Viser opslag med etiketten Robert Harris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robert Harris. Vis alle opslag

Anmeldelse: An officer and a spy af Robert Harris

I Robert Harris’ seneste roman, en historisk thriller om Dreyfus-affæren, er hovedpersonen en ambitiøs efterretningsofficer, der må give efter for sine samvittighed, fortælle verden sandheden, og blive whistleblower. Ikke ulig vore dages Edward Snowden.

Fiktionen følger med få undtagelser de historiske kendsgerninger i ’Århundredets skandale’ om den jødisk-franske officer Dreyfus, der urigtigt blev dømt for at være tysk spion.

Affæren afslørede en pilrådden, korrupt og magtsyg fransk herskerklasse blændet af paranoid antisemitisme og en indbildske tro på egen ufejlbarlighed.

Harris skildrer overbevisende hændelsesforløbet, den fremmedfjendske, klaustrofobiske atmosfære i det franske militær og mekanismerne i magtens nådesløse overgreb. 

Til gengæld rejser hovedpersonen sig ikke rigtig fra siderne, men forbliver gennem historien en temmelig endimensionel og ret så kedelig karakter.

“The Romans fed Christians to the lions; we feed them Jews. That is progress, I suppose.”

Den ombejlede ungkarl og loyale karriereofficer Georges Picquart, hovedperson og fortæller af historien, spiller i romanens begyndelse en faktisk ret så central rolle i selve arrestationen af Dreyfus, som han tidligere har haft som elev på l'ecole militaire.

Picquart bryder sig som de fleste andre ikke om den intelligente, selvsikre, men socialt underudviklede Dreyfus, der med næsen i sky belærer overordnede om militærstrategi, bor på en af de mest mondæne gade i Paris og bærer de ypperligste klæder. Dreyfus er hverken vennesæl eller særlig sympatisk.

Alfred Dreyfus

Picquart er ligesom det meste af samtiden præget af stærke antisemitiske og nationalistiske strømninger: jøder er uærlige og illoyal – et folk uden et fædreland, kan man tiltro det værste.

Dreyfus stammer fra det nu tyskbesatte Alsace-lorraine, derfor falder mistanken, da også med det samme på ham, da den franske generalstab får genskab til, at en fransk officer sælger militære hemmeligheder til den tyske arvefjende. Picquart er kun glad for at kunne gøre sin del til at forræderen arresteres. Så betyder det i første omgang mindre, at han groft må udnytte Dreyfus’ tillid.

Bag republikkens stolte faner gemmer sig jesuitisk fanatisme og nidkærhed

Picquart, der allerede har gjort lynkarriere, forfremmes nu til chef for en hemmelig efterretningstjeneste kaldet The statistical section. Hermed får han et større indblik i den ellers mørklagte Dreyfus-affære, og han begynder derfor gradvist at tvivle mere og mere på, at det vitterligt er den rette mand, de har fanget og idømt den pinefulde straf på det fjerne tropiske helvede, Devil’s Island. 

Robert Harris med et billede af Georges Picquart

Men da Picquart lufter sin tvivl for de overordnede – beviserne mod Dreyfus er få og fabrikerede – og insisterer på at spionen må være en anden end den jødiske officer, lægger Picquart sig ud med de allermest magtfulde mænd i Frankrig – og dét kommer til at koste ham dyrt.  

J'accuse

Harris' roman er en moralsk fortælling om at have modet til lade sig styre af sin samvittighed, kunne sætte sig udover blind lydighed, fordomme og den gældende kommandovej – selv når faren er stor. og prisen kan være overordentlig høj.

Forfatteren Émile Zolas berømte brev til den franske præsident

Det er også en historie om en djævelsk intrige, der er som taget ud af Dumas´ Greven af Monte Cristo med et justitsmord båret af misundelse og had, et langvarig fængselsophold på en øde ø, og den utrættelige kamp for, at sandheden skal komme for dagen, retfærdigheden ske fyldest, og de i sandhed sinistre bagmænd afsløres, som de manipulerende løgnere, de er.

