Viser opslag med etiketten Andrew Miller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andrew Miller. Vis alle opslag

Anmeldelse: Sindrig smerte af Andrew Miller

Historiske romaner fra 1700 tallet.

Overtro, videnskab og eventyr i oplysningstidens England. Og så den forunderlige historie om et menneske født uden evnen til at føle smerte eller til at knytte menneskelige relationer.
”Vi skal ikke forfølge Dem med Deres skygge, doktor. Når det kommer til stykket bør et menneske have frihed til at forandre sig. Mange er fanget i en gammel hud, som de gjorde bedst i at krænge af sig”

Et barn bliver født
Horeungen John Dyer bliver født ind i en fattig landmandsfamilie. Men meget snart står det klart for alle, at der er noget helt galt med drengen: han hverken hyler eller siger noget, men stirrer bare undersøgende, hvis ikke ligefremt hovent på omgivelserne.

Og så mærkeligst og mest skræmmende af alt er han tilsyneladende i stand til at udholde alverdens smerte. Historien er i korte træk som følger:

Ud, ud, ud
Da familien udslettes af kopper, drager den underlige dreng af sted, mens hans blinde søster famler alene rundt i huset og kalder hans navn. John Dyer drager først rundt i landet med en omrejsende kvaksalver, der ser muligheder i drengens forunderlige evner.

Så bliver han kidnappet af en excentrisk rigmand, der som det ligger i tiden, er dybt fascineret af det abnorme, og som udfører eksperimenter med sine mange vanskabninger. Da Dyer stikker af, tvangsudskrives han til den engelske krigsflåde, hvor hans evne til selv under de største fare at forholde sig iskoldt kommer til sin ret, og han demonstrerer her sine forbløffende evner som lidenskabsløs kirug.  

Han bliver en beundret læge, med mange patienter i sin praksis, men hans kulde og totale mangel på indlevelse og forståelse for menneskelige relationer får folk til at føle sig utrygge, og snakken går.   

Forvandlingen
Den ambitiøse og utålmodige Dyer deltager dernæst i et farefuldt kapløb om at være den første læge, der når til Sankt Petersborg for at pode den russiske kejserinde Katherina med kopper.

Men efter et overfald og et hårdt slag i hovedet begynder Dyers forvandling - og det så voldsomt at han bliver indlagt på galeanstalten i London. Han mister efterhånden helt sin koldblodighed, bliver usikker og tvivlende, og kan for første gang i sit liv føle smerte, glæde og sorg – også med tilbagevirkende kraft; John Dyer bliver genfødt som menneske.  

Det moderne menneske udspændt mellem viden og følelser
Romanen er Andrew Millers debutroman, men som i den seneste, De uskyldige, går mange af temaerne igen i denne foruroligende og forunderlige roman: overtro og guddommeliggjort videnskab trives side om side, der er klippefast overbevisning og nagende tvivl, der er fascination af det makabre, det abnorme, og også den ironiske fremstilling går igen i beskrivelsen af videnskabsmændenes afsjælede forhold til menneskekroppen, der for dem ikke er mere end et spændende studieobjekt. John Dyer er, før han bliver et rigtigt menneske, måske ligefrem idealet på den flegmatiske, helt igennem distancerede videnskabsmand.
           
Det er som om, Andrew Miller har en nærmest glasklar, selvfølgelig adgang til 1700 tallet: tiden, menneskene, miljø-og landskabsbeskrivelserne er sirligt detaljerede og meget overbevisende, men det bedst ved romanen er nu portrættet af et meget specielt menneske, og så forfatterens evne til præcist at indfange det menneskelige sinds evigt omskiftelige landskab.


Guide: 10 historiske romaner til sommerferien

Historical-FictionHistoriske romaner til al slags sommervejr.
Er du til romerriget, 1700-tallet, Den Amerikanske Borgerkrig eller Nazi-tyskland? Uanset hvilken destination, der er din favorit på lænestolsrejsen, så følger her Kultur-cafeens bud på 10 gode historiske romaner lige til at tage med i sommerhus eller til rejsen sydpå.

opmålingen af verden

Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann

Kehlmanns eventyrlige gennembrudsroman fortæller med megen humor den medrivende historie om de to genier og særlinge Carl Friedrich Gauss’ og Alexander Von Humbolts opmåling af verden.

