Bogspot: Der hvor vi gik engang af Kjell Westö

Begivenhedsrig skildring i af Finlands dramatiske historie i første halvdel af det 20. århundrede.

Læseren følger en kreds af venner, der bliver født i Helsingfors i La Belle Époque, som vokser op under Verdenskrigens buldren, som kæmper i borgerkrigen, danser, drikker og glemmer til brølende jazz og vågner fuldvoksne op i 1930erne med tømmermænd, stukkede vinger og splintrede drømme.

Westö maler med den brede pensel på det store finske lærred.

Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid

Igen er Finlands traumatiske historie i centrum i en fortælling af Kjell Westö, sådan som det også var tilfældet i Det ulyksalige ved at være en Skrake og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Luftspejling 38.

Der hvor vi gik engang er dog langt mere panoramisk og kronologisk fremadskridende end de to førnævnte. Under læsningen kom Gunnar Staalesens Bergen-trilogi mig ofte i hu.

Der hvor vi gik engang er nok en mindre kulørt mere mørk krønike om Helsingfors, hvor musikken dog, som det også var tilfældet med Staalesens Krønike, udgør en art leitmotiv med mol og melankoli som den gennemgående grundstemning.

Et sådan langt historisk vue ud over samfundet, individerne i det og dets og deres forvandlinger over tid, har den udfordring for forfatteren, at det næsten per se kræver, at de forskellige samfundsklasser er repræsenteret for derved at give et dækkende billede.

Og dette udarter ofte til de rene klicheer og typer med godhjertede og stolte arbejdere over for en overklasse iført bowlerhat, høj cigarføring og kynisk-pekuniær spekulation.

Den lange sårfeber

Westö derimod formår at fremstille nogle interessante menneskeskæbner, der i deres selvforståelse og ofte dybe ensomhed, hverken opfatter sig selv som del af en strømning eller som repræsentanter for andet end dem selv.

Westö må have lavet et enormt historisk researcharbejde for at skrive bogen med alle dens tidstypiske mærker, chikke steder, tidens toner, litterære værker og byens kontinuerlige forandring.

Den finske borgerkrigen, dens lange eftervirkninger og splittelsen på kryds og tværs – også internt for såvel røde som hvide – er fremstillet med stor omhu og giver et overbevisende skildring af de dramatiske, men også noget indviklede udviklinger i den lange, fortsatte broderkrig.

Den Finske Borgerkrig løber som et uhelet,åbent sår gennem Kjell Westös romaner,
særlig prægnant i Der, hvor vi gik engang.

Den humor som fremhæves på bogens bagside, fandt jeg meget lidt af og da meget nedtonet i forhold til for eksempel den befriende og altgennemstrømmende tragikomiske humor i Det ulyksalige ved at være en Skrake, som jeg stadig synes, er Westös bedste roman.

Der hvor vi engang gik kunne med sin historisk velresearchede fremstilling og store mængder spænding og dramatik måske være et godt bud på en julegave til den historisk-interesserede, der ønsker at synke ind i en medrivende fortælling uden de alt for store fortællermæssige dikkedarer.

Kjell Westö: Der hvor vi gik engang
Oversat af Jesper Klint Kistorp
704 sider
Batzer & CO

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)

Anmeldelse: For Fædrelandet af Jenni Linturi

Skematisk og lidet overraskende roman om de finske mænd, der meldte sig til frivillig tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig i kampen mod arvefjenden Rusland, og følgerne det fik.

Finske Antii er blevet gammel, forvirret og dement. Han er ikke i stand til at skelne fortid fra nutid og ser i personerne, der omgiver ham, fortidens spøgelser.

Længere og længere glider han tilbage i fortiden og ind i minderne om de skelsættende begivenheder, som mærkede ham og en hel generation af unge finske mænd under Anden Verdenskrig.

Det nationale traume

Et åbent sår, forstår man, for i den brændende iver efter ’Storfinland’ og ønsket om en udsøgt hævn over ærkefjenden Rusland, der i Vinterkrigen i 1939 brutalt var faldet ind over landets grænser, meldte mange idealistiske finske mænd sig som frivillige i Waffen SS i det tyske felttog mod Stalins Sovjetunionen. 

Antii var en af dem, der gennem en ingeniørvirksomhed, som fungerede som skalkeskjul, mødte op for at melde sig som frivillig i Hitlers SS-styrker.

Historien skifter mellem nutid, hvor Antii bliver gradvist svagere, taler med indbildte personer fra fortiden, og tror at krigen skal udkæmpes på ny, mens hans indbildske fætter, Karlo, mener at han og hans generation bør være altings centrum, fordi de kæmpede i krigen; og så tiden under krigen og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hverdagen melder sig på ny og de hjemvendte soldater skal resocialiseres og må slås med skyldfølelse over, hvad de var vidne til og foretog sig på Østfronten, eller også kæmper de med et samfund, der ikke i deres øjne, i tilstrækkelig grad, anerkender og påskønner de heroiske ofre i Fædrelandets tjeneste.

Forskønnet grusomhed

I centrum af fortællingen står Antiis forræderi, løgn og forhærdelse i takt med at grusomhederne bliver daglig kost. Antii går fra at være en noget tør, korrekt og idealistisk ung mand med en sund protestantisk arbejdsmoral til en svigfuld, amoralsk dræber med blikket skarpt indstillet på egen overlevelse, fyldt til randen med lede og afsky for de dehumaniserede russiske krigsfanger og de underlegne racer generelt.

Særligt en hændelse har dog sat sig i kroppen på Antii som et betændt traume, han først udfries fra til allersidst.  

Samhørigheden med officerskorpset af tyske herrefolk er dog til at overse: forholdet er præget af gensidig mistillid, og hvor tyskerne ser ned på finnerne som uregerlige hvide barbarer, der foragter de finske frivillige den arrogante tyske herrefolksmentalitet.  

For meget pegepind og kalkuleret tungsind

Bogen fungerer bedst  i de glimtvis rigtig fine sansninger, de pludselige knivskarpe erindringsstumper, og i de små kilder til morskab, der ind imellem opstår, når omgivelserne og den demente Antiis opfattelse clasher.

Men overordnet er historien alt for firkantet og skematisk forudsigeligt fortalt. Personerne er tegnet lidt for groft og entydigt op, og fortællingen får i mine øjne mere karakter af et postulat end det uafrystelige drama, der vel var hensigten.

Fortælleren virker overivrig og nervøs for,om læseren nu har opfattet det fortalte korrekt. Derfor bliver resultatet for meget didaktisk pegepind især, når fortælleren finder det nødvendigt at fremhæve, sætninger der altså er ladet med så megen betydning!

Det virker på mig noget tvunget og trættende, når læseren får serveret de ret så velkendte pointer om, at i mødet med det grufulde forstummer ordene, at livet passerer revy, lige før man drager det sidste suk (gør det det?) med videre. Særligt fordi det virker som lidt kalkulerede pointer formuleret forholdsvis uoriginalt.

Jenni Linturi kan helt sikkert skrive, men hun virker her for bundet af stoffet og den skematiske udvikling i en højere hensigts tjeneste.

Hvorfor forlaget oplyser, at forfatteren er tredje generations feminist, og hvad det så er for noget, skal være usagt.  

For fædrelandet, 210 sider

Oversat af Birgita Bonde Hansen