Bogspot: Reconstrucción af Antonio Orejudo

Den spanske forfatter Antonio Orejudo har med Reconstrucción skrevet  en historisk roman med
intolerant  ideologi  og kættersk tvivl  som omdrejningspunktet sat i scene i  1500-tallets blodige religionskampe, men bogen  har oplagte paralleller til vore dages dogmatisme.

Trykkeren Joachim Pfister bliver i midten af 1500-tallet opsøgt af Den Pavelige Inkvisition og pålagt under håndfaste trusler at opspore og finde den gådefulde forfatter til et kættersk manuskript, der i højere grad end Luthers protestantiske reformation truer Den katolske kirke indefra.

Ensretning og kætteri

Såvel Pfister som den gådefulde manuskriptforfatter er ikke, hvad de tager sig ud for at være, men gemmer begge på en skjult fortid, som gradvist bliver afsløret for læseren.  Begge nærer de kætterske tanker, som den magtfuldkomne officielle ideologi, det være sig katolsk som protestantisk, vil have udslettet fra jordens overflade.

Der trækkes tråde tilbage til den tyske by Münster, der 20 år tidligere i en kort periode gennemlevede en revolutionær vækkelse, hvor Den katolske Kirke blev smidt på porten og forskellige religiøse ideer og vækkelsesprædikanter, den ene mere radikal end den anden, afløste hinanden, mens kejserens soldater gjorde sig klar til at jævne byen med jorden.

Bogen skildrer, hvordan de forskellige ideologisk-religiøse trosretninger kæmper om retten til at herske enerådigt. Hele tiden udarter de nye, i begyndelsen frisættende skud på stammen, sig til dogmatiske hermetiske størrelser, der ikke levner plads til tvivlere.

Der er en afgrundsdyb afstand mellem de religiøse dogmer og den faktiske virkelighed, hvilket Orejudo skildrer med sleben sarkasme: magten korrumperer, de intellektuelle forfølges nidkært, og troen instrumentaliseres og bruges som et skjold, bedre end noget andet til at skjule eget magtbegær og beskidte vendettaer.

Historien som spejl

De teologiske disputter, der i dag kan synes meningsløse udfoldes i bogen, fordi teologi dengang (som nu, hvis vi drager paralleller til den muslimske verden i dag) er en næsten altomfattende ideologi, et trossystem der styrer samfundet og det enkeltes menneskes grad af frihed.

En oplagt udlægning af romanen, som den dog selv helt tier om, er da også, at individet i form af kætteren og tvivleren i vores moderne verden er under konstant pres fra kravet om ensretning fra totalitære tendenser i tiden, det være sig at slutte op om bestemte ideer, stadig større indgreb i ytringsfriheden eller den moderne inkvisitions svøbe i moralske klæder kendt som politisk korrekthed.

Reconstrucción er en sær og  urovækkende roman, der når man først kommer ind i dens på en gang aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers, holder læseren fangen til sidste side.

Antonio Orejudo (Madrid, 1963) er en af de store nutidige spanske forfattere, der har vundet adskillige priser for sine indtil videre fem romaner.  Orejudo  er professor i spansk ved universitetet i Almería og derudover essayist og litteraturkritiker.  

El hoy es malo, pero el mañana es mio af Salvador Compán

Intens roman, der giver et fremragende indblik i de strenge efterkrigsår i Spanien i et lille, iltfattigt og skinhelligt landsbysamfund, hvor den mørke fortid hele tiden lurer lige under overfladen.

Titlen, der stammer fra den store spanske digter, Antonio Machado, kan oversættes til noget i retning af:  I dag er en dårlig dag, men dagen i morgen er min.

Tegn i tiden

Vi befinder os i den fiktive by Daza, i Jaén, i det sydvestlige Spanien i begyndelsen af 1960erne. Pablo Suances er en usikker og følsom dreng på 15 år, der føler, at det lille selvtilstrækkelige landsbysamfund er ved at klemme alt luften ud af ham.

Kun tegne-timerne med den socialt tilknappede, men flotte Vidal Lamarca løfter ham ud af lilleputsamfundets kvælende katolicisme og nyfigenhed og op i kunstens frie svære.

Men Vidal Lamarca underviser også Pablos ven, Raúl Colón, og dennes moder, Rosa Teba, der stammer fra det bedre borgerskab i det nordlige Spanien, og som keder sig gudsjammerligt i det provinsielle Daza, hvor kvinden i god takt og tone med frankismens idealer forventes at føde børn, tage sig af hjemmet og så ellers diskret og selvfornægtende at være mandens faste støtte.

Hun drages uimodståeligt mod den flotte og mystiske tegnelærer, Vidal Lamarca, og de to indleder et erotisk forhold bag om ryggen på Rosas ægtemand.

Skønhed og mørke

Pablo Suances bliver vidne til dette forhold, og bid for bid får han også indblik i Vidal Lamarcas matrede sjæl og mørke fortid.

Vidal plages nemlig af en altfortærende skyld over at have svigtet sin elskede under borgerkrigen, over at have angivet cellekammerater, og over at være overlevende på falangisten og sortbørshandlleren Sebastián Lanzas nåde.

I mere end 20 år har Vidal måttet spille den fornedrende rolle som Lanzas loyale 'lænkehund', og i alle årene udadtil har han skullet demonstrere en hyklerisk anger over at have kæmpet på Republikkens side i Den Spanske Borgerkrig.  Og kun gennem kirkegang, konfession og ubetinget loyalitet over for Caudilloen Francisco Franco og dennes korrupte håndlangere, her i skikkelse af den temperamentsfulde og sært lunefulde Lanza, at få absolution for sine 'synd' mod den nationalistiske sag.

Intens og spændende

Men noget er ved at ændre sig i Vidal Lamarca. Det fornemmer læseren gennem Pablos Suances, der først ser  den ellers tilsyneladende flegmatiske Vidal skyde til måls med en pistol med lyddæmper, og senere finder Pablo Lamarcas selvbiografisk grafiske roman, hvor den sidste tegning viser Lamarca, der myrder Sebastián Lanza med kold blod.

Dog er forholdet mellem fiktion og virkelighed, som læseren gradvist finder ud af, mere kompliceret og slet ikke et en-til-en-forhold.

De forskudte tidsplaner skaber suspense og fremdrift i handlingen, mens personbeskrivelserne har stor dybde og nuancer. Følelser, drifter og erotik udfordrer konstant de snærende konventioner, mens fortiden lever videre i nutiden.

El hoy es malo, pero el mañana es mio  er en roman om at vokse op og gradvist at lære livets mange skyggesider at kende. Det er en fortælling om skyld, soning og kunsten og erotikkens frisættende kraft. Det var en rigtig stor læseoplevelse.

El hoy es malo, pero el mañana es mio
af Salvador Compán
381 sider
Espasa
Udgivet 2017
Sprog: spansk

El impostor (Bedrageren) af Javier Cercas

Danske Milena Penkowa og Anna Castberg er de rene nybegyndere udi bedrageriets kunst sammenlignet med den 93-årige Enric Marco, tidligere formand for de spanske holocaustofre, der i mere end 30 år udgav sig for at være KZ-fange og stålsat frihedskæmper under Franco. 

Det var en sjælden og derfor værdsat fugl, hvis strålende fjerdragt, dog viste sig at være tyvstjålet. Javier Cercas har skrevet en medrivende dokumentarisk roman om den fascinerende løgner, en virkelighedens Alonso Quijano, der ønskede at blive Don Quijote.

Demaskering

Opstandelsen var stor, og nyheden løb verden rundt, da det i maj 2005 kom frem, at den karismatiske og veltalende medie-darling og formand for de spanske overlevende fra de tyske koncentrationslejre, Enric Marco, slet ikke var den, han gav sig ud fra at være. Han havde aldrig været i tysk koncentrationslejr, som han ellers så levende havde berettet om i årevis.

Marco havde dog været i Tyskland, men det som led i Francos tak til Hitler for Nazi-tysklands hjælp i borgerkrigen. Marco havde benyttet sig af, at spanske arbejdere kunne undgå militærtjeneste mod at arbejde i den tyske våbenindustri, der havde brug for hænder og betalte relativt godt.

