Bogspot: Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil af Michael Dobbs

Engageret og velskrevet journalistisk fremstilling af Det røde imperiums fald.

Murens fald og Den Kolde krigs bratte afslutning kom dengang som en kæmpe overraskelse for selv de mest garvede vestlige iagttagere.  En af disse, den tidligere reporter for Washington Post, Michael Dobbs, befandt sig ellers konstant i begivenhedernes centrum, men altså uden at han dengang fornemmede, hvor porøs den røde kolos var.

På afstand tager det sig alt sammen klarere ud, og i nu tre bøger har Dobbs givet sin skildring af Den Kolde Krig i bøgerne: Fra verdenskrig til kold krig, Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtov og Castro på randen af atomkrig og her senest i dansk oversættelse altså Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil.

Retrospektivt, beretter Dobbs, var forfaldstegnene ellers til at tage og føle på, men hastigheden hvormed begivenhederne tog fart, kom også bag på ham, der ellers havde rejst Østeuropa tyndt og mødtes med mange af de centrale aktører.
 

Et sminket lig

Dobbs begynder sin beretning om Sovjets fald med den jugoslaviske diktator Titos begravelse i 1980. Noget overraskende måske, ofte indtager Tjernobyl i 1985 eller invasionen i Afghanistan i 1979 ikonets plads over det sminkede lig: Sovjetstyrets ineffektivitet, uduelighed og bureaukratiske umenneskelighed.

Men for Dobbs var det i bakspejlet mødet med og førstehåndsindtrykket af den kommunistiske topledelse, der samledes ved Titos begravelse, som rev propagandasløret fra hans øjne, således at han ved selvsyn kunne konstatere, hvor grelt det måtte stå til med det ufejlbarlige partis ophøjede repræsentanter:

I midten af forsamlingen sad Big Brother selv som en middelalderlig kejse, der modtog vasallernes hyldest. Leonid Bresjnev lod til at have problemer med at koncentrere sig om det, der foregik omkring ham. Hans ansigt var oppustet. Han klamrede sig til sin uundværlige udenrigsminister, Andrej Gromyko, som et barn klamrer sig til sin barnepige. ’Hvor er Andrej Andrejevitj?’ mumlede han i åbenlys panik, når Gromyko nogle få øjeblikke forlod hans hans side. Han var omringet af spytslikkere.

Øjenvidneskildringerne og personkarakteristikkerne er bogens helt store force. Det litterært/journalistiske sprog og de dramatiske virkemidler giver begivenhederne en umiddelbar friskhed og dragende åbenhed, der gør beretningen medrivende for læseren.

Pennen slår gnister

I kort form føres vi fra Titos begravelse, til Solidaritet i Polen, over Tjernobyl, invasionen i Afghanistan, Murens fald, Den Himmelske Fredsplads, de baltiske landes løsrivelse, Gorbatjovs forsøg på at reformere kommunismen, det fejlslagne kupforsøg og endelig Jeltsins opløsning af USSR. Dobbs har næse for at de små menneskelige rystelser, der med lynets hast kan blive til jordskælv, som selv ikke Stalins arvtagere kan tæmme.

Det berømte billede af Jeltsin under det forfejlede kup i 1991. Bemærk det russiske flag.

Grundlæggende er Dobbs analyse, at det kommunistiske regime ikke så meget faldt på grund af et ydre pres i form af våbenkapløb, eller den bekostelig krig i Afghanistan. De var nok faktorer, der fremskyndede processen, men regimerne i øst brød først og fremmest sammen, fordi de var pilrådne i fundamentet: korrupte, ineffektive og baseret på frygt og undertrykkelse var de ude af stand til at frigøre sig fra den bureaukratisk-hierarkiske underdanighed, der prægede samfundene, og den floskuløse leninisme var nok tømt for reel indhold, men den var dog fortsat en cementblok om benene på tilløb til mere grundlæggende reformer.

