Anmeldelse: Den farlige dreng – alene på flugt fra nazisterne af Boris Cyrulnik

Det er umuligt ikke at føle stor sympati for Boris Cyrulniks tragiske, men også oplivende livshistorie om, hvordan han modsat sine jødiske forældre overlevede den nazistiske jødeudryddelse, blev psykiater og med sine erfaringer hjalp krigtraumatiserede børn.

Desværre er selvbiografien temmelig anstrengende læsning. Klicheerne er for mange, drengens oplevelsesverden er al for tydeligt den voksne psykiaters efterrationalisering, og så er sproget en uskøn blanding af talesprog, psykiatribegreber og opstyltet billedsprog.

Traumet

Da Boris Cyrulnik var seks år gammel og boede i det tyskbesatte Frankrig, gik det op for ham, at han, som den danske oversættelse lyder, var en farlig dreng – et barn, der på grund af sin races påståede urenhed, var en fare, en trussel, der måtte elimineres. For at overleve måtte han derfor skjule sin sande identitet og sit navn, blive en anden for ikke at lide samme tragiske skæbne som forældrene, der begge omkom i Auschwitz. Ved tilfældigheder og gode menneskers hjælp lykkedes det ham at flygte, efter han blev anholdt i 1944, og således klare sig gennem resten af krigen.

Men oplevelsen af at miste sine forældre, at nogle ønskede ham udryddet som et eller andet pestbefængt skadedyr, og endelig, at være nødt til at skjule eller skamme sig over de traumatiserende hændelser, satte sig dybe spor i drengen og den voksne mands psyke. Spørgsmålet er, hvordan det overhovedet var muligt at gøre sig tilstrækkelig fri af fortiden til at kunne leve videre, klare hverdagen, føle glæde igen, og blive en anderkendt psykiater.

Opstyltet og causerende stil

Det er et interessant spørgsmål, men jeg synes ikke Cyrulnik trods sin ekspertise formår at give et særligt fyldestgørende svar. Det bliver ved generelle, forblommede formuleringer om, hvordan hukommelsen kan skabe mening i det meningsløse, at enhver selvfremstilling er en forestilling om ens fortid og altså ikke SANDHEDEN i historisk forstand, og derfor kan justeres eller nuanceres; og så noget om at skrive sig ud af sorgen og ensomheden og at aflægge vidnesbyrd for eftertiden.

Det er der sikkert meget sandhed i, men det føles bare som om bogen skøjter på overfladen og skærer erindringsbillederne til rette, så de lige passer i den på forhånd etablerede psykiatriske formel. Samtidig er der noget på en gang mageligt, pompøst og fagligt upræcist i fremstillingen af de psykiske processer med ’spøgelser i fortiden’ og ’genfærd i min sjæl’.

Der er noget let causerende og selvtilfreds i tonen, som her hvor Boris Cyrulnik skriver om sin tid som kommunist. Det moraliserende, koketterende og opstyltede kolliderer med de næsten selvindlysende sandheder, og det helt flade talesprog:

’Desværre fik jeg allerede som meget ung smag for tvivlen, der giver én en glæde ved ikke at aflire teksten, men som samtidig fratager én glæden ved at være en del af et kor. At tænke selv er en stor tilfredsstillelse. Hvor er det en skam, at denne anstrengelse fjerner glæden ved at lade sig afstive af en fælles myte. Det er ikke så rart at skulle vælge mellem trældommens lykke, der gør os trygge, og lysten til at gå sine egne veje og hermed isolere sig. ’

Yderligere er teksten plaget af mange udråb, mere eller mindre tilfældige indfald, og som nævnt en al for ukritisk brug af klicheer og almenkendte sandheder. Det ærgrer mig virkelig at måtte sige det, men forfatteren er trods sit professionelle kendskab til psyken ikke i stand til at belyse nye sider af traumets natur, og derved forklare hvad der mere præcist gør, at nogle bukker under og andre klarer sig igennem –de druknede og de frelste, som Primo Levi betegnede dem.

Anmeldelse: Det tandløse monster i Bruxelles af Hans Magnus Enzensberger

Der er stadig bid i den vrisne Enzensberger. Hans seneste essay former sig som et velovervejet vredesudbrud mod EU-formynderiet og det enevældige bureaukrati. Hvad end man er skeptiker eller tilhænger af EU-samarbejdet, må man efter endt læsning spørge sig selv, om ikke han har ret i sin hovedpointe: at der er grund til bekymring over at befolkningerne har stadigt mindre at skulle have sagt i forhold til de beslutninger, der træffes i Bruxelles og Strasbourg.

Og er der, som Enzenzberger argumenterer for, tale om bevidste handlinger med det formål at holde eventuelt kritiske borgere uden for indflydelse, når EU-bureaukratiet er blevet så helt igennem uigennemskueligt, når politikeren belærer os om, at der ikke findes noget alternativ, og traktaterne bliver skrevet i et helt ulæseligt pigtrådssprog?