Javier Cercas´selvbevidste hovedperson, Enric Marco. 

Den spanske forfatter Javier Cercas, der gang på gang sætter lup under forholdet mellem fiktion og historisk virkelighed, blev øjeblikkeligt fascineret af historien.  Han ønskede at finde ud af, hvem Enric Marco i virkeligheden var. Trods moralske kvaler ved projektet – bør man belønne en narcissistisk løgner, med mere opmærksomhed? – gav Cercas sig i kast med at skrælle løgnen fra den dokumenterbare virkelighed.

Løgn over løgn

Men det viser sig at være en langt større opgave, end man lige skulle tro, for Enric Marcos selvfremstilling er spundet sammen af løgne, der kunne være sandhed, og sandhed, der kunne være løgn.

Enric Marco lader sig interviewe af Cercas, men afslører sig som en både dreven, charmerende og konstant manipulerende løgner, der så snart én løgn uigendriveligt er afsløret, spinder løs på den næste tråd.

Enric Marco, viser det sig, har gentagne gang i sit liv formået at omskrive sin selvbiografi, så den flugter med det opportune og gloværdige, og Marco har tilsyneladende en overtalelsesevne som få.

Hans farverige, floromvundne sprog fyldt med storladne tableauer og sentimentale, melodramatiske beretninger er guf for medier og republikanere, der efter 40 års gusten samarbejde eller uheroisk tavshed under Franco, sukker efter den ubesmittede frihedskæmper med det højthævdede republikanske flag.

Enric Marco og Spaniens forvandling

Marco forstår at byde sig til, og hans fortælling får luft under den ’erindringsindustri’, der nu går sin sejrsgang i Spanien. Med sin (fiktive) biografi er Marco et lysende modbillede til den grumsede virkelighed med den nu af så mange forhadte og mest af alt postulerede ’tavshedspagt’ de politiske partier imellem i overgangen fra diktatur til demokrati.

På den måde bliver Cercas’ roman om Marco også et spejl vendt mod det omgivende samfund, for hvilket samfund er det, der lader sig beruse eller vælger at tie mod bedre vidende, da Marco rullede sin storladne fortælling ud? Men spejlet er også vendt indad mod forfatteren selv, der digter, iscenesætter og omskaber virkeligheden.

Det er meget interessant at følge Cercas i hans optrevling af Enric Marcos opdigtede historie(er), og forfatterens oprigtige ønske om at forstå, hvilket menneske og hvilke motiver, der gemmer sig bag fiktionens løgne. Nogen gange er det dog som om, Cercas vil tvinge sin neurotiske, lidt kokette persona med ind i fortællingen, hvor denne fint kunne have klaret sig uden.

Men bogen er så vedkommende, fordi vi vel alle gør som Enric Marco bare i mindre målestok. Vi forklæder og forskønner vores selv, fordi vi, som Cercas´fremstiller det, som Narcissus ville gå til grunde, hvis vi så os selv i spejlet og indså, hvor små og ubetydelige vi er.  

Efterspil: i et radiointerview i Cadena Ser med blandt andet forfatteren Juan José Millas, tager Enric Marco stærkt afstand fra Cercas' og hans bog, og der er tilsyneladende intet den ophidsede (en ny rolle?) og stærkt selvmedlidende Enric Marco fortryder. 

Anmeldelse: La Pena Máxima af Santiago Roncagliolo

Andet bind i krimiserien fra Peru om den pligtopfyldende jurist og opdager Félix Chacaltana.

Som i Rød April (udkommet på dansk hos Forlaget Turbine) spiller den umiddelbare fortid i Latinamerika en afgørende rolle i romanens plot, der omhandler kampen mellem højreorienterede militærdiktaturer og venstreorienterede oprørsbevægelser. 

De blodige rædsler udspiller sig, imens verdens øjne er rettet mod verdensmesterskabet i fodbold i 1978.

VM i terror 1978

I forhold til handlingen i Rød April, er vi seks år tilbage i tiden. Félix Chacaltana, nys uddannet jurist, arbejder i et støvet retsarkiv og her skærmet fra virkelighedens dunkelheder går dagen med ligegyldige juridiske petitesser, som ingen anden end han selv lader at interesserer sig for.

Hvad alle andre – selvfølgelig med undtagelse af den knastørre kiks, Félix Chacaltana, – til gengæld går op i med liv og sjæl, er det peruvianske landsholds fært ved VM.

Men så sker der noget, da en forsker i sociologi og Félix’ skakmakker bliver fundet myrdet, henrettet på klods hold. Det er op til  Felix at optrevle sandheden bag vennens død.

Derved kommer han uvægerlig på sporet af en hemmelig brigade af kidnappere og torturbødler med fangearme over der meste af Latinamerika, som, mens verdens øjne rettes mod verdensmesterskabet, i al hemmelighed udøver deres i bogstavelige forstand grænseløse forbrydelser.

Der er tale om virkelighedens Operation Condor, det samarbejde, der inkluderede mord, tortur og udvekslinger af politiske flygtninge, de højreorienterede regimer imellem.       

Alvor, smerte og anstrengt ironi i peruviansk thriller

De enkelte dele i plottet hænger fint sammen med bogens struktur og den større tematik, ikke ulig de 32 lapper, der indgår i en klassisk fodbold, som den der pryder forsiden.

Til gengæld trækker det gevaldigt fra at fremstillingen af hovedpersonens kærlighedskvaler, moderbinding og godtroende patriotisme er så langtrukken, fjollet og overdrevent karikeret, som det er tilfældet. Det er anstrengende læsning, synes jeg, og hæmmer den ellers overraskende og velkomponerede finale.  

Titlen La Pena Máxima har en velvalgt dobbelttydighed af noget på engang konkrete og følelsesmæssigt: det kan betyde straffespark i fodbold, eller det kan direkte oversat betyde: den største strafudmåling, det vil sige en livstidsdom.  Endelig kan det oversættes til noget i stil med: Den største smerte. 

Fortiden kan, som i romanen, både være et indre fængsel, det er overordentligt svært at flygte fra, og et væskende og smertende sår, stort og med form som et landkort over Latinamerika. 

Anmeldelse: Vientos de intriga af José Calvo Poyato

Historisk spændingsroman om spaniernes kamp mod Napoleons besættelsestropper

El dos de mayo 1808 en Madrid

I Spanien er 2. maj en national mærkedag, hvor spanierne, særligt madridlenerne, mindes deres forfædres heroiske kamp mod den franske besættelsesmagt i år 1808, som blev begyndelsen på La guerra de la independencia.

Uden for Spanien er begivenheden nok først og fremmest kendt gennem Goyas ikoniske billede af franskmændenes nådesløse repressalier mod civilbefolkningen dagen efter, hvor man ser en flagrende jesus-lignende skikkelse klædt i uskyldens farve, der står for at blive henrettet af den mørke, stort set ansigtsløse henrettelsespeloton.

 I Vientos de intriga (da. Intrigevinde) skildrer den spanske historiker og romanforfatter José Calvo Poyato de dramatiske måneder, der ledte op til udbruddet af krigen.

Skandaler og intriger ved det spanske hof

Sagen var den, at i 1807 var det kommet ud til den spanske offentlighed, at der ved det spanske hof udkæmpedes en indædt kamp om magten mellem på den ene side Kong Carlos den 4. hans dronning María Luisa de Parma og på den anden side deres søn Ferdinand den 7. hvis ambitioner havde gjort det skandaleramte hof til en slangerede af konspirationer og intriger.

Sladderen gik, at førsteministeren, den af mange hadede Manuel Godoy, kunne takke dronningen for sin kometagtige karriere fra lavadelig soldat og livvagt til storadmiral og førsteminister. Rygterne om dronningens og førsteministerens skandaløse affære og uværdige excesser var det helt store samtaleemne. Men samtidig med at store dele af befolkningen lod sig underholde eller væmmedes ved denne føljeton af slibrig sladder og dekadent livsførelse, skete der store tinge ude i verden.

¡Fuera gabachos! (Ud med frøæderne!)

