La isla mínima af Alberto Rodríguez

Stemningsfyldt True Detective-inspireret spansk krimifilm fra det andalusiske marskland tager os
tilbage til et på overfladen demokratisk Spanien, der hænger tungt i diktaturets mørke hængedynd.

Overgangen

Vi skriver 1980, og Spanien befinder sig i en sump af arbejdsløshed, social uro og desillusion. Landet står i et vadested mellem demokrati og fortidens lange slimede fangearme i form af Francos fyrre år lange diktatur.

To efterforskere fra Madrid bliver sendt på en opklaringsopgave til det dybe syden, til et isoleret samfund i det andalusiske marskland, hvor to unge piger er sporløst forsvundet.

De to detektiver repræsentere to generationer. Pedro (Raúl Arévalo) er den unge noget stivstikkeragtige, demokratisk-idealistiske efterforsker, mens Juan (Javier Gutiérrez) er af den gamle sorte politiskole fra diktaturets tid, hvor håndmadder, spiritus og magtmisbrug var dagens ret.

De to nærer gensidig mistillid til hinanden, men tvinges af omstændighederne til at arbejde sammen.

Opklaringen af det, der viser sig at være mordet på to unge piger, bliver Pedros adgangsbillet tilbage til Madrid og til sin gravide kone, som han til kollegaens tavse misbilligelse står i hyppig telefonisk kontakt med.

Mørke vande

For Juan derimod bliver opklaringsarbejdet i marsklandet en ubehagelig rejse tilbage i tiden. Et par af de fåmælte beboere genkender ham, og husker ham – og det ikke for det gode – fra hans tid i Francos hemmelige politi, Brigada Político Social, der stod for undertrykkelse og forfølgelse af enhver opposition til diktaturet. Hvad foretog han sig den gang, og hvad er det, ud over det hårde liv med druk og røg, der martrer den barske betjent? Svaret flyder lige under overfladen.

Det lille fattige samfund, betjentene drager rundt i, er præget af mistillid, kriminalitet, desperation og skam. Under den tynde overflade af demokratisk frigørelse og frisind løber en stærk understrøm af kvindehad og perversion. Diktatoren er måske nok død, men han hænger stadig på politikontorer og i folks hjem.

I klassisk noir-stil er tingene uklare og usikre: i takt med begivenhedernes grumme gang bliver det stadigt sværere for idealisten Pedro at holde sig på det tørre land uden at synke til bunds i vold og korruption – ondskaben er måske ikke så fjern for ham heller.

Syg natur

Som i serien True Detictive er stemningen rugende, uheldsvanger og dystert truende. Naturen er ond og lumsk, og den lange indledende panorering over masklandet, får landskabet til at ligne en syg svampet hjerne.

La Isla Mínima

Det er en meget flot og gennemført æstetik, der sammen med fornemmelsen for tid og sted, gør filmen til en spændende oplevelse.

Til gengæld føles opklaringen og plottets afslutning mangelfuldt, som om det ikke rigtig interesser filmen.

Krimi noir-genren er først og fremmest en skabelon, som filmen, igen i lighed med True Detective, benytter sig af til at fortælle sin dystre historie om en dybere kultur, om ikke ligefrem natur, som selv kraftige politiske vindskift kun strejfer på overfladen.

(Filmen kan lånes på biblioteket)

The Americans, amerikansk dramaserie af Joseph Weisberg

Veltunet amerikansk dramserie om et russisk spion-ægtepar, der under dækidentiteterne, Philip og Elizabeth Jennings, udgiver sig for at være almindelige amerikanere i 1980’ernes USA.

Den Kolde Krig optrappes, mistroen hersker, og det af KGB arrangerede ægteskab slår dybe revner.

Spørgsmålet er, hvem man kan stole på, når ingen helt er hvad de giver sig ud for at være, og end ikke ens børn, ved hvem deres forældre i virkeligheden er?