Allerbedst er Dobbs i sin fremstilling af Gorbatjov, der i bogen fremstår som en slags antihelt, for hvem begivenhederne løber løbsk. Gorbatjov er på en gang fremsynet, og ufattelig naiv; han er et tågehorn og et politisk dyr med sans for magt og Kremls farlige byzantinske gange; overbevist leninist, selv længe efter han selv havde tømt begrebet for stort set al mening, og alle murene var faldet.
      
Man finder næppe mere spændende og læsevenlige fremstillinger af Den Kolde Krig end Dobbs’ trebindsværk.

Michael Dobbs er seriøs og nuanceret i sine analyser, men som læser skal man kunne acceptere, at han er glødende i sine anti-og sympatier. Han forsøger ikke at begive sig af med kølig og distanceret akademisk historieskrivning, det er ikke hans hensigt. Dobbs fremstillinger er journalist-historisk fortælling med vægt på fortælling, drama og stor personlig indlevelse.

Fra Verdenskrig til Kold Krig. Fra Jalta til Hiroshima: seks måneder i 1945 af Michael Dobbs

Journalist og forfatter Michael Dobbs fortæller med fokus på de tre store statsledere engageret og

forståeligt om de seks måneder i 1945, hvor Verdenskrig og alliance blev afløst af Kold Krig og atomangst.

The big three

Mange drog et lettelsens suk, da Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta tilsyneladende nåede til enighed om, hvordan europakortet skulle tegnes efter 2. verdenskrig. Aftalen gav Sovjetunionen en dominerende indflydelse i Østeuropa, men de frie valg, lovede Stalin, ville komme.

Roosevelts koncept om De Forende Nationer blev godtaget, en fremtidig besættelsesforvaltning for det besejrede Tyskland blev aftalt, og så skulle Sovjet gå med i krigen mod Japan til gengæld for territoriale indrømmelser i Kina og Japan.

Men det var ikke fred og fordragelighed, der ventede rundt om hjørnet, men derimod mistillid, brudte løfte og gensidige beskyldninger – verden gik en isnende kold tid i møde.

Why oh why?

Hvorfor det gik, som det gjorde, kan man læse i Michael Dobbs medrivende dokumentar-historiske værk. Dobbs hovedpointer er, at de store ideologiske forskelle blev afgørende mellem de to i bund og grund uforenelige systemer: det kapitalistiske og det kommunistiske.

Churchill og Roosevelt, hvis forhold ikke var det bedste, havde forskellige interesser – Roosevelt, der havde held til at tale amerikanerne ind i krigen, ville skabe en varig fred med Sovjet, eventuelt uden om Churchill, men han var på ingen måder interesseret i, at opretholdelsen af freden skulle sikres af amerikanske soldater i Vesteuropa, hvilket, Churchill med rette frygtede, ville åbne Vesteuropa for den sovjetiske mastodont, som Storbritannien alene på ingen måde kunne bremse.

Hønisse eller jernmand uden skrupler

Den stærkt svækkede Roosevelt troede fejlagtigt, at han kunne forstå og håndtere Stalin, som var han en hver anden politiker – ’den gamle hønisse skal jeg nok ordne’, sagde FDR. Men som Dobbs skriver, havde Stalin mere tilfælles med Ivan den grusomme eller Timur Lenk end med en politiker i
vestlig-demokratisk forstand.

Det berømte billedet af de tre store: Churchill, Roosevelt og Stalin ved Jaltakonferencen.

For Stalin fandtes ingen permanente alliancer kun fornuftsægteskaber: den reelle magtovertagelse i Østeuropa gennem moskvaloyale étpartisystemer, hans kyniske fremfærd over for egen befolkning og udrensningerne i slut 30’erne, hvor Stalins politik var, at havde man en grund, var man ’objektiv skyldig’ og fortjente derfor den hårdeste straf, ja det burde vel have været nok til at vise, hvilken jernstøbning Stalin var gjort af.

Men de enorme russiske tab på østfronten, og den realpolitiske tilstand gjorde, at USSR ikke var til at komme uden om.

