Viser opslag med etiketten Martin Jensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Martin Jensen. Vis alle opslag

Guide: 10 historiske krimier til sommerferien


Hvis du kan lide krimier, og du også er vild med historie, jamen hvad er så bedre end velskrevne historiske krimier, der tager såvel fortiden som krimigenren alvorlig? Her følger Kulturcafeens bud på 10 gode historiske krimier til eksotisk, atmosfæremættet sommerlæsning.
Fra Osmannerriget til Tudor-England og fra Vikingetiden, Zarens Rusland og Romerriget til 1800 tallets New York.   

Den der bliver tilbage har ret af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister
Vi er i Anden Verdenskrigs sidste måneder. De sovjetiske tropper vil snart marcherer ind i det sønderbombede Berlin. Men mens mange andre af byens borgere enten har taget flugten eller gemmer sig bag barrikaderede døre, der krydser bogens to hovedpersoner, Hans Wilhelm Kalterer og Ruprecht Haas hinandens spor i en nervepirrende jagt med mange overraskelser.

Det hele er meget troværdig beskrevet, og det er en særdeles atmosfæremættet historisk krimi.

Vinterdronningen af Boris Akunin
Vinterdronningen er første bind i Boris Akunins historiske krimier med den elegante, kampsportstrænede russiske Sherlock Holmes, Erast Fandorin, og hans eventyrlige oplevelser i 1800 tallets zaristiske Rusland.

Bøgerne er skønne pasticher over de klassiske krimiromaner, og de er fyldt med humor, vid og historisk kolorit. Som serien bevæger sig frem i tid, bliver bøgerne gradvist mere mørke, farvede af den voksne sociale uro, oprør og attentater vendt mod zaren.

Janitshartræet af Jason Goodwin
Er første bind i Jason Goodwins serie om den kultiverede detektiv og osmanniske eunuk, Yashim i 1800 tallets Osmanniskrige. Forfatteren udnytter sit store kendskab til osmannisk historie og bringer den i spil i de eksotiske omgivelser. Det er mere klassisk whodunnit end hårdkogt action, men man er rigtig godt underholdt, mens man lærer mere om det engang så mægtige Osmanniske rige. 

Sort ild af C.J. Sansom
Sort Ild er egentlig andet bind i historiker C.J. Sansoms serie om den pukkelryggede sagfører Matthew Shardlake i tudortidens urohærgede England. Jeg vil anbefale, at man også læser første bind, Djævelens værk, hvor handlingen ikke helt ulig Umberto Ecos Rosens navn finder sted i et kloster.

Men Sort Ild er faktisk endnu bedre end forgængeren. Det er en stærkt medrivende fortælling med et stærkt plot og troværdige personskildringer. Man møder den tyranniske Henrik den VIII, Cromwell, bisper og mange af de fremmeste folk. 

Det er en tid fyldt med omvæltninger, intriger og oprør, og C.J. Sansom formår hver gang at lade den historiske baggrund og de religiøse splittelser indgå i plottet. Derudover er miljøbeskrivelserne af 1500tallets London detaljerede og meget sanselige. 
  
Romersk blod af Steven Saylor
Er første bind i de hidtil fire bind, der er oversat til dansk i Roma Sub Rosa-serie med den romerske opdager Gordanius som hovedperson. Vi befinder os i det, der viser sig at være den romerske republiks sidste leveår.

Gordanius må forsøge at manøvrere blandt de mange livsfarlige og hyper-ærgerlige skikkelser som Sulla, Crassus, Cæsar, Cicero, Pompejus med mange flere. Bøgerne er fyldt med mange historiske detaljer, der nydeligt smelter sammen med krimigåderne og de meget udspekulerede plot.   

Barn nr. 44 af Tom Rob Smith
Barn nr. 44 er forbløffende nok Tom Rob Smiths debutroman, og den er intet mindre end en fremragende historisk krimi.

Den formår at indfange mekanismerne i det blodige stalinistiske diktatur, hvor enhver borger kunne se sig anklaget for omdigtede forbrydelser, blive tvunget til at spille sin rolle i faseagtige retsager, og ende med en ødelæggende langtidsdom i de umenneskelige fangelejre, eller sumarisk henrettelser af NKVD.

