Anmeldelse: Forbrydelser, Skyld og Sagen Collini af Ferdinand Von Schriach

Den tyske forfatter Ferdinand Von Schirach beretter i sine nøgterne og koncise skæbnefortællinger om personer, han har mødt i sin egenskab af forsvarsadvokat. Det er blevet til fornem litteratur, lavmælt, insisterende og foruroligende, hvor det lykkedes forfatteren, som i de bedste krimier, at problematisere absolut juridisk og moralsk entydighed i spørgsmålet om skyld og straf.

Vi har alle en forbryder i os

Hvordan kan det gå til at en pligtopfyldende, sympatisk og vellidt tidligere læge en dag griber sin økse og i ét hug kløver hovedet på sin livsledsagerske gennem mange år, for dernæst helt roligt at smøre sig en mellemmad, mens han sætter sig til at vente på at politiet, som han allerede har ringet til, skal komme og anholde ham?
Det må fortælleren/forfatteren og forsvarsadvokaten Von Schirach,  forsøge at sætte sig ind i, i den første af de elleve noveller i ‘Forbrydelser’.
Motivet skal naturligvis ikke afsløres her, men det er at finde i personernes livshistorie, som i alle tilfælde fremstilles sagligt, afmålt og patosfri, men derfor faktisk står så meget stærkere og bevægende.
Vi hører i romanen ikke om vaneforbrydere og slagsbrødre, men derimod om voldsomme engangsforteelser begået af folk, som de vel er flest: forholdsvis civiliserede, ordentlige og betænksomme borgere fra samfundets øverste sfærere såvel som fra de nedre dele.
Men noget, og dette noget er selvfølgelig fortællingernes kerne, har slået klik for dem, eller også ser de simpelthen ingen anden udvej for deres indestængte følelser og beklemte situation end at krydse grænsen og blive forbrydere.
Og som læser forstår man dem på mange måder godt, når man lærer personerne og deres historier at kende.
Det er naturligvis altid urovækkende, fordi det både gør det mindre klart, hvad straf egentlig skal gør godt for i disse omstændigheder, men særligt også fordi de så fint fremmaner, hvordan vi alle bærer en latent forbryder i os, som under de rigtige eller nærmere de helt forkerte omstændigheder, træder frem, når stærke følelser som jalousi, hævn, afmægtighed og kærlighed fuldstændigt bemægter et ellers afbalanceret og retskaffent menneske.

Skyldig?

‘Skyld’ vender så at sige blikket om og spørger om de personer, der i bogens enkelte fortællinger går fri af juridsk straf, alligevel kan sige sig fri for en mere dybtliggende og nagende skyld, som i enkelte tilfælde hidrører fra, at de måske netop ikke greb ind, eller at de vælger at beholde deres afgørende viden for dem selv.
I de to novellesamlinger blander Von Schirach sin person så meget ude af fortællingerne som muligt. Vi får dog alligevel et spændende indblik i, hvordan en forsvarsadvokats arbejde tager sig ud, og det billede ligger et godt stykke fra de ofte kulørte og selvhøjtidelige retsagsdramaer, man kan se på TV.

Opgør med fortiden og familienavnet

Sjovt nok er den ‘rent fiktive’ roman ‘Sagen Collini’ måske nok den mest biografiske af de tre bøger. Den handler om den nyuddannede forsvarsadvokat Casper Leinen, hvis første sag er forsvaret af Fabrizio Collini, der har skudt, dræbt og  sparket den 85 årige rigmand Hans Meyer til ukendelighed.
Collini tilstår med det samme drabet, men ønsker ellers ikke at udtale sig. Så hvordan skal Leinen fører hans forsvar, når motivet tilsyneladende kun kendes af den anklagede selv? Svaret skal findes i den mørke tyske fortid.
Som nævnt er Sagen Collini opdigtet, men sagen har det tilfælles med forfatterens eget liv, at efternavnet, der er kendt af de fleste tyskere over en vis alder, Von Schirach, bærer på en dyster historie: Ferdinands farfar, Baldur Von Schriach var topnazist, Rigsungdomsleder og Statholder i Wien.

