Viser opslag med etiketten Kadaverdoktoren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kadaverdoktoren. Vis alle opslag

Krimimessen 2014: Interview med Lene Kaaberbøl

Interview med Lene Kaaberbøl. Krimimessen 2014.
Af: Lene Dybdahl og Jens Henrik Holm
Med duggede briller og regnfugtigt tøj, tog vi macheten over skulderen og fulgte med Lene Kaaberbøl ind i skrivejunglen. Ekspeditionen gjorde os klogere på, hvordan hun skriver sine romaner, hvordan hun arbejder med historie (og historier), om der findes en lille ø i farvandet omkring Sark, hvor der ligger bestsellerplots begravet, og om der er forskel på at skrive til børn og voksne.

Benspænd er fantastiske
Det blev hurtigt klart, at skrivejunglen er fyldt med snubletråde, slyngplanter og omveje, der kan gøre det vanskeligt for en forfatter at komme frem. Lene Kaaberbøl hilser forhindringerne velkommen og afslørede, at hun i Skammerserien endda lavede sit eget sproglige benspænd. Hun gav sig den udfordring, at der i bøgerne ikke måtte forekomme ord af latinsk oprindelse. Grunden var, at hun ville holde stemningen og sprogtonen i et mere nordisk, skandinavisk leje. I praksis betød det, at ’diskussion’ blev til ’skænderi’ og ’information’ blev til ’oplysninger’.

"Kalder helikopteren!"
Selvom Lene Kaaberbøl befinder sig bedst nede i skrivejunglen, der hvor handlingen sker, og hvor man kan sanse lyde og lugte, og man ikke kan se længere end et par meter frem, understreger hun alligevel vigtigheden af at have i det mindste radiokontakt til ’helikopteren’, når hun former sin historie. Hvis man glemmer overblikket og retningen, risikerer man at støde på forhindringer, som gør at man må skrive om, skære fra eller gå tilbage ad den sti, man var kommet. Når Kaaberbøl skriver sammen med Friis, bruger de den første lange planlægning i helikopteren. Det er de nødt til, når de er to forfattere på samme bog. De må vide, hvilken rute historien skal følge, før de kommer ned i materien og kan give efter for skrivekløen.

En krog i læseren
Som erfaren forfatter ved Lene Kaaberbøl, hvordan hun skal fastholde læserens interesse. ’Jeg ved, hvordan jeg sætter en krog i de unge, og den plejer også at virke meget godt på voksne,’ fortæller Kaaberbøl. Forskellen ligger ikke i måden at skrive på eller i opbygningen af plottet, selvom hun ved, at den voksne læser er mere tålmodig, og at hun derfor som forfatter kan tillade sig flere detaljer, før plottet tager fart. Den store forskel drejer sig om, hvilke temaer hun kan behandle.

Lene Kaaberbøl 2014. Foto: Lene Dybdahl.
Børnebøger er vigtige
Kaaberbøl er flere gange blevet mødt med den holdning, at hendes voksenbøger er vigtigere end børnebøgerne, og hun er i samme forbindelse ofte blevet spurgt, om hun har tænkt sig at droppe børnelitteraturen, nu hvor hun har fået succes med ’rigtige’ bøger til voksne. ’Med en krimi kan man give en voksen en god oplevelse i en weekend, eller hvor lang tid, det nu tager at læse den, men en børnebog kan være den læseoplevelse, der sætter gang i et barns læselyst. Og dermed har den bog formået ikke kun at underholde, men at forandre det menneskes liv.’ Derfor mener Kaaberbøl, at det stadig er vigtigt at skrive børnebøger, hvilket vi på Kultur-cafeen kun kan være enige i. Kaaberbøl betragter i øvrigt sit forfatterskab som et full-service-foretagende; der skal være en Kaaberbøl-bog til alle livssituationer fra vugge til grav.   

Bestseller Island
Der findes desværre ikke en hemmelig ø i farvandet omkring Sark, hvor Lene Kaaberbøl roer ud og graver sine fantastiske historier op, men der er faktisk en gammel sølvmine … (Ssh! Sig det ikke til nogen).
For Kaaberbøl er det at skrive historier et livsprojekt, og man kan fornemme hendes glæde ved at skrive og fortælle, når man beder hende gå detaljer med forfatterhåndværket. Ideerne kan komme i skikkelse af personer, hvis historie hun gerne vil fortælle, eller som stærke visuelle billeder på nethinden. Når de opstår, begynder et enormt forarbejde med research, før historien bliver til.