Et helt almindeligt par

Philip og Elizabeth bor i en forstad til Washington, hvor de i naboernes øjne lever et helt gennemsnitligt middelklasseliv i forstaden med to børn og almindeligt arbejde på et rejsebureau. Men det er kun på overfladen, at alt tager sig tilforladeligt ud, for i virkeligheden er de to toptrænede KGB-agenter, der udfører alt inden for spionage, afpresning, aflytning, og hvad ellers Kreml beordrer.

Hele deres liv – ægteskabet, de renskurede børn, arbejdet, boligen og så videre – er en gennemført facade konstrueret af KGB med den hensigt at lade dem operere som spioner uden at de vækker nogen form for opsigt eller skille sig ud fra mængden.

Virkeligheden slår revner i fiktionen

De ved meget lidt om hinandens fortid og deres russiske modersmål er det dem forbudt at bruge. De har et netværk af spioner og informanter under deres kontrol, og dem må de forsøge at styre, når opvasken er taget, børnene lagt i seng og det er sikkert at bevæge sig ned i husets hemmelige kælderrum, det eneste sted, hvor de uforstyrret kan tale om deres missioner.

Langsomt er der vokset en form for intimitet frem mellem de to ægtefæller, men den bliver konstant sat på prøve af de farlige og ofte også erotiske forhold, de er tvunget til at have til enten uvidende informanter eller folk med en eller anden forbindelse til amerikanske sikkerhedshemmeligheder, som Moskva vil have sine lange grådige fingre i.

Yderligere tilspidses situationen af det forhold, at Philip er ved at miste den ideologiske overbevisning, det er ikke længere kun ud ad til, at han lader sig integrere, men også i sit tidligere så russerrøde hjerte.

Tilbage til 80'erne   

Som om det ikke var tilstrækkeligt til at give de fleste søvnløse nætter, så flytter en ny nabo ind, og tra da da da... naboen, Stan, viser sig at være FBI-agent med speciale i kontraspionage!

Som det gerne skulle fremgå, er buen spændt til det yderste, hvad angår drama og spænding, men serien bevarer i langt de fleste afsnit sin troværdighed.

Dette skyldes til dels det vellykkede skuespil, men også det overbevisende tidsbillede, samt ikke at forglemme manuskriptforfatterens indgående kendskab til spionage, agenternes metoder og den rå og kyniske verden, som spionerne må færdes i. Manden bag serien, Joseph Weisberg, er nemlig selv tidligere CIA agent.

Resultatet er et medrivende og kun til dels nostalgisk blik på 1980'erne med reaganisme, atomfrygt, yuppier og en kold krig, der bliver stadigt varmere, som kampen mellem efterretningstjenesterne tager til.

Anmeldelse: Justified, amerikansk tv-serie af Graham Yost

Justified er moderne politi-western med action, hårdkogt humor og skarpe dialoger i et vaskeægte hillbilly-miljø.

Som serien skrider frem, vinder figurerne mere og mere dybde, og det er miljøet, de særegne personer og deres komplicerede (familie-) relationer, som serien først og fremmest interesserer sig for, mens forbrydelsen og dens opklaring mere er gnisten, der antænder dramaet.

Elmore Leonards univers

Serien bygger på romaner af den just afdøde amerikanske krimiforfatter, Elmore Leonard, hvis skarpe humor, intense miljøbeskrivelse og præcise dialogkunst går tydeligt igennem i serien. Seriens hovedpersonen er U.S. Marshall Raylan Givens overbevisende spillet af Timothy Olyphant der også var sherif i western-serien Deadwood.

Hvor han i Deadwood var en noget entydig stivstikker, en sammenbidt og forpint moralist, der udfolder Olyphant i rollen som Rayland Givens hele repertoiret: rå gunslinging machomand: dommer og bøddel i én og samme person, charmerende gavflab med stort kvindetække, og indestængt søn af en uforbederlig småforbryder, der gør sit til at gøre livet så besværligt som muligt for vor helt.

Tilbage til fortiden

Da Givens nok en gang går over stregen og udøver selvjustits på en mafioso i Miami, bliver det for meget for hans overordnede, der som straf sender ham tilbage til den hjemstavn, han har flygtet fra hele sit liv: Harlan County, i Kentucky.

