Anmeldelse: Sønnen af Jo Nesbø

Der er høj fart og spænding i Nesbøs nye kriminalroman med den fængslede stofmisbruger Sonny Lofthus i rollen som healende Messias og hævnende Edmond Dantes.

Nesbø er en ferm plotmager, men denne gang mangler personerne og fortællingen den dybde og de nuancer, der gør de tidlige bøger i Harry Hole-serien så gode. 

Sønnen er stabil og sikker cruise control. 

Faderens synder

I Nesbøs undergangstruede version af Oslo, der fremstår som et nordens svar på Ciudad Juárez, sidder den hærgede, langhårede og langskæggede 32 årige Sonny Lofthus indespærret i det topsikrede fængsel Staten.

 Bag det fedtede hår, den nåleprikkede hud og det narkotiske sløvsind gemmer der sig en anden person: frelseren, udfrieren og hævneren.

Da Sonny erfarer, at hans elskede og beundrede far ikke, som han hidtil har troet, var muldvarp og korrupt strisser, kaster han hammen af inerti og selvdestruktiv syndebuks-attitude af sig og påtager sig egenhændigt at hævne det, der viser sig slet ikke at have været et selvmord, men derimod et drab på faderen.

Men de magtfulde folk, som har nydt godt af, at Sonny påtog sig skylden for andres forbrydelser med heroin som eneste kompensation, vil ikke finde sig i, at han vil bryde fri af rollen og af fængslet. Han ved for meget, og hans mission truer i den grad deres interesser.

Korruption og magtmisbrug

Korruption og magtmisbrug trives i stor stil blandt lokalpolitikere og erhvervsfolk, men også i ordenshåndhævernes egne rækker står civile betjente, efterforskere og fængselspersonale på forbryderorganisationens betalingsliste. Alligevel lykkedes det Sonny at flygte fra det topsikrede fængsel og indlede sin blodige vendetta.

Da det første lig lander på bordet, kommer den garvede bessefar efterforsker Simon Kefas på sagen. Han er betjent af den gamle skole, det vil sige arbejdet kommer altid i første række, erfaringen tæller, og de fine, karrierebevidstes forløjet managementtale giver han rent ud sagt ikke fem potter pis for.

Da drabene efterhånden trækker et blodigt spor gennem Oslo, er Kefas snart klar over, hvad der kan ligge bag. Vi skifter nu mellem at følge Sonnys farlige færd i underverdenen og så Kefas forsøg på at opklare mordene og deres sammenhæng.

Stabil og effektiv men også noget ensformig

Der er meget action og megen vold i bogen, men personlig synes jeg, at noget af uhyggen og alvoren forsvinder, når der går for meget inflation i mordene, og de derved mister betydning.

Hovedpersonerne Sonny Lofthus og Simon Kefas ejer ikke Harry Holes karisma, humor, indre spænding eller udviklede psykologi, og de bliver derfor noget flade og ligegyldige.

Sonny er mildt irriterende med sin tålmodige og overforstående facon, og trods hændelsernes voldsomme acceleration forbliver han på det nærmest uberørt og i harmoni, og dér mangler det indre drama altså.  

I det hele taget deles verden op i en næsten entydig god-ond-akse uden de store nuancer. De onde er selvfølgelig alle dem med magt og fine manere, mens de forhutlede narkomaner og selvopofrende kvindelige socialarbejder på herbergene ikke er forhærdede kynikere, men  næstekærlige, der har gennemskuet de riges skinverden.  

      

Det er en på mange måder effektiv og tempofyldt krimi, men det føles ved endt læsning alligevel som en lidt for velkendt og forudsigelig opskrift.

Sønnen af Jo Nesbø

442 sider

oversat af Allan Hilton Andersen

Modtryk

Jo Nesbø klar med helt nyt litterært univers

De mange danske fans af den populære norske krimiforfatter Jo Nesbø kan godt begynde at glæde sig,  for forfatteren arbejder for tiden på to nye romaner. Men det er uden den vante hovedperson, Harry Hole.

'Sønnen'
Til næste år udkommer den selvstændige kriminalroman 'Sønnen.' Jo Nesbø har til norske VG løftet lidt af sløret for, hvad den kommer til at handle om. Bogens hovedperson er en narkoman, der har siddet i fængsel i 18 år, for noget han ikke har begået. Han soner en forbrydelse, nogle andre har begået, mod at de til gengæld holder ham forsynet med dope. Men en dag sker der noget ... afslører en hemmelighedsfuld Jo Nesbø til norske VG.

