Anmeldelse: Romeren af Lasse Holm

Flot og tempofyldt historisk krimi fra et antikkens Rom truet af forbundsfællekrige, af indtrængende kimbrere og teutoner og af et indædt magtopgør, der er på vej til at sønderrive republikken. Uden at ønske det befinder den græske læge Demitrios sig hver gang i begivenhedernes dramatiske centrum.

Når Fortuna lukker øjnene

Vi skriver år 91 før for tidsregning. Petronius, en dørslave i folketribunen Marcus Livius Drusus’ hus, banker desperat på den unge Demitrios dør i det usle, romerske slumkvarter Subura. Slaven bønfalder lægen om at komme og tilse hans døende herre, Marcus Drusus.

Demitrios begiver sig normalt ikke at med at behandle Roms patricier – hvorfor skal ikke her afsløres – men modvilligt lader han sig dog alligevel overtale denne gang. 

Det skulle han nok ikke have gjort. Demitrios kan nemlig ved selvsyn konstatere, at Marcus Drusus er offer for ikke ét, men hele to mordforsøg på samme tid! Manden har en dolk i sig, men udviser også alle symptomer på at være blevet forgiftet.

Da Drusus udånder lægger hans smukke og indladende niece pres på Demitrios, for at han skal påtage sig at opklare, hvem der står bag attentatet. Det er en meget kompliceret affære med tråde tilbage i tiden, og Demetrios kommer vidt omkring: sporene fører på kryds og tværs gennem det romerske samfund fra slaver, senatorer, enker, hærførere og stenrige adelsfamilier.

Opløsning på alle fronter

Der er farer på alle fronter: barbarerne rykker ind på Po-sletten, mens de italienske forbundsfæller forbitret over ikke at have fået tildelt samme rettigheder og samme belønning for deres loyale tjeneste for Rom som romeren, nu vender sig i åbent opgør mod den romerske undertrykkelse.

Dertil kommer et rent romersk opgør mellem på den ene side den dygtige krigshelt, men vaklende politiker, Gaius Marius, og på den anden side opkomlingen, den fordrukne og brovtende Lucius Cornelius Sulla.

Demetrios må i dette farlige kaos forsøge at rede trådene ud, for der er en forbindelse til det mord, han er sat til at opklare. Gradvist går det op for læseren, at også Demetrios egen fortiede fortid spiller en særdeles vigtig rolle i denne vældige intrige.

Indbydende udgivelse

Det går voldsomt for sig med korsfæstelse, mord, slag og hidsig flugt over hustage og ned i Cloaca Máximas væmmelige indre.  Spændingen bevares flot hele vejen gennem bogen, der er første del af en lovet trilogi. Historien er velfortalt og plottet er hele tiden med i det komplicerede politiske landskab.

Måske bliver buen lige spændt hårdt nok, når Demetrios når at være med i de fleste hære, bliver taget til fange af italikerne, og har flere affærer med adelsfruer og frøkener, samtidig med at han skal opklare forbrydelsen. Men det er trods alt en mindre indvending.

Til gengæld ærgrer det mig, at de mange eder og forbandelser ikke i højere grad er forsøgt latiniseret; det lyder altså lidt for fladt og som nutidsdansk, når en romer kan udbryde: ’Det er skide akavet, hvis jeg bliver’, ’Sådan nogle skiderikker’, eller ’Rend mig i røven’.  

Bogen er flot og indbydende med tegnede kort af datidens Rom, Forum Romanum og Marcus Drusus’ hus. Jeg vil se frem til at læse de kommende bind i serien.

Romeren, 419 sider

Forlaget Fahrenheit

Anmeldelse: A murder on the Appian Way og Rubicon i Roma-Sub-Rosa-serien af Steven Saylor

Historisk krimi. To krimigåder spinder sig elegant ind mellem de dramatiske begivenheder omkring Den Romerske Republiks fald.

Særligt Rubicon må høre til blandt de bedste i serien, fordi den så gennemført lykkedes med at lade personerne på hver deres måde overskride ultimative grænser, der sætter loyaliteten og samvittigheden på prøve.

I centrum af begivenhederne står som altid opdageren Gordanius. Han får, som begivenhederne udvikler sig, stadigt svære ved at forblive upartisk og distanceret, mens republikken styrter sammen i kaos og brand; den hvide toga bliver meget nemt plettet, når blodets bånd er stærkere end opstyltet retorik og forblændet selvopfattelse.    