Men om det nu faktisk kom til at gå sådan, kan man enten slå op i tunge historiebøger og studere eller blot læse Robert Harris’ historisk-dokumentariske thriller. 

Robert Harris: An officer and a Spy. 496 sider.
                                                                                                                           


Guide: 10 historiske romaner til sommerferien

Historical-FictionHistoriske romaner til al slags sommervejr.
Er du til romerriget, 1700-tallet, Den Amerikanske Borgerkrig eller Nazi-tyskland? Uanset hvilken destination, der er din favorit på lænestolsrejsen, så følger her Kultur-cafeens bud på 10 gode historiske romaner lige til at tage med i sommerhus eller til rejsen sydpå.

opmålingen af verden

Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann

Kehlmanns eventyrlige gennembrudsroman fortæller med megen humor den medrivende historie om de to genier og særlinge Carl Friedrich Gauss’ og Alexander Von Humbolts opmåling af verden.

Det er to egensindige herrer med blikket rettet mod de videnskabelige stjerner: Den ene en frygtløs globetrotter, der drager til Sydamerika, Mellemøsten og Rusland; den anden en gnaven hypokondrisk hjemmeføding.

Man klukker af fryd, mens man læser om tiden og om de to følelsesmæssigt afstumpede repræsentanter for den europæiske nysgerrighed og videnstrang.

zarens-dvaerg_163195

Zarens dværg af Peter Fogtdal

Historien om den temperamentsfulde danske dværg, Sørine Bentsdatter, der af den danske konge Frederik den 4. bliver foræret til den russiske zar Peter den store i 1716.

Historien fortælles af den ukuelige og på sin egen måde charmerende Sørine, og resultatet er en både farverig og til trods for den ondsindede hån og latter mod dværge en indimellem meget morsom beretning.

Læs hele anmeldelsen her

Imperium

Imperium Harris Robert

Første del af en trilogi om den romerske sagfører, politiker og gudbenådede retorikker, Cicero, i tiden op til den romerske republiks fald. Troværdig, spændende og velresearchet. Harris’ evner som spændingsforfatter fornægter sig heller ikke her.

Læs hele anmeldelsen her

profeterne i evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine

Kim Leines store fortælling om den danske 1700-tals-præst Morten Falck, der fra Kongens København drager til Grønland, hvor han bliver udsat for et sandt kulturchok, der vender op og ned på hans forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Og et oprør blandt de kristne grønlændere tvinger Falck til at vælge side: enten at stå ved danske overherredømme eller lade sig rive med af frihedstrangen.

De uskyldige

De Uskyldige af Andrew Miller

Igen er vi i 1700-tallet nærmere bestemt i 1785 i frihedsstormens epicenter, Paris. Hertil ankommer den unge ingeniør, Jean-Baptiste Baratte, der har fået til opgave at rydde den overfyldte og ildelugtende kirkegård Les Innocents.

Han er opfyldt af oplysningstidens idealer og frihedstrang, men mødet med de mørke grave, områdets beboere, og de hændelser, han her udsættes for, bringer ham i alvorlig tvivl om sit eget ståsted og identitet.

Læs hele anmeldelsen her

I tider med aftagende lys

I tider med aftagende lys

En fantastisk tysk slægtsroman, der i tilbageblik beretter DDRs historie fortalt gennem familien Powileit. Til trods for den menneskeknusende stat, familiens gradvise opløsning og deres mange interne konflikter er historien herlig fortalt med megen underspillet humor og medmenneskelig varme.

Læs hele anmeldelsen her

kaffehandleren

Kaffehandleren af David Liss

En forførende roman om kaffens kringlede vej ind i på det europæiske marked og ind på børsen i Amsterdam i 1659. Der er tale om en humoristisk, atmosfærefyldt roman med et stærkt medrivende plot, hvor det handler om, hvem der narrer hvem i det spegede kursmanipulationsspil på verdens første børs.