Det er to egensindige herrer med blikket rettet mod de videnskabelige stjerner: Den ene en frygtløs globetrotter, der drager til Sydamerika, Mellemøsten og Rusland; den anden en gnaven hypokondrisk hjemmeføding.

Man klukker af fryd, mens man læser om tiden og om de to følelsesmæssigt afstumpede repræsentanter for den europæiske nysgerrighed og videnstrang.

zarens-dvaerg_163195

Zarens dværg af Peter Fogtdal

Historien om den temperamentsfulde danske dværg, Sørine Bentsdatter, der af den danske konge Frederik den 4. bliver foræret til den russiske zar Peter den store i 1716.

Historien fortælles af den ukuelige og på sin egen måde charmerende Sørine, og resultatet er en både farverig og til trods for den ondsindede hån og latter mod dværge en indimellem meget morsom beretning.

Læs hele anmeldelsen her

Imperium

Imperium Harris Robert

Første del af en trilogi om den romerske sagfører, politiker og gudbenådede retorikker, Cicero, i tiden op til den romerske republiks fald. Troværdig, spændende og velresearchet. Harris’ evner som spændingsforfatter fornægter sig heller ikke her.

Læs hele anmeldelsen her

profeterne i evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine

Kim Leines store fortælling om den danske 1700-tals-præst Morten Falck, der fra Kongens København drager til Grønland, hvor han bliver udsat for et sandt kulturchok, der vender op og ned på hans forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Og et oprør blandt de kristne grønlændere tvinger Falck til at vælge side: enten at stå ved danske overherredømme eller lade sig rive med af frihedstrangen.

De uskyldige

De Uskyldige af Andrew Miller

Igen er vi i 1700-tallet nærmere bestemt i 1785 i frihedsstormens epicenter, Paris. Hertil ankommer den unge ingeniør, Jean-Baptiste Baratte, der har fået til opgave at rydde den overfyldte og ildelugtende kirkegård Les Innocents.

Han er opfyldt af oplysningstidens idealer og frihedstrang, men mødet med de mørke grave, områdets beboere, og de hændelser, han her udsættes for, bringer ham i alvorlig tvivl om sit eget ståsted og identitet.

Læs hele anmeldelsen her

I tider med aftagende lys

I tider med aftagende lys

En fantastisk tysk slægtsroman, der i tilbageblik beretter DDRs historie fortalt gennem familien Powileit. Til trods for den menneskeknusende stat, familiens gradvise opløsning og deres mange interne konflikter er historien herlig fortalt med megen underspillet humor og medmenneskelig varme.

Læs hele anmeldelsen her

kaffehandleren

Kaffehandleren af David Liss

En forførende roman om kaffens kringlede vej ind i på det europæiske marked og ind på børsen i Amsterdam i 1659. Der er tale om en humoristisk, atmosfærefyldt roman med et stærkt medrivende plot, hvor det handler om, hvem der narrer hvem i det spegede kursmanipulationsspil på verdens første børs.

Læs hele anmeldelsen her

alt hvad jeg er

Alt hvad jeg er af Anna Funder

Elegant, velskrevet og spændende roman om en gruppe eksiltyskeres desperate kamp mod Hitlers regime og mod nazisternes omfattende net af spioner og stikkere i eksilet i London.

Bogen er en usentimental, detaljeret og grum afdækning af det indre forræderi, den konstante frygt og den tiltagende desillusion med hinanden og med de socialistiske idealer, de har kæmpet så hårdt for.

Læs hele anmeldelsen her

Hvide duer ved daggry

Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

Er krimiforfatteren James Lee Burkes fængslende beretning om Den Amerikanske Borgerkrig set med sydens øjne. Bogen beskriver krigens gru, og der er lige dele afstandstagen og melankoli i de fine beskrivelser af den verden, der forsvinder med Nordstaternes sejr, og undertrykkelsen, der ikke forsvinder, men blot finder nye former.

