Anmeldelse: Lev om natten af Dennis Lehane

Boston-noir. Den givne dag var første bind i Dennis Lehanes stort anlagte amerikanske historiefortælling, og nu er andet fritstående bind udkommet med titlen Lev om Natten. Det er The Godfather møder Boardwalk Empire, når Lehane udfolder den stærkt medrivende fortælling om unge Joe Coughlin, der selv om han er søn af en højtstående politimand vælger at leve i mørket i 1920ernes underverden befolket af gangstere, spritsmuglere og femmes fatales.

En ærlig forbryder i Boston

Handlingen udspiller sig til at begynde med i forfatterens hjemby, Boston. Det er her Joe Couglin til familiens og særlig faderens store fortrydelse slår sine folder som småkriminel. Faderen er højtagtet politimester, men det er mange år siden den yngste søn Joe gennemskuede faderens og verdens forstillelse: som tilsyneladende alle andre er også Thomas Couglin dybt korrupt.

Et sådant hykleri er ikke Joes kop rom, han vil ikke vide af den skinverden, og i sin egen selvopfattelse er han noget så sjældent som en ærlig forbryder; en der stiller sig uden for love udformet af langt større forbrydere: de korrupte politikere.

Pige, pansere, panik

Derfor slår ireren Joe sig sammen med to italienske barndomsvenner, og de arbejder sig langsomt op i den kriminelle underverden. Men der går rav i den, da kølige Joe møder kønne Emma Gould, som tilfældigvis og uheldigvis også deler seng med den lokale storgangster Albert White.  Et væbnet røveri løber af sporet, og da politiet i hidsig fart med  blyspruttende Tommy Guns ud af sidevinduerne jagter Joe og hans medsammensvorne, resulterer det i tre dræbte politifolk og Joes tilfangetagelse. Efter al sandsynlighed er lyset også gået ud for Emma Gould, og flammen dermed slukket for Joe.

Han ryger i fængsel, men får strafnedsættelse, da hans far afpresser dommeren, efter først selv at have gennemtævet sønnike, og dernæst sørget for at også de underordnede betjente deler gavmildt ud af knippelsuppe til den faldne søn.

Joe får fem år på vand og brød. Det kræver sin mand at overleve i datidens fængsler, hvor de forskellige bander forgriber sig på nye indsatte og tvinger dem til at arbejde for sig – det er school of hard knocks, og Joe kommer under ufrivillig ’beskyttelse’ af Maso Pescatore en stor gangsterkanon, der arbejder direkte under selveste Lucky Luciano, der har mafiasæde i New York.

I tropehede Tampa lurer farerne allevegne

Joe får også tid til at pudse sit intellekt og gennempløjer alle fængselsbibliotekets klassikere. Da han kommer ud, bliver han af Pescatore sendt til det fugtigvarme Tampa, hvor han skal sørge for at rommen strømmer uhindret fra Cuba til Pescatores smugkroer.

Racismen, KKK og vækkelsesprædikanter fylder meget i det depressionsramte Tampa og gør livet yderligere hårdt for negrene og latinoerne. En fyrig cubansk kvinde med eksotiske former og idealisme på hjernen sparker benene væk under den storsvedende irer. Og ikke overraskende ender de to som et par. Joe ønsker delvist at forlade den farlige underverden, nu han har kone og barn og er bosat på Cuba, men sådan spiller jazzklaveret bare ikke.

Det er et lukrativt marked, Joe har sat sig på, der er mange fjender og rivaliserende bander, der med begærlige øjne lurer på chancen for at tage en ordentlig luns. Man kan ikke stole på nogen ej heller dem tætteste på, så det er mere end svært at bevare et køligt overblik i varmen, særligt da kampene for alvor bryder ud, og vi nærmere os den hæsblæsende finale.

Medrivende historiefortælling

Det er en rigtig drenge/manderoman med hårdkogte, men dog troværdige gangstere, farlige kvinder, et medrivende plot og en rigtig spændende historiefortælling. Lev om natten er mere noir og mere handling end det foregående bind. Beskrivelserne af Joes kamp for at overleve i fængslet er nervepirrende, og indfanger overbevisende hans dilemma: at for at overleve i en verden af rovdyr, må man selv forhærdes og forvandle sig til en skånselsløs panter.

