Anmeldelse: An officer and a spy af Robert Harris

I Robert Harris’ seneste roman, en historisk thriller om Dreyfus-affæren, er hovedpersonen en ambitiøs efterretningsofficer, der må give efter for sine samvittighed, fortælle verden sandheden, og blive whistleblower. Ikke ulig vore dages Edward Snowden.

Fiktionen følger med få undtagelser de historiske kendsgerninger i ’Århundredets skandale’ om den jødisk-franske officer Dreyfus, der urigtigt blev dømt for at være tysk spion.

Affæren afslørede en pilrådden, korrupt og magtsyg fransk herskerklasse blændet af paranoid antisemitisme og en indbildske tro på egen ufejlbarlighed.

Harris skildrer overbevisende hændelsesforløbet, den fremmedfjendske, klaustrofobiske atmosfære i det franske militær og mekanismerne i magtens nådesløse overgreb. 

Til gengæld rejser hovedpersonen sig ikke rigtig fra siderne, men forbliver gennem historien en temmelig endimensionel og ret så kedelig karakter.

“The Romans fed Christians to the lions; we feed them Jews. That is progress, I suppose.”

Den ombejlede ungkarl og loyale karriereofficer Georges Picquart, hovedperson og fortæller af historien, spiller i romanens begyndelse en faktisk ret så central rolle i selve arrestationen af Dreyfus, som han tidligere har haft som elev på l'ecole militaire.

Picquart bryder sig som de fleste andre ikke om den intelligente, selvsikre, men socialt underudviklede Dreyfus, der med næsen i sky belærer overordnede om militærstrategi, bor på en af de mest mondæne gade i Paris og bærer de ypperligste klæder. Dreyfus er hverken vennesæl eller særlig sympatisk.

Alfred Dreyfus

Picquart er ligesom det meste af samtiden præget af stærke antisemitiske og nationalistiske strømninger: jøder er uærlige og illoyal – et folk uden et fædreland, kan man tiltro det værste.

Dreyfus stammer fra det nu tyskbesatte Alsace-lorraine, derfor falder mistanken, da også med det samme på ham, da den franske generalstab får genskab til, at en fransk officer sælger militære hemmeligheder til den tyske arvefjende. Picquart er kun glad for at kunne gøre sin del til at forræderen arresteres. Så betyder det i første omgang mindre, at han groft må udnytte Dreyfus’ tillid.

Bag republikkens stolte faner gemmer sig jesuitisk fanatisme og nidkærhed

Picquart, der allerede har gjort lynkarriere, forfremmes nu til chef for en hemmelig efterretningstjeneste kaldet The statistical section. Hermed får han et større indblik i den ellers mørklagte Dreyfus-affære, og han begynder derfor gradvist at tvivle mere og mere på, at det vitterligt er den rette mand, de har fanget og idømt den pinefulde straf på det fjerne tropiske helvede, Devil’s Island. 

Robert Harris med et billede af Georges Picquart

Men da Picquart lufter sin tvivl for de overordnede – beviserne mod Dreyfus er få og fabrikerede – og insisterer på at spionen må være en anden end den jødiske officer, lægger Picquart sig ud med de allermest magtfulde mænd i Frankrig – og dét kommer til at koste ham dyrt.  

J'accuse

Harris' roman er en moralsk fortælling om at have modet til lade sig styre af sin samvittighed, kunne sætte sig udover blind lydighed, fordomme og den gældende kommandovej – selv når faren er stor. og prisen kan være overordentlig høj.

Forfatteren Émile Zolas berømte brev til den franske præsident

Det er også en historie om en djævelsk intrige, der er som taget ud af Dumas´ Greven af Monte Cristo med et justitsmord båret af misundelse og had, et langvarig fængselsophold på en øde ø, og den utrættelige kamp for, at sandheden skal komme for dagen, retfærdigheden ske fyldest, og de i sandhed sinistre bagmænd afsløres, som de manipulerende løgnere, de er.

Men om det nu faktisk kom til at gå sådan, kan man enten slå op i tunge historiebøger og studere eller blot læse Robert Harris’ historisk-dokumentariske thriller. 

Robert Harris: An officer and a Spy. 496 sider.

                                                                                                                           

Anmeldelse: The Crooked Maid af Dan Vyleta

Historisk krimi. Gotisk thriller fra efterkrigstidens Wien med uhygge, gåder og moralsk kompleksitet. Et stirrende glasøje, krager på loftskammeret, en krumrygget tjenestepige, en kæmpe af en mand med ukendt oprindelse, et muligt fadermord, spionage og en spøgelseslignende skikkelse, der vandrer rundt i de udbombede ruiner. Det er nogle af ingredienserne i Dan Vyletas vellykkede tredje roman. 

Tog til Wien

The Crooked Maid begynder med to fremmedes tilfældige møde på et tog på vejen tilbage til Østrig: Anne Beer, der ikke har set sin mand Dr. Anton Beer (hovedpersonen i The Quiet Twin) i ni år og Robert Seidel (søn af politidetektiven fra The Quiet twin) på vej hjem fra en privatskole i Schweiz.

Begge er de på vej tilbage til et sønderbombet Wien befolket af forhutlede flygtninge, tidligere nazister og Den Kolde Krigs mange spioner. De to togrejsende har dog uden at vide det langt mere tilfælles end deres rejses endemål.

Tilfældet og de skjulte forbindelser

Mere end et enkel gåde er der tale om et helt net af sammenviklede gåder, som binder romanens forskellige personer sammen i et skæbnefællesskab:  Hvem er i virkeligheden Eva, den krumryggede tjenestepige, der har slået sig ned hos Seidel-familien, og hvad er hun ude på? Hvorfor er der ikke nogen, der har set Annas mand i dagevis, hvorfor er hans bord fyldt med breve henvendt til et børnehjem, og ved henholdsvis den kæmpestore tjekkiske krigsfange Karel eller den affekterede homoseksuelle ki^s mere om Anton Beers forsvinden end de vil være ved?

Har Robert Seidels papbror Wolfgang, der er tidligere SS’ er, kastet sin far ud af vindnuet, som han står anklaget for? og hvorfor er der en gespenstlignende mand med rødt halstørklæde, der udspionerer Seidelfamiliens dysfunktionelle hjem?

Der er en forbindelse og en sammenhæng, der dog yderligere formørkes, da tre lokale drenge i en ruinhob finder et mere eller mindre udstoppet lig.