Læs hele anmeldelsen her

alt hvad jeg er

Alt hvad jeg er af Anna Funder

Elegant, velskrevet og spændende roman om en gruppe eksiltyskeres desperate kamp mod Hitlers regime og mod nazisternes omfattende net af spioner og stikkere i eksilet i London.

Bogen er en usentimental, detaljeret og grum afdækning af det indre forræderi, den konstante frygt og den tiltagende desillusion med hinanden og med de socialistiske idealer, de har kæmpet så hårdt for.

Læs hele anmeldelsen her

Hvide duer ved daggry

Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

Er krimiforfatteren James Lee Burkes fængslende beretning om Den Amerikanske Borgerkrig set med sydens øjne. Bogen beskriver krigens gru, og der er lige dele afstandstagen og melankoli i de fine beskrivelser af den verden, der forsvinder med Nordstaternes sejr, og undertrykkelsen, der ikke forsvinder, men blot finder nye former.

Læs hele anmeldelsen her

Livlægens besøg

Livlægens besøg af Per Olav Enquist

Den dramatiske romanbiografi om Johan Friedrich Struense, der i 1769 blev den mishandlede og sindssyge kong Christian den syvendes livlæge og den forsømte dronning Caroline Mathildes elsker. Struense fremstilles som en idealistisk fantast uden kontakt med folket eller med tiden, der endnu ikke er moden til hans omfattende febervilde reformer.

Og rundt omkring hoffet afventer de konservative rådgivere og adelsfolk blot det rette tidspunkt til at vælte den forhadte ”oplysningsfanatiker” Struense.

Filmen ”Den kongelige affære” formår til trods for de storladne kulisser, kun at give en svag afglans af Enquists’ storladne drama. Derfor læs også/i stedet for Enquists mesterlige roman.

 

For mere inspiration til historiske romaner, tryk her.

Anmeldelse: Pompeji af Robert Harris

Det fleste kender på forhånd udfaldet af Vesuvius' udbrud i år 79, alligevel er Harris’historiske roman om romerske akvædukter og svigtende vandtilførsel forud for udbruddet brandspændende læsning. 

Den unge pligtopfyldende Aquarius (vandingeniør) Marcus Attilius bliver udsendt fra Rom til byerne ved Neapolisbugten, da der opstår et problem med vandtilførslen på den store hovedledning.


Det er stegende hedt, vandspejlet synker time for time og utilfredsheden ulmer blandt den ledt antændelige pøbel, så time is of the essence.

Forfald og korruption
Men det er ikke kun den store akvædukt Aqua Augusta den er galt med; hele samfundet er bundkorrupt og råddent i sin kerne, og den jordbundne og stoiske Aquarius må kæmpe mod både overtro, mistillid, korruption og trusler, mens han samtidig forsøger at finde ud af, hvad der er hændt med den gamle Aquarius, der tilsyneladende er sporløst forsvundet.

Den stenrige, frigivne slave, Ampliatus, viser sig at være den store dukkemester, der holder byens politikere i kort korrupt snor. Men hvilke interesser er på spil, siden han så ihærdigt modarbejder den nye Aquarius?

Nature strikes back
Det kan læseren spekulere over, alt i mens det store vulkanudbrud nærmer sig, som snart skal sætte et rødglødende punktum for den dekadente ødselhed og begrave Pompeji og Herculaneum i meterhøj dræbende vulkanaske – en katastrofe, som end ikke verdens største supermagt ikke kan forhindre. 

Den store spænding ligger naturligvis i hvorvidt vor gæve romerske ungersvend med sin nyfundne kærlighed, Ampliatus’ datter (!), vil overleve både askeregn, varmeeksplosioner og forsøg på snigmord.

Harris giver et levende billede af det gamle Rom, indfører læseren i akvædukternes ingeniørkunst og skildrer med ironisk overbevisning de øverste kredses korrumperede nydelsessyge. Af personerne er de mest vellykkede den imponerende, flommefede polyhistor Plinius den ældre, og så den Nero-lignende, hævngerrige überskurk, Ampliatus; mens helten og heltinden er lidt for renskurede og kedelige til for alvor at fænge.