Blame game og den ny verdensorden

Men knap var blækket tørt, før kampe og heftige gnidninger mellem de amerikanske soldater og de hærgende sovjetiske soldater, der stjal, myrdede, voldtog og tog al industriproduktion med sig – og stadigt oftere tog på rov i den vestlige zone, blev et større og større problem. Og sammen med skindemokratierne i øst, Sovjets lukkethed omkring hvad der havde gået for sig bag den polske front, samt A-bombens opdagelse var alsammen med til at bane vejen for en reel opdeling af verden i øst og vest mellem to supermagter.

Det er en intenst beretning med mange detaljer om Roosevelt, Churchill, Stalin og Truman og deres indbyrdes forhold. Det ensidige fokus på de store mænds beslutninger giver drama, men indskrænker måske også perspektivet noget.

I Michael Dobbs fremstilling styres verdens gang først og fremmest af de store mænds beslutninger. Det giver et måske lidt vel statisk billede af virkelighedens reelle kompleksitet, men det handler selvfølgelig også om fortællingens begrænsning og fokus.

Fra Verdenskrig til Kold Krig. Fra Jalta til Hiroshima: seks måneder i 1945
af Michael Dobbs
459 sider
Oversat af Morten Visby
Informations Forlag

The Americans, amerikansk dramaserie af Joseph Weisberg

Veltunet amerikansk dramserie om et russisk spion-ægtepar, der under dækidentiteterne, Philip og Elizabeth Jennings, udgiver sig for at være almindelige amerikanere i 1980’ernes USA.

Den Kolde Krig optrappes, mistroen hersker, og det af KGB arrangerede ægteskab slår dybe revner.

Spørgsmålet er, hvem man kan stole på, når ingen helt er hvad de giver sig ud for at være, og end ikke ens børn, ved hvem deres forældre i virkeligheden er?

Et helt almindeligt par

Philip og Elizabeth bor i en forstad til Washington, hvor de i naboernes øjne lever et helt gennemsnitligt middelklasseliv i forstaden med to børn og almindeligt arbejde på et rejsebureau. Men det er kun på overfladen, at alt tager sig tilforladeligt ud, for i virkeligheden er de to toptrænede KGB-agenter, der udfører alt inden for spionage, afpresning, aflytning, og hvad ellers Kreml beordrer.

Hele deres liv – ægteskabet, de renskurede børn, arbejdet, boligen og så videre – er en gennemført facade konstrueret af KGB med den hensigt at lade dem operere som spioner uden at de vækker nogen form for opsigt eller skille sig ud fra mængden.

Virkeligheden slår revner i fiktionen

De ved meget lidt om hinandens fortid og deres russiske modersmål er det dem forbudt at bruge. De har et netværk af spioner og informanter under deres kontrol, og dem må de forsøge at styre, når opvasken er taget, børnene lagt i seng og det er sikkert at bevæge sig ned i husets hemmelige kælderrum, det eneste sted, hvor de uforstyrret kan tale om deres missioner.

Langsomt er der vokset en form for intimitet frem mellem de to ægtefæller, men den bliver konstant sat på prøve af de farlige og ofte også erotiske forhold, de er tvunget til at have til enten uvidende informanter eller folk med en eller anden forbindelse til amerikanske sikkerhedshemmeligheder, som Moskva vil have sine lange grådige fingre i.

Yderligere tilspidses situationen af det forhold, at Philip er ved at miste den ideologiske overbevisning, det er ikke længere kun ud ad til, at han lader sig integrere, men også i sit tidligere så russerrøde hjerte.

Tilbage til 80'erne   

Som om det ikke var tilstrækkeligt til at give de fleste søvnløse nætter, så flytter en ny nabo ind, og tra da da da... naboen, Stan, viser sig at være FBI-agent med speciale i kontraspionage!

Som det gerne skulle fremgå, er buen spændt til det yderste, hvad angår drama og spænding, men serien bevarer i langt de fleste afsnit sin troværdighed.

