Imperium og Lustrum af Robert Harris

Robert Harris har skrevet to ret så spændende, og gennemresearchede historiske romaner fra den romerske republiks sidste år om retorikkens mester, det politiske dyr, Cicero, og det højspændte og storpolitiske spil, han var ivrig deltager i.

 Romanerne kredser om de evigt skiftende alliancer og studehandler og undersøger nøje magtens beskidte anatomi – nogle forhold har selvfølgelig ændret sig, men ligeså meget har ikke. Og fortiden er i romanerne som et fjernt spejl, som læseren, om end forvrænget, nok kan genkende sin tid i.

Politik, dengang som nu

Den britiske forfatter Robert Harris har en fortid indenfor det politiske livs sfære, idet han har arbejdet for partiet Labour under Tony Blair, og han kender således indgående de politiske processer og det politiske livs skyggesider, hvilket han tydeligvis drager nytte af i sin foreløbig to bøger i en planlagt trilogi om Ciceros vej til stjernerne, fald og endeligt, som falder sammen med Den Romerske Republiks svanesang.

Fortælleren Tiro

Fortælleren i romanerne er slaven og Ciceros sekretær Tiro, en person, der har eksisteret i virkeligheden, og som, Harris redegør for, med al sandsynlighed skrev en biografi om sin Herre, der dog for altid gik tabt.  Tiro blev eftersigende hundrede år gammel, forfattede afhandlinger om det latinske sprog og nedskrev som den første en tale i senatet ordret. Hans stenografiske metode blev i flere århundreder brugt af kirken, og endnu i dag er der spor efter hans virke i form af symbolet ’&’ og forkortelserne ’etc’ og ’NB’.

Den nye mand og vejen til stjernerne

I den første roman Imperium følger vi den ’nye mand’ (ikke adelige) Ciceros vej fra sagfører til magtens tinde; konsulembedet. Romanens kerne er den sag som Cicero i år 79 f. k. påtager sig at føre mod Siciliens korrupte og tyranniske guvernør Verres.

I den ser Cicero med rette en mulighed for at markerer sig, ikke mindst, da forsvareren er den herostratisk berømte romerske orator Hortensius, domstolenes konge. Det er historien om opkomlingen, den ’nye mands’ indædte kamp mod det etablerede, magtfuldkomne, bundkorrupte og snobbede aristokrati. Men domstolen er egentlig en scene for et meget større politisk spil, hvor særligt de tre magtsyge giganter Pompejus, Crassus og efterhånden også Cæsar kæmper om at rage så megen magt til sig som muligt.

Hovmod og altings skred

I bind to Lustrum skriver vi år 63 f. k. og den stræbsomme, snedige og hyperintelligente Cicero er nu konsul i et stadigt mere splittet romersk rige. Magten korrumperer, og den tidligere så nøjsomme Cicero viser tegn på indbildskhed og hovmod, som skal koste ham dyrt, og som hans mange modstandere ikke er sene til at bruge imod ham.

 Den store Pompejus, republikkens sejrrige general, med et ego og et behov for udklædning og teatralsk selviscenesættelse, der ville få en Herman Göring til at blegne, oversvømmer Rom med sine millioner af skatte fra erobrede lande, og hans brændende sol giver i den grad senatet bange anelser for deres og republikkens fremtid.

Den skamløse pengepuger og Roms rigeste mand Crassus gør sammen med den iskolde, beregnende Cæsar sit til at republikkens fundament slår stadig dybere revner. Og de bruger efter forgodtbefindende psykopaten Catilina og den populistiske Clodius mod Cicero og mod republikken. Intet er helligt, og alle kneb gælder i forsøget på at tilrane sig den totale magt over imperiet.

Det politiske i centrum og den sammensatte Cicero

Robert Harris har en udsøgt evne til at fremstille det politiske rænkespil, så det fremstår særdeles troværdigt, levende og spændende. Og ligeså vel får læseren mange eksempler på Ciceros udsøgte oratoriske evner – med én rammende og lammende sætning kunne Cicero spidde sine modstandere med sin knivskarpe tunge. Denne sarte mand, der afskyede vold, gjorde sarkasmen, latterliggørelsen og forhånelsen til en sublim kunstart til skræk for sine modstandere, og til glæde for de mange tilhørere.

Man får i løbet af romanerne et sammensat billede af Cicero af det politiske Rom og det begyndende skred i magten, normerne og institutionerne, som bliver enden på republikken.

Derimod er det Rom, der ligger udenfor magtens sfære stort set fraværende. Ligesådan er det sanselige, udskejende Rom med lugte, druk, excesser og hor, kun noget man indimellem hører genfortalt, uden at den bornerte Cicero deltager, ej heller gør den noget farve- og konturløse fortæller Tiro.

Alligevel vil jeg varmt anbefale disse meget velskrevne historiske romaner, og jeg ser med glæde frem til at læse sidste del af trilogien, når den måtte udkomme på dansk.

  

Rubicon, The triumph and tragedy of the Roman Republic af Tom Holland

Aldrig har romerne været mere levende: storslået, vidende og høj-dramatisk historisk værk om republikkens storhed og fald er som at læse et mafiaepos i bedste Godfatherstil.  

