Desværre er selvbiografien
temmelig anstrengende læsning. Klicheerne er for mange, drengens
oplevelsesverden er al for tydeligt den voksne psykiaters efterrationalisering,
og så er sproget en uskøn blanding af talesprog, psykiatribegreber og opstyltet
billedsprog.
Traumet
Da Boris Cyrulnik var seks år gammel og boede i det
tyskbesatte Frankrig, gik det op for ham, at han, som den danske oversættelse lyder,
var en farlig dreng – et barn, der på grund af sin races påståede urenhed, var
en fare, en trussel, der måtte elimineres. For at overleve måtte han derfor
skjule sin sande identitet og sit navn, blive en anden for ikke at lide samme
tragiske skæbne som forældrene, der begge omkom i Auschwitz. Ved tilfældigheder
og gode menneskers hjælp lykkedes det ham at flygte, efter han blev anholdt i
1944, og således klare sig gennem resten af krigen.
Men oplevelsen af at miste sine forældre, at nogle ønskede ham
udryddet som et eller andet pestbefængt skadedyr, og endelig, at være nødt til
at skjule eller skamme sig over de traumatiserende hændelser, satte sig dybe
spor i drengen og den voksne mands psyke. Spørgsmålet er, hvordan det
overhovedet var muligt at gøre sig tilstrækkelig fri af fortiden til at kunne leve
videre, klare hverdagen, føle glæde igen, og blive en anderkendt psykiater.
Opstyltet og
causerende stil
Det er et interessant spørgsmål, men jeg synes ikke Cyrulnik
trods sin ekspertise formår at give et særligt fyldestgørende svar. Det bliver
ved generelle, forblommede formuleringer om, hvordan hukommelsen kan skabe
mening i det meningsløse, at enhver selvfremstilling er en forestilling om ens
fortid og altså ikke SANDHEDEN i historisk forstand, og derfor kan justeres
eller nuanceres; og så noget om at skrive sig ud af sorgen og ensomheden og at
aflægge vidnesbyrd for eftertiden.
Det er der sikkert meget sandhed i, men det føles bare som
om bogen skøjter på overfladen og skærer erindringsbillederne til rette, så de
lige passer i den på forhånd etablerede psykiatriske formel. Samtidig er der
noget på en gang mageligt, pompøst og fagligt upræcist i fremstillingen af de
psykiske processer med ’spøgelser i fortiden’ og ’genfærd i min sjæl’.
Der er noget let
causerende og selvtilfreds i tonen, som her hvor Boris Cyrulnik skriver om sin
tid som kommunist. Det moraliserende, koketterende og opstyltede kolliderer med
de næsten selvindlysende sandheder, og det helt flade talesprog:
’Desværre fik jeg allerede som meget ung smag for tvivlen,
der giver én en glæde ved ikke at aflire teksten, men som samtidig fratager én
glæden ved at være en del af et kor. At tænke selv er en stor tilfredsstillelse.
Hvor er det en skam, at denne anstrengelse fjerner glæden ved at lade sig
afstive af en fælles myte. Det er ikke så rart at skulle vælge mellem
trældommens lykke, der gør os trygge, og lysten til at gå sine egne veje og
hermed isolere sig. ’
Yderligere er teksten plaget af mange udråb, mere eller
mindre tilfældige indfald, og som nævnt en al for ukritisk brug af klicheer og
almenkendte sandheder. Det ærgrer mig virkelig at måtte sige det, men forfatteren
er trods sit professionelle kendskab til psyken ikke i stand til at
belyse nye sider af traumets natur, og derved forklare hvad der mere præcist gør, at
nogle bukker under og andre klarer sig igennem –de druknede og de frelste, som
Primo Levi betegnede dem.
Skriv en kommentar