Anmeldelse: Justified, amerikansk tv-serie af Graham Yost

Justified er moderne politi-western med action, hårdkogt humor og skarpe dialoger i et vaskeægte hillbilly-miljø.

Som serien skrider frem, vinder figurerne mere og mere dybde, og det er miljøet, de særegne personer og deres komplicerede (familie-) relationer, som serien først og fremmest interesserer sig for, mens forbrydelsen og dens opklaring mere er gnisten, der antænder dramaet.

Elmore Leonards univers

Serien bygger på romaner af den just afdøde amerikanske krimiforfatter, Elmore Leonard, hvis skarpe humor, intense miljøbeskrivelse og præcise dialogkunst går tydeligt igennem i serien. Seriens hovedpersonen er U.S. Marshall Raylan Givens overbevisende spillet af Timothy Olyphant der også var sherif i western-serien Deadwood.

Hvor han i Deadwood var en noget entydig stivstikker, en sammenbidt og forpint moralist, der udfolder Olyphant i rollen som Rayland Givens hele repertoiret: rå gunslinging machomand: dommer og bøddel i én og samme person, charmerende gavflab med stort kvindetække, og indestængt søn af en uforbederlig småforbryder, der gør sit til at gøre livet så besværligt som muligt for vor helt.

Tilbage til fortiden

Da Givens nok en gang går over stregen og udøver selvjustits på en mafioso i Miami, bliver det for meget for hans overordnede, der som straf sender ham tilbage til den hjemstavn, han har flygtet fra hele sit liv: Harlan County, i Kentucky.

Det bliver derfor til et gensyn ikke bare med faderen, men også med hele miljøet og den neo-nazistiske bande af små-og stor-forbrydere i og omkring den indflydelsesrige Crowder-familie. Højdepunkterne er de hidsige konfrontationer mellem Givens og den karismatiske, intelligente og helt uberegnelige Boyd Crowder.

Nye højder

I sæson 2 konfronteres Rayland igen med fortiden i skikkelse af Bennett-familien, der i årevis har rivaliseret og kæmpet med netop Givens-familien. Bennettfamiliens overhoved er Mags Bennet, eminent spillet af Margo Martindale, der med sin isenkram som lovligt dække styrer hele narkotikasalget med hjælp fra sin bande af koldblodige rednecks.

Margo Martindale i rollen som
den uforlignelige Mags Bennet

Hun ser umiddelbart trind og tilforladelig ud, men det er blot et skalkeskjul under hvilket gemmer sig en sand djævel, en skruppelløs og ærgerrig forbryder, der er vant til, at hendes vilje er lov i hele lokalområdet. 

Og der bliver en frygtelig ballade, da et stort kulmineselskab vil gøre regning uden vært, og tror det kan sætte sig ud over den snarrådige Mags Bennett.

I Sæson 2 når serien helt nye højder: det er ekstremt underholdende, elementært spændende, men der er også blevet plads til lavmælte, men fornemme skildringer af tragiske skæbner og usentimentale, men alligevel stærkt rørende hændelser.

Anden sæson løfter Justified op i nærheden af Breaking Bad, og hvis serien kan fortsætte på samme niveau, er der virkelig noget at se frem til. 

Anmeldelse: Blodets meridian af Cormac McCarthy

Blod vil have blod.

Sproglig kraftfuld: metaforisk, mytisk, og alligevel konkret; flimrende surreelle landskabsbeskrivelser og mænd uden nåde i en bibelsk ørken af forvredne kaktusser og maltrakterede lig i grænselandet mellem USA og Mexico i midten af 1800-tallet.

Men til trods for den sproglige kraftudladning føles romanen i længden alligevel tung og monoton, idet de samme kulturpessimistiske pointer i hver en scene bankes ind på de mentale stentavler:

Der er ingen Gud og ingen nåde, moralen er menneskeskabt, og de forviste mennesker slæber sig frem i en gold ørken, hvor de vilde regerer, og hvor den hvide mand kun kan overleve ved at genfinde sit barbariske krigerhjerte.  

”De myrdede lå i en stor pøl af fælles blod. Det var størknet til en slags budding, med spor på kryds og tværs af ulve eller hunde, og langs kanterne var det tørret og krakeleret som bordeauxrød keramik.

Blod strakte sig i mørke tunger ud over gulvet og blod fulgte fugerne mellem sandstensfliserne og var løbet ud i våbenhuset hvis stengulv var slidt ned af de troendes fødder og af deres forfædres før dem, og det var løbet videre ned af trappen og dryppet fra stenene ned blandt de mørkerøde spor af ådselsæderne.”

Drengen og blodet

Blodets meridian fra 1985, som nu for første gang er oversat til dansk, regnes af mange for at være den amerikanske forfatter Cormac McCarthys hovedværk. Kort fortalt handler romanen om en ung navneløs dreng, konsekvent omtalt som ”drengen”, der stikker af fra sin fordrukne far og giver sig ud i verden på egen hånd.

Først bliver han hvervet af et selvbestaltet kompagni af omstrejfere og veteraner fra krigen mod Mexico, der på egen hånd ønsker at undertvinge og berige sig på bekostning af de uciviliserede mexicanere, før nogle af de europæiske stater kommer på samme tanke. Så de drager sydpå, men bliver undervejs overfaldet af de blodtørstige Apache-indianere.

Drengen overlever og slutter sig til den berygtede Glanton-bande ledet af den historisk-virkelige person, John Joel Ganton, der jager apacheindianerne på grænsen mellem Texas og Mexico. Men Ganton-banden hærger og myrder på bestialsk vis helt uden smålig skelen til, hvem der egentlig er Apache, fredelig indianer, mexicansk soldat eller bare civil.For Ganton er det hele et fedt, og heller ikke hvad angår skalpering, er det kun forbeholdt indianere.

Sult og tørst i den uendelige ørken tilsat de ubegribelige grusomhed skaber et mareridtsagtigt flimresyn af verden, hvor fantasi, syner og virkelighed løber sammen.  

Nihilist uden et hår på kroppen  

Den egentlige anden hovedperson ud over drengen er en hårløse kæmpe, den belæste dommer Holden, der som en anden profet dukker op i ørkenen for at fremlægge livets lære for de rå pistolmænd. Han er skræmmende, bizar, altid smilende og som en dansende nihilistisk bajads sår han splid, hvor end han kommer.

Vesterlandets undergang

Der sker ingen personlig udvikling i romanen, der er total blottet for indre beskrivelser, og derfor er den mørke dommedagsrøst den samme hele vejen igennem. Selvom grusomhederne bliver stadigt værre, er det som om, det er ligegyldige excesser, der hverken påvirker personerne eller læseren.

Jeg er virkeligt splittet mellem en fascination af de ekstremt kraftfulde udtryk og det nærmest elektrisk-flammende landskab, og så på den anden side en dyb irritation over ikke at kunne få øje på en dybere, mere kompleks mening bag al voldsæstetikken end den galopperende undergang og misantropi i en tilsandet ørken, hvor hverken venskabets eller kærlighedens blomster nogensinde ville kunne gro.