Tom Johansen 
Den anden roman Jo Nesbø arbejder på udgives efter planen på norsk i 2015. Herom skriver norske Aschehoug:
'Foreløpig vil ikke Jo Nesbø røpe særlig mye, men til Dagbladet forteller Nesbø at han begynte på en roman om Tom Johansen – en dansk-norsk forfatter som var blant de håpefulle som flyttet til Los Angeles på 70-tallet og livnærte seg som forfatter av TV-serier og som tekstforfatter i reklamebyrå.

Samtidig skrev Tom Johansen kultklassikerne “Blood on snow” og “Blood on snow II: More blood”. Siden ble det stille fra forfatteren. – Mens jeg skrev dette, ble jeg nysgjerrig på disse og fant ut at jeg like gjerne kunne skrive dem, fortsetter Nesbø.'

Harry Hole-fans bør dog ikke helt fortvivle, for  forfatteren afslører også, at han allerede har ideer til bind 11 i serien.

Link til artikler:
Artiklen i VG: Jo Nesbø røper detaljer om ny krimbok
Aschehoug. no: Jo Nesbø røper nytt krimunivers

Interview med forfatteren Per Petterson på DR2

2. sektion vender i aften tilbage på DR2, med Adam Holm som vært, i et interview med en af de største litterære navne fra Norge, Per Petterson, som for nyligt var et af hovednavnene på Louisianas internationale litteraturfestival.

Petterson er forfatter til flere prisbelønnede og anmelderroste bøger som: 'Ud at stjæle heste', 'Jeg forbander tidens flod', 'Aske i munden, sand i skoen', essayet 'Månen over porten' og senest 'Jeg nægter'.

Glædeligt at programmet '2. sektion' igen er at finde på DR2

Anmeldelse: Hård er mit lands lov af Tore Kvæven

Historiske romaner. Den norske forfatter Tore Kvæven debuterer med en helt igennem fremragende vikingeroman om et eventyrligt togt til det mørkeste Afrika i jagten på enorme guldskatte.

Det bliver en spændingsfyldt, mørk, blodig og apokalyptisk rejse til verdens ende.

”Så roede de videre. Forbi lavvandet laguner, som strakte sig som tarme ud fra floden, mens krokodiller langsomt gled gennem sumpvegetationen. Deres takkede haler svirpede gennem det grønne skum, skoven tårnede sig op over vandet, og luften flimrede, som over en glødehøj. ”Mærkeligt land” sagde en af mændene fra Saksland.

For var det ikke det, det var? Et land så mægtigt, at de ikke kunne andet end at ryste på hovedet og tankefuldt glo ud på det og undres over, at det fandtes, og fantasere over, hvad det ellers skjulte. ”

Episk sus i vikingesejlet

Det er næsten ikke til at forstå, at romanen er forfatterens debut. Den er skrevet med stor sikkerhed, sproglig spændstighed og en imponerende viden om ikke bare vikingernes verden, de gamle guder og sagaerne, men afslører også et indgående kendskab til araberne, romerne og de afrikanske stammer.

Bogen har et stort persongalleri som Kvæven overbevisende styrer, og plottet er besnærende. Det er lidt som at læse de gamle islandske sagaer og sagn om Thor, Balder og Fenrisulven og så tilsætte Cormac McCarthys Blodets Meridian og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

   

De nådesløse

Bogen tager sin begyndelse i Rom i 1010, hvor det mægtige vikingeskib, Havjærven ligger for havn med sin frygtindgydende besætning af hærdede kæmper fra det kolde nord. Men vreden ulmer hos mændene, der er utilfredse med det pauvre udbytte af toget, som foreløbigt kun har budt på lidt tilfældig hærgen og umandig handel.

Så en dag dukker den lyse Ulfr med de skræmmende, isfarvede øjne op om bord på skibet og foreslår på udfordrende vis besætningen, at de skal følge ham og sejle mod en ny og ukendt verden, hvor ingen hvid mand har været før: Blåland (det sorte Afrika). Ulfr har nemlig fået fat i et ældgammelt fønikisk kort, der viser vej til guld i rigt mål.

Med rå vold og ren dødsforagt lykkedes det Ulfr at overbevise den guldtørstige besætning om at stævne ud mod det ukendte. Turen går først til Serkland (det arabiske Spanien) inden kursen bliver sat mod Blåland, hvor sære dyr og en brændende sol kræver deres, mens blåmænd i stort antal gøre sig rede til at drage i krig mod de bistre, rødskæggede kæmper.

Sproglig spændstighed og fremmedartet atmosfære

Men spørgsmålet melder sig efterhånden om Ulfrs formål med toget måske er et helt andet end blot at få fyldt lommerne med afrikansk guld, og hvad mon ligger bag den skræmmende kendsgerning, at vikingerne på uforklarlig vis hver måned mister en mand i deres midte?  Hvem er det egentlig, der fletter skæbnetrådene i det afsvedne, ugæstfri landskab?

