Viser opslag med etiketten Peter h fogtdal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peter h fogtdal. Vis alle opslag

Guide: 10 historiske romaner til sommerferien

Historical-FictionHistoriske romaner til al slags sommervejr.
Er du til romerriget, 1700-tallet, Den Amerikanske Borgerkrig eller Nazi-tyskland? Uanset hvilken destination, der er din favorit på lænestolsrejsen, så følger her Kultur-cafeens bud på 10 gode historiske romaner lige til at tage med i sommerhus eller til rejsen sydpå.

opmålingen af verden

Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann

Kehlmanns eventyrlige gennembrudsroman fortæller med megen humor den medrivende historie om de to genier og særlinge Carl Friedrich Gauss’ og Alexander Von Humbolts opmåling af verden.

Det er to egensindige herrer med blikket rettet mod de videnskabelige stjerner: Den ene en frygtløs globetrotter, der drager til Sydamerika, Mellemøsten og Rusland; den anden en gnaven hypokondrisk hjemmeføding.

Man klukker af fryd, mens man læser om tiden og om de to følelsesmæssigt afstumpede repræsentanter for den europæiske nysgerrighed og videnstrang.

zarens-dvaerg_163195

Zarens dværg af Peter Fogtdal

Historien om den temperamentsfulde danske dværg, Sørine Bentsdatter, der af den danske konge Frederik den 4. bliver foræret til den russiske zar Peter den store i 1716.

Historien fortælles af den ukuelige og på sin egen måde charmerende Sørine, og resultatet er en både farverig og til trods for den ondsindede hån og latter mod dværge en indimellem meget morsom beretning.

Læs hele anmeldelsen her

Imperium

Imperium Harris Robert

Første del af en trilogi om den romerske sagfører, politiker og gudbenådede retorikker, Cicero, i tiden op til den romerske republiks fald. Troværdig, spændende og velresearchet. Harris’ evner som spændingsforfatter fornægter sig heller ikke her.

Læs hele anmeldelsen her

profeterne i evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine

Kim Leines store fortælling om den danske 1700-tals-præst Morten Falck, der fra Kongens København drager til Grønland, hvor han bliver udsat for et sandt kulturchok, der vender op og ned på hans forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Og et oprør blandt de kristne grønlændere tvinger Falck til at vælge side: enten at stå ved danske overherredømme eller lade sig rive med af frihedstrangen.

De uskyldige

De Uskyldige af Andrew Miller

Igen er vi i 1700-tallet nærmere bestemt i 1785 i frihedsstormens epicenter, Paris. Hertil ankommer den unge ingeniør, Jean-Baptiste Baratte, der har fået til opgave at rydde den overfyldte og ildelugtende kirkegård Les Innocents.

Han er opfyldt af oplysningstidens idealer og frihedstrang, men mødet med de mørke grave, områdets beboere, og de hændelser, han her udsættes for, bringer ham i alvorlig tvivl om sit eget ståsted og identitet.

Læs hele anmeldelsen her

I tider med aftagende lys

I tider med aftagende lys

En fantastisk tysk slægtsroman, der i tilbageblik beretter DDRs historie fortalt gennem familien Powileit. Til trods for den menneskeknusende stat, familiens gradvise opløsning og deres mange interne konflikter er historien herlig fortalt med megen underspillet humor og medmenneskelig varme.

Læs hele anmeldelsen her

kaffehandleren

Kaffehandleren af David Liss

En forførende roman om kaffens kringlede vej ind i på det europæiske marked og ind på børsen i Amsterdam i 1659. Der er tale om en humoristisk, atmosfærefyldt roman med et stærkt medrivende plot, hvor det handler om, hvem der narrer hvem i det spegede kursmanipulationsspil på verdens første børs.

Læs hele anmeldelsen her

alt hvad jeg er

Alt hvad jeg er af Anna Funder

Elegant, velskrevet og spændende roman om en gruppe eksiltyskeres desperate kamp mod Hitlers regime og mod nazisternes omfattende net af spioner og stikkere i eksilet i London.

Bogen er en usentimental, detaljeret og grum afdækning af det indre forræderi, den konstante frygt og den tiltagende desillusion med hinanden og med de socialistiske idealer, de har kæmpet så hårdt for.

Læs hele anmeldelsen her

Hvide duer ved daggry

Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

Er krimiforfatteren James Lee Burkes fængslende beretning om Den Amerikanske Borgerkrig set med sydens øjne. Bogen beskriver krigens gru, og der er lige dele afstandstagen og melankoli i de fine beskrivelser af den verden, der forsvinder med Nordstaternes sejr, og undertrykkelsen, der ikke forsvinder, men blot finder nye former.

Læs hele anmeldelsen her

Livlægens besøg

Livlægens besøg af Per Olav Enquist

Den dramatiske romanbiografi om Johan Friedrich Struense, der i 1769 blev den mishandlede og sindssyge kong Christian den syvendes livlæge og den forsømte dronning Caroline Mathildes elsker. Struense fremstilles som en idealistisk fantast uden kontakt med folket eller med tiden, der endnu ikke er moden til hans omfattende febervilde reformer.

