Anmeldelse: Game of Thrones (tv-serien)

Kampen om tronen: Det går hedt og brutalt for sig i fantasylandet Westeros, hvor syv adellige familier udkæmper en nådesløs kamp om magten, mens vinteren, vilde horder og vandrende døde truer fra det barbariske nord.

De magiske elementer spiller reelt ikke nogen større rolle i den person og plot-drevne serie, så det bør bestemt ikke skræmme drama-og historie-interesserede væk; det fiktive univers er nemlig skabt af en vellykket blanding af elementer fra de islandske sagaer, Middelalderen, Roms fald, Hundredårskrigen, Rosenkrigene og den italienske renæssance. Dette miks er så tilsat fri digtning, dygtig plotning og interessant personkarakteristik.

Vinteren er på vej

HBO serien er baseret på bøgerne af fantasyforfatteren George R.R. Martin, og historien er mere eller mindre som følger:

En vis fred har tilsyneladende sænket sig over Westeros efter mange års borgerkrig. Men dette ændrer sig alt sammen, da Kongens Hånd (kongens rådgiver) dør under mystiske omstændigheder, og kongen Robert Baratheon derfor opsøger sin gamle ven, den ærværdige Eddard (Ned) Stark, Stark klanens overhoved, og indtrængende beder ham om at forlade borgen i nord for at tage syd på til Kings Landing og overtage det nu ledige hverv som Kongens Hånd.

Modvilligt påtager Ned Stark sig opgaven, og da han får nys om at den tidligere Hånd blev myrdet, undersøger han sagen nærmere. Men dronningens pengestærke familie, Lannisterne, har udtænkt en plan for, hvordan de kan overtage kongemagten, og her står den principfaste, men også noget naive Ned Stark i vejen.

Som en ormegrav

Og også de slebne hofsnoge venter blot på at tiden er moden til deres avancement. Og på den anden side af havet udtænker de sidste medlemmere af den detroniserede kongefamilie Targaryens, hvordan de kan komme tilbage på jerntronen.

Og da først intriger og komplot sætter spillet om magten i gang, melder flere familier sig på banen. De umættelige magtambitioner truer med at kaste riget ud i en altødelæggende borgerkrig, mens øjnene måske burde rettes mere mod nord, hvor den 200 meter høje is-mur og de special-uddannede vagtsoldater måske ikke er nok til at stoppe de mørke kræfter, der presser på.

Realistisk fantasy

Serien har et enormt persongalleri, og det kan være sin sag at hitte rede i, hvem der er hvem, men det giver til gengæld også fornemmelsen af at en hel verden træder frem på skærmen. Volden er allestedsnærværende, og overalt lurer en pludselig og voldsom død – og heller ikke de, man lige troede, var hovedpersoner, skånes for en brutal og brat skæbne. Der er heller ikke sparet på noget, hvad angår de mange eksplicitte sexscener.

Familierne i Game of Thrones 

Dekadence, degenerering og det truende mørke med forvredne, udbrændte ruiner og alskens uhyrer, berettiget frygt og overtro fremstilles med en påfaldende troværdighed, der måske meget godt indfanger, hvordan tidligere tiders mennesker måtte have oplevet voldsomme begivenheder som krige, invasioner og en farlig, ukendt og uforståelig verden, hvor syner, drager og dæmoner er ligeså virkelige som skoven, landet og havet.

Skuespillet er bortset fra enkelte overspillede præstationer særdeles overbevisende, og selv de mest nedrige og formørkede karakterer er fremstillet med nuancer og uventede dybder, og ligeledes må selv de mest noble og principfaste sande, at man ikke kan vinde magten uden at få blod på hænderne.

Eneste undtagelse er dog den noget irriterende karakter, Daenerys Targaryen, der er skildret som noget af en frelserskikkelse tilsyneladende hævet over lumpen korridorpolitik, og blottet for kyniske bagtanker. Og hvad angår hendes egen fremtræden og voksende popularitet blandt slaver og frigivne, forbliver hun helt uanfægtet.