Plottet vil måske for nogle lyde vel kulørt, men det er det faktisk ikke. Det er derimod fremstillet med fornem troværdighed, atmosfære og en meget intens livagtighed, som for eksempel da en af de opsætsige nordboer udfordrer Ulfrs autoritet og derfor som straf med knust strubehoved må krydse den grumsede flod om natten, for at bevise sin loyalitet, mens grønne drager med gule øjne glider lydløst gennem vandet tæt omkring ham.

Man mærker at vikingernes verdensbillede er truede af Hvide Krists indtog i mange af deres hjemlande, men disse kampvante mænd holder stædigt fast i deres gamle guder og den gamle verdens moral og æreskodeks, om så horisonten er blodrød og fyld med varsler om bål og brand og et kommende ragnarok.   

Det er saftsusme en god historisk roman, Tore Kvæven har skrevet. Efter sigende har han arbejdet på bogen i ti år,og heldigvis for ham og for læseren har alle anstrengelserne båret frugt.  Jeg håber så inderligt, at Kvæven vil skrive flere bøger af samme kaliber som denne. De varmeste anbefalinger.

PS: En lille ting, der ærgrer mig, er den danske forside. Den er sammenlignet med den norske og med historiens fængslende drama for afdæmpet og anonym. Sammenlign selv. 

Den norske originaludgave af Hård er mit lands lov

Anmeldelse: Politi af Jo Nesbø

Kringlet plot, brutale mord og en tavs mand i en hospitalsseng: bind 10 i Harry Hole-serien.

Det er noget af en udfordring at skrive en anmeldelse af ”Politi”, uden at komme til at afsløre for meget af plottet, og i særdeleshed uden at give hints til hvorvidt vor skamskudte norske supermand endnu lever.

Så med disse dogmeregler in mente vil jeg som mafiosoen Paulie Walnuts fra Sopranos bestræbe mig på at holde det short and sweet:

Koma police
På en afsidesliggende hospitalstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnovervåget af politiet, der har mange spørgsmål at stille, skulle han vågne.

Mens det står på, bliver en politimand fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, som han har været med til at opklare. Datoen er også den præcis samme. I løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, og så begynder der ligesom at tegne sig et makabert mønster.

A Hole in the middle
Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en iskold morder med hævn på hjernen løs i Oslo og omegn. Politiet er på bar bund, så Beate Lønn og Gunnar Hagen samler en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men både de og læseren savner den karismatiske enegænger Harry Hole.

Dette bind forudsætter at man har læst det foregående bind, ellers er man mildest talt lost. Blodet flyder i fede strømme, og mordene er vanen tro makabert vamle. Der er rigtig meget for læseren at holde styr på i det komplicerede og drilske plot (eller plots!), som Nesbø dog styrer sikkert i mål.

Uden at blive konkret er der steder med ansatser til lidt for meget sentimentalt føleri og andre, hvad skal jeg kalde dem, obligatoriske forhindringer, hvor min opmærksomhed i hvert tilfælde slækkedes en hel del, og hvor de over 500-sider kunne have været skåret noget ned.

Og så savner jeg virkelig mere af den ironisk-baske humor som de tidlige bind er så rige på. Men ellers spændende, bloddryppende og stilsikker krimi fra Nesbøs hånd.

Anmeldelse: Der hvor roser aldrig dør af Gunnar Staalesen

Staalesen har skrevet nok en roman i Varg Veum-serien, men det er denne gang en noget langsommelige om ikke ligefrem kedelig omgang i selskab med den fredløse ulv.

Grå hår i ulvens pels

Den mellemkogte privatdetektiv, Varg Veum, har siden slutningen af 70erne, hvor Staalesen skrev den første roman i den lange serie, haft til huse i Bergen hvor den tidligere socialarbejder har løst sag på sag – ofte om forsvundne personer – med akvavitten som sin eneste tro følgesvend. 

Således er det også i begyndelsen af denne roman, hvor Veum har drukket tæt i de tre år, der er gået siden sidste sag, hvor han på tragisk vis mistede sin elskede Karin.

Men så kommer en kvinde ind med en gammel sag, som hun indtrængende beder Veum om at tage op igen: for 25 år siden forsvandt hendes datter, Mette, på tre år fra sandkassen i det tidstypiske bofællesskab familien boede i den gang i 70erne.

Sagen står for at falde for forældelsesfristen, så det er sidste chance for moderen, hvis hun skal opnå nogen form for vished for, hvad som hændte hendes lille datter dengang.

