørende faktorer bag krigen var: de stridende alliancer, som forpligtede nogle lande til at komme andre til hjælp i tilfælde af krig; mobiliseringen der kom til at virke som en destabiliserende faktor; og så de store fordele, der ville være ved at angribe først, så krigen kunne udkæmpes på fjendens territorier.

Bogens styrke er derfor først og fremmest de stærke, velskrevne portrætter, der levendegør den splittelse og loyalitetskrise som 1. verdenskrig var med til at udløse.   

 
En krig med mange nuancer

I et interview, jeg læste med Hew Strachan, der betegnes som den fremmeste britiske ekspert i 1. verdenskrig, nedtoner han dog 1. verdenskrigs meningsløshed, som han i nogen grad ser som udtryk for eftertidens bedrevidende efterrationaliseringer set igennem kunstens og filmens prisme. Her er 1. verdenskrig blevet synonym med skyttegravskrig, vanvittige udfald og Intet nyt fra Vestfronten.

Men det var jo også en global krig, der blev kæmpet på alle syv verdenshave, som han siger. Det var en kamp, der for langt hovedparten af de stridende gav god mening: Belgierne kæmpede for national overlevelse, Frankrig og England for Paris og byerne ved den engelske kanal, mens det for en hel række lande gjaldt om uafhængighed fra Osmannerriget og Østrig-Ungarn.

Hew Strachan,
 Første Verdenskrig

Ifølge Strachan blev krigen den gang af dens aktører anskuet som en ideologisk kamp mellem liberalisme og individualisme på den ene side og på den anden militarisme og kollektivisme.

Efter krigen, var der blandt de sejrende en stolthed, som først forsvandt i takt med at soldaterne vendte hjem, og ikke fik de politiske og økonomiske rettigheder, som de var blevet sat i udsigt.

2. verdenskrig og dernæst Vietnamkrigen påvirkede yderligere fortolkningen af 1. verdenskrig som en helt igennem meningsløs og absurd krig.

Hvis man er yderligere interesseret i at læse om tidsånden under og efter 1. Verdenskrig, kan jeg varmt anbefale to bøger, der begge har en mentalitetshistoriske tilgang til krigen:

Peter Englunds Krigens skønhed og gru og Henrik Jensens Ofrets århundrede. 

Anmeldelse: 1913 Århundredets sommer af Florian Illies

Mod forliset med eyes wide shut

1913 er ikke mere end et par sekunder gammel før det første skud lyder, som en forudgribelse af den katastrofe, som meget snart vil ryste den gamle verden med udbruddet af 1. Verdenskrig. Men her viser det sig såmænd bare at være en fattig sort dreng fra New Orleans, der afprøvede sin fars revolver. Drengen er ingen anden end Louis Armstrong, der med sin trompeteren senere vil blæse den ganske verden omkuld.

Den tyske forfatter og kunsthistoriker Florian Illies giver os i denne bog måned for måned sin fremstilling af det sidste normale år, før helvede brød løs. Det er der kommet en ganske fornøjelig og interessant beretning ud af.

Forfatteren blander ugenert litteratur med fakta og biografiske detaljer i sin fremstilling af de førende kunstneres og intellektuelles handlen og gøren i løbet af det år, han betegner som ’århundredets sommer’.

Lediggang og undergang

Det er det gamle Europa: Wien, Det Habsburgske rige, Berlin, München og Paris, der udgør hovedscenen for de store og små dramaer i bogen:

 I Prag vandrer Kafka hændervridende og hvileløs rundt i pauserne fra sit romanskriveri og piner sig selv med kærlighedskvaler; den mislykkede maler Hitler går ture i Wiens slotspark, hvor han  måske letter på hatten for den koparrede revolutionære eksilrusser Stalin, der går ture samme sted; komponisten Schönberg gruer for ulykkestallet 13;

 Thomas Mann får en ødelæggende, og mener han, æreskrænkende anmeldelse af sit skuespil, Freud frygter for gensynet med Jung; Spengler påbegynder første kapitel af sit kulturpessimistiske værk 'Vesterlandets undergang', mens Ernst Jünger drømmer sig væk til det eksotiske og eventyrlige Afrika.
Sådan går livet sin vante gang, mens butikskæden Irma bliver grundlagt og ozonlaget opdages.

Det er nerver alt sammen

Meget mere end korte notitser hører vi ikke om hverken krigen på Balkan eller den kraftige militære oprustning. De fleste af de portrætterede i bogen har øjnene rettet indad: de er fanget i deres overspændte selv, i deres pompøse selviscenesættelser eller forskellige kærlighedsaffærer - så meget så det indimellem er nødvendig med en rekreation fra deres forpinte selv.

Den engelske historiker Norman Angell har jo skrevet en populær bog, der forklarer, hvordan en verdenskrig er et helt umuligt scenarium i en globaliseret verden, så måske derfor er skønåndernes blikke så indadrettede.  Flere af dem nærmest dyrker nerverne, udskejelserne og de ny revolutionære former i kunsten.
Men i privatlivet virker de dog ret gennemsnitlige og banalt selvoptagede.  Der er en slags verdensfjern letsindighed over det hele.

Var det ikke for Florian Illies underspillede ironi, ville det være temmelig klaustrofobisk at være sammen med så mange excentrikere. Men det morsomme i fremstillingen ligger i det misforhold, den dybe kløft, der er mellem de vitterlig geniale kunsternes værker, og så denne udprægede svælgen i egen dårligdomme, smålig nid og nag og andre trivialiteter fra hverdagen.   

Rilke med de tynde pianistfingre, de dybe øjne og endnu dybere poesi fortryller borgerskabets rige kvinder. Han tager med kyshånd i mod de kvindelige velynders sympati, og særligt glad bliver han for deres penge, der muliggøre hans luksuriøse lediggang. Men når ægteskabstilbuddene kommer, skyr han dem med taktfuld, men nænsom foragt.

Opgøret med autoriteterne og den underdanige tilgang til dem – ’den preussiske underofficer-mentalitet’ –ligger i luften, og er på tapetet hos både Kafka, Jung og Walter Benjamin. Sidstnævnte sidder sågar i sine forældres hus og skriver flammebogstaver til opråb for et langt mere gennemgående opgør med patriarkatet. Ironien er til at tage og føle på.  

1913 Århundredets sommer er en fin lille bog, der når den er bedst, udvisker de hundrede år, der adskiller læseren fra de portrætterede, der måske slet ikke er så forskellige fra os, der lever i 2013.