Genrehybrid

Meget har ændret sig siden Anna og Robert sidst var i Wien: familie og tidligere venner er ikke til at kende mere, mens fremmede banker på med uønskede historier. Det er underspillet og gådefuldt med inspiration fra Poes Hjertet, der sladder og Graham Greens Den tredje mand. Identitet er omskiftelig og usikker, mens den irrationelle frygt og rædslen er noget konkret og udvendig: jøderne, russerne, kragerne og det stirrende øje mf.  

Til trods for mørket, korruptionen, forbrydelserne og den flossede moral, er der faktisk også i romanen plads til flere uventede kærlighedshistorier.

Romanen er en form for  hybrid af forskellige genrer: krimi, thriller, gotik og historisk roman.  Plottet er veludført og Wien er fremstillet på én gang som noget hjemligt og genkendeligt og samtidigt som noget forandret og truende - en spøgelsesagtig kulisse. Det er Das unheimliche i hjemlige wienske gevandter.

Romanen var blandt de nominerede til 2013 Scotiabank Giller Prize

Anmeldelse: Tartiana bog nr. 8 i Arkadij Renko-serien af Martin Cruz Smith

Top-krimi. Tartiana er en Martin Cruz Smith classic: velfungerende plot, underspillede dialoger med kulsort humor, russisk atmosfære, samfundskritik og et præcist tegnede persongalleri.

’All afternoon they had relived and rekindled the passion of their youth, stood against with Yeltsin on a tank, again defied the apparatus of the KGB. Those heady days were gone, deflated, and all they reaped was bruises.’  

En reporters død

To dødsfald inden for samme uge sparker romanen og den kynisk-melankolske efterforsker Arkadij Renko i gang. Det ene drejer sig om en klokkeklar henrettelse af en af de helt store moskovitiske mafiamillionærer, Grisha Griego. Det andet dødsfald bliver fra officiel hold afskrevet som selvmord, da den frygtløse reporter og Putin-kritiker, Tartiana, styrter i døden fra sin sjettesals lejlighed i Moskva.

Men selvfølgelig er det ikke så ligetil som de magtfuldkomne myndigheder lader forstå. Der er noget, der binder dødsfaldene sammen, og i takt med at den hærgede sporhund, Renko, gennem sin selvbestaltede efterforskning lærer at kende Tartiana, jo mere overbevist bliver han om, at hun er blevet myrdet på grund af sin viden og kritiske reportager. 

Særlig indtryk på vores efterforsker gør de efterladte bånd med lydoptagelser af Tartiana i blandt andet Tjetjenien, hvor hun giver et usminket billede af den rå vold og civilbefolkningens lidelser, hvilket står i skærende kontrast til regimets fremstilling af begivenhederne.

Korruption på alle niveauer

Meget har ændret sig i udadtil i det nye Rusland, men man sidder med en klar fornemmelse af, at under overfladen er meget ved det gamle: ineffektivt bureaukrati gennemsyret af korruption, myndighedernes overgreb og herskervælde, den tæt kontakt mellem politikere og lyssky elementer, hykleriet og forstillelsen også blandt de intellektuelle, hvor meget få støttede den stadigt mere isolerede og chikanerede reporter Tartiana, mens hun endnu var i live. 

Et drab på en oversætter i Kaliningrad giver Renko en ny ledetråd, da oversætterens kryptiske dagbog skrevet med personlig kodeskrift bliver fundet. En dagbog viser det sig, som op til flere meget magtfulde mænd er særdeles interesserede i. Dechifreringen af koden spiller en afgørende rolle i historiens forløb.

Fornem kriminalroman

Den fiktive figur Tartiana er tydeligvis bygget over virkelighedens Anna Politkovskaya, den russiske reporter der frygtløst ærligt fremstillede forholdene i Tjetjenien med russernes såvel som Jihadisternes overgreb mod civilbefolkningen, for hvilket hun betalte den højeste pris, da hun i 2006 blev myrdet af ukendte gerningsmænd.

Romanen lykkedes med på én gang at være underholdende med vittig galgenhumor, rappe bemærkninger og et velsmurt plot og samtidig give et krast billede af det russiske samfund, dets depraverende udvikling med kronisk korruption, nationalchauvinisme og betændte alliance mellem mafia og politikerklasse. Det er en krimi i topklasse.

Anmeldelse: A man without breath, En mand uden åndedræt nr. 9 i Berlin noir-serien

A man without breath  er, som det er standard i Kerrs romaner, historisk velresearchet, og den har egentligt et intrigant, overraskende plot, da det første kommer til fuld udfoldelse.

Men Gunthers livstrætte pessimisme, der i længden virker noget vel postuleret  i al sin monotome gentagelse, fylder for meget i første halvdel af den 517 sider lange roman.

Vinteren 1943
Vi befinder os i efterdønningerne af det tyske nederlag ved Stalingrad. Krigslykken er ved at vende for de tyske tropper, og den iskolde vind, der strømmer ned fra østfronten er fyldt med ressentiment og komplotfeber.

Det bliver stadigt sværere at få massemyrderierne på jøder og slavere til at stemme overens med hærens og den preussiske adels ’noble’ æresbegreber. Mahatma propagandhi, som Gunther kalder propagandaminister Joseph Goebbels øjner mulighed for at det brutale omdømme og de grusomme, men sande rygter som er fulgt med tyskernes fremfærd, for en stund vil blive glemt af det internationale samfund, da der går vedvarende rygter om, at de russiske sikkerhedstyrker, NKVD, har begået massakre på polske officerer i Katyn-skoven nær Smolensk.

Det er lykkedes en ulv at grave menneskerester op af den dybfrosne jord. Nazisterne ser det som en perfekt mulighed for at vise de allierede, at russerne, som de har slået pjalterne sammen med, på ingen måde står tilbage i forhold til tyskerne, hvad metoder og grusomhed angår.

Der findes forbrydelser, og så findes der forbryder
Bernhard Gunther arbejder for tiden  i Det Tyske Bureau for Krigsforbrydelser(sic!) under Wehrmacht, en organisation, hvor advokater kan vaske deres hænder og holde ryggen nogenlunde rank, mens de forsøger at foregive, at det er en almindelig krig, der er i færd med at bliver udkæmpet, hvor de almindelige militære normer og regler endnu gælder.

Det resulterer i hykleriske sager, hvor en Wehrmacht soldat kan blive hængt for røveri og voldtægt i én landsby, mens SS ustraffet sumarisk kan henrette i tusindevis af jøder i nabolandsbyen. En udviklet form for juridisk skizofreni.

Joseph Goebbels får nu det geniale indfald, at den tidligere politiefterforsker Bernhard Gunther skal tage til Katyn-skoven for at sikre sig uigendrivelige beviser for, at der vitterligt er tale om døde polske officerer dræbt af russere, og at det endelig ikke er en jødisk massegrav med tyskerne som de ansvarlige(!).