Dværgen Tyrion Lannister 

Der er scener i serien, der er for lange, hvorfor serien undertiden taber noget af det dramatisk pust som for eksempel: Targaryans lange vandring i ørkenen, Stark-bastarden Jon Snows oplevelser i nord, og så de ekstremt eksplicitte og al for langtrukne torturscener, der ender med at irriterer, fordi de savner motivation og begrundelse.

Ligeså er der er pointer og sidehistorier, der ikke bliver fulgt hele vejen, men ligesom opgives undervejs.

Alligevel er det, hvad historien og den visuelle side angår, en utrolig flot, dramatisk og dragende fortælling, der oprulles for seeren. Det er lidt, som en af tv-seriens forfattere har sagt, som at se Sopranos i Midgård.

Min favorit bland karaktererne er uden tvivl den karismatiske Lannister-dværg Tyrion, der bliver hånet med tilnavnene halfman og imp, men som med sin snarrådighed, vid og overlevelsesinstinkt udvikler sig fra fordrukken horebuk til at blive en af de store spillere, en af de alt andet en grå eminencer.       

Ekstra: Artikel af historikeren og fantasyforfatteren Tom Holland (Rubicon, Persian Fire m.f.) om tv-serien Game of Thrones, der i følge ham er mere brutal realistisk end de fleste historiske romaner:

'Game of Thrones is more brutally realistic than most historical novels'

As the epic fantasy returns to TV, historian Tom Holland explains how it plunders real events from the ancient world to the middle ages to produce a heady cocktail of drama

De 10 bedste tv-serier

’What the fuck is life if it’s not personal’ (Gyp Rossetti, gangster, Boardwalk Empire)

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden ser meget lidt fjernsyn og heller ikke specielt mange film. Til gengæld holder jeg meget af at se de mange gode kvalitetsserier, som kommer særligt fra USA. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de bedste af dem etablerer et så interessant univers, at man ikke – som man er tvunget til at gøre i filmens verden- har lyst til at forlade det igen, men vender tilbage sæson efter sæson for at følge personernes og intrigens udvikling.

Jeg er hele tiden på udkig efter nye interessante titler, men det kan være noget af en jungle fordi, for hver virkelig god serie, produceres der i hundredevis af dårlige. Den amerikanske netværkskanal HBO har gjort det til sit speciale at lave højkvalitets tv-serier, der tør gå nye veje uden at følge den vante krimiskabelon a la de mange CSI-kloner og skabe nogle originale serier, hvor det ofte lykkedes at forene intens spænding med en dybere bund, som ofte består af en kras, affortryllet, men også humoristisk udlægning af det moderne, rodløse liv med al dets usikkerhed, udfordringer og uforløste længsler.

Dialogerne er knivskarpe, skuespillet i top, og personerne er i de mest vellykkede serier fremstillet med stor nuancerigdom. Ikke alt behøver, som jeg synes, det er tilfældet i langt de fleste danske tv-serier, at blive overforklaret for den tilsyneladende svagt opfattende seer: et blik, en langsom udfading, eller et velvalgt musikstykke kan være nok.

Der er et bredt udvalg af gode tv-serier i forskellige genre: Fra de, der kredser om det moderne menneskes psyke, til dem, der interesserer sig for storbyens sociologi særligt dens mørke skyggeside, til de historiske og de brede krønikelignende fremstillinger. Jeg har her på rendyrket subjektiv vis samlet mine ti favorit serier i prioriteret rækkefølge, ni amerikanske og minsandten en enkel dansk. 

1. The Sopranos

James Gandolfini er fænomenal i rollen som den plagede, deprimerede mafiachef Tony Soprano, der ser sig nødsaget til at få psykologbistand for at klare sig gennem sin stressede hverdag med problemer i både den rigtige familie og den hemmelige og så oveni en stor omgang mæt livslede.

Man ender skræmmende nok med at føle en stor grad af sympati for Tony, der på en gang er en skræmmende psykopat, drivende sentimental og kynisk, og samtidig uhyre karismatisk, sjov og intelligent. Rundt omkring er der et fantastisk persongalleri af farverige, men troværdige gangstere og en familie, hvor ikke mindst den stærkt dominerende, mor med et livssyn så opløftende som en sodsværtet, udbombet by er forrygende.

