Nat i Havana af Martin Cruz Smith

Det er meget lang tid siden jeg læste de forrige bind I Martin Cruz Smiths serie om den melankolske russiske efterforsker Arkadij Renko, hvorfor jeg ikke kunne huske alt som var hændt i de foregående bind. 

Men Nat I Havana kan heldigvis (også)læses som et selvstændigt bind, og til trods for dens tretten år på bagen har meget desværre ikke ændret sig hverken på Cuba eller I Rusland.

En melankolsk russer i Havana

Arkadij Renko, der lige fra seriens begyndelse Gorkij Park , har fået sin  betragtelige del af den Sovjetisk/russiske tilværelses tørre tæsk, befinder sig nu på Cuba og skal identificere et lig, som cubanerne påstår er hans gamle ven/fjende Pribluda.

Men Arkadij har sin tvivl om det forrådnede lig, han står overfor, nu også er den gamle bjørn med jernhelbredet Pribluda.

Og modsat cubanerne, der bare vil have lukke sagen med det samme, påbegynder Renko sin egen uautoriserede efterforskning, der fører ham dybt ind i en kriminel underverden af magtfulde forretningsmænd; tidligere rettroende kommunister, der nu har udskiftet Marx med kapitalen, og vil skrue tiden tilbage til dengang Havana var gangsternes paradis; korrupte, voldelige machete-svingende cubanske strissere, teenage-prostiturerede på jagt efter rige udlændinge og omvendt, og det hele er tilsat ærkecubansk åndemageri og en sensuel Fidel-tro politikvinde, ved navn Osorio.

Havana Beat

Plottet er stramt, velgennemtænkt og man følger ivrigt med til sidste side. Men det bedste er nu beskrivelserne af Havana og Cuba kastet ud i den gennemgående krise, som fulgte, da den kommunistiske verden i øst sank i grus og den kommunistiske løgn og hykleri på Cuba gennemsyrer beskrivelserne.

Arjkadij kommer til at mærke den cubanske vrede og hævngerrighed overfor den hovne, tidligere imperialiatiske storbror, Sovjet, som de mener, at han repræsenterer.

Og Arkadij, der med sin arrede krop minder om en blanding af Jo Nesbøs Harry Hole og Philip Kerrs, Bernhard Gunther, uden den helt samme kynisme som sidtnævnte, er en mørk, men alligevel fornøjelig gut at være i selskab med. Cruz Smith skriver godt, morsomt, vidende, og hårdkogt uden at havne i de tunge klicheers sorte gryde.

Nat i Havana er desværre den sidste i serien, der er oversat til dansk, så vil man læse mere om Renkos videre færd, må man læse ty til de engelske originaludgaver. De følgende bind bærer titlerne: Wolfes eat dogs(5); Stalin’s Ghost(6) og Three Stations(7).   

La cola de la serpiente, Slangens hale af Leonardo Padura Fuentes

For at nå frem til slangens hoved må man først finde dens hale

’La selpiente tiene cola y tiene cabeza. Pol la cabeza se llega a la colita, y pol la colita se llega a la cabeza’

I denne den syvende roman med den drikfældige, mad-og- kvinde-glade Mario Conde er vi tilbage i tiden til en sag fra 1989 om et makabert drab, der fandt sted i det eksotiske, men forfaldne kinesiske kvarter i Havana.

Det er en sag, der aldrig har sluppet sit tag i den melankolske detektivs jakkerevers: En gammel kineser bliver fundet hængt. Gerningsmanden har skåret en af ofrets fingre af og ridset en cirkel og to pile ind i brystet på den ulyksalige.

Mario Conde var på daværende tidspunkt stadig i politiet (med rang af løjtnant) og en kollega af ham, den smukke og uimodståelige Patricia Chon, der er halv kineser, beder Conde om at opklare mordet, da den myrdede var en ven af hendes far, der som ung mand som så mange andre i begyndelsen af århundredet forlod Kina og emigrerede til Cuba.

Un caso chino

Men det er ikke sådan bare at trænge ind i en næsten fremmed verden. Det hermetisk lukkede kinesisk-cubanske samfund, hvor smil og høflighed dækker over frygt, fortielse og loyalitet til døden.

