Viser opslag med etiketten Interviews. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Interviews. Vis alle opslag

Eksklusivt interview med Philip Kerr bag tremmer

Interview med Philip Kerr. Krimimessen 2014.
Krimimessen 2014. Horsens Statsfængsel.
Den blygrå himmel ligger som en truende skygge over fængslet denne kolde formiddag. I en trang fængselscelle kun møbleret med en uhumsk seng, en reol, to stole og et bord, sidder Philip Kerr og venter på os. Der er næsten ikke plads til at række hinanden hånden, alligevel joker Kerr med, at en engelsk kostskoledreng ville finde stedet fantastisk, og at cellen er større end dem, han tidligere har været i.

Pornografi for de mindste
Kerrs karriere som forfatter begyndte allerede fra da han selv kunne læse. I en alder af 9-10 år fandt han sin egen niche, som der hurtigt blev stor efterspørgsel på: pornografi for 10-årige. Han læste i smug Lady Chatterleys Elsker og andre af faderens erotiske bøger, men i stedet for at låne de interessante værker ud til klassekammeraterne (det var for risikabelt), skrev han efter bedste evne sine egne pornografiske historier, som mod betaling kunne lejes for en nat. Det var en stor succes, indtil faderen opdagede det, og tvang den unge Philip til at læse dem højt for sin mor.

Jens Henrik Holm interviewer Philip Kerr.
En provokerende skarnsknægt
Med den historie har Kerr allerede talt sig varm, og vi fornemmer en sprudlende glæde ved at fortælle, levere punchlines og provokere. Under det grånende hår, kan man stadig skimte skarnsknægten i de brune øjne, især da han med knastør humor leverer sin næste horrible historie.
I en tegnsætningstime (Kerr er overbevist om, at dette kedelige fag kun findes i Skotland) sad han og tegnede et punktum større og større, til stor irritation for hans daværende lærerinde, som smækkede ham en lussing. I dette øjeblik svor han, at han ville tage en grusom hævn.

Et stivnet smil
Vi smiler forventningsfuldt, forvente som vi allerede er med et godt grin i Kerrs selskab, men smilet stivner, og vi ved ikke hvilken grimasse, der kan passe, da historien tager en uventet drejning.
Det var omkring samtidigt, at Philip fik en lillesøster, men hun døde kort efter fødslen. Lærerinden spurgte løbende til, hvordan det gik med den lille ny, og hver gang svarede han, at det gik fint, tak. Han fornemmede, at han havde magt over lærerinden ved at vide noget, hun ikke vidste. Så en dag skulle det være. Tidspunktet var det rette, og Philip hvæssede sin mentale kniv til det dødbringende stød. Hævnen.
Lærerinden: Hvordan går det med din lillesøster, Phil?
Philip: Nå, hende? Hun har været død i evigheder!
Kerr fortæller, at historien var en tidlig lektie, han lærte som historiefortæller: Ordenes magt er enorm, hvis man formår at time det rigtigt.

Fantasiens kraft og den historiske research
Når Philip Kerr skriver historiske romaner, kommer researchen før plottet. Han har en idé om, hvilken tidsperiode, han vil skrive om, men personer, motiver og handlingstråde vokser først frem, når han har et grundigt kendskab til historien. I Bernhard Gunther-serien bruger han så vidt muligt historiske personer. Som forfatter kan han udfylde de ’tomme huller’, som historieskriveren ikke kan give svar på. Han har lært at stole på sin fantasi, så når han løber ind i plotmæssige vanskeligheder, så har han tiltro til, at fantasien finder en vej.  

Fascinationen af 2. Verdenskrig
Da Kerr begyndte at skrive om Bernhard Gunther var det i et forsøg på at give et fiktivt svar på hvorfor eller hvordan nazismen kunne udvikle sig. Han mener, at den store interesse for perioden i dag skyldes, at der stadig er overlevende, som husker tiden og grusomhederne. En af de ting man kan lære af historien, er ifølge Kerr, at nazisterne ikke var monstre, men ofte højtuddannede mennesker, som vidste hvad de gjorde. Han viser med eksempler fra andre steder i verden, at med store civilisationer følger store forbrydelser, og han mener, det er vigtigt at kunne tage et skridt tilbage og se, hvad mennesket er i stand til.