Læs hele anmeldelsen her

Livlægens besøg

Livlægens besøg af Per Olav Enquist

Den dramatiske romanbiografi om Johan Friedrich Struense, der i 1769 blev den mishandlede og sindssyge kong Christian den syvendes livlæge og den forsømte dronning Caroline Mathildes elsker. Struense fremstilles som en idealistisk fantast uden kontakt med folket eller med tiden, der endnu ikke er moden til hans omfattende febervilde reformer.

Og rundt omkring hoffet afventer de konservative rådgivere og adelsfolk blot det rette tidspunkt til at vælte den forhadte ”oplysningsfanatiker” Struense.

Filmen ”Den kongelige affære” formår til trods for de storladne kulisser, kun at give en svag afglans af Enquists’ storladne drama. Derfor læs også/i stedet for Enquists mesterlige roman.

 

For mere inspiration til historiske romaner, tryk her.

Anmeldelse: De uskyldige af Andrew Miller

En af de rigtig gode historiske romaner fra præ-revolutionstidens Paris. Romanen vandt Costa Book Award i 2011, og det er en levende og gribende historie skrevet i et smukt sanse-og atmosfære-mættet sprog, hvor fornuften og tidens fremskridtstanker farer vild i mørke ildelugtende grave, i Versailles uendelige labyrinter og i det utæmmelige køds ubodelige drifter.

De uskyldige hører til blandt de mere underspillede, dunkelt antydende historiske romaner, hvor de store politiske omvæltninger mere ligger og rumler i baggrunden end på selve scenen.

Paris 1785, fire år før revolutionen.
Den unge hovedperson, ingeniøren Jean-Baptiste Baratte, ankommer til hovedstaden for at lede arbejdet med at tømme byens ældste kirkegård, Les Innocentes, en stinkende, overfyldt kirkegård, der ikke bare forpester luften i Paris, men også ligesom kravler ind i husene, i maden, i tøjet og i beboernes ånde.

Jean-Baptiste er fra det i parisiske øjne uciviliserede Normandiet, men han strammer sig an, for at det ikke skal bemærkes i de forfinede kredse i Paris, hvor de intellektuelle og deres kreds af savlende beundrere snobber for videnskaben og rationaliteten med Voltaire som konge i deres åndsrige.

Forandringens vinde
Forandringens vinde blæser og rusker i det udlevede kongerige, hvor kun Versailles’ spejlsale, skinnet, etiketterne og en ubetalelig statsgæld efterhånden står tilbage. 

Det burde jo så være lige ud af den lysende vej mod fremtiden, men ret hurtigt i romanen, finder vi ud af, at det er en illusion: Da Baptiste møder på Versailles for at tale med ministeren, kan han bagefter ikke finde ud igen, og farer vild i spejlkabinettet og i det utal af døre ind til groteske nærmest gotiske scener, som en antydning af hvad der senere skal komme.
     
Eruption
Og senere hen viser det sig, at beboerne til kirkegården slet ikke er glade for kirkegårdens fjernelse. De er nemlig ingenlunde hinsides følelsernes vold og har ej heller kastet troens lænker. 

De oplevelser Baptiste bliver udsat for: det hårde, modbydelige arbejde i gravene blandt de døde, den sære, modvillige familie han bor til leje hos, messende præster, pludselig død, en brutal voldtægt og et overraskende selvmord kaster ham ud i en krise: For hvad tror han egentlig selv på?

Hans identitet er nemlig slet entydig eller fastformet: han er som Lykke-Per både og: han ønsker med vold og magt at tro på fremskridtets velsignelse og bestræber sig på at lægge familien og fortiden bag sig, hvor han jo heller ikke hører hjemme, eller kan finde sig til rette.

Men fortiden, drifterne, og de onde drømme, lader sig ligesom døden, det makabre og de rådnende lig ikke indhegne af fornuftens porøse mure. Og hvorfor er Baptiste i øvrigt nødt til, hver aften lige før han falder i søvn, som et mantra, at gentage for sig selv, hvem han selv er?  

Mere skal ikke siges her andet end en opfordring til at læse denne fine, lyslevende historiske roman, hvis velvalgte forside i øvrigt er et manipuleret billede af Goyas ”Fornuftens søvn skaber monstre” – og det gør den i den grad i Andrew Millers roman.
    
P.S. bogens danske titel: De uskyldige, rammer lidt ved siden af betydningen af den engelske originals dobbelttydige Pure 

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.