 Conde har sit hyr med at nå til bunds i denne sag, og sporene peger i mange forskellige retninger: narkoopgør, hævn, traditionel kinesisk ritualer eller afro-cubanske åndemageri? – Conde må vride sin tømmermandsplagede hjerne for at nå frem til gådens løsning.

Og da han når der til, ville han ønske, at han aldrig havde påtaget sig denne sag, som på flere planer afslører opofrelsen og loyalitetens tårnhøje pris.

I gode venners (drikke)lag

Hvis man af en krimi ønsker blod i spandevis, potent højoktan action og replikker skudt ud med en Tommygun er Leonardo Padura Fuentes nok ikke lige sagen: Tempoet er adstadigt luntende, der er god tid til at Conde kan mødes med sine gamle venner og under indtagelse af billig, dårlig rom med Creedence Clearwater Revival gennem højtaleren kan mindes svundne dage med baseball og forfatterdrømme intakt – dengang hans bedste ven ’Tynde’ Carlos endnu levede op til sit tilnavn, og de sidste illusioner om det kommunistiske Cuba ikke havde afsløret sig som sådanne.  

Emmer af Cuba

Det er fremstillingen af det moderne Cuba, dets menneske, og den eksotiske livsglæde på trods af vareknaphed, isolation og ulykker, som er Padura Fuentes’ romaners sande styrke: kvinder nedlægges og nydes ublu; der pulses på potente cigarer, og alkohol nedsvælges. Og når endelig det lykkedes at skrabe noget mad sammen, bliver der fråset i sande madorgier.  

Og så er romanerne selvfølgelig værd at læse for fremstillingen af den meget sympatiske, karismatiske, selvironiske og melankolske Mario Conde, der alle genvordighederne til trods er dejligt befriet for letkøbt og verdenstræt kynisme.

Slangens hale giver desuden et interessant indblik i en kinesisk-cubansk kultur på retræte, og det giver ekstra kolorit at Padura Fuentes igennem romanen lader kineser-cubanerne tale med egne ord og talemåder (bogstavet r findes ikke på kinesisk, derfor bliver det spanske r for en kineser til et l jvf. citat). 

Det var en særdeles behagelig læseoplevelse at nyde denne lille atmosfærepakkede roman fra det dampende hede Havana.   

Bogen udkommer på dansk til august på  Forlaget Sohn

Læs interview med Leonardo Padura Fuentes

Læs anmeldelse af Manden der elskede hunde af Leonardo Padura Fuentes

Gamle mænd i gamle biler - tema om Cuba

Cubanske rytmer
Mens efteråret i Danmark melder sig med byger og blæst, kan det være fristende at drage mod varmere himmelstrøg. Nu er muligheden der, så værsgo at tage med på en behagelig lænestolsrejse til det eksotiske og dampende hede Cuba.

Forandringens vinde
Netop i disse år blæser forandringens vinde indover et af den kommunistiske verdens sidste bastioner. El comandante Fidel Castro har overladt magten til sin bror Raúl Castro, og denne har påbegyndt længe ventede økonomiske reformer, der skal redde den i den grad skrantende økonomi. Endnu holder regimet magten i forholdsvis stramme tøjler, men hvor længe endnu er spørgsmålet, og hvad kommer der bagefter?

Cubas historie er spændende, blodig og dramatisk
Fra landet i 1898 løsrev sig fra Det Spanske Imperium og formelt blev en selvstændig nation, men reelt var et protektorat under USA, til Fidel Castros revolution i 1959, Cuba-krisen i 1962 og frem til vore dage, har landet på grund af dets strategiske placering på verdenskortet betydet meget for de konkurrerende supermagter.

Efter Den kolde krig og ikke mindst efter Berlinmurens - og Sovjetunions fald er den økonomiske situation på Cuba alvorlig forværret, og landet er i nogen grad fortrængt fra det mentale landkort i vesten, særligt efter 9/11 hvor øjnene har været vendt mod mellemøsten.