Man siger ikke nej til Joseph platfod, så Gunther må straks af sted inden en eventuel russisk offensiv på ny kan erobre katyn-skoven og slette alle spor. Men det er en yderst speget affære herude øst på i bloodlands, hvor et menneskeliv ikke regnes for mere end en streg i den store statistik. Så Gunther må manøvrerer mellem Gestapo, komplotmagere, russiske partisaner og desperate soldater med moralen i bund uden meget tilbage at miste, og snart følger et brutale overfald og mord på to tyske soldater.

Ønskes: færre kommentarer og mere fremstilling
Hvis Kerr havde skåret sådan ca. 200-250 sider af romanen, kunne han have stået tilbage med en stram, velkomponeret gang krimigru fra historiens mørkekammer. Så kunne Kerr for min skyldogså gerne have undeladt Gunthers mere livstrætte end opfindsomme fordømmelser af nazismen og al dens væsen, og således gerne haft mere vægt på de indviklede magtkampe og de gode portrætter af almindelige soldater udspændt mellem pligt, ære og væmmelse i det moralske ingenmandsland.

Det hjælper dog noget, da Gunther med ét bliver flået ned af den høje moralske ganger og må handle i stedet for blot at ryste på hovedet i kontemplativ foragt, men da er det lidt for sent til for alvor at rette op på en samlet set halvsløj præstation, der gør dette bind til et af de svageste i den ellers på mange måder fortrinlige serie. En mand uden åndedræt, som bliver den danske titel, udkommer på Forlaget Modtryk den 13. september

Anmeldelse: The Quiet Twin af Dan Vyleta

Wien 1939. Det makabre drab på Professor Specksteins hund sætter plottet i gang i denne mørke thriller, der eminent skildrer livet i en boligblok i Wien, hvor folk tier, udspionerer og i det skjulte udlever deres sande liv og laster i evigt frygt for at blive afsløret.

Hundemordet i Wien

Romanen begynder med at den uge doktor Beer bliver hidkaldt til en ung piges sygeseng. Pigen, Zuzka, der er doktor Specksteins niece, klager over følelsesløshed og hvæsende åndedrat, men da den stovte læge træder indenfor, virker Zuzka ikke videre syg, men snarere flirtende og legesyg.

Pigen viser dr. Beer udsigten fra sit værelse, hvorfra hun ynder minutiøst at følge med i, hvad der foregår i nogle af de andre beboeres liv:

der er den niårige krøbling, Annelise, hvis far er en forsumpet alkoholiker; i et andet vindue er der en mystisk mimekunstner, der kommer sent hjem om natten og som, er Zuzka overbevist om, skjuler et eller andet inde sin lejlighed; fra en anden lejlighed flyder tonerne fra en tyk asiatisk mands trompet, og endelig er der nede i kælderen den fåmælte, men bistre vicevært.

Professor Speckstein der er gammelt medlem af nazipartiet og fører kartotek over boligkompleksets beboere, pålægger i utvetydige vendinger dr. Beer at kigge nærmere på, om det kan være en af disse beboere, der har udført det makabre hundemord.

Sagen bliver ikke mindre modbydelig af, at der indenfor en kort radius af boligblokken er blevet begået fire drab, hvor ofrene alle havde en eller anden form for tilknytning til nazistpartiet. Spørgsmålet er, om der er en form for sammenhæng.

Det er svært at fortælle så meget mere om handlingen uden at komme til at afsløre for meget af det formidable plot.

Den snigende terror og Wien-noir  

Dan Vyleta, hvis fine debutroman Pavel og jeg tidligere er udkommet på dansk, har med The Quiet Twin skrevet en mørkere roman, der dog igen befinder sig i det gådefulde, tvetydige og underspillede, hvor synsvinklen skifter mellem de forskellige beboere , og hvor man som læser kommer i tvivl om, om det personerne tror, de ser, virkeligt foregår, eller om det snarere er deres fordomme og ustabile sind, der hjælper dem med at udfylder de tomme pladser.

     

Vyleta har en ph.d. i historie men det betyder ikke, at han overlæsser fortællingen med historiske facts, tværtimod er det kun indirekte og i mere eller mindre henkastede sætninger, at vi hører om krigen og nazisternes terror.

Men dette forhold bevirker bare, at frygten blandt beboerne er indlejret og indforstået, og det gør terroren desto mere snigende og uafrystelig, som handlingen skrider frem. Og de moralske overvejelser som manden i centrum dr. Beer (og læseren med ham) bliver tvunget til at tage, er konkrete, og alle er de svangre med frygtelige konsekvenser.

Personerne er ikke typer, men derimod interessante og troværdige karakterer, der mere eller mindre uforvarende bliver ført ind i begivenhedernes centrum. Bogen er skrevet med forbavsende sproglige nuancer, især når man betænker at Vyleta er tysk-tjekkisk og ikke har engelsk som modersprog. Den dystre stemning af noir: forhærdelse, brutalitet, frygt, drift og silende regn er præcist indfanget, og de gradvise ændringer i personernes psyke er også fremstillet med fine subtile antydninger.

   

Romanen minder mig på en eller anden måde lidt om Undtagelsen af Christian Junger tilsat Hitchcock, Hamlet og 2.verdenskrig-noir.  Det bliver spænende videre at følge Dan Vyleta. 

Anmeldelse: Waiting for sunrise, Venter på solopgang af William Boyd

En dandy træder i karakter. Fra la Belle Époques Wien til London og 1. Verdenskrigsudbrud løber en mørk flod af intriger, forræderi og spionage under den blanke overflade af etikette og forstillelse.

We are all acting, aren’t we? Almost all the time –each and every one of us. Me: But not now.’

En dandy med et problem

Den engelske skuespiller Lysander Rief befinder sig i psykoanalysens Wien, da han ønsker at få løst et temmelig pinagtigt seksuelt problem – anorgasmia – et problem, der afholder ham fra at gifte sig med sin forlovede tilbage i det stive edwardianske England.

Lysander opsøger derfor den engelske elev af Freud, dr. Bensimon, der har udviklet sin egen teori kaldet ’parallelisme’, der bygger på en forestilling om at fortiden, hvor traumet selvfølgelig ligger begravet, kan ændres, da verden i sin essens er neutral, tom og uden mening. Det er menneskets forestillingsevne og fantasi, der fylder verden med sanser, farver og formål. Derfor kan traumatiske hændelser i fortiden slettes, og den tomme plads kan så fyldes ud med andre mere behagelige fiktive minder. 