Den afdøde tyske historiker Joachim Fest har i sin bog, der er art biografi over topnazisterne, ‘ Det tredje riges ansigt’ skrevet et ikke videre flatterende portræt af den sværmeriske, men naive Baldur Von Schirac, der ved Nürnbergprocessen efter krigen blev idømt 20 års fængsel for krigsforbrydelser.
‘Sagen Collini’ er spændende og interessant på en lidt mere traditionel retssagsdrama-facon, hvor plottet og den udsatte forløsning giver fremdrift og spænding, mens det indre psykologisk drama er nedtonet.
Jeg synes Ferdinand Von Schirach helt klart har sin største styrke i den korte, fortættede form, hvor fortællingens stramhed og den køligt afdæmpede fortællerstemme fungerer så suverænt i forhold til de gevaldige indre rørelser, der driver personerne ud af deres normale og genkendelige selv. 
Forbrydelser.211 sider, Gyldendal.
Skyld. 154 sider. Gyldendal.
Sagen Collini. 161 sider. Gyldendal.
Alle tre er de oversat fra tysk af Anneli Høier.

Anmeldelse: Imperium af Christian Kracht

Christian Kracht fortæller i romanen den lidet kendte historie om den tyske utopist, August Engelhardt, der i starten af 1900 tallet drog til Ny Pommern og opbyggede en koloni af soldyrkende kokovaranere.

Det er en pastiche eller parodi på såvel 1800 tallets pernitne fortæller som den tyske imperietrang.

Romanen er dog nok først og fremmest samtidssatire i historisk forklædning, der latterliggør den radikale, kritikløse dyrkelse af det primitive, hvor ’autenticitet’, spiritualitet, stenalderkost og økologi udgør den egentlige føde.

Der er bestemt morsomme passager i bogen, men i længden bliver den prætentiøse og kunstlede form mig for meget; for selvforelsket, intertekstuel og metabevidst til et egentlig engagement.  Forlægget til historien er ellers mildest talt forunderligt.

En tysker i sydhavet

Da vi møder August Engelhardt første gang, er han på flugt. På flugt fra Det Tyske Kejserige og civilisationen, der for ham er en afskyelig løgn, der dækker over hedonistisk materialisme, hæmningsløs udbytning og småborgerlig moral. 

Derfor sidder den unge indestængte og nervøse Engelhardt om bord på et skib, der skal føre ham til den tyske koloni Ny Pommern (Papua Ny Guinea), så at han så langt væk som muligt fra de andre væmmelige og vulgære tyske kolonisatorer kan grundlægge sit idealsamfund af pacifistiske nudister, der kun lever for og af den store kokosgud.  

Men det går ikke så let, for virkeligheden, øen, de indfødte og dyrkerne af hans religiøse sekt er kun et fattigt genskin af Engelhardts paradisiske idealverden: svigfulde, løgnagtige, perverterede og kun alt for menneskelige, viser de sig at være alle som hobe. Kun drengen Makeli, en indfødte, der bliver Engelhardts tjener(!), holder den ensomme og gradvist mere og mere afsindige blonde tysker ved selvskab.

 Den ensidige kost bestående af kokos forværre den mentale forstyrrelse og paranoia, som et udbrud af spedalskhed endegyldigt sender hinsides enhver fornuft.

Nazi-kortet

Gentagne gange sammenligner fortælleren Engelhardt med en senere nok så berømt veganer: Adolf Hitler. Det er en klar provokation til tanken, og lighederne er da også mange. Men pointen er vel nok at mange af de radikale, irrationelle og romantiske strømninger i tiden, der fik Engelhardt til at vende ryggen til civilisationen, var de samme som senere førte til at Hitler, den selviscenesættende ’frelser’ med wagnersk storhed i selvfølelsen og antisemitisme på hjernen, på demokratisk vis kunne bliver tysk kansler.

 Engelhardt væmmes dog modsat Hitler ved jødehadet, indtil han på uforklarligvis pludselig slår om.

 Spørgsmålet om, hvorvidt Engelhardt er den frelsende Jesus eller blot en afklædt kolonisator, er vist mere af retorisk art.

Selvbevidst og intellektuel

Henning Goldbæk har gjort et stort arbejde med oversættelsen. Det kan ikke kan have været nogen nem opgave at få de svære, lange og slyngede sætninger omformet til et forståeligt dansk. Den tyske syntaks er bevaret, hvorved det særligt lydbart tyske ligesom (ud)bredder sig ud over de blanke sider i al sin magt og vælde. Billedsproget er svulstigt og højstemt med utallige metaforer og analogier, og fortællerens ustandselige digressioner gør desværre i længden beretningen til en noget blodfattig, monoton og intellektuel affære.