Philip Kerr holder takketale på dansk.
Krimimessen 2014. Foto: Lene Dybdahl.
Brusebad skyller nazisme-snavset af

Når Philip Kerr har afsluttet en roman i Bernhard Gunther-serien, skriver han ofte en børnebog bagefter. Han sammenligner det at skrive om nazisterne med at befinde sig i en snavset, mørk kælder. Når han skriver for børn, er det som at tage et brusebad og træde ud i solskinnet. 
Philip Kerr skriver under navnet P. B. Kerr for børn. Hans fantasyserie Lampens Børn er oversat til dansk og kan læses af både børn og voksne. Bogen Winter Horses er netop udkommet i U.S.A. og er hans seneste roman for børn.

Tiden er gået alt for hurtigt, men Philip Kerr må videre, for han skal over i Snedkeriet og modtage Palle Rosenkrantz Prisen for sin roman En mand uden åndedræt.     

Krimimessen 2014: Interview med Lene Kaaberbøl

Interview med Lene Kaaberbøl. Krimimessen 2014.
Af: Lene Dybdahl og Jens Henrik Holm
Med duggede briller og regnfugtigt tøj, tog vi macheten over skulderen og fulgte med Lene Kaaberbøl ind i skrivejunglen. Ekspeditionen gjorde os klogere på, hvordan hun skriver sine romaner, hvordan hun arbejder med historie (og historier), om der findes en lille ø i farvandet omkring Sark, hvor der ligger bestsellerplots begravet, og om der er forskel på at skrive til børn og voksne.

Benspænd er fantastiske
Det blev hurtigt klart, at skrivejunglen er fyldt med snubletråde, slyngplanter og omveje, der kan gøre det vanskeligt for en forfatter at komme frem. Lene Kaaberbøl hilser forhindringerne velkommen og afslørede, at hun i Skammerserien endda lavede sit eget sproglige benspænd. Hun gav sig den udfordring, at der i bøgerne ikke måtte forekomme ord af latinsk oprindelse. Grunden var, at hun ville holde stemningen og sprogtonen i et mere nordisk, skandinavisk leje. I praksis betød det, at ’diskussion’ blev til ’skænderi’ og ’information’ blev til ’oplysninger’.

"Kalder helikopteren!"
Selvom Lene Kaaberbøl befinder sig bedst nede i skrivejunglen, der hvor handlingen sker, og hvor man kan sanse lyde og lugte, og man ikke kan se længere end et par meter frem, understreger hun alligevel vigtigheden af at have i det mindste radiokontakt til ’helikopteren’, når hun former sin historie. Hvis man glemmer overblikket og retningen, risikerer man at støde på forhindringer, som gør at man må skrive om, skære fra eller gå tilbage ad den sti, man var kommet. Når Kaaberbøl skriver sammen med Friis, bruger de den første lange planlægning i helikopteren. Det er de nødt til, når de er to forfattere på samme bog. De må vide, hvilken rute historien skal følge, før de kommer ned i materien og kan give efter for skrivekløen.

En krog i læseren
Som erfaren forfatter ved Lene Kaaberbøl, hvordan hun skal fastholde læserens interesse. ’Jeg ved, hvordan jeg sætter en krog i de unge, og den plejer også at virke meget godt på voksne,’ fortæller Kaaberbøl. Forskellen ligger ikke i måden at skrive på eller i opbygningen af plottet, selvom hun ved, at den voksne læser er mere tålmodig, og at hun derfor som forfatter kan tillade sig flere detaljer, før plottet tager fart. Den store forskel drejer sig om, hvilke temaer hun kan behandle.

Lene Kaaberbøl 2014. Foto: Lene Dybdahl.
Børnebøger er vigtige
Kaaberbøl er flere gange blevet mødt med den holdning, at hendes voksenbøger er vigtigere end børnebøgerne, og hun er i samme forbindelse ofte blevet spurgt, om hun har tænkt sig at droppe børnelitteraturen, nu hvor hun har fået succes med ’rigtige’ bøger til voksne. ’Med en krimi kan man give en voksen en god oplevelse i en weekend, eller hvor lang tid, det nu tager at læse den, men en børnebog kan være den læseoplevelse, der sætter gang i et barns læselyst. Og dermed har den bog formået ikke kun at underholde, men at forandre det menneskes liv.’ Derfor mener Kaaberbøl, at det stadig er vigtigt at skrive børnebøger, hvilket vi på Kultur-cafeen kun kan være enige i. Kaaberbøl betragter i øvrigt sit forfatterskab som et full-service-foretagende; der skal være en Kaaberbøl-bog til alle livssituationer fra vugge til grav.   