2. MadMen 

En moderne fremstilling af USA fra 60erne og frem set fra et reklamebureau på Manhattan. Drømme, løgne og det moderne liv som et produkt skabt af smarte reklamefolk. Der bliver røget drukket og horet på det gennemført mandchauvinistiske reklamebureau, men kvinderne er dog ingenlunde bly og underdanige - de har deres måde at få deres vilje på. Tøjet, stilen og billederne er en fryd for øjet, men stjæler ikke opmærksomheden fra skuespillet og de herlige dialoger.

3. Breaking Bad

Den altoverskyggende hovedperson i denne originale serie er den grå, livstrætte kemilærer Walther White, spillet med enorm indlevelse af Bryan Cranston, der for at få pengene til at række også må bijobbe på en tankstation. Der er ikke meget selvtillid eller ære tilbage, når han kommer træt hjem til sin dominerende og kontrollerende kone og handicappede barn. Men hans liv ændrer sig da han en dag får konstateret livstruende lungekræft med kun få år tilbage at leve i.

Han beslutter sig for i sine sidste leveår at skaffe så mange penge som muligt til sin trængte familie, og da han ved en tilfældighed møder en af sine tidligere studerende, Jesse Pinkman, der ernærer sig som småkriminel narkopusher, bestemmer Walther sig for sammen med Jesse at bruge sin faglige indsigt til at fremstille narkotika, for der igennem at få hurtige penge, der kan betale for hans kemoterapi og sikre familien.

Men det er ikke nogen let sag for den kejtede og akademiske Walther at begive sig ud i et storkriminelt miljø, hvor rovdyrene lurer overalt, og tonen og omgangsformen er ham fuldstændig fremmed.

Serien veksler mellem ustyrligt morsomme scener, hvor de to amatører ved fælles uformåen bringer sig selv dybere og dybere ned i skidtet, og Walther skal forsøge at holde sin nærgående familie stangen – ikke mindst konen og den vanvittigt irriterende og skrydende svoger, der er narkobetjent; og så afdæmpede, alvorlige scener hvor dødens alvor truer og Walther har lejlighed til at tænke over sit uforløste, middelmådige liv. 

4. Boardwalk Empire

Serien foregår i 1920erne i Atlantic City i begyndelsen af det landsomspændende alkoholforbud og følger byens om ikke formelle så reelle magthaver, den storkriminelle politiker og gangster Enoch ’Nucky’ Thompson (Steve Buscemi) og hans kamp for at bevare magten og forøge strømmen af penge. Han dulmer tvivlen, frygten og måske selvleden i kvindernes skød, mens kampen mod rivaliserende mafiabosser, FBI-agenter og ambitiøse undersåtter stjæler det meste af hans nattesøvn.

Det er et fascinerende billede serien tegner af datidens USA, og der er virkeligt kælet for scenografien og de historiske detaljer. Steve Buscemi er en anderledes, atypisk hovedperson, hvis kropsbygning, lidt komiske gang og ansigtsudtryk står i kontrast til hans klare tanke og nådesløse handlen. Man skal lige forbi de første afsnit som kæmper med en del klicheer, før serien for alvor tager fart. Karakterne har ikke helt samme dybe som i f.eks. The Sopranos, men i Boardwalk Empire vægter det nøjagtige tidsbillede nok også tungere.

5. Deadwood

Er endnu en serie produceret af HBO. Det er en westernserie, der foregår i 1870ernes guldrus i USA, nærmere bestemt i den ekspanderende, barske nybygger by Deadwood i South Dakota. Hertil kommer alle slags lykkeriddere: guldgravere, spillere, revolvermænd, forbrydere og andet skidtfolk og ikke mindst en konstant stigende strøm af prostituerede. Det var vel fra begyndelsen tænkt at den unge sammenbidte stivstikker af en sherif Seth Bullock skulle være seriens hovedperson, men det er den karismatiske, djævelske og virkeligt ondsindede retoriske begavelse Al Swearengen, saloonejer med meget mere, der er seriens virkelige omdrejningspunkt.