Det bliver derfor til et gensyn ikke bare med faderen, men også med hele miljøet og den neo-nazistiske bande af små-og stor-forbrydere i og omkring den indflydelsesrige Crowder-familie. Højdepunkterne er de hidsige konfrontationer mellem Givens og den karismatiske, intelligente og helt uberegnelige Boyd Crowder.

Nye højder

I sæson 2 konfronteres Rayland igen med fortiden i skikkelse af Bennett-familien, der i årevis har rivaliseret og kæmpet med netop Givens-familien. Bennettfamiliens overhoved er Mags Bennet, eminent spillet af Margo Martindale, der med sin isenkram som lovligt dække styrer hele narkotikasalget med hjælp fra sin bande af koldblodige rednecks.

Margo Martindale i rollen som
den uforlignelige Mags Bennet

Hun ser umiddelbart trind og tilforladelig ud, men det er blot et skalkeskjul under hvilket gemmer sig en sand djævel, en skruppelløs og ærgerrig forbryder, der er vant til, at hendes vilje er lov i hele lokalområdet. 

Og der bliver en frygtelig ballade, da et stort kulmineselskab vil gøre regning uden vært, og tror det kan sætte sig ud over den snarrådige Mags Bennett.

I Sæson 2 når serien helt nye højder: det er ekstremt underholdende, elementært spændende, men der er også blevet plads til lavmælte, men fornemme skildringer af tragiske skæbner og usentimentale, men alligevel stærkt rørende hændelser.

Anden sæson løfter Justified op i nærheden af Breaking Bad, og hvis serien kan fortsætte på samme niveau, er der virkelig noget at se frem til. 

Litteraturens åsteder. På Rejse i litteraturhistorien

I syv udsendelser på DK4 guider professor i litteratur Anne-Marie Mai danskerne til væsentlige litteraturhistoriske steder. Hun tager udgangspunkt i sit trebinds-værk ’Hvor litteraturen finder sted’.

I første program tager Anne-Marie Mai seeren med til det gamle Ribe, hvor katedralskolen og domkirken er i centrum. De øvrige programmer vil handle om Anne Krabbes Stenalt, Holbergs Sorø, Ingemanns Sorø, Grundvigs Udby, Marie Bregendahl og højskolerne og stopper ved digternes cafeer i 1980’erne.

’Det er programmets mål, at seeren får en ny og anderledes oplevelser af både de litterære værker, historien og stederne set gennem litteraturhistoriens briller’.   

Serien havde premiere den 3. januar, men første afsnit genudsendes i aften 22.30.

Anmeldelse: Game of Thrones (tv-serien)

Kampen om tronen: Det går hedt og brutalt for sig i fantasylandet Westeros, hvor syv adellige familier udkæmper en nådesløs kamp om magten, mens vinteren, vilde horder og vandrende døde truer fra det barbariske nord.

De magiske elementer spiller reelt ikke nogen større rolle i den person og plot-drevne serie, så det bør bestemt ikke skræmme drama-og historie-interesserede væk; det fiktive univers er nemlig skabt af en vellykket blanding af elementer fra de islandske sagaer, Middelalderen, Roms fald, Hundredårskrigen, Rosenkrigene og den italienske renæssance. Dette miks er så tilsat fri digtning, dygtig plotning og interessant personkarakteristik.

Vinteren er på vej

HBO serien er baseret på bøgerne af fantasyforfatteren George R.R. Martin, og historien er mere eller mindre som følger:

En vis fred har tilsyneladende sænket sig over Westeros efter mange års borgerkrig. Men dette ændrer sig alt sammen, da Kongens Hånd (kongens rådgiver) dør under mystiske omstændigheder, og kongen Robert Baratheon derfor opsøger sin gamle ven, den ærværdige Eddard (Ned) Stark, Stark klanens overhoved, og indtrængende beder ham om at forlade borgen i nord for at tage syd på til Kings Landing og overtage det nu ledige hverv som Kongens Hånd.