På sporet

Veum lægger flasken tilbage i arkivskabet skænker sig koppevis af kulsort kaffe og tager fat på opgaven. Det viser sig hurtigt at det dengang meget idealistiske fællesskab i dag er forsvundet ligesom de fleste af ægteskaberne er brudte.

Og som ulven graver sig dybere ned i fortiden viser det sig, at de frisindede former gav anledning til ikke så få småborgerlige følelser bland de ’frigjorte’ beboere; skamfulde følelser som: besiddertrang, misundelse og hævngerrighed.

Og særligt én hændelse nytårsaften i ’76 synes at have udløst en sinister lavine af ødelæggelse, hvis konsekvenser når helt op til i dag – en hændelse ingen rigtig ønsker at tale om.  Men så sker der en voldsom begivenhed i nutiden, og den vågne ulv begynder nu at skimte et dunkelt mønster, der binder fortid og nutid sammen.  

Lidt for langt mellem snapsene

Personerne er som vanligt hos Staalesen fremstillet med nuancer, så de fremstår virkelige og troværdige, og det er det bedste ved romanen. Til gengæld, synes jeg, handlingen snegler sig noget af sted og bærer præg af en hvis automatik. Jeg savner mere humor, hårdkogt ironi og måske sproglig spændstighed, i mangel af bedre ord.

Varg Veum kunne efter min mening godt bruge et interessant sidekick, der kunne give lidt dynamik til ulvens ældede, lidt traurige personlighed.   

Det er unødvendigt og lidt trættende, at Veum så overtydeligt skal være det snerpede moralske talerør i forhold til de tidligere beboers gøren og laden og moderens tab og hvileløse sorg bliver forklaret for meget efter min smag (show don’t tell) – mindre gør det mig, at det nok ikke er realistisk at alle personerne så lyslevende og detaljeret kan huske alle deres handlinger for 25 år siden.

Derfor en noget lunken læseoplevelse.

Frost af Roy Jacobsen

Stort vikingeepos fra brydningstiden mellem den gamle tro og kristendommens indtrængen.

’Men nu er det overstået’, sagde Gæst og begyndte at ro, men standsede igen og betragtede dråberne, der faldt fra årebladene som blød tjære mod den sorte overflade. ’I morgen vil du hele tiden tænke på den her fisketur og stadig være bekymret for, at jeg skal svigte Ingebjørg, for hun er mere for dig end en datter.

Og det er, som det skal være. Men du vil også gruble over, om jeg har ydmyget dig. For en større mand er du ikke, end at du lader dine tidligere heletegerninger blive ødelagt af de laveste tanker.

Desuden kan du godt lide mig. Du er gammel.’

Torodd så på ham og svarede ikke.

’Du er en farlig mand’, sagde han langsomt. ’Du ligner mine mest dystre tanker.’  

En dødsensfarlig knort

Vi befinder os i slutningen af 900 tallet i sagaernes Island, hvor bogens mørke hovedperson, den lille knalding Torgæst Torhalleson, kommer til verden hos de frie, men ikke særligt velhavende bønder Torhalle og Tordis.

 Torgæst er lille af vækst, en sær, mut dreng, der til alles forbavselse viser sig at besidde en egensindig kløgt, en fabelagtig hukommelse, en håndværksmæssig, nærmest kunstnerisk kunnen, snarrådighed, uberegnelighed, og ikke mindst en iskold, morderisk handlekraft.

Det sidste kommer første gang til udtryk, da hans bliver far myrdet af den mægtigste høvding på Island, den modbydelige Viga-Styr, og Gæst med sine kun tretten år hævner drabet ved at plante en økse solidt i hovedet på den blodrøde tyran.    

På flugt

Som fredløs må Gæst flygte til Norge, men blodhævnen følger med ham overalt hvor end han flygter og intet sted kan han vide sig sikker, og drab følger på drab. Torgæst bliver en gæst i livet, end flygtning på evig flugt fra sine fjender og fra sit eget skræmmende selv, og intet sted kan han finde ro.

Men hans evner som skjald, som skriftkyndig og hans klare intellekt skaffer ham kontakter bland Norges mægtigste stormænd og fra Norge drager han sammen med danskerkongen Knud den Store til England.

 Gæst’ indre, der er i konstant splid med sig selv, får yderligere næring af tidens splittelse mellem den gamle tros voldsomt driftsstyrede idealer om hævn, kamp, erobringer og kristendommens krav om næstekærlighed og tilgivelse.

Handlingsmættet og psykologisk analyse

Det er på en gang en spændende, storladen, handlingsorienteret roman, og psykologisk, analyserende roman, hvor vægten omtrent halvvejs skifter fra det berettende til det granskende.