Bestseller Island
Der findes desværre ikke en hemmelig ø i farvandet omkring Sark, hvor Lene Kaaberbøl roer ud og graver sine fantastiske historier op, men der er faktisk en gammel sølvmine … (Ssh! Sig det ikke til nogen).
For Kaaberbøl er det at skrive historier et livsprojekt, og man kan fornemme hendes glæde ved at skrive og fortælle, når man beder hende gå detaljer med forfatterhåndværket. Ideerne kan komme i skikkelse af personer, hvis historie hun gerne vil fortælle, eller som stærke visuelle billeder på nethinden. Når de opstår, begynder et enormt forarbejde med research, før historien bliver til.

Tro mod Historien
Det tager Lene Kaaberbøl cirka et års arbejde at researche til en historisk roman som f.eks. Kadaverdoktoren. Hun bestræber sig på at være tro mod Historien i den forstand, at hun ikke laver belejlige anakronismer, hvis hun kommer i knibe. I Kadaverdoktoren brækker Madeleines far eksempelvis benet, og Kaaberbøl måtte så undersøge, om gipsbandagen var opfundet på det tidspunkt, hvor historien finder sted. Det var den, men det var en helt ny metode.

Det arbejder Kaaberbøl på nu
Lene Kaaberbøl skriver i øjeblikket på den sidste bog i Vildheks-serien, og hun er ved at lave research til det sidste bind i Kadaverdoktoren-serien, som kommer til at hedde Blodets Gåde. Vi glæder os til at læse begge!

Interviewaftale med Lene Kaaberbøl og Philip Kerr

Af: Lene Dybdahl
Krimimessen 2014 nærmer sig med hastige skridt, og Kultur-cafeen skal i år interviewe danske Lene Kaaberbøl og skotske Philip Kerr. Begge forfattere er internationalt anerkendt for deres velskrevne historiske krimier.

Lene Kaaberbøl udforsker medicinhistorie og kvindefrigørelse i slutningen af 1800-tallet i serien om Kadaverdoktoren og ikke mindst hans datter Madeleine Karno.

Philip Kerr viser os med sin Berlin Noir-serie rundt i et dystert, men også farverigt Berlin i tiden op til og under 2. verdenskrig i selskab med den charmerende og rapkæftede privatdetektiv, Bernhard Gunther.

Godt nyt til de unge læsere
Kaaberbøl og Kerr har også andet til fælles end de historiske krimier: begge har skrevet fantasyserier til børn og unge. Lene Kaaberbøl er kendt kendt for Skammerserien, som er ved at blive filmatiseret, og Vildheks-serien, hvoraf fem ud af seks bøger er udkommet. Philip Kerr er som ungdomsforfatter kendt under navnet P. B. Kerr, og han har skrevet den fantastisk spændende og morsomme serie Lampens Børn.

Har du et spørgsmål?
Kultur-cafeen glæder sig til at få en snak med de to forfattere om både krimier, forfatterhåndværk og fantasy. Krimimessen 2014 løber af stablen d. 5.-6. april i Horsens. Har du et spørgsmål til de to forfattere, Lene Kaaberbøl og Philip Kerr, som du kunne tænke dig at få svar på, så skriv det i kommentarfeltet herunder, så vil vi prøve at få det med :-)

interview med krimiforfatter Deon Meyer


Deon Meyer
Mens Krimimessen er ved at tømmes for mennesker, og klokken nærmer sig fem, sætter vi os sammen med

Deon Meyer ud på en bænk for i solens sidste gløder at tale om Sydafrika, Cape Town, livet som forfatter og Meyers nyeste roman Tretten timer.

