Lejemorderens guide til et smukt hjem af Hallgrímur Helgason

En kroatisk lejemorder skifter identitet og gemmer sig på Island under dække af at være amerikansk svovlprædikant. Lyder det morsomt? Det er det bare ikke i længden.

Det hele begynder med at den iskolde lejemorder og romanens fortæller, kroaten Toxic, slår en mand ihjel, der viser sig at være fra FBI. Derfor er Toxic nødt til at flygte fra USA og skifte identitet. Det falder ham så naturligt, at han på toilettet i lufthavnen slår en tilfældigt mand ihjel og så stjæler hans identitet og flybillet

Men den afdøde viser sig at være præst, Fader Friendly (ha ha ha) på vej til Island for at taler dunder til nordboerne om abort, druk og hor. Så Toxic må forvandle sig, så godt han nu kan fra amoralsk, nydelsessyg lejemorder til moraliserende præst. Det går ikke så nemt; islændingens navne er umulige, og de kommer i Toxis beskidte mund til at lyde ret så komiske: Goodmoondoor, Gunholder og Sickreader med mere.

De mærkelige islænding bliver af lejemorderen opfatter som enten kridhvide naive tåber, selvforkælede materialistiske slapsvanse med potente firhjultrækkere som substitut for egentlig karakter, eller frelste på jagt efter ofrer, de kan frelse, for, nå ja, at føle sig mere frelste. Den eneste undtagelse er den grunge-agtige præstedatter Gunhildur (Gunholder), som Toxic så også ender i kanen med, hvilket skaber flere semi-komiske forviklinger.

Jeg synes ikke romanen var nær så morsom, som den selv tror. I længden blev det mig for meget: for anstrengt og for forudsigeligt i sådan en efterstræbte total-crazy-langt-ude-Tarantinoagtig-stil.

Helgason har stor sproglig kunnen, men ikke særligt meget på hjerte denne gang – sådan som det ellers var tilfældet med hans tidligere, virkelige gode roman Stormland.

Det blev efterhånden en så karikeret farce, til sidst også tilsat lidt anstrengt alvor, at mine øjne i hvert tilfælde var at være trætte, da jeg nåede til den sidste side i den ellers ikke lange roman. Det hele afhænger nok af,om man griner højlydt undervejs, og synes det er vældig morsomt, og indrømmet, det gjorde jeg altså ikke, for alvor.

Frost af Roy Jacobsen

Stort vikingeepos fra brydningstiden mellem den gamle tro og kristendommens indtrængen.

’Men nu er det overstået’, sagde Gæst og begyndte at ro, men standsede igen og betragtede dråberne, der faldt fra årebladene som blød tjære mod den sorte overflade. ’I morgen vil du hele tiden tænke på den her fisketur og stadig være bekymret for, at jeg skal svigte Ingebjørg, for hun er mere for dig end en datter.

Og det er, som det skal være. Men du vil også gruble over, om jeg har ydmyget dig. For en større mand er du ikke, end at du lader dine tidligere heletegerninger blive ødelagt af de laveste tanker.

Desuden kan du godt lide mig. Du er gammel.’

Torodd så på ham og svarede ikke.

’Du er en farlig mand’, sagde han langsomt. ’Du ligner mine mest dystre tanker.’  

En dødsensfarlig knort

Vi befinder os i slutningen af 900 tallet i sagaernes Island, hvor bogens mørke hovedperson, den lille knalding Torgæst Torhalleson, kommer til verden hos de frie, men ikke særligt velhavende bønder Torhalle og Tordis.

 Torgæst er lille af vækst, en sær, mut dreng, der til alles forbavselse viser sig at besidde en egensindig kløgt, en fabelagtig hukommelse, en håndværksmæssig, nærmest kunstnerisk kunnen, snarrådighed, uberegnelighed, og ikke mindst en iskold, morderisk handlekraft.

Det sidste kommer første gang til udtryk, da hans bliver far myrdet af den mægtigste høvding på Island, den modbydelige Viga-Styr, og Gæst med sine kun tretten år hævner drabet ved at plante en økse solidt i hovedet på den blodrøde tyran.    

På flugt

Som fredløs må Gæst flygte til Norge, men blodhævnen følger med ham overalt hvor end han flygter og intet sted kan han vide sig sikker, og drab følger på drab. Torgæst bliver en gæst i livet, end flygtning på evig flugt fra sine fjender og fra sit eget skræmmende selv, og intet sted kan han finde ro.

Men hans evner som skjald, som skriftkyndig og hans klare intellekt skaffer ham kontakter bland Norges mægtigste stormænd og fra Norge drager han sammen med danskerkongen Knud den Store til England.

 Gæst’ indre, der er i konstant splid med sig selv, får yderligere næring af tidens splittelse mellem den gamle tros voldsomt driftsstyrede idealer om hævn, kamp, erobringer og kristendommens krav om næstekærlighed og tilgivelse.

Handlingsmættet og psykologisk analyse

Det er på en gang en spændende, storladen, handlingsorienteret roman, og psykologisk, analyserende roman, hvor vægten omtrent halvvejs skifter fra det berettende til det granskende.

 Det en enorm bedrift at Roy Jakobsen, der er en af de store norske forfattere, så overbevisende og levende får vakt denne brydningstid til live og giver et, synes man, realistisk portræt af tiden og særligt, at han er i stand til at skildre datidens menneske uden at gøre brug af en anakronistisk, nutids-psykologisk fremstilling.

Hele vejen igennem romanen er der en konstant stemning af noget rugende, uvist og utrygt, hvor man som læser, får antydninger, men ikke forklaringer på, hvad denne bemærkning mon betyder, hvad dette hvasse blik er udtryk for og så videre.

Også syner, drømme og gåder indgår uden filter i fremstillingen. Romanen handler dybest set om skyld, soning, om at høre til og om at fare vild i sig selv igen og igen.

Personlig kan jeg bedst lide den første del af romanen, mens den anden del sine steder tenderer gentagelse af de tematiske pointer. Men det ændrer ikke ved, at Frost var en stor oplevelse at læse, og en mindst ligeså stor fortællemæssig bedrift er det, at Roy Jacobsen så effektivt banker liv i hengemt, men fascinerende sagastof.