Dette skyldes til dels det vellykkede skuespil, men også det overbevisende tidsbillede, samt ikke at forglemme manuskriptforfatterens indgående kendskab til spionage, agenternes metoder og den rå og kyniske verden, som spionerne må færdes i. Manden bag serien, Joseph Weisberg, er nemlig selv tidligere CIA agent.

Resultatet er et medrivende og kun til dels nostalgisk blik på 1980'erne med reaganisme, atomfrygt, yuppier og en kold krig, der bliver stadigt varmere, som kampen mellem efterretningstjenesterne tager til.

Anmeldelse: The Crooked Maid af Dan Vyleta

Historisk krimi. Gotisk thriller fra efterkrigstidens Wien med uhygge, gåder og moralsk kompleksitet. Et stirrende glasøje, krager på loftskammeret, en krumrygget tjenestepige, en kæmpe af en mand med ukendt oprindelse, et muligt fadermord, spionage og en spøgelseslignende skikkelse, der vandrer rundt i de udbombede ruiner. Det er nogle af ingredienserne i Dan Vyletas vellykkede tredje roman. 

Tog til Wien

The Crooked Maid begynder med to fremmedes tilfældige møde på et tog på vejen tilbage til Østrig: Anne Beer, der ikke har set sin mand Dr. Anton Beer (hovedpersonen i The Quiet Twin) i ni år og Robert Seidel (søn af politidetektiven fra The Quiet twin) på vej hjem fra en privatskole i Schweiz.

Begge er de på vej tilbage til et sønderbombet Wien befolket af forhutlede flygtninge, tidligere nazister og Den Kolde Krigs mange spioner. De to togrejsende har dog uden at vide det langt mere tilfælles end deres rejses endemål.

Tilfældet og de skjulte forbindelser

Mere end et enkel gåde er der tale om et helt net af sammenviklede gåder, som binder romanens forskellige personer sammen i et skæbnefællesskab:  Hvem er i virkeligheden Eva, den krumryggede tjenestepige, der har slået sig ned hos Seidel-familien, og hvad er hun ude på? Hvorfor er der ikke nogen, der har set Annas mand i dagevis, hvorfor er hans bord fyldt med breve henvendt til et børnehjem, og ved henholdsvis den kæmpestore tjekkiske krigsfange Karel eller den affekterede homoseksuelle ki^s mere om Anton Beers forsvinden end de vil være ved?

Har Robert Seidels papbror Wolfgang, der er tidligere SS’ er, kastet sin far ud af vindnuet, som han står anklaget for? og hvorfor er der en gespenstlignende mand med rødt halstørklæde, der udspionerer Seidelfamiliens dysfunktionelle hjem?

Der er en forbindelse og en sammenhæng, der dog yderligere formørkes, da tre lokale drenge i en ruinhob finder et mere eller mindre udstoppet lig.

Genrehybrid

Meget har ændret sig siden Anna og Robert sidst var i Wien: familie og tidligere venner er ikke til at kende mere, mens fremmede banker på med uønskede historier. Det er underspillet og gådefuldt med inspiration fra Poes Hjertet, der sladder og Graham Greens Den tredje mand. Identitet er omskiftelig og usikker, mens den irrationelle frygt og rædslen er noget konkret og udvendig: jøderne, russerne, kragerne og det stirrende øje mf.  

Til trods for mørket, korruptionen, forbrydelserne og den flossede moral, er der faktisk også i romanen plads til flere uventede kærlighedshistorier.

Romanen er en form for  hybrid af forskellige genrer: krimi, thriller, gotik og historisk roman.  Plottet er veludført og Wien er fremstillet på én gang som noget hjemligt og genkendeligt og samtidigt som noget forandret og truende - en spøgelsesagtig kulisse. Det er Das unheimliche i hjemlige wienske gevandter.

Romanen var blandt de nominerede til 2013 Scotiabank Giller Prize

Anmeldelse: En storm kom fra paradiset af Johannes Anyuru

Faderportræt: en ugandisk mands flugt fra vold, tortur og krig i Idi Amins bloddryppende Uganda til asyl i Sverige, hvor sønnen kommer til verden. Men faderens livsgnist blev på tragisk vis slukket i et zambisk forhørscelle.

