Viser opslag med etiketten England. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten England. Vis alle opslag

Anmeldelse: Aldrig mere krig, loyalitet og modstand 1914-1918 af Adam Hochschild


Aldrig mere krig er ikke en traditionel historisk fremstilling af 1. verdenskrigs forløb. Den er derimod et forsøg på at levendegøre krigens kulturelle samtid, den tidsånd, der herskede i starten af det 20. århundrede, og det moralske kollaps som fulgte.

Bogen består af en række portrætter af betydningsfulde mænd og kvinder i krigstidens England med særlig vægt på de modige få, der stod imod den brændende nationalisme og krigsiver, som skyllede ind over befolkningerne.

Disse relativt få klarsynede har, efter forfatterens mening, ikke vundet den plads i de ordinære historiebøger, som de fortjener. Hochschilds bog handler i sin kerne om loyalitet og om splittelse – en splittelse, der i de mest interessante tilfælde skilte familier ad i tilhængere og modstandere.

Den store krig
2014 er hundredeåret for udbruddet af 1. verdenskrig, og det vil blive fejret med bunkevis af udgivelser om det, der sidenhen er blevet betegnet som den europæiske ur-katastrofe: 10 millioner døde, 20 millioner hårdt såret, og et ukendt antal millioner af civile ofre. Men krigen betød også et endegyldigt farvel til den gamle verden, hvor den hvide mands moralske overlegenhed var selvindlysende, hvor traditionsstyrede imperier regerede, og skarpe skel og hierarkier markerede den gudsgivne orden.

Krigen knuste, som Hochschild skriver det, det gamle solbeskinnede Europa med husarer og dragoner med fjerbusk i hjelmen og kejsere i hestetrukne kareter.  Fire imperier forsvandt, og nye selvstændige nationer skød frem på landkortet, mens mørke faretruende skyer trak op over Europa i form nye menneskefjendske utopier.     

Adam Hochschild er amerikanske journalist og forfatter til flere historiebøger, blandt andet Kong Leopolds arv, om den belgiske kong Leopolds morderiske fremfærd i Congo, kynisk dækket ind under storladen filantropi.

Rule, Britannia!
Aldrig mere krig åbner med en scene, der giver mindelser om Barbara Tuchmans klassiske fortælling om udbruddet af 1. verdenskrig, Kanonerne i august.

Men hvor Tuchman begynder sin beretning med Dronning Victorias begravelse i 1901 som markering af en epokes endeligt, der går Hochschild et par år tilbage i tiden til den overdådige markering af 60 års jubilæet for Victorias kroning. Union Jack vajer stolt i vinden, og det britiske imperium er på sit højeste; grænseløs er briternes magt og imperiets selvfølelse.

De underlagte uciviliserede vilde forventes at være taknemmelige for at være kommet ind under den britiske krone, hvor den højest civiliserede race på jorden barmhjertigt deler ud af sit storslåede lys.

Oprør toleredes derimod ikke, og blev slået ned uden nogen form for tøven. Dette er ikke noget, der gav anledning til løftede øjenbryn i den europæiske offentlighed, så længe, det er de uciviliserede racer, der blev sat på plads.

Rævejagt i Sydafrika
Men da briterne fremprovokerede en krig i Sydafrika mod boerne af hollandsk afstemning, er det en noget anden sag, for så var det jo den hvide mand, der krydsede klinge med sin broder.

Krigseuforien fejler dog ikke noget i Storbritannien, og det skulle vel nok være en smal sag for de uovervindelige britiske styrker at jage boerne ud ’ligesom en god rævejagt’.

Men boerne bed fra sig og fangede de britiske soldater i flere bagholdsangreb. Boerkrigen sås af de fleste som en generalprøve på den store krig, der ville komme, og da briterne endelig sejrede, gik æren ubeskåret til rytteriet, imperiets stolthed og overklassens pryd.