Tilfældets plads i Freuds Wien

Men i dr. Bensimons venteværelse støder Lysander en dag ind i en oprevet kvinde, den engelske kunstner Esther Bull – og dette tilfældige møde, der snart bliver til mange flere mere lidenskabelige møder – sætter plottets svinghjul i gang, for Mrs. Bull er upålidelig med en jaloux trold af en ægtemand, og snart må den uforstående, ikke-knivskarpe Lysander med hjælp fra den engelske ambassade flygte fra Wien – hvor han pludselig står anklaget for voldtægt – og vende tilbage til London og den selvtilstrækkelige skuespillerverden.

Løgn over løgn  

Men 1. Verdenskrig bryder ud, og nu mener de engelske ambassadefolk, at tiden er kommet, hvor Lysander skal tilbagebetale den gæld, han har oparbejdet til dem, og imponeret af hans flugteventyr fra Wien og hans koldblodige skuespil, tvinger de ham til at agere engelsk spion: han må drage til Genève for at få fat i nøglen til en kode, der truer den engelske krigsførelse, og senere må han også forsøge at finde frem til en forræder i de allerøverste cirkler. Alle spor peger tilbage på det, som hændte i Wien, mens Lysander intetanende drev rundt på cafeer og med alle sanser nød den habsburgske hovedstad.

    

Underspillet underholdning 

William Boyd skriver plotbaserede, spændende romaner, men bogen er ingen konventionel, action fyldt spionroman med vilde biljagter og pumpede machomænd. Waiting for sunrise er en elegant , stemningsmættet fortælling, der bruger spiongenrens medrivende plot til at fortælle Lysander Riefs eventyr – en negative dannelseshistorie: fra edwardiansk hierarki, klarhed og selvsikkerhed til det moderne livs tvivl, foranderlighed og ikke mindst uigennemskuelighed – hvor  skuespils-faget står som en måske lovlig bastant metafor, mens solens oplysende stråler gradvis svinder bort for helt at forsvinde bag Londons massive tåger. 

Bogen er skrevet med underspillet humor, vittige overskrifter, mild leg med fortællerpositionen og en tilsyneladende lethed, der i en detalje kan indfange essensen af en situation eller sted. For eksempel står der om Lysanders neurotiske udlejer i Wien, Frau K, at:’ her world admitted and contained only people, events and opinions that were either ‘nice’ or ‘pleasant’ (net or angenehm)’ 

Helhedsintrykket trækkes dog noget ned, da jeg nåede til vejs ende og sad med en vis følelse af, at plottet ligesom for fint og sirligt bandt en nydelig sløjfe på det tematiske indhold.

Men det er fornøjelig læsning, som det også var tilfældet med de tidligere bøger, jeg har læst af William Boyd. Det bedste ved hans bøger er humoren, de excentriske personer og den præcise, livagtige fremstilling af et fremmedartet miljø, hvad end det drejer sig om kolonitidens Østafrika, Londons mørke underverden eller som her Freuds funklende Wien.   

Anmeldelse: A history of the world af Andrew Marr

Out of Africa

Andrew Marrs verdenshistorie fører kyndigt læseren fra de tidligste tider, fra menneskets lange vandring ud af Afrika frem til nutidens digitale samfund og frygten for terror. Fortællerlyst, sammenhæng og overbevisende sammenligninger skaber god forståelse og gør bogen til en fornøjelse at læse og blive klogere af.

History is not just one damn thing after another…

Hvad er det for faktorer, hændelser og ikke mindst personer, der skaber bevægelse, nybrud og overgange i historien? Er der en form for rød tråd som alligevel binder os nutidsmennesker sammen med lad os sige antikkens, middelalderens eller renæssancens mennesker? Sådan at det endnu giver mening at tale om en syntese, en verdenshistorie? Det gør det nok ikke så overraskende for Andrew Marr og også for undertegnede efter endt læsning.

Det er selvfølgelig sket enorme teknologiske, sociale og politiske etc. udviklinger igennem århundredes og årtusindernes løb, men vi kæmper stadig med det samme ældgamle fænomen: at få forholdet mellem politik og politiske styreform til at stemme overens med vores kunnen og teknologiske fremskridt – det løber som en rød tråd gennem bogen –, og vi er derved underlagt mange af de samme dilemmaer som fortidens mennesker.

Paralleller og paradokser

Historien er bestemt ikke afsluttet, som nogle påstod, ej heller er den progressiv, lineært fremadskridende eller unison, måske nogle gange nærmere springende eller ligefrem cirkulær, som når de europæiske landes renæssance er umulig at tænke sig uden det civilisationsmøde og den udveksling der foregik i det arabiske Al Andalus, hvor arabiske tænkere, matematikkere og kunstnere vedligeholdte og videreudviklede arven fra det antikke Grækenland. tekster som så via kyndige oversættere i Toledo med tiden vendte tilbage til de dele af Europa, hvor de gejstlige ellers havde bandlyst enhver form for selvstændig tanke, der kunne udfordre deres magt over sjælene.   

Den mauriske hoflæge og oplsyningstænker  Averroës (1126-1198)
berømt for sine kommentarer og udlægninger af Aristoteles'tekster 

Andrew Marr, der ikke er faghistoriker, tør at lave dristige, men vedunderbyggede paralleller mellem forskellige samfund, der for den interesserede lægmand, giver indsigt og forståelse for forskelle og sammenhænge mellem for eksempel det antikke Grækenland og det nordlige Indien, eller forskellene og lighederne mellem Romerriget, Kartago, og det samtidige kinesiske Han-dynasti, og mellem tænkere og religiøse skikkelser som Budda og Kunfutse med mange flere. Det skaber en god dynamik og nye forfriskende fortolkninger af gammelt stof.  

Andrew Marr har også for BBC produceret en rigtig billedflot tv-serie med baggrund i bogen, som for kort tid siden blev vist i fjernsynet. Men modsat tv-serien, der nok bød på prægtige scener og storslåede billeder, men til gengæld gjorde en dyb ud af ikke at træde nogle over fødderne, så er Marrs bog heldigvis fri for politiske korrekthed, og gør på saglig vis op med romantiske myter om for eksempel den ’fredselskende’ minoiske kultur og generelt pladdersentimentalitet om fortidens idy l– Marr gør endda en pointe ud af, hvor stor betydning de mange grusomme krige imperierene i mellem havde i jernalderen for den videre udvikling, paradoksalt, fremskridtet om man vil.

Hvem drejer Historiens hjul?  