De moralske kvababbelser og eksistentielle overvejelser, som Joe slås med, bliver ikke forløst lige elegant hver gang. Dialogerne kan her godt virke noget kunstige og bryde med personernes ellers overbevisende ordvekslinger, som bliver holdt i den som regel kortfattede hårdkogte stil; underspillet og kynisk.

Når man først er gået ombord i romanen, er den virkelig svær at slippe, og så må natten muligvis inddrages i fiktionens tjeneste.    

Romanen vandt Edgar Award i 2013.

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset af Georges Simenon

Forlaget Rosenkilde og Bahnhof er i færd med at genudgive den belgiske forfatter Georges Simenons lange klassiske krimiserie med den parisiske kriminalkommissær Jules Maigret som hovedperson.De to romanersamlet i dette nysudkomne bind er begge fra 1931.

Stik piben ind og tænk! 
Detektiven med den store fysik, filthat på toppen og pibe i mundvigen, Jules Maigret, er en stålsat enegænger, der mere følger sin intuition end traditionel politiefterforskning, når han opklare forbrydelser i den dunkle parisiske underverden.

I Pietr fra Letland er han på jagt efter den berygtede forbryder, Pietr, muligvis fra Letland, som Maigret får tip om er på vej til Paris. Men da kommissæren vil anholde Pietr, da denne ankommer til Gare du Nord i Paris, er fuglen fløjet, mens der på det ankommende togs toilet bliver fundet en død mand, hvis udseende svarer meget præcist til de oplysninger politiet har om den mystiske storforbryder.

Men er det virkeligt den legendariske Pietr, som efter i flere år at have drevet et lumsk spil med ordensmagten i adskillige lande møder sin banemand på et togtoilet, eller er det bare det næste nummer i en lang række af udspekulerede forsvindings-og forvandlingsnumre? Ja det mysterium må Maigret bryde sit store hoved med.

I mordet ved vejkrydset dukker et lig pludseligt op i et vejkryds lidt uden for Paris. Der viser sig, at det drejer sig om den jødiske juvelhandler Isaac Goldberg. Maigret er på pletten og sætter efterforskningen i gang, og han kommer snart i nærkontakt med beboerne rundt omkring vejkrydset. De er, som tænkes kan, slet ikke fine i kanten. Men hvad er deres mulige forhold og viden om den afdøde juvelhandler? – detektiven må have ild på piben og hovedet i blød i godt belgisk øl, mens han grubler videre over denne mørke sag om smugleri, svig og menneskeligt fordærv.

Skyggesiden af byernes by
Det mærkes, at bøgerne er fra en svunden tid: i det ganske adstadige tempo i opklaringsarbejdet, i den dystre grundtone af regntung misantropi, der dog næppe ryster en nutidig, forvænt læser, og i at privatlivet med dets mange krav til den mandlige hovedperson er stort set fraværende  - og endnu ikke er blevet en forstyrrende faktor, som det kan det være i mange nutidige, hyberrealistiske krimier.

Stiger pulsen ikke voldsomt under selve opklaringsarbejdet, er romanerne til gengæld fyldt med store mængder parisisk lokalkolorit serveret i en fin, kortfattet prosa.

Blodbrødre og dæmoner bind et og to i John Rebus–serien af Ian Rankin

’Han vidste at Edinburgh var et blændværk, der nok gjorde det sværere at få øje på kriminaliteten, men ikke gjorde den mindre nærværende. Edinburgh var en skizofren by, det sande tilholdssted for Jekyll og Hyde, Deacon Brodies by, byen, hvor man nok gik i pels, men havde glemt underbukserne (som man sagde ude vestpå). Men det var også en lille by, og det var til Rebus’ fordel.’

Byen under byen
Det idylliske Edinburgh er i de to første bind af Ian Rankins lange kriminalserie en by med flere ansigter, med en splittet sjæl ikke ulig Dr. Jenkyll og Mr. Hyde; en mørk jungle som den martrede hovedperson, med den fortrængte fortid, John Rebus kæmper sig igennem holdt oppe af rigelige mængder whiskey, cigaretter og et sandt sporhundsinstinkt.