Mandsmod og dygtighed var stadigvæk vigtigere en avanceret våbenteknologi, var den fejlagtige konklusion, hæren og den britiske offentlighed drog af krigen i mod Boerne.

Det gav den britiske hær en falsk selvtillid, der i verdenskrigen skulle vise sig fatal: strategien forblev den samme som altid, men våbnene havde ændret sig takket være den industrielle revolution.

Den enkelte soldats mod og handlekraft kunne intet stille op over for moderne opfindelser som maskingevær, gas, tanks, bombefly, automatvåben og forbedrede artillerigranater. 

Krigsmodstanderne
Særligt i arbejderbevægelsen, blandt kvinderettighedsforkæmpere og socialister mødte Storbritanniens brutale, imperialistiske fremfærd dog modstand.

Hvad havde Storbritanniens krig i Sydafrika med Kz-lejre og overgreb på civile boere gjort af godt for den fattige og tilsidesatte arbejderklasse? Den europæiske arbejderklassen burde stå sammen, og ikke lade sig smitte af overklassens krigsiver og glødende patriotisme, mente venstrefløjen. 

Nogle af de markante stemmer, der advarede mod militarismen og faren for en fremtidig krig, som vi møder i bogen, tæller socialistlederen Keir Hardie, Emily Hobhouse, den notoriske Pankhurst-familie: Moderen Emmeline og døtrene Christabel og Sylvia, som krigen dog senere skulle skille ad, og så den piberygende filosof, Bertrand Russell, der vel nok var den mest betydningsfulde skikkelse i den antikrigs-bevægelse, der vokser frem i løbet af 1. verdenskrig.

Splittelse i familien
Mest interessant, synes jeg dog, er fremstillingen af forholdet mellem Charlotte Despard og hendes broder sir John French, hun romanforfatter, suffragette, fængselsveteran, kommunist, IRA-støtte og en kendt pacifist; han kavalerist, feltmarskal, senere vicekonge af Irland og øverstbefalende på vestfronten!

Men båndet mellem de to søskende var længe så stærkt, at det først meget sent kom til et brud mellem de to, der politisk set var hinandens diametrale modsætning.

John French var ud over at være en uansvarlig ødeland også helt umulig som øverstbefalende. En af hans stabsofficerer skrev således om ham: ’Den lille tosse fatter ingenting … Han kan ikke aflæse målestorksforholdene på et kort’… Det er virkelig håbløst.’

Loyalitetskrise og integritet
Man får af bogen en klar fornemmelse for, at det krævede enorme kræfter at modstå det store pres for at opgive sin krigsmodstand: man blev offentligt hånet, truet og udskældt som forræder.

Virksomheder annoncerede, at når krigen var ovre, og det regnede de fleste med var et spørgsmål om måneder, så ville der kun være arbejde til dem, der havde taget sin tørn for fædrelandet.

Militærnægtere blev ydmyget og sat til straffearbejde, og fra officielt hold blev der gjort, hvad der var muligt for at gøre forholdene for de tossegode pacifister så utålelige som mulige.

Selv kulminearbejderne meldte sig frivilligt i så stort et antal, at regeringen af bekymring for kulforsyningerne til flåden forbød flere at melde sig!

Mens dygtige romanforfattere og propagandister som Rudyard Kipling og John Buchan leverede patriotisk beredskabslitteratur med stor patos fyldt med modige, idealistiske briter i kamp for friheden, retfærdigheden, ja for selve civilisationen, der var truet af de afskyelige’hunnere’. 
Mens Storbritanniens ikke særligt beundringsværdige optræden rundt om i imperiet og i Boerkrigen hurtigt blev glemt.

I et sådant paranoidt, krigsopstemt klima krævede det virkeligt stort mod og integritet at fastholde sine pacifistiske principper.


Tyskernes spillede
propagandakortet
i de allieredes hænder med den brutale
fremfærd i Belgien med straffeaktioner
og massehenrettelser af civile.


Den meningsløse krig
Forfatteren lægger sig i sin fremstilling op af, hvad der vel er den gængse moderne fortolkning af 1. verdenskrig: at den var absurd, vanvittig og meningsløs.