Deon Meyer har en karisma og et udseende som en hemingwaysk machomand stålsat i jagten på savannens trofæer, men han er venligheden selv, og taler et høfligt dæmpet engelsk med rester af boernes karakteristiske africaans-dialekt.
Han skruer en sydafrikansk cigaret i munden og opfordrer os til at følge trop og prøve en sydafrikansk smøg. Det er meget milde cigaretter, og mens vi pulser, går vi i gang med interviewet.
Hvad er dit indtryk af Danmark, er det første gang, du er i landet?
Ja, jeg er næsten lige ankommet, så det er begrænset, hvor meget jeg har nået at danne mig af indtryk udover det faktum, at landet er ufattelig fladt, der er jo ikke et eneste bjerg … ha ha ha.
Kan du fortælle os lidt om din baggrund, og hvordan du kom til frem til at ville være forfatter
Altså, jeg har aldrig set mig selv som forfatter – det virker så alvorligt og seriøst – snarere betragter jeg mig som storyteller. Efter jeg blev færdig på universitetet, arbejdede jeg i forskellige erhverv som journalist, tekstforfatter og i online marketing. Jeg har altid ønsket at skrive lige fra 9-10 års alderen. Jeg er dybt fascineret af, at man kan skabe parallelle, fiktive universer som er – ’wonderful Worlds that People can loose themselves in’–.
Er der nogen forfattere, du vil fremhæve, der specielt har påvirket dig i dit arbejde?
Uha, der er mange. Man hvad angår stil er det måske nok særligt de to klassiske amerikanske krimiforfattere Ed McBain og John D. MacDonald, som jeg synes, jeg har lært rigtig meget af.
Tretten timer er den tredje af dine romaner, der udkommer på dansk. Kan du fortælle lidt om, hvad den handler om?
Ja. Jeg ønskede at finde ud af, hvad det kortest mulige tidsrum en romans handling kunne strække sig over, og det viste sig at være tretten timer.
 Der sker to mord i Cape Town kort tid efter hinanden: først et begået på en ung kvindelig, amerikansk turist, og dernæst vågner en afdanket sangstjerne op ved siden af sin døde mand, og den pistol, der dræbte ham. Alt tyder på at den alkoholiseret kvinde er morder, men selv kan hun intet huske. Det bliver hovedpersonen Benny Griessels opgave at bistå som mentor for nye efterforskere, men det er ikke nemt for ham at stå på sidelinjen, i takt med at sagen bliver stadigt mere kompliceret.

Cape Town
Benny Griessel, hvem er han?
Benny er en simpel mand, der bare ønsker at gøre sit bedste og tage sig af sin familie. Han er forhenværende dranker, og han kæmper konstant mod fristelsen for at falde i igen. Han gør ofte tingene mere vanskelige for sig selv ved sine ofte uheldige valg. Kort sagt: han er en mand, der for det meste kæmper med de små ting i livet.
Hvilken rolle spiller research for dig i dit arbejde?
Det spiller en stor rolle. Jeg laver grundig research både før, men også undervejs i skriveprocessen, hvis jeg synes, jeg mangler at få rede på nogle ting. Research fordobler de kreative udfoldelsesmuligheder.
Har du også et færdigt plot, før du går i gang med at skrive?
Jeg har en ide om, hvor jeg vil hen, men jeg har ikke et færdig plot. Jeg kan godt lide at holde døren åben for, at historien undervejs kan udvikle sig i nye retninger. Jeg har skrevet ti bøger, og til fire af dem havde jeg et forholdsvis færdigt plot, mens de seks andre ikke havde et fast udstukket plot.
Lad os tale lidt om Sydafrika, hvordan vil du beskrive landet til en dansker? Du skriver i din bog lidt om, hvilken betydning enden på apartheid har haft for det sydafrikanske samfund.
Det moderne Sydafrika er et dynamisk, multifacetteret samfund i kraftig økonomisk vækst. Der er et kreativt boom i gang indenfor alle kulturelle områder i Sydafrika.
 Ærligt talt ville jeg kede mig, hvis jeg boede i et roligt og let overskueligt europæisk land – Tænk på, at i Sydafrika er der elleve forskellige officielle sprog! Hovedproblemet for Sydafrika er dog stadig den dybe fattigdom, som store dele af befolkningen stadig er nedsunket i.  
Du lader en karakter i din bog, en historiker, sige noget, jeg synes er interessant: at boerne på mange måder blev behandlet af englænderen på samme vis, som de senere behandlede de sorte
Ja det er rigtig. Sådan ser jeg det også. Boerne blev behandlet nedladende som andenrangs borgere af de engelske kolonialister, og boerne blev på grusom vis undertrykt, og de mistede alt, deres stolthed såvel som politisk indflydelse i landet. Og tragisk nok udsatte de selv senere hen de sorte for en lignende uretfærdig undertrykkelse, hvor de sorte blev knægtet og nægtet politisk indflydelse og måtte følge sig som tilhørende en lavere kaste.  En meget tragisk historie som ophævelsen af apartheid heldigvis satte en stopper for.
Du skriver selv på afrikaans, og i bogen indgår populærmusik på afrikaans. Hvilken status har sproget i dag?
Faktisk har afrikaans aldrig stået stærkere. Der udkommer rigtig mange bøger på sproget, og også nye forfattere vælger ofte at skrive på afrikaans. Og hvad musik angår, bliver der solgt flere albums på afrikaans end på noget andet sprog. Engelsk og afrikaans er de to store hovedsprog i Sydafrika.
Hvad betyder byen Cape town for dig i dine romaner?
Egentlig ikke noget specielt. Jeg tror bare, at det er sådan, at når man skriver, så er det oplagt, at det rum, som man indgående kender, også finder vej ind i litteraturen, Jeg bor i Cape Town og kender byen særdeles godt, og derfor var den for mig en oplagt ramme for mine fortællinger. Stedet indvirker på de fiktive karakterer - det sker nærmest som noget naturgivent.
Et sidste spørgsmål: Har du nogle faste rutiner, når du skriver
Jeg er nu fuldtidsforfatter, og jeg står hver dag op ved en femtiden om morgenen, og går så i gang med at skrive før jeg er al for vågen og kritiske. Og så fortsætter jeg med at skrive til omkring klokken et.   
Tiden er gået. Vi får taget et billede, og Deon Meyer hilser os med et jovialt see you around. Så er det ind i den solopvarmede bil med kursen sat på homeward bound .
På dansk er udkommet følgende tre titler af Deon Meyer:
Jægerens bytte
Jægerens hjerte
og senest
Tretten timer