Frankrig var igen blevet en stormagt under kejser Napoleon, og det svækkede Spanien valgte rollen som den tjenestevillige lillebror og allieret. Men da en fransk hær på 70.000 mand uanmeldt marcherede ind i Spanien, under foregivende af at ville erobre Portugal, der nægtede at indstille handlen med englænderne, begyndte nervøsiteten at brede sig, for mon ikke også Napoleon ville benytte sig af den indædte strid i den spanske kongefamilie til at skifte Bourbonerne ud med sin egen slægt.

I takt med begivenhedernes eskalering:  den voksende modstand mod franskmændene, mod Godoy og mod den franskvenlige politik, griber Ferdinand den 7. chancen og tvinger sin fader, kongen, til at abdicere.

Midt i denne kaotiske periode, som forfatteren udreder så den bliver forståelig med respekt for de historiske kilder, tilføjes så elementer af fri fantasi taget ud af Dumas’ kappe og kåre-romaner, som for eksempel romanens mystisk broderskab, skjulte forrædere, drab begået i dølgsmål og franske spioner.

Resultat er en let og velsmurt historisk spændingsroman. Personerne er som hos det store franske forbillede typer mere end levende mennesker. Og det er vel først og fremmest de historiske personer, der har interesse. 

Sympatien er ikke overraskende solidt placeret på de spanske oprørers side –skildret som en folkelig rejsning af jævne og gæve kvinder og mænd. Franskmændene er skildret som hovne og respektløse, Napoleon fremstår som en svigagtig strateg, og kongehuset er fysisk såvel som mentalt degenereret; egentlig ganske effektfuld.       

Anmeldelse: La Primera Guerra Mundial contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Efter at have berettet først Spaniens og dernæst hele verdens historie for skeptikere er turen nu kommet til 1. verdenskrig. 

Juan Eslava Galán beretter på vanlig vis ud fra den opfattelse, at Historien først og fremmest er fortælling(er) om fortidens mennesker.

Bogens korte, koncise kapitler, der er tilsat store stænk humor, ironi og uventede anekdoter giver et underholdende og udmærket billede af de helt store linjer. 

Galán skjuler ingenlunde sine idiosynkrasier eller sit ståsted. Det giver som regel hans tekster en forfriskende ligefremhed, men det har dog også den ulempe, at det til tider forenkler billedet lige lovlig meget.

    

En epokes afslutning

For præcist hundrede år siden befandt europæerne sig uden at vide det i de sidste måneder af det, der skulle blive kendt for eftertiden som La Belle Époque, som man kan læse om hos Stefan Zweig eller i Florian Illies 1913, Århundredets sommer . 

Kontinentet var præget af en magelig optimisme: der var velstand og fremgang, fred, store teknologiske opdagelser blev gjort og kunsten flød i rige kaloriefyldte mængder. Dette måtte i sandhed være civilisationens klimaks, den bedste af alle verdener.

Men under den glimtende idyl kunne man dog, hvis man havde viljen, skimte dybe revner af enorme uoverensstemmelser, feberhed nationalisme og klare klassemodsætninger.

Ikke mindst på Balkan var situationen kritisk med det selvstændige, selvbevidste Serbien, der var klar til at udfordre den gamle kæmpe Østrig-Ungarn. Enden på den gamle verden begyndte som bekendt med den bosnisk-serbiske terrorist Gavrilo Princips vellykkede attentat mod den østrig-ungarnske tronarvefølger og dennes hustru.

Kronologi og anekdoter

Bogen indeholder
 mange flotte og interessante
 illustrationer 

Og her begynder også Juan Eslava Galán sin fremstilling, der kommer omkring de forskellige rigers ageren op til krigen, krigsudbruddet, Schlieffen-planen, invasionen af Belgien, skyttegravskrigen, gaskrigen, u-bådskrigen, det armenske folkemord, USA´s indtræden i krigen med meget mere.

Men måske egentlig mere interessant en den ret så velkendte kronologi i krigen, er kapitlerne om dagligdagslivet ved og bag fronten, om kvindernes kamp på hjemmefronten, om zeppelinerenes udvikling, om forfattere i krig – blandt andet om, hvordan Tolkien, mens han lå i skyttegrav fik inspiration til sine skræmmende orker ved synet af de tilmudrede tyskere med deres karakteristiske stahlhelme. 

Og så er der også de mere kuriøse kapitler om hunde i krig, og om den eksotiske danser, Mata Hari, der blev hyret som spion for tyskerne og optrådte i Paris på Moulin Rouge, mens hun så længe det varede, udæskede de mange højtstående franske officerer, der fandt vej til hendes seng.    

Tragedien som farce

Fokus er som så ofte lagt på Vestfronten med de nerveopslidende skyttegrave, mens den verdensomspændende konflikt kun behandles i forbifarten.

Historien får i Galáns fremstilling karakter af farce, og det kan der nok være en stor grad af sandhed i. Men en sådan meget ’folkelig’ fremstilling af 1. verdenskrig tenderer sine steder karikaturen, når de øverstbefalende officerer skildres ret så ensidigt som latterlige og hysterisk selvoptagne, når de gejstlige konstant er hykleriske, mens de menige djærve soldater vel er de eneste med forstanden så nogenlunde i behold.

Bogen giver i øvrigt også et indblik i det neutrale Spaniens forhold til 1. Verdenskrigs partere, hvor i sær den baskiske og catalanske industri lavede store penge på at sælge til krigens forskellige kombattanter.    

Anmeldelse: Crimen en el barrio del once og El policía descalzo de la Plaza San Martín af Ernesto Mallo

Fremragende argentinsk krimi noir. Fortiden er et mørkt, mareridtsagtigt landskab fuld af frygt, smerte og savn i Ernesto Mallos første to romaner i sin krimi-trilogi fra tiden under og efter militærdiktaturet i slutningen af 1970erne.  

’… la suerte es una puta que muchas veces se acuesta con otro.’ 

(Heldet er en luder, som ofte går i seng med en anden.)

Blodigt mørke

Det er mørkt og vinterligt i Buenos Aires tomme gader, hvor regnen siler og udgangsforbuddet holder de fleste af byens indbyggere, los porteños, hjemme med øre på stilke og øjne forsigtigt tittende ud af de lukkede persienner i ængstelse for militærets dødspatruljer, diktaturets selvtægtmænd og vilkårlig ransagning og justits. 

Eller måske lurer oprørerne derude blandt nattens andre ildevarslede lyde...  

  

Militærdiktaturet i slutningen af 1970erne danner det dystre bagtæppe for handlingen i den første roman. Her får den hæderlige politiefterforsker Venancio Ismael Lascano til opgave at efterforske en sag, hvor to lig efterladt ved flodens bred pludseligt bliver til tre.

Historien om det tredje lig

De to første lig bærer åbenlyst dødspatruljernes signatur, men det tredje lig, en ældre mand af jødisk afstamning viser det sig, skiller sig ud både ved alder, baggrund og måden, hvorpå han er blevet likvideret.

Lascano, der befinder sig i en tilstand af illusionsløs depression efter at have mistet sin kone, kan ikke på trods af velmenende henstillinger henlægge sagen. Han må grave videre – det er begrundet, men sjældent kærligt ment, at kollegaer kalder ham ’el perro’, hunden.

Ved at bore dybere i sagens rette sammenhæng kommer Lascano til at træde endog meget højt placerede militærfolk over tæerne, og det gør man ikke ustraffet, når de magtfuldkomne officerer sidder på tronen, og få vil turde protestere over en død mand fra eller til.  

Ved et tilfælde havner Eva, en jagtet oprører fra en af guerillacellerne, under Lascanos beskyttelse. Og så er der en ting mere at være bekymret for.

I mens oprulles historien bag drabet på den jødiske mand, og det er en ildelugtende sag fuld af svig, korruption, misundelse og begær fra en dekadent overklasse, der ikke ved egne midler kan finansiere et svimlende overforbrug.

Skiftende synsvinkler

Historien bliver fortalt fra forskellige synsvinkler med skiftende fortællere: Lascano, hans ven retsmedicineren Fuseli, guerillapigen Eva, en jødisk forretningsmand undsluppet fra Auschwitz, repræsentanter fra den forfaldne overklasse og endelig den højreorienterede major Giribaldi og dennes kone, der ikke selv kan blive med barn. Derfor ’skaffer’hendes mand hende en nyfødt baby taget fra en af de gravide fanger, der efter fødslen sikkert er blevet likvideret.