Og rundt omkring hoffet afventer de konservative rådgivere og adelsfolk blot det rette tidspunkt til at vælte den forhadte ”oplysningsfanatiker” Struense.

Filmen ”Den kongelige affære” formår til trods for de storladne kulisser, kun at give en svag afglans af Enquists’ storladne drama. Derfor læs også/i stedet for Enquists mesterlige roman.

 

For mere inspiration til historiske romaner, tryk her.

Flødeskumsfronten,Drømmeren fra Palæstina, Zarens dværg og Lystrejsen af Peter H. Fogtdal

Jeg faldt tilfældigt over romanen Flødeskumsfronten på biblioteket. Uden rigtig at vide, hvad det var for en roman, jeg havde mellem hænderne, satte jeg mig til at læse. Forfatteren var for mig et ukendt navn. Men sikke et dejligt bekendtskab! Velskrevet, spændende og medrivende var romanen om den østrigske soldat Andreas Spiess, som er udstationeret i Vestjylland under 2. verdenskrig, og efter endt læsning tog jeg fat på den næste roman, Drømmeren fra Palæstina, om forfatterens morfar, David Huda, og hans spændende liv, dernæst slugte jeg Zarens dværg og Lystrejsen, og snarest mulig vil jeg også have læst skorpionens hale og Jupiters time.  

Det, Fogtdal formår så godt, i de fire historiske romaner er, uden for mange svinkeærinder at berette den gode gammeldaws fortælling med et stort sprogligt overskud, hvor de for genren så ofte forekommende klicheer er fraværende til fordel for et individuelt, let og legende sprog, der farver og farves af den historiske kontekst. Man drages som læser ind af de fundamentalt spændende fortællinger med sans for suspense og af de fine historiske miljøbeskrivelser.

Først og fremmest er det dog de ofte skæve, utilpassede, intelligente, men fandenivoldske fortællere, der træder tydeligt frem med hele deres personligheds mangefacetterede karakter; hvor såvel storhed som ynkelig smålighed indgående belyses. Særligt tydeligt i Zarens dværg og Drømmeren fra Palæstina.


Flødeskumsfronten
Gennem den østrigske soldat Andreas Spiess´fortælling tegnes et nuanceret billede af 2. verdenskrig og det Danmark, der af tyskerne var kendt som flødeskumsfronten. En tankevækkende roman om en omflakkende kunstnersjæl, der uden at ville det bliver forført af den nazistiske retorik og tidsånd og aktivt bidrager til den nazistiske propaganda uden selv at være antisemit. Men det er også en roman om at sone sin skyld og gøre det rigtige. Højdepunktet i romanen er mødet og venskabet mellem den østrigske soldat og forfatterens morfar David Huda, egnens eneste jøde.

   


Drømmeren fra Palæstina
Er en romanbiografi om morfaren, der som 5 årig blev kidnappet fra Palæstina og ender på den jyske hede på en gård ved Kibæk uden for Herning med nogle stærkt fordømmende og indremissionske plejeforældre. Det er en roman, der indgående skildrer hovedpersonens splittelse mellem to kulturer, og hans rastløse, søgende sjæls kamp for at finde et sted i tilværelsen og endelig finde svaret på sit livs gåde: hvorfor sendte hans far ham til det ugæstfrie og kolde norden? Undervejs skildres særligt Davids deltagelse i modstandskampen og flugt fra Gestapo og specielt hans umage venskab med den sympatiske østrigske soldat Andreas Spiess.



Zarens dværg
Hovedpersonen i den farverige fortælling er den forstandige, men kyniske dværg Sørine Bentsdatter, der på første side frejdigt erklærer at hun ikke bryder sig om dværge! Sørine, der er ved det danske hof bliver af den danske konge Frederik den 4, i 1716 foræret til den russiske zar, kæmpen Peter den Store.  Sørine kommer derfor vidt omkring, og læseren får derfor et spændende billede af såvel datidens Danmark som det zaristiske Rusland. Det går ikke stille af i en meget sanselig beretning, hvor verden skildres fra en dværgs synspunkt. En dværg der nægter at bukke under for selvmedlidenhed og omgivelsernes konstante fornedrelse og hån.  Det er svært ikke at holde af den uskønne, men selvstændige og djærve dværg.   


Lystrejsen
Beskriver Fredrik den 4.s liv og hans lystrejse til Italien i 1708. Et flot psykologisk portræt af en sværmerisk og melankolsk konge, der er udspændt mellem hoflivets stive konventioner, det overfladiske liv, hans egen rolle og så det indre livs længsel mod et andet, friere og mere ægte liv. Kongen nærer fra sin ungdoms dannelsesrejse en kærlighed til Italien, hvor han fandt lykken i det smukke land og en kvinde, han nu mange år efter håber at kunne gense. Omkring kongen foregår et konstant magt -og positioneringsspil, og spørgsmålet er, hvad der er sandt, og hvad er simulacrum i denne forstilte skinverden af ambitioner,løgne og bedrag.

Er du til velskrevne og stort anlagte historiske romaner, kan jeg varmt anbefale at gå om bord i Fogtdals stærkt vanedannende fortællinger.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.