Bogen er ufattelig spændende og ufattelig uhyggelig i sin helt igennem troværdige skildring af et nedbrudt og rædselsslagen samfund, hvor forbrydelser i den kommunistiske propaganda er ophævet ved lov, men i virkeligheden florerer på alle niveauer.

De efterfølgende bind i trilogien lever desværre slet ikke op til de med rette meget høje forventninger, men Barn nr. 44 står stadig tilbage som en fantastisk historisk krimi.

Warszawas spioner af Alan Furst
Elegant og velskrevet historisk spionroman fra årene op til 2. verdenskrig. Den amerikanske forfatter Alan Furst har skrevet en lang række af historiske spionromaner, der alle foregår i tiden omkring Anden Verdenskrig, og hans synes at vide alt, hvad der er værd at vide om netop verdenskrigen. Men det gør ikke hans romaner overlæssede, snarere er stilen underspillet og antydende.

Det er ikke superhelte, men derimod almindelige mennesker, vi møder i Alan Furst historiske krimier. De havner alle uden egentlig at ville det i rollen som agenter for stormagternes interesser.

Hovedpersonens eget liv er i spil og i fare, men ligeså er de mindre europæiske nationers, hvorpå de ærgerrige fascistiske, nazistiske og kommunistiske diktatorers øjne konstant hviler.

Sindssygelægen af Caleb Carr
Foregår i New York i 1896, hvor Psykiateren Laszlo Kreizle, af den senere amerikanske præsident nu politidirektør, Roosevelt, bliver bedt om at assistere i en meget makaber sag, hvor der er brug for Kreizles evner som psykiater til at tegne en psykologisk profil af en seriemorder, der myrder trækkerdrenge på meget bestialsk vis.

Korruption, dobbeltmoral og hykleri trives overalt i den amerikanske storby, som vi kommer vidt omkring i.

Plottet er gennemtænkt og overraskende, men det bedste er nu de præcise historiske skildringer og miljøbeskrivelserne, der dirrer af nærvær og sanselighed.

Hitlers fred af Philip Kerr
Philip Kerr er mest kendt for sin fremragende Berlin noir-serie, men denne standalone krimi fra Anden Verdenskrig bør også læses, hvis man interesserer sig for emnet og kan lide Kerrs skivestil.

Vi er i 1943, og den tyske krigslykke er vendt. Hitler som også Himmler er begge klar over, at de ikke længere kan vinde krigen. Såvel Stalin som Roosevelt er villige til at forhandle en fred, men det vil den engelske premierminister, Churchill ikke høre tale om.

Den unge amerikanske filosofiprofessor, Willard Mayer bliver bedt om af Roosevelt at fungere som særlig udsending ved konferencen i Teheran, men også den unge SS-officer, Walter Schellenberg, drager til Iran, men med helt andre planer for et fremtidigt Europa, end dem de allierede sidder med. Og Schellenberg er parat til at tage alle midler i brug.

Det er en nervepirrende kontrafaktisk historisk krimi, der på baggrund af forfatterens enorme kendskab til emnet, forestiller sig, hvordan det ville være gået, hvis nu de allierede havde indgået fred i 1943 med Hitler.  



Kongens hunde af Martin Jensen
Efter den syv bind lange historiske krimiserie fra middelalderens Assens med byfogeden  Eske Litle som hovedperson, er Martin Jensen i sin nyeste historiske krimiserie gået længere tilbage i tiden, og beskæftiger sig nu med England i slutningen af 1000 tallet. Her hersker danerkongen, Knud den store, men slet ikke til alles begejstring. 

Det er som tidligere stadig magten og kampen om magten, der særligt interesserer forfatteren. Hovedpersonerne i serien er henholdsvis Illuminatoren Winston, stormanden Halfdan og krokonen Alfilda, og de må i hvert bind drage ud for at løse nye mordgåde.

Bøgerne er velresearchede, tempoet er anstændigt og dvælende, og sproget er bevidst gammelmodigt. Men der er virkelig megen historisk atmosfære og rigtig fine og rammende beskrivelser.   





Reportage fra Bogforum 2012


Bøger i Bella er blevet kæmpestort, og fordelen er at man på de brede, lyserøde boulevarder tilfældigt kan støde ind i en undvegen forfatter, som har forvildet sig væk fra forlagsfolden, og dermed er muligheden skabt for at møde dem i øjenhøjde, som jo er det hyggelige ved Krimimessen i Horsens og Fantasybogmessen på Herlufsholm.