Tro mod Historien
Det tager Lene Kaaberbøl cirka et års arbejde at researche til en historisk roman som f.eks. Kadaverdoktoren. Hun bestræber sig på at være tro mod Historien i den forstand, at hun ikke laver belejlige anakronismer, hvis hun kommer i knibe. I Kadaverdoktoren brækker Madeleines far eksempelvis benet, og Kaaberbøl måtte så undersøge, om gipsbandagen var opfundet på det tidspunkt, hvor historien finder sted. Det var den, men det var en helt ny metode.

Det arbejder Kaaberbøl på nu
Lene Kaaberbøl skriver i øjeblikket på den sidste bog i Vildheks-serien, og hun er ved at lave research til det sidste bind i Kadaverdoktoren-serien, som kommer til at hedde Blodets Gåde. Vi glæder os til at læse begge!

Reportage fra Krimimessen 2014


Krimimessen 2014. Lene Kaaberbøl, Philip Kerr & Robert Goddard.
Af Lene Dybdahl og Jens Henrik Holm
Robert Goddard, Philip Kerr, Dror Mishani og Chris Carter var blandt dette års udenlandske forfattere, der lagde vejen forbi Horsens Statsfængsel, og sammen med de store danske navne Jussi Adler-Olsen, Martin Jensen, Sara Blædel, Elsebeth Egholm, Agnete Friis og Lene Kaaberbøl trak de masser af besøgende til nordeuropas største krimimesse.

Horsens Noir

Under en blygrå himmel og draperet i et gitter af regn tog Horsens imod forfattere og læsere med hang til menneskets mørke sider, mysterier og ikke mindst mord. Kultur-cafeens første punkt på dagsordenen var et forhør af Lene Kaaberbøl i Arresten. Vi måtte desværre løslade hende efter en god halv time, og hun kunne herefter opleves i selskab med sin medsammensvorne Agnete Friis i samtale med Jesper Stein om romanen Den betænksomme morder i Teltet.

Et hus i Sydfrankring med to smukke kvinder

Næste møde var med en tidligere advokat, der som ung drømte om et hus i Sydfrankrig med to smukke kvinder. Han havde imidlertid lagt det respektable liv under lovens paryk fra sig, og beskæftede sig nu med et helt andet område, nemlig nazister og mord. Vores samtale med Philip Kerr fandt sted i en fængselscelle, og hvilke røverhistorier han bandt os (og sin tidligere lærerinde) på ærmet, må I læse om i vores store interview, som kommer snart.


Charmerende og vittig Philip Kerr

Efter et vellykket jailbreak undslap Kerr, kun for at blive mødt i Snedkeriet af to gange Bo. Bo Bjørnvig overrakte ham Palle Rosenkrantz Prisen for romanen En mand uden åndedræt, og efter en takketale på dansk (Kerrs første forsøg udi det danske), blev han interviewet af Bo Tao Michaëlis. Her fulgte en vittig samtale og en spændende historie fra de kolde lande, nærmere bestemt Rusland, hvor Kerr kom i nærkontakt med KGB, vodka og en russisk femme fatale.

Forfærdelige forbrydelser og Førerens gebis

På Krimimessen kunne man også opleve et spændende foredrag ved patolog Mark Benecke, der blandt andet havde været med til at afgøre, om en stykke kranium i et russisk arkiv stammede fra Adolf Hitler. Herudover bød den verdensberømte Robert Goddard på en hyggelig indføring i sit realistiske kriminalunivers, hvor han modsat mange af sine kolleger, skriver enkeltstående bøger i stedet for serier.


Det har været en fantastisk, morsom og spændende Krimimesse, og Kulturcafeen glæder sig allerede til næste år på Danmarks hyggeligste litteraturmesse.

Interviewaftale med Lene Kaaberbøl og Philip Kerr

Af: Lene Dybdahl
Krimimessen 2014 nærmer sig med hastige skridt, og Kultur-cafeen skal i år interviewe danske Lene Kaaberbøl og skotske Philip Kerr. Begge forfattere er internationalt anerkendt for deres velskrevne historiske krimier.

Lene Kaaberbøl udforsker medicinhistorie og kvindefrigørelse i slutningen af 1800-tallet i serien om Kadaverdoktoren og ikke mindst hans datter Madeleine Karno.

Philip Kerr viser os med sin Berlin Noir-serie rundt i et dystert, men også farverigt Berlin i tiden op til og under 2. verdenskrig i selskab med den charmerende og rapkæftede privatdetektiv, Bernhard Gunther.

Godt nyt til de unge læsere
Kaaberbøl og Kerr har også andet til fælles end de historiske krimier: begge har skrevet fantasyserier til børn og unge. Lene Kaaberbøl er kendt kendt for Skammerserien, som er ved at blive filmatiseret, og Vildheks-serien, hvoraf fem ud af seks bøger er udkommet. Philip Kerr er som ungdomsforfatter kendt under navnet P. B. Kerr, og han har skrevet den fantastisk spændende og morsomme serie Lampens Børn.

