Brødrene Nielsen – breve fra Den Spanske Borgerkrig af Daniel Madsen, Albert Scherfig, Charlie Krautwald og Nadia Zarling

Bogen følger de tre første danske spaniensfrivillige, brødrene Harald, Kai og Aage Nielsen på deres
rejse gennem Europa til det borgerkrigshærgede Spanien.

Brødrenes brevkorrespondance med familien og egne foto­grafier er i centrum for fortællingen, og det giver læseren et interessant, direkte indblik i tanker og motiver.

Det er en flot opsat bog, der dog også har slagsider, heriblandt  et til tider farveløst sprog, der noget forkrampet gengiver krigens store linjer.

Tre handlekraftige brødre 

De tre brødre Harald, Kai og Aage Nielsen, voksede op i et  kommunistisk arbejderhjem på  Frederiksberg. De  var alle tre stærkt politisk interesseret og fulgte levende med i den dramatiske udvikling i Spanien, som de læste om i Arbejderbladet.

Optændt af harme over militærets opstand mod den demokratisk-valgte spanske republik, pumpede de tre gæve brødre luft i cyklerne for sammen med vennen Hans Petersen den 22. august 1936 at drage ned i kamp på spansk jord for demokratiet, og for at bremse, hvad de så som endnu et fascistisk felttog.

Dette var vel at mærke før, der var oprettet frivillig-enheder i Spanien, og før DKP og Komintern havde fået udklækket noget strategi. Ved afrejsen var brødrene henholdsvis 24, 21 og 18 år.
Det var første gang de fire ungersvende bevægede sig uden for landets grænser, og kun kort efter de havde krydset grænsen til Tyskland, blev de vidne til et stort fakkeloptog af heilende nazister. Ligeså kom de til at overvære en nazistisk bogafbrænding ligesom de måtte lægge ører til fanatiske, højt syngende Hitlerjugend.

I kamp i Spanien

Da de med nød og næppe ankommer til Spanien, bliver de fire danskere indrulleret i  den senere så berømte Thälmann-bataljon. De kommer til at kæmpe, hvor det for alvor gik hedt til i Aragonien og i de internationale brigaders indædte forsvar af Madrid under bannere med påskriften No pasarán.

De kom senere ud af den forreste kamplinje og blev i  luftskytsenheden Argument Dimitrov sat til at arbejde som mekanikere og chauffører. Harald blev såret to gange, men ellers slap de alle fire hjem til Danmark i slutningen af 1938, hvor det efterhånden stod klar for de fleste, at slaget var tabt.

Under 2. verdenskrig kæmpede de brave mænd videre i modstandsorganisationen BOPA, som de var  med til at stifte. Den yngste broder Aage blev stukket og efterfølgende fanget af Gestapo, der brutalt mishandlede og tævede ham til døde.

Brødrene Nielsen i færd med at læse Arbejderbladet.

Med ideologiske skyklapper 

Fra en historikers synspunkt er det naturligvis  interessant at få præsenteret de originale breve, personligt ville jeg dog have foretrukket, at forfatterne havde uddraget eksempler, og så ellers lavet en syntese - handlingernes mænd er ikke altid de bedste til at nedfælde egne oplevelser og bedrifter. Det bliver lidt ensformigt at læse de meget ens breve, der synes at være skrevet i samme kække stil med megen vægt på trivialiteter, og hvor krigen ofte fremstilles med megen ideologisk floskl.

En anden anke mod bogen er, at den  i mine øjne er for loyale over for brødrenes og de spaniensfrivilliges opfattelse af Den Spanske Borgerkrig. Det vil sige, at borgerkrigen i Spanien bliver set som først og fremmest én stor ideologisk kampplads, uden at de mere specifikke spanske forhold bliver belyst: hvordan kampen mellem på den ene side tradition, tro og centralisme og på den anden, regionalisme, liberalisme og ateisme rækker meget længere tilbage i spansk historie.

Det er en strid, der sønderrev landet gennem både 18-og 19 hundrede tallet, og som nåede sin kulmination med borgerkrigen, hvor de skarpe modsætninger fik yderligere næring af uforsonlige og totalitære ideologier.

