Viser opslag med etiketten Spændingsroman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spændingsroman. Vis alle opslag

Anmeldelse: Jomfrustenen af Michael Mortimer

Anmeldt af: fantasyforfatter Lene Dybdahl, gæsteskribent på Kultur-cafeen.

Jomfrustenen er et brandspændende eventyr med et velkomponeret plot og troværdige personer. Bogens reliefagtige forside er flot og indbydende.

Ida Nordlund er studerende i Stockholm med en gådefuld opvækst i Jämtland langt fra storbyen. Hun har aldrig kendt sine forældre, men naboen Lasse har været en faderfigur for hende, og han kommer til at spille en vigtig rolle i romanen. Ida er vokset op hos sin mormor og morfar, men hendes rigtige mor er ikke død, bare forsvundet. Det går hurtigt op for læseren, at der under opvæksten ikke var megen bageforklæde, kortspil og strikketøj over Idas mormor. Hun er en kølig og knivskarp forsker, som ved bogens begyndelse befinder sig i Rusland.

Et mystisk skrin og et mord

Præcist hvad mormoren forsker i, ved Ida ikke, men på dagen for Nobelprisuddelingen, bliver Ida ringet op og bedt om at gøre mormoren en tjeneste: Hun skal modtage og gemme et skrin for prismodtageren i fysik, Anatolij Lobov. Under prisfesten bliver han myrdet, og Ida bliver eftersøgt for mordet. Hun flygter over hals og hoved, og finder snart ud af, at politiet ikke er de eneste, som leder efter hende. Et hemmeligt netværk af forskere vil gøre alt for at få fat i skrinet.

Dokumentariske virkemidler

Som roman er bogen lidt utraditionelt bygget op, fordi der løbende er sort-hvide illustrationer eller fotografier, som supplerer teksten, ligesom der også er 'Wikipedia-arktikler' - eller genskrivninger af sådanne, som skal forlene bogens plot med troværdighed og give den et skær af dokumentar. Omdrejningspunktet for handlingen er nemlig den mystiske jomfrusten, som har nærmest magiske egenskaber. Selvom informationsartiklerne måske afbryder læseflowet, så gør det ikke noget negativt for læseoplevelsen. Plottet er nemlig så spændende, at man sagtens kan tygge sig igennem et par sider med fakta, før man atter er i hælene på Ida og sidenhen Lasse på deres færd gennem Sverige.

Hit med den næste i serien!

Jomfrustenen er Michael Mortimers debutroman under dette navn. Bag forfatternavnet, som er et pseudonym gemmer sig dog to erfarne forfattere, Daniel Sjölin og Jerker Virdborg. De to herrer leverer en mesterlig læseoplevelse, hvor det iskolde Nordsverige og Finland trænger helt ind under huden på læseren, hvor grundig research bliver omsat til spændende handling, og hvor et nuanceret, interessant og troværdigt persongalleri folder sig ud. Jeg læste de 505 sider på tre dage, og jeg glæder mig allerede til den næste bog i serien. Læs den!

Bogen er oversat til dansk af Henriette Rostrup.

The Interrogator af Andrew Williams



The Interrogator er engelske Andrew Williams debutroman, og det er en meget flot og overbevisende debut. Bogen er en  historisk thriller, der på mange måder minder om landsmanden Robert Harris’ historiske spændingsromaner fra  2. verdenskrig: Fædrelandet og især Enigma.

De Grå Ulve viser tænder 
Vi er i krigens tredje år, 1941, og kun Storbritannien holder med næb og kløer stand mod Hitlers sejrende armeer. Men briterne er dybt afhængige af deres atlantiske flåde, som de tyske undervandsbåde, ’de Grå Ulve’, uafbrudt angriber og sænker med nådesløs præcision.


Bogens hovedperson Lt. Douglas Lindsay bjærges i live modsatte, de fleste af sine kammerater, da hans skib en kold nat i Atlanterhavet, bliver ramt af en tysk torpedo.

Plaget hovedperson
Lindsay plages af skyldfølelse, og han ønsker brændende af ’sone’ sin skyld som overlevende, og han gør nu sit yderste for at rette op på sine skæbnesvangre mangel på mod på korvettens kolde dæk, ved nu som forhørsleder i flådens efterretningstjenesten at lirke oplysninger ud af de tilfangetagne tyske flådesoldater.

Ret hurtigt får Lindsay en frygtelig anelse, der udvikler sig til en besættelse, om at de koder som den britiske flåde og de britiske handelsskibe benytter sig af, er blevet brudt af den tyske flåde, hvilket forklarer det enorme antal sænkede skibe.