Men er man interesseret i at vide mere om det fremmedartet land, er der glædeligvis de seneste par år udkommet en række bøger, der alle omhandler Cuba. Ikke mindst har oversættelsen til dansk af den cubanske forfatter Leonardo Padura Fuentes prisvindende krimiserie fra Havanna åbnet øjnene op for Cuba og cubansk litteratur.

En hed salsa af litteratur og historie
Leonardo Padura Fuentes serie, Havana-kvartet om den desillusionerede politimand Mario Conde, giver et varmt, levende og sansemættet billede af den cubanske hverdag, men også af samfundets skyggesider og revolutionens mange fortrængninger.

Dette er også emnet for hans stort anlagte historiske roman Manden, der elskede hunde, der er udkommet på dansk i år. Romanen, der er skrevet som en kriminalroman, skildrer den sovjetiske diktator Josef Stalins mord på en af heltene fra Den Russiske Revolution, Lev Trotskij, og knytter denne voldsomme begivenhed sammen med den depraverende udvikling på Cuba under Fidel Castro. En nervepirrende og historisk veldokumenteret roman der varmt kan anbefales.

Af andre bøger om Cuba kan nævnes eksilcubaneren Daína Chaviano, der med Havana, min elskede har skrevet en international bestseller lidt i stil med Isabel Allende. Det vil sige en magisk realistisk slægtsroman, der giver et billede af det multikulturelle Cuba fyldt med kolorit. Og så har den amerikanske journalist John Lee Anderson skrevet en læseværdig bog om den cubanske revolutions store ikon Che Guevara. Jeg har her samlet et udvalg af bøger, der alle har Cuba som tema:

- Manden, der elskede hunde Leonardo Padura Fuentes

- Havana, min elskede af Daína Chaviano

- Made in Cuba af Preben Haarup

- Leonardo Padura Fuentes: Krimi-serie om Mario Conde: Forårsblæst over Havana, Den Ulastelige cubaner, Maskespil i Havana, Adiós Hemingway, Fortidens tåge.

- Che- dvd

- På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen

- Che Guevara af jon lee anderson

- Havana tur/retur af jan stage

- Havana Moon Jan Gustavsson

- Drømmehjerter af Cecilie Samartin

- Cubakrisen af Michael Dobbs

- Fidel Castro af Anna M. Sørensen

- Farligt møde i Havana af Michael Lose

- Søstrene Agüero af Cristina García

- La colección cubana af Ibrahim Ferrer (cd)

- Buena vista social club at Carnigie Hall (cd)

- Vor mand I Havana af Graham Green

- Øen og havet af Ernest Hemingway



Og desuden to links til artikler om cubansk litteratur:

http://www.litteratursiden.dk/artikler/cubansk-fiktion-er-ikke-bare-fiktion

http://www.kultur-cafeen.com/2011/09/leonardo-padura-fuentes-stort-interview.html

¡Que lo disfruten!(god fornøjelse!)

Havana, min elskede af Daína Chaviano



Hanana, min elskede

Havana, min elskede af den cubanske eksilforfatter Daína Chaviano er en varmblodet, magisk-realistisk fortælling, der væver tre forskellige slægters historie sammen til et samlet billede af det multikulturelle Cuba.

 Bogen vinder først og fremmest på sin komplekse, episke storladenhed og det eksotiske, dragende billede af det dampende hede Cuba.
Indimellem skæmmes beretningen dog af for sløset, klichéfyldt sprog og for mange uelegante konstruerede dialoger.

Havanna, min elskede har opnået regulær bestsellerstatus og bogen er da også solgt til udgivelse i 25 lande, hvilket gør det til den mest oversatte cubanske roman nogensinde.     

Bogen tager sin begyndelse i eksilcubanernes hovedstad, Miami, hvor den unge, ensomme journalist Cecilia, der er flygtet fra Castros Cuba, en dag på en bar møder den mystiske gamle kvinde Amalia, der viser sig at være en sand storyteller, der kan berette grandiose fortællinger om tre farverige slægters dramatiske historier og vej frem til de mødes i Cuba. De tre slægter stammer fra Kina, Afrika og Spanien, og repræsentere derved hver især én af ingredienserne i den cubanske nations salsa-ret, og som historien skrider frem, får læseren også fortællingen om hovedstaden i Cuba, Havannas opståen.