At de afgørende faktorer bag krigen var: de stridende alliancer, som forpligtede nogle lande til at komme andre til hjælp i tilfælde af krig; mobiliseringen der kom til at virke som en destabiliserende faktor; og så de store fordele, der ville være ved at angribe først, så krigen kunne udkæmpes på fjendens territorier.

Bogens styrke er derfor først og fremmest de stærke, velskrevne portrætter, der levendegør den splittelse og loyalitetskrise som 1. verdenskrig var med til at udløse.   
 
En krig med mange nuancer
I et interview, jeg læste med Hew Strachan, der betegnes som den fremmeste britiske ekspert i 1. verdenskrig, nedtoner han dog 1. verdenskrigs meningsløshed, som han i nogen grad ser som udtryk for eftertidens bedrevidende efterrationaliseringer set igennem kunstens og filmens prisme. Her er 1. verdenskrig blevet synonym med skyttegravskrig, vanvittige udfald og Intet nyt fra Vestfronten.

Men det var jo også en global krig, der blev kæmpet på alle syv verdenshave, som han siger. Det var en kamp, der for langt hovedparten af de stridende gav god mening: Belgierne kæmpede for national overlevelse, Frankrig og England for Paris og byerne ved den engelske kanal, mens det for en hel række lande gjaldt om uafhængighed fra Osmannerriget og Østrig-Ungarn.


Hew Strachan,
 Første Verdenskrig
Ifølge Strachan blev krigen den gang af dens aktører anskuet som en ideologisk kamp mellem liberalisme og individualisme på den ene side og på den anden militarisme og kollektivisme.

Efter krigen, var der blandt de sejrende en stolthed, som først forsvandt i takt med at soldaterne vendte hjem, og ikke fik de politiske og økonomiske rettigheder, som de var blevet sat i udsigt.

2. verdenskrig og dernæst Vietnamkrigen påvirkede yderligere fortolkningen af 1. verdenskrig som en helt igennem meningsløs og absurd krig.

Hvis man er yderligere interesseret i at læse om tidsånden under og efter 1. Verdenskrig, kan jeg varmt anbefale to bøger, der begge har en mentalitetshistoriske tilgang til krigen:

Peter Englunds Krigens skønhed og gru og Henrik Jensens Ofrets århundrede. 

Anmeldelse: Færten af død af Andrew Taylor

Historisk krimi. Atmosfæreladet krimi fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig tager læseren med til et belejret New York, hvor den stovte kontorist, englænderen Edward Savill, må løse en indviklet mordgåde i loyalisternes sidste forskansning. 

Men det er selvfølgelig ikke så ligetil, når byen befolkes af soldater, svindlere, flygtninge, usle profitmagere, dobbeltagenter og en smuk kvinde med mange hemmeligheder.

’ Dette er historien om en kvinde og en by. Jeg så byen først, fik nogle glimt af den på lang afstand, mens den glitterede som det nye Jerusalem i aftensolens sidste stråler. Det var søndag den 2. august 1778.’

Englishman in New York
Det er ganske ufrivilligt, at Edward Sawill må forlade Londons velkendte gader til fordel for den krigshærgede amerikanske koloni. Men loyal og kongetro, som han er, retter han ind, efterlader kone og sin elskede datter for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der har mistet ejendom og formue til oprørerne.

Savill bliver indkvarteret hos den respektable, men forarmede Wintour-familie; den gamle dommer, der har mistet grebet om den nye tumultariske tid og derfor uden held forsøger at skrive om fortidens gloværdige England, hans stærkt svækkede og temmelig konfuse hustru, der mumler noget, der minder om børneremser, og så deres gådefuld og stærkt indbydende svigerdatter Arabella. Familien lever i uvished om, hvad som er hændt Arabellas iltre husbond, der er blevet hårdt såret i kamp. 

