Anmeldelse: Brun sne af Martin Amis

Trekant-affære midt i helvede, hvor brun sne falder mellem de udhungrede lig, mens SS-officererne drikker, æder og positionerer sig.

En dag vil en eller anden, nogen, træde ind i Ghettoen eller das Lager for at redegøre for den næsten farceagtige ihærdighed som kendetegner det tyske had.

Med pil tilbage

Den engelske forfatter Martin Amis vender med Brun sne tilbage til et emne, han tidligere har behandlet i romanen Tidens pil, nemlig de tyske KZ-lejre.

Hvor Tidens Pil begynder i nutiden og fortæller historien baglæns - selve tiden går baglæns i romanen -  om en tidligere kz-fangevogtere, der er Brun sne en mere umiddelbar tilgængelig,fremadskriden historie fortalt af tre forskellige fortællere:

Lejrkommandanten Paull Doll, med det lidet flatterende tilnavn ‘gamle drukmås. Den intelligente, men glatte medløber og kvindenedlægger, Angelus Thomsen, med et ydre som Heydrich og nevø til nazistpartiets partisekretær Martin Borman. Og endelig den polske jøde og sonderkommando Szmul med de tomme øjne, hvis opgave det er at udvælge brugbar arbejdskraft og føre de uønskede hen til gaskamrene, for derved måske at kunne forlænge sit eget liv en smule.

Læseren ser ind i de tre hovedpersoner, og det er ikke et kønt syn. Szmul sammenligner på et tidspunkt kz-lejren med et spejl, der viser ens sjæl, men med den forskel, at man her ikke kan kigge væk.

Når skidt kommer til ære ...

Lejrkommandanten Paull Doll udstiller i særlig grad sin egen banale forfængelighed, svaghed og perfide smålighed så langt fra de indbildte idealer om det ranke tyske herrefolk. Doll er et tåbeligt, narcissistisk fjols med en drøm om det store gnidningsløse drab på jøderne.

Doll fremstiller sig selv skiftevis som et selvopofrende, magtesløs redskab for nazitoppen og som en magtfuldkommen, sadistisk kommandant. Men konen, den smukke Hannah, er han ude af stand til at knægte, særligt ikke,  da den kynisk-ironiske Angelus Thomasen gør tilnærmelser til hende.

Og dette er affæren, plottet, der driver romanen frem, med Szmul som Dolls livsfarlige golem og Thomsens gradvise forvandling til en efter omstændighederne næsten sympatisk anti-nazist og  i midten mysteriet om Dieter Krügers skæbne.

Martin Amis

Kvalmende nidkærhed og selvbedrag

I en meget overbevisende stil fremstiller Amis nazisternes kvalmende nidkærhed i bestræbelserne på at gøre alle, selv ofrene, til medskyldige i deres forbrydelser. Der er ingen nedre grænse, ‘alt er tilladt,’ som der står, og de kvindelige fangevogtere står ikke tilbage for mændene.

Men samtidig med de nøgtern-realistiske fremstillinger af den uendelige grusomhed, er der også noget farceagtigt over romanen, som skyldes det ufattelige, der finder sted, det ufattelige selvbedrag og den ufattelige indbildskhed, som Amis formår at fange lige på kornet.  

Som i romanerne HHhH af Binet, De velvillige af Littell og herhjemme Dødszoner af Pasternak får vi fortalt historien fra bødlernes synspunkt.

Thomsens skifte fra kynisk opportunist til samvittighedsplaget modstandsmand tror jeg ikke helt på, men romanen som sådan er stærkt overbevisende og bygger på grundige historiske studier, som det fremgår af den imponerende kildeliste.

I romanens efterord pointerer Amis, hvordan nazismens drift mod selvdestruktion går tilbage til begyndelsen, til Hitlers Mein Kampf og følger af den aztetiske appetit på død og fremhævelse af grusomhed som dyd.

Originaludgaven

Brun sne eller interessezonen

Originaltitlen The Zone of Interest fanger, synes jeg, langt bedre end den lidt sentimentale danske titel ‘Brun sne’, romanens køligt overlegne stil, den rå og kyniske overlevelses-og magtkamp alle imellem, nazisternes grotesk-rationelle tilgang til massedrab og endelig, emnets konstante relevans.

Brun sne af Martin Amis. 
Oversætter: Nina Brenøe.
360 sider 
Tiderne skifter

Anmeldelse: Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Af: gæsteskribent, fantasyforfatter Lene Dybdahl
En fabelagtigt sprogligt stærk og gribende roman om at gøre det gode i en verden fuld af ondskab. Bogens styrker er de spændstige metaforer og et velkomponeret plot, der ligesom låsesmedens små mekaniske huse, gradvist lader paneler glide til side, så man til sidst når ind til kernen af historien.

Søg mod åbent land
Historiens ene hovedperson er den blinde pige Marie-Laure, der bor i Paris med sin far, som er låsesmed på et naturhistorisk museum. Vi møder hende første gang kort før et luftbombardement under anden verdenskrig. Der er blevet kastet flyverblade ud over byen med teksten: "Til indbyggerne i denne by: søg mod åbent land", hvilket griber én om hjertet, når Marie-Laure som af en grund jeg ikke vil afsløre her, befinder sig helt alene i lejligheden. Hendes fingre famler ved flyvebladet, men hun aner ikke, hvilken fare, hun befinder sig i, og der er ingen seende i nærheden til at fortælle hende, at byen snart bliver bombet.

Låsesmedens små huse
Med denne cliffhanger begynder historien, og vi får herefter baggrundshistorien for, hvordan Marie-Laure mistede synet, og hvordan hendes far fremstiller en model af Paris, så han kan lære hende at finde rundt på egen hånd ved at tælle afløbsriste med blindestokken, lytte efter trafikken og så videre. Til Marie-Laures fødselsdag får hun små æsker med finurlige låsemekanismer, der udfordrer hendes evne til at tænke logisk og kreativt. Når hun har gættet, hvordan æsken skal åbnes, venter der en belønning indeni. Denne træning kommer hende tilgode senere i historien ...

Radio i nazisternes tjeneste
Bogens anden hovedperson er den tyske forældreløse Werner, der bor med sin søster Jutta på børnehjem i en tysk kulmineby. Han er usædvanligt godt begavet, og ved et tilfælde finder han og søsteren en radio, som han reparerer og får til at fungere. Radioen lærer dem om naturvidenskab, og Werner viser sig at være et teknisk talent, og det sætter gang i Werners ambition om at blive til noget mere.

Flammernes hav
Udover de to hovedpersoner i historien har vi et tredje element, nemlig den myteomspundne ædelsten, Flammernes Hav, der spiller en central rolle for historien. Den ufatteligt værdifulde sten bærer nemlig også på en forbandelse, men mere skal ikke siges her.

Fabelagtigt billedsprog
Alt det lys vi ikke ser er særdeles stærk i billedsproget, og indlevelsen i den blinde piges virkelighed er både rørende og virkelig kreativ. Marie-Laure må orientere sig efter lyde, og dette stiller anderledes krav til forfatteren i beskrivelsen af en by for eksempel. De lydlige og følelsesmæssige sanseindtryk danner i kombination med sindsstemninger farver og lys i Marie-Laures ellers helt mørklagte verden, og det er fantastisk godt beskrevet.

Lidt for hurtigt
Skulle jeg nævne en enkelt svaghed ved bogen, som lægger ud med en fin og stram komposition, så er det, at denne komposition går i opløsning mod slutningen af bogen, og nogle af de ellers langsomt udfoldede kriser og højdepunkter brat får en ende. Der sker pludselige dødsfald, som virker lidt for beregnende, og en forelskelse opstår lidt ud af det blå, og forsvinder med samme hast. Ser man bort fra disse plotmæssige skønhedspletter, er Alt det lys vi ikke ser en meget smuk og læsværdig roman.

Anmeldelse: Butcher's crossing af John Williams

Butcher's crossing er på sin vis en slags omvendt Stoner. For i denne dystre anti-western opgiver den
unge hovedperson nemlig sine universitetsstudier til fordel for en romantisk forestilling om det vilde liv som bisonjæger på prærien.
Men virkeligheden viser sig at være en noget anden og langt barskere, end den han indtil da kun har mødt i litteraturens mytologiske verden.

Jagten på sig selv i det sublime

Vi befinder os i De Forenede Stater i 1873. Den Amerikanske Borgerkrigen er et overstået kapitel, og som i Sergio Leones Spaghettiwesterns er jernbanenettets imponerende fangearme en sikker indikator på, at endestationen er nået for det frie, utæmmede cowboyliv.

Nogle få barske mænd holder dog endnu stand. De er bisonjægere af den fåmælte og hårde slags; whiskey-drikkende cowboys med stor erfaring om, hvordan man klarer sig i den barske vildmark.

