Anmeldelse: Syv huse i Frankrig, Siete casas en Francia af Bernardo Atxaga

Sort komedie fra Det sorte Afrika. 

Den belgiske kong Leopolds soldater keder sig noget så forfærdeligt i den kvælende congolesiske hede, hvor det er deres tjans, at få de sorte slaver til at makke ret, tappe gummi og fælde mahognitræer, der skal skibes til Europa. 

De hvide officerer tager for sig af alle retter: druk, jagt, hor og berigelse. Men så en dag forstyrres søvngængertilværelsen, da en ny mesterskytte melder sin ankomst til lejren.

Sløvsind i troperne

I junglen ved Congos kyst i 1904 står tiden nærmest stille. I hvert tilfælde for de hvide officerer udsendt af Kong Leopold, som vi følger i romanen. Det er fugtigt, klistrende varmt, det er ensformigt grønt over alt, og tsetsefluer svirrer tæt omkring. Og så lydene; de høje kald fra mandriller, de skingre skrig fra fugle, og den evige summen fra moskitomyg er mere end nok til at drive en hvid mand til vanvid. Og længere inde i den uvejsomme jungle lurer de oprørske stammer og de farlige dyr.

Man bliver døsig og gnaven, og det i forvejen afstumpede miljø, får konstant et nyk ned ad, når adspredelse og variation er påkrævet for blot for en stund at kunne ryste sløvsind og kedsomhed af sig.

Druk, spil, jagt, berigelse samt mishandling af de sorte er, hvad de udstationerede soldater får tiden til at gå med, mens de længes efter det ’civiliserede’ Belgien, hvor det søde liv leves i Belle Époqe-stil.

Berømmelse og berigelse

Lejren er under ledelse af digter-kaptajnen, Lalande Biran, der er optaget af at skaffe sig mest mulig rigdom, så hans krævende kone kan få opfyldt sit ønske om et syvende hus i Frankrig. 

Samtidig kæmper han med at finde det helt rigtige udtryk, således at han på poetisk vis kan omskabe virkelighedens uudholdelige grønne helvede til et storladent romantisk scenarie og skabe et digterværk, som gerne skulle kunne skaffe ham adgang til de allerhøjeste litterære kredse i Belgien.  

Det skaber røre i tingene stilstand, da den unge flegmatiske skarpskytte Chrysostome kommer til lejren. Han er ikke som de andre: han drikker ikke, gambler ikke, horer ikke og nyder ej heller de andre mænds selskab.

Stolt går han rundt med opknappet skjorte så hans religiøse medaljon er til fuld skue, mens han med overlegen mine pløkker det ene dyr efter det andet for næsen af lejrens tidligere skarpskytte, den barske Van Thiegel.

Let men virkningsfuld

Chrysostome, begynder de andre at føle, vigter sig af sin renhed, sin afholdenhed og får deres egen livsførelse til at tage sig umanerlig dårligt ud, og det går bare ikke. Noget må gøres. 

Denne intrige er det egentlige drama i romanen, hvor overgreb, vold og uhyrligheder mod de sorte skildrers med en foruroligende lethed, som var det en banalitet, en simpel og naturlig kilde til lidt underholdning.

Den spansk-baskiske forfatter Bernardo Atxaga formår med ret få virkemidler at skabe en virkningsfuld historie. Med sarkasme og ironi skildrer han de forskellige aktører og giver et lidet flatterende billede af Kong Leopold – med den særligt udviklede sensibilitet, hvad angår tal; al tings pris kan han omregne i belgiske franc uden at ramme én cent ved siden af – og lejesoldaterne og deres barbariske koldblodige ligegyldighed. 

Ikke alt er lige vellykket og morsomt; at frygt for syfilis og fortabelse tillader Chrysostome at fokusere al sin energi på at blive skarpskytte, virker for eksempel som en  tyndslidt, ikke specielt morsom freudiansk kliche, som teksten længe dvæler ved, uden det bliver morsommere af den grund.   

Alt i alt er det er en let og på sin vis underholdende bog på en meget dyster baggrund.

Syv huse i Frankrig udkommer på dansk på Forlaget Møller.  

Anmeldelse: Imperium af Christian Kracht

Christian Kracht fortæller i romanen den lidet kendte historie om den tyske utopist, August Engelhardt, der i starten af 1900 tallet drog til Ny Pommern og opbyggede en koloni af soldyrkende kokovaranere.

Det er en pastiche eller parodi på såvel 1800 tallets pernitne fortæller som den tyske imperietrang.

Romanen er dog nok først og fremmest samtidssatire i historisk forklædning, der latterliggør den radikale, kritikløse dyrkelse af det primitive, hvor ’autenticitet’, spiritualitet, stenalderkost og økologi udgør den egentlige føde.

Der er bestemt morsomme passager i bogen, men i længden bliver den prætentiøse og kunstlede form mig for meget; for selvforelsket, intertekstuel og metabevidst til et egentlig engagement.  Forlægget til historien er ellers mildest talt forunderligt.