Plottet er velkomponeret og medrivende, kompositionen stram og personerne fremstår troværdige og meget menneskelige i både smerte som dårskab.  

På lidt over to hundrede sider lykkedes det at give et intenst portræt af det korrupte argentinske samfunds mange lag under militærjuntaen og ’Den beskidte krig’.      

     

Kampen om tronen

I bind to, El policía descalzo del Plaza San Martín, er Lascano er rekonvalescent på et hemmeligt sted efter at være blevet skudt i slutningen af foregående bog.

Den nye politichef, der ikke selv er helt fin i kanten, forsøger at overbevise en modstræbende Lascano om, at han skal genindtræde i politistyrken. Men sådan kommer det ikke til at gå, for politichefen bliver myrdet af et kartel af korrupte, narkohandlende betjente, kendt som los apóstoles (apostlene!). 

Los apóstoles ønsker at få fuld kontrol over byen, og med politichefen af vejen er Lascano deres næste mål. 

Denne ønsker blot at kunne forlade landet for at genfinde Eva, der forsvandt i slutningen af forrige roman, mens han lå døende på gaden. Men for at kunne rejse er Lascano nødt til at skaffe pengene tilbage fra et mislykket bankrøveri, hvor kun den aldrende vaneforbryder Miranda undslap.

Ændre for at bevare

Miranda er en gammel kending af Lascano, men til trods for at de står på hver side af loven, nærer jæger og bytte en form for gensidig sympati, fordi de genkender sig selv i den anden: den knækkede mænd med den bedste tid bag sig, godt nok trevlet i kanten, men utilpas ved det skruppelløse samfund, der omgiver ham, hvor demokrati godt nok udadtil har afløst diktatur, men hvor de samme benhårde mænd og de samme grådige betjente fortsat skalter og valter med andres liv, som det behager dem.

Ernesto Mallo, f. 1948. Forfatter, journalist og dramaturg
med en fortid på den revolutionære venstrefløj 

Det er nogle grufulde historier kun strejfvis opløftet af nogle fås menneskelighed og retfærdighedssans.

Bøgerne er også oversat til engelsk med titlerne Needle in a Haystack og Sweet Money, og de kan varmt anbefales, ikke mindst til fans af hårdkogte krimier med historisk baggrund og moralsk kompleksitet a la Philip Kerrs Berlin Noir-serie.  

’Los hombres te han hecho mal’ er sidste del i trilogien.

Anmeldelse: Las Leyes de la frontera af Javier Cercas

Forrygende eksistentiel thriller, der leger med fortællingen og sandheden i en medrivende beretning om en middelklassedrengs skæbnesvangre møde med en kriminel ungdomsbande i 1978, hvor Spanien endnu ikke havde kastet det frankistiske åg. 

I grænselandet

Den sekstenårige Ignacio Cañas vokser op i den catalanske by Gerona med sin far, mor og søster.  Det er tre år siden at diktatoren døde, men samfundet styres fortsat efter frankistiske love. Utilfredshed over den sociale uretfærdighed ulmer underneden.  

Da en ny dreng begynder i klassen, hvis far viser sig at være chef for Ignacios far, ændrer Cañas’ relativt ukomplicerede liv sig.

Den nye dreng, Batista, er en ondskabsfuld bølle, der forfølger Ignacio og får hans tidligere venner til at vende sig mod ham. Cañas ved, at han ikke kan klage sin nød til faren, for denne kan intet stille op, mod Batistas’ far, som er hans overordnede på rådhuset.

Sådan er den barske virkelighed, når rang og rå magt fortsat er højeste trumf. Forfulgt af sine plageånder flygter Cañas derfor ud i de forfaldne slumkvarterer, hvor de fattige emigranter fra resten af Spanien har bosat sig.

Det er den mørke, ukendte side af byen, og livet der folder sig ud her med prostitution, vold og kriminalitet. Her spiller man efter andre regler, end Cañas er vant til.

Dårlig dannelse

Det finder han ud af, da han ved et tilfælde møder de to ungdomsforbrydere: pigen Tere og drengen ’el Zarco’. Cañas bliver indtaget i pigen og ser op til den karismatiske og barske el Zarco, der er alt, hvad han ikke selv er. 

Cañas’ liv tager en voldsom drejning, da han i løbet af sommeren 1978 indtræder i el Zarcos ungdomsbande og er med til at begå indbrud, biltyveri og røveri kulminerende med bankrøverier med hvinende dæk og adrenalindundrende flugt fra et hidsigt skydende politi.

Til sidst går det dog galt: politiet er blevet varskoet, og el Zarco og de fleste af bandens medlemmer bliver fanget efter et fejlslået bankrøveri. Cañas går dog fri uden rigtig at vide hvorfor. Lige så brat som den begyndte, ender også Cañas’ kriminelle løbebane; han begynder igen i skole, nu lykkeligvis befriet for frygt for plageånden Batista, hvis sørgelig lille format, han nu kan gennemsku og derfor ikke længere frygter.

Fortiden i nutiden

Cañas uddanner sig til jurist uden rigtig at ville det, og tredve år senere er han blevet en succesfuld forsvarsadvokat med egen praksis og en hemmelig fortid. En tidlig midtvejskrise får dog det velbetalte job til at føles meningsløst og eksistensen tom og til låns. 

Men så en dag banker fortiden på døren i form af Tere, der sammen med en af el Zarcos få vedholdende beundrere, María, beder Cañas om at føre el Zarcos sag.

Et billede fra avisen La Vanguardia.
Javier Cercas på vej over en bro
 i Gerona/Girona. Bagved ses det,
 der tidligere, var den 'vilde' del af byen 

Myten om den gode bandit

El Zarco er i årenes løb gået ud og ind af fængslerne i spektakulære fangeflugter og kriminalitet, hvilket medfører, at han i mange år af offentligheden er blevet dyrket som en slags bad boy celebrity stjerne, en anarkistisk oprører eller en moderne Robbin Hood i kamp mod det stivnede autoritære samfund.

Nu er interessen og den romantiske beundring dog falmet. Så det er Cañas opgave at bevise for retten, at den notoriske myte, el Zarco, er forsvundet til gengæld for en lovlydig borger. 

Cañas vil spille lidt på den catalanske forfængelighed ved at gøre forsvaret til en demonstration af, hvordan selvstyrets humanistiske fængselssystem har opnået, hvad frankismens undertrykkende centralstyre ikke har kunnet: at afrette vaneforbryderen el Zarco.

Forræderi og iscenesættelse

Og hvis så den naive, vedholdende beundrer, María, giftede sig med el Zarco, så står de med en stærk sag, der nok skal appellere til de gode bedsteborgere. Ved at udføre denne tjeneste vil Cañas dels få omtale og dels få lettet sin skyldfølelse over for el Zarco – reddede han ikke Cañas den gang for længe siden fra at blive anholdt af politiet, og er el Zarco ikke blot et ofre for triste omstændigheder? Eller måske er det i virkeligheden ønsket om at genskabe forholdet til Tere, der ligger bag Cañas ihærdighed?

Hvad end der driver Cañas, kommer det ikke til at gå så uproblematisk, som han havde troet, slet ikke. Og spørgsmålet trænger sig efterhånden mere og mere på: hvem er det egentlig der bruger hvem, hvem er det, der iscenesætter, udnytter og begår forræderi mod hvem? Og ønsker el Zarco reelt friheden, eller er der også noget andet på spil?

Hvad er Historien uden fortællinger?

Historien bliver fortalt i tilbageblik af henholdsvis Cañas, en politiefterforsker og en fængselsleder til en navneløs forfatter, der ønsker at fortælle den sande historie om el Zarco. Men opfattelserne og meningerne er flertydige og kontrasterende: fordomme, efterrationaliseringer og forblindelse kan ikke sies fra, og motiverne er ofte dunkle og skjulte for fortællerne selv.