Tidligere tiders historieskrivning med Europa i centrum gør Marr ikke brug af. Han lægger snarere fokus på at det er udveksling af ideer tilsat sammentræf og tilfældigheder og så stærke personligheder på rette eller urette sted, som nogle af de væsentligste drivkræfter i verdenshistorien, hvor et skridt frem ofte er blevet afløst af to eller flere tilbage.

Bogen er medrivende og velskrevet, så selv om den endnu kun forefindes på engelsk, kan den varmt anbefales til alle med interesse for historie, og for hvorfor vi har de samfund vi har – noget vi måske ofte naivt og forfejlet tager som en banal selvfølge.

Empire, The Epic Novel Of Imperial Rome af Steven Saylor

Fortsættelsen til Roma omhandler over 600 sider tiden fra kejser Augustus til den unge Marcus Aurelius set gennem Pinarii-slægtens øjne.

Men som et gammelt etruskisk mundheld advarer: sidder man for tæt på flammerne, risikerer man, at der går ild i ens kappe. Og ilden fænger og begærets flammer springer, mens de degenererede kejsere med blodig pomp og pragt gravsætter de gamle romerske dyder, lige indtil Trajan og Hadrian indvarsler en regulær romersk guldalder.

I kejsernes mørke skygger
Hvor det i den foregående roman, om den romerske republiks tid, først og fremmest var kampen om rettigheder: plebejerne versus patricierne, der drev historiens svinghjul, der er det i Empire, kejsernes lunefulde personligheder, der har den altoverskyggende betydning for historiens gang.

Det står fra begyndelsen klart at den ældgamle patricier slægt Pinarii med deres tætte forbindelser til magten, ikke vil gå ram forbi, når den ene mere magtsyge kejser afløser den anden, men amuletten som slægten har båret fra tidernes morgen, synes at have en form for beskyttende kraft for dens bærere. Og den kraft bliver der rigelig brug for, når magten overdrages til sjælelige misfostre som den vanvittige kejser Caligula, den ondskabsfulde megaloman, Nero, eller den hykleriske, paranoide og Stalin-agtige Domitian, der ser sammensværgelser over alt og derfor udrenser i stor stil.

Blodalder og guldalder
Der er kaos i Rom, kristne bliver forfulgte, og den evige stad går op i flammer, men som Fugl Fønix rejser imperiet sig af asken og med den barske, men efter antik, romersk målestok nådige soldaterkejser, Trajan og fætteren Hadrian, når imperiet sit højdepunkt, hvad angår geografisk størrelse, men måske også hvad angår digterkunst og arkitektur.

Hvor Roma er bygget op af mange korte og afrunde fortællinger, der består Empire af fire længere historier - jeg synes at første bogs model fungerer bedst.
Mest dramatiske og spændende er det under de farlige despoter – ikke mindst, under Domitian, hvor en Pinarii bliver smidt ind i Colosseum og uden våben skal kæmpe mod en sulten løve.

Det er beskrevet så levende, så man får en klar fornemmelsen af at stå i den flimrende varme på blodtilsølet sand, mens situationens alvor, larmen og proportionerne fuldstændig overrumpler en.
 Mere stilstand er der i de ind imellem lidt for omstændelige beskrivelser af livet under de retfærdige kejsere – igen forstået ud fra datidens næsten ubegribelige grusomhed.

Men Saylors udlægning af historien om Rom formår ganske godt at indfange såvel storhed og fascination som det, som med nutidens pacifistiske briller, virker som en afskyelige og frastødende afstumpethed – hvordan var det muligt for dannede mennesker, digtere og filosofer med videre at overvære henrettelser og væmmelige gladiatorkampe som opbyggelig underholdning,  og yderligere anerkende en økonomisk model, der som sin grundsten havde udbytning, nedslagtning, erobring og billig arbejdskraft i form af slaver - det forbliver nok et gåde.

Roma, The Epic Novel Of Ancient Rome af Steven Saylor

Ved at følge to fiktive, romerske patricierslægter Pinarii og Potitii beretter Steven Saylor om Roms dramatiske historie fra byens grundlæggelse til kejser Augustus endelige cementering af magten. 

Det er medrivende edutainment, der lader myte, historie og fri digtekraft løbe sammen.

Steven Saylor holdt en pause fra sin romerske detektivserie med opdageren Gordanius og gav sig i stedet i kast med det ambitiøse projekt at ville genfortælle Romerigets historie i fiktiv forklædning. Det er der kommet to bind ud af: Roma og fortsættelsen Empire.

Mellem fiktion og historie

De to patricerslægter er med fra de tidligste, mytiske tider fra før byens grundlæggelse på de syv høje, hvor der blot lå en teltplads på de handelsrejsende ruter frem til Romulus brodermord på Remus, kongernes fordrivelse og republikkens indstiftelse, gallernes plyndring af Rom, krigene mod Karthago, Sullas tyranni, mordet på Cæsar etcetera. 

   

Begivenhederne er som sagt skildret gennem de to familier, hvis hovedpersoner overvejende er skildret, så de virker som troværdige karakterer, der ikke selv er klar over, hvilken retning historien slynger sig, og hvilken rolle skæbnen har tildelt dem.

Mange oplysninger bliver givet gennem dialog eller pater familias overhøring af yngre medlemmer af slægten om dens historie og repræsentanter, og også det fungerer for det meste ganske udmærket uden at virke al for opstillet.

Wie es eigentlich gewesen…

 Jeg synes, især at Saylors bestræbelser på at tolke og levendegøre mytisk stof er interessant og vellykkede bud på, hvordan, det kunne have været: eksempelvis at de to tvillingebrødre og mytiske grundlæggere af Rom, Romulus og Remus, ikke diede ved en hunulvs bryst, men at det var en prostitueret, der tog børnene til sig – en dobbelbetydning af ordet  'lupa', hunulv, der også var latinsk slang for en luder.

Efterhånden som bogen og tiden skrider frem, giver Saylor også læseren indblik i, hvordan historie og myte blev brugt og løbende (ny)fortolket af senere generationer.

Således udfylder Saylor med sit store genskab til Rom, historiens og kildematrialets tomme rum med kreativ, men plausibel fiktion, hvorfor bogen er mere og andet end en faghistorisk kronologisk fremstilling.

De enkelte kapitler kan sammenlignes med afsluttede noveller sat i forlængelse af hinanden, og de to slægter har også deres egen historie, nok tæt på magtens karismatiske udøvere, men alligevel individuel og særegen med vægten lagt på drama, blod og højspændt, men ikke overspændt personopgør – krimiforfatterens sans for netop drama sætter sig tydeligt igennem.

