Bogspot: Huset Romanov af Simon Seebag Montefiore

Det går voldsomt for sig, når Montefiore fortæller,  hvordan det lykkedes familien Romanov at omskabe et krigshærget fyrstendømme til det mægtige russiske imperium, og hvordan magten 300 år senere gled ud af den sidste tsars hænder.

Simon Seebag Montefiore er engelsk historiker og skønlitterær forfatter, og han har tidligere skrevet en biografi om Jerusalem, to bøger om Stalin samt en håndfuld historiske romaner. Den foreliggende bog skildrer Romanov-dynastiets storhed og fald.

Montefiore inddrager gerne de mere kulørte, pikante og grusomme detaljer i sine skildringer af tsarerne og deres hof og benytter sig af fortællermæssige greb som forudanelse og krydsklipning, hvilket skaber suspense og fremdrift i den 600 sider overvejende medrivende historiefortælling.

Frem af forvirringens tid 

Vi begynder i forvirringens tid, hvor Ivan den Grusommes terrorvælde kaster fyrstendømmet Moskva ud i borgerkrig og anarki, der varer indtil en ny rigsforsamling af borjarer med blottede hoveder og bøjede knæ trygler Mikhail Romanov om at acceptere tronen.

De lavadelige Romanover har forbindelse tilbage til Ivan den Grusomme, men de har længe måttet leve i frygt for at blive udslettet af de forskelligt kæmpende fraktioner. Men frem til 1917 er det Romanov-dynastiet, der sidder på tronen og udvider det oprindelige fyrstendømme til verdens største imperium.

De ydre fjender er i denne periode først og fremmest den polske konge, tartarer og khanater - efterkommere af Djengis Khans mongoler. 

Romanoverne indgik lige fra begyndelsen en aftale med adlen, hvor denne accepterer tsarens overherredømme, mod at adlen får lov at herske stort set uindskrænket over bønderne, der bliver til livegne, ikke meget bedre end for slaver at regne.

Det til trods skildrer Montefiore det ligesom hellige bånd, der opstår mellem tsaren og hans folk, sådan at det fattige og kuede folk oftest vender deres vrede og frustationer mod intrigante og korrupte hoffolk, mens ’lillefar’, som zaren blev kaldt, forblev uden skyld.

Helte, Hofintriger, halshugninger og halsløse gerninger  

Ved hoffet går det forsat voldsamt for sig i de evindelige magtkampe, hvor den tabende part ofte ender med radbrækning, spidning, flåning, eller afskårne næser. Der er deciderede massakre, og blodet flyder i lange, klistrede baner.

Den dekadente livsførelse ved hoffet er et gennemgående træk  med dværgkast, cirkus af forkrøblede skabninger, Peter den Stores døddrukne synode, hvor tsaren tvinger ministrene til at drikke sig fra sans og samling og opføre skuespil, mens han giver dem kaldenavne, som alle er omskrivninger af det mandlige kønsorgan. Alkoholen flyder i livstruende mængder.

Et studie af magt

I Montefiores gennemgang af tsarene skiller henholdsvis Peter den Store og Katharina den Store sig positivt ud ved deres vilje og evne til at udvide territoriet og modernisere landet.

Men særligt den tyranniske Peter var med god grund hadet af alle sine hoffolk - især af sin egen gammelortodokse søn, som Peter endda lod myrde, mens den oplyste Katharina den Store havde et utal af unge elskere.

Bogen er både et studie af magt og et portræt af det imperium, som skabte nutidens Rusland.

Det var ikke nogen nem opgave at lede det kæmpemæssige imperium, og Romanovernes 300 år ved magten endte brat, da den i begyndelsen selvovervurderende, men senere stadigt svagere Nikolaj den 2. måtte abdicere og endnu senere blev henrettet med sin familie under borgerkrigen af de nye, røde tsarer, bolsjevikkerne.

Huset Romanov af Simon Sebag Montefiore 
oversat af Poul Henrik Westh
Informations Forlag
600 sider 

Anmeldelse: En Vinternat af Simon Sebag Montefiore

Den engelske historiker Simon Sebag Montefiore har med sine to tykke biografier om den sovjetiske diktator ”jernmanden” Stalin, et særdeles indgående kendskab til Stalintidens Rusland.
Det udnytter han i denne roman, der blander de historiske facts op med fri fantasi.
Genremæssigt kunne man betegne resultatet som en art sentimental historisk-thriller.