Det er vold og usminket brutalitet i lange baner, og så flyder eder og forbandelser i en uafbrudt strøm. Et kvalificeret bud er at godt og vel hver andet ord sådan cirka er ’fuck’. Bortset fra det er sproget, dia-og monologerne mere taget ud af Macbeth end fra virkelighedens uuddannede og fordrukne revolvermænd. Fornærmelserne i sig selv er en nydelse ikke mindst, når de flyder fra Als kulsorte mund.  

6. In Treatment 

Serien har Paul Weston eminent spillet af Gabriel Byrne i hovedrollen som den psykologiske terapeut, hvis daglige sessioner med patienter vi følger gennem serien. Det er en vovet satsning, da der er megen lidt ydre handling, og det meste derfor beror på dialog og troværdigt skuespil. De første to sæsoner er virkeligt gode og intense. Desværre trækker det en del ned, at sæson tre er et mislykket opkog af de samme temaer, og skuespillet og skuespillerne holder mærkeligt nok slet ikke niveauet fra de to foregående sæsoner.

7. The Wire

Krimi-serien foregår i og omkring Baltimore i Maryland, USA. The Wire fokuserer i hver sæson på et nyt område i det gennemkorrupte Baltimore: den illegale narkohandel, havneområdet, bystyret og bureaukrati, skolesystemet, og de trykte nyhedsmedier. I hovedrollen ses den uortodokse, opsætsige efterforsker Jimmy McNulty, men seriens styrke er reelt den meget bredt udfoldede sociologiske fremstilling af byen Baltimore fra høj til meget lav: fra low life junkies og dope dealers til politikernes bonede gulve og mediernes skjulte magt.

De to første sæsoner er rigtigt gode og medrivende, til gengæld begynder det at knirke i sæson tre, hvor der er en vis monoton gentagelse, og personerne bliver lidt for stereotype. Men serien opererer altså også med et meget højt ambitionsniveau i forhold til gængse krimiserier. The Wire ønsker at gennemlyse magtens strukturer og skjulte forgreninger ud i alle afkroge af den gennemkorrupte by.  

8. Rome

Serien tager os tilbage til det gamle Rom, ungefær år 51 f.kr. og tredve år frem til Kleopatra og Antonius’ død og Augustus’ cementering af kejserdømmet. Det er den romerske republiks sidste krampetrækninger, vi overværer, mens vi følger to soldaters sammenflettede skæbne. Der er episk sus over fremstillingen med djævelske intriger, romersk dekadence, blodige sværdhug og flotte billeder i denne verdens dyreste tv-serie. Til gengæld er skuespillet ikke helt af samme klasse som i de ovennævnte serie, og mangen en latinlærer ville nok protesterer mod den manglende historiske korrekthed og til tider fordomsfulde skildring af vægtige personer som Cicero og Kleopatra – der nok engang må holde for som flirtende skøge. Hvis man kan se igennem fingre med disse forhold, er det altså en intelligent og stærkt underholdende sværd og sandaler-serie for drengerøve af alle aldre og køn.

9. Matador

Nærmere præsentation burde være overflødig. Egentlig er det meget ved serien, der irriterer mig som: at personerne mere skal repræsentere typer end rigtige mennesker, at de gode skal være de bedrevidende og moraliserende kulturradikale kunstelskere, mens kapitalisten Mads Skjern er følelseskold og afstumpet, de rige er overfladiske og latterligt neurotiske, mens bonden er jovial, folkelig og elskelig. Kvaliteten er meget svingende fra afsnit til afsnit og i de mindre vellykkede, hvor serien ikke har så meget på hjerte har en lavkomisk, forældet humor det med at fylde for meget (ja, ja … nej, nej… av min arm… m.v.) . Når jeg alligevel holder af serien, skyldes det først og fremmest nogle meget stærke skuespilspræstationer og ind imellem nogle rigtig fine dialoger, hvis lige jeg ikke har set udfoldet i nogen dansk serie sidenhen. 