Rebus er en enspænder i bedste noir-stil: han er midaldrende, fraskilt, troende katolik, tidligere elitesoldat, og nu desillusioneret politimand med et kritisk blik på det omgivende samfund: kriminaliteten, korruptionen og den galopperende materialisme.

Rebus er en sammensat mand, og jeg synes i de to første bind, at det fint lykkedes for Rankin, at redde sin hovedperson ud af de værste krimiklicheer og gøre ham interessant og levende. Rebus er også en stor læsehest med særlig passion for Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ og bag det kyniske panser og alle sine mangler, laster og evne til at være på kant med alle, er han alligevel et menneske med medfølelse og moralsk sans.

 Hans forældre er døde, og hans eneste tilbageværende familiemedlem er en bror, der er hypnotisør, udpræget materialist og på den ufine side af loven, og så har Rebus en datter fra et tidligere ægteskab.
Edinburghs mørke bagside og Rebus’ egen fortrængte fortid, er et gennemgående tema i begge bind. 

Spøgelser i Edinburgh
I ’Blodbrødre’ er en seriemorder på spil, og frygten breder sig som ringe i vandet hos byens indbyggere. Fortidens spøgelser hjemsøger Edinburgh, og i særdeleshed Rebus’, der begynder at modtage kryptiske, anonyme breve, og at sige at Stevensons’ klassiker Dr. Jenkyll og Mr. Hyde spiller en afgørende rolle i opklaringsarbejdet, er forhåbentlig ikke at røbe for meget.

I ’Dæmoner’ er det fundet af en død junkie i en underlig korsfæstelsesstilling og satanistisk graffiti på væggen, der sætter Rebus på sporet af en sag, som han per instinkt fornemmer ikke bare kan arkiveres under ’junkie død af overdosis’. Som Rebus’ graver sig dybere ned i sagen trækker den et ildelugtende spor fra de hjemløse og narkomanernes triste ly i en Edinburgh-forstad til de allerfineste kvarterer i byen – den står på korruption og menneskeforagt tilsat høj cigarføring.

Stemningen er mørk og dyster, og sådan cirkus halvdelen af siderne i de to romaner består af opklaringsarbejde, mens den anden halvdel beskæftiger sig med Rebus’ omtumlede liv og dystre fortid – men de to dele hænger nu alligevel meget tæt sammen tematisk.

Rankin skriver godt, hårdkogt kynisk, og byen Edinburgh træder tydeligt frem som en karakter i romanen. En gang indimellem er det dog som om Rankin, lidt overflødigt synes jeg, lige må namedroppe og flashe sin litterære dannelse – han har en ikke færdiggjort Ph.d. i skotsk litteratur i rygsækken – .

Ellers er den barske stil og den ’beskidte’ hovedpersonen nemlig mange mil fra en hver form for fisefornemt snobberi – noget som John Rebus sikkert heller ikke ville give en bloody penny for.

Jeg synes serien tegner godt, og har lyst til at give mig i kast med de følgende bind, hvoraf jeg indtil nu kun har læst et enkelt eller to.

Farvel min elskede og Det lange farvel af Raymond Chandler

Farvel, farvel og så det lange på gensyn. Chandler holder hårdkogt stand mod tidens tand med humor, skarpe persontegninger og spændstige, sproglige billeder.

Det bundløse mørke
’Jeg satte mig ned, stak en cigaret i munden og rullede den mellem læberne uden at tænde den. Jeg betragtede ham. Han var høj og tynd og rank som et lys. Han havde det blegeste, fineste hvide hår, jeg nogen sinde har set. Det så ud som om det var filtreret gennem silkegaze. Hans hud var frisk som rosenblade. Han kunne være femogtredive eller femogtres. 

Han havde ingen alder… Hans øjne var dybe – alt for dybe. Det var en søvngængers bundløse, bedrøvede øjne. De fik mig til at tænke på en brønd, jeg engang havde læst om. Den var ni hundrede år gammel, i en gammel borg.