Modvilligt påtager Ned Stark sig opgaven, og da han får nys om at den tidligere Hånd blev myrdet, undersøger han sagen nærmere. Men dronningens pengestærke familie, Lannisterne, har udtænkt en plan for, hvordan de kan overtage kongemagten, og her står den principfaste, men også noget naive Ned Stark i vejen.

Som en ormegrav

Og også de slebne hofsnoge venter blot på at tiden er moden til deres avancement. Og på den anden side af havet udtænker de sidste medlemmere af den detroniserede kongefamilie Targaryens, hvordan de kan komme tilbage på jerntronen.

Og da først intriger og komplot sætter spillet om magten i gang, melder flere familier sig på banen. De umættelige magtambitioner truer med at kaste riget ud i en altødelæggende borgerkrig, mens øjnene måske burde rettes mere mod nord, hvor den 200 meter høje is-mur og de special-uddannede vagtsoldater måske ikke er nok til at stoppe de mørke kræfter, der presser på.

Realistisk fantasy

Serien har et enormt persongalleri, og det kan være sin sag at hitte rede i, hvem der er hvem, men det giver til gengæld også fornemmelsen af at en hel verden træder frem på skærmen. Volden er allestedsnærværende, og overalt lurer en pludselig og voldsom død – og heller ikke de, man lige troede, var hovedpersoner, skånes for en brutal og brat skæbne. Der er heller ikke sparet på noget, hvad angår de mange eksplicitte sexscener.

Familierne i Game of Thrones 

Dekadence, degenerering og det truende mørke med forvredne, udbrændte ruiner og alskens uhyrer, berettiget frygt og overtro fremstilles med en påfaldende troværdighed, der måske meget godt indfanger, hvordan tidligere tiders mennesker måtte have oplevet voldsomme begivenheder som krige, invasioner og en farlig, ukendt og uforståelig verden, hvor syner, drager og dæmoner er ligeså virkelige som skoven, landet og havet.

Skuespillet er bortset fra enkelte overspillede præstationer særdeles overbevisende, og selv de mest nedrige og formørkede karakterer er fremstillet med nuancer og uventede dybder, og ligeledes må selv de mest noble og principfaste sande, at man ikke kan vinde magten uden at få blod på hænderne.

Eneste undtagelse er dog den noget irriterende karakter, Daenerys Targaryen, der er skildret som noget af en frelserskikkelse tilsyneladende hævet over lumpen korridorpolitik, og blottet for kyniske bagtanker. Og hvad angår hendes egen fremtræden og voksende popularitet blandt slaver og frigivne, forbliver hun helt uanfægtet.

Dværgen Tyrion Lannister 

Der er scener i serien, der er for lange, hvorfor serien undertiden taber noget af det dramatisk pust som for eksempel: Targaryans lange vandring i ørkenen, Stark-bastarden Jon Snows oplevelser i nord, og så de ekstremt eksplicitte og al for langtrukne torturscener, der ender med at irriterer, fordi de savner motivation og begrundelse.

Ligeså er der er pointer og sidehistorier, der ikke bliver fulgt hele vejen, men ligesom opgives undervejs.

Alligevel er det, hvad historien og den visuelle side angår, en utrolig flot, dramatisk og dragende fortælling, der oprulles for seeren. Det er lidt, som en af tv-seriens forfattere har sagt, som at se Sopranos i Midgård.

Min favorit bland karaktererne er uden tvivl den karismatiske Lannister-dværg Tyrion, der bliver hånet med tilnavnene halfman og imp, men som med sin snarrådighed, vid og overlevelsesinstinkt udvikler sig fra fordrukken horebuk til at blive en af de store spillere, en af de alt andet en grå eminencer.       