En spændende bog for enhver med interesse for Romerriget og for historiske romaner fortalt med virkemidler fra spændingsgenren.         


Frygtens indeks af Rober Harris

En thriller og en opdateret (finans)version af den klassiske Frankenstein-historie om, hvad der kan ske, ikke når et kunstigt neandertaler-menneske tager over, men om hvad der kan hænde, når en kunstig hyperintelligens overtager handlen på børsen og kan forudsige aktiekurvernes stigning og fald. 

Spændningskurven har Harris et solidt tag på, men uden megen viden om aktier, algoritme og computerteknologi kneb det noget for mig at følge med hele vejen gennem plottet.

Hvem er Hoffmann?
Der er en aura af mystik omkring den geniale/besatte videnskabsmand Dr. Alexander Hoffmann, der bor i det lukrative Schweiz og er en legende indenfor avanceret computerteknologi og algoritmer, hvilket nu giver ufatteligt store afkast på et ellers nervøst finansmarked.

Sabotage og nedsmeltning af det finansielle marked
Men en nat da han ligger og sover med sin smukke kunstnerkone Gabrielle, vågner Hoffmann ved lyden af et indbrudstyv, der til trods for alverdens sikkerhedsforanstaltninger er kommet ind i huset og slår Hoffmann ned.

Det bliver begyndelsen til én lang nedtur for Hoffmann, der må forsøge at hitte ud af, hvem der står bag forsøget på at komme ikke bare ham  til livs, men også hans guldæg af et firma, og sågar vil vælte hele det finansielle marked.  En hæsblæsende jagt tager sin begyndelse.

Aktuel og spændende, men noget stereotyp perontegning
Det er en interessant, tankevækkende og meget aktuel spændingshistorie, Harris disker op med. Som jeg oplevede det, var det bare lidt af et problem, hvis, man som jeg ikke helt begriber mekanismerne og termerne bag finansmarkedet.

Det er den veltunede spænding og jagt på sandheden, der driver bogen frem, mens personerne er noget stereotype og karikerede.  Især synes jeg Hoffmans kone Gabrielle virker melodramatisk og lidt for irriterende sødladen – at hun pludselig vil vende ham og det mondæne liv ved Genevesøen ryggen, blot fordi den verdensfjerne videnskabsmand nu er milliardær, virker temmelig fjollet.

Jeg følte mig ok underholdt, men jeg synes slet ikke Frygtens indeks var så god, grundig og gennemarbejdet som f.eks. Harris’ bøger fra det antikke Rom.

NB. Hovedpersonens navn er nok ikke tilfældigt valgt, men virker oplagt at være en reference til den tyske, romantiske forfatter, ETA Hoffmann, hvis bog djævleeliksiren, om en munk, der efter at have drukket en djævleeliksir flygter fra klosteret, påtager sig en andens identitet og myrder alle, der kan afsløre ham, Harris’ hovedperson deler træk med.   