’EU ser det ikke som sin opgave at undertrykke borgerne, men så diskret som muligt at homogenisere alle livets forhold tværs over kontinentet. Der er ikke tale om et folkefængsel, men derimod om en opdragelsesanstalt, der føler sig forpligtet til at føre venligt, men strengt opsyn med sine plejebørn.

Målet er, at deres liv styres centralt og fastlægges efter et sæt ordensregler med masser af paragraffer, der omfatter alt fra boligstøtte til en sund kostplan. Men at genopdrage fem hundrede millioner mennesker er en herkulisk opgave, som flere regimer har knækket halsen på. Vi må betvivle om vores formyndere kan overkomme det. ’

Nede i Europa

Det europæiske samarbejdes allerstørste fortjeneste er uden tvivl den fred og stabilitet, der (stort set) har hersket i Europa siden 1945. Men også den fri bevægelighed, opgør med karteldannelser, aftaler om fiskekvoter og de fælles europæisk beslutninger om deponering af radioaktivt affald er områder, hvor et overnationalt samarbejde har vist sit klare værd, mener Enzensberger.

Men så er det også slut med roserne, for EU har med tiden udviklet sig til et bureaukratisk monstrum, hvis endegyldige mål det er ’at udhule nationalstaternes suverænitet til fordel for transnationale interesser.’

Det er en europæisk elite af nidkære embedsmænd og ’vogtere’ i form af EU-kommissærer, der behageligt hævet over nationalstaterne og befolkningens smålige forbehold, konstant strækker EU's beføjelser, udvider deres kompetencer efter behov (fleksibilitetsklausulen) for derved at følge deres kald til at varetage såkaldte overordnede fællesinteresser.

Vores formyndere

Det er udemokratisk; kommissærerne er som bekendt ikke folkevalgte, men er reelt de eneste, der kan stille nye lovforslag. Ligeså udvider EU-domstolen konstant sine beføjelser og sætter medlemslandenes retspraksis ud af kraft. Der er en jungle af instanser som øver indflydelse på EU-borgernes liv, uden at befolkningerne kan føre opsyn eller drage dem til ansvar.  

Der hersker en form for tankeforbud skriver Enzensberger polemisk, når løsningerne altid allerede er givet: det er hver gang et tættere EU-samarbejde, der er brug for, aldrig mindre EU: TINA (there is no alternative) der findes ikke noget alternativ, og økonomien er en højere magt, som ingen kan stille noget op over for. Hvilket selvfølgelig er usandt, og selv om kun et land ud af de 16 i 2010 levede op til stabilitetspagten (i 12 lande er statsgælden på over 60 %!) bremsede det ingenlunde EU fra at gå videre med det monetære samarbejde.

Vi alene vide

Der udgår en sand syndflod af direktiver, retningslinjer og forskrifter fra EU, hvis egentlige formål er at regulere, kontrollere og ensrette en opsætsig befolkning, der ikke vil sit eget bedste. Formynderiet tjener altså i Enzensbergers udlægning, til at beskytte de moralsk fordærvede EU-borgere mod sig selv: bureaukratiet opfører sig som om det var besat af fjendens efterretningstjeneste, skriver han.

Der er en tillidskrise mellem befolkningerne og det øgede EU –samarbejde, som de få afstemninger, der er blevet afholdt, tydeligt har demonstreret. Det bliver forsøgt løst dels ved at understøtte selvforherligende tv-kanaler som Euronews og Euronet, der serverer propaganda, som nyheder fra EU, og så på den anden side at benytte sig at et særligt uforståeligt EU-sprog, der gør det til en forhindringsbane at forstå EU-traktaterne.

Hans Magnus Enzensberger

Kritik bliver mødt med vrede og vantro: en af embedsmændenes interesseorganisationer, FFPE, skrev et åbent brev til kommissionen og krævede, at der skulle oprettes en ’særlig enhed, der er udstyret med de nødvendige midler til at imødegå alle ærekrænkende angreb, der gør EU-ansatte til syndebukke’, og EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, synes at mene, at de lande, der ikke vil som han, modsætter sig ’den europæiske ånd’. 

Det berømte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet), om at løse, hvad løses kan lokalt, nationalt, er reelt sat ud af kraft.

Man kan ifølge Enzensberger ikke tale om ’et demokratisk underskud’: ’det er ikke en medicinsk gåde, men en bevidst principbeslutning’. Altså bare et pænere ord for umyndiggørelse af borgerne.

Grænser for EU?

Det originale ved EU er, at den regerer ved blød magt; den lader som om den er hensynsløst menneskekærlig: ’Vores formyndere er ikke skurke, men filantroper’. Det sidste forefindes også på nationalt plan, som Enzensberger pointerer, hvor borgerne tilsyneladende frivilligt afgiver store dele af deres frihed mod klare dessiner og retningslinjer for, hvordan de bør leve deres liv.  