Unge Will Andrews ankommer til frontier-flækken Butcher's Crossing. I den lokale saloon finder han snart tre hårdtdrikkende jægere anført af den erfarne Miller. Denne Miller beretter om en godt skjult dal, han red igennem for en del år siden, hvor de ellers næsten udryddede bisoner holder til i tusindevis.

Will Andrews indvilliger i at finansiere ekspeditionen, der udover Miller og Andrews inkluderer en enarmet, alkoholiseret, men bibelstærk særling; en erfaren skinner, der får til opgave at lære Andrews op samt stude, heste, ammunition, våben og udstyr.

Wills drøm er ude i midtvesten at finde det hårde, rå fundament under hans forfinede og luftige tilværelse.

Mørke midt i Edens Have 

Vejen dertil er dog lang og i sandhed strabadserende. Naturen har mange prøvelser i vente til dem,  inden de når frem til den uberørte Edens Have med de fredeligt græssende bisoner.

De fire jægere får opsporet bisonerne, og så begynder ellers en usentimental og systematisk nedslagtning af de enorme flokke af bisoner.

Unge Will hærdes og lærer at skinne bisonerne, uden at huderne går i stykker. Men lederen, Miller, bliver efterhånden besat af tanken om at nedlægge hver eneste bison. Denne giftige besættelse får altødelæggende konsekvenser: sneen daler pludselig ned, og inden de kan nå at komme væk, er de sneet ubehjælpeligt inde, mens snestorme raser.

Mændene bliver herude i vildmarken reduceret til deres mest basale behov: sult, tørst, kulde, isolation, og så at kunne udholde hinandens lejr-kullede selskab.

Nu gælder det om ren overlevelse. Som med jagten giver John Williams også her læseren en indfølt og detaljerig skildring af naturens rasen og mændenes livsforlængende snarrådighed.

Inden den lille flok når tilbage, rammes de af adskillige flere uheld og hård modgang.

Det store spørgsmålet er i mere end en betydning, om jægerne kan finde vejen tilbage til Butcher’s Crossing efter at have være udsat for voldsomme og omvæltende oplevelser, der har ført dem ind til et langt mørkere sted i dem selv, end hovedpersonen Will ville have troet muligt.

Og det er ikke kun de fire mænd, der uigenkaldeligt har ændret sig; den gamle verden står ej heller mere, da sneen smelter og krudtrøgen omsider lægger sig.

Vække en verden til live

John Williams formår, som i Stoner at fremmane et miljø, en verden, så sanseligt og præcist, at den fremtræder lyslevende for læseren. Sproget er prunkløst, men alligevel umådeligt kraftfuldt - navnet på den lille by, Butcher's Crossing, er vel nok det eneste tydelig symbolladet i en bevidst nøjsom stil. Naturen er en foranderlig, voldsom og faretruende kraft, mens mennesket i sit indre bærer på en mørk og destruktiv natur.

Hvor Stoner vækker optimisme og humanistisk tro på det rige indre livs værdi, der er Butcher's Crossing en helt anden og langt mere mismodig og mørk fortælling.

Det gør måske romanen til en lidt mindre læseoplevelse end Stoner, men Butcher's Crossing er stadigvæk en forrygende fortælling - i mine øjne bedre end for eksempel Cormac McCarthys overlæssede allegoriske western-roman, Blodets Meridian.

Anmeldelse: Lamentation af C. J. Sansom

Af: gæsteskribent og forfatter, Lene Dybdahl
Sjette historiske krimi i Shardlake-serien byder på et dejligt gensyn med 1500-tallets England, omend romanen mangler lidt af de foregående bøgers skarphed i sprog og plot.

Hånden i den politiske hvepserede

Den pukkelryggede advokat Matthew Shardlake er tidligere blevet indblandet i forbrydelser med tråde op til kongehuset og den politiske hvepserede i London. I de tidligste bind, var den dæmoniske Thomas Cromwell den evigt lurende trussel i skyggerne. I de senere bind er Cromwell blevet henrettet, og pladsen som lunefuld dæmon overtaget af kong Henrik den ottende i egen fuldfede skikkelse. Da kongehuset igen får brug for Shardlake, er det dronningen, Cathrine Parr som i dybeste hemmelighed anmoder om hans hjælp.

Forbudt bog

Lamentation er titlen på en bog, som dronningen har skrevet som en slags skriftemål over sit syndige liv, og bogen flirter med forbudte religiøse overbevisninger, hvilket i værste fald kan føre til kætterbrænding på bålet. Da den bliver stjålet, må Shardlake hjælpe med at få den tilbage, før den paranoide kong Henrik får nys om det illoyale skrift og henretter endnu én af sine hustruer.

Fænomenable historiske detaljer

Bogens stærkeste side er helt klart de historiske beskrivelser af London, de forskellige kvarterer, trafikken på Themsen, talemåder og påklædning. Det føles som at være der selv. Beskrivelsen af det kongelige palads Whitehall er fantastisk levende og fremstår som et meget troværdigt bagtæppe for de fiktive begivenheder. Biskop Gardiner og særligt Henrik den ottende træder virkelighedstro og uforglemmelige ud af bogens sider.

Mangler tempo

Selvom Sansom er er virkeligt dygtig forfatter, hvis stærkeste sider er at skildre personer, miljøer og stemningsskift i dialoger, mangler han noget af de tidligere bøgers skarphed i både plot og sprog. Særligt i begyndelsen af romanen mangler der tempo og stramhed i plottet. Anabaptisternes samfundssyn forklares hver gang denne gruppe omtales, og Shardlakes progression i opklaringen af mysteriet opsummeres rigtig mange gange, uden der endnu er sket afgørende udviklinger. Det får bogen til at virke lidt tung. Sprogligt lider den enkelte steder under gentagelser, som en årvågen redaktør ville have fanget. F.eks. er der rigtig mange personer i bogen, om hvem det siges 'he smiled wryly', hver gang vedkommende har sagt noget.

Bedsteborgeren Barak

Matthew Shardlake er en sympatisk jeg-fortæller, der altid behandler sine tjenestefolk godt. Hans tjenere er nærmest som en familie for ham, og i de første bøger i serien fungerede det rigtig godt at have den unge Jack Barak som hans modstykke. Shardlake var tænkeren, mens Barak var actionhelten. Desværre er Barak blevet borgerlig, småfed og temmelig ukampdygtig, og derved er han ikke længere så stor en kontrast til Shardlake, hvilket er et tab. Shardlakes følelser for dronningen beskrives til gengæld rigtig fint. Man fornemmer hans længsel efter at opleve kærligheden, fanget som han er i en vanskabt krop, som ingen kvinde kan lide.

Til alle fans af historiske krimier

Selvom der er skønhedsfejl i den femte bog om Shardlake, føler man sig godt underholdt undervejs. Plottet er originalt, og angsten for at dyrke sin religion forkert kryber helt ind under huden på læseren. Bogens styrker er helt klart portrættet af datidens London, og derfor kan jeg anbefale bogen til fans af historiske krimier.

Anmeldelse: Luftspejling 38 af Kjell Westö

Det velopbyggede bolværk af normalitet og stivnet korrekthed kan ikke holde stand mod det oprørte hav af fortrængninger, fortidens ugerninger og fremtidsangst, der raser i personernes indre. 

Kjell Westö, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, leverer et overbevisende, velkomponeret og dybdepsykologisk billede af Finlands tragiske historie i det 20. århundrede.

Overgang til undergang

De to hovedpersoner, den fraskilte advokat med egen praksis, Claes Thune og hans nye sekretær Matilda Wiik, lever deres liv i et Helsingfors, der trods bestræbelserne på det modsat, lige under overfladen præges af Den Finske Borgerkrig, der kun ligger tyve år tilbage i tiden.

Det er uoverensstemmelser, der truer med at bryde ud igen, nu hvor Hitler marcherer frem og Stalin kræver finsk neutralitet i den kommende storkrig.

Derfor er der også noget underligt, irrealt over nutiden, som et venteværelse, hvor personerne lader tankerne flyde inden dommen falder, og ragnarok igen bryder ud.

Thunes kone har forladt ham til fordel for hans barndoms kammerat, som Thune stadig og stædigt insisterer på at ses med i herreklubben, ’Onsdagsklubben’, hvis erklærede hensigt, det er at opretholde den politiske og kulturelle samtale på svensk i Helsingfors, men som i virkeligheden er en belejlig undskyldning for at drikke og pleje gamle venskaber, der dog knager og brager ikke kun på grund af utroskab, men i sær på grund af tidens tunge politiske sværdslag.

Tidens traumer

Men den overkorrekte Thune, belæst humanist og samtidig de rationelle princippers mand, kommer stadigt mere i klemme i ekstremernes tidsalder, hvor pacifisme og tvivl er skældsord. Det gør Thune til en melankolsk betragter, der stadigt tydeligere fornemmer, hvor det bærer hen, men intet kan stille op, hvorfor han er henfalden til tanker om sit eget ægteskabs forlis.