 Hvis man kastede en sten i den og ventede, så kunne man blive ved at vente og lytte, og når man så opgav at vente og leende var ved at gå igen, så lød der et lille bitte svagt plask nede fra bunden, så lille, at man næsten ikke turde tro på at sådan en brønd var virkelig.

Så dybe var hans øjne. De var også uden udtryk, uden sjæl, øjne, som uden at forandre sig kunne se på, at et menneske blev flået af løver, som kunne se på, et menneske blev spiddet på en pæl og skreg sin pine ud under den hede sol med afskårne øjenlåg.’

Greed makes the world go round 
Detektiven Philip Marlowe er bæreren af det moralske kompas i romanernes billede af en verden i nådesløst forfald. I fyrrenes korrupte, forlorne Los Angeles, hvor penge er den sidste værdi, er den ensomme, selvironiske snushane med sin integritet, kløgt og handlekraft noget af det eneste ægte i en verden af blanke overflader, uretfærdighed og skruppelløst begær.

Det er svært på kort plads fyldestgørende at referere bøgernes meget komplicerede, og ikke altid lige sammenhængende plot, der mod slutningen lidt for belejligt får hjælp til at falde på plads. Men det var heller ikke det vigtigste for mig.

Byen og menneskene 
Det er det derimod, at det billede Chandler tegner af menneskene og af byen, Los Angeles, fremstår så nuanceret, interessant og spillevende med figurer såsom: en på en gang kynisk, selvdestruktiv, selvhadende og opblæst forfatter; en godmodig, men skræmmende, kriminel kæmpe med et hjerte af, nå ja om ikke guld så forgyldt bly; en sympatisk, fordrukken svindler med en fantastisk historie; ud over korrupte politifolk befriet for fløjlshandsker og smålig skelen til en lov ingen alligevel overholder; hårdtpumpede gangsters, og så selvfølgelig femmes fatales – ’blondiner som kunne få en biskop til at sparke hul i en kirkerude’.    

Når man ser bort fra bedagede vendinger som at marlowe er ’kvik’ og at gangsterne omtales som ’skrappe fyre’, så er det stadig tilstrækkeligt med verbale håndkantsslag i det kontante sprog, og de fængende, overraskende og ofte morsomme sproglige billeder gør sammen med de spændende figurere, og det detaljerede portræt af den mørke bagside af englenes by, at bøgerne stadigvæk holder, og er værd at læse.

Fæstning Breslau af Marek Krajewski

Byens borgere forskanser sig i Fæstning Breslau i de sidste måneder af 2. verdenskrig. Stalinorglet spiller for fuld kraft og de sovjetiske bombefly kaster i tonsvis af bomber.

I disse usikre og voldelige tider må kriminalkommissær  Eberhard Mock forsøge at opklare et bestialsk mord på en ung kvinde.

Marek Krajewski har skrevet et stemningsfuldt  og meget dystert endeligt kapitel på sine Breslau-noir krimier fra tiden før under og efter 2. verdenskrig.

’Mine herrer, en gentleman bør selv i denne stank forblive en gentleman’
Selvom man er er en drukkenbolt, går på bordel og lejlighedsvis slår på kvinder, kan man godt gøre sig den anstrengelse at ære sin by ved at gå ordentligt klædt. Også selv når de asiatiske horder umiddelbart står for fæstning Breslaus porte, og de skingre nazister udøver deres sidste terrorhandlinger i form af omfattende selvjustits.

Og hvad tøjet angår, er Mock gennemført ulasteligt klædt til trods for bomber, murbrokker, støv, stank, lig og blod. For som den klassiske filolog, han er, bør der være en vis stil, en vis klasse over det, når man går ned med den synkende skude.

Enden er nær 

Alkoholen og stofferne flyder i stride strømme og det dekadente, udskejende leben er tyskernes  sidste spastiske krampetrækninger, før det hele er ovre, og russerne bryder igennem. 

Mock finder en ung kvinde, klædt i SS-uniform, bestialsk skamferet og liggende for døden. Og hans samvittighed byder ham at opklare denne sidste sag, før end han med sin danske kone vil flygte til København og der dyrke sin ungdoms passion for sproghistorie. Men det er selvfølgelig ikke så lige til, for hvordan opklarer man lige ét mord, når gaderne flyder med lig, depraverede SS folk og russiske soldater på hævntogt.