At skære alle nationalisterne over en kam som fascister er altså unuanceret og forkert. Franco var ikke fascist ej heller falangist.  Han var frem for alt den født opportunist og så ellers konservativ traditionalist uden noget egentligt politisk-ideologiske fundament.  Den engelske militærhistoriker Antony Beevor gør for eksempel glimrende rede for baggrunden og optakten til Den Spanske Borgerkrig i sin bog om emnet.

At virkeligheden var langt mere broget, end brødrene kunne læse om i Arbejderavisen, tager det mon noget fra brødrenes ellers både modige og selvopofrende indsats ?

Brødrene Nielsen – breve fra Den Spanske Borgerkrig af Daniel Madsen, Albert Scherfig, Charlie Krautwald og Nadia Zarling
368 sider 
Forlaget Nemo.

Anmeldelse: Una historia de la guerra civil que no va a gustar a nadie af Juan Eslava Galán

En historie om borgerkrigen som ingen vil kunne lide.  Ironi, humor, galskab og gru kendetegner Juan Eslava Galáns krønike om Den Spanske Borgerkrig.

”Ustedes me aseguran que se van a levantar los militares! Muy bien, señores, que se levanten. Yo, en cambio, me voy a acostar.”

I siger til mig, at hæren vil rejse sig, nuvel mine herrer, lad den bare rejse sig. Jeg derimod går i seng, republikkens regeringschef Casares Quiroga.

Utraditionel fremstilling

Den spanske historiker og romanforfatter Juan Eslava Galán har skrevet et utal af bøger, som med tiden har gjort ham til en af de mest læste forfattere i Spanien. Han har blandt meget andet skrevet en uhyre populær krønike om Spanien fra borgerkrigen og frem til i dag, hvor denne bog udgør første bind.

Una historia de la guerra civil … er på ingen vis en traditionel, analytisk-diskuterende fremstillingen af emnet. Den er derimod fortællende historie, hvor anekdoter, groteske eksempler og mærkværdige detaljer bliver blandet sammen med en kronologisk fremstilling af de vigtigste begivenheder og afgørende vendepunkter i borgerkrigen.

Det er populærhistorie uden ambition om nye historiske landvindinger, men blot et ønske om at fortælle en medrivende og tragisk historie. Og det må man sige det lykkes. Selvom bogen på det overordnede plan holder sig til en velkendt fremstilling af begivenhedernes gang, så er det forfatterens særegne fortælleform: hyppig brug af ironi, underspillet humor og anekdoter samt romanforfatterens blik for det komiske i det tragiske og vice versa, der gør bogen til noget specielt.

Skeptisk ironiker

Juan Eslava Galán er en historiker, der ser skeptisk på sin egen profession og på forestillingen om den objektive historiker, der kan si fiktionen fra den historiske sandhed. Historien eksisterer i kraft af fortællingen og er dermed uløseligt bundet til sproget, og historikeren vil altid være forudindtaget og uundgåeligt lave sin tolkning af de kilder, der nu tilfældigvis er til rådighed.

 Bogen her tager på mange måder konsekvenserne af forfatterens skepsis overfor håndværket uden derved at havne i den relativistiske grøft eller pleje løs omgang med de foreliggende kilder.

Menneskene i borgerkrigen

Vi får historien om militæropstandens hovedfigurer, vi hører om inkompetencen og radikaliseringen i republikken, om terror, likvideringer og biskopper og præster, der i nådesløs blodtørst overgik selv de hærdede kamptropper – den vanvittige brutalitet på begge sider.

Men vi hører også om anarkisternes frie seksualmoral, soldaternes hverdag og de mange tilfældigheder, der ofte, snarere end ideologisk overbevisning, afgjorde hvilken side mange menige soldater havnede på.

Bogens titel er lidt en tilsnigelse, for der er nu rigtig mange, der godt har kunnet lide bogen. Men traditionelt har og delvist stadig er spansk historieskrivning polariseret og stærkt ideologisk farvet: for eller imod militæropstanden i 1936, for eller imod republikken, for eller imod Franco etc. Juan Eslava Galán er i sin bog derimod ikke ude i noget partipolitisk ærinde.