Sideløbende med det historiske spor, hvor vi får oprullet familiesagerne kører et nutidsspor, hvor Cecilia jagter en historie til sin avis om et mystisk spøgelseshus, der efter hvad der bliver fortalt dukker op for at forsvinde igen. Hvordan romanens vidt forgrenede historier hænger sammen må man selv læse romanen for at hitte ud af. Beretningerne fra fortiden om stærke følelser: sammenhold, nære familiebånd, mystik, mytologi og drama påvirker selvfølgelig den rodløse, depressive og ensomme Cecilie, da disse relationer til slægten og det store drama er, hvad hun i den grad savner i sin monotone og triste hverdag.

Dampende Havana

Jeg synes familiesagaerne og beretningen om Havanas opståen er de mest vellykkede og naturligt nok de mest interessante afsnit i bogen. Det kniber mere i beretningen om Cecilia i nutidens Miami som er uden nerve og som bærer præg af for klichéfyldt sprog og persontegninger, der er klippet i pap og bøjet i neon, hvorfor denne del savner nerve og nødvendighed.

Det er for det store penselstrøg, der maler Cuba på det historiske lærred, og som er krydret med et væld af magisk realistiske og overnaturlige elementer, at man skal læse romanen. Det formeligt vrimler med ånder, guder og helte, ja sågar nisser, så hvis man er til magisk realisme og brede slægtshistorier, lidt i stil med Isabel Allende, og man er villig til at sluge nogle klicheer, venter der til gengæld én, en hed eksotisk ret, som man velvilligt hugger i sig i store, grove bidder.  

                                                                                      Om forfatteren:

Daína Chaviano

Daína Chaviano er født i 1960 i Havana. Hun har ligesom Cecilia i Havana, min elskede læst engelsk på universitetet, og forlod ligesom hende Havana for at flytte til Miami i 1991. Hun har tidligere først og fremmest skrevet bøger indenfor fantasy og science fiction genren, og allerede som studerende vandt hun sin første litterære pris, den nystiftede cubanske science fiction pris. Hun har skrevet et væld af bøger indenfor benævnte genre og regnes blandt en af de fremmeste, cubanske skribenter indenfor genren, og er en af dem, der har solgt allerbedst.

I de senere romaner har hun fortrinsvis skrevet om historiske og nutidige emner tilsat mytologiske og magisk-realistiske elementer. Havanna min elskede er del af romanserien La Habana Oculta,der  i alt består af fem bøger. Foruden Havana min elskede, der er fjerde bind i serien, består serien af følgende titler, der ikke er oversat til dansk: Gata encerrada, Casa de juegos, El hombre, la hembra y el hambre. For Havana, min elskede modtog Daína Chaviano i 2006 guldmedaljen for bedste spansksproget bog af Florida book awards.  

Leonardo Padura Fuentes - Stort interview

Cuba Libre

-interview med Leonardo Padura Fuentes

Leonardo Padura Fuentes

Af Jens Henrik Holm
På en typisk septemberdag, hvor byger kommer og går, mens solen kun forbigående stikker sit ansigt frem, mødes vi med den prisbelønnede cubanske forfatter Leonardo Padura Fuentes i København i anledningen af udgivelsen af den danske oversættelse af hans seneste roman, Manden der elskede hunde. En vindblæst, men veloplagt Padura Fuentes tager imod os på sit Hotel efter un almuerzo og en mindre paseo gennem de tilstødende Københavnske gader, stiller han op til et interview, der kommer til at kredse om litteratur, utopi og Cuba. 

Manden der elskede hunde beretter historien om Stalins mord på en af de mest indflydelsesrige politiske skikkelser i det 20 århundrede, den russiske revolutionshelt, Lev Davidovich Bronstein, bedre kendt under sit revolutionære dæknavn Leon Trotskij. Men hvorfor skrive en roman om en hændelse, der fandt sted for mere end 70 år siden, og som vel er ganske godt belyst? 
  