Jeg mener godt at kunne få øje på hensigten i form og indhold, men jeg efterlades altså desværre noget tom og uinteresseret, lukket ude af de overlæssede hjernevindinger, hvor referencer og fremmedord fyger i begejstret benovelse over egen dygtighed.

Jeg finder nok, at formen i længden netop er mere anstrengende end egentlig vellykket parodi. Der er dog passager, som er morsomme, som for eksempel beskrivelsen af klavervirtuosen Max Lützow, der forsøger sig som hypokonder, men ulykkeligvis for ham, afviser Freud at undersøge ham: ’den berømte nervelæge anså den berlinske musikers lille hysteri for at være for usselt og uinteressant … ’, dobbelt øv.  

  

Anmeldelse: I tider med aftagende lys af Eugen Ruge

Fremragende slægtsroman fra DDR kombinerer på smukkeste vis den personlige livshistorie med den store historie, og romanen formår med underspillet humor og menneskelig varme at skildre kommunismens svindende lys og den svære frigørelse fra verden af i går.

Den store fortælling i den lille histore
Jeg holder meget af romaner, som formår at give en personlig, individuel fremstilling af de store historiske omvæltninger, hvor litteraturen kan give kød, blod og tanker til historiebøgernes mere upersonlige fakta-ophobning. Det kan i bedste fald give en meget stærk fornemmelse af samtidighed og kontinuitet – at historien så at sige bliver levende på ny.

Men ofte, synes jeg, at de fiktive personer i store slægtsromaner ender med at være typer, repræsentanter for noget andet end dem selv, og det kan tit virke meget skematisk og klichefyldt, sådan alla: den reaktionære, spidsborgerlige bedstefar, der efterfølges af den oprørske, antiautoritære søn med alt hvad dertil følger, for endelig at nå til vore dage med det rodløse, historieløse …( o.s.v.) barnebarn.

DDR’s historie skildret gennem familien Powileit
Eugen Ruges roman er fantastisk derved, at den formår at belyse konflikterne i tiden, mellem generationerne og mellem ægtefællerne samtidig med at den giver nogle troværdige, helstøbte psykologiske portrætter af personerne i denne østtyske- russiske slægt fra bedsteforældrenes politiske eksil i Mexico i 1950erne, til bogens mest centrale figur, sønnen Kurts ophold i fangelejr i Sibirien, til den tilbagevendende nøglescene i 1989, og barnebarnet Alexanders mislykkede liv i vore dages post-kommunistiske Østtyskland.

Det er alt sammen skrevet med en utrolig indlevelse så synsvinklen, og det psykiske filter hvorigennem verden fremtræder for personerne, fremstår både loyalt og individuelt, sådan at den samme begivenhed kan skildres på vidt forskellige måder i forhold til, om den er oplevet af den gamle halv-senile russiske bedstemor eller af det unge oldebarn.Og for hver gang den samme begivenhed fortælles, fremtræder nye lag og tolkninger.

Varme og humor trods gru og frygt
Romanen er episodisk og ikke kronologisk og den er fortalt med en form for (læsevenlig) bevidsthedsstrøm: snart indre monolog, snart fine ydre sansninger, som er med til at give fortællingen nærhed, stoflighed og en sart melankoli.

Det er egentlig en meget trist fortælling om spildt liv, forstillelse, himmelråbende hykleri og forskellige former for forræderi tilsat den store desillusion med murens fald, men den varme humor, manglen på moralsk fordømmelse og personernes komplekse følelsesliv, der ikke lade sig styre af de nyeste dessiner fra Moskva, gør bogen til en uventet, rørende og opløftende oplevelse fuld af menneskelig varme trods al gruen med ’selvkritik’, det pyntede magtbegær, paranoiaen og frygten for at blive peget ud som renegater eller tomheden efter ideologiens bortgang.

Fremstillingen af Kurt, der på trods af, eller er det måske netop på grund af, sine lange år i en af Stalins fangelejre simpelthen må klynge sig til troen på, at det efter den morderiske Lillefar stadig er muligt at skabe en form for kommunisme med et menneskeligt ansigt, er bevægende til trods for Kurts selvretfærdige forstokkethed.

Denne blinde tro gør det i øvrigt umuligt for ham at forstå sin egen søn, Alexander, der højlydt og bevidst-provokerende foragter og forkaster hele det forløjede DDR-system.

 En fantastisk roman, anbefales på det varmeste.