La defensa de Madrid af Mauel Chaves Nogales

’En bog, der brænder mellem hænderne’

Udgivelsen i 2011 af La defensa de Madrid, der er en krønike om det heroiske forsvar af hovedstaden Madrid i de første måneder af Den Spanske Borgerkrig, er faktisk lidt af en sensation.

Forfatteren var nærmest glemt og hans knivskarpe og ekstremt nærværende reportager, nedskrevet med en vis afstand til begivenhederne de beretter om, skrevet i eksil i 1938, blev i al hast oversat og bragt i den engelske avis Evening Standard og på spansk i det mexicanske magasin Sucesos para todos, for så siden at blive glemt, samle støv, spredt rundt i verdens arkiver.

Et tilfælde og et efterfølgende rendyrket akademisk detektivarbejde måtte der til, før Chaves Nogales krønike kunne samles til et hele. 

En usandsynlig helt i en usandsynlig blodig broder-krig

Bogen beretter som sagt om republikkens forsvar af hovedstaden, Madrid, der i de første måneder af Borgerkrigen så ud til at falde i nationalisternes hænder.

 Én mand står i centrum af beretningen, den ringeagtede, undervurderede og usandsynlige helt, general Miaja, der som øverstbefalende om nogen havde ære at opbygge forsvaret af Madrid, og af at byen så længe holdt stand til trods for at regeringen over hals og hoved var flygtet til Valencia, og skamløst havde overladt Madrid til sin skæbne.

Her begynder, Chaves Nogales beretning, da general Miaja med tomme hænder og et bureaukratisk helvede af modstand, trodser en lodret ordre og i al hast med de forhåndværende midler, som ikke var mange, går i gang med sin mission: at forsvare republikken og Madrid til sidste mand mod Francos toptrænede soldater.



Når kaos er orden, og orden forbrydelse

Det er ikke nemt at være republikansk general i de første måneder af borgerkrigen, for blandt den voksende skare af anarkister, kommunister og andre ekstremister bliver militære dyder betragtet med ikke bare mistro, men ligefrem som en forbrydelse: magtesløshed og modgang overfor den velsmurte nationalistiske krigsmaskine, bliver af kommunister og anarkister vendt til paranoide anklager mod de endnu loyale officerer – Hemos sido traicionados; fusilemos a los jefes! (Vi er blevet forrådt; lad os skyde de overordnede!).    

Men general Miaja, en gamle, skaldet og kraftig mand med runde briller har, hvad der skal til for at bringe orden i det kaos, der huserer i Madrid.

 Miaja er ikke ideologisk, helt bestemt ikke kommunist, sådan som den nationalistiske propaganda fremstiller ham, men derimod en militærmand med en enorm integritet, mod, menneskekundskab og den nødvendige jernhårde vilje (’jeg har brug for mænd, der ved, hvordan man skal dø! (necesito hombres que sepan morir).

Miaja er simpelthen den rette mand på rette tidspunkt, mens regeringen i Valencia –  ledet af den latterlige, opstyltede Largo Caballero- el caudillo tropical, som Caves Nogales kalder ham –  er ineffektiv, kujonagtig og tilsyneladende mere indstillet på at stække Miajas magt end at hjælpe til i forsvaret af byen.

Til stede overalt

Chaves Nogales synes at være til stede overalt i Madrid: i Miajas bunker, når generalen forsøger at få de internt stridende fraktioner til at holde sammen eller kæmper i telefonen mod Caballeros ødelæggende inkompetence; ved fronten, hvor der kæmpes nådesløst om hver meter; på gaden, når de tyske fly kaster deres bomber over Madrid, og uskyldige børn, kvinder og mænd bliver lemlæstet og dræbt.

Han er også til sted, da en tank bliver nedkæmpet og de nationalisternes angrebsplaner bliver fundet i lommen på en død soldat; og man fornemmer den utryghed og uvished, der har sænket sig ned over byen.

Men læseren får også eksempler på de absurde, de galgehumoristiske og fandenivoldske indslag  som indbyggerne griber til - i Nogales fortælling, banker en livgivende puls konstant.

Manuel Chaves Nogales

Stolt Småborger og journalistisk pioner

Manuel Chaves Nogales kaldte sig selv stolt for un pequeño burgués liberal. På sine reportagerejser til Sovjetunionen og til det fascistiske Europa, havde Nogales modsat de fleste andre klart set lyset: de to totalitære ekstremer repræsenterede bestemt ikke noget paradis. De var menneskefjendske, modbydelige og decideret morderisk gift, som spredte sig ud over verden.