   

Som Saylor skriver i efterordet skelnede  de romerske kronikører heller ikke mellem historie og fortælling, og de havde altid et skarpt blik for all the juicy details - ligeså har Saylor, og bogen er meget underholdende samtidig med, at den kan fungere som en introduktion til Romerrigets tidligste historie. 

Anbefalelsesværdig for den der måtte være interesseret i en velsmurt, vel-researchet episk historie fra antikken, helt uden kustodeagtig oldævel.     

Revelation af C.J. Sansom bind 4 i Shardlake-serien

Seriemord og religiøst vanvid i Tudortiden. Revelation er det hidtil svageste bind i Shardlake-serien.

Den nu aldrende Shardlake har gentagne gange svoret, at han ikke igen vil lade sig indbringe i det storpolitiske rænkespil, men nok engang tvinger omstændighederne ham til at spille sin rolle.

Kone nr. 6

Det er foråret 1543 Henrik den Ottende kurtiserer den modvillige Lady Catherine Parr, som han vil have som sin sjette kone. Man forstår hendes forbehold.  

I mens har Shardlake påtaget sig en sag der handler om en tilsyneladende forstyrret ung mand, fanget i et religiøst selvpineri. 

 Han er spærret inde på en anstalt for sindssyge, idet hans blasfemiske udgydelser let kunne føre til at han blev brændt på kætterbålet, særligt efter at de religiøst konservative igen har fået vind i de papistiske sejl.

Åbenbaringen

Men da en gammel, trofast ven brutalt bliver myrdet, lover Shardlake enken at opklare mordet, og det fører ham lukt midt ind i den verserende magtkamp mellem reformister og konservative. Og da mordet viser sig at indgå i en helt række af mord inspireret af Åbenbaringernes bog, bliver dette flammeskrift studeret med lup for at forudse den bestialske seriemorders næste træk.

 Shardlake og hans tro følgesvend Barak må se sig godt for, så de ikke undervejs ender som det næste lig i rækken, eller som en lus mellem to negle bliver knust i stormændenes politiske og religiøse opgør.

Gode miljøbeskrivelser, men løst plot

Revelation er mere eksplicit bestialsk end de foregående bind i serien, men desværre er den også mere langtrukken, med et løst plot, der kun langsomt og knirkende kommer i omdrejninger. Pointen med det omsiggribende religiøse vanvid i en utrygt og omskiftelig tid er ganske god, men især årsagen til den indespærrede unge mands flagellantisme virker temmelig konstrueret og overdreven

Det sentimentale og melodramatiske fylder efter min smag for mange af bogens sider. Baraks ægteskabelige problemer, med Shardlakes dertil følgende gode råd, føles lidt for meget som at læse en meget pædagogisk håndbog i konflikthåndtering (Tal til hende!), og karaktererne især Sharlake og maureren Guy, tramper denne gang for meget rundt i egen godhed og tolerance.  

Som altid bygger bogen på grundig research og de atmosfærefyldte beskrivelser af et overfyldt og stinkende London mangler ikke noget, men desværre lever bogen ikke op til de foregående bind i serien og hvis bog tre, Sovereign, er det bedste bind i serien, er Revelation det foreløbigt svageste.

Red gold af Alan Furst

Overbevisende, realistisk og atmosfærefyldt historisk spionthriller fra det besatte Paris under 2. verdenskrig.  

Head down on the narrow streets. Baggy flannel trousers, suit jacket with the collar up, three days’ growth of beard, workman’s peaked cap tilted to one side, shadowing the face.

Someone who belonged in the quarter if you din’t look too hard, if you missed the melancholy intelligence in the eyes.

He was dark; dark hair, coluring like a suntan that never went away. A small scar on the cheekbone. Lean body, forty or so.

Something about Casson had always made him seem a little beat up by life, even in the old days, on the terrasses of the good cafés –knowing eyes, a half-smile that said id didn’t matter what you knew.

He liked women and women liked him.’

Paris, 1941

Da Hitler den 22. juni 1941 beordrer angrebet på Sovjetunionen, er det et brud på den ikke-angrebspagt, han og Stalin har indgået to år forinden og krigen på østfronten for også konsekvenser på modstandskampen i Vesteuropa, særligt fordi kommunisterne, der så længe Hitler-Stalinpagten holdt, efter dessiner fra Moskva, har forholdt sig passive. Men det skal nu i den grad til at ændre sig.

Begavet underholdning

Dette storpolitiske skifte i forholdet mellem Nazi-tyskland og Sovjet danner ramme om handlingen i den amerikanske forfatter Alan Furst roman, Red gold, der finder sted i byernes by Paris. Alan Furst er et af de helt store navne indenfor hvad man kunne betegne som den historiske spionthriller. Han har skrevet tolv romaner, der alle foregår i årene optil og under anden verdenskrig, rundt omkring i Europa.  

Furst bliver sammenlignet med folk som John le Carré, Graham Green, Eric Ambler og Joseph Conrad, så der er altså tale om en art begavet underholdning, hvor det der interesserer først og fremmest er personerne, deres skæbnesvangre valg, deres relationer til hinanden og så det atmosfære-kondenserede tidsbillede af et Europa i krigens år.

Der er spænding og mørk uvished i romanerne, men ingen superhelte eller hårdkogte personager, men derimod mennesker, der ofte kæmper for at overleve, bevare deres integritet, og som mere eller mindre uforvarende af omstændighederne drages ind i et farligt spind, hvis konsekvenser, de ikke kan overskue.

På dansk er der foreløbigt kun udkommet en enkel bog af Alan Furst nemlig Udenrigskorrespondenten, som jeg syntes i nogen grad manglede genuin spænding og generelt fandt for lang i spyttet. I Red Gold er der en lang bedre balance mellem de præcise beskrivelser og plottet, og det gør bogen til en rigtig god og spændende læseoplevelse.

Fra parisisk Boheme til forhutlet eftersøgt 

Bogens hovedperson er (fandt jeg først senere ud af) en genganger fra en anden Furst roman World at night, Jean Casson. Han har tidligere lavet gangster-film til de parisiske biografer, men hutler sig nu under falsk dække gennem hovedstaden, for ikke at blive snuppet af Gestapo, hvem han tidligere er flygtet fra, og som derfor har en arrestordre på ham.

Det parisiske borgerskab og hans gamle bekendte er, som de er flest, enten indifferente overfor de tyske tropper eller tilhængere af Vichyregeringen og derfor kollaboratører.

De Gaulle sider trygt i London, så den reelle modstandskamp bliver ført af kommunisterne, der vil gøre en ende på de dage, hvor tyske soldater velbehageligt og uden fare majestætisk kan dandere rundt og tage for sig af Paris’ mange fristelser.