   

A murder on the Appian Way:

Da den skandaleombruste, populistiske politiker Publius Clodius bliver myrdet på en rejse langs Via Appia, udløses kaos i Rom. Clodius fra den magtfulde Claudius-slægt havde mange tilhængere blandt pøblen, der så ham som deres bolværk mod de magtfuldkomne aristokrater.

Clodius havde til stor opstand for patricierne ladet sig vælge som folketribun, efter først at have ladet sig adoptere af en plebejer og derved givet afkald på sin fornemme adel. Hans provokerende og populistiske fremfærd gjorde ham i de magtfuldes øjne til en farlig folkeforfører, der kunne omstyrte adelens privilegier og true republikken.

Deduktion og fingerspidsfornemmelser

Men hans død får masserne til at gå amok og brænde senatet ned til grunden. Patricieren Titus Milo, Clodius’ arvefjende, regnes af de fleste som den skyldige eventuelt med Cicero i kulissen. 

Men for at få klarhed over, hvad der egentlig hændte på Via Appia, sættes Gordanius på sagen. Det er en sag, der kræver fingerspidsfornemmelse for den højspændte politiske situation, de forskellige alliancer og at han, netop på grund af sit retskafne rygte, kan bevæge sig uhindret mellem de forskellige lejre og de store personligheder som: hærføreren Pompejus den store, Markus Antonius, Cicero og nattens dronning, Clodia, Clodius’ smukke søster.  

Gordanius oplever at blive overfaldet og kidnappet i sin færd langs Via Appia, der uden for byens tryggere mure, er er et farligt sted at befinde sig. Store interesser er på spil, og det bliver brug for al Gordanius’ skarpsindighed for at komme til bunds i en sag, der slet ikke er så ligetil.

I desperation over uroen i Rom ser senatet sig nødsaget til at bede Pompejus den store om hjælp. Det fører til både henrettelser og eksileringer af magtfulde mænd, der nu kaster håbefulde blikke mod Gallien og Cæsar.

Rubicon:

Numerius Pompejus, Pompejus den stores favorit, bliver fundet myrdet i Gordanius’ have. Det er i sandhed en ubekvem situation for den romerske opdager.  Pompejus er ude af sig selv af raseri ,og han tvinger Gordanius til at opklare mordet ved at tage hans bodyguard og nu også svigersøn, Davus, fra ham, til datterens store fortvivlelse.

Rom ryster og holder vejret

Samtidig hermed marcherer Cæsar ustoppeligt med sine legioner mod Rom. Borgerkrigen er i fuld gang. Der er splittelse og opløsning i republikkens lejr, og det sviger med rygter om forræderi, spioner og komplot.

Også Gordanius’ loyalitet drages i tvivl. Ikke mindst af den stadigt mere fortvivlede og vægelsindede Pompejus der ved, at Gordanius’ ene adoptivsøn befinder sig i Cæsars lejr.

Hemmelige dokumenter og spioner

 Det bliver en intens og udspekuleret forviklingshistorie, hvor ingenting er helt, hvad det tager sig ud for at være. Hvor hemmelige dokumenter, spionage og agenter spiller en hovedrolle i den verserende borgerkrig mellem de to giganter, Cæsar og Pompejus.  

Personskildringerne og de dramatiske begivenheder står lyslevende for læseren.  Plottet er virkelig medrivende og troværdigt. Og ikke før til allersidst gik den rette sammenhæng op for denne læser.

Det er en historisk krimi, når de er allerbedst, hvor den historiske fremstilling ikke tynger læsningen, men derimod er en helt integreret del af et velfungerende krimiplot.

Så kan man måske nok diskutere, om ikke Gordanius er blevet for liberal og forstående som pater familias;  om han ikke burde træde mere i karakter også indefor husets fire vægge, så at de stærke kvinder i familien ikke så nemt fik deres vilje. Men det er i småtingsafdelingen og skal ikke skygge for en et fornemt helhedsindtryk.    

Anmeldelse: Circo máximo: La ira de Trajano af Santiago Posteguillo

Historiske romaner. I andel del af trilogien om den romerske kejser Trajan har Posteguillo skruet yderligere op for handlingsdramaet i den 1200 sider lange roman: hæsblæsende hestevæddeløb, enorme krigsslag, udmarvende gladiatorkampe, modbydelige menneskeofringer og et snedigt komplotforsøg mod kejseren.

Men Posteguillo burde havde skåret gentagelserne og de for mange sentimentale scener fra. De virker noget påklistrede.

Komplottet mod kejseren

Den nye kejser Trajan har hurtigt gjort sig upopulær blandt mange af de ældre senatorer og embedsmænd ved at tage et opgør med den korruptionen, der gennemsyrede den foregående kejser Domitians voldsplagede rige. Forvisninger og tilbagebetalinger af store summer er den straf Trajan udsteder.