Første del af romanen kan ses som en ung mands dannelseshistorie, mens anden del kan ses som en refleksion over og korrektion af denne; en klassisk Cercask måde at fortælle på, ligesom de forskellige livsbaner, der krydser hinanden på afgørende tidspunker, er en fast fortællemåde hos Cercas. 

Som Salamis’ soldater og Anatomía de un instante (essay om det forfejlede militærkup i 1981 og dets årsager) kan Las leyes de la frontera læses som Cercas bearbejdning af den nyere spanske historie i fiktionsform.

Overgange og undergange

Til trods for romanernes forskelligheder præsenteres læseren for genkomne temaer, der vedbliver med at optage forfatteren: forræderiets natur; myten og dens dæmoniske, forblændende kraft; identitet som en omskiftelig, uberegnelig størrelse; livets lange række af tilfældigheder og misforståelser, der bliver til skæbne; Rubicon, der krydses; og endelig, fiktionens omskabelse af og prægning af erindringen, og det derfor komplicerede forhold mellem virkelighed og fiktion, fortælling og Historie.

Den historiske periode, Spaniens usikre overgang mellem diktatur og demokrati, bliver i romanen også til et symbol og en tilstand, der går igen i Cañas’ famlende og farlige overgangsalder mellem barn og voksen, til hans eksistentielle midtvejskrise, hvor livet, som det har formet sig hidtil, forkastes, og nye veje skal findes; til brugen af thrillergenren, hvor alt er rystende uklart, reglerne ukendte, og verden et farligt sted. 

Men modsat thrilleren forløses hverken de fiktive personer eller læseren i entydig klarhed.

Anmeldelse:Sangre en la calle del turco af José Calvo Poyato

Historisk roman tager læseren med på en farverig rejse til et kaotisk Spanien anno 1870.

Kamp, kaos og et kongerige uden konge

Anden halvdel af 1800 tallet er et særdeles spændende og kaotisk kapitel i Spaniens historie. En periode præget af politisk ustabilitet, oprør, borgerkrig, tab af de sidste kolonier og et utal af Pronunciamientos (en slags militærkup karakteristiske for den spansktalende verden i 1800tallet. Som regel ublodige, hvor ledende officerer åbent erklærer deres utilfredshed med den siddende regering. Denne trækker sig så tilbage, i fald generalernes beslutning har bred opbakning i militærets rækker. I modsatte fald må generalerne trække sig tilbage eller søge tilflugt i udlandet for ikke at blive arresteret).

Som også rundt omkring i Europa raser kampene frem og tilbage mellem traditionalister og liberalister. To år forinden i 1868 er den af mange forhadte Dronning Isabel den II blevet fjernet ved en pronunciamiento, og kongeslægten Borbonerne drevet ud af Spanien. Sagen er nu den, at Kongeriget Spanien står uden konge og bliver regeret af de to generaler Serrano og Juan Prim.  

Det er faldet i sidstnævntes lod at finde en ny konge til den ledige stol. Det er bestemt ingen smal sag, for store interesser er på spil, rigtig store, så store faktisk at det kommer til krig mellem to af de nationer, der prætenderer den spanske trone: Preussien og Frankrig.

Det sker, da den snu Bismarck bruger valget af ny konge i Spanien som lokkemad for Napoleon den III. Den franske regent går lukt i fælden, og erklærer den preussiske overmagt krig.

Imens eskalerer uroen i Spanien, hvor den fri presse også giver republikanere og yderligtgående mulighed for at komme til orde og de gør, hvad de kan for at puste yderligere til de ulmende gløder med et væld af trusler og smædekampagner mod monarkiet og general Prim.

De madrid al cielo

Ind på scenen kommer nu romanens hovedperson, den unge stræbsomme journalist Fernando Besora, der har forladt provinsen til fordel for hovedstaden, for, som så mange andre, at søge berømmelse og litterær anerkendelse i Madrids litterære og politiske heksekedel. Han bliver antaget på en liberal/moderat-avis og kommer straks på sporet af en sekt af satanister, der måske er skyldige i et uopklaret mord.  

Der var mange, der i 1800 tallet sværmede for det okkulte, og det viser sig selvfølgelig at sekten og mordet på en eller anden måde trækker tråde til magtfulde politikere, der konspirerer mod den forstandige, men overmodige general Prim. Et attentat er i støbeskeen, og det bliver for Fernando Besora et kapløb med tiden at få redet trådene ud i den komplicerede affære.

General Juan Prim

Kulørt og letlæst

Konstant er Besora i begivenhedernes centrum, og han møder altid de helt rigtige personer på de helt rigtige tidspunkter – ved selveste Emile Zolas mellemkomst lykkedes det ham endda at flygte ud af et omringet Paris i luftballon og komme tilbage til Spanien!  

Romanen er en ganske underholdende blanding af historie og fiktion, der giver en letforståeligt fremstilling af den tumultariske periode. Bogen er letlæst og befolket af kulørte typer: ærbare jomfruer, pikareske gavtyve, ondsindede ekstremister, snævresynede materialister, og så den unge idealistiske journalist fuld af beundring for den store statsmand og general, Juan Prim, der, hvis skæbnen havde ønsket det anderledes, måske kunne have skabt et andet Spanien, end det der vaklede frem mod den ene katastrofe efter den anden.  

Anmeldelse: Circo máximo: La ira de Trajano af Santiago Posteguillo

Historiske romaner. I andel del af trilogien om den romerske kejser Trajan har Posteguillo skruet yderligere op for handlingsdramaet i den 1200 sider lange roman: hæsblæsende hestevæddeløb, enorme krigsslag, udmarvende gladiatorkampe, modbydelige menneskeofringer og et snedigt komplotforsøg mod kejseren.

Men Posteguillo burde havde skåret gentagelserne og de for mange sentimentale scener fra. De virker noget påklistrede.

Komplottet mod kejseren

Den nye kejser Trajan har hurtigt gjort sig upopulær blandt mange af de ældre senatorer og embedsmænd ved at tage et opgør med den korruptionen, der gennemsyrede den foregående kejser Domitians voldsplagede rige. Forvisninger og tilbagebetalinger af store summer er den straf Trajan udsteder.

Men de korrupte senatorer har ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned for ’den spanske kejser’. Derimod planlægger de først at svække kejseren for dernæst at skaffe ham helt af vejen ved et snedigt udtænkt plot, der blandt andet involverer en anklage for crimen incesti mod en vestalinde og hendes barndomsven Celer, der er en uhyre populære og succesrige kusk med sit firespandsheste og lette stridsvogn.

At blive anklaget for crimen incesti var den værste anklage for en vestalinde og straffedes med døden. Vestalinden ville, hvis hun blev kendt skyldig, blive begravet levende, hvilket sket adskillige gange under den bestialske Domitian.

Krigen mod Dakien

Samtidig hermed er Rom i krig med Dakien under ledelse af den ærgerrige Decebalus, og støttet af sine forskellige alliancepartnere er det en krigsmagt, som romerne må tage meget alvorlig. Da en fredsaftale på det skammeligste bliver brudt med store personlige omkostninger for den romerske kejser, sætter Trajan sig i spidsen for en enorm hær af romerske legionærer med det ufravigelige mål helt at pacificere og udslette det genstridige og upålidelige Dakien.

Det kommer ikke til at gå stille af, og konge Decebalus har et es gemt godt oppe i kjortelærmet. På disse kanter befinder sig også den undslupne romerske gladiator Marcio, der ufrivilligt kommer til at spille en afgørende brik i krigens endelige udfald.     

Fuld fart over firspandet   

Den Romerske Republiks subtile og drevne magtkampe mellem oratoriske begavelser, som Posteguillo skildrede så godt i trilogien om Scipio Africanus, er naturligvis fraværende i kejsertiden. Måske derfor mangler denne serie lidt af den foregåendes dynamik og intelligens, og pauserne mellem de stakåndede action-scener fyldes derfor i stedet af nogle lidt pinagtige føle-scener, hvor de gode lider og de onde ler.

Men der er fart og veltunet spænding over de nådesløse Ben Hur- inspirede hestevæddeløb, der danner fortællingens ramme. Og de mange personlige opgør og hævntogter, der er plottets egentlige motor er helt i Dumas ånd.