Men efterhånden som den væbnede modstandskamp tager til ser repræsentanter for militæret og de Gaulle-tilhængere det som en nødvendighed at de opnår kontakt til de kommunistiske modstandslommer.

Gensidig mistillid og stalinistisk konsekvens

 Men det er ingen let sag for forholdet mellem militæret og kommunisterne er præget af mere end tyveårs gensidigt mistænksomhed og bittert fjendskab. Der er brug for en upartisk mand, der med de rette bekendtskaber i orden kan etablere den første kontakt.

Det er her Casson med sin baggrund og store kontaktflade kommer ind i billedet. Han bliver presset til at påtage sig rollen, men hvad vil de notorisk mistænksomme kommunister sige til ham? Vil de tro på hans historie eller gøre kort proces med ham, som det sker med enhver anden, de mistænker for at være spion? - Og hvor meget ved Gestapo om Casson’s handlen og gøren?

Ud over hovedpersonen er der et væld af personer, der alle har en historie og en fortid, men som det sker med nogle af de unge kommunistiske modstandsfolk får et hurtigt, uheroisk og pludseligt endeligt, ordknapt beskrevet, men det efterlader et stærkt indtryk hos læseren.

 Furst har et virkeligt godt greb om både historien og Historien, så jeg følte mig underholdt, hensat til en anden tid og fik ny viden om aspekter af den franske modstandskamp. Jeg vil i gang med at læse nogle flere af Fursts romaner begyndende med hans først roman, Night soldiers.

HHhH af Laurent Binet

Ambitiøs, medrivende og meget original dokumentarisk roman om attentatet mod Reinhard Heydrich i Prag 1942.

’Almost anywhere you look in the politics of The Third Reich, and particularly among its most terryfying aspects, Heydrich is there – at the center of everything’…

‘The dog probably won’t have a decisive role to play in Operation Anthropiod, but I would rather jot down a useless detail than risk missing a crucial one’…

’This is what I think: inventing a character in order to understand historical facts is like fabricating evidence. Or rather, in the words of my brother-in-law, whit whom I have discussed all this: It’s like planting false proof at a crime scene where the floor is already strewn with incriminating evidence’

Grusom mand har mange navne

Siden jeg første gang for et par år siden hørte om denne roman, tænkte jeg, at den ville jeg læse, når den kom i dansk oversættelse (den franske original er fra 2009). Men det er endnu ikke sket, så da jeg på en rejse til Amsterdam fandt den i en engelsk oversættelse, købte jeg den.

Den underlige titel HHhH refererer til et af de mange navne som klæbede sig til den mest frygtede mand i Det Tredje Rige, Manden med jernhjertet, Det blonde bæst, bøddlen, SS Obergruppenführer og Rigsprotektor for Bøhmen-Mæhren, Reinhard Heydrich. HHhH – Himmlers Hirn heisst Heydrich (Himmlers hjerne hedder Heydrich).

To tidsplaner

Den franske forfatter Laurent Binet, der debuterede med denne roman og for den vandt Prix Goncourt du Premier Roman, sætter sig for at skildre to sideløbende, interagerende historier: den i fortiden om Operation Anthropoid, som aktionen blev døbt, hvori de tre vigtigste personer er Heydrich og de to modstandsmænd slovakken Josef Gabcík og tjekken Jan Kubis.

En frygtelig spændende og ubærlig, sand fortælling, der har det hele: umådelig brutalitet, beundringsværdigt mod, selvopofrelse, loyalitet, og grusomt forræderi – Vargas Llosa er citeret for at betegne romanen som en mellemting mellem en græsk tragedie og en fantastisk thriller, og det kan der nok være noget om.

Romanens andet tidsplan, nutidsplanet er fortællerens kommentarer, tvivl, Historiens invirkning på nutiden og fortællerens overvejelser omkring sin egen fortælling. Og det er faktisk uhyre interessant også at læse, fordi det stiller vigtige spørgsmål som: formens betydning, forholdet mellem fiktion og historie – hvordan kan man skrive en historisk roman og være så tro som mulig over for fortiden? -, har vi etiske forpligtelser til at huske fortiden? og i givet fald, hvis historie skal så vægtes tungest: bødlens eller ofrets?

Det er en teknik som blandt andre den spanske forfatter Javier Cercas og cubanske Leonardo Padura Fuentes også har brugt. Men hvor disse to opererer med en mere traditionel form, hvor tidsplanerne for det meste er relativ klart adskilte, der blander Binets genrehybrid tidsplanerne sammen, og jeg synes, han slipper rigtig godt fra det.

The novel and the making of …

Romanen bliver til i en slags kontinuerlig (stilistisk)samtale med læseren holdt i et mundret sprog. Fortælleren henvender sig direkte til læseren, stopper op, korrigerer sig selv, kritiserer andre historiske romaner om emnet – særligt Jonathan Littles mamutværk De velvillige – en af den slags romaner, jeg nok hellere ville have læst, end læse – får på hattepulden for ikke at skildre nazismen, men derimod en blasert postmoderne nihilist – ’Houellebecq does Nazism’. Man får så at sige the story and the making of the story på en og samme tid.

Det er det alvorlige emne til trods en til tider både ironisk og morsom beretning. Og helt igennem er det en selvbevidst roman, som fortæller en vanvittig spændende historie, hvorom jeg helst ikke vil røbe for meget.

 Romanen fortjener virkeligt at få et stort læsepublikum, og jeg vil derfor håbe, at et af de danske forlag vil give mig så megen ret, at de bestemmer sig for at udgive en dansk oversættelse.  

In the Garden of Beasts, I Ondskabens have af Erik Larson

-     Sildig opvågnen.

 Spændende og noir-agtig-stemningsmættet, virkelig historie om den amerikanske ambassadør i Berlin i 1933, William E. Dodd, hans idelig flirtende datter Martha, og deres møde med ledende nazister.

Gennem de to amerikaneres øjne oplever læseren de høj-dramatiske begivenheder, der udspillede sig i 1933 og 1934, og som banede vejen for at Hitler kunne samle al magt om sin person. Det er en historie om en naiv og eftergivende omverden, der ikke ville se, ikke ville høre, ikke ville tale, mens tid var. Og også for de to hovedpersoner er der tale om en art negativ udviklingshistorie: fra forståelse og begejstring til forfærdelse og væmmelse.

Erik Larson

Den amerikanske non-fiction forfatter Erik Larson har skrevet tre New york Times non-fiction bestsellere: Isacs Storm, Thunderstruck og The devil in the white city. Sidstnævnte skal efter planen filmatiseres med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.