Men de korrupte senatorer har ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned for ’den spanske kejser’. Derimod planlægger de først at svække kejseren for dernæst at skaffe ham helt af vejen ved et snedigt udtænkt plot, der blandt andet involverer en anklage for crimen incesti mod en vestalinde og hendes barndomsven Celer, der er en uhyre populære og succesrige kusk med sit firespandsheste og lette stridsvogn.

At blive anklaget for crimen incesti var den værste anklage for en vestalinde og straffedes med døden. Vestalinden ville, hvis hun blev kendt skyldig, blive begravet levende, hvilket sket adskillige gange under den bestialske Domitian.

Krigen mod Dakien

Samtidig hermed er Rom i krig med Dakien under ledelse af den ærgerrige Decebalus, og støttet af sine forskellige alliancepartnere er det en krigsmagt, som romerne må tage meget alvorlig. Da en fredsaftale på det skammeligste bliver brudt med store personlige omkostninger for den romerske kejser, sætter Trajan sig i spidsen for en enorm hær af romerske legionærer med det ufravigelige mål helt at pacificere og udslette det genstridige og upålidelige Dakien.

Det kommer ikke til at gå stille af, og konge Decebalus har et es gemt godt oppe i kjortelærmet. På disse kanter befinder sig også den undslupne romerske gladiator Marcio, der ufrivilligt kommer til at spille en afgørende brik i krigens endelige udfald.     

Fuld fart over firspandet   

Den Romerske Republiks subtile og drevne magtkampe mellem oratoriske begavelser, som Posteguillo skildrede så godt i trilogien om Scipio Africanus, er naturligvis fraværende i kejsertiden. Måske derfor mangler denne serie lidt af den foregåendes dynamik og intelligens, og pauserne mellem de stakåndede action-scener fyldes derfor i stedet af nogle lidt pinagtige føle-scener, hvor de gode lider og de onde ler.

Men der er fart og veltunet spænding over de nådesløse Ben Hur- inspirede hestevæddeløb, der danner fortællingens ramme. Og de mange personlige opgør og hævntogter, der er plottets egentlige motor er helt i Dumas ånd.

Anmeldelse: Los asesinos del emperador af Santiago Posteguillo

Efter trilogien om Scipio Africanus har Posteguillo begået første bind af en planlagt trilogi om spanieren, Trajan, der som den første ikke-italiener blev romersk kejser.

Resultatet er blevet en fornem episk og mangestemmig roman med et helt igennem medrivende plot, der formår at fastholde læserens vågne opmærksomhed i løbet af de hen ved 1200 sider. 

    

”Modificar el curso de la Historia es prácticamente imposible. Sólo unos pocos se atreven a intentarlo y solo uno entre milliones, siempre de forma inesperada para todos, es capaz de conseguirlo. Bienvenidos al mundo de Marco Ulpio Trajano”

(Det er næsten umuligt at ændre Historiens gang. Kun nogle få har modet til at gøre forsøget, og kun én ud af millioner vil rent faktisk lykkedes med sit forehavende. Og det vil altid ske på en måde, der overrasker alt og alle. Velkommen til Marcus Ulius Trajans verden.)

Begyndelsen er enden

Vi begynder lige på i år 96 e.Kr. med et dramatisk attentatforsøg mod den forhadte og paranoide romerske kejser, Domitian. Derefter springer romanen 33 år tilbage i tiden til år 63. e.Kr. under Neros regime, hvor de medsammensvorendes historie tager sin begyndelse.

Lidt efter lidt kommer vi til at kende de forskellige attentatmænd og således deres individuelle motiver for mange år senere at ville sætte livet på spil i forsøget på at dræbe tyrannen Domitian.

Rom bragt til live   

Vi møder et enormt persongalleri bestående af blandt mange andre: tvivlrådige prætorianere; rådgivere, der er faldet i unåde, generaler, der forsøger at undgå kejserens misundelige blik og hyppige giftforsøg og muskelpumpede og blodtilsølede gladiatorer, der i Circus Maximus må kæmpe for folkets gunst.

Vi transporteres på det nærmeste rundt i hele Romerriget: Fra Spanien, Germanien, Palæstina, til Donau og Dakien, og så selvfølgelig vidt omkring i de snævre gader i imperiets hjerte.

Siderne er indhyllet i en nærmest følbar atmosfære: fra den stramme lugt i de steghede romerske gader, den infernalske, øredøvende larm fra gladiatorkampene til den vammelsøde vin på kejserens morderiske tunge.