En velfortalt historie, der som Philip Kerrs Berlin-noir krimier og især  Richard Birkefeld m.f. Den, der bliver tilbage har ret  låner atmosfære fra en verden i brand, hvor alt er i frit fald, og nazister, russiske soldater og kyniske lykkejægere alle forsøger at høste størst mulig fortjeneste hjem, mens gamle regnskaber gøres op.        

Glasgow-kysset af Craig Russell

Noir classic. Bind to i serien om privatdetektiven Lennox og 50´ernes Glasgow byder på et veldrejet og spændende plot, pistolskuds-kvikke bemærkninger, uberegnelige kvinder og flere farlige, firskårne forbrydere.

Eneste minus er hovedpersonen, hvis forhistorie og (selv)fremstilling efter min smag er for uoriginal og for tvungen, til at han som karakter ordentlig fænger.   

Skallesmæk for skillingen

Demokratiets vugge havde stået i Athen, renæssancen var opstået i Firenze, og Glasgow havde forfinet skallesmækkeriet til en eksakt videnskab. Glasgowkysset, som det så kærligt blev kaldt ude i verden.

Som i forgængeren Lennox er det stor-kriminelle Glasgow i 1950’erne fortsat delt mellem tre forbryder-konger – en skrøbelig magtbalance, der meget nemt igen kan bluse ud i åben krig, de tre mistroiske gangsterbosser imellem. De tre selvudnævnte konger af den glasgowitiske underverden  er: den grove, men bonde-snu Willie Sneddon,  den intelligente ’handsome’ Jonny Cohen, og den psykotisk aggressive ’Hammer’ Murphy – og den ene er  værre end den anden.  

Lennox, privatdetektiven eller ’undersøgelsesagent’, som han ynder at omtale sit erhverv, har arbejdet på skift for de tre konger, men han forsøger nu så vidt mulig at holde sig på den rigtige side af loven udenfor kongernes sold.

Mord og fantomet John Largo

Det holder dog ikke særlig længe, for da bookmakeren og greyhound-opdrætteren Jimmy ’småpenge’ MacFarlane findes dræbt i sit hjem, udbeder kong Willie Sneddon sig Lennox tjeneste – et af den slags tilbud det af helbredsmæssige grunde er tilrådeligt ikke at afslå.

Lennox, der har plejet et mere end platonisk forhold til afdødes datter, skal undersøge hvad, og hvem der står bag dette drab. Samtidig hermed kontakter den underskønne Sheila Gainsborough Lennox for at få hans hjælp til at opspore sin forsvundne, forkælede lillebror, der tilsyneladende har begivet sig ud i noget alvorlig snavs.

Efterhånden viser de to sager sig naturligvis at hænge sammen og have noget at gøre med det mystiske fantom ’John Largo’- en mand, der hvis han eksisterer, er så indflydelsesrig, rig og farlig, at han uden at anstrenge kæberne kunne spise de tre glasgowitiske konger til en gang let morgenmad. Og også FBI dukker nu pludselig op og viser interesse for sagen.

Underholdende Glasgow-noir

Som i bind et er det skarpskårne plot, den mættede Glasgow-noir stemning, de grumme forbrydere, som er Russells force. For eksempler er dommedagsbødlen ’ let på tå’, der bærer dette ironiske navn, fordi hans speciale er at klippe tæer af med en boltsaks, morsomt fremstillet, ligeså mange af de hårdkogte under-eller overdrevne fyndige bemærkninger, som romanen er rig på  – ’ visse ting er helt fremmed for en glasgowits bevidshed. Salat, tandlægebesøg. Tilgivelse.’   

Hvor det til gengæld halter lidt, er det i den for genren tvungne nødvendige beskrivelse af den obligatorisk tyngende fortid. Den, der har gjort vor helt til den hårdkogte type, han er i dag, hvor ironien er skjold og kynismen det vigtigste våben. Lennox' canadiske baggrund og oplevelser under 2. verdenskrig mangler tyngde og dybe til at man rigtig tror på, at han engang, har været en anden. 

Men godt underholdt er man helt sikkert i selskab med Craig Russell