Sovjetisk sejrsfest og tragiske pistolskud

1945, Moskva. Scenen er sat: mægtige Sovjetunionen fejrer sin sejr i ”Den Store Fædrelandskrig” (2. Verdenskrig) med militaristisk manér i Moskva, men da paraden er godt i gang flænges luften pludselig af to pistolskud: to unge fra den øverste politiske elite ligger døde på jorden.

De to døde var, viser det sig, med i en hemmelig loge af litterære romantikere, der dyrkede de store russiske forfattere fra 1800tallet, i særdeleshed Pusjkin og hans værker. De har flirtet med store følelser, romantisk weltschmerz og langt og følsomt hår.

Også romantikkens forkærlighed for tragedie og dueller har de taget til sig, når de som halvstore børn har genopført passager fra yndlingslekturen med attrappistoler som rekvisitter. Men nogen har byttet attrapperne ud med den ægte vare, og så går det galt, meget galt.

Ingen er fredet for Stalins terror

Overklassebørnene fra den nye kommunistiske magtelite har fejlagtigt og meget naivt troet sig usårlige; at de i kraft af deres position var hævet over den jernhårde stalinisme, der forlanger dydig underkastelse uden plads til afvigere af nogen slags.

Da det under krigen, meget mod Stalins vilje, ikke har været mulig at opretholde det faste terrorgreb om befolkningen, er der opstået visse frihedslommer.

Men den evigt paranoide Stalin har nu tænk sig med god hjælp fra sikkerhedstjenesten igen at undertvinge alle afvigerene, de udenlandske agenter, de borgerlige revisionister, og hvad de nu ellers blev kaldt i den kommunistiske propaganda.  

Således er der heller ingen nåde for de spolerede overklassebørn. Det hemmelige politi er overbevist om, at de har at gøre med en farlig sammensværgelse, og så er ingen appel mulig.

Børnene ender i det frygtede Lubjanka, hvor de bliver gennembanket og sultet til uigenkendelighed, indtil de indrømmer den præfabrikerede anklage om sammensværgelse.

For rene følelser 

Romanen leverer en karakteristik af det afskyelige sovjetiske samfund, hvor vold, død og terror florerer på alle planer – hvor den svært fundne kærlighed ofte kommer til kort i mødet med den grumme virkelighed.

Bogen er letlæst og ganske underholdende til trods for al sin gru. Mekanismerne i den stalinistiske terror skildrer Montefiore med stort indblik. Til gengæld mangler det at komme med, at volden og terroren ikke alene skyldtes psykologiske brister hos personerne, men at de også, måske først og fremmest endda, var ideologisk motiverede.

Figurerne virker, særligt i begyndelsen af romanen, lovlig tynde, mere som talerør for forfatteren end som ægte personer. Kontrasterne er også vel stærkt malet op; det tenderer altså sine steder det melodramatiske, når den reneste, ungdommelig naivitet møder det svovlstinkende dæmonisk-perverterede.

De unges skolegang har i øvrigt lidt for meget Døde poeters klub over sig efter min smag. Og så virker det generende anakronistisk, at personer fra den øverste kommunistiske elite om og om igen udbryder ”for Guds skyld”.

Men som letlæst indføring i dele af den stalinistiske terrors væsen virker romanen efter hensigten.

En vinternat af Simon Sebag Montefiore
Gads Forlag, 488 sider
Oversat af Lærke Pade

Læser lige nu

Jerusalem - biografien af Simon Sebag Montefiore

Det er en monstrøs opgave den engelske historiker Simon Sebag Montefiore har kastet sig ud i med sit ambitiøse projekt: at skrive en biografi om den vel nok mest omstridte by i verdenshistorien, Jerusalem. Men anstrengelserne har i den grad båret frugt. Montefiore skriver medrivende med veldosseret brug af litterære virkemidler og korte, men skarpe personkarakteristikker så siderne emmer af liv og drama.

Jerusalem er snarere en flamme end en by, og ingen kan dele en flamme

” I tusinde år var Jerusalem udelukkende jødisk; i omtrent fire hundrede år kristen; i tretten hundrede år islamisk; og ikke en af de tre trosretninger har nogen sinde indtaget Jerusalem uden sværdet, kastemaskinen eller haubitsen. Deres nationalistiske historier giver en stivnakket beretning om uafvendelige skridt mod heltemodige triumfer og pludselige katastrofer, men i denne historie har jeg forsøgt at vise, at intet var uundgåeligt, der er altid et valg. Skæbne og identitet for indbyggerne i Jerusalem har sjældent været klar. Tilværelsen i Herodes´, korsfarernes eller briternes Jerusalem var altid lige så kompleks og nuanceret, som tilværelsen er for os i dag.”