Ekstra: Artikel af historikeren og fantasyforfatteren Tom Holland (Rubicon, Persian Fire m.f.) om tv-serien Game of Thrones, der i følge ham er mere brutal realistisk end de fleste historiske romaner:

'Game of Thrones is more brutally realistic than most historical novels'

As the epic fantasy returns to TV, historian Tom Holland explains how it plunders real events from the ancient world to the middle ages to produce a heady cocktail of drama

De 10 bedste tv-serier

’What the fuck is life if it’s not personal’ (Gyp Rossetti, gangster, Boardwalk Empire)

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden ser meget lidt fjernsyn og heller ikke specielt mange film. Til gengæld holder jeg meget af at se de mange gode kvalitetsserier, som kommer særligt fra USA. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de bedste af dem etablerer et så interessant univers, at man ikke – som man er tvunget til at gøre i filmens verden- har lyst til at forlade det igen, men vender tilbage sæson efter sæson for at følge personernes og intrigens udvikling.

Jeg er hele tiden på udkig efter nye interessante titler, men det kan være noget af en jungle fordi, for hver virkelig god serie, produceres der i hundredevis af dårlige. Den amerikanske netværkskanal HBO har gjort det til sit speciale at lave højkvalitets tv-serier, der tør gå nye veje uden at følge den vante krimiskabelon a la de mange CSI-kloner og skabe nogle originale serier, hvor det ofte lykkedes at forene intens spænding med en dybere bund, som ofte består af en kras, affortryllet, men også humoristisk udlægning af det moderne, rodløse liv med al dets usikkerhed, udfordringer og uforløste længsler.

Dialogerne er knivskarpe, skuespillet i top, og personerne er i de mest vellykkede serier fremstillet med stor nuancerigdom. Ikke alt behøver, som jeg synes, det er tilfældet i langt de fleste danske tv-serier, at blive overforklaret for den tilsyneladende svagt opfattende seer: et blik, en langsom udfading, eller et velvalgt musikstykke kan være nok.

Der er et bredt udvalg af gode tv-serier i forskellige genre: Fra de, der kredser om det moderne menneskes psyke, til dem, der interesserer sig for storbyens sociologi særligt dens mørke skyggeside, til de historiske og de brede krønikelignende fremstillinger. Jeg har her på rendyrket subjektiv vis samlet mine ti favorit serier i prioriteret rækkefølge, ni amerikanske og minsandten en enkel dansk. 

1. The Sopranos

James Gandolfini er fænomenal i rollen som den plagede, deprimerede mafiachef Tony Soprano, der ser sig nødsaget til at få psykologbistand for at klare sig gennem sin stressede hverdag med problemer i både den rigtige familie og den hemmelige og så oveni en stor omgang mæt livslede.

Man ender skræmmende nok med at føle en stor grad af sympati for Tony, der på en gang er en skræmmende psykopat, drivende sentimental og kynisk, og samtidig uhyre karismatisk, sjov og intelligent. Rundt omkring er der et fantastisk persongalleri af farverige, men troværdige gangstere og en familie, hvor ikke mindst den stærkt dominerende, mor med et livssyn så opløftende som en sodsværtet, udbombet by er forrygende.

2. MadMen 

En moderne fremstilling af USA fra 60erne og frem set fra et reklamebureau på Manhattan. Drømme, løgne og det moderne liv som et produkt skabt af smarte reklamefolk. Der bliver røget drukket og horet på det gennemført mandchauvinistiske reklamebureau, men kvinderne er dog ingenlunde bly og underdanige - de har deres måde at få deres vilje på. Tøjet, stilen og billederne er en fryd for øjet, men stjæler ikke opmærksomheden fra skuespillet og de herlige dialoger.

3. Breaking Bad

Den altoverskyggende hovedperson i denne originale serie er den grå, livstrætte kemilærer Walther White, spillet med enorm indlevelse af Bryan Cranston, der for at få pengene til at række også må bijobbe på en tankstation. Der er ikke meget selvtillid eller ære tilbage, når han kommer træt hjem til sin dominerende og kontrollerende kone og handicappede barn. Men hans liv ændrer sig da han en dag får konstateret livstruende lungekræft med kun få år tilbage at leve i.