Manden der elskede hunde

(LPF): Bueno… Forleden deltog jeg i et seminar, hvor der desuden deltog en historiker og en filmskaber og vi talte om hvordan, der på Cuba endnu i dag, er en enorm stor uvidenhed om Trotskijs liv, virke og voldsomme død. Det skyldes det faktum, at Trotskij ikke indgår i det cubanske regimes officielle historieskrivning.

Den forsømmelse ønskede jeg med min bog at rette op på. Men ikke derved, at jeg ville skrive et historisk værk om begivenhederne, men derimod var mit mål at lade de historiske begivenheder indgå i en større ramme, hvor trådene trækkes op til vore dages Cuba, således forstået at mange af de problemer som Cuba slås med i dag, skyldes Fidel Castros betingelsesløse overtagelse af den totalitære stalinisme, hvis altgennemtrængende og perverse tankegang klarest blotlægges i den helt unødvendige likvidering af Trotskij i 1940 på et tidspunkt, hvor Stalin for længst har vundet magtkampen mod Trotskij, der på dette tidspunkt lever på Stalins nåde i et isoleret eksil i Mexico udenfor politisk indflydelse.

Stalins totalitære verdensbillede, hvor alt er politik, og hvor tidligere revolutionshelte retoucheres væk på officielle billeder såvel som i virkeligheden, og hvor der ikke er plads til nogen form for opposition, tog Fidel Castro til sig da, han erklærede Cuba for et socialistisk land. Cuba under Castro har været stalinisme, politisk såvel som økonomisk, dog, og det er en meget væsentligt indrømmelse, uden de massehenrettelser som fulgte i kølvandet på Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen. Fidel Castro har altid ønsket at udøve magt uden at ende i yderligheder. Konsekvensen af ikke at være politisk rettænkende på Cuba har altid været, at man mistede sit job, blev isoleret og deporteret til fjernere egne i Cuba, hvor man så kunne arbejde i sukkerrørshøsten eller lignende, så man derved kunne komme til ”fornuft”. Cuba har lykkeligvis aldrig haft udryddelseslejre som arbejdslejrene Gulag i Sovjetunionen. Men altså for at vende tilbage til dit spørgsmål, så ser jeg min bog som et forsøg på skildre, hvordan og hvorfor det 20. århundredes store utopi blev forvansket i en lang proces, som rigtig mange mennesker inklusiv jeg selv lagde håb, drømme og liv i. 

Hvem var Trotskij? Var han en idealist eller en fundamentalist, der dog, som du beskriver i din bog, fortryder visse excesser, der måske netop var med til at bane vejen for det rene magtmenneske, Stalin?

(LPF): Trotskij var et yderst komplekst menneske, en intellektuel mastodont med et vidt vingefang og stort og indgående kendskab til også litteratur og kunst, men først og fremmest et politisk menneske i et og alt. Han var Stalins diametrale modsætning: hvor Stalin var bondsk og grov, var Trotskij en kosmopolitisk, intellektuel jøde, der konstant agiterede, skrev og talte. Men Trotskij var også i den grad bevidst om sit eget intellekt og kunnen som den oplagte kandidat til at tage over efter Lenin, hvilket som han selv senere indså, nok betød, at han var blind for opkomlingen Stalins ambitioner. Der var et personligt had mellem de to, men også et ideologisk skel som i det at Trotskij kæmpede for verdensrevolutionen, mens Stalin fastholdt tesen om socialisme i ét land.

Trotskij skrev desuden efter min mening de bedste analyser, der er skrevet om stalinismen. Især mener jeg, at hans analyse af, hvordan Stalin tillod fascismens fremvækst og ligefrem havde brug for den som den ydre fjende, der kunne begrunde og retfærdiggøre den indre undertrykkelse og terror i Sovjetunionen, er helt korrekt. Selv om jeg ikke er trotskijst, beundrer jeg, at han som den eneste af den kommunistiske verdens frontfigurer ikke mente, at kunsten skulle underordne sig det politiske, men derimod altid hævdede, at kunsten skulle have fuld frihed og hans evne til som en af de få at gennemskue det sovjetisk-stalinistiske system.