Hans nyansatte sekretær, Matilda Wiik, passer også ud ad til sit arbejde og finder sig i mændenes ublu tilnærmelser. Men under huden bærer Wiik på dybe traumer fra sit ophold i fangelejr, da hun og hendes familie af arbejdere støttede den tabende part i Den Finske Borgerkrig, de røde.

Wiik er måske, måske ikke skizofren, og da hun en dag på Thunes kontor hører en velkendt stemme fra krigens tid, modnes langsomt en plan i hende. Denne historie bliver fortalt med en næsten kriminalistisk struktur, og det er meget spændende, så mere skal ikke røbes her.

Den Finske Borgerkrig i 1918 udsprang af de politiske og geografiske omvæltninger forårsaget af
 1. verdenskrig og broderkrigen mellem røde og hvide kaster lange skygger i den finske bevidsthed.  

Den store historie i den lille historie

Jeg er meget begejstret for bogen, dens overbevisende tidsbillede og dens velfungerende fortællerstruktur der lader hemmelighederne og fortrængningerne hobe sig op i ildelugtende dynger, der truer med at få skinvirkeligheden til at krakelere. Romanen klipper mellem de to hovedpersoner, det giver fremdrift, suspense og fremdrager forskellige perspektiv på de samme betydningsfulde scener.
   

Jeg har læst et sted en anmelder, der anholdte, hvad han anså som Westös mærkværdigt anonyme sprog.

Og det er nok rigtigt, at skal man indvende noget mod romanen, er det nok det, at fortælleren i nogen grad mangler karakter, farve og personlighed i sproget.

Det og så en finale på allersidste side, som jeg finder noget søgt og ikke helt kan forlig mig med, da en vis persons identitet endelig afsløres – hvordan kan det være ham? Men ser man bort fra det, så er det i mine øjne en stor roman, der med sans for struktur, psykologisk indlevelse og spændingsdosering umærkeligt lader den store finske tragedie smelte sammen med det nattemørke personlige drama.

P.S. Det forlyder at interessen for Luftspejling 38, har fået forlaget til at ville genudgive forfatterens tidligere roman, Faren ved at være en Skrake, samt en anden roman, der ikke før er kommet på dansk men som også har den dystre finske fortid som omdrejningspunkt. Dem vil jeg glæde mig til at læse.

Det var en grusom tid han levede i. Truslen om vold og krig var nærværende hver dag, de åd sig ind i menneskene som en bakteri og gjorde de omsorgsfulde grå og syge, mens de hensynsløse livede op. Hans kammerat Zorro Arelius  var ikke den eneste der blev betaget af stålets og instinkternes æra: aviserne var fulde af artikler hvor skribenterne hyldede det moderne livs militære præcision, men også talte sig varme om mandig urkraft.

Luftspejling 38 af Kjell Westö
398 sider, oversat af Jesper Klint Kistorp
Batzer & Co

Anmeldelse: Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

Fabelagtig farverig roman om efterdønningerne af 1. Verdenskrig. To knapt-overlevende fra skyttegravshelvede udtænker et sindrigt svindelnummer der, hvis det afsløres vil skandalisere nationen.

Samtidig er deres onde plageånd fra krigen, den fattige, men adelige løjtnant, Henri d’aulnay-Pradelle, i gang med sit eget skandaløse foretagende. Deres veje krydses nok engang i et Paris befolket af tiggere, misbrugere, gnavne generaler samt svindlere i alle størrelser.

Krigens skæbnefællesskab 

Et umage skæbnefællesskab opstår, da den lille småtskårne og kuede bankmand Albert reddes ud af dødens faste greb af boheme-kunstner-provokatøren Édouard fra den rige Péricourt-familie.

Særligt da Édouard i næste øjeblik får blæst det meste af ansigtet væk under et morternedslag i en af 1. verdenskrigs allersidste dage, og Albert derfor føler sig forpligtet til at passe og pleje den vansirede og morfinafhængige soldaterkammerat, der under ingen omstændigheder vil høre tale om hverken plastikkirurgi eller om at vende hjem til sin misbilligende rigmandsfar. 

Så Albert må hutle sig igennem for at overleve og skaffe morfin til den i grunden usympatiske Édouard.

Langsomt mister den choklignende tilstand dog sit greb i Édouard, da ideen om at udnytte sin kunstneriske kunnen i et gigantisk svindelnummer vokser til.

Dette kan samtidig ses som den perfekte provokation af et selvbehageligt borgerskab, der uden skrupler sendte sine sønner i krig og nu ønsker at hylde dem med opulente statuer, svulstig nationalpatriotisme og sentimentale mindesmærker – et faderopgør i mere end en forstand holder live i den ellers ødelagte Édouard.

Den galliske hane 

Den egentlige skyldige i de tos ulykke er imidlertid den skruppelløse Henri d’aulnay-Pradelle, en gallisk hane, hvis flotte fjer og brede bryst dækker over en kynisk charlatan, hvis eneste mål er at opnå den hæder, ære og rigdom, han mener sig berettiget qua sit fornemme familienavn. 

Pradelle forstår at finde og udnytte de rigtige forbindelse, således at han får den lukrative kontrakt, der består i at opgrave de faldne franske soldater på Vestfronten og på ny jordstede dem på kirkegårde, så de efterladte har et sted at gå hen med deres sorg.

Men i hænderne på en så lumpen og kynisk udspekuleret karakter som Pradelle, handler det hele om gravkold fortjeneste og naturligvis så lille udgift som mulig … det må gå galt, og det gør det, i den grad. 

Vive Lemaitre! 

Pierre Lemaitre har begået en herlig velskrevet sort satire med et farverigt persongalleri, mestendels smålige, hykleriske, krakilske, sleske eller kyniske personer, men også med en uventet helt: en kronisk vredladen og ildelugtende embedsmand blottet for takt og tone, uforskammet, selvcentreret og forbitret er han, men alligevel er det ham, der egenhændigt begiver sig i kamp mod myndighedernes slendrian og korruption.

Det er en nydelse at læse den 536 sider lange roman, der overhovedet ikke føles for lang.
Lemaitre rammer stilistisk lige i øjet, hvad end han beskriver de intrigante magtkampe i rigmandsklubberne, skyttegravenes mudderælte, efterkrigstidens fordærvede Paris eller skrankepavernes selvsmagende kancellisprog.

Det er udsøgt, beskt og morsomt. Og så er plottet gennemført – det er umuligt at se, hvilken drejning historien vil tage.

Kan på det varmeste anbefales. 

Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

536 sider, Lindhardt og Ringhof

Suverænt oversat af Karsten Nielsen.

Her følger en lille smagsprøve:

”Labourdin så allerede for sig, hvordan juryformanden ville vende sig om mod ham med lige dele beundring og forlegenhed og uden at kunne beslutte sig, for hvilken han skulle vælge … og lige da ville han sige sin sætning, sin vægtige, velafbalancerede perfektafstemte sætning, sine velklingende ord, der på én og samme tid udtrykte hans gode æstetiske smag og ansvarsfølelse: Hr. juryformand, med forlov…
Og netop da ville han gå hen til Frankrig i tåre, som om han ville lægge hånden på hans skulder.
”… Efter min mening fortolker dette mesterlige værk al den Smerte og Stolthed, som vore Landsmænd ønsker at udtrykke. ” De store bogstaver kunne ikke adskilles fra sætningens ordlyd. Den var ulastelig. Først og fremmest var udtrykket ”dette mesterlige værk” lige i øjet, Landsmænd lød bedre end vælgere, og Smerte … Labourdin var målløs over sit eget geni. ”

Anmeldelse: En Vinternat af Simon Sebag Montefiore

Den engelske historiker Simon Sebag Montefiore har med sine to tykke biografier om den sovjetiske diktator ”jernmanden” Stalin, et særdeles indgående kendskab til Stalintidens Rusland.
Det udnytter han i denne roman, der blander de historiske facts op med fri fantasi.
Genremæssigt kunne man betegne resultatet som en art sentimental historisk-thriller.

Sovjetisk sejrsfest og tragiske pistolskud

1945, Moskva. Scenen er sat: mægtige Sovjetunionen fejrer sin sejr i ”Den Store Fædrelandskrig” (2. Verdenskrig) med militaristisk manér i Moskva, men da paraden er godt i gang flænges luften pludselig af to pistolskud: to unge fra den øverste politiske elite ligger døde på jorden.

De to døde var, viser det sig, med i en hemmelig loge af litterære romantikere, der dyrkede de store russiske forfattere fra 1800tallet, i særdeleshed Pusjkin og hans værker. De har flirtet med store følelser, romantisk weltschmerz og langt og følsomt hår.

Også romantikkens forkærlighed for tragedie og dueller har de taget til sig, når de som halvstore børn har genopført passager fra yndlingslekturen med attrappistoler som rekvisitter. Men nogen har byttet attrapperne ud med den ægte vare, og så går det galt, meget galt.