 Det en enorm bedrift at Roy Jakobsen, der er en af de store norske forfattere, så overbevisende og levende får vakt denne brydningstid til live og giver et, synes man, realistisk portræt af tiden og særligt, at han er i stand til at skildre datidens menneske uden at gøre brug af en anakronistisk, nutids-psykologisk fremstilling.

Hele vejen igennem romanen er der en konstant stemning af noget rugende, uvist og utrygt, hvor man som læser, får antydninger, men ikke forklaringer på, hvad denne bemærkning mon betyder, hvad dette hvasse blik er udtryk for og så videre.

Også syner, drømme og gåder indgår uden filter i fremstillingen. Romanen handler dybest set om skyld, soning, om at høre til og om at fare vild i sig selv igen og igen.

Personlig kan jeg bedst lide den første del af romanen, mens den anden del sine steder tenderer gentagelse af de tematiske pointer. Men det ændrer ikke ved, at Frost var en stor oplevelse at læse, og en mindst ligeså stor fortællemæssig bedrift er det, at Roy Jacobsen så effektivt banker liv i hengemt, men fascinerende sagastof.       

Genfærd af Jo Nesbø

Når mørket tager over(hånd)

Efter tre år i Hongkong, hvor antihelten Harry Hole har ernæret sig som gældsinddriver, lander `beskidte´ Harry på ny i Oslo for Oleg, hans eks-kærestes søn, sidder på anklagebænken tiltalt for mord på vennen Gusto Hansen. Harry vil med vold og magt bevise Olegs uskylds selv om alle beviserne synes at pege i samme retning.

Hole dykker derfor ned i den mørkeste og mest skidne underverden befolket af pjaltede narkomisbrugere, benhårde pushere, følelseskolde bagmænd, gennemkorrupte politimænd og kyniske karrieremennesker, for at finde det halmstrå, der kan dirke Olegs fængsels lås op og bevise hans uskyld. Den mystiske bagmand kendt som `Manden fra Dubai´, der oversvømmer narkotikamarkedet med et nyt vidunderstof, viser sig at side med nøglen til gådens løsning. Så Harry klør på i sit enmandsopklaringsarbejde.

Det andet spor i romanen beretter den døende Gustos sidste tanker, henvendt til en fraværende far – kender du noget til det, Harry? – det er en historie om svigt, løgn, og gradvis forhærdelse i det brutale narkomiljø.

Nesbø er en mester ud i spænding, hårdtpumpet action såvel som i de kulsorte, usentimentale fremstillinger af junkier, afdankede lykkeriddere og yuppier med overskredet salgsdato – der altid har en fiks ide til, hvordan de kan skaffe sig penge så deres karriere/anseelse/markedsværdi igen kan bankes op i overhalingsbanen, hvor den høre hjemme – men som altid for sent indser, at de allerede sidder i et skruestik, der ubønhørligt for hvert nyt svømmetag, de tager, skruer dem dybere og dybere ned i lortet (som det bogstaveligt talt sker i Headhunterne). 

Aksel Hennie i rollen som den al for smarte Roger,
der snart lærer den bogstavelige mening af Head-hunter at kende.

Som neglebidende spænding fungerer Genfærd altså fortræffeligt, men jeg synes, at det er en skam at humoren, ironien og Harrys selvironi, ja måske den karisma, som de tidligere bøger havde, er ofret til gengæld for (for) hårdtslående action – Oslo fremstår som en farlig krydsning mellem 80´ernes Beirut og det mørkeste LA –, modbydelige tortursekvenser og et bundløst mørke, hvor (næsten) al håb lades ude.

Det bliver næsten for tung en kliche, når der kun eksisterer egennyttige beregninger, kynisme, overfladisk statusjagt eller jagten på det næste fix. Og så synes jeg, den altid lettilgængelige lommepsykologi indimellem flyder lovlig tyk som den forklaringsmasse, der skal binde begivenhederne sammen.

Det tiltagende mørke (vel fra Snemanden og frem) kan måske forklares med at vi, og den stadigt mere mærkede og arrede Harry nærmer os afslutningen. Meget kunne tyde på at denne – den 9. bog i Harry Hole- sagaen – også er den sidste.  Og ingen kan vel betvivle, at Nesbø med serien har skrevet sig ind i den absolutte sværvægtsklasse indenfor krimi og spændingslitteraturen.           

Den yderste grænse af Kjartan Fløgstad

Provokerende, udfordrende, skarpt spiddende og meget velskrevet roman, der beretter om nazismens fremvækst i Tyskland og i Norge set med den overvintrede nazists øjne. Det er ikke et kønt syn!