Alea iacta est

‘The sun had long set behind the Apennine mountains. Lined up in full marching order, soldiers from the 13^th Legion stood massed in the dark.

Bitter the night may have been, but they were well used to extremes. For eight years they have been following the governor of Gaul on campaign after bloody campaign, through snow, through sunner heat, to the margins of the world.

Now, returned from the barbarous wilds in the north, they found themselves poised on a very different frontier. Ahead of the flowed a narrow stream.

On the legionaries’ side was the province of Gaul; on the far side Italy, and the road that lead to Rome. Take that road, however, and the soldiers of the 13^th Legion would be committing a deadly offence, breaking not only the limits of there province, but also the sternest laws of the Roman people. They would, in effect, be declaring civil war.

Yet this was a catastrophe for which the legionaries, by marching to the border, had shown themselves fully steeled. As they stamped their feet against the cold, they waited for the trumpeters to summon the to action. To shoulder arms, to advance – to cross the Rubicon.

But when would the summon come?’

Fortidens civilisationer

Som barn var jeg besat af fortidens antikke imperier. Efter at have forladt jura-og kridt-tidens kæmpeøgler, kastede jeg mig over de antikke civilisationer: de storslåede Egyptere, de hærgende Hittitere og de grusomme Assyrere.

Men der var ét rige og en civilisation, der dengang for mig overstrålede alle de andre; Romerriget og dets blodige historie: dets tapre legionærer, umættelige erobrertrang, dets verdensimperium, og de bloddryppende ustandselige magtkampe – alt sammen noget, der nok kan fostre potente drengefantasier.  

Narrative history at its best

Jeg har længe gerne ville læse Tom Hollands prisvindende og højtpriste bog om den Romerske republiks sidste tid. Det er en uhyre intens, velfortalt beretning – som Ian McEwan er citeret for på bogens forside – er det ’… narrative history at its best .’

Den engelske populærhistoriker Tom Holland – der ikke er historiker af uddannelse, men har en ph.d. grad i engelsk og latin, og også er skønlitterær forfatter – giver i bogen et levende portræt af den romerske verden med fokus på de toneangivende personer, deres relationer, rænkespillet og de konstante magtkampe.

 Og på en måde så det bliver forståeligt, overskueligt og nærværende udreder Tom Holland trådene,  og han fremhæver på fornem vis de væsentligste faktorer, der førte til republikkens fald, og påviser hvordan det fik langtrækkende konsekvenser ’ … a thousand years of civic self-government were brought to an end, and not for another thousand, and more, would it become a living reality.’

Et romersk tilbud du ikke kan afslå

Det siger sig selv at figurer, kendt af de fleste såsom Cæsar og Cicero spiller en væsentlig rolle i dette romerske drama. Og de bliver også fremstillet nuanceret og som menneskelige – alt for menneskelige – først da det er for sent kan endelig Cicero leve op til egne idealer!

Men i sær, synes jeg, det er herligt at få et indgående kendskab til så fascinerende skikkelser som den selvforherligende Pompejus den store; den blodtørstige diktator Sulla; helten, hvis der er en sådan, den ubøjelige republikanske forkæmper til det sidste, moralisten Cato; og så i særdeleshed over-opportunisten, mesterstrategen og det rå, blotlagte magtmenneske Crassus, om hvem der står at:

’Throughout a career of slipperiness and opportunism, Crassus had remained constant to a single principle: opposition to Pompey’s goals. Event hat, it now appeared, had been a principle too far.

Crassus justified his U-turn as the action of a statesman, performed in the interests of the Republic – but everyone knew that he had never made a selfless move in his life.

In his cold and calculating soul not even the pleasure of hatred, it appeared, could compete with the passion for power.’        

Grådighed, ambition og svindende pligtfølelse

Hele tiden handler det om den svære balance mellem de to romerske kardinaldyder: ambition og pligten overfor republikken. Den fremelskede ambition, der havde gjort Rom til centrum i et imperium, havde det med at udarte til egenkærlighed og – o ve o skræk – når én mand opnåede for store sejre og medfølgende ære, for så skimtede de skræmte senatorer tyrannens tilbagekomst!   

Én verdens undergang og en nys fødsel

Den romerske verdens mentalitet er på en gang så fjern og så nutidig, og det kunne måske være oplagt at trække en parallel til vore dage, hvor én supermagt også dominerer totalt (endnu vel?), men den slags sammenligninger holder Holland sig klogelig fra at drage – selv om overskrifter som ’War on terror’, ’World war’ og ’Blitzkrig’, jo får læseren til at indirekte at drage visse paralleller mellem antikkens verden og vores egen.  

Det er én verdens undergang og en ny verdens tilsynekomst, vi bevidner i bogen, og det er fortalt på en måde, så at jeg var fuldstændig opslugt.  Jeg forstår ikke hvorfor et dansk forlag endnu ikke har kastet sig over at oversætte denne med rette roste bestseller. Hvis bogen bare blev markedsført på rette vis, ville jeg helt sikkert tro, at den ville få mange læsere.

Jeg glæder mig allerede til at læse andre af Tom Hollands bestseller-bøger om den antikke verden – jeg kom, jeg så, jeg skamlæste.