En tysker i sydhavet

Da vi møder August Engelhardt første gang, er han på flugt. På flugt fra Det Tyske Kejserige og civilisationen, der for ham er en afskyelig løgn, der dækker over hedonistisk materialisme, hæmningsløs udbytning og småborgerlig moral. 

Derfor sidder den unge indestængte og nervøse Engelhardt om bord på et skib, der skal føre ham til den tyske koloni Ny Pommern (Papua Ny Guinea), så at han så langt væk som muligt fra de andre væmmelige og vulgære tyske kolonisatorer kan grundlægge sit idealsamfund af pacifistiske nudister, der kun lever for og af den store kokosgud.  

Men det går ikke så let, for virkeligheden, øen, de indfødte og dyrkerne af hans religiøse sekt er kun et fattigt genskin af Engelhardts paradisiske idealverden: svigfulde, løgnagtige, perverterede og kun alt for menneskelige, viser de sig at være alle som hobe. Kun drengen Makeli, en indfødte, der bliver Engelhardts tjener(!), holder den ensomme og gradvist mere og mere afsindige blonde tysker ved selvskab.

 Den ensidige kost bestående af kokos forværre den mentale forstyrrelse og paranoia, som et udbrud af spedalskhed endegyldigt sender hinsides enhver fornuft.

Nazi-kortet

Gentagne gange sammenligner fortælleren Engelhardt med en senere nok så berømt veganer: Adolf Hitler. Det er en klar provokation til tanken, og lighederne er da også mange. Men pointen er vel nok at mange af de radikale, irrationelle og romantiske strømninger i tiden, der fik Engelhardt til at vende ryggen til civilisationen, var de samme som senere førte til at Hitler, den selviscenesættende ’frelser’ med wagnersk storhed i selvfølelsen og antisemitisme på hjernen, på demokratisk vis kunne bliver tysk kansler.

 Engelhardt væmmes dog modsat Hitler ved jødehadet, indtil han på uforklarligvis pludselig slår om.

 Spørgsmålet om, hvorvidt Engelhardt er den frelsende Jesus eller blot en afklædt kolonisator, er vist mere af retorisk art.

Selvbevidst og intellektuel

Henning Goldbæk har gjort et stort arbejde med oversættelsen. Det kan ikke kan have været nogen nem opgave at få de svære, lange og slyngede sætninger omformet til et forståeligt dansk. Den tyske syntaks er bevaret, hvorved det særligt lydbart tyske ligesom (ud)bredder sig ud over de blanke sider i al sin magt og vælde. Billedsproget er svulstigt og højstemt med utallige metaforer og analogier, og fortællerens ustandselige digressioner gør desværre i længden beretningen til en noget blodfattig, monoton og intellektuel affære.

Jeg mener godt at kunne få øje på hensigten i form og indhold, men jeg efterlades altså desværre noget tom og uinteresseret, lukket ude af de overlæssede hjernevindinger, hvor referencer og fremmedord fyger i begejstret benovelse over egen dygtighed.

Jeg finder nok, at formen i længden netop er mere anstrengende end egentlig vellykket parodi. Der er dog passager, som er morsomme, som for eksempel beskrivelsen af klavervirtuosen Max Lützow, der forsøger sig som hypokonder, men ulykkeligvis for ham, afviser Freud at undersøge ham: ’den berømte nervelæge anså den berlinske musikers lille hysteri for at være for usselt og uinteressant … ’, dobbelt øv.  

  

El sueño del celta, Kelterens drøm, af Mario Vargas Llosa

Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa modtog sidste år Nobels Litteraturpris. I Det svenske Akademis korte og præcise begrundelse for at tildele Vargas Llosa den fornemste litterære pris, hedder det, at han får den for sin kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billeder af individets modstand, revolte og nederlag. 

El sueño del celta

Magten, volden og individets tragiske kamp er også nogle af de tematikker, som hans seneste bog omhandler. El sueño del celta, da. Kelterens drøm er en historisk roman om den britiske, adlede diplomat, eventyrer, frihedshelt eller forræder Roger Casement(1864-1916), der i 1916 blev dømt til døden for landsforræderi, efter at han midt under 1. verdenskrig har gjort fælles front med tyskerne mod englænderne i et naivt håb om at løsrive Irland fra, hvad han så som de engelske undertrykkere.

Historien har to tidsforløb: romanens nutid, hvor Roger Casement sidder i sin fængselscelle og afventer en benådning, der aldrig kommer; og et fortidigt tidsforløb, hvor Casements i sin erindring genkalder sig de mest afgørende og udsalgsgivende perioder af sit liv. Denne sidste del er naturligt nok den, der fylder mest i romanen.

Akut opvågning fra kolonialismens tornerosesøvn 

Og Roger Casement har virkelig levet et liv, der er en eventyrer værdigt. Før han er fyldt tyve, drager han fuld af optimistisk tro på den hvide mands pligt til at civilisere barbarerne, med på den allerede dengang berømte Henry Morton Stanleys ekspedition til Afrika. Roger Casement bliver i Afrika i hen ved tyve år.