Så mens mange andre intellektuelle beredvilligt knyttede næven eller strakte armen, kæmpede Nogales, med et beundringsværdigt mod og klarsyn, for demokratiet og for den spanske republik. Som den spanske forfatter Antonio Muños Molina skriver i forordet, med frygtelige forudanelser om, hvad der ville ske, hvis en af de to ekstreme ideologier skulle sejre.

En af de mange illustrationer fra bogen

Det er også blevet fremført at Nogales med sin subjektive og litterær bevidste stil egentlig er en forløber for Truman Capotes langt senere New Journalism. Munoz Molina sammenligner Nogales’ værk med Arturo Barea og Orwell og mener at La defensa de Madrid er en bog, der ligefrem brænder mellem hænderne på læseren.

Jeg tror nu, jeg undgik brandsår, men bogen er stærkt medrivende i al dens gru, spænding, og menneskelige drama.

Bogen er forbløffende nem at læse, rent sprogligt, så med en rimelig beherskelse af spansk, vil mange kunne få udbytte af denne vældigt interessante lille bog, der også indeholder de flotte, originale blyantstegninger og fotografier, som ledsagede reportagerne.                

http://manuelchavesnogales.info/ er en side dedikeret til jorunalisten og forfatteren Manuel Chaves Nogales, og her kan den interesserede læse meget mere.

Guerra: Living in the shadows of the Spanish Civil War af Jason Webster

Sol og skygge

På en tur til den spanske sydkyst, mens solen dansede en inciterende flamenco i min svømmepøl, gik jeg i gang med at læse Jason Websters herligt veloplagte rejsereportager, og jeg blev fra en nådesløst brændende sol ført ind i en mørk skyggeside af den arrede spanske sjæl.

Den engelske krimiforfatter og rejseskribent Jason Webster, bosat i Spanien, har i sine forskellige bøger forsøgt at indkredse historiske, men samtidig særdeles nutidige fænomener, som har optaget og fascineret ham, mens han har boet i landet. Det drejer sig om Flamenco i Duende: A journey in Search of Flameco, om den arabiske fortid og nutid i Andalus: Unlocking the Secret of Moorish Spain, mens kriminalromanen Or the Bull kills you selvfølgelig omhandler tyrefægtning.

Fortiden er ikke en lukket bog

Guerra, som er den første, men forhåbentligt ikke sidste bog, jeg får læst af denne forfatter, viser med udgangspunkt i nutiden og Jason Websters tilfældige fund af en massegrav nord for Valencia fra borgerkrigens tid, hvordan den traumatiske fortid bestemt ikke er et overstået kapitel.

Det er en nabo, der en dag, lige som lidt henkastet, fører forfatteren hen til en massegrav, hvor ofre for en nationalistisk massakre ligger begravet. Naboen, viser det sig, er den eneste overlevende i den idylliske, lille landsby der med egne øjne overværede den brutale nedslagtning for 70år siden.

Dark side

Denne hændelse er skildret som en brat opvågning for forfatteren, der efter at være faldet pladask for Spaniens solside med dets eksotiske, fjerne, fortid; varme og venlige mennesker tilsyneladende har været eller bevidst har valgt at være blind for den nære, mere dystre fortid.

Men den uopnåede massegrav bliver gnisten, der tænder en flamme i historiefortælleren Jason, og han sætter sig nu dels for at fremstille borgerkrigen med dens optakt, begrundelser, og vigtigste personer, og undersøge, hvorvidt de mørke, blodig kræfter, der dengang sønderrev Spanien stadig findes lige under overfladen af det nu demokratiske samfund.

 Hans interesse for området bliver ikke mindre, da han ved et tilfælde finder ud af at hans tipoldefar, der var sømand, smuglede våben ind til for republikken under borgerkrigen.