Ingen er fredet for Stalins terror

Overklassebørnene fra den nye kommunistiske magtelite har fejlagtigt og meget naivt troet sig usårlige; at de i kraft af deres position var hævet over den jernhårde stalinisme, der forlanger dydig underkastelse uden plads til afvigere af nogen slags.

Da det under krigen, meget mod Stalins vilje, ikke har været mulig at opretholde det faste terrorgreb om befolkningen, er der opstået visse frihedslommer.

Men den evigt paranoide Stalin har nu tænk sig med god hjælp fra sikkerhedstjenesten igen at undertvinge alle afvigerene, de udenlandske agenter, de borgerlige revisionister, og hvad de nu ellers blev kaldt i den kommunistiske propaganda.  

Således er der heller ingen nåde for de spolerede overklassebørn. Det hemmelige politi er overbevist om, at de har at gøre med en farlig sammensværgelse, og så er ingen appel mulig.

Børnene ender i det frygtede Lubjanka, hvor de bliver gennembanket og sultet til uigenkendelighed, indtil de indrømmer den præfabrikerede anklage om sammensværgelse.

For rene følelser 

Romanen leverer en karakteristik af det afskyelige sovjetiske samfund, hvor vold, død og terror florerer på alle planer – hvor den svært fundne kærlighed ofte kommer til kort i mødet med den grumme virkelighed.

Bogen er letlæst og ganske underholdende til trods for al sin gru. Mekanismerne i den stalinistiske terror skildrer Montefiore med stort indblik. Til gengæld mangler det at komme med, at volden og terroren ikke alene skyldtes psykologiske brister hos personerne, men at de også, måske først og fremmest endda, var ideologisk motiverede.

Figurerne virker, særligt i begyndelsen af romanen, lovlig tynde, mere som talerør for forfatteren end som ægte personer. Kontrasterne er også vel stærkt malet op; det tenderer altså sine steder det melodramatiske, når den reneste, ungdommelig naivitet møder det svovlstinkende dæmonisk-perverterede.

De unges skolegang har i øvrigt lidt for meget Døde poeters klub over sig efter min smag. Og så virker det generende anakronistisk, at personer fra den øverste kommunistiske elite om og om igen udbryder ”for Guds skyld”.

Men som letlæst indføring i dele af den stalinistiske terrors væsen virker romanen efter hensigten.

En vinternat af Simon Sebag Montefiore
Gads Forlag, 488 sider
Oversat af Lærke Pade

Anmeldelse: Sønner af Philipp Meyer

Med afsæt i en stor slægts seje kampe tager dette medrivende epos læseren med på en rejse fra det vilde vestens nybyggerland med blodige kampe mod indianere og mexicanere til vore dages olierige, moderne Texas. 

Historien med stort H føles i Meyers fiktive univers på en gang levende og nærværende og samtidig meget fjern og anderledes.

’Da der ikke var flere mennesker, dræbte vi hver eneste overlevende hund og hest. Jeg tog høvdingens blære så den kunne blive til en tobakspung; den blev garvet og broderet med perler, I hans skjold, pakket ind mellem lagene, lå Gibbons Det romerske riges forfald og undergang. ’

’Denne familie må ikke få lov til at fortsætte. ’

Da nybyggerne kom til Texas

Det er et barskt hede-flimrende klima, der møder de første amerikanske nybyggere i Texas. Et ubarmhjertigt miljø, der kræver styrke, mod og sammenbidt vilje. Og staten er nok enorm med sletter, kløfter og ørken, men altså ingenlunde mennesketom: her er blodtørstige indianske stammer og mexicanske familier med stamtræer, der kan føres tilbage til 1500 tallets Spanien; og ingen af dem ser med milde øjne på de nye indtrængere, der i deres hovmod mener at bringe civilisationens fakkel til de underlegne racer, mens de selv tager for sig af alle retterne.

Men romanen er heldigvis ikke endnu en anakronistisk, politisk-korrekt fremstilling af de oprindelige, fredselskende folk, så langt fra. Det er i romanen et grundvilkår, at man kun kan skaffe sig jord og rigdom ved at stjæle fra andre: de indianske stammer kæmpede indædt mod hinanden, da spanierne kom og stjal rigdom og land fra dem, Comanche-indianerne kæmpede og slog Apacherne, og mexikanerne tog over, hvor de spanske imperiebyggere slap.

Der er i romanen et klart islæt af Oswald Spenglers kulturpessimistiske forudsigelser om kulturernes, også den vestliges, forfald og bortgang.

Tre generationer af McCullough-slægten

Romanen spænder fra 1836, hvor Texas fik sin selvstændighed, til 2012. Bogens tre fortællere: Eli McCullough (obersten), Peter McCullough (søn) og Jennie McCullough(tipoldebarn) beretter med deres særegne temperamenter om såvel de voldsomme ydre begivenheder, som det indre skred de forårsager.

Eli McCullough bliver allerede i levende live betragtet som en legende, en fortabt sjæl, en naturens vilde søn, der grådigt og skruppelløst tager for sig.

Som dreng forsøger Eli forgæves at beskytte sin mor og søskende mod et Comanche-angreb, da faderen, der er Ranger, er ude på togt. Eli ser sine søster og mor blive voldtaget, før de bliver slagtet og skalperet, mens han og hans digterspire af en broder tages til fange af de krigeriske indianere.

Comancherne var dygtige ryttere
og mange hvide så dem som indbegrebet af de vilde prærieindianere

Broderen går det ilde, men Eli udstår både tæsk og utallige ydmygelser fra comanchernes side, og med sin hårde karakter og åbenlyse jægertalent lader hans mentor, Toshaway, ham træne med bue og pil, til han kan måle sig med de bedste jægere og derfor kan komme med på togter mod såvel mexicanske som hvide nybyggeres landsbyer.

Af grunde, man selv må læse sig til, må Eli forsøge at genindtræde i de hvides civilisation; det kommer til at giver store konflikter. Senere ridder han med de frygtede Texas Rangers mod indianerne, han kæmper for Føderationen under Borgerkrigen, og gennem ran og rov skaffer han sig gård, kvæg og stor rigdom, da olien vælter op af jorden.

Tidernes skiften, sædernes forfald

Sønnen Peter er af en hel anden støbning: han er tænksom, melankolsk og skyldplaget. Derfor regnes han af de andre familiemedlemmer som svag, som ude af stand til at følge de barske realiteter og grundvilkår: den hensynsløse kamp mod naturen og mod de andre. Peter bliver forelsket i en overlevende datter af den engang så mægtige García-familie, til slægten og særligt faderens utilfredshed.

Tipoldebarnet, Jeannie McCullough, ligger på sit dødsleje og ser tilbage på et liv, der har været præget af selvhærdning i én lang stræben efter mændenes anderkendelse. Hun er en drenge-pige i en tid, hvor det forventedes, at kvinder blot var mænds vedhæng til sociale arrangementer og ellers troligt sad derhjemme og drømte om baller og smukke kjoler.

Men Jeannie er langt mere tilknyttet sin snart hundredårige tipoldefar og hans eventyrliv, end hendes forfængelige fader og de tomhjernede jævnaldrende piger. Hun ender som oliemillionær, enearving og stokkonservativ matrone med skuffet resignation over for sædernes angivelige forfald og ungdommens slaphed.

Elis fortælling er uden tvivl den mest dramatiske og begivenhedsrige – ikke underligt at de andres må leve i oberstens mægtige skygge.

Great american novel

Meyer skriver med en intens realisme; atmosfæreladet med storladne naturbeskrivelser og usentimental grusomhed. Over beretningen hviler en dyster forudanelse om blodets hidsighed og menneskets ensomhed. Det er en på sin vis gammeldags, straightforward historiefortælling uden postmoderne svinkeærinder.

Philipp Meyer, forfatter til Sønner.

En stor læseoplevelse fornemt fordansket af Jakob Levinsen – kun er der lidt for mange slåfejl, som burde være undgået.

Sønner af Philipp Meyer

544 sider. Oversat af Jakob Levinsen

Gyldendal

Anmeldelse: Vientos de intriga af José Calvo Poyato

Historisk spændingsroman om spaniernes kamp mod Napoleons besættelsestropper

El dos de mayo 1808 en Madrid

I Spanien er 2. maj en national mærkedag, hvor spanierne, særligt madridlenerne, mindes deres forfædres heroiske kamp mod den franske besættelsesmagt i år 1808, som blev begyndelsen på La guerra de la independencia.

Uden for Spanien er begivenheden nok først og fremmest kendt gennem Goyas ikoniske billede af franskmændenes nådesløse repressalier mod civilbefolkningen dagen efter, hvor man ser en flagrende jesus-lignende skikkelse klædt i uskyldens farve, der står for at blive henrettet af den mørke, stort set ansigtsløse henrettelsespeloton.

 I Vientos de intriga (da. Intrigevinde) skildrer den spanske historiker og romanforfatter José Calvo Poyato de dramatiske måneder, der ledte op til udbruddet af krigen.

