Den rapkæftede kommissær Bernhard Gunther er tilbage i nok en velskrevet, intens og ravnesort noir-roman.
I forhold til de foregående binds storpolitiske spion-agenda, er dette sidste skud fra Kerrs velsmurte Mauser mere en klassisk kriminalgåde, hvor den desillusionerede og hårdkogte stil møder den klassisk-engelske herregårdskrimi – dog med den dramatiske forskel, at her er alle mistænkte på forhånd skyldige i horrible forbrydelser!
’Jeg så mig rundt i lokalet og prøvede at forestille mig, hvem, om nogen, af generalens gæster der ligefrem kunne forsøge at forgive ham, og opdagede, at det ikke var så svært i det nye Tyskland. I et lokale fuldt af mordere forekom alting muligt.’
En cigaretglød i mørket
Året er 1941, Frankrig er faldet, mens den tyske krigsmaskine i Rusland er begyndt at miste sin fremdrift.
Den mørklagte hovedstad Berlin er plaget af kriminalitet, varemangel, bygningerne er i forfald, sortbørshandlen florer, og mistro, paranoia og indbyggernes manglende selvbeherskelse, er hvad den pessimistiske kyniker, Bernhard Gunther, noterer sig, mens han bevæger sig rundt i byens gader.
Gunther er tilbage i sin by efter en tur til helvede i form af den hviderussiske by Minsk, hvor han til sin egen forbandelse og fortrydelse deltog i nogle af de summariske henrettelser på fjenden. Hans tanker kredser om selvmord som forløsning for sine bebyrdede samvittighed, men heldigvis for historien og læseren bliver det ved snakken.
En dag kører et af Berlins toge over en fremmedarbejder og for det utrænede øje, synes det at være en hændelig ulykke mere blandt så mange andre. Men da Gunther ser nærmere på det fladmaste lig, føler han sig overbevist om, at den afdøde blev dræbt, før han blev smidt på togskinnerne.
Vanen tro, stik i mod sine overordnedes formaninger, går den utrættelige Gunther videre med sin tese om, at der er tale om et mord, og i sin efterforskning støder han ved et tilfælde ind i den smukke Arianne Tauber, som han redder fra, hvad der ligner et voldtægtsforsøg. Den intelligente femme fatale viser sig at have en viden, der kan kaste yderligere lys over, hvad som hændte den ulyksalige hollandske fremmearbejder.
En hårdkogt Hercule Poirot på Bødlens slot
Så vidt så sort, og så klassisk Kerr. Men tingene tager en uventet drejning, da Gunthers gamle chef, det hvide bæst, manden med et hjerte af jern, general Heydrich, en dag kalder ham til sit slot udenfor Prag.
Den nyudnævnte rigsprotektor for Bøhmen-Mæhren har brug for en skarpsindig og upartisk detektiv til at opklare, hvem det er fra hans inderkreds af top SS-folk, der mon konspirere imod ham.
Særdeles modvilligt pakker Gunther sin kuffert, tager sin pige, Arianne, under armen og drager til den smukke mellemeuropæiske by og indlogerer sig på ’Bødelens’ imponerende slot. Gunther har dog ikke opholdt sig der længe, før end der kommer et lig på obduktionsbordet. Det sker, da en af Heydrichs opvartere findes myrdet på sit værelse.
Noget er tydeligvis i gære, og det ser ud til, at der foregår et meget kompliceret magtspil mellem de ærgerrige nazistiske spydspidser. Morderen skal uden tvivl findes i en sluttet kreds af mænd, der alle har vasket deres hænder i strømme af blod.
Der er en oplagt parallel til en Agatha Christie-gåde, og den intelligente Heydrich - der kuriøst nok var ivrig læser af kriminalromaner – holder et skarpt faldeøkse-blik med Gunthers fremskridt i denne spegede affære.
Stemningsmættet og skræmmende autentisk
Kerr kan som få andre spændingsforfattere, med baggrund i en enorm historisk research, fremmane nazisterne, så de virker skræmmende troværdige, og med hovedpersonen Gunther, illustrer han, gennem hele serien, hvilke nærmest umulige moralske valg selv ordentlige, almindelige tyskere måtte træffe.
Den historiske akkuratesse er velintegreret i det velsmurte plot, Gunthers ironiske, hårdkogte fortællerstil med flittig brug af overdrivelse, sidder som regel lige i kronjuvelerne på de selvhøjtidelig, men dødsensfarlige SS-topfolk.
En detalje, men dog for mig lidt irriterende unødvendighed er , at Gunther i begyndelsen gentagne gange skal nævne, hvor ofte han har været på nippet til at begå selvmord. Der virker på mig aldrig rigtig troværdigt, men snarere som et lidt anstrengende koketteri.
… Og så er der lige bogens collageagtige forside, som jeg ikke er så vild med. Den virker overlæsset, lidt for rodet, som om den vil vise for mange ting på en gang. Jeg kunne meget bedre lide de første binds meget enkle sort-hvid-noir billede. Den engelske paperbackudgave af Manden med et hjerte af jern ,synes jer, er mere elegant, enkel og skarp i sit udtryk.
Bogen udkommer den 14. september på Modtryk. og der og på seriens hjemmeside , kan man læse mere om bøgerne, Bernhard Gunther og Philip Kerr.