Imperium og Lustrum af Robert Harris


Robert Harris har skrevet to ret så spændende, og gennemresearchede historiske romaner fra den romerske republiks sidste år om retorikkens mester, det politiske dyr, Cicero, og det højspændte og storpolitiske spil, han var ivrig deltager i.
 Romanerne kredser om de evigt skiftende alliancer og studehandler og undersøger nøje magtens beskidte anatomi – nogle forhold har selvfølgelig ændret sig, men ligeså meget har ikke. Og fortiden er i romanerne som et fjernt spejl, som læseren, om end forvrænget, nok kan genkende sin tid i.
Politik, dengang som nu
Den britiske forfatter Robert Harris har en fortid indenfor det politiske livs sfære, idet han har arbejdet for partiet Labour under Tony Blair, og han kender således indgående de politiske processer og det politiske livs skyggesider, hvilket han tydeligvis drager nytte af i sin foreløbig to bøger i en planlagt trilogi om Ciceros vej til stjernerne, fald og endeligt, som falder sammen med Den Romerske Republiks svanesang.
Fortælleren Tiro
Fortælleren i romanerne er slaven og Ciceros sekretær Tiro, en person, der har eksisteret i virkeligheden, og som, Harris redegør for, med al sandsynlighed skrev en biografi om sin Herre, der dog for altid gik tabt.  Tiro blev eftersigende hundrede år gammel, forfattede afhandlinger om det latinske sprog og nedskrev som den første en tale i senatet ordret. Hans stenografiske metode blev i flere århundreder brugt af kirken, og endnu i dag er der spor efter hans virke i form af symbolet ’&’ og forkortelserne ’etc’ og ’NB’.
Den nye mand og vejen til stjernerne
I den første roman Imperium følger vi den ’nye mand’ (ikke adelige) Ciceros vej fra sagfører til magtens tinde; konsulembedet. Romanens kerne er den sag som Cicero i år 79 f. k. påtager sig at føre mod Siciliens korrupte og tyranniske guvernør Verres.
I den ser Cicero med rette en mulighed for at markerer sig, ikke mindst, da forsvareren er den herostratisk berømte romerske orator Hortensius, domstolenes konge. Det er historien om opkomlingen, den ’nye mands’ indædte kamp mod det etablerede, magtfuldkomne, bundkorrupte og snobbede aristokrati. Men domstolen er egentlig en scene for et meget større politisk spil, hvor særligt de tre magtsyge giganter Pompejus, Crassus og efterhånden også Cæsar kæmper om at rage så megen magt til sig som muligt.
Hovmod og altings skred
I bind to Lustrum skriver vi år 63 f. k. og den stræbsomme, snedige og hyperintelligente Cicero er nu konsul i et stadigt mere splittet romersk rige. Magten korrumperer, og den tidligere så nøjsomme Cicero viser tegn på indbildskhed og hovmod, som skal koste ham dyrt, og som hans mange modstandere ikke er sene til at bruge imod ham.
 Den store Pompejus, republikkens sejrrige general, med et ego og et behov for udklædning og teatralsk selviscenesættelse, der ville få en Herman Göring til at blegne, oversvømmer Rom med sine millioner af skatte fra erobrede lande, og hans brændende sol giver i den grad senatet bange anelser for deres og republikkens fremtid.
Den skamløse pengepuger og Roms rigeste mand Crassus gør sammen med den iskolde, beregnende Cæsar sit til at republikkens fundament slår stadig dybere revner. Og de bruger efter forgodtbefindende psykopaten Catilina og den populistiske Clodius mod Cicero og mod republikken. Intet er helligt, og alle kneb gælder i forsøget på at tilrane sig den totale magt over imperiet.
Det politiske i centrum og den sammensatte Cicero
Robert Harris har en udsøgt evne til at fremstille det politiske rænkespil, så det fremstår særdeles troværdigt, levende og spændende. Og ligeså vel får læseren mange eksempler på Ciceros udsøgte oratoriske evner – med én rammende og lammende sætning kunne Cicero spidde sine modstandere med sin knivskarpe tunge. Denne sarte mand, der afskyede vold, gjorde sarkasmen, latterliggørelsen og forhånelsen til en sublim kunstart til skræk for sine modstandere, og til glæde for de mange tilhørere.
Man får i løbet af romanerne et sammensat billede af Cicero af det politiske Rom og det begyndende skred i magten, normerne og institutionerne, som bliver enden på republikken.
Derimod er det Rom, der ligger udenfor magtens sfære stort set fraværende. Ligesådan er det sanselige, udskejende Rom med lugte, druk, excesser og hor, kun noget man indimellem hører genfortalt, uden at den bornerte Cicero deltager, ej heller gør den noget farve- og konturløse fortæller Tiro.
Alligevel vil jeg varmt anbefale disse meget velskrevne historiske romaner, og jeg ser med glæde frem til at læse sidste del af trilogien, når den måtte udkomme på dansk.
  

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.