Anmeldelse: El mercenario de Granada af Juan Eslava Galán

Historiske romaner. Historien om det mauriske sultanat Granadas fald set med en bulgarsk kanonstøbers trætte øjne.

Vi skriver 1487 og den sidste mauriske bastion i Spanien, Granada ligger i krig med de kristne under ledelse af kong Ferdinand og Isabella. Men ikke nok med det, så er riget også splittet i en ødelæggende borgerkrig, hvilket de durkdrevne kristne selvfølgelig lukrer på.

I audiens hos verdens mægtigste mand

Granadas ambassadør bliver sendt af sted til Topkapi, Istanbul, for at bede den mægtige osmanniske sultan om allernådigst at række en hjælpende hånd ud til sine muslimske brødre. Men i stedet for tunge kanoner, krudt og kugler eller toptrænede soldater tildeler den osmanniske hersker kun én eneste mand til det hårdtrængte mauriske Granada: den fordrukne kanonstøber Orbán.

En slægt af bulgarske kanonstøbere

Orbán er ud af en bulgarsk slægt, der i flere generationer har levet under sultanens særlige beskyttelse, siden dengang bedstefaren støbte en kæmpe-kanon, der var kraftig nok til at sprænge hul på Konstantinopels metertykke mure, så osmannerne kunne erobre byen og gøre en ende på det østromerske rige.

Orbán forlader sine børn og sin elskede kones grav for at drage vestpå til den sidste rest af det engang så mægtige Al-andalus. Nu er der kun Granda tilbage, og selv det har kun fået lov at overleve så længe, de sidste 200 år, fordi riget har betalte enorme summer i tribut til de kristne konger. Men med de fremadstormende italienske bystater, når guldåren fra Afrika ikke længere frem til maurerne.

Åh, alt er flygtigt

Orbán arbejder flittigt og selvfornægtende på at støbe bedre og kraftigere kanoner, der kan yde modstand mod de overlegne spaniere. Men Orbán, der hverken er kristen eller muslim, har set al for megen død og ødelæggelse, og ved at riger kommer og går, så for ham er det et fedt, hvem af parterne, der vinder.

Han drikker fortsat kraftigt og er ellers uinteresseret i livets glæder. Han glider stadig længere væk i melankoli, lige indtil den dag han møder en kristen kvinde, der minder ham om hans afdøde kone, og som holdes som slave af en af de rige arabiske købmænd.

Besat

Hun bliver som en besættelse for ham. Men hun har en mørk hemmelighed, som hun ikke har indviet ham i, og som handler om hendes tidligere tvangsforhold til en arrogante og perverteret gejstlig, der ikke har glemt hende. Dette kærlighedsforhold kommer til at være styrende for Orbáns omskiftelige situation, hvor han gentagne gange skifter side, først til de kristne, så igen til maurerne og den tvivlrådige sultan Boabdil.

Men det synes blot at være et spørgsmål om tid inden det uundgåelige sker, og Grandas porte falder.  

Romanen er atmosfærefyldt, og den historiske research glider ubesværet ind i bogens plot. Der er dog en del teknikailteter omkring kanonstøberi, som kan være svær at forstå.

Som i Galáns roman La mula,der foregår under Den spanske borgerkrig, er det den upolitiske, lille mands kamp for at overleve i en skarpt opdelt verden mellem venner og fjender, der er i centrum.

Det er ganske underholdende, men hovedpersonen Orbán er desværre noget grå og uspændende. Den bondske sindighed og de komiske indslag, som Juan Cabo og hans elskede æsel står for i La mula – det kan læses som en insisteren på en underfundig menneskelighed selv midt i den forfærdelige broderkrig – er ikke i samme grad til stede i denne roman.

Mest levende og interessant er derfor fremstillingen af det fortryllende, men nu forsvundne mauriske Granada  

Anmeldelse: Historia del mundo contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Verdenshistorie for den skeptiske læser. Det går over stok og sten i Galáns letlæste og underholdende bud på en verdenshistorie, hvor det går fra Big Bang, Kleopatra og Stalin til globalisering og vore dages økonomiske krise.

Forfatteren er befriende politisk ukorrekt og idiosynkratisk i sin bedømmelse og vægtning af historien, men værket skæmmes af lidt for mange gentagelser. Mest oplagt, morsom og velskrivende er han i de afsnit, der berører Spanien.

Personligt bud på en verdenshistorie

Der går igennem bogen en kras kritik af religionen og særligt kirkens rolle, dens magt, hykleri og legitimering af tingenens tilstand: at den har været et konstant middel til undertrykkelse gennem historien.

Det er i Juan Eslava Galáns version hverken idealisme eller altruisme, der har skabt de store forandringer og bevægelser i historien, det har derimod det al for menneskelige begær, grådighed og så de store epidemier. Og det giver han gennem bogen talrige og overbevisende eksempler på.

Galán indrømmer gladelig i bogens forord at hovedvægten ligger på den vestlige civilisations udvikling, simpelthen fordi det er den vigtigste, mest betydningsfulde og i en causerende essaystil inddrager forfatteren ubekymret film, bøger, nutiden og sig selv i fremstilling af historien.

Det er til trods for en del gentagelser omkring religion som opium for de undertrykte masser meget læseværdigt.

Humor og paradokser i verdenshistorien

Bogen når ikke sammen højder som den tidligere om Spanien (Historia del España contada para escépticos), men det ironiske blik for paradokser fornægter sig heller ikke i denne bog, som når han skriver: at den europæiske kolonisator nåede frem over alt på kloden med sine sygdomme og ildvåben, som begge var særdeles kraftfulde midler til at civilisere med. (El colonizador europeo llegaba a todas partes con sus enfermedades y sus armas de fuego, dos poderosos elementos civilisadores.)

Eller at den vilde omgang med de vilde førte til at de spanske erobrere med sværd i den ene hånd, kors i den anden og bukserne ned om anklerne mødte de indianske kvinder. Paraguay blev endda kendt som ’Muhammeds paradis’ i allusion til koranens fremstilling af det haremsfyldte efterliv.

Derfor, konstaterer Juan Eslava Galán tørt, bør man ikke tage det helt bogstaveligt, når det siges, at mexicanerne nedstammer fra aztekerne, peruanerne fra inkaerne og argentinerne fra bådene!

Engageret og uden uld i mund

Forfatteren er klar i sin kritik af Islam, som han simpelthen ikke mener kan forenes med det vestlige demokrati, og hykleriet omkring palæstinenserne til dels fra arabernes side og til dels fra velmenende vesterlændinge, giver han ikke en duro for: de arabiske lande behandler palæstinenserne som andenrangs borgere uden rettigheder, faktisk har de større frihed og flere rettigheder i Israel end i flygtningelejrene i Jordan eller Egypten.

Og her i vesten, mener han, er al for mange velvilligt faldet for den lette propaganda, der ensidigt fremstiller ofrene som de gode, men undertrykte palæstinensere, mens øjnene lukkes i for de mere uheldige sider af den såkaldte palæstinensiske kultur: 

De konstante brud på menneskerettighederne i de palæstinensiske zoner, æresdrab, hadet mod vesten og Israel der bliver indoktrineret i de små skolebørn, kvindernes ringe forhold, den gennemkorrupte palæstinensiske administration og ikke mindst den kyniske brug af børn som selvmordsbombere og ’velvillige’ martyrer.

Selv om jeg ikke er enig i alle pointerne i bogen, og der som nævnt er nogen grad af gentagelse, så brænder forfatterens åbenlyse begejstring for historien og for de gode, illustrative og overraskende beretninger virkeligt igennem bogens cirka femhundrede sider.

Anmeldelse: Historia de España contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Historie. Juan Eslava Galáns fortættede gennemgang af Spaniens historie fortalt for skeptikere, som titlen siger, er nok den mest underholdende og morsomme bog, man kan læse om emnet.

Henvendt til den almindligt interesserede skeptiske læser

Juan Eslava Galán, der er ligeså meget forfatter, som han er historiker, fører den almindeligt interesserede læser gennem århundredernes kommen og gåen i spansk historie.

Igen er det den gode fortælling, der er i centrum og ikke årstal, kongerække og trist udenadslære.