Posteguillo formår at holde styr på såvel det komplicerede kriminalistiske plot som det enorme persongalleri. Forfatterens sans for spænding og sceneskift er ligeså uhyre veludviklet.

Når nok er nok

Bogen viser magtens psykopatologi, terrorens inderste væsen, og sætter den overfor den enkeltes integritet, værdighed og mod. Og det tematiske indhold sammen med romanes struktur og neglebidende plot gav mig noget af den samme læseoplevelse, som da jeg læste Mario Vargas Llosas eminente, brutale diktatorroman, Bukkens fest.

Los asesinos del emperador er i mine øjne en kæmpebedrift og en virkelig stor læseoplevelse. Jeg vil virkeligt se frem til at læse næste bind, når det udkommer til efteråret.     

Anmeldelse: La Traición de Roma, bind tre i Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

’He sido el hombre más poderoso del mundo, pero también el más traicionado’ 

(jeg har været den mægtigste mand i verden, men også den der blev værst forrådt)

Tredje og afsluttende del i trilogien er det mest komplekse af de tre bind, hvad angår karakterbeskrivelserne i den episke fremstilling af Scipio Africanus storhed og fald.

Den sidste rejse mylder med liv

La Traición de Roma er udformet som en fiktiv selvbiografi fra Scipios aldrende hånd, hvor han kort før færgemanden tager ham på den sidste rejse over floden Styx, tænker tilbage på sit livs lange rejse.

Men de cirka 800 sider mylder med mange skæbner og liv. Vi høre blandt mange andre om Hannibal og hans triste endeligt, der spejler sig i Scipios vanskæbne; vi hører om Scipios børn; om den frigivne egyptiske slave Netikerty; den prostituerede græske slave Areté; dramatikeren Plautus; Scipios hovedfjende nummer et, Marcus Porcius Cato – ham med: ’i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges’; hans allierede Gracchus, og den forfængelige Seleudkidekonge, Antiochos af Syrien, der blandt andet ved Hannibals hjælp er i gang med at skabe en fremadstormende stormagt – den sidste der er i stand til at udfordre Roms enerådende dominans.

Netop dette væld af personer er både bogens styrke og svaghed. På den ene side giver det et vældigt nuanceret og bredspektret view ud over den antikke verden. Men der er til slut rigtig mange ender, der skal nås. Og det er måske mit eneste kritikpunkt mod et ellers fremragende tredje bind, at det er lidt som om Posteguillo har svært ved at sætte det sidste punktum, og lade solen gå ned over de mange interessante personer.

Hybris og nemesis

Men som nævnt er det det psykologisk mest interessante bind, i det vi her indefra ser, hvordan hovmodet og smigeren blænder Scipio, gør ham overmodig, krævende og selvrådende i en grad, så han ikke længere tror det muligt, at han og hans slægt kan blive styrtet fra magtens tinde.

Men hvor generalen Scipio aldrig undervurderer sin modstander, der er politikeren Scipio både naiv og blind for, hvad han bare tror, er ligegyldige petitesser og smålig misundelse. Men den nidkære Cato brygger ganske langsomt på sin grusomme hævn, og han er modsat Scipio ikke hævet over at bruge et hvilket som helst middel til at puste til den altid lurende frygt for, at en stærk mand vil sætte sig udover republikkens beføjelser og føre Rom tilbage til monarkiet.

    

En epokes endeligt

I Posteguillos fremstilling varsler politikernes – de romerske og de karthagiske – frygtsomme og smålige behandling af Scipio og Hannibal om en epokes endeligt. Kampene bliver fra nu af ikke først og fremmest ført på slagmarken, men snarere blandt grådige og småtskårne senatorer, der ikke ejer hverken Scipios ære, mod, klassiske dannelse eller sande republikanske hjerte.

Det er fortalt med brug af tragediens form, mørkt og underholdende med de vanligt korte, kompakte kapitler og indeholdende en imponerende mængde viden. Og bagerst i bogen er der for de særligt interesserede læssevis af kort, de vigtigste slægters stamtræer og en litteraturliste, der kan tage pusten fra de fleste. 

Anmeldelse: Roms ørne bind I, II og III af Marini

Fejende flot tegneserie fortæller med de to hovedpersoner, romeren Marcus og den germanske høvdingesøn Armenius, som fortællingens omdrejningspunkt, den dramatiske historie om Romerrigets fejlslagne forsøg på at underlægge sig de krigeriske germanske stammer, som i år 9 påførte det romerske imperium dets største nederlag, da hele tre legioner blev udslettet i den tætte Teutoburger skov.