Således beskriver Montefiore fint sit sigte med bogen, og heldigvis svarer det også til den oplevelse, jeg havde af bogen: at den fremmaner et fortidigt Jerusalem befolket af virkelige mennesker - selvfølgelig de store afgørende politiske aktører, men der er også plads til den brogede flok af skøger, fattige, digtere, profeter, eventyrer, og religiøse fanatikere, der sammen med beskrivelser af lyde, stemninger og dufte vækker byen til live.

Jerusalem, der er hellig by for jøder, kristne og muslimer, er såvel en fysisk lokalitet som en forestilling om det hellige - hver mand i denne hellige by har sit Jerusalem, og det er derfor en udfordring at give et samlet billede af Jerusalems historie.

Jerusalem i himlen og på jorden 

Montefiore indleder meget effektfuldt bogen med en prolog i år 70 evt., der både sætter stemningen, og som indfanger det helliges paradoks - den romerske kejser Titus beslutning om at ødelægge Jerusalem hjalp til at gøre byen til selve symbolet på hellighed for såvel kristne som muslimer. Det var jo ikke lige hensigten.  

Herefter springer vi tusinde år tilbage i tiden til kong Davids erobring af byen på et tidspunkt, hvor Jerusalem allerede er ældgammel, dog nærmere end en by var den en lille gold befæstning i bjergene.

Saladin

Gennem korte, velafrundede afsnit med gode overgange og velplacerede cliffhangers bevæger vi os gennem tiderne og byens utallige herskere: persere, makedonere, makkabæere, romere, herodianere, byzantinere, muslimere, de kristne korsfarere, osmannerne, briterne, og frem til grundlæggelsen af den Israelske stat, krigen mod de arabiske naboer og frem til vore dage, hvor Jerusalem ifølge forfatteren lever i en skizofren nervøsitet.

Montefiore formår at videregive den enorme tiltrækningskraft, som byen har og har haft igennem tiderne, og som utallige gange har vasket byen i blod. Byen har en evne til at skuffe og forblænde, og myten er oftest vigtigere end sandheden - ”Jerusalem unddrager sig forståelse og eksisterer i en verden af altfortærende lidenskab og uovervindelige følelser, upåvirkelig over for fornuft”, som han skriver.  

Strømme af  blod   

Det er en ufattelig mængde af farverige og blodtørstige shakespeareske despoter, vi stifter bekendtskab med over bogens 752 sider, og det ville føre for vidt at nævne dem alle, men særligt portrættet af Herodes den Store, hans slægt og det evigt intrigerende hof er mesterlig. Læs bare:” … ud over hans harem på fem hundrede rakte hans lyster til pagerne og eunukkerne i hans husstand. Men hans svulmende familie af halvforkælede, halvforsømte sønner, som hver især blev støttet af en magtsyg mor, blev til djævleyngel. Endda den mesterlige dukkefører selv havde besvær med at håndtere alt dette had og al denne jalousi.” Ligeså er historien om jagten på pagtens ark som taget ud af Indiana Jones og fremstillingen af ´Slagteren´ Pasha Djemal, Jerusalems tyran, isnende.



Slagteren Pasha Djemal



Historiefortælling 2.0
 Montefiore, der (også!) med sine biografier om Stalin har opnået bestsellerstatus, skriver så man oplyses og underholdes. Det er historiefortælling af fineste karat.

Montefiore er eminent til at finde rammende og underholdende anekdoter om de portrætterede, der ægger ens lyst til at ville vide mere om selv perifere personligheder. 

Simon Sebag Montefiore

Han vælger at slutte sin historie med seksdagskrigen i 1967, og opsummerer så i en lige lovlig stakåndet, opremsende epilog begivenhederne op til i dag: Yom Kippur –krigen,  krigen i Libanon, Den første intifada, Oslo-aftalen, Camp David, hvor Arafat bebrejdes for ikke at tage i mod tilbuddet, og frem til den 2. intifada og i dag.

For enhver med historisk interesse er kendskabet til Jerusalems historie vel uomgængeligt, og man bør derfor unde sig selv at læse dette pragtværk, der beviser at historie, ikke behøver at være tørt og kedelig, men kan være ligeså dramatisk og medrivende som nogen roman.