Skandaler og intriger ved det spanske hof

Sagen var den, at i 1807 var det kommet ud til den spanske offentlighed, at der ved det spanske hof udkæmpedes en indædt kamp om magten mellem på den ene side Kong Carlos den 4. hans dronning María Luisa de Parma og på den anden side deres søn Ferdinand den 7. hvis ambitioner havde gjort det skandaleramte hof til en slangerede af konspirationer og intriger.

Sladderen gik, at førsteministeren, den af mange hadede Manuel Godoy, kunne takke dronningen for sin kometagtige karriere fra lavadelig soldat og livvagt til storadmiral og førsteminister. Rygterne om dronningens og førsteministerens skandaløse affære og uværdige excesser var det helt store samtaleemne. Men samtidig med at store dele af befolkningen lod sig underholde eller væmmedes ved denne føljeton af slibrig sladder og dekadent livsførelse, skete der store tinge ude i verden.

¡Fuera gabachos! (Ud med frøæderne!)

Frankrig var igen blevet en stormagt under kejser Napoleon, og det svækkede Spanien valgte rollen som den tjenestevillige lillebror og allieret. Men da en fransk hær på 70.000 mand uanmeldt marcherede ind i Spanien, under foregivende af at ville erobre Portugal, der nægtede at indstille handlen med englænderne, begyndte nervøsiteten at brede sig, for mon ikke også Napoleon ville benytte sig af den indædte strid i den spanske kongefamilie til at skifte Bourbonerne ud med sin egen slægt.

I takt med begivenhedernes eskalering:  den voksende modstand mod franskmændene, mod Godoy og mod den franskvenlige politik, griber Ferdinand den 7. chancen og tvinger sin fader, kongen, til at abdicere.

Midt i denne kaotiske periode, som forfatteren udreder så den bliver forståelig med respekt for de historiske kilder, tilføjes så elementer af fri fantasi taget ud af Dumas’ kappe og kåre-romaner, som for eksempel romanens mystisk broderskab, skjulte forrædere, drab begået i dølgsmål og franske spioner.

Resultat er en let og velsmurt historisk spændingsroman. Personerne er som hos det store franske forbillede typer mere end levende mennesker. Og det er vel først og fremmest de historiske personer, der har interesse. 

Sympatien er ikke overraskende solidt placeret på de spanske oprørers side –skildret som en folkelig rejsning af jævne og gæve kvinder og mænd. Franskmændene er skildret som hovne og respektløse, Napoleon fremstår som en svigagtig strateg, og kongehuset er fysisk såvel som mentalt degenereret; egentlig ganske effektfuld.       

Anmeldelse: An officer and a spy af Robert Harris

I Robert Harris’ seneste roman, en historisk thriller om Dreyfus-affæren, er hovedpersonen en ambitiøs efterretningsofficer, der må give efter for sine samvittighed, fortælle verden sandheden, og blive whistleblower. Ikke ulig vore dages Edward Snowden.

Fiktionen følger med få undtagelser de historiske kendsgerninger i ’Århundredets skandale’ om den jødisk-franske officer Dreyfus, der urigtigt blev dømt for at være tysk spion.

Affæren afslørede en pilrådden, korrupt og magtsyg fransk herskerklasse blændet af paranoid antisemitisme og en indbildske tro på egen ufejlbarlighed.

Harris skildrer overbevisende hændelsesforløbet, den fremmedfjendske, klaustrofobiske atmosfære i det franske militær og mekanismerne i magtens nådesløse overgreb. 

Til gengæld rejser hovedpersonen sig ikke rigtig fra siderne, men forbliver gennem historien en temmelig endimensionel og ret så kedelig karakter.

“The Romans fed Christians to the lions; we feed them Jews. That is progress, I suppose.”

Den ombejlede ungkarl og loyale karriereofficer Georges Picquart, hovedperson og fortæller af historien, spiller i romanens begyndelse en faktisk ret så central rolle i selve arrestationen af Dreyfus, som han tidligere har haft som elev på l'ecole militaire.

Picquart bryder sig som de fleste andre ikke om den intelligente, selvsikre, men socialt underudviklede Dreyfus, der med næsen i sky belærer overordnede om militærstrategi, bor på en af de mest mondæne gade i Paris og bærer de ypperligste klæder. Dreyfus er hverken vennesæl eller særlig sympatisk.

Alfred Dreyfus

Picquart er ligesom det meste af samtiden præget af stærke antisemitiske og nationalistiske strømninger: jøder er uærlige og illoyal – et folk uden et fædreland, kan man tiltro det værste.

Dreyfus stammer fra det nu tyskbesatte Alsace-lorraine, derfor falder mistanken, da også med det samme på ham, da den franske generalstab får genskab til, at en fransk officer sælger militære hemmeligheder til den tyske arvefjende. Picquart er kun glad for at kunne gøre sin del til at forræderen arresteres. Så betyder det i første omgang mindre, at han groft må udnytte Dreyfus’ tillid.

Bag republikkens stolte faner gemmer sig jesuitisk fanatisme og nidkærhed

Picquart, der allerede har gjort lynkarriere, forfremmes nu til chef for en hemmelig efterretningstjeneste kaldet The statistical section. Hermed får han et større indblik i den ellers mørklagte Dreyfus-affære, og han begynder derfor gradvist at tvivle mere og mere på, at det vitterligt er den rette mand, de har fanget og idømt den pinefulde straf på det fjerne tropiske helvede, Devil’s Island. 

Robert Harris med et billede af Georges Picquart

Men da Picquart lufter sin tvivl for de overordnede – beviserne mod Dreyfus er få og fabrikerede – og insisterer på at spionen må være en anden end den jødiske officer, lægger Picquart sig ud med de allermest magtfulde mænd i Frankrig – og dét kommer til at koste ham dyrt.  

J'accuse

Harris' roman er en moralsk fortælling om at have modet til lade sig styre af sin samvittighed, kunne sætte sig udover blind lydighed, fordomme og den gældende kommandovej – selv når faren er stor. og prisen kan være overordentlig høj.

Forfatteren Émile Zolas berømte brev til den franske præsident

Det er også en historie om en djævelsk intrige, der er som taget ud af Dumas´ Greven af Monte Cristo med et justitsmord båret af misundelse og had, et langvarig fængselsophold på en øde ø, og den utrættelige kamp for, at sandheden skal komme for dagen, retfærdigheden ske fyldest, og de i sandhed sinistre bagmænd afsløres, som de manipulerende løgnere, de er.

Men om det nu faktisk kom til at gå sådan, kan man enten slå op i tunge historiebøger og studere eller blot læse Robert Harris’ historisk-dokumentariske thriller. 

Robert Harris: An officer and a Spy. 496 sider.

                                                                                                                           

Anmeldelse: Syv huse i Frankrig, Siete casas en Francia af Bernardo Atxaga

Sort komedie fra Det sorte Afrika. 

Den belgiske kong Leopolds soldater keder sig noget så forfærdeligt i den kvælende congolesiske hede, hvor det er deres tjans, at få de sorte slaver til at makke ret, tappe gummi og fælde mahognitræer, der skal skibes til Europa. 

De hvide officerer tager for sig af alle retter: druk, jagt, hor og berigelse. Men så en dag forstyrres søvngængertilværelsen, da en ny mesterskytte melder sin ankomst til lejren.

Sløvsind i troperne

I junglen ved Congos kyst i 1904 står tiden nærmest stille. I hvert tilfælde for de hvide officerer udsendt af Kong Leopold, som vi følger i romanen. Det er fugtigt, klistrende varmt, det er ensformigt grønt over alt, og tsetsefluer svirrer tæt omkring. Og så lydene; de høje kald fra mandriller, de skingre skrig fra fugle, og den evige summen fra moskitomyg er mere end nok til at drive en hvid mand til vanvid. Og længere inde i den uvejsomme jungle lurer de oprørske stammer og de farlige dyr.

Man bliver døsig og gnaven, og det i forvejen afstumpede miljø, får konstant et nyk ned ad, når adspredelse og variation er påkrævet for blot for en stund at kunne ryste sløvsind og kedsomhed af sig.

Druk, spil, jagt, berigelse samt mishandling af de sorte er, hvad de udstationerede soldater får tiden til at gå med, mens de længes efter det ’civiliserede’ Belgien, hvor det søde liv leves i Belle Époqe-stil.

Berømmelse og berigelse

Lejren er under ledelse af digter-kaptajnen, Lalande Biran, der er optaget af at skaffe sig mest mulig rigdom, så hans krævende kone kan få opfyldt sit ønske om et syvende hus i Frankrig. 

Samtidig kæmper han med at finde det helt rigtige udtryk, således at han på poetisk vis kan omskabe virkelighedens uudholdelige grønne helvede til et storladent romantisk scenarie og skabe et digterværk, som gerne skulle kunne skaffe ham adgang til de allerhøjeste litterære kredse i Belgien.  