Blod på skjorten og loyaliteten i uorden
Savill må snart sande, at byen kun på afstand tager sig ud som et nyt funklende Jerusalem; den har også en beskidt, anløben og grov bagside, hvor en fin engelsk gentleman meget nemt får snavs på sin hvide knipling skjorte, hvor de fasttømrede forestillinger bliver udfordret, og hvor man meget ledt farer vild, når man lader sig styre af sit moralske kompas. Sådan et sted er det berygtede og meget voldelige slumkvarter Canvas, hvor mordet bliver begået, som sætter optrevlingen af et sindrigt plot i gang.

Det er et rigtig velkonstrueret plot Taylor har kreeret, der elegant fletter de nære relationer sammen med den storpolitiske ramme for fortællingen: krigen mellem England og de amerikanske oprørere. Det er en kriminalroman, der til trods for det indledende mord egentlig ganske langsomt bygger atmosfæren, rammen, personerne og intrigerne op, for så godt og vel halvvejs at skifte gear, sætte fuld damp på spændingen og de overraskende twists for så at lukke af med en højdramatisk finale over den tilfrosne Hudsonflod.  

Sproget er en gennemført og tillempet pastiche over 1700 tals engelsk, som går fint igen i den danske oversættelse, hvor man ’forbliver hinanden meget forbunden’, holder på den rette etikette og råber bandsat, når bølgerne går højt.
De sorte betragtes af alle, bortset fra Savill, med selvfølge som en laverestående race, hvis lod det er at tjene den hvide mand.

 Det altovervejende tema i romanen er loyalitet, ikke som en absolut og idealistisk enhed, men derimod som en historisk betinget og derfor omskiftlig størrelse med uendelig mange gråzoner – hvor gårsdagens ven bliver morgendagens fjende og hvor forræder og helt afhænger af øjnene, der ser.

Første bind af en serie
Det er en velresearchet og underholdende historisk krimi, man velvilligt lader sig opsluge af. Bogen blev af CWA (The Crime Writers’ Association) kåret til den bedste historiske kriminalroman i 2013, og det er faktisk tredje gang, det overgår bogens forfatter Andrew Taylor.

Min eneste indvending mod romanen er, at hovedpersonen er noget veg. Savill er en tilknappet englænder, en mand af sin tid, der ikke bebyrder andre med ligegyldige personlige petitesser, men jeg vil alligevel gerne have vidst noget mere om hans baggrund og person. Vi erfarer stort set kun, at han er standsmæssig gift med en kone, han ikke elsker, og at han har en datter, han til gengæld elsker meget højt. Men det er også det hele.

Færten af død er første bind i en serie med samme hovedperson, og bind et giver grund til store forventninger. Jeg ser også frem til at Savill måtte løsne lidt op på kalvekrøsset, så at vi kunne ane lidt mere af personen bag rollen.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      

Den sorte rose af Martin Cruz Smith

Coveret fra den amerikanske udgave
Minebyen Wigan bliver overbevisende bragt til live i Cruz Smiths atmosfærefyldte spændingsroman fra Victoriatidens England.
I kulminernes mørke
Med den Afrikafarende mine-ingeniører Jonathan Blair som guide, føres vi rundt i alle afkroge af den kulsorte mineby Wigan, Lancashire, i England i året 1872.

Blair er amerikaner, vist nok med en mor fra Wigan, men altså en outsider, der ikke kender byen og heller ikke ønsker sig at befinde sig længere tid i England end højst nødvendig.