Larson skriver, efter hvad jeg kan forstå, meget læseværdige og nervepirrende historiske beretninger, der gerne fletter to umage par sammen - som det skulle være tilfældet med The devil in the white city, hvor historien om arkitekten bag verdensudstillingen i Chicago i 1883 kombineres med den hårrejsende fortælling om massemorderen Dr. H. H. Holmes, der få blokke fra udstillingen indrettede et horror- hotel komplet med krematorium og dissektionsborde! Vist ikke noget for sarte sjæle.

To amerikanere i de brune monstres have  

In the garden of Beasts er fra i år, og det er den første, men helt sikkert ikke sidste bog, jeg læser af Larson. Larson kan med sin skarptslebne fortælleform, og flittige brug af retoriske virkemidler som cliffhangers, suspense og forudgribelser minde om danske Peter Øvrig Knudsen, og han deler da også dennes forkærlighed for at fortælle den store historie gennem enkelte, velvalgte individer.

 Larsons valg af personer og perspektiver medvirker til, at den måske ellers velkendte `store´ historie om Hitlers endelige og totale magtovertagelse af læseren opleves som levende, dramatisk og på ingen måder uafvendelig - og så tilføjede beretningen hvert til fælde mig megen ny viden især om det amerikanske perspektiv på nazismen, Hitler og hvad der af de amerikanske embedsmænd omtaltes som `jødeproblemet´.

Bogen læses ubesværet som en spændingsroman, uden det virker forsimplende, forceret eller belastende. Man kan som læser næsten ikke lade vær med at komme med udbryde til bogens hovedpersoner, så at de kan få øjnene op for, hvad det er for ofte manipulerende og farlige personer, de indlader sig med.

William E. Dodd er 64 år gammel, da han modtager telefonopringningen fra præsident Roosevelt, der sender ham af sted til Berlin som ambassadør. Dodd er en aparte og - derfor hadet figur - i datidens kredse af højere embedsmand: Han er historiker af profession, og har kæmpet sig op fra fattige kår i North Carolina til en fast universitetsstilling.

William E. Dodd

Han er nøjsom, hårdarbejdende og rationel og takker ja til ambassadørstillingen, da han håber, det vil kunne give ham tid til at skrive sit livsværk: ”The Rise and fall of the old south” – men han skal blive meget klogere. Han håber at kunne gå uhildet til ambassadørjobbet og også se tingene fra Tysklands perspektiv: at de føler sig dårligt behandlet af en hævngerrig omverden; og så med fornuftens kraft at kunne komme i tale med de mere pragmatiske folk i nazi-riget.

Men hans sparsommelighed og lave byrd skaffer ham allerede fra begyndelsen mange fjender inden for ambassaden, der er vant til et liv i ekstravagant luksus og ødselhed. Med sig til Berlin tager Dodd sin kone, søn og så datteren Martha.

Martha er en romantisk digerspire, altid på jagt efter drama og spænding, og så har hun en ufattelig evne til at tiltrække sig mænds opmærksomhed. Hun har mange affærer kørende - op til flere på samme tid - og er på den led langt forud for sin tid.

Martha Dodd

Prince of darkness, Hitlers pianist og en russisk agent

Hun plejer venskab og har affærer med adskillige højtstående nazistiske mænd. Blandt andre har hun en affære med med Rudolf Diels kendt som `Prince of darkness´ og på daværende tidspunkt chef for Gestapo.

 En meget kompleks og spændende person: intelligent, selvfølgelig ambitiøs, og nådesløs, men også med en form for samvittighed og en slags anstændighed. Han er ved at blive dræbt i magtkampene mellem Göring og Himmler, og vidner efter krigen i Nürnbergprocessen mod nazisterne.

Rudolf Diels

 Desuden står Martha også i et forhold til den karismatiske Ernst Hanfstaengl `Putzi´, der har gået på Harvard, har amerikansk mor og har den opgave at spiller piano for selveste Hitler, når denne trænger til at slappe af oven på en hård dag.

 Putzi forsøger på et tidspunkt at agere Kirsten giftekniv mellem Hitler og Martha! Senere har Martha en lang affære med en efter alt at dømme russisk spion fra NKVD, Boris. Martha lever livet farligt og kompromitterer sin far alvorligt med sin `obskøne´ livsførelse.

Endelige faldt pfennig´en og USA´s politik overfor nazi-regimet 

Dodd og Martha møder alle nazi-spidserne i officiel eller privat sammenhæng, og de hører konstant beretninger om overgreb, tortur og terror. Men ikke før de lange knives nat i 1934 (begivenheden og atmosfæren i Berlin op til er beskrevet med nervepirrende gru) falder det brune skæl fra deres øjne, og de bliver nu begge arve nazi-modstandere.

Lederen af SA-stormtropperne, Ernst Röhm,
krævede større indflydelse, og hæren underlagt SA, men han bliver myrdet af Hitler
i De lange knives nat, hvorved Hitler kynisk udmanurerer en tidligere kampfælle og en farlig modstander   

Dodd advarer nu i kraftige vendinger mod appeasement- politikken og mod Hitlers krigeriske ambitioner. Noget der dog, som han selv gjorde, da han ankom til Berlin, fejes af banen i USA som stærkt overdrevent og som unødvendig provokation af nazisterne.

USA er optaget af sine egne problemer, har trukket sig tilbage i isolationisme, og det vigtigste for præsidenten er at få tyskerne til at betale de mange penge tilbage, som de har lånt af USA. Desuden er landet (og Dodd og Martha også!) præget af en ubehagelig og ganske stærk antisemitisme – 41 procent i 1930ernes USA mente, at jøderne havde for stor indflydelse. Desuden florer en naiv tro på, at ingen moderne statsmand ville handle, som rygterne siger, Hitler gør.

Denne tilbageholdenhed overfor tyske aggressioner får jo desværre forfærdelige konsekvenser, men også den rationelle Dodd bliver nedbrudt af Hitlers irrationalitet, magtkampene på ambassaden, tilsværtningen af hans person, og det at ingen vil lytte til hans advarsler.  Og han dør afsvækket og bitter i USA uden at have færdiggjort sit værk om The Old South.

Intriger, magtkampe, spioner, kærlighed, terror og storpolitiske omvæltninger set gennem én, udefrakommende families øjne, lyder måske som ingredienserne i en lovlig kulørt roman, men det er altså den meget velfortale, virkelige historie om den amerikanske ambassadør og hans sværmeriske datter.    

Titlen kan naturligvis opfattes metaforisk, men også bogstavelig talt boede Dodd-familien iThe Garden of Beasts nemlig i Tiergartenstrasse 27a