Det skaber røre i tingene stilstand, da den unge flegmatiske skarpskytte Chrysostome kommer til lejren. Han er ikke som de andre: han drikker ikke, gambler ikke, horer ikke og nyder ej heller de andre mænds selskab.

Stolt går han rundt med opknappet skjorte så hans religiøse medaljon er til fuld skue, mens han med overlegen mine pløkker det ene dyr efter det andet for næsen af lejrens tidligere skarpskytte, den barske Van Thiegel.

Let men virkningsfuld

Chrysostome, begynder de andre at føle, vigter sig af sin renhed, sin afholdenhed og får deres egen livsførelse til at tage sig umanerlig dårligt ud, og det går bare ikke. Noget må gøres. 

Denne intrige er det egentlige drama i romanen, hvor overgreb, vold og uhyrligheder mod de sorte skildrers med en foruroligende lethed, som var det en banalitet, en simpel og naturlig kilde til lidt underholdning.

Den spansk-baskiske forfatter Bernardo Atxaga formår med ret få virkemidler at skabe en virkningsfuld historie. Med sarkasme og ironi skildrer han de forskellige aktører og giver et lidet flatterende billede af Kong Leopold – med den særligt udviklede sensibilitet, hvad angår tal; al tings pris kan han omregne i belgiske franc uden at ramme én cent ved siden af – og lejesoldaterne og deres barbariske koldblodige ligegyldighed. 

Ikke alt er lige vellykket og morsomt; at frygt for syfilis og fortabelse tillader Chrysostome at fokusere al sin energi på at blive skarpskytte, virker for eksempel som en  tyndslidt, ikke specielt morsom freudiansk kliche, som teksten længe dvæler ved, uden det bliver morsommere af den grund.   

Alt i alt er det er en let og på sin vis underholdende bog på en meget dyster baggrund.

Syv huse i Frankrig udkommer på dansk på Forlaget Møller.  

Anmeldelse: For Fædrelandet af Jenni Linturi

Skematisk og lidet overraskende roman om de finske mænd, der meldte sig til frivillig tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig i kampen mod arvefjenden Rusland, og følgerne det fik.

Finske Antii er blevet gammel, forvirret og dement. Han er ikke i stand til at skelne fortid fra nutid og ser i personerne, der omgiver ham, fortidens spøgelser.

Længere og længere glider han tilbage i fortiden og ind i minderne om de skelsættende begivenheder, som mærkede ham og en hel generation af unge finske mænd under Anden Verdenskrig.

Det nationale traume

Et åbent sår, forstår man, for i den brændende iver efter ’Storfinland’ og ønsket om en udsøgt hævn over ærkefjenden Rusland, der i Vinterkrigen i 1939 brutalt var faldet ind over landets grænser, meldte mange idealistiske finske mænd sig som frivillige i Waffen SS i det tyske felttog mod Stalins Sovjetunionen. 

Antii var en af dem, der gennem en ingeniørvirksomhed, som fungerede som skalkeskjul, mødte op for at melde sig som frivillig i Hitlers SS-styrker.

Historien skifter mellem nutid, hvor Antii bliver gradvist svagere, taler med indbildte personer fra fortiden, og tror at krigen skal udkæmpes på ny, mens hans indbildske fætter, Karlo, mener at han og hans generation bør være altings centrum, fordi de kæmpede i krigen; og så tiden under krigen og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hverdagen melder sig på ny og de hjemvendte soldater skal resocialiseres og må slås med skyldfølelse over, hvad de var vidne til og foretog sig på Østfronten, eller også kæmper de med et samfund, der ikke i deres øjne, i tilstrækkelig grad, anerkender og påskønner de heroiske ofre i Fædrelandets tjeneste.

Forskønnet grusomhed

I centrum af fortællingen står Antiis forræderi, løgn og forhærdelse i takt med at grusomhederne bliver daglig kost. Antii går fra at være en noget tør, korrekt og idealistisk ung mand med en sund protestantisk arbejdsmoral til en svigfuld, amoralsk dræber med blikket skarpt indstillet på egen overlevelse, fyldt til randen med lede og afsky for de dehumaniserede russiske krigsfanger og de underlegne racer generelt.

Særligt en hændelse har dog sat sig i kroppen på Antii som et betændt traume, han først udfries fra til allersidst.  

Samhørigheden med officerskorpset af tyske herrefolk er dog til at overse: forholdet er præget af gensidig mistillid, og hvor tyskerne ser ned på finnerne som uregerlige hvide barbarer, der foragter de finske frivillige den arrogante tyske herrefolksmentalitet.  

For meget pegepind og kalkuleret tungsind

Bogen fungerer bedst  i de glimtvis rigtig fine sansninger, de pludselige knivskarpe erindringsstumper, og i de små kilder til morskab, der ind imellem opstår, når omgivelserne og den demente Antiis opfattelse clasher.

Men overordnet er historien alt for firkantet og skematisk forudsigeligt fortalt. Personerne er tegnet lidt for groft og entydigt op, og fortællingen får i mine øjne mere karakter af et postulat end det uafrystelige drama, der vel var hensigten.

Fortælleren virker overivrig og nervøs for,om læseren nu har opfattet det fortalte korrekt. Derfor bliver resultatet for meget didaktisk pegepind især, når fortælleren finder det nødvendigt at fremhæve, sætninger der altså er ladet med så megen betydning!

Det virker på mig noget tvunget og trættende, når læseren får serveret de ret så velkendte pointer om, at i mødet med det grufulde forstummer ordene, at livet passerer revy, lige før man drager det sidste suk (gør det det?) med videre. Særligt fordi det virker som lidt kalkulerede pointer formuleret forholdsvis uoriginalt.

Jenni Linturi kan helt sikkert skrive, men hun virker her for bundet af stoffet og den skematiske udvikling i en højere hensigts tjeneste.

Hvorfor forlaget oplyser, at forfatteren er tredje generations feminist, og hvad det så er for noget, skal være usagt.  

For fædrelandet, 210 sider

Oversat af Birgita Bonde Hansen

     

Anmeldelse: Circo máximo: La ira de Trajano af Santiago Posteguillo

Historiske romaner. I andel del af trilogien om den romerske kejser Trajan har Posteguillo skruet yderligere op for handlingsdramaet i den 1200 sider lange roman: hæsblæsende hestevæddeløb, enorme krigsslag, udmarvende gladiatorkampe, modbydelige menneskeofringer og et snedigt komplotforsøg mod kejseren.

Men Posteguillo burde havde skåret gentagelserne og de for mange sentimentale scener fra. De virker noget påklistrede.

Komplottet mod kejseren

Den nye kejser Trajan har hurtigt gjort sig upopulær blandt mange af de ældre senatorer og embedsmænd ved at tage et opgør med den korruptionen, der gennemsyrede den foregående kejser Domitians voldsplagede rige. Forvisninger og tilbagebetalinger af store summer er den straf Trajan udsteder.

Men de korrupte senatorer har ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned for ’den spanske kejser’. Derimod planlægger de først at svække kejseren for dernæst at skaffe ham helt af vejen ved et snedigt udtænkt plot, der blandt andet involverer en anklage for crimen incesti mod en vestalinde og hendes barndomsven Celer, der er en uhyre populære og succesrige kusk med sit firespandsheste og lette stridsvogn.

At blive anklaget for crimen incesti var den værste anklage for en vestalinde og straffedes med døden. Vestalinden ville, hvis hun blev kendt skyldig, blive begravet levende, hvilket sket adskillige gange under den bestialske Domitian.

Krigen mod Dakien

Samtidig hermed er Rom i krig med Dakien under ledelse af den ærgerrige Decebalus, og støttet af sine forskellige alliancepartnere er det en krigsmagt, som romerne må tage meget alvorlig. Da en fredsaftale på det skammeligste bliver brudt med store personlige omkostninger for den romerske kejser, sætter Trajan sig i spidsen for en enorm hær af romerske legionærer med det ufravigelige mål helt at pacificere og udslette det genstridige og upålidelige Dakien.

Det kommer ikke til at gå stille af, og konge Decebalus har et es gemt godt oppe i kjortelærmet. På disse kanter befinder sig også den undslupne romerske gladiator Marcio, der ufrivilligt kommer til at spille en afgørende brik i krigens endelige udfald.     

Fuld fart over firspandet   

Den Romerske Republiks subtile og drevne magtkampe mellem oratoriske begavelser, som Posteguillo skildrede så godt i trilogien om Scipio Africanus, er naturligvis fraværende i kejsertiden. Måske derfor mangler denne serie lidt af den foregåendes dynamik og intelligens, og pauserne mellem de stakåndede action-scener fyldes derfor i stedet af nogle lidt pinagtige føle-scener, hvor de gode lider og de onde ler.

Men der er fart og veltunet spænding over de nådesløse Ben Hur- inspirede hestevæddeløb, der danner fortællingens ramme. Og de mange personlige opgør og hævntogter, der er plottets egentlige motor er helt i Dumas ånd.