Men Lindsay er halv tysk, med en fætter, der er højtstående officer i den tyske flåde og hans spørgsmål og boren i det pinagtige spørgsmål møder mange magtfulde fjender indenfor efterretningstjenesten, MI5. Her arbejder Mary Hendreson, med hvem han indleder et forhold efter et flygtigt møde.

Med skjult hjælp fra Mary satser Lindsay med al magt at få sandheden ud af den højtstående Ubådskommandør Jurgen Mohr. Det bliver dog sin sag, da de tilfangetagne tysker udøver en nådesløs selvjustits, der ikke tillader nogen fraternisering med fjenden.

Djævelsk plan
Douglas må udtænke og iværksætte en udspekuleret og farlig plan, for at sandheden endelig kan vristes ud af tyskernes jernnæver. Men her opstår så bogens moralske dilemma, for mister han sig selv undervejs i processen, og bliver han fjenden i spejlet, når løgn og svig bliver gangbar mønt, eller er det blot spillet kyniske regler?

Bogen er velresearchet og lægger sig tæt op af virkelige hændelser, som Williams forklarer i efterordet. Bogen er spændende på en afdæmpet, realistisk vis, og man kan nærmest mærke sømændenes rædsel og frygt, når de flyder rundt i det iskolde vand, og det spegede spil mellem de forskellige efterretningstjenester er indgående og troværdigt beskrevet.

Andrew Williams har tidligere skrevet historiske dokumentarserier  til BBC, og det må kunne forklare debutantens sikre greb om drama og plot. Eneste minus er en lidt påklistret moralsk opsang til hovedpersonen fra de andre aktører mod slutningen, men det tager man med. Hans næste bog, To kill a Tsar, er skrevet på min læseliste. 

Frygtens indeks af Rober Harris

En thriller og en opdateret (finans)version af den klassiske Frankenstein-historie om, hvad der kan ske, ikke når et kunstigt neandertaler-menneske tager over, men om hvad der kan hænde, når en kunstig hyperintelligens overtager handlen på børsen og kan forudsige aktiekurvernes stigning og fald. 

Spændningskurven har Harris et solidt tag på, men uden megen viden om aktier, algoritme og computerteknologi kneb det noget for mig at følge med hele vejen gennem plottet.

Hvem er Hoffmann?
Der er en aura af mystik omkring den geniale/besatte videnskabsmand Dr. Alexander Hoffmann, der bor i det lukrative Schweiz og er en legende indenfor avanceret computerteknologi og algoritmer, hvilket nu giver ufatteligt store afkast på et ellers nervøst finansmarked.

Sabotage og nedsmeltning af det finansielle marked
Men en nat da han ligger og sover med sin smukke kunstnerkone Gabrielle, vågner Hoffmann ved lyden af et indbrudstyv, der til trods for alverdens sikkerhedsforanstaltninger er kommet ind i huset og slår Hoffmann ned.

Det bliver begyndelsen til én lang nedtur for Hoffmann, der må forsøge at hitte ud af, hvem der står bag forsøget på at komme ikke bare ham  til livs, men også hans guldæg af et firma, og sågar vil vælte hele det finansielle marked.  En hæsblæsende jagt tager sin begyndelse.

Aktuel og spændende, men noget stereotyp perontegning
Det er en interessant, tankevækkende og meget aktuel spændingshistorie, Harris disker op med. Som jeg oplevede det, var det bare lidt af et problem, hvis, man som jeg ikke helt begriber mekanismerne og termerne bag finansmarkedet.

Det er den veltunede spænding og jagt på sandheden, der driver bogen frem, mens personerne er noget stereotype og karikerede.  Især synes jeg Hoffmans kone Gabrielle virker melodramatisk og lidt for irriterende sødladen – at hun pludselig vil vende ham og det mondæne liv ved Genevesøen ryggen, blot fordi den verdensfjerne videnskabsmand nu er milliardær, virker temmelig fjollet.

Jeg følte mig ok underholdt, men jeg synes slet ikke Frygtens indeks var så god, grundig og gennemarbejdet som f.eks. Harris’ bøger fra det antikke Rom.

NB. Hovedpersonens navn er nok ikke tilfældigt valgt, men virker oplagt at være en reference til den tyske, romantiske forfatter, ETA Hoffmann, hvis bog djævleeliksiren, om en munk, der efter at have drukket en djævleeliksir flygter fra klosteret, påtager sig en andens identitet og myrder alle, der kan afsløre ham, Harris’ hovedperson deler træk med.   


Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.