Forfatteren har en enorm detaljeret viden om emnet, hvilket gør ham i stand til at lægge overraskende og nye vinkler på velkendt stof, og afmontere fremherskende myter, som ikke mindst Francotidens skoleundervisning har fostret mange af.

Indavlede habsburgere og stolte stikkere  

Det er subjektivt, personligt engageret, morsomt og meget utraditionelt, når Galán ubesværet bevæger sig fra de herskende klassers magtkampe og slibrige affærer og de kongelige ægteskaber, hvor galopperende indavl fremavler forrykte og vanartede konger på stribe, og ned til pøblens slidsomme, korte liv, mens det hele tilsættes et kulturhistorisk perspektiv, der puster liv, lugt og lidenskab i historien.

For eksempel hører vi om, hvordan det gav både ære, prestige og stort set straffrihed at være stikker for Inkvisitionen. Så meget endda at almindelige mennesker stolt skiltede med det på deres huse. Den berygtede Spanske Inkvisition var i øvrigt, hvad torturmetoder og antal af henrettede angår, slet  ikke værre end, hvad der foregik på samme tid i lande som Tyskland, Frankrig og England.

 Dets skrækindjagende ry skyldes især institutionens lange levetid – frem til første del af 1800 tallet – og ikke mindst oplysningstidens tænkere, der i Den Spanske Inkvisition havde et samtidigt billede på alt hvad der var bagstræberisk, formørket og barbarisk mysticisme.

Dog medførte det angiver-og frygtsamfund, som fulgte med inkvisitionen i slutningen af 1400-tallet og frem med krav om, at man skulle kunne bevise, at man hverken var af maurisk eller jødisk afstamning (limpieza de sangre), men derimod gammelkatolsk (ved blandt andet synligt for alle at spise svinekød) utvivlsomt at den åbne, intellektuelle kritik af kirkens magt og enevælden forstummede og forsvandt.

Det betød at landet i århundrede stod i åndeligt stampe, mens andre nationer udviklede driftige iværksættere og nød godt af fremvæksten af den nye klasse af selvsikre borgere, der gik forrest i kampen mod adlen for at sikre øgede rettigheder. Borgerstanden  bibragte  i andre lande til en øget vækst, der for lang tid var Spanien helt fremmed.  

  

Historien som tragedie eller farce

Den så berømte uovervindelige spanske armada, blev af spanierne aldrig kaldt sådan. Det var englænderne, der senere for at føje spot til skade og samtidig forøge deres egen heroiske indsats døbte den sådan. Sandheden var at den spanske flåde var både rent talmæssigt englændernes langt underlegen, og teknisk var den intet match for den stærke engelske flåde.   

Man behøver ikke at være enig med forfatteren i alt, som når han for eksempel skriver, at den eneste løsning på den baskiske terrorisme nok er at give regionen sin selvstændighed – nej, løsningen er ikke som senere begivenheder har vist, ikke at give efter for et mindretals terror – eller når han måske stirrer sig lovlig bind på sin yndlings-aversion kirken og katolicismen.

Men når det er sagt, er det en letlæst, vidende og virkelig morsom historiebog, hvor Juan Eslava Galán for det meste formår at fortælle nuanceret og engageret med en altid underspillet ironi, der sætter Spaniens mange tragedier: borgerkrige, galskab, rædsler og en uendelig række af tåbelig forfængelighed i et meget menneskeligt lys.

Spaniens historie tager sig for forfatteren vel på skift ud som nogen gange en tragisk komedie og andre gange en komisk tragedie.

Anmeldelse: Una historia de la guerra civil que no va a gustar a nadie af Juan Eslava Galán

En historie om borgerkrigen som ingen vil kunne lide.  Ironi, humor, galskab og gru kendetegner Juan Eslava Galáns krønike om Den Spanske Borgerkrig.

”Ustedes me aseguran que se van a levantar los militares! Muy bien, señores, que se levanten. Yo, en cambio, me voy a acostar.”

I siger til mig, at hæren vil rejse sig, nuvel mine herrer, lad den bare rejse sig. Jeg derimod går i seng, republikkens regeringschef Casares Quiroga.

Utraditionel fremstilling

Den spanske historiker og romanforfatter Juan Eslava Galán har skrevet et utal af bøger, som med tiden har gjort ham til en af de mest læste forfattere i Spanien. Han har blandt meget andet skrevet en uhyre populær krønike om Spanien fra borgerkrigen og frem til i dag, hvor denne bog udgør første bind.

Una historia de la guerra civil … er på ingen vis en traditionel, analytisk-diskuterende fremstillingen af emnet. Den er derimod fortællende historie, hvor anekdoter, groteske eksempler og mærkværdige detaljer bliver blandet sammen med en kronologisk fremstilling af de vigtigste begivenheder og afgørende vendepunkter i borgerkrigen.

Det er populærhistorie uden ambition om nye historiske landvindinger, men blot et ønske om at fortælle en medrivende og tragisk historie. Og det må man sige det lykkes. Selvom bogen på det overordnede plan holder sig til en velkendt fremstilling af begivenhedernes gang, så er det forfatterens særegne fortælleform: hyppig brug af ironi, underspillet humor og anekdoter samt romanforfatterens blik for det komiske i det tragiske og vice versa, der gør bogen til noget specielt.

Skeptisk ironiker

Juan Eslava Galán er en historiker, der ser skeptisk på sin egen profession og på forestillingen om den objektive historiker, der kan si fiktionen fra den historiske sandhed. Historien eksisterer i kraft af fortællingen og er dermed uløseligt bundet til sproget, og historikeren vil altid være forudindtaget og uundgåeligt lave sin tolkning af de kilder, der nu tilfældigvis er til rådighed.

 Bogen her tager på mange måder konsekvenserne af forfatterens skepsis overfor håndværket uden derved at havne i den relativistiske grøft eller pleje løs omgang med de foreliggende kilder.

Menneskene i borgerkrigen

Vi får historien om militæropstandens hovedfigurer, vi hører om inkompetencen og radikaliseringen i republikken, om terror, likvideringer og biskopper og præster, der i nådesløs blodtørst overgik selv de hærdede kamptropper – den vanvittige brutalitet på begge sider.

Men vi hører også om anarkisternes frie seksualmoral, soldaternes hverdag og de mange tilfældigheder, der ofte, snarere end ideologisk overbevisning, afgjorde hvilken side mange menige soldater havnede på.

Bogens titel er lidt en tilsnigelse, for der er nu rigtig mange, der godt har kunnet lide bogen. Men traditionelt har og delvist stadig er spansk historieskrivning polariseret og stærkt ideologisk farvet: for eller imod militæropstanden i 1936, for eller imod republikken, for eller imod Franco etc. Juan Eslava Galán er i sin bog derimod ikke ude i noget partipolitisk ærinde.

Anmeldelse: Los asesinos del emperador af Santiago Posteguillo

Efter trilogien om Scipio Africanus har Posteguillo begået første bind af en planlagt trilogi om spanieren, Trajan, der som den første ikke-italiener blev romersk kejser.

Resultatet er blevet en fornem episk og mangestemmig roman med et helt igennem medrivende plot, der formår at fastholde læserens vågne opmærksomhed i løbet af de hen ved 1200 sider. 

    

”Modificar el curso de la Historia es prácticamente imposible. Sólo unos pocos se atreven a intentarlo y solo uno entre milliones, siempre de forma inesperada para todos, es capaz de conseguirlo. Bienvenidos al mundo de Marco Ulpio Trajano”

(Det er næsten umuligt at ændre Historiens gang. Kun nogle få har modet til at gøre forsøget, og kun én ud af millioner vil rent faktisk lykkedes med sit forehavende. Og det vil altid ske på en måde, der overrasker alt og alle. Velkommen til Marcus Ulius Trajans verden.)

Begyndelsen er enden

Vi begynder lige på i år 96 e.Kr. med et dramatisk attentatforsøg mod den forhadte og paranoide romerske kejser, Domitian. Derefter springer romanen 33 år tilbage i tiden til år 63. e.Kr. under Neros regime, hvor de medsammensvorendes historie tager sin begyndelse.

Lidt efter lidt kommer vi til at kende de forskellige attentatmænd og således deres individuelle motiver for mange år senere at ville sætte livet på spil i forsøget på at dræbe tyrannen Domitian.