Liv i fortidens ulmende gløder

Det lykkedes for Webster at puste liv i fortidens gløder, så fremstillingen af Borgerkrigen er levende, stærkt medrivende og det føles som om det er nutid og ikke ligger halvfjerds år tilbage i tiden: Lorcas tragiske endeligt føles som et nutidsdrama; ligeså fremstillingen af filosoffen Unamuno, der med fare for sit liv, modigt tog til genmæle og dissekerede Falangismen, og den hysteriske psykopat Millán Astray, mens legionærere og falangister stod med trukne revolvere og råbte Viva la Muerte.  

Oplysende, morsomt og kontroversiel

Nutidsdelen er mere kontroversiel. Webster overværer mere eller mindre ufirvilligt, noget der viser sig at være en form for ultimate, ultimate fighting mellem en lokal knægt og en udlænding, en mulat.

Og mens læserens og Websters ubehag stiger begynder publikum børn, unge, gamle, kvinder i blodrus udover tilråb som mátale, mátale (dræb ham, dræb ham!) at råbe den falangistiske hilsen Arriba España! Da Webster derefter, skyndsomst, lister af ser han på en plakat at hele arrangementet er sponsoreret af Falange Española, den fascistiske Falange som han troede var død og borte med diktatoren Francos bortgang!

Vi kommer vidt omkring i Spanien og det er stærkt underholdende, spændende og til tider vanvittigt morsomt, som da han i den engang nationalistiske højborg Burgos kommer ind på en lokal beværtning, hvor ejer og de få tilstedeværende gæster er totalt opslugt af en fodboldkamp, der viser sig at være en genudsendelse af et tidligere opgør mellem giganterne F.C. Barcelona og Real Madrid.

Da Jason uklogt først kommer med en mild ironisk bemærkning og derefter endnu mindre klogt nægter at holde med ét af de to hold, vender en begyndende velvilje mod den fremmede sig til et decideret had. Han bliver ignoreret, udskældt, nægtet sin mad og da Real Madrid (som de også gjorde, da kampen var live!) taber, så er det ud af vagten, vi har lukket, Adiós!

Oplagt til rejsetasken

Jeg synes nok Webster i sin iver efter at påvise sin tese om at det mørke, voldelige Spanien stadig eksisterer, for dramaets skyld, noget overdriver sine pointer. Når det så er sagt, har han ret i, at der for den opmærksomme tilskuer stadig er mange konflikter og uløste spørgsmål fra diktaturets tid, som ulmer lige under overfladen.

Forfatteren dramatiserede nutidshandling til det yderst ved at (foregive!) at være mere naiv, end hans mange år i landet tillader, men det fungerer altså rigtig godt, og tilføjer megen humor og forveksling til beretningen.

Bogen er nem at læse, og jeg vil anbefale den til alle, der står for at rejse til Spanien og gerne vil vide noget mere om landet.

Nå ja, så er hans beskrivelser af det spanske bureaukrati, når det er værst/bedst, ypperlige - især for enhver, der har oplevet det i aktion, og i vrede og frustration har måttet strække våben for overmagten.  

Franco – den store bedrager af Paul Preston

På første gang på dansk udkommer en biografi om Spaniens diktator, Francisco Franco, skrevet af en af de fremmeste Franco-kendere, den engelske historiker Paul Preston.

Interessant læsning om kamæleonens forskellige forvandlinger, som gjorde det muligt for den store manipulator at blive siddende på tronen uafbrudt i hen ved fyrre år.

   

På dine masker skal jeg kende dig

’Helten fra Rif, Spaniens Frelser, Herskeren over et nyt imperium, kommandanten fra Numantia og Landsfader og Folkets bedstefar.

Disse masker dækker hele tiden over hans ambitioner, de forlener hans forfængelighed med en fernis af patriotisme, og de er årsagen til, at han ikke kan skelne mellem, hvad der er godt for Spanien, og hvad der er godt for ham selv…

Efter min opfattelse har venstrefløjen – for at få afløb for sin magtesløshed under Francos diktatur – haft en tendens til at undervurdere Caudilloens personlighed… den nedgør Francos politiske og militære evner ved at stemple ham som en middelmådig person, der kun kom til magten ved et lykketræf.’ 

Mens der på dansk er udkommet bunker af bøger om andre af det 20. århundredes frygtelige diktatorer: Mussolini, Hitler, Stalin, Lenin er der hidtil ikke (mig bekendt) udkommet en biografi om den mest succesfulde(hvad regeringslængde angår!) diktator i det 20. århundredes europæiske historie: Francisco Franco. Alene derfor er der grund til at glæde sig over den foreliggende bog.