Enzensbergers tekst er sarkastisk, polemisk og stort set ensidig, men den befinder sig efter min bedste overbevisning ikke ude på noget konspiratorisk overdrev. For mig sætter Enzensbergers kritiske tekst ord på egen voksende fornemmelse af, at et begrænset EU-samarbejde og et EU i flere tempi er aflyst til fordel for et stadig tættere samarbejde uden befolkningens samtykke, hvor kritik eller ønske om tilbageholdenhed fra politisk hold bliver mødt med det magtfuldkomne there is no alternative – postulat.

Hvor skal grænsen for EU's indflydelse gå, og hvor meget selvbestemmelse kan nationalstaterne afgive, uden at det demokratiske fundament, de bygger på, smuldrer? Det er i den grad en diskussion værd.  

Anmeldelse: Færten af død af Andrew Taylor

Historisk krimi. Atmosfæreladet krimi fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig tager læseren med til et belejret New York, hvor den stovte kontorist, englænderen Edward Savill, må løse en indviklet mordgåde i loyalisternes sidste forskansning. 

Men det er selvfølgelig ikke så ligetil, når byen befolkes af soldater, svindlere, flygtninge, usle profitmagere, dobbeltagenter og en smuk kvinde med mange hemmeligheder.

’ Dette er historien om en kvinde og en by. Jeg så byen først, fik nogle glimt af den på lang afstand, mens den glitterede som det nye Jerusalem i aftensolens sidste stråler. Det var søndag den 2. august 1778.’

Englishman in New York

Det er ganske ufrivilligt, at Edward Sawill må forlade Londons velkendte gader til fordel for den krigshærgede amerikanske koloni. Men loyal og kongetro, som han er, retter han ind, efterlader kone og sin elskede datter for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der har mistet ejendom og formue til oprørerne.

Savill bliver indkvarteret hos den respektable, men forarmede Wintour-familie; den gamle dommer, der har mistet grebet om den nye tumultariske tid og derfor uden held forsøger at skrive om fortidens gloværdige England, hans stærkt svækkede og temmelig konfuse hustru, der mumler noget, der minder om børneremser, og så deres gådefuld og stærkt indbydende svigerdatter Arabella. Familien lever i uvished om, hvad som er hændt Arabellas iltre husbond, der er blevet hårdt såret i kamp. 

Blod på skjorten og loyaliteten i uorden

Savill må snart sande, at byen kun på afstand tager sig ud som et nyt funklende Jerusalem; den har også en beskidt, anløben og grov bagside, hvor en fin engelsk gentleman meget nemt får snavs på sin hvide knipling skjorte, hvor de fasttømrede forestillinger bliver udfordret, og hvor man meget ledt farer vild, når man lader sig styre af sit moralske kompas. Sådan et sted er det berygtede og meget voldelige slumkvarter Canvas, hvor mordet bliver begået, som sætter optrevlingen af et sindrigt plot i gang.

Det er et rigtig velkonstrueret plot Taylor har kreeret, der elegant fletter de nære relationer sammen med den storpolitiske ramme for fortællingen: krigen mellem England og de amerikanske oprørere. Det er en kriminalroman, der til trods for det indledende mord egentlig ganske langsomt bygger atmosfæren, rammen, personerne og intrigerne op, for så godt og vel halvvejs at skifte gear, sætte fuld damp på spændingen og de overraskende twists for så at lukke af med en højdramatisk finale over den tilfrosne Hudsonflod.  

Sproget er en gennemført og tillempet pastiche over 1700 tals engelsk, som går fint igen i den danske oversættelse, hvor man ’forbliver hinanden meget forbunden’, holder på den rette etikette og råber bandsat, når bølgerne går højt.

De sorte betragtes af alle, bortset fra Savill, med selvfølge som en laverestående race, hvis lod det er at tjene den hvide mand.

 Det altovervejende tema i romanen er loyalitet, ikke som en absolut og idealistisk enhed, men derimod som en historisk betinget og derfor omskiftlig størrelse med uendelig mange gråzoner – hvor gårsdagens ven bliver morgendagens fjende og hvor forræder og helt afhænger af øjnene, der ser.

Første bind af en serie

Det er en velresearchet og underholdende historisk krimi, man velvilligt lader sig opsluge af. Bogen blev af CWA (The Crime Writers’ Association) kåret til den bedste historiske kriminalroman i 2013, og det er faktisk tredje gang, det overgår bogens forfatter Andrew Taylor.

Min eneste indvending mod romanen er, at hovedpersonen er noget veg. Savill er en tilknappet englænder, en mand af sin tid, der ikke bebyrder andre med ligegyldige personlige petitesser, men jeg vil alligevel gerne have vidst noget mere om hans baggrund og person. Vi erfarer stort set kun, at han er standsmæssig gift med en kone, han ikke elsker, og at han har en datter, han til gengæld elsker meget højt. Men det er også det hele.

Færten af død er første bind i en serie med samme hovedperson, og bind et giver grund til store forventninger. Jeg ser også frem til at Savill måtte løsne lidt op på kalvekrøsset, så at vi kunne ane lidt mere af personen bag rollen.