Forfatteren kan skrive – med flimrende registreringer, korte hovedsætninger og poetiske metaforer – men måske er det fordi, at virkeligheden står i vejen – at han er for loyal og velmenende over for sin altid fjerne far – at portrættet noget virker som et postulat, idealiseret og ferskt uden dybde og mørke.

Faderen tænker i kunstfærdige billeder, som en veluddannet vesterlænding med universitetsgrad, men opfører sig med en ufattelig naivitet, nærmest demonstrativt benægtende enhver politisk realitet.

’Jeg så ud i den mørke, afrikanske nat og undrede mig over, hvor jeg var. Jeg tænkte på hans hænder, som skriver de ord på en computer i en lejlighed. Jeg sidder i hotelværelsets vindueskarm, gardinerne blafrer, jeg ryger. ’

Processen mod P

I et forhørslokale i et zambisk fængsel sidder en ugandiske pilot svedende og fortvivlende med skoene skrabende mod gulvet, mens den hyænelignende forhørsleder om og om igen gentager det samme spørgsmål: Hvilken vigtig opgave skulle du udføre for diktatoren Idi Amin, siden du er kommet tilbage her til Afrika?

Denne afhøringsscene udgør omdrejningspunktet for fortællingen, der opruller mandens historie: fra opvæksten i Uganda med sin voldelige broder til turen til det græske militærs flyveskole i Athen, hvor den unge nation Uganda lod sine bedste piloter uddanne. Her lod drømmen om at suse gennem skyerne mod en evigblå himmel til at kunne gå i opfyldelse. 

Oveni fulgte kærligheden til en græsk kvinde. Fremtiden så lys ud. Men alt ændrer sig i 1971, hvor Idi Amin efter et statskup tog magten i hjemlandet Uganda, hovederne rullede, og en krig mod det kommunistiske Tanzania truede.  

En ideologisk opdelt verden

Det nye styre i Uganda havde brug for al militærpersonale og ville derfor også have sine græsk uddannede piloter hjem og kæmpe i den forestående krig. Men denne unge ugandiske mand nægtede at kæmpe i en uvedkommende krig for en morderisk diktator, men beslutningen fik store konsekvenser. Den kolde Krig rasede og i myndighedernes øjne var man enten for eller i mod USA og dennes allierede heriblandt Idi Amin, eller også støttede man den kommunistiske blog.

Det var en ideologisk krig med mange ofre, hvor det upolitiske individ måtte kæmpe indædt og ofte frugtesløst for at undslippe historiens tunge lænker.  

Romanen gør brug af en oplagt allusion til Kafkas processen, idet faderen kun kaldes P – sågar med en kæreste, der hedder K! Det drejer sig om et uigennemskueligt politisk spil, der føres på højt plan, hvor de små individer tvinges til at agere brikker i et spil, de ikke kan gennemskue.

For tæt på?

Bogen er bedst i de konkrete beskrivelser og i fremstillingen af den gradvise uvirkelighedsfølelse som rammer den, der udsættes for forhør og vold.

Men der er noget politisk korrekt over fremstillingen af faderen:  ikke-nationalistisk, apolitisk, naiv (= uskyldig), konstruktivistisk identitetsopfattelse og en melankolsk drømmende personlighed.
Han vil forsone sig med sin fortid (sic) siger han til sig selv, og egentligt ville han helst have været præst. Han ville bare flyve i blæsten, som en fugl, men tanken har aldrig strejfet ham, at han i virkeligheden sad i cockpittet på en topmoderne krigsmaskine!

Og hvad med adrenalinsuset: at være herre over liv og død, at føle sig almægtig er det ikke også en del af fortællingen om at flyve jetjager? Hvad med behovet for hævn?