Det er os, der holder scepteret i hånden

Bogen åbner med en begravelsesscene i 2008. Den højagtede og ærværdige generalstatsadvokat dr.dr. Paul von Damaskus sænkes i jorden efter et langt og glorværdigt liv. Og, får vi fortalt, han vil især huskes for sin utrættelige kamp mod ekstremister og nynazister i Tyskland, sit demokratiske sindelag og enorme vid. En sand hædersmand, med andre ord. Det er Pauls tro følgesvend, Otto Nebelung, der giver den afdøde dette pæne skudsmål.

Læseren fornemmer dog straks den nådesløse sarkasme, der er bogens kendetegn, til trods for at det fra fortælleren Ottos side utvivlsomt er oprigtigt ment og følt.

Her ligger bogens pointe nemlig begravet: Herrefolksmentalitet forgår ikke til trods for ydre hamskifte. For i takt med at den fortrængte historie om Paul og Ottos sande sindelag og gerninger oprulles, levnes der ingen tvivl hos læseren, om deres alt andet end beundringsværdige liv. Tvæt i mod fyldes man med lede og kvalme over graden af hykleri og forstillelse.

Vandreren og hans skygge

Historien om vandreren Paul og hans trofaste skygge Otto er nemlig historien om nazismen som først og fremmest et elitært, akademisk projekt og ikke, som det ofte fremstilles, et massernes oprør. Som Otto med karakteristisk ublu selvbevidsthed fremlægger det: ” Faktisk kom den stærkeste tilslutning til Det Tredje Rige fra den akademiske ungdom. Forståeligt nok, eftersom det var os, der var de fremmeste forsvarere af den vestlige kultur imod åndløs og asiatisk materialisme.”

 Vi følger udviklingen fra Otto lærer den allerede dengang uhyre intelligente Paul at kende i Weimar - republikkens tid og deres gradvise indrullering og avancement i det fremadstormende nazistparti. Otto føler sig og er vel også en intellektuel letvægter og opportunist i forhold til den filosofisk og litterært velbevandrede Paul, hvem han såvel beundrer for sit vid, som frygter for sin jernhårde disciplin og evne til at omsætte sine filosofiske spekulationer til praktisk handling. Det er nemlig på baggrund af indgående studier af især Nietzsche, men også Kant, Platon, Heidegger og Carl Schmitt, kombineret med en tidstypisk intellektuel selvfølelse uden grænser, at Paul og med ham den nazistiske elite i SS begrunder og retfærdiggører deres uhyrlige handlinger – ”gennem viljen til at gøre det værste, viser man viljen til at nå frem til det bedste”.

Den selvsmagende og hovmodige filosofiske tågesnak er ramt på kornet og giver et skræmmende indblik i store dele af åndsaristokratiets rå vilje til magt iklædt fine filosofiske gevandter. Den musikalske og humanistisk dannede sportsmand og iskolde massemorder Reinhard Heidrich er det feterede forbillede for Paul og hans ligesindede af skarpe og charmerede SS-akademikere.

Heydrich poserer i fægterudstyr

Heydrich repræsenterer for dem den dannede, aristokratiske side af nazismen, der ser sig selv som den sande bærer af civilisations fakkel. De foragter dybt og inderligt den plumpe pøbel, den vulgære biologisme og det halvmetafysiske sværmeri som omgiver nazismen. Men de bliver af den kyniske Heydrich belært om, at det må være nødvendige midler til at nå målet, ligesom accepten af primitive typer som Göring og Gobbels blot er skridt på vejen mod det endelige mål, nemlig at SS- intelligentsiaen kan indtage sin berettigede lederposition i samfundet - ”først rykker vi frem, derefter fejrer vi gulvet efter for krybdyr og mindreværdige elementer”.   

Rigskommisær Josef Terboven og den norske nazi-leder Vidkun Quisling, da Quisling udnævnes til ministerpræsident i Norge

Den yderste grænse 

Otto bliver sekretær for den fremadstormende Paul, og sammen udstationeres de under krigen i det allernordligste Norge ved grænsen til Finland og Sovjetunionen, hvor de får flittig hjælp af norske kollaboratører og finske nationalister i planlægningen og invasionen af Sovjetunionen. Det er svært at sige, hvad der er mest beskæmmende: handlingsmanden, stålmennesket, den overbeviste nazist Paul eller hans skygge, den ængstelige, opportunistiske småborger Otto, der er blottet for idealer. Hvad end deres respektive motiver er, deltager de begge med åbne øjne i modbydelige forbrydelser, likvideringer, tortur m.v. Begge fremstår de som totalt blottet for skam - og skyld-følelser, uudholdeligt selvcentrerede og stort set ude af stand til at kunne indleve sig i andre menneskers lidelser.