Ikke traditionel biografi

Man skal dog ikke forvente en biografi i traditionel forstand, med en kronologisk fremadskridende fortælling fra vugge til grav – sådan som Prestons murstenstunge biografi om Franco, Franco: A Biography fra (1995). Der er snarere talen om en tematisk, essayistisk sammenfatning og tolkning af den politiske side af Caudilloens virke.

Som Preston skriver er det svært at nå om bag personen Franco på grund af det tykke tæppe af propaganda, som altid indhyllede ham i live, og fortsæt gør det i døden. Men så kan man jo gøre en dyb ud af nødvendigheden, som Preston overbevisende gør og fokusere på Francos offentlige rolle, hans ansigt ud ad til: hvad er det for et billede(er) vi får af Franco gennem hans utallige, skiftende iscenesættelser og skiftende fortællinger om sit eget megalomane selv?

Bogens forfatter Paul Preston

Hyper-ambitiøs mytemager og snu opportunist

Ud over de traditionelle kilder til datidens propaganda som aviser, fjernsynsudsendelser, taler etc. så skrev Franco også selvforherligende skønlitteratur. Blandt andet det selvbiografiske, hæmningsløst romantiske (mak)værk Raza, som måske mere tydeligt end noget andet giver et signalement af Francos utrættelige, maniske forsøg på at skabe sig den perfekte fortid.

Og dette er just Prestons pointe: Franco havde en enormt talent for iscenesættelse, at skabe myter om sin person, at manipulere og ubesværet opportunistisk skifte fra én rolle til en anden – alt blev omhyggeligt arrangeret.

Denne manipulationsevne kombineret med en enorm ambition om magt, en snuhed og frækhed, og en koldblodighed, der gjorde ham i stand til at skabe rivaliseringer mellem de forskellige fraktioner, og så en pragmatisk tilgang til politik, er ifølge Preston de væsentligste faktorer til, at Franco kunne opnå og fastholde magten i så mange år: Da han for hurtigt at avancere i militæret skulle være modig, var han modig; da de konspirerende generaler ville have ham med til at gøre oprør mod den unge spanske republik, var han tilbageholdende og ville ikke vove sit skin, før end han følte sig overbevist om at oprøret ville sejre.

Da borgerkrigen med sikkerhed kunne være afsluttet ved at de nationalistiske tropper rykkede ind i Madrid, besluttede Franco, at det middelalderlige Alcázar skulle befries af propagandistiske hensyn. Franco forlængede til de andre generaler og de tyske og italienske hjælpetroppers fortvivlelse bevidst borgerkrigen med henblik på at få udryddet så mange af sine modstandere som muligt, så oppositionen mod ham var pacificeret.

Intrigemager, paranoia og stormagtsdrømme

Det lykkedes for det frankistiske regime på dygtig vis at fabrikere løgne, der er så hårdlivede, at de til dels stadig trives: som for eksempel den om at Spanien kunne takke dets leder for, at det ikke blev inddraget i 2. verdenskrig. Dette svarer ingenlunde til sandheden: Franco var ivrig efter at kæmpe på aksemagternes side.  Det var Hitler, der ikke ønskede at bære den byrde, det ville være at have det ruinerede og forarmede Spanien på sin side.  

Franco sammen med Heinrich Himmler

Francos legendariske snuhed og overlevelsesevne stod dog ikke i vejen for en indbildt paranoia, fra hvad han så, som Spaniens største fjende: frimurerne. De Liberale frimurer bar i følge Franco skylden for tabet af de oversøiske kolonier i 1898 i krigen mod USA, hvor Spanien blev ydmyget og mistede Cuba og filippinerne og sin indbildte stormagtsstatus. Et grimt slag for en nation, der engang havde været herskere i et rige, hvorom det sagdes, at solen aldrig gik ned.

Franco var besat af ideen om at genrejse Spanien som imperiebygger, og hans store forbilleder var Karl den femte og Felipe den II – ja tiden der fulgte efter disse to verdensherskere, var for Franco én lang dekadent nedgangsperiode.