Interview med Volker Kutscher


Volker Kutscher
Just ankommet til Horsens med tog fra sin bopæl i Køln stiller den tyske krimiforfatter Volker Kutscher beredvilligt op til et interview med Kultur-cafeen.
Vi bevæger os ud under en åben blå himmel og sætter os på en lille høj på græsplænen omme bag ved Vesthallen, hvor en fodboldkamp mellem to forårskåde serie 6 hold danner baggrundstæppe for en samtale om mellemkrigstidens Berlin, krimier, og inspirationskilder.
Er det dit første besøg her i Danmark?
Det er min første gang her i Horsens. Men ikke mit første besøg i Danmark. Jeg var i København i forbindelse med den danske udgivelse af Der nasse fisch (Den våde fisk),  og så har jeg været på ferie i Legoland med mit barn.
Kan du fortælle lidt om dig selv, din baggrund, og lidt om hvordan du fandt ud af at du ville være krimiforfatter?
Altså lige siden skoleårene har jeg haft en drøm om at blive forfatter. Jeg læste litteratur på universitetet, og jeg troede dengang, at jeg skulle skrive vægtig litteratur i stil med Franz Kafka … Ha ha ha … men da jeg var færdig på universitetet, arbejdede jeg i 10 år som journalist, men jeg havde stadig en drøm om en dag at blive forfatter.
Så en dag læste jeg en samling kriminalhistorier, der alle foregik i Køln, og  jeg tænkte, at det kan jeg altså gøre bedre. Jeg gik sammen med en ven og begyndte at skrive en kriminalhistorie. I begyndelsen var det mest bare som en hobby, men et mindre forlag viste interesse og godtog romanen, endda før de havde læst hele manuskriptet. Efter at have skrevet tre bøger, ledte jeg efter et større forlag, som var med på ideen om, at udgive en krimi om Berlin i årene op til nazisternes magtovertagelse.
Hvordan kom du på, at du ville skrive en historisk roman henlagt til årene op til Hitlers magtovertagelse?
Jamen den periode i tysk historie har altid interesseret mig – den og så det næsten samtidige gangstervælde i USA. Også Fritz Langs film fra perioden interesserer mig. Jeg var i Berlin før Muren faldt og gik rundt i byen, og jeg tænkte, det er det perfekte setting for en krimi med alle de vigtige historiske ting, der er sket i byen.
Du nævnte at Fritz Lang og perioden altid har optaget dig, er der andre forfattere eller værker som har påvirket dig til at skrive romaner og i særdeleshed kriminalromaner?
Puha … jo altså det skifter jo meget. Jeg har ikke én bestemt favorit, og alle, jeg har læst, indvirker nok på den ene eller anden måde.  Lige for tiden er jeg meget glad for en amerikansk tegner og tegneserieforfatter ved navn Ed Brubaker, som også befinder sig inden for krimigenren.
Han er også en af mændene bag Gotham Central Police Station, der handler om, hvordan det er at være politimand i Batmans by. Han skriver nogle gode historier og er en dygtig tegner. ( Ed Brubaker er desuden manuskriptforfatteren bag tegnerne Jason Lutes: Berlin – en by af sten, og Berlin – en by af bly, fandt jeg senere ud af red.)
For at vende tilbage til den historiske kontekst for dine bøger, kan du fortælle lidt mere om, hvorfor den har sådan en fascinationskraft?
For mig begyndte det med forfatteren Erich Kässner, hvis børnebøger fra perioden Emil og detektiverne, jeg bare slugte. Senere læste jeg også hans andre værker for voksne.
 Jeg synes det er interessant, at i 20erne tog man overhovedet ikke nazisterne alvorligt, mens i begyndelsen af 30erne nød nazisterne stor opbakning i den tyske befolkning. Folk vidste ikke, hvad som ville komme, og da det efterhånden var for sent, ville de ikke åbne øjnene for, hvad det var som foregik.
Men altså i mine romaner er det politiske mere i baggrunden, som et baggrundstæppe. Jeg vil vise, at ikke alt var politik. Det meste af tiden levede folk jo bare deres liv og gik op i helt andre ting. Kun gradvist, som vi kommer længere frem i tiden og i mine romaner, begynder politik at spille en stadig større rolle. Min hovedperson interesserer sig jo heller ikke for politik.

