Viser opslag med etiketten krønike. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krønike. Vis alle opslag

Bogspot: Der hvor vi gik engang af Kjell Westö

Begivenhedsrig skildring i af Finlands dramatiske historie i første halvdel af det 20. århundrede.

Læseren følger en kreds af venner, der bliver født i Helsingfors i La Belle Époque, som vokser op under Verdenskrigens buldren, som kæmper i borgerkrigen, danser, drikker og glemmer til brølende jazz og vågner fuldvoksne op i 1930erne med tømmermænd, stukkede vinger og splintrede drømme.

Westö maler med den brede pensel på det store finske lærred.

Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid

Igen er Finlands traumatiske historie i centrum i en fortælling af Kjell Westö, sådan som det også var tilfældet i Det ulyksalige ved at være en Skrake og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Luftspejling 38.

Der hvor vi gik engang er dog langt mere panoramisk og kronologisk fremadskridende end de to førnævnte. Under læsningen kom Gunnar Staalesens Bergen-trilogi mig ofte i hu.

Der hvor vi gik engang er nok en mindre kulørt mere mørk krønike om Helsingfors, hvor musikken dog, som det også var tilfældet med Staalesens Krønike, udgør en art leitmotiv med mol og melankoli som den gennemgående grundstemning.

Et sådan langt historisk vue ud over samfundet, individerne i det og dets og deres forvandlinger over tid, har den udfordring for forfatteren, at det næsten per se kræver, at de forskellige samfundsklasser er repræsenteret for derved at give et dækkende billede.

Og dette udarter ofte til de rene klicheer og typer med godhjertede og stolte arbejdere over for en overklasse iført bowlerhat, høj cigarføring og kynisk-pekuniær spekulation.

Den lange sårfeber

Westö derimod formår at fremstille nogle interessante menneskeskæbner, der i deres selvforståelse og ofte dybe ensomhed, hverken opfatter sig selv som del af en strømning eller som repræsentanter for andet end dem selv.

Westö må have lavet et enormt historisk researcharbejde for at skrive bogen med alle dens tidstypiske mærker, chikke steder, tidens toner, litterære værker og byens kontinuerlige forandring.

Den finske borgerkrigen, dens lange eftervirkninger og splittelsen på kryds og tværs – også internt for såvel røde som hvide – er fremstillet med stor omhu og giver et overbevisende skildring af de dramatiske, men også noget indviklede udviklinger i den lange, fortsatte broderkrig.

Den Finske Borgerkrig løber som et uhelet,åbent sår gennem Kjell Westös romaner,
særlig prægnant i Der, hvor vi gik engang.

Den humor som fremhæves på bogens bagside, fandt jeg meget lidt af og da meget nedtonet i forhold til for eksempel den befriende og altgennemstrømmende tragikomiske humor i Det ulyksalige ved at være en Skrake, som jeg stadig synes, er Westös bedste roman.

Der hvor vi engang gik kunne med sin historisk velresearchede fremstilling og store mængder spænding og dramatik måske være et godt bud på en julegave til den historisk-interesserede, der ønsker at synke ind i en medrivende fortælling uden de alt for store fortællermæssige dikkedarer.

Kjell Westö: Der hvor vi gik engang
Oversat af Jesper Klint Kistorp
704 sider
Batzer & CO

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Familien Bruchfontaine af Keld Konradsen

Kedelig og uengageret slægtsroman om tre generationer af den fiktive tysk-danske slægt Bruchfontaine.

Det er svært at forstå, at manden bag denne roman, er den samme, der forfattede den velskrevne og psykologisk spændende roman, Stemte s’er, om en søns forkvaklede forhold til sin afdøde mor og dennes fortrængte historie fra 2. verdenskrig.

Den sønderjyske matador

I Familien Bruchfontaine er det som om Conradsen genbruger et persongalleri, vi kender så godt fra Matador, hvor en lidt selvgod humanisme sætter rammerne for den historie, som personerne må udfolde sig på. Personerne inkarnerer så loyalt bestemte værdier og overbevisninger, som brydes i den beskrevne tid.