Jeg læser faktisk Vildheks!
Første punkt på min dagsorden var at møde Lene Kaaberbøl, forhåbentlig veksle et par ord med hende og få hende til at signere Vildheks 4. Der var omtrent en million andre (fortrinsvis) piger og enkelte bedstemødre, som havde fået samme idé. Sidste år gik jeg forgæves til Alvildas stand, da der skete to meget dramatiske ting på én gang: Jeg spottede Lene Kaaberbøl på messen OG derpå spurtede jeg op til Alvildas stand for at købe Vildheks 3. I samme øjeblik gik dankortmaskinen hos Alvilda i sort. Krise! Samtidig begyndte Lene Kaaberbøl at gå fra det sted, jeg havde set hende… Det måtte ikke ske i år, så jeg medbragte cool cash ;-)

Skrivekramper til Lene Kaaberbøl
Da det endelig blev min tur, MÅ Kaaberbøl altså have fået skrivekrampe, men hun lod sig ikke mærke med det mindste. Hun smilede bare venligt, og gav sig tid til at høre på, at det her var mit første Bogforum som forfatter. Lene Kaaberbøls eget første Bogforum var også det første Bogforum der var, oplyste hun mig. Og vips, havde hun skrevet den sidste krølle på sin autograf, og det blev næste fans tur i køen.

En afsløring – og et tilfældigt møde med James Forrester
Denne reportages første afsløring handler ikke det fjerneste om Bogforum, men er af langt mere personlig og pinlig karakter. Jeg lider nemlig af det handikap at have svært ved at huske ansigter, hvilket tit giver sig udslag i meget pinagtige situationer – som f.eks. hvis min mor antaster mig i Føtex, og jeg ud af mundvigen må hviske til min mand: ”Hvem er det kvindemenneske? Jeg har aldrig set hende før…” Jeg var således på vej til at gå direkte ind i en for mig ukendt mand (troede jeg), havde det ikke været for min mand, som hev mig i armen og hviskede: ”Hey! Det er jo James Forrester.” Jeg har lige læst Helligt Forræderi og Bedragets Rødder – begge historiske krimier fra 1500-tallets England. Kan varmt anbefales, hvis man er færdig med Shardlake-serien af C. J. Sansom.
  
Historiker-humor: Martin Jensen, Bo Bjørnvig og James Forrester
Den danske forfatter og historiker Bent Jensen skulle senere på dagen tale med James Forrester om at skrive historiske krimier, og det kom der en ret underholdende samtale ud af. Bo Bjørnvig fra Weekendavisen stillede spørgsmål til de to veloplagte forfattere, som blandt andet gav publikum indblik i de græsseligste henrettelsesmetoder fra middelalderen og hvilke kvaler og søvnløse nætter, det kunne koste Forrester, hvis tidevandets skiften i Themsen stred mod de historiske fakta. Desværre måtte jeg smutte før oplægget var forbi, for jeg skulle selv give interview kort efter.

Et højlydt interview med Lene Dybdahl
Jeg mødtes kort før interviewet med Andreas Poulsen fra Bogmagasinet for at aftale, hvordan vi ville gribe interviewet an, og han havde udvalgt nogle passager i Den Gyldne Nøgle, som han ville have mig til at læse højt. Men måske ikke så højt… For da interviewet gik i gang, levede jeg mig så meget ind i historien, at jeg overdøvede Jørgen Leth som gav interview i standen overfor, og man måtte sende en medarbejder over for at tysse på mig. Ups! Resten af interviewet gik fint, og jeg fik talt en del om min store passion Spanien, om hvordan jeg ’blev headhuntet’ af Tellerup og en lille bitte smule om den kommende bog Kongens Krucifix.
 
Historier til drenge
Om fredagen blev vinderen af Drengelitteraturprisen udtrukket, og derefter måtte Tellerup sætte deres antologi Historier til drenge til salg. Det var nemlig Tellerup-forfatternes bidrag til konkurrencen, og i antologien kan man blandt andet læse vindernovellen af Anika Eibe ’Colosseum’ og min novelle ’Vindueskiggeren’ og en dreng som pludselig befinder sig uden for vinduet på en skyskraber i New York. Jeg havde et rigtig sjovt bogforum og jeg glæder mig allerede til næste år.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.