An Image Slideshow
Ja hvordan vil du selv beskrive din hovedperson Gereon Rath, hvem er han?  
Han er ikke en nice guy, men jeg kan godt lide ham. Han er ikke nogen superman, men derimod et almindeligt menneske med fejl og mangler. Han er ikke altid lige snu, men han forsøger at klare sig igennem. Han lyver både overfor sine overordnede i politiet og overfor sin kæreste, der er en frigjort kvinde, hvilket volder ikke så få genvordigheder for Gereon Rath.
 Juraen betyder ikke noget særligt for ham, men til gengæld har han en særdeles stærk retfærdighedssans.  
Der er nu udkommet to bøger i serien på dansk, hvor mange har du skrevet og hvor mange har du planer om at skrive?
I Tyskland er der udkommet tre bøger. Den tredje bog foregår i 1931, og jeg er lige blevet færdig med den fjerde roman i serien. Min tredje roman Goldstein mikser min fascination for Berlin i mellemkrigstiden med amerikanske gangstere.  Den handler nemlig om Abraham ’Abe’ Goldstein en amerikansk jødisk gangster, der kommer til Berlin, og som, efterhånden som det går op for ham hvad nazisterne står for med jødeforfølgelser og antisemitisme, vælger at tager kampen op.
Jeg ved endnu ikke, hvor mange romaner, jeg ender med at skrive i serien. Jeg ved blot at Gereon Rath i hvert til fælde ikke længere skal være i politiet, efter det bliver slået sammen med SS. Jeg vil ikke have han skal arbejde for SS! Måske bliver den sidste roman om Olympiaden i 1936 …

An Image Slideshow
Et sidste spørgsmål: Hvor meget betyder research for dig, før du går i gang med at skrive romanerne?
Rigtig meget. Jeg sætter mig grundig ind i perioden læser mange bøger og bunker af aviser fra den periode som mine romaner omhandler.
Interviewet er slut og Kutscher skynder sig ind, da han om 5 minutter skal op på scenen og tale om sin nye bog.
På dansk er på Forlaget Sohn udkommet de to første bind i serien:
Den Våde fisk og Den Stumme død (læs anmeldelse af Den stumme død her)

       

Krimimesse og forfatterinterview


Weekenden står i krimiens tegn, når der traditionen tro bliver afholdt krimimesse i Horsens Statsfængsel.

Vi skal tilbringe lørdagen bag tremmer, og jeg har fået det i stand sådan, at jeg skal lave et interviewe med to af Forlaget Sohns krimiforfattere henholdsvis tyske Volker Kutscher og sydafrikanske Deon Meyer,

hvis nyeste roman ´Tretten timer' jeg lige har modtaget med posten og fluks vil kaste mig over.

Det ser jeg frem til og ligeså til mødet med krimifolket og fægslets høje mure

 ... luk miiiiig iiiiiiind ...  s'il-vous-plait.





Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.