SS-prpagandaplakat fra Norge

Afnazificeret?

Det er selvfølgelig begivenhederne efter krigen, der særligt er provokerende. Vi følger nu, hvordan de gamle nazister kun få år efter Det Tredje Riges fald stille og roligt kan vendte tilbage til ledende positioner i den nye tyske forbundsrepublik. Die alte kamaraden hjælper hinanden, renvasker hinanden og søger for at nogle af de vigtigste nøglepositioner naturligvis tilfalder deres egne og ligeså rundhåndede pensioner. Andet, forstås, kunne vel også bare lige mangle, efter alt hvad de gjort for deres fædreland.

  Deres udlægning af fortiden og deres egen rolle er, at de jo kun var med i nazismen for at styre den i en mere humanistisk retning, og at disse veltalende akademikere udgjorde et form for bolværk mod den frådende masses morderlige antisemitisme! Tænk sig, hvordan det kunne være gået, hvis ikke folk som Paul og Otto med flere havde turdet at tage ansvaret på sig. Så kunne det for alvor være gået galt!

Nuancer af gråt    

Otto beretter sin historie til bogens anden fortæller, nordmanden Alf Mayen, der er søn af Aïda Wiik tidligere skuespiller og elskerinde til stræbsomme nazister og gift med den tidligere kollaboratør jan Mayen. Alf gør oprør mod, hvad han anskuer som forældrenes svigt, går ind i det norske politi og dyrker troen på det borgerlige demokrati og det stille udramatiske liv. Men da Alf kommer med i overvågningen af norske statsborgere med mulige sovjetiske sympatier i det nordligste Norge, der hvor SS og Gestapo førhen opererede, bliver det klare vand stadig mere grumset, og hans egen forbindelse og interesse i Otto Nebelungs historie går langsom op for læseren. Og hvorved adskiller den rettænkende Alfs efterforskningsmetoder sig fra de nazistiske?

Bogen springer frem og tilbage i tiden, og belyser derved konstant på ny og overraskende vis det tidligere berettet. Det er spændende læsning, og når man lige har vænnet sig til indledningens flittige referencer til litterære og filosofiske værker, stryger man gennem det meste af romanen, der er velstruktureret, og som meget effektfuld kombinerer historisk fakta, mentalitetshistorie og fræk digtirisk frihed.  

Bogen minder mig, med dens kredsen om de intellektuelles forblindelse af nazismen, om Tage Schou Hansens Historien om Axel, hvor den karismatiske og dragende hovedperson også kun fremstår i andres erindringer om ham. Og beskrivelsen af herrefolkementalitet, der varer ved også efter nazismens udradering, er meget lig den Uwe Timm beskriver hos sin fars generation i Min bror for eksempel.

En enkel indvendig mod Den yderste grænse er, at hensigten indimellem bliver for overtydelig sådan at pointen om de intellektuelle nazisters hykleri og evne til kynisk og uden at angre at kunne omstille sig til demokratiet gentages vel ofte og slås fast med lovlig tykke tommer søm - So fült man Absicht, und man ist verstimmt. Men dejlig frimodig provokerende, det er den.

Min Kamp 3 af Karl Ove Knausgård

Min Kamp 3

Den altid velskrivende Knausgård fortæller i bind 3 om barndommens tabte land og om forholdet til den mægtige, straffende fader. Men de lange, beskrivende passager kvæler indimellem fortællingen.

Beretningen tager sin begyndelse i 1969, hvor faren, moderen, sønnen Yngve og den otte måneder gamle baby, Karl Ove, ankommer til en lille ø i det sydligste Norge. Her skal den unge families liv begynde. Således sætter Knausgård scenen for beretningen om de syv første leveår.

Efter bind et og to, der begge havde den voksne Knausgård i hovedrollen, og hvor henholdsvis faderens død og familielivet med børn og forfatterkarriere udgjorde fortællingens centrale omdrejningspunkter, er det nu barnet Karl Ove, der låner ordet til fortællingen om sin barndom og opvækst i 1970erne. Barndomsskildringen bliver fortalt i en nogenlunde kronologisk fremadskridende prosa, og kun enkelte gange bryder den voksne Knausgård ind og knytter en kommentar til handlingen i bind 3, der mere end sine to forgængere minder om en roman i traditionel forstand.

Knausgård beretter med stor detaljerigdom og mange levende sanseindtryk, der fører læseren ind i barnets verden. Vi hører om legekammeraterne, deres udflugter i den omgivende skov, hvor de med barnets og måske særligt drenges umiddelbare nysgerrighed bare må undersøger alt selv det ulækre, såsom da Knausgård og hans bedste ven Geir skider i skoven og derefter opsøger ekskrementerne for at se deres forvandling. Vi kommer med til fodboldkampene, skarnstregerne og den begyndende interesse for piger og litteratur.