Anmeldelse: En storm kom fra paradiset af Johannes Anyuru

Faderportræt: en ugandisk mands flugt fra vold, tortur og krig i Idi Amins bloddryppende Uganda til asyl i Sverige, hvor sønnen kommer til verden. Men faderens livsgnist blev på tragisk vis slukket i et zambisk forhørscelle.

Forfatteren kan skrive – med flimrende registreringer, korte hovedsætninger og poetiske metaforer – men måske er det fordi, at virkeligheden står i vejen – at han er for loyal og velmenende over for sin altid fjerne far – at portrættet noget virker som et postulat, idealiseret og ferskt uden dybde og mørke.

Faderen tænker i kunstfærdige billeder, som en veluddannet vesterlænding med universitetsgrad, men opfører sig med en ufattelig naivitet, nærmest demonstrativt benægtende enhver politisk realitet.

’Jeg så ud i den mørke, afrikanske nat og undrede mig over, hvor jeg var. Jeg tænkte på hans hænder, som skriver de ord på en computer i en lejlighed. Jeg sidder i hotelværelsets vindueskarm, gardinerne blafrer, jeg ryger. ’

Processen mod P

I et forhørslokale i et zambisk fængsel sidder en ugandiske pilot svedende og fortvivlende med skoene skrabende mod gulvet, mens den hyænelignende forhørsleder om og om igen gentager det samme spørgsmål: Hvilken vigtig opgave skulle du udføre for diktatoren Idi Amin, siden du er kommet tilbage her til Afrika?

Denne afhøringsscene udgør omdrejningspunktet for fortællingen, der opruller mandens historie: fra opvæksten i Uganda med sin voldelige broder til turen til det græske militærs flyveskole i Athen, hvor den unge nation Uganda lod sine bedste piloter uddanne. Her lod drømmen om at suse gennem skyerne mod en evigblå himmel til at kunne gå i opfyldelse. 

Oveni fulgte kærligheden til en græsk kvinde. Fremtiden så lys ud. Men alt ændrer sig i 1971, hvor Idi Amin efter et statskup tog magten i hjemlandet Uganda, hovederne rullede, og en krig mod det kommunistiske Tanzania truede.  

En ideologisk opdelt verden

Det nye styre i Uganda havde brug for al militærpersonale og ville derfor også have sine græsk uddannede piloter hjem og kæmpe i den forestående krig. Men denne unge ugandiske mand nægtede at kæmpe i en uvedkommende krig for en morderisk diktator, men beslutningen fik store konsekvenser. Den kolde Krig rasede og i myndighedernes øjne var man enten for eller i mod USA og dennes allierede heriblandt Idi Amin, eller også støttede man den kommunistiske blog.

Det var en ideologisk krig med mange ofre, hvor det upolitiske individ måtte kæmpe indædt og ofte frugtesløst for at undslippe historiens tunge lænker.  

Romanen gør brug af en oplagt allusion til Kafkas processen, idet faderen kun kaldes P – sågar med en kæreste, der hedder K! Det drejer sig om et uigennemskueligt politisk spil, der føres på højt plan, hvor de små individer tvinges til at agere brikker i et spil, de ikke kan gennemskue.

For tæt på?

Bogen er bedst i de konkrete beskrivelser og i fremstillingen af den gradvise uvirkelighedsfølelse som rammer den, der udsættes for forhør og vold.

Men der er noget politisk korrekt over fremstillingen af faderen:  ikke-nationalistisk, apolitisk, naiv (= uskyldig), konstruktivistisk identitetsopfattelse og en melankolsk drømmende personlighed.
Han vil forsone sig med sin fortid (sic) siger han til sig selv, og egentligt ville han helst have været præst. Han ville bare flyve i blæsten, som en fugl, men tanken har aldrig strejfet ham, at han i virkeligheden sad i cockpittet på en topmoderne krigsmaskine!

Og hvad med adrenalinsuset: at være herre over liv og død, at føle sig almægtig er det ikke også en del af fortællingen om at flyve jetjager? Hvad med behovet for hævn?

Som ung kadet i Athen er han stor, stærk og flot, men når han har fri fra militærakademiet stirrer han vemodigt ud over havet. Fortælleren/sønnen siger at de notater som faderen efterlod var langtrukne og detaljerige, men er det så ikke også utroværdigt at lade faderen tale som en tungsindig poet med cigaret i munden og havblæst i håret? Og har opvæksten i Uganda virkelig ikke efterladt sig nogen former for distinkte træk?

Ville sønnen og samfundet ikke også kunne rumme faderen og hans flygtningehistorie, selvom den var mere broget, nuanceret, og derfor mere menneskelig troværdig?

Ingen tvivl om at forfatteren, Johannes Anyura, har stor sproglig kunnen, men det er som om det bliver for meget på en eller anden måde, for sirligt og tilstræbt ’litterært’ til at det trænger ind under huden på mig.

Fortællerens dom over hans eget hjemland Sverige er i øvrigt ret så hård: 

’jeg er det sorte pjalteproletariat … og det her land har pisset på alle vore fædre, sådan er det. ’ Er det sandt uden for fiktionen, er det godt nok ny viden for mig. Men måske er der mest af alt tale om modkulturel attitude i tolerancens selverklærede højborg?

Anmeldelse: Imperium af Christian Kracht

Christian Kracht fortæller i romanen den lidet kendte historie om den tyske utopist, August Engelhardt, der i starten af 1900 tallet drog til Ny Pommern og opbyggede en koloni af soldyrkende kokovaranere.

Det er en pastiche eller parodi på såvel 1800 tallets pernitne fortæller som den tyske imperietrang.

Romanen er dog nok først og fremmest samtidssatire i historisk forklædning, der latterliggør den radikale, kritikløse dyrkelse af det primitive, hvor ’autenticitet’, spiritualitet, stenalderkost og økologi udgør den egentlige føde.

Der er bestemt morsomme passager i bogen, men i længden bliver den prætentiøse og kunstlede form mig for meget; for selvforelsket, intertekstuel og metabevidst til et egentlig engagement.  Forlægget til historien er ellers mildest talt forunderligt.

En tysker i sydhavet

Da vi møder August Engelhardt første gang, er han på flugt. På flugt fra Det Tyske Kejserige og civilisationen, der for ham er en afskyelig løgn, der dækker over hedonistisk materialisme, hæmningsløs udbytning og småborgerlig moral. 

Derfor sidder den unge indestængte og nervøse Engelhardt om bord på et skib, der skal føre ham til den tyske koloni Ny Pommern (Papua Ny Guinea), så at han så langt væk som muligt fra de andre væmmelige og vulgære tyske kolonisatorer kan grundlægge sit idealsamfund af pacifistiske nudister, der kun lever for og af den store kokosgud.  

Men det går ikke så let, for virkeligheden, øen, de indfødte og dyrkerne af hans religiøse sekt er kun et fattigt genskin af Engelhardts paradisiske idealverden: svigfulde, løgnagtige, perverterede og kun alt for menneskelige, viser de sig at være alle som hobe. Kun drengen Makeli, en indfødte, der bliver Engelhardts tjener(!), holder den ensomme og gradvist mere og mere afsindige blonde tysker ved selvskab.

 Den ensidige kost bestående af kokos forværre den mentale forstyrrelse og paranoia, som et udbrud af spedalskhed endegyldigt sender hinsides enhver fornuft.

Nazi-kortet

Gentagne gange sammenligner fortælleren Engelhardt med en senere nok så berømt veganer: Adolf Hitler. Det er en klar provokation til tanken, og lighederne er da også mange. Men pointen er vel nok at mange af de radikale, irrationelle og romantiske strømninger i tiden, der fik Engelhardt til at vende ryggen til civilisationen, var de samme som senere førte til at Hitler, den selviscenesættende ’frelser’ med wagnersk storhed i selvfølelsen og antisemitisme på hjernen, på demokratisk vis kunne bliver tysk kansler.

 Engelhardt væmmes dog modsat Hitler ved jødehadet, indtil han på uforklarligvis pludselig slår om.

 Spørgsmålet om, hvorvidt Engelhardt er den frelsende Jesus eller blot en afklædt kolonisator, er vist mere af retorisk art.

Selvbevidst og intellektuel

Henning Goldbæk har gjort et stort arbejde med oversættelsen. Det kan ikke kan have været nogen nem opgave at få de svære, lange og slyngede sætninger omformet til et forståeligt dansk. Den tyske syntaks er bevaret, hvorved det særligt lydbart tyske ligesom (ud)bredder sig ud over de blanke sider i al sin magt og vælde. Billedsproget er svulstigt og højstemt med utallige metaforer og analogier, og fortællerens ustandselige digressioner gør desværre i længden beretningen til en noget blodfattig, monoton og intellektuel affære.