Han beslutter sig for i sine sidste leveår at skaffe så mange penge som muligt til sin trængte familie, og da han ved en tilfældighed møder en af sine tidligere studerende, Jesse Pinkman, der ernærer sig som småkriminel narkopusher, bestemmer Walther sig for sammen med Jesse at bruge sin faglige indsigt til at fremstille narkotika, for der igennem at få hurtige penge, der kan betale for hans kemoterapi og sikre familien.

Men det er ikke nogen let sag for den kejtede og akademiske Walther at begive sig ud i et storkriminelt miljø, hvor rovdyrene lurer overalt, og tonen og omgangsformen er ham fuldstændig fremmed.

Serien veksler mellem ustyrligt morsomme scener, hvor de to amatører ved fælles uformåen bringer sig selv dybere og dybere ned i skidtet, og Walther skal forsøge at holde sin nærgående familie stangen – ikke mindst konen og den vanvittigt irriterende og skrydende svoger, der er narkobetjent; og så afdæmpede, alvorlige scener hvor dødens alvor truer og Walther har lejlighed til at tænke over sit uforløste, middelmådige liv. 

4. Boardwalk Empire

Serien foregår i 1920erne i Atlantic City i begyndelsen af det landsomspændende alkoholforbud og følger byens om ikke formelle så reelle magthaver, den storkriminelle politiker og gangster Enoch ’Nucky’ Thompson (Steve Buscemi) og hans kamp for at bevare magten og forøge strømmen af penge. Han dulmer tvivlen, frygten og måske selvleden i kvindernes skød, mens kampen mod rivaliserende mafiabosser, FBI-agenter og ambitiøse undersåtter stjæler det meste af hans nattesøvn.

Det er et fascinerende billede serien tegner af datidens USA, og der er virkeligt kælet for scenografien og de historiske detaljer. Steve Buscemi er en anderledes, atypisk hovedperson, hvis kropsbygning, lidt komiske gang og ansigtsudtryk står i kontrast til hans klare tanke og nådesløse handlen. Man skal lige forbi de første afsnit som kæmper med en del klicheer, før serien for alvor tager fart. Karakterne har ikke helt samme dybe som i f.eks. The Sopranos, men i Boardwalk Empire vægter det nøjagtige tidsbillede nok også tungere.

5. Deadwood

Er endnu en serie produceret af HBO. Det er en westernserie, der foregår i 1870ernes guldrus i USA, nærmere bestemt i den ekspanderende, barske nybygger by Deadwood i South Dakota. Hertil kommer alle slags lykkeriddere: guldgravere, spillere, revolvermænd, forbrydere og andet skidtfolk og ikke mindst en konstant stigende strøm af prostituerede. Det var vel fra begyndelsen tænkt at den unge sammenbidte stivstikker af en sherif Seth Bullock skulle være seriens hovedperson, men det er den karismatiske, djævelske og virkeligt ondsindede retoriske begavelse Al Swearengen, saloonejer med meget mere, der er seriens virkelige omdrejningspunkt.

Det er vold og usminket brutalitet i lange baner, og så flyder eder og forbandelser i en uafbrudt strøm. Et kvalificeret bud er at godt og vel hver andet ord sådan cirka er ’fuck’. Bortset fra det er sproget, dia-og monologerne mere taget ud af Macbeth end fra virkelighedens uuddannede og fordrukne revolvermænd. Fornærmelserne i sig selv er en nydelse ikke mindst, når de flyder fra Als kulsorte mund.  

6. In Treatment 

Serien har Paul Weston eminent spillet af Gabriel Byrne i hovedrollen som den psykologiske terapeut, hvis daglige sessioner med patienter vi følger gennem serien. Det er en vovet satsning, da der er megen lidt ydre handling, og det meste derfor beror på dialog og troværdigt skuespil. De første to sæsoner er virkeligt gode og intense. Desværre trækker det en del ned, at sæson tre er et mislykket opkog af de samme temaer, og skuespillet og skuespillerne holder mærkeligt nok slet ikke niveauet fra de to foregående sæsoner.