Han har nemlig dårlige erfaringer med de repræsentanter for den hovne imperiemagt, han er stødt på i sit elskede Afrika, som han til trods for feberrystende malariasyge vil tilbage til så snart som muligt.
Men hans sponsor, den engelske kulbaron og biskop Hannay, har helt andre planer med Blair: hvis han skal gense Afrika må han først opklare en sag om en ung præsts mystiske forsvinden, dog uden at ordensmagten og medierne får nys om sagen og kaster skam og skandale over den højtagtede og stenrige familie Hannay: den unge præst var nemlig forlovet med Hannays datter.
Men da Blair under sin efterforskning i minerne render ind i pigen Rose og begynder at opsøge hende, er han på vej ud, hvor han ikke længere kan bunde.
Kulstøv og atmosfære
Plottet er ganske medrivende uden at være originalt, det mindede mig en del om Sydhavet af den afdøde spanske krimiforfatter Manuel Vazquez Montalban, men plottet er heller ikke det væsentligste i romanen.
Wigan












Det er derimod de kantede og karakterfulde personer – ofte morsomt beskrevet med en eller anden form for brist eller afstumpethed– som Blair møder på sin vej; og så den detaljerede og livagtige fremstilling af Victoriatidens England i komprimeret form i Wigan, hvor livet for alle andre end den herskende overklasse af moralistiske opdragere, livsnydere og hovne kynikere er kort, møgbeskidt og livsfarligt. 
Det hårde liv bliver dulmet ved store mængder alkohol og slåskampe, hvor sømbeslåede træsko udgør den drabelige underholdning.
Hvem er de vilde?
Når de fattige minearbejdere begiver sig dybt ned under jorden, uden nogen form for elektricitet, er det med konstant fare for pludselige eksplosioner og skred, mens de må knokle for at hente den kul, der driver ’civilisationens’ tunge hjul – og hvor befinder den sig egentlig, civilisationen, i imperiets kulsorte hjerte i Wigan eller i det mørke Afrika, hvor eventyrlystne englændere gemmer deres begær bag et skær af oplysning?- Blair er ikke i tvivl.
Der er noget næsten dickensk over romanen, og bag ved overklassens kølige, kødløse ånd, inde bag de stivede flipper, krinolinerne og de snærende korsetter, når al forstillelse og hykleri er skrabet bort kan den bramfri, ufriserede Blair nok genkende det dybe primalskrig, når han hører det. Men også fra Wigans dybe mineskakter lyder den samme dybe urovækkende  lyd.  



The Interrogator af Andrew Williams



The Interrogator er engelske Andrew Williams debutroman, og det er en meget flot og overbevisende debut. Bogen er en  historisk thriller, der på mange måder minder om landsmanden Robert Harris’ historiske spændingsromaner fra  2. verdenskrig: Fædrelandet og især Enigma.

De Grå Ulve viser tænder 
Vi er i krigens tredje år, 1941, og kun Storbritannien holder med næb og kløer stand mod Hitlers sejrende armeer. Men briterne er dybt afhængige af deres atlantiske flåde, som de tyske undervandsbåde, ’de Grå Ulve’, uafbrudt angriber og sænker med nådesløs præcision.


Bogens hovedperson Lt. Douglas Lindsay bjærges i live modsatte, de fleste af sine kammerater, da hans skib en kold nat i Atlanterhavet, bliver ramt af en tysk torpedo.

Plaget hovedperson
Lindsay plages af skyldfølelse, og han ønsker brændende af ’sone’ sin skyld som overlevende, og han gør nu sit yderste for at rette op på sine skæbnesvangre mangel på mod på korvettens kolde dæk, ved nu som forhørsleder i flådens efterretningstjenesten at lirke oplysninger ud af de tilfangetagne tyske flådesoldater.

Ret hurtigt får Lindsay en frygtelig anelse, der udvikler sig til en besættelse, om at de koder som den britiske flåde og de britiske handelsskibe benytter sig af, er blevet brudt af den tyske flåde, hvilket forklarer det enorme antal sænkede skibe.

Men Lindsay er halv tysk, med en fætter, der er højtstående officer i den tyske flåde og hans spørgsmål og boren i det pinagtige spørgsmål møder mange magtfulde fjender indenfor efterretningstjenesten, MI5. Her arbejder Mary Hendreson, med hvem han indleder et forhold efter et flygtigt møde.