Men i dette mørkets hjerte mister han sin uskyld og tro på kolonialismens velsignelse. I den belgiske kong Leopolds fristat Congo får Casement en brat opvågning fra den fiktion, der var skabt om, at den hvide mand af kristen næstekærlighed var kommet til det barbariske Afrika.

Hvad, Casement med egne øjne ser, er udbytning, tortur, og den mest rendyrkede ondskab i jagten på gummi, elfenben og andre naturrigdomme. Kong Leopolds private foretagende i Congo ender med at koste mange millioner afrikanere livet.

Kong Leopold af Belgien

Men det var i mange år lykkedes Belgien at skjule omfanget af kolonistyrets brutalitet og terror for en naiv og fordomsfuld vestlig offentlighed. Roger Casement sætter sig derfor for at rette op på denne misere, og på baggrund af observationer og interview med nogle af ofrene skriver han en rapport hjem til England, hvis offentliggørelse vækker genlyd over hele verden, og gør Casement berømt og bredt anerkendt for sit mod og sin integritet.

Fra ét naturskønt helvede til et andet

Efter de mange år i Afrika, drager Casement, der nu er britisk diplomat til Sydamerika, Amazonas, hvor korruption, griskhed, slaveri og myrderier florer i en grad, der på ingen måde står tilbage, for det han oplevede i Congo. Det kæmpeområde styres reelt af en skruppelløs forretningsmand, der har bygget et imperium på gummi. Indianerne indfanges og holdt under frygtelige slaveforhold, hvor de bliver tvunget til at aftappe en urealistisk stor kvote af gummi, der skal indfries, for at de ikke skal miste liv og lemmer.

Med fare for eget liv skriver Casement en sønderlemmende rapport, der fjerner enhver tvivl, så stormagterne ikke længere kan se igennem fingre med de umenneskelige forhold, som lokalbefolkningen lever under. Casement adles for sin store indsats, og alle døre synes åbne, men årene i udlandet har forøget hans nationalistiske sindelag og tro på et at Irland, såvel som de lande han har rejst i, skal kaste kolonialismens svøbe af sig og blive en selvstændig nation. Og belært af sine erfaringer med kolonialismen, mener han, at det er nødvendigt at gribe til våben.

Politisk vildfarelse

I en klodset, naiv politisk beslutning tager Casement til Berlin for at bede om militær støtte mod englænderne. Projektet kuldsejler, og Casement tages til fange af englænderne, der siden, det blev kendt at han befandt sig i Berlin, har sat en smædekampagne i gang mod landsforræderen, den engang så højagtede Casement.

Da myndighederne finder Casements dagbøger, der bugner af intimberetninger om homoseksuelle eskapader, ligger hans renomme i ruiner. Også for de irske nationalister, der som stærkt troende katolikker må tage afstand fra sådanne perversioner, og derfor ikke kan bruge ham som martyr i kampen mod de engelske besættere.

Et menneske med mange personligheder

Roger Casement

I efterordet til romanen skriver Vargas Llosa, at dagbøgernes ægthed flere gange er blevet drevet i tvivl: var de konstruerede af englænderne for at kunne sætte nådesstødet ind mod Casement? Var de autentiske? Eller var de, sådan som Vargas Llosa fremstiller det, fantasiforestillinger, en måde hvorpå Casement gennem fiktionen forsøgte at tilfredsstille et skamfuldt begær?

Det interessante ved beskrivelsen af Roger Casement er hans komplekse, og svært forenelige personlighed: britisk diplomat og glødende irsk nationalist; genert og korrekt udadtil, mens hans nedfældede tanker vidner om et sind, der er ved at koge over af homoerotisk begær i vulgære vendinger; højagtet på toppen af sin diplomatiske karriere, men uendelig ensom.

Der ligger tydeligvis et stort researcharbejde bag romanen, og Vargas Llosa behersker med sikker hånd fortællingen, og forener for det meste meget vellykket de historiske fakta med digtningens kunst. Og ud af det møde vokser en stor og interessant roman frem om idealisme, der bliver til fundamentalisme, om individets ensomhed og desperation, og om de mange vildveje som mennesket så tragisk let træder ind på, når det vil handle godt. 

  

Afsluttende bemærkninger

Skal jeg komme med kritiske bemærkninger til bogen, må det være at bogen enkelte gange bliver for detaljerig. Og så kan jeg ikke lade vær med at sammenligne med Vargas Llosas forrige roman Bukkens fest, hvis sindsoprivende spænding, grundlagt af fremragende plotning, suspense og cliffhangers bare drev én frem i læsningen. Ja, den mangler Kelternes drøm måske nok.

Endelig er Roger Casements fortællerstemme, mens han er i fængslet, hele tiden den samme: informerende, kølig og velovervejet ligesom upåvirket af situationens alvor, på trods af, at teksten påstår det modsatte.

Bogen er dog til trods for de enkelte kritiske bemærkninger et interessant og oplysende møde med en spændende og nuanceret personlighed og med kolonialismens mørkeste kapitler.