Rom bragt til live   

Vi møder et enormt persongalleri bestående af blandt mange andre: tvivlrådige prætorianere; rådgivere, der er faldet i unåde, generaler, der forsøger at undgå kejserens misundelige blik og hyppige giftforsøg og muskelpumpede og blodtilsølede gladiatorer, der i Circus Maximus må kæmpe for folkets gunst.

Vi transporteres på det nærmeste rundt i hele Romerriget: Fra Spanien, Germanien, Palæstina, til Donau og Dakien, og så selvfølgelig vidt omkring i de snævre gader i imperiets hjerte.

Siderne er indhyllet i en nærmest følbar atmosfære: fra den stramme lugt i de steghede romerske gader, den infernalske, øredøvende larm fra gladiatorkampene til den vammelsøde vin på kejserens morderiske tunge.

Posteguillo formår at holde styr på såvel det komplicerede kriminalistiske plot som det enorme persongalleri. Forfatterens sans for spænding og sceneskift er ligeså uhyre veludviklet.

Når nok er nok

Bogen viser magtens psykopatologi, terrorens inderste væsen, og sætter den overfor den enkeltes integritet, værdighed og mod. Og det tematiske indhold sammen med romanes struktur og neglebidende plot gav mig noget af den samme læseoplevelse, som da jeg læste Mario Vargas Llosas eminente, brutale diktatorroman, Bukkens fest.

Los asesinos del emperador er i mine øjne en kæmpebedrift og en virkelig stor læseoplevelse. Jeg vil virkeligt se frem til at læse næste bind, når det udkommer til efteråret.     

Anmeldelse: La Traición de Roma, bind tre i Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

’He sido el hombre más poderoso del mundo, pero también el más traicionado’ 

(jeg har været den mægtigste mand i verden, men også den der blev værst forrådt)

Tredje og afsluttende del i trilogien er det mest komplekse af de tre bind, hvad angår karakterbeskrivelserne i den episke fremstilling af Scipio Africanus storhed og fald.

Den sidste rejse mylder med liv

La Traición de Roma er udformet som en fiktiv selvbiografi fra Scipios aldrende hånd, hvor han kort før færgemanden tager ham på den sidste rejse over floden Styx, tænker tilbage på sit livs lange rejse.

Men de cirka 800 sider mylder med mange skæbner og liv. Vi høre blandt mange andre om Hannibal og hans triste endeligt, der spejler sig i Scipios vanskæbne; vi hører om Scipios børn; om den frigivne egyptiske slave Netikerty; den prostituerede græske slave Areté; dramatikeren Plautus; Scipios hovedfjende nummer et, Marcus Porcius Cato – ham med: ’i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges’; hans allierede Gracchus, og den forfængelige Seleudkidekonge, Antiochos af Syrien, der blandt andet ved Hannibals hjælp er i gang med at skabe en fremadstormende stormagt – den sidste der er i stand til at udfordre Roms enerådende dominans.

Netop dette væld af personer er både bogens styrke og svaghed. På den ene side giver det et vældigt nuanceret og bredspektret view ud over den antikke verden. Men der er til slut rigtig mange ender, der skal nås. Og det er måske mit eneste kritikpunkt mod et ellers fremragende tredje bind, at det er lidt som om Posteguillo har svært ved at sætte det sidste punktum, og lade solen gå ned over de mange interessante personer.

Hybris og nemesis

Men som nævnt er det det psykologisk mest interessante bind, i det vi her indefra ser, hvordan hovmodet og smigeren blænder Scipio, gør ham overmodig, krævende og selvrådende i en grad, så han ikke længere tror det muligt, at han og hans slægt kan blive styrtet fra magtens tinde.

Men hvor generalen Scipio aldrig undervurderer sin modstander, der er politikeren Scipio både naiv og blind for, hvad han bare tror, er ligegyldige petitesser og smålig misundelse. Men den nidkære Cato brygger ganske langsomt på sin grusomme hævn, og han er modsat Scipio ikke hævet over at bruge et hvilket som helst middel til at puste til den altid lurende frygt for, at en stærk mand vil sætte sig udover republikkens beføjelser og føre Rom tilbage til monarkiet.

    

En epokes endeligt

I Posteguillos fremstilling varsler politikernes – de romerske og de karthagiske – frygtsomme og smålige behandling af Scipio og Hannibal om en epokes endeligt. Kampene bliver fra nu af ikke først og fremmest ført på slagmarken, men snarere blandt grådige og småtskårne senatorer, der ikke ejer hverken Scipios ære, mod, klassiske dannelse eller sande republikanske hjerte.

Det er fortalt med brug af tragediens form, mørkt og underholdende med de vanligt korte, kompakte kapitler og indeholdende en imponerende mængde viden. Og bagerst i bogen er der for de særligt interesserede læssevis af kort, de vigtigste slægters stamtræer og en litteraturliste, der kan tage pusten fra de fleste. 

Anmeldelse: La noche en que Frankenstein leyó el Quijote - la vida secreta de los libros af Santiago Posteguillo

Letlæst og ret så underholdende bog med pædagogisk sigte beskriver nogle af de kuriøse historier bag udvalgte litterære klassikere.

I 24 korte kapitler fortalt med brug af fiktive greb, som drejede det sig om små noveller eller korte historier, giver Santiago Posteguillo sig i kast med, i en pause fra sine tykke historiske romaner om Romerriget, at berette om nogle af de mest interessante fortællinger og forfattere bag verdens-litteraturens store klassikere.

Litterære mysterier

De bedste af kapitlerne fungerer som små litterære mysterier, hvor læseren undervejs har rig mulighed for at gætte med om hvem og hvad, det drejer sig om inden forfatter og værk afsløres til allersidst.

Der er suspense, kryptiske overskrifter, og fokus er ofte på den svære tilblivelse eller værkernes utrolige virkningshistorie: ’Præsident Eisenhower og en hobbits oprør’, ’Gestapo og litteraturen’, ’Den hemmelige forfatter’, ’KGB og det dødelige manuskript’ og ’Den nat hvor Frankenstein læste Don Quijote’ er nogle af de pirrende overskrifter.

Fra biblioteket i Alexandria til Harry Poter og Bloomsbury

Posteguillo lægger ud  med at fortælle om Zenodotus, den græske arkivar, der under Ptolmæo II fik i opdrag at bringe en logisk orden i det galopperende kaos, der herskede i det berømte bibliotek i Alexandria. Og om hvordan studiet af Homers antikke gloser førte Zenodotus til den simple, men enormt betydningsfulde opfindelse: at inddele værkerne i alfabetisk rækkefølge efter deres forfatter.  

Og så går det ellers fra vikingerne og litteraturens by, Dublin, over Shakespeare og hvem der i virkeligheden skrev hans værker til den historiske roman, Auguste Maquets lange skygge over Alexander Dumas værk, Charles Dickens og det digitale pirateri, og så en indædt nobelprisstrid i Spanien i begyndelsen af 1900 tallet for bare at nævne nogle af emnerne.

Nogle af historierne bag de berømte klassikere er ret så velkendte og måske derfor mindre interessante end de, der bringer et nyt og friskt fokus på hengemte forfatterskaber. Om det pædagogiske forsæt med bogen: at få flere til at tage klassikerne ned fra de støvede reolhylder, vil lykkedes, ved jeg ikke, men bogen er i sig selv sjov og underholdende læsning.

Monstret tager form

I øvrigt stammer bogens fantastiske titel fra historien om skabelsen af Frankenstein; det er et forsøg på at (på)vise den enorme betydning Cervantes’ roman fik for Mary Shelley i udformningen af hendes klassiker.

Shelley fik nemlig, mens hun om aftenen sad i en schweizisk bjerghytte sammen med lord Byron, læst højt af sin mand af Cervantes’ Don Quijote. Og mens Byron og Percy Shelley boltrede sig i sneen og stod på ski i alperne, skrev Mary om dagen koncentreret på sin roman. 

Senere lærte hun sig endda spansk for bedre at kunne nyde den ridderroman, der har efterladt sine tydelige spor i Shelleys gotiske klassiker.