Jeg fik det indtryk, mens jeg læste bogen, at den store fraværende skikkelse i romanen er netop Stalin, der på sin vis er allestedsnærværende som den enorme skygge der kastes over samtlige bogens personer og som selv mange år efter sin død fortsætter med at influere negativt på personerne og på landet Cuba, men personen Stalin er jo ikke til stede i din roman. Hvorfor ikke?

(LPF): Fordi Stalin som person ikke interesserer mig. Det gør derimod de fatale konsekvenser stalinismen har haft og stadig har i dag. Jeg ønsker med min bog at indgyde mod; at vise hvordan én utopi nok mislykkedes, men vi i dag, hvor ikke kun kommunismen har udspillet sin rolle som alternativ, men hvor også den kapitalistiske verden befinder sig i en dyb krise har brug for og ret til at drømme om et bedre samfund, der kan løse de mange nuværende og fremtidige problemer: økonomiske, økologiske, med hensyn til immigration o.s.v.

Historie og litteratur

I flere af dine bøger blander du faktiske hændelser og historiske personer med fiktive elementer. Hvordan ser du på forholdet mellem litteratur og historie? 

(LPF) Når jeg skriver romaner som Manden der elsker hunde og La novela de mi vida (ikke oversat til dansk), laver jeg meget grundig research og læser meget store mængder af baggrundsstof, da jeg ønsker at de historiske oplysninger skal være helt korrekte. Dette gør sig også gældende i portrættet af Trotskij, som der findes virkelig meget biografisk og selvbiografisk materiale om. En historisk person, vi til gengæld næsten intet ved om, er Trotskijs morder, den spanske kommunist og agent Ramón Mercader, der i en alder af fireogtyve ophørte med at eksistere og skifter identitet adskillige gange, og det i en sådan grad at selv et relativt nært familiemedlem som hans nevø knap nok vidste, hvem han var. Ramón Mercader var en mand uden historie, og det giver jo mig som forfatter en frihed til ud fra få historiske data at forestille mig, hvordan han var som person.

Romanens tredje spor, historien om Ivan Cárdenas (romanens tredje hovedperson, der lever i nutidens Cuba) er så en ren fiktiv karakter. En desillusioneret mand af min egen generation. 

Manden der elskede hunde er ligesom din serie om privatdetektiven Mario Conde struktureret som en krimiroman med stigende spændingskurve, med brug af suspense og forskellige historier, der løber sammen og krydses på afgørende tidspunkter.  Hvorfor bruger du denne struktur, og hvad er det kriminalromanen som genre kan?

Leonardo Padura Fuentes og undertegnede

(LPF) Altså, da jeg skulle skrive denne roman, spurgte jeg mig selv, hvordan kan jeg fastholde læserens interesse omkring historien gennem romanens mange sider, når mordet på Trotskij er velkendt for de fleste. Det var bestemt en udfordring at holde styr på romanens struktur, der jo ikke er lineal og fremadskridende, men springer i tid og sted og mellem de forskellige personer. Samtidigt skal deres historier jo mødes og overordnet hænge sammen. Jeg bruger det billede, at det, jeg ønsker at skabe, snarere end en velproportioneret, klassicistisk bygning, er en barok bygning, der til trods for sin tilsyneladende, interne modsætninger og forvrængninger hænger sammen på et overordnet plan.

Jeg ønsker at strække kriminalromanen til det yderste som i brugen af krimistrukturen i en historisk roman som Manden der elskede hunde. Mord og mordere interesserer mig ikke i sig selv. Nogle gange, når jeg giver mig til at skrive, ved jeg endnu ikke, hvem der er morderen, eller hvem der er den myrdede. Det er baggrunden, motiverne bag, der interesserer mig. Bagvedliggende årsager der kun langsomt går op for mig mens, jeg skriver. At skrive en krimi hvert halve år i stil med de meget populære nordiske krimier interesserer mig virkelig ikke. Jeg skriver krimier, fordi genren er så brugbar til effektivt at behandle politiske, sociale såvel som litterære kompleksiteter samtidig med at det fænger læseren.