Har du et spørgsmål?
Kultur-cafeen glæder sig til at få en snak med de to forfattere om både krimier, forfatterhåndværk og fantasy. Krimimessen 2014 løber af stablen d. 5.-6. april i Horsens. Har du et spørgsmål til de to forfattere, Lene Kaaberbøl og Philip Kerr, som du kunne tænke dig at få svar på, så skriv det i kommentarfeltet herunder, så vil vi prøve at få det med :-)

I Kaaberbøls fodspor

Af Lene Dybdahl Johansen

Et af de helt store trækplastre for mit vedkommende på dette års krimimesse i Horsens var forfatteren Lene Kaaberbøl. Hun er i øjeblikket aktuel med krimien Kadaverdoktoren, som naturligt nok blev et centralt samtaleemne i hendes to interviews om søndagen. Mere om det lidt senere.
Som nævnt i et andet indlæg her på www.kultur-cafeen.com var hendes første optræden var i Trykkeriet, hvor hun var i samtale med Jesper Stein Larsen og en lidt uoplagt Susanne Staun om krimiens styrker. Blandt de spørgsmål som Stein Larsen var følgende:

Er krimigenrens konventioner begrænsende for jeres udfoldelsesfrihed?
Susanne Staun svarede, at det eneste som genren på forhånd fordrede var, at der skulle foregå et mord og derefter en opklaring. Hun følte sig derfor på ingen måde begrænset af genren. Noget af det, man som læser af krimier ellers tænker, er at det må kræve et stort overblik og overskud at kunne holde styr på alle tråde i historien og ikke afsløre noget før til sidst. Lene Kaaberbøl svarede at hun ikke konstruerede et særligt ’skelet’ at bygge historien op efter, men at hun gik frem efter Dronningens bispekåbe-broderi-metode.

Bispekåbe-broderi-metoden
Den måtte publikum jo lige have forklaret lidt nærmere: ”Jo,” sagde Kaaberbøl og lagde ansigtet og stemmen i kongelige folder: ”Jeg starter i et hjørne, og så ser jeg, hvad det bliver til.” Dertil bekendte Susanne Staun, at det også var samme metode, hun brugte. De to forfattere var altså enige om at lade sig føre af inspirationens kringlede stier i stedet for at konstruere et plot på forhånd. Dette fører mig tilbage til Kadaverdoktoren.

Kadaverdoktorens magiske tilblivelse
Lene Kaaberbøl forklarede, at inspirationen til Kadaverdoktoren kom til hende en morgen, og at hun bare straks måtte have det skrevet ned, før hun kunne gå videre til noget andet. I løbet af fem-seks timer havde hun skrevet hele første kapitel, men det magiske ved hele processen var, ifølge Kaaberbøl, at der allerede fra første færd lå kim til hele romanens plot i det første kapitel. Hun skulle bare ’pakke det ud,’ som hun sagde.

At posere med et lig
Senere i Vesthallen forklarede Kaaberbøl til Steffen Larsen om hendes passion for research. Her fik det nysgerrige publikum indblik i nogle af de ting, hun havde fundet ud af undervejs i sit arbejde med romanen. Blandt andet det kuriose, at man i slutningen af 1800-tallet nogle gange lod sig fotografere med et lig, fordi fotografier var så sjældne og dyre, at man først, når det (næsten) var for sent, investerede i at lave et familieportræt, selvom et af medlemmerne på billedet så desværre var døde.

Underholdning er en dyd
Lene Kaaberbøl gjorde meget ud af at understrege, at noget af det vigtigste for hende som både forfatter til bøger for voksne og børn var at underholde. Hun gav publikum indblik i, hvor svært det er at fastholde især børns interesse, og derfor er opbygningen af spænding helt central i hendes bøger. Det var en fryd at høre, at hun bekender sig til at underholde, i stedet for (som nogle af hendes kolleger, der efter eget udsagn beskæftiger sig med den finere litteratur) at prøve på at snobbe sig op til at sige noget fantastisk om samfundet, livet eller kunsten.

Signering
Et fedt element ved Krimimessen i Horsens er at man får lov til at komme helt tæt på sine yndlingsforfattere. Over signeringen af bøger, blev der lige tid til at stille et par spørgsmål, og Lene Kaaberbøl tog sig god tid til sine fans. Man mærkede at programmet for messen var strammere tilrettelagt i år end sidste år, hvilket desværre fik den konsekvens, at der ikke blev tid til at stille spørgsmål til forfatterne i slutningen af deres intereviews.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.