Som ung kadet i Athen er han stor, stærk og flot, men når han har fri fra militærakademiet stirrer han vemodigt ud over havet. Fortælleren/sønnen siger at de notater som faderen efterlod var langtrukne og detaljerige, men er det så ikke også utroværdigt at lade faderen tale som en tungsindig poet med cigaret i munden og havblæst i håret? Og har opvæksten i Uganda virkelig ikke efterladt sig nogen former for distinkte træk?

Ville sønnen og samfundet ikke også kunne rumme faderen og hans flygtningehistorie, selvom den var mere broget, nuanceret, og derfor mere menneskelig troværdig?

Ingen tvivl om at forfatteren, Johannes Anyura, har stor sproglig kunnen, men det er som om det bliver for meget på en eller anden måde, for sirligt og tilstræbt ’litterært’ til at det trænger ind under huden på mig.

Fortællerens dom over hans eget hjemland Sverige er i øvrigt ret så hård: 

’jeg er det sorte pjalteproletariat … og det her land har pisset på alle vore fædre, sådan er det. ’ Er det sandt uden for fiktionen, er det godt nok ny viden for mig. Men måske er der mest af alt tale om modkulturel attitude i tolerancens selverklærede højborg?

Anmeldelse: Unge Philby af Robert Littell

Den amerikanske spionforfatter Robert Littell giver et troværdigt bud på, hvad der drev den berygtede engelske dobbeltagent Kim Philby ind i det store spionspil.

Den stammende spion

Kim Philby flygtede til Sovjetunionen i 1963 efter han og fire andre medlemmer af Secret Service var blevet afsløret som dobbeltagenter for KGB. De blev siden kendt som 'Cambrigde Five'. Siden da har mysteriet om den privilegerede Cambrigdeuddannede Kim Philby inspireret store spionforfattere som John Le Carré, Graham Green og Charles Cumming.

Amerikanske Robert Littell følger i samme spor, men kommer med en alternativ og overraskende tolkning af, hvad der i virkeligheden førte til Kim Philbys landsforræderi. Den skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det er den gradvise afsløring og endelige åbenbaring, som driver romanens plot frem.

Romanen er struktureret som en række interview med mennesker, der har mødt og kendt Philby – hvis nogen da i virkeligheden har det – i de unge år efter universitetet: Philbys venner, forskellige kærester og sovjetiske og engelske føringsofficerer, alt sammen i en navnløs interviewers søgen efter sandheden om, hvor Philbys loyalitet i virkeligheden lå.

Mennesket og gåden

Og for hver fortæller får vi nye og indimellem modstridende informationer om denne fascinerende mand. For én fremstår han som en mand i det forkerte århundrede. En klassisk engelsk intellektuel med den forskel at han er glødende kommunist. Han beskrives som idealistisk, naiv, blufærdig, lidt forhutlet måske, men også med en kronisk dårlig samvittighed over for sin egen privilegerede klassebaggrund og med et gevaldigt kompleks i forhold til sin verdensmand af en handlekraftig far, der tårner sig op som en mægtig skygge for den kejtede yngling; for en anden derimod fremstår han i erindringen som noget af en lapset charmør med styr på både damerne og drinksene.

Indirekte får vi indblik i såvel den engelske efterretningstjeneste som især det sovjetiske NKVD, og da Stalins terror og udrensninger tager fart, og revolutionen på grusom vis æder sine egne børn, får sin egen dynamik og breder sig til selv sikkerhedsapparatet og kontraspionagen, bliver også Philbys loyalitet mod USSR draget i tvivl. Denne uhyggelige sky af paranoia, mistro og indbildte komplotter, der sænker sig ned over Stalins Sovjet, gør det ikke nemmere at skelne ven fra fjende.

Men frygt ej, brikkerne skal nok falde på plads i Littells fiktive bud på en løsning, der, som man kan læse i efterordet, ikke er grebet ud af luften.  Det er en intelligent og overbevisende spionroman, hvor personkarakteristik, tidsbillede, motiver og indkredsning af gåden Philby er det væsentlige. Meget i stil med John Le Carré.