7. The Wire

Krimi-serien foregår i og omkring Baltimore i Maryland, USA. The Wire fokuserer i hver sæson på et nyt område i det gennemkorrupte Baltimore: den illegale narkohandel, havneområdet, bystyret og bureaukrati, skolesystemet, og de trykte nyhedsmedier. I hovedrollen ses den uortodokse, opsætsige efterforsker Jimmy McNulty, men seriens styrke er reelt den meget bredt udfoldede sociologiske fremstilling af byen Baltimore fra høj til meget lav: fra low life junkies og dope dealers til politikernes bonede gulve og mediernes skjulte magt.

De to første sæsoner er rigtigt gode og medrivende, til gengæld begynder det at knirke i sæson tre, hvor der er en vis monoton gentagelse, og personerne bliver lidt for stereotype. Men serien opererer altså også med et meget højt ambitionsniveau i forhold til gængse krimiserier. The Wire ønsker at gennemlyse magtens strukturer og skjulte forgreninger ud i alle afkroge af den gennemkorrupte by.  

8. Rome

Serien tager os tilbage til det gamle Rom, ungefær år 51 f.kr. og tredve år frem til Kleopatra og Antonius’ død og Augustus’ cementering af kejserdømmet. Det er den romerske republiks sidste krampetrækninger, vi overværer, mens vi følger to soldaters sammenflettede skæbne. Der er episk sus over fremstillingen med djævelske intriger, romersk dekadence, blodige sværdhug og flotte billeder i denne verdens dyreste tv-serie. Til gengæld er skuespillet ikke helt af samme klasse som i de ovennævnte serie, og mangen en latinlærer ville nok protesterer mod den manglende historiske korrekthed og til tider fordomsfulde skildring af vægtige personer som Cicero og Kleopatra – der nok engang må holde for som flirtende skøge. Hvis man kan se igennem fingre med disse forhold, er det altså en intelligent og stærkt underholdende sværd og sandaler-serie for drengerøve af alle aldre og køn.

9. Matador

Nærmere præsentation burde være overflødig. Egentlig er det meget ved serien, der irriterer mig som: at personerne mere skal repræsentere typer end rigtige mennesker, at de gode skal være de bedrevidende og moraliserende kulturradikale kunstelskere, mens kapitalisten Mads Skjern er følelseskold og afstumpet, de rige er overfladiske og latterligt neurotiske, mens bonden er jovial, folkelig og elskelig. Kvaliteten er meget svingende fra afsnit til afsnit og i de mindre vellykkede, hvor serien ikke har så meget på hjerte har en lavkomisk, forældet humor det med at fylde for meget (ja, ja … nej, nej… av min arm… m.v.) . Når jeg alligevel holder af serien, skyldes det først og fremmest nogle meget stærke skuespilspræstationer og ind imellem nogle rigtig fine dialoger, hvis lige jeg ikke har set udfoldet i nogen dansk serie sidenhen. 

10. Prison Break

Michael Scofield vil have sin bror ud af fængslet og efter at have forsøgt via legal vej uden held, begynder han at udtænke en alternativ plan for få sin bror, Lincoln Burrows, ud af spjældet. Han er i tidsnød, for Burrows sidder på dødsgangen for at have slået vicepræsidentens bror ihjel. Michael planlægger en flugtplan i detaljer, men for at få den til at lykkes skal han selv indenfor murene på det lukkede Fox River fængsel. Michaels viden som ingeniør kommer ham her til gode, ligeså det kort over fængslet han får tatoveret på sin krop.

Sådan begynder serien og det er stærkt nervepirrende at følge Michals plan med mange, mange benspænd undervejs. Det er god underholdning, karaktererne er ikke så interessante, det er plottet, der tæller. Som serien skrider frem bliver man lidt træt af det unødvendige behov for at overdramatisere for mange detaljer, sådan at man, når man når til sæson tre og fire, næste er blevet helt immun overfor de mange cliffhangers og forsøg på suspense. Historien holder ikke til mere end de første to-tre sæsoner, men der er man også rigtig fint underholdt.