10. Prison Break

Michael Scofield vil have sin bror ud af fængslet og efter at have forsøgt via legal vej uden held, begynder han at udtænke en alternativ plan for få sin bror, Lincoln Burrows, ud af spjældet. Han er i tidsnød, for Burrows sidder på dødsgangen for at have slået vicepræsidentens bror ihjel. Michael planlægger en flugtplan i detaljer, men for at få den til at lykkes skal han selv indenfor murene på det lukkede Fox River fængsel. Michaels viden som ingeniør kommer ham her til gode, ligeså det kort over fængslet han får tatoveret på sin krop.

Sådan begynder serien og det er stærkt nervepirrende at følge Michals plan med mange, mange benspænd undervejs. Det er god underholdning, karaktererne er ikke så interessante, det er plottet, der tæller. Som serien skrider frem bliver man lidt træt af det unødvendige behov for at overdramatisere for mange detaljer, sådan at man, når man når til sæson tre og fire, næste er blevet helt immun overfor de mange cliffhangers og forsøg på suspense. Historien holder ikke til mere end de første to-tre sæsoner, men der er man også rigtig fint underholdt.

In Treatment produceret og udviklet af Rodrigo Garcia

Det er utroligt at en tv-serie, hvor den ydre handling stort set er fraværende, kan føles så intens, dyb og fængslende, at man bare må se det næste afsnit. Sådan er det med In Treatment.

Den amerikanske tv-kanal HBO udspyr den ene kvalitetsserie efter den anden: The Sopranos, Mad Men, Deadwood, The Wire og Boardwalk Empire (den sidste har jeg endnu til gode). De står også bag In Treatment, der er produceret af Rodrigo Garcia.

Serien er en vovet satsning for producenterne såvel som for skuespillerne.

Det er det, når man betænker, at det, der bærer serien stort set alene er de skarpe dialoger og skuespillernes evne til at smelte sammen med deres roller og derved give de fine og troværdige psykologiske portrætter af nogle mennesker, der alle befinder sig i en eller anden form for krise.

Plottet er ret ligetil: vi følger psykoanalytikeren Paul Weston (eminent spillet af Gabriel Byrne) gennem hans arbejdsuge frem til fredag, hvor han selv går i terapi hos kollegaen Gina for derved at bearbejde ugens terapisamtaler og forsøge at redde stumperne af sit skrantende ægteskab. Det er de samme personer vi møder hver uge, samme tid i Pauls konsultationsværelse.

Seeren er fluen på væggen i disse fortsatte samtaler mellem patient og terapeut, og følger skridt for skridt udviklingen eller manglen på samme.

Patienterne er intelligente, velformulerende, men også kontrolfikserede mennesker, med paraderne oppe, der viger udenom og laver krumspring og derved strækker Pauls terapeutiske evne til det yderste. Vi er langt fra klicheen om chaiselongen og den-alt-forklarende  moderbinding.  

Kameraret panorerer over ansigterne og kroppene, og man ser så de små ændringer i personernes ansigtsmimik: den pludselige trækning, de små, ubevidste overspringshandlinger og tics.

Vi følger de ofte skarpe udvekslinger, udfald, og lige pludselig opstår der en åbning, hvorved vi og Paul får et indblik i det drama, den afgrund af angst, mindreværd og forkvaklede følelser som personerne er spundet ind i, eller måske nærmere selv har spundet sig ind i.  



Paul Weston - den irske skespiller Gabriel Byrne
i en karakteristisk eftertænksom positur  

Det er meget stærkt, og Gabriel Byrne er intet mindre en fænomenal i rollen som psykoterapeut. Han er på en gang meget sympatisk, empatisk, intelligent, lidt genert og melankolsk i rollen som terapeut.

 Men uden for terapiværelset kan han samtidig også være meget dominerende og bastant, ufrivilligt afsløre sit intellektuelle mindreværd, opfarende og vise sig hæmmet i sin livsførelse af den konstante selv- analyse.  

  

Der er ikke noget hastværk, men derimod en tid til at lade dramaerne folde sig ud lidt efter lidt, og en tid til intelligent samtale.

Det kan næsten virke som en lise i en ellers stakåndet (tv)verden af hutigt glemte breaking news, ulideligt forlorne værter og ligegyldigt småsludder serveret som eviggyldige sandheder.  

Med andre ord: serien anbefales på det kraftigste mod akut tv-forstoppelse, sure opstød og petitesse-allergi.