Da jeg havde læst Manden der elskede hunde slog det mig, at den i sin struktur, tematik og karakteristik af romanens nutids hovedperson, Iván, havde en del ligheder den spanske forfatter Javier Cercas´roman Salamis soldater. Hovedpersonerne deler begge den samme desillusion, de er begge mislykkede forfattere, med ondt i livet, som mere eller mindre ved en tilfældighed støder på en historie og nogle historiske skikkelser, der er blevet fortrængt af den officielle historieskrivning. Og det er denne glemte historie, der vækker dem op af deres døs, og giver dem skrivetrangen tilbage. Hvorfor tror du, at nutidens forfattere har behov for at grave i fortidens historiske fortrængninger?

(LPF) Jeg tror, det er meget naturligt at beskæftige sig med fortiden og det fortrængte, når man som det er tilfældet med såvel Spanien som Cuba har levet under et diktatur, hvor alt det, der var ideologisk upassende blev fortiet. Før eller siden vil tingene komme op til overfladen. Med hensyn til forfattere, der skriver om forfattere, så er det jo ikke en ny opfindelse, men et ofte benyttet greb. Jeg tror simpelthen det handler om, at vi (forfattere) skriver om det, vi kender.

Hvad angår inspiration, så indrømmer jeg gerne min gæld til de store forfattere, der har lært mig at skrive, og for mig er Mario Vargas Llosa uden tvivl en af de helt store, hvem jeg har lært mange greb af i særdeleshed, hvad angår struktur og fortælleteknik. Og Javier Cercas, som du nævner, er en af de mest spændende, nyere forfattere i den spansktalende verden. Faktisk læste jeg Cercas næste roman Lysets hastighed, mens jeg skrev på Manden, der elskede hunde. Jeg synes, det er vigtigt som forfatter at læse forfattere, der skriver på ens modersmål, og ikke bare læse oversættelser af udenlandske forfattere. For i oversættelsen læser man jo oversætterens sprog og ikke forfatterens.

Før du blev forfatter arbejdede du som journalist. Er det noget der har influeret på din måde at skrive på?

(LPF) Utvivlsomt. Jeg står i stor gæld til journalistikken. Da jeg begyndte på universitetet, ville jeg egentlig have læst journalistik, men det var ikke muligt på daværende tidspunkt, hvorfor jeg i stedet læste litteratur. Og da jeg blev færdig i 1980 på universitetet fik jeg arbejde på et kulturmagasin, hvor jeg var så privilegeret at jeg havde stor frihed til selv at vælge emne, længde på mine artikler, der som regel havde et cubansk kulturelt/historisk fokus. Det lærte mig meget om at skrive og skrive en art litterær journalistik på en måde, så det var værd at læse. I øvrigt skriver jeg stadig artikler ved siden af forfattergerningen. Gerne to om måneden. De har alle Cuba og cubanske forhold i centrum. De udkommer alle mulige steder rundt i verden, bortset fra på Cuba!

Cubansk hverdag

Nu nævner du selv indirekte livet på Cuba, og jeg kunne godt tænke mig, at vi kom ind på livet på Cuba, og hvordan du ser på fremtidsperspektiverne. Lad mig begynde med at spørge dig om noget, jeg har læst, du har udtalt i et interview, nemlig: at være cubansk er en identitet, der er under skabelse. Hvad mener du med det?

(LPF) Cuba er et ungt land der for tohundrede år siden bare var en lille del af det spanske imperium. Så fulgte løsrivelsen fra Spanien, men reelt var Cuba endnu ikke et selvstændigt land, da det stod under amerikansk styre helt frem til revolutionen i 1959. Og mellem dem, der stadig bor i Cuba i dag, og dem der flygtede fra øen omkring revolutionen, hvor mange intellektuelle og forfattere var iblandt, er der store, dybe forskelle. Der er en dyb splittelse mellem de forskellige syn på Cuba i forhold til om man bor i landet eller i Miami, hvor den største gruppe af eksilcubanere har slået sig ned.

 Men hvilken grad af frihed er der egentlig for forfattere i Cuba til at ytre sig, som man vil? Er Manden der elskede hunde udkommet i Cuba, og hvad har reaktionerne været på den skrappe samfundskritik, der er i romanen?