Optakten

’Varus! giv mig mine legioner tilbage’ skal den sønderknuste Augustus have råbt i fortvivlelse, da nyheden om de germanske stammers massakrering af de romerske legioner nåede den gamle kejserens ører. Varus var guvernør i Germanien, men valgte som de fleste af sine officerer selvmord fremfor at blive tortureret og ofret til de nordiske guder.

Men Roms ørne begynder 18 tidligere i år 9 f.Kr. hvor den germanske høvdingesøn Ermanamer (der siden af selveste August får det latinske navn Armenius) for at (for)sikre Rom mod angreb fra den germanske alliancepartner bliver gidsel i Rom.

Her møder han straks den jævnaldrende Marcus Falco, hvis fader, den loyal Augustus-støtter og general, Titus Valerius Falco, bliver pålagt af kejseren at give barbaren en streng romersk opdragelse, så der kan blive sat skik på såvel den uopdragne Marcus som den utæmmede Armenius. De skal selvfølgelig med tiden indtage deres plads i legionen og tjene familiens navn til hæder og ære.

Jerndisciplin og stokkeslag gør en god romer

Der bliver ikke sparet på den korporlige afstraffelse og de to drenge, der i begyndelsen ikke kan udstå hinanden vokser under en nådesløs jernnæve, så de lærer at jage, kæmpe og udholde som en sand romersk soldat.

Det stillesiddende arbejde med tekster af Vergil, som også er en del af den romerske dannelse, er ikke lige noget for de to balstyrige drenge.  De vokser til og lærer eferhånden også at samarbejde.

Marcus har dog også barbarblod i sig fra sin germanske moder, og det er måske derfra hans følsomhed, drømmesyner og grimme forudanelser om en glubsk, hvid ulv og voldsom død stammer.

Civilisation og barbari

Senere glider de to drenge fra hinanden, de kæmper de begge bravt i legionen for så begge at havne i Germanien. Her hersker den fedladne, magtsyge og korrupte guvernør, Varus,  som en anden enevældig hersker, der ikke ser grund til at overholde de indgåede aftaler med de barbariske undermennesker. Og derfor udplyndrer romerne nådesløst de undertvungne germanere for tribut i værste kolonistil.

Varus er tegnet så han med sit skaldede hoved og perverterede karakter ikke så lidt ligner Marlon Brando i rollen som oberst Kurtz i Dommedag nu. Og det er nok ikke tilfældigt, for Germanien er for romerne et uciviliseret sted på jord, langt fra det forfinede Rom, hvor beskidte og upålidelige stammer befolker de mørke, ufremkommelige skove – og romerne behandler barbarerne med den største foragt.

Men hvor længe vil de stolte germanske stammer finde sig i denne romerske blodtapning og udsultning? Det er et spørgsmål, som bliver behandlet med nuance, idet det fint fremstilles, hvorledes det giver anledning til indre splittelse mellem de germanere, der trods alt ser frem til de romerske goder: handel, infrastruktur, akvædukter, gladiatorkampe etcetera, og dem der sværger til de gamle dyder og finder romerne kvindagtige og underkastelse utåleligt.   

Det er i denne sydende heksekedel at de to blodsbrødre Marcus og Armenius må spørge sig selv, hvor deres loyalitet i virkeligheden ligger, når nu imperiet viser sig fra dets mest afstumpede og modbydelige side.

Som en medrivende, men barsk drengeroman for voksne

Det er en virkelig flot og spændende historie som bliver fortalt, og passionen og et indgående kendskab til de historiske kilder afslører sig i de detaljerede og atmosfærefyldte billeder af såvel det overdådige kejserlige Rom med patriciervillaer og store middag som i den skidne bagside, hvor skøger, tiggere, og voldsmænd hænger på de graffitibehængte hushjørner, mens de venter på deres næste kunde eller offer.

Men også dagliglivet, handelslivet og det politiske rænkespil er skildret på troværdig og livagtig vis. Personerne og den romerske verden virker autentisk med de privilegeredes lette og ublu adgang til sex med slaver, med den usentimentale og konstant lurende vold og de enorme ambitioner – som må indfries om så prisen er forræderi – og drømme om hæder, selvhævdelse og ære som imperiet indgyder sine borgere – også i de to hovedpersoner.  

Plottet er medrivende, dialogerne fungerer udmærket, og kun et par enkelte smuttere, der kan henregnes som slåfejl, er kommet med i oversættelsen.

Bind tre slutter med en gevaldig cliffhanger, så bind fire må meget gerne komme snart.