I Konradsens nyeste roman får vi fortællingen om den store Otto Bruchfontaine, der som en anden Mads Skjern repræsenterer den hårde entreprenante ånd.  Han er opfyldt af et rastløs ønske om at blive til noget mere end sine forfædre, om hvem rygtet går, at de nedstammer fra et møde mellem en af Napoleons officerer og en fattiggårdssinke!

Da Otto har slået en anden mand til plukfisk, ser han sig nødsaget til at flygte. Han ender i Tysk Østafrika, vore dages Tanzania, hvor han først arbejder med forarbejdet til en jernbane. Han får hurtigt samlet rigdomme til sig ved salg af ædelsten og elfenben, men da 1. Verdenskrig bryder ud, bliver Otto tvangsudskrevet til den tyske krigstjeneste.

Han gør tjeneste under den navnkundige generalmajor Lettow-Vorbeck, der krigen igennem driver gæk med de engelske tropper i Afrika.

Otto drager herefter til Sønderjylland, efter at have hørt en af sine handelsforbindelse lovprise regionen. Knapt har han forladt kajen i Egernsund, før han er den nye store mand i byen. Han opkøber en teglvirksomhed, får kone og børn, og med det aldrig svigtende blik for, hvor markedet er på vej hen, slår han sig på cement.

Koldt og ensomt på toppen

Mange ser skævt til ham, ikke mindst de andre tyskere, der betragter ham som landsforræder, da han placerer sig på danskerne side. Hvor krisen ruinerer de fleste af hans konkurrenter, da har Otto selvfølgelig forudset det hele og sikret sine penge i faste værdier.

Ej heller fristes han som så mange andre af nazismen. Nej, evigt klartskuende Otto har luret nazismens indbyggede ondskab. Sønnen Ferdinand, der selvfølgelig også afskyer nazismen, køres i stilling som arvetager af det stødt voksende familiefirma.

De stærke vinder plads og ære i firmaet, men der er koldt og ensomt på toppen, og de mindre flatterende forhold og affærer fejes raskt væk ind under gulvtæppet.

Papfigurer og slatten prosa

Der levnes ikke megen plads til læserens selvstændige tankevirksomhed, for fortælleren føler sig kaldet til, at hamre pointerne ind på lystavlen. Sproget er jævnt og kedeligt tilsat dovne og upræcise klicheer fra  hverdagssproget. Ind imellem drysses så nogle voldsomt bedagede og forblommede metaforer ud over det hele. Her kommer en række smagsprøver:

”Han så stadig fremad fireogtyve timer i døgnet”

”…de hvilede ikke et øjeblik”

”Dagmar vidste, at hendes virkelige opgave var slægten”

”Hun havde set personen før fangen og ladet ham mærke sin respekt ”(!)
,
 ”Hun holdt hans blik fast. En stålwire var pludselig spændt ud mellem dem”,

”Men da var terningerne kastet …”,

”Det var Tiden, der viskede, til ham som en gammel ven”

 ”Dagmar var fem år yngre og på sin skønheds højdepunkt”

”Hver gang var noget af Ottos væsen flydt over i hende som lys på en uset sjæl”

”I det hele taget manglede han ikke noget og kunne formentlig være blevet godt og grundigt ødelagt,
hvis ikke det fra første sekund, var blevet gjort klart for ham, at privilegier forpligtede.”,

”Der flyttede virkelig en vis hårdhed ind i Valdemar. En bestemt uskyld var forsvundet for altid”

”Mærkede han i dette møde familiens usynlige hånd? ”


Automatpiloten må simpelthen have sat sig fast gennem størstedelen af skabelsesprocessen. Det må være forklaringen på, at en skarp pen som Conradsen kan skrive så fladt og udramatisk et drama.

Læs også anmeldsen af Stemte S'er 


Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.