(LPD) Der er relativ stor kunstnerisk frihed i Cuba. Det vil sige, at det står en frit for at udgive sine romaner, og hvis ikke et cubansk forlag vil udgive dem, så at få et udenlandsk forlag til det. Problemet er snarere den ringe udbredelse. Manden der elskede hunde er udkommet i Cuba og har fundet prisen som årets cubanske roman. Men den er udkommet i et meget begrænset oplag. Reaktionerne fra officielt hold har været en larmende tavshed. Der har kun været to anmeldelser af romanen. Begge meget positive. Ellers er den blevet mødt med tavshed. Det er sådan regimet reagerer. Som sagt er der relativ stor individuel kunstnerisk frihed, det er noget andet med den politiske frihed.

Men der er et opbrud i gang i Cuba med overdragelsen af magten fra Fidel til hans bror Raúl, ikke sandt?

(LPF) Jo, der er store forandringer i gang: begyndende økonomisk liberalisering der blandt andet åbner op for tilladelse til hussalg, lettere immigration med videre. Det er en gradvis afmontering af Fidel Castros mislykkede planøkonomi, der jo er en arv fra stalinismen, som finder sted. Men det er en svær balance for regimet, for selvfølgelig frygter et hvert totalitært regime at øge befolkningens frihed, for det drejer sig jo om fortsat tilstrækkeligt effektivt at bevare kontrollen. Men der kommer til at ske store ændringer i løbet af de kommende år. Det er simpelthen uomgængeligt.

Kan du fortælle lidt om hvordan den cubanske litteratur i dag tager sig ud? Hvilke forfattere og hvilke temaer dominerer?

(LPF) Det kan jeg desværre ikke rigtig svare på. Jeg er stort set uden kontakt til det litterære miljø i Cuba. Tidligere anstrengte jeg mig meget for at holde mig up to date med de nyeste tendenser, men jeg har ikke længere tid til det, da jeg læser rigtig mange bøger til brug som research for mine bøger. Derudover læser jeg de store, klassiske forfattere som jeg som sagt lærer meget af, både hvad angår sproget og de narrative strukturer. Meget nutidig cubansk litteratur synes jeg kan karakteriseres ved at være uhyre selvtilstrækkelig og lukket om sig selv og cubanske forhold i en meget snæver forstand, og det interesserer mig ikke så meget.

Tiden er ved at være gået, men til slut vil jeg lige høre, hvad du skriver på i øjeblikket? Kommer der flere bøger i Mario Conde-serien, og har du planer om andre store ambitiøse projekter i stil med Manden, der elskede hunde?  

(LPF) Lige nu skriver jeg på en ny bog i Mario Conde serien. Jeg er ikke så langt i selv skriveprocessen endnu, men planen er, at bogen skal bestå af tre dele: Én der forgår i 1600-tallets Amsterdam med en hovedperson, der er jøde og som sit forbillede Rembrant ønsker at blive maler; en anden del der foregår i Cuba og i Miami, med Mario Conde, og så en tredje del, der skal binde delene sammen i en slags åbenbaring. Og ja, så er det også min hensigt at skrive flere ambitiøse værker i stil med Manden der elskede hunde.

Efter at have talt i to timer i træk melder rygetrangen sig hos Padura Fuentes, der efter at have taget afsked lidt undskyldende klapper på lommen, rejser sig op og begiver sig ud for at nyde en cigarillo under en grå, skydækket himmel.      

Leonardo Padura Fuentes:

Født: 1955 i Havana, Cuba.
Uddannelse: Latinamerikansk litteratur fra Havana Universitet.
Debut: Fiebre de caballos, 1983-84. Roman.
Litteraturpriser: Premio Internacional Café Gijón, 1995. Hammett Prisen (Premio Hammett), 1997, 1998, 2005, 2006. Raymond Chandler Award, 2009.
Seneste udgivelse på dansk: Manden, der elskede hunde. Sohns Forlag, 2011. Roman.

Læs anmeldelse af Manden, der elskede hunde her