El impostor (Bedrageren) af Javier Cercas

Danske Milena Penkowa og Anna Castberg er de rene nybegyndere udi bedrageriets kunst sammenlignet med den 93-årige Enric Marco, tidligere formand for de spanske holocaustofre, der i mere end 30 år udgav sig for at være KZ-fange og stålsat frihedskæmper under Franco. 

Det var en sjælden og derfor værdsat fugl, hvis strålende fjerdragt, dog viste sig at være tyvstjålet. Javier Cercas har skrevet en medrivende dokumentarisk roman om den fascinerende løgner, en virkelighedens Alonso Quijano, der ønskede at blive Don Quijote.

Demaskering

Opstandelsen var stor, og nyheden løb verden rundt, da det i maj 2005 kom frem, at den karismatiske og veltalende medie-darling og formand for de spanske overlevende fra de tyske koncentrationslejre, Enric Marco, slet ikke var den, han gav sig ud fra at være. Han havde aldrig været i tysk koncentrationslejr, som han ellers så levende havde berettet om i årevis.

Marco havde dog været i Tyskland, men det som led i Francos tak til Hitler for Nazi-tysklands hjælp i borgerkrigen. Marco havde benyttet sig af, at spanske arbejdere kunne undgå militærtjeneste mod at arbejde i den tyske våbenindustri, der havde brug for hænder og betalte relativt godt.

Javier Cercas´selvbevidste hovedperson, Enric Marco. 

Den spanske forfatter Javier Cercas, der gang på gang sætter lup under forholdet mellem fiktion og historisk virkelighed, blev øjeblikkeligt fascineret af historien.  Han ønskede at finde ud af, hvem Enric Marco i virkeligheden var. Trods moralske kvaler ved projektet – bør man belønne en narcissistisk løgner, med mere opmærksomhed? – gav Cercas sig i kast med at skrælle løgnen fra den dokumenterbare virkelighed.

Løgn over løgn

Men det viser sig at være en langt større opgave, end man lige skulle tro, for Enric Marcos selvfremstilling er spundet sammen af løgne, der kunne være sandhed, og sandhed, der kunne være løgn.

Enric Marco lader sig interviewe af Cercas, men afslører sig som en både dreven, charmerende og konstant manipulerende løgner, der så snart én løgn uigendriveligt er afsløret, spinder løs på den næste tråd.

Enric Marco, viser det sig, har gentagne gang i sit liv formået at omskrive sin selvbiografi, så den flugter med det opportune og gloværdige, og Marco har tilsyneladende en overtalelsesevne som få.

Hans farverige, floromvundne sprog fyldt med storladne tableauer og sentimentale, melodramatiske beretninger er guf for medier og republikanere, der efter 40 års gusten samarbejde eller uheroisk tavshed under Franco, sukker efter den ubesmittede frihedskæmper med det højthævdede republikanske flag.

Enric Marco og Spaniens forvandling

Marco forstår at byde sig til, og hans fortælling får luft under den ’erindringsindustri’, der nu går sin sejrsgang i Spanien. Med sin (fiktive) biografi er Marco et lysende modbillede til den grumsede virkelighed med den nu af så mange forhadte og mest af alt postulerede ’tavshedspagt’ de politiske partier imellem i overgangen fra diktatur til demokrati.

På den måde bliver Cercas’ roman om Marco også et spejl vendt mod det omgivende samfund, for hvilket samfund er det, der lader sig beruse eller vælger at tie mod bedre vidende, da Marco rullede sin storladne fortælling ud? Men spejlet er også vendt indad mod forfatteren selv, der digter, iscenesætter og omskaber virkeligheden.

Det er meget interessant at følge Cercas i hans optrevling af Enric Marcos opdigtede historie(er), og forfatterens oprigtige ønske om at forstå, hvilket menneske og hvilke motiver, der gemmer sig bag fiktionens løgne. Nogen gange er det dog som om, Cercas vil tvinge sin neurotiske, lidt kokette persona med ind i fortællingen, hvor denne fint kunne have klaret sig uden.

Men bogen er så vedkommende, fordi vi vel alle gør som Enric Marco bare i mindre målestok. Vi forklæder og forskønner vores selv, fordi vi, som Cercas´fremstiller det, som Narcissus ville gå til grunde, hvis vi så os selv i spejlet og indså, hvor små og ubetydelige vi er.  

Efterspil: i et radiointerview i Cadena Ser med blandt andet forfatteren Juan José Millas, tager Enric Marco stærkt afstand fra Cercas' og hans bog, og der er tilsyneladende intet den ophidsede (en ny rolle?) og stærkt selvmedlidende Enric Marco fortryder.