Fortidens aktualitet

Preston gennemgår på fin vis nogle af de forskellige myter som det frankistiske regime skabte. Han påviser deres mutationer og omskiftelighed over tid, og Francos forhold til de forskellige sejrende alliancepartnere i borgerkrigen: hæren, falangen, kirken og monarkisterne, som Franco kynisk brugte og spillede ud mod hinanden, så de kunne holde hinanden skak i de konstante magtkampe.

Sluttelig peger Preston på, hvorfor diktatorens arv stadig i dag har aktualitet i Spanien. Det skyldes i særlig grad, at der aldrig er blevet taget et retsligt opgør med diktaturets mænd og gerninger, da prisen for den fredelige overgang til demokrati (la Transición) blev at fortidens ugerninger blev fortiet og ingen stillet til ansvar: den såkaldte Tavshedspagt (el pacto de olvido).

Men uforløste spørgsmål som genåbning af massegrave fra borgerkrigens tid, hvad man gør ved Francos mastodontiske sejrsmonument Valle de los caídos, og hvordan borgerkrigen bør fremstilles i skolebøger, er stadig noget, der får sindene i kog i Spanien.

Francostatue fjernes

Fornyelig udkom Det kongelige Historiske Akademi med et kæmpeværk om de vigtigste personer i Spaniens historie, hvor især afsnittet om Franco skabte splid, vrede og vild debat, da mange anerkendte historikere, heri blandt Paul Preston, mente at diktatoren fremstod i et al for positivt lys. Der var i den grad blevet pyntet på Francos kyniske myrderier og hans mange forbrydelser mod store dele af den spanske befolkning. En debat der endnu raser for fuld styrke i Spanien.

Nogle kritikpunkter:

Et forbehold for bogen er, at den nok for et dansk publikum, der ikke besidder et indgående kendskab til Spaniens nyere historie, måske kan være svær at læse, da der er mange referencer til steder, navne og begivenheder, som læseren forudsættes at være bekendt med. Modsat Prestons store biografi om Franco, der er skrevet på engelsk og siden oversat til spansk, er denne bog skrevet på- og blevet til i en specifik spansk kontekst, hvorfor kendskabet til moderne spansk historie selvfølgelig er et andet.

På anden vis, synes jeg også, det bliver en smule problematisk, at bogen ikke gør mere ud af at beskrive tiden op til Den Spanske Borgerkrig, fordi det meget nemt bliver en ensidig affære. ikke fordi det ikke er rigtigt, at de oprørske generaler uretmæssigt forbrød sig mod demokratiet og republikken, men fordi jeg synes den anden del af historien – radikaliseringen af en militant venstrefløj – mangler.

Preston har mod slutningen af sin bog en lidt træls nedladende måde at afskrive dem, der måtte være uenig i hans tolkning en bloc som revisionister. En noget urimelig patologisering – en ophøjet, aristokratisk historieopfattelse – som om hans eget værk skulle være helt blottet for ideologi: Sandheden.

Jeg læste fornyelig en artikel af en anden historiker ved navn Jorge M. Reverte (La division azul) som på ingen måde kan siges at være højreorienteret, som på baggrund af nye kilder satte spørgsmålstegn ved, om det kun var i det nationalist-besatte område under borgerkrigen, at der var tale om systematiske henrettelser, som bland andre Preston mener.

Bogen er stærkest i analysen af Franco, som han fremstår i propagandaen. Når Preston undtagelsesvis søger efter psykologiske årsagsforklaringer for Francos megalomane forestillinger, får det lidt karakter af lommepsykologisk spekulationer.

Hvad angår undertitlen, synes jeg nok ´Den store manipulator’, ville have været bedre end ’Den store bedrager’. Men det er muligvis bare ordkløveri fra min side.

Til trods for disse mine indvindinger er det en interessant bog om en diktator, hvis arv er meget mere nutidig end the usual suspects: kumpanerne Stalin, Mussolini og Hitler.

Yderlig læsning:

For yderligt interesserede, vil jeg anbefale at læse Den jyske Historikers tema nummer 91/92 om Spanien ’Er Spanien anderledes’ hvor man kan læse en meget grundig analyse af Francos selvbiografiske værk i artiklen ’Raza – en frankistisk drøm’.