Jeg mener godt at kunne få øje på hensigten i form og indhold, men jeg efterlades altså desværre noget tom og uinteresseret, lukket ude af de overlæssede hjernevindinger, hvor referencer og fremmedord fyger i begejstret benovelse over egen dygtighed.

Jeg finder nok, at formen i længden netop er mere anstrengende end egentlig vellykket parodi. Der er dog passager, som er morsomme, som for eksempel beskrivelsen af klavervirtuosen Max Lützow, der forsøger sig som hypokonder, men ulykkeligvis for ham, afviser Freud at undersøge ham: ’den berømte nervelæge anså den berlinske musikers lille hysteri for at være for usselt og uinteressant … ’, dobbelt øv.  

  

Anmeldelse: Hård er mit lands lov af Tore Kvæven

Historiske romaner. Den norske forfatter Tore Kvæven debuterer med en helt igennem fremragende vikingeroman om et eventyrligt togt til det mørkeste Afrika i jagten på enorme guldskatte.

Det bliver en spændingsfyldt, mørk, blodig og apokalyptisk rejse til verdens ende.

”Så roede de videre. Forbi lavvandet laguner, som strakte sig som tarme ud fra floden, mens krokodiller langsomt gled gennem sumpvegetationen. Deres takkede haler svirpede gennem det grønne skum, skoven tårnede sig op over vandet, og luften flimrede, som over en glødehøj. ”Mærkeligt land” sagde en af mændene fra Saksland.

For var det ikke det, det var? Et land så mægtigt, at de ikke kunne andet end at ryste på hovedet og tankefuldt glo ud på det og undres over, at det fandtes, og fantasere over, hvad det ellers skjulte. ”

Episk sus i vikingesejlet

Det er næsten ikke til at forstå, at romanen er forfatterens debut. Den er skrevet med stor sikkerhed, sproglig spændstighed og en imponerende viden om ikke bare vikingernes verden, de gamle guder og sagaerne, men afslører også et indgående kendskab til araberne, romerne og de afrikanske stammer.

Bogen har et stort persongalleri som Kvæven overbevisende styrer, og plottet er besnærende. Det er lidt som at læse de gamle islandske sagaer og sagn om Thor, Balder og Fenrisulven og så tilsætte Cormac McCarthys Blodets Meridian og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

   

De nådesløse

Bogen tager sin begyndelse i Rom i 1010, hvor det mægtige vikingeskib, Havjærven ligger for havn med sin frygtindgydende besætning af hærdede kæmper fra det kolde nord. Men vreden ulmer hos mændene, der er utilfredse med det pauvre udbytte af toget, som foreløbigt kun har budt på lidt tilfældig hærgen og umandig handel.

Så en dag dukker den lyse Ulfr med de skræmmende, isfarvede øjne op om bord på skibet og foreslår på udfordrende vis besætningen, at de skal følge ham og sejle mod en ny og ukendt verden, hvor ingen hvid mand har været før: Blåland (det sorte Afrika). Ulfr har nemlig fået fat i et ældgammelt fønikisk kort, der viser vej til guld i rigt mål.

Med rå vold og ren dødsforagt lykkedes det Ulfr at overbevise den guldtørstige besætning om at stævne ud mod det ukendte. Turen går først til Serkland (det arabiske Spanien) inden kursen bliver sat mod Blåland, hvor sære dyr og en brændende sol kræver deres, mens blåmænd i stort antal gøre sig rede til at drage i krig mod de bistre, rødskæggede kæmper.

Sproglig spændstighed og fremmedartet atmosfære

Men spørgsmålet melder sig efterhånden om Ulfrs formål med toget måske er et helt andet end blot at få fyldt lommerne med afrikansk guld, og hvad mon ligger bag den skræmmende kendsgerning, at vikingerne på uforklarlig vis hver måned mister en mand i deres midte?  Hvem er det egentlig, der fletter skæbnetrådene i det afsvedne, ugæstfri landskab?

Plottet vil måske for nogle lyde vel kulørt, men det er det faktisk ikke. Det er derimod fremstillet med fornem troværdighed, atmosfære og en meget intens livagtighed, som for eksempel da en af de opsætsige nordboer udfordrer Ulfrs autoritet og derfor som straf med knust strubehoved må krydse den grumsede flod om natten, for at bevise sin loyalitet, mens grønne drager med gule øjne glider lydløst gennem vandet tæt omkring ham.

Man mærker at vikingernes verdensbillede er truede af Hvide Krists indtog i mange af deres hjemlande, men disse kampvante mænd holder stædigt fast i deres gamle guder og den gamle verdens moral og æreskodeks, om så horisonten er blodrød og fyld med varsler om bål og brand og et kommende ragnarok.   

Det er saftsusme en god historisk roman, Tore Kvæven har skrevet. Efter sigende har han arbejdet på bogen i ti år,og heldigvis for ham og for læseren har alle anstrengelserne båret frugt.  Jeg håber så inderligt, at Kvæven vil skrive flere bøger af samme kaliber som denne. De varmeste anbefalinger.

PS: En lille ting, der ærgrer mig, er den danske forside. Den er sammenlignet med den norske og med historiens fængslende drama for afdæmpet og anonym. Sammenlign selv. 

Den norske originaludgave af Hård er mit lands lov

Anmeldelse: El mercenario de Granada af Juan Eslava Galán

Historiske romaner. Historien om det mauriske sultanat Granadas fald set med en bulgarsk kanonstøbers trætte øjne.

Vi skriver 1487 og den sidste mauriske bastion i Spanien, Granada ligger i krig med de kristne under ledelse af kong Ferdinand og Isabella. Men ikke nok med det, så er riget også splittet i en ødelæggende borgerkrig, hvilket de durkdrevne kristne selvfølgelig lukrer på.

I audiens hos verdens mægtigste mand

Granadas ambassadør bliver sendt af sted til Topkapi, Istanbul, for at bede den mægtige osmanniske sultan om allernådigst at række en hjælpende hånd ud til sine muslimske brødre. Men i stedet for tunge kanoner, krudt og kugler eller toptrænede soldater tildeler den osmanniske hersker kun én eneste mand til det hårdtrængte mauriske Granada: den fordrukne kanonstøber Orbán.

En slægt af bulgarske kanonstøbere

Orbán er ud af en bulgarsk slægt, der i flere generationer har levet under sultanens særlige beskyttelse, siden dengang bedstefaren støbte en kæmpe-kanon, der var kraftig nok til at sprænge hul på Konstantinopels metertykke mure, så osmannerne kunne erobre byen og gøre en ende på det østromerske rige.

Orbán forlader sine børn og sin elskede kones grav for at drage vestpå til den sidste rest af det engang så mægtige Al-andalus. Nu er der kun Granda tilbage, og selv det har kun fået lov at overleve så længe, de sidste 200 år, fordi riget har betalte enorme summer i tribut til de kristne konger. Men med de fremadstormende italienske bystater, når guldåren fra Afrika ikke længere frem til maurerne.

Åh, alt er flygtigt

Orbán arbejder flittigt og selvfornægtende på at støbe bedre og kraftigere kanoner, der kan yde modstand mod de overlegne spaniere. Men Orbán, der hverken er kristen eller muslim, har set al for megen død og ødelæggelse, og ved at riger kommer og går, så for ham er det et fedt, hvem af parterne, der vinder.

Han drikker fortsat kraftigt og er ellers uinteresseret i livets glæder. Han glider stadig længere væk i melankoli, lige indtil den dag han møder en kristen kvinde, der minder ham om hans afdøde kone, og som holdes som slave af en af de rige arabiske købmænd.

Besat

Hun bliver som en besættelse for ham. Men hun har en mørk hemmelighed, som hun ikke har indviet ham i, og som handler om hendes tidligere tvangsforhold til en arrogante og perverteret gejstlig, der ikke har glemt hende. Dette kærlighedsforhold kommer til at være styrende for Orbáns omskiftelige situation, hvor han gentagne gange skifter side, først til de kristne, så igen til maurerne og den tvivlrådige sultan Boabdil.

Men det synes blot at være et spørgsmål om tid inden det uundgåelige sker, og Grandas porte falder.  

Romanen er atmosfærefyldt, og den historiske research glider ubesværet ind i bogens plot. Der er dog en del teknikailteter omkring kanonstøberi, som kan være svær at forstå.

Som i Galáns roman La mula,der foregår under Den spanske borgerkrig, er det den upolitiske, lille mands kamp for at overleve i en skarpt opdelt verden mellem venner og fjender, der er i centrum.

Det er ganske underholdende, men hovedpersonen Orbán er desværre noget grå og uspændende. Den bondske sindighed og de komiske indslag, som Juan Cabo og hans elskede æsel står for i La mula – det kan læses som en insisteren på en underfundig menneskelighed selv midt i den forfærdelige broderkrig – er ikke i samme grad til stede i denne roman.

Mest levende og interessant er derfor fremstillingen af det fortryllende, men nu forsvundne mauriske Granada