Men ingen barndom uden trolde og i Karl Oves beretning fremstår en særlig styg en af slagsen: Den konstant rugende og latent voldelige far, der med korporlig afstraffelse og hånlige bemærkninger bekæmper et hvert tilløb til brud på det ordentlige og mandhaftige, hvilket ikke giver så få konflikter, da den følsomme Karl Ove er uhyre grådlabil. Særlig stærk er de scener beskrevet, hvor faren frustreres over sine kejtede forsøg på at nå ind til den afvisende Karl Ove, der nærer frygt og had for den udefra set respektable og agtede mand.

Knausgårds skriver fantastisk, men de detaljerige, beskrivende passager bliver efter min mening for omstændige og tempoet for dvælende, når hver en farve, lugt og delhandling partout skal med i hver dagligdags foreteelse. Til tider bliver min kamp 3 selv lidt af en kamp at komme igennem. Der er efter min smag for langt mellem de far-søn-konflikter, der driver læsningen fremad, og jeg savner den spruttende, essayistiske Knausgård, der nådeløst hudfletter sin samtid og omgivelser. Måske han kommer tilbage i bind fire?

Indkredsning af Carl frode Tiller

Indkredsning
Af Carl Frode Tiller

I velskrevet norsk roman skildres med stor psykologisk indsigt det smertelig skel mellem ungdommens højtflyvende drømme og den fladtrådte, tarvelige virkelighed


Det er det helt store eksistentielle spørgsmål om identitet som den norske forfatter Carl Frode Tiller tager op i sin tredje roman på dansk, Indkredsning. Romanen forsøger gennem en fremstilling af en række skæbner at indkredse, hvad et menneske egentlig består af udover kød, blod og knogler. Det er der kommet en særdeles vellykket, men barsk roman ud af.
Den unge David, romanens fraværende hovedperson, har fået hukommelsestab og en annonce i avisen opfordrer alle, der har kendt ham, til at skrive og fortælle om deres forhold til ham, sådan at han af den vej kan rekonstruere sin fortid. Det er derfor kun igennem de andres fortællinger om David, at læseren kan danne sig et billede af ham.

Romanen er struktureret af tre lige store dele, i hver af hvilke personer med tæt tilknytning til David fortæller om deres nuværende liv. Det drejer sig om Davids barndomsven, den forkrampede og indelukkede Jon; Davis stedfar, den mildt formanende præst Arvid, der er dødeligt syg af kræft og endelig Davids ekskæreste Silje, der tidligere gav den som sværmeriske boheme, men som nu lever et trist og hverdags gråt liv.

Ind imellem disse nutidsfortællinger får vi i de breve, de stiler til David, ikke bare et komplekst og modstridende billede af ham, men altså også et billede af den enkelte brevskrivers fortid, som står i skærende kontrast til den depressive og modløse krisesituation, som de alle befinder sig i nu.

Det er karakteristisk for alle de tre brevskrivere, at de er intelligente og reflekterende mennesker, der dog til trods, eller måske er det netop på grund af deres intellekt, kommer til kort, fordi de er for fortænkte, for analyserende, og i sær gælder det for Jon, er for nærtagende til at kunne handle og være sådan som de gerne vil være. Det ses tydeligst i dialogerne, der er små fortættede hverdagsdramaer, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at der under det mere eller mindre tilforladelige ligger en afgrund af bitterhed, forsmåelse og bristede illusioner,

Personerne kan ikke få greb om og finde et sprog, der er i stand til at videregive det indre kaos, de føler, og gang på gang handler de i modstrid med deres intentioner og forværrer derfor deres egen situation.
Afsnittet om barndomsvennen Jon, der gemmer sin fiasko som musiker bag et tykt lag af sort ironi og kynisme, er blændende godt skrevet. Man føler som læser uvilkårligt medlidenhed med den usikre og forsømte mand, der bag den ligeglade attitude er sig sin egen uheldige fremtoning fuldt bevidst, men som tragisk nok ikke er i stand til at ændre den. Her er som i resten af romanen ikke meget opbyggelighed at hente.

Romanen er første del af en planlagt trilogi og jeg ser frem til at læse fortsættelsen. Jeg vil varmt anbefale bogen først og fremmest for de fremragende dialoger, der opleves som veritable krige på ord.
Så, hvis man som læser ikke er bange for at tage favntag med litteratur, der tør beskæftige sig med store og væsentlige emner, kan Carl Frode Tillers roman være et godt bud.