Med skjult hjælp fra Mary satser Lindsay med al magt at få sandheden ud af den højtstående Ubådskommandør Jurgen Mohr. Det bliver dog sin sag, da de tilfangetagne tysker udøver en nådesløs selvjustits, der ikke tillader nogen fraternisering med fjenden.

Djævelsk plan
Douglas må udtænke og iværksætte en udspekuleret og farlig plan, for at sandheden endelig kan vristes ud af tyskernes jernnæver. Men her opstår så bogens moralske dilemma, for mister han sig selv undervejs i processen, og bliver han fjenden i spejlet, når løgn og svig bliver gangbar mønt, eller er det blot spillet kyniske regler?

Bogen er velresearchet og lægger sig tæt op af virkelige hændelser, som Williams forklarer i efterordet. Bogen er spændende på en afdæmpet, realistisk vis, og man kan nærmest mærke sømændenes rædsel og frygt, når de flyder rundt i det iskolde vand, og det spegede spil mellem de forskellige efterretningstjenester er indgående og troværdigt beskrevet.

Andrew Williams har tidligere skrevet historiske dokumentarserier  til BBC, og det må kunne forklare debutantens sikre greb om drama og plot. Eneste minus er en lidt påklistret moralsk opsang til hovedpersonen fra de andre aktører mod slutningen, men det tager man med. Hans næste bog, To kill a Tsar, er skrevet på min læseliste. 

Revelation af C.J. Sansom bind 4 i Shardlake-serien


Seriemord og religiøst vanvid i Tudortiden. Revelation er det hidtil svageste bind i Shardlake-serien.
Den nu aldrende Shardlake har gentagne gange svoret, at han ikke igen vil lade sig indbringe i det storpolitiske rænkespil, men nok engang tvinger omstændighederne ham til at spille sin rolle.
Kone nr. 6
Det er foråret 1543 Henrik den Ottende kurtiserer den modvillige Lady Catherine Parr, som han vil have som sin sjette kone. Man forstår hendes forbehold.  
I mens har Shardlake påtaget sig en sag der handler om en tilsyneladende forstyrret ung mand, fanget i et religiøst selvpineri. 
 Han er spærret inde på en anstalt for sindssyge, idet hans blasfemiske udgydelser let kunne føre til at han blev brændt på kætterbålet, særligt efter at de religiøst konservative igen har fået vind i de papistiske sejl.
Åbenbaringen
Men da en gammel, trofast ven brutalt bliver myrdet, lover Shardlake enken at opklare mordet, og det fører ham lukt midt ind i den verserende magtkamp mellem reformister og konservative. Og da mordet viser sig at indgå i en helt række af mord inspireret af Åbenbaringernes bog, bliver dette flammeskrift studeret med lup for at forudse den bestialske seriemorders næste træk.
 Shardlake og hans tro følgesvend Barak må se sig godt for, så de ikke undervejs ender som det næste lig i rækken, eller som en lus mellem to negle bliver knust i stormændenes politiske og religiøse opgør.
Gode miljøbeskrivelser, men løst plot
Revelation er mere eksplicit bestialsk end de foregående bind i serien, men desværre er den også mere langtrukken, med et løst plot, der kun langsomt og knirkende kommer i omdrejninger. Pointen med det omsiggribende religiøse vanvid i en utrygt og omskiftelig tid er ganske god, men især årsagen til den indespærrede unge mands flagellantisme virker temmelig konstrueret og overdreven
Det sentimentale og melodramatiske fylder efter min smag for mange af bogens sider. Baraks ægteskabelige problemer, med Shardlakes dertil følgende gode råd, føles lidt for meget som at læse en meget pædagogisk håndbog i konflikthåndtering (Tal til hende!), og karaktererne især Sharlake og maureren Guy, tramper denne gang for meget rundt i egen godhed og tolerance.  
Som altid bygger bogen på grundig research og de atmosfærefyldte beskrivelser af et overfyldt og stinkende London mangler ikke noget, men desværre lever bogen ikke op til de foregående bind i serien og hvis bog tre, Sovereign, er det bedste bind i serien, er Revelation det foreløbigt svageste.







Sovereign af C.J. Sansom nr. 3 i Shardlake-serien


Mørk, mesterlig og meget medrivende tredje del af Shardlake-serien fra Henrik den ottendes bloddryppende England, hvor bødlerne er på overarbejde, og det kræver sin mand at klare sig fri af det konstante rænkespil. 

Ikke til at slippe
Besat og tryllebundet af bogen og dens mange snedige og overraskende vendinger, måtte jeg bare blive ved med at læse – ét kapitel mere, og så lige ét kapitel til, indtil jeg i løbet af to dage havde læst de samfulde 661 sider.

Det var en historisk univers, jeg lod mig suge ind i og ikke havde lyst til at forlade efter at have vendt den sidste side.

Det barbariske og urolige Nordengland
 Vi skriver anno 1541 og det er i den grad urolige tider, der hjemsøger Tudorriget: Et plot mod kongen er just blevet afværget og i det rebelske Nordengland, ulmer oprørets flammer endnu. For få år tilbage rejste, det pave - tro Nordengland sig i oprør mod Henrik Tyran, som de kalder ham – et oprør som kongen kun med nød og næppe og med svigagtig list har fået nedkæmpet.

Som et led i en kombineret charmeoffensiv og magtdemonstration har kongen sat sig for bringe sine undersåtter i det barbariske norden på bedre tanker end at konspirere mod kongemagten ved selv at forlade London og drage nordpå i et enormt optog med tusindvis af soldater, aristokratiets top og hans nu femte kone Cathrine Howard.

Omskiftelige tider
Og det er her den pukkelryggede sagfører Shardlake kommer ind i billedet. Efter Cromwells fald og henrettelse er det nu ærkebiskop Cranmer, som Shardlake påtager sig at arbejde for. I York, Nordengland, hvortil kongen med følge drager, sidder nemlig en af de overlevende konspiratorer fra oprøret mod tronen, og Shardlakes opgave er nu at sikre at den farlige fange, når frem i live til London, hvor han i Tower skal underkastes den mest grundige tortur af de førende eksperter, for at få ham til at hoste op med oplysninger om yderligere konspiratorer.

De er ikke i York i besiddelse af den rette ekspertise, og desuden frygter man, at der vil blive gjort et forsøg på at befri den prominente fange, hvis synspunkter her deles af mange. 

Tudorhusets legitimitet drages i tvivl
 Det der på papiret skullet have været en ret overskuelig opgave for Shardlake og hans assistent Barak bliver straks en hel del mere kompliceret, da en glarmester bliver myrdet, og særligt da også et skrin med nogle hemmelige dokumenter, der sår tvivl om den kongelige families legitimitet til kongemagten dukker op, ja så er den sympatiske krumryggede sagfører fanget i et dødsensfarligt spil, der nemt kan ende med, at han bliver den næste i rækken, der får en enkeltbillet til at kaste et sidste blik på London set foroven, umiddelbart inden den står på dystert selskab og radbrækning.

Fabelagtig fortæller 
Sansom er så tydeligvis fuldstændigt inde i den historiske periode, at han så aldeles ubesværet formår at lade læseren føle han befinder sig blandt de adelige, sågar møder den iltre, perfide og med rette parnoide konge, støder på jævne folk, som på ludfattige; og snart befinder sig i ildelugtende fængselsceller med sadistiske, fanatiske fangevogtere. Og så er plottet voldsomt spændende, og personerne skildret med dybe og troværdighed.

Særligt den grumbøjede hovedperson er et fund. Man holder med ham og af ham og føler med ham i de utallige ydmygelser, og ondskabsfulde nedrigheder han på grund af sin lidelse stoisk må affinde sig med, mens hans skarpe intellekt bider sig fast i de små detaljer, som andre overser.

Det skal blive en udsøgt fornøjelse at følge, hvad der i de kommende bind hænder for Master Shardlake og det på flere måder gennem-rådne Tudor-regime. 

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.