De magiske elementer spiller reelt ikke nogen
større rolle i den person og plot-drevne serie, så det bør bestemt ikke skræmme
drama-og historie-interesserede væk; det fiktive univers er nemlig skabt af en
vellykket blanding af elementer fra de islandske sagaer, Middelalderen, Roms
fald, Hundredårskrigen, Rosenkrigene og den italienske renæssance. Dette miks er
så tilsat fri digtning, dygtig plotning og interessant personkarakteristik.
Vinteren er på vej
HBO serien er baseret på bøgerne
af fantasyforfatteren George R.R. Martin, og historien er mere eller mindre som
følger:
En vis fred har tilsyneladende sænket
sig over Westeros efter mange års borgerkrig. Men dette ændrer sig alt sammen,
da Kongens Hånd (kongens rådgiver) dør under mystiske omstændigheder, og kongen
Robert Baratheon derfor opsøger sin gamle ven, den ærværdige Eddard (Ned) Stark, Stark klanens overhoved, og indtrængende beder ham om at forlade borgen i nord
for at tage syd på til Kings Landing og overtage det nu ledige hverv som Kongens Hånd.
Modvilligt påtager Ned Stark sig opgaven, og da
han får nys om at den tidligere Hånd blev myrdet, undersøger han sagen nærmere.
Men dronningens pengestærke familie, Lannisterne, har udtænkt en plan for,
hvordan de kan overtage kongemagten, og her står den principfaste, men også
noget naive Ned Stark i vejen.
Som en ormegrav
Og også de slebne hofsnoge venter
blot på at tiden er moden til deres avancement. Og på den anden side af havet
udtænker de sidste medlemmere af den detroniserede kongefamilie Targaryens,
hvordan de kan komme tilbage på jerntronen.
Og da først intriger og komplot
sætter spillet om magten i gang, melder flere familier sig på banen. De
umættelige magtambitioner truer med at kaste riget ud i en altødelæggende borgerkrig,
mens øjnene måske burde rettes mere mod nord, hvor den 200 meter høje is-mur og
de special-uddannede vagtsoldater måske ikke er nok til at stoppe de mørke
kræfter, der presser på.
Realistisk fantasy
Serien har et enormt
persongalleri, og det kan være sin sag at hitte rede i, hvem der er hvem, men det
giver til gengæld også fornemmelsen af at en hel verden træder frem på skærmen.
Volden er allestedsnærværende, og overalt lurer en pludselig og voldsom død – og
heller ikke de, man lige troede, var hovedpersoner, skånes for en brutal og
brat skæbne. Der er heller ikke sparet på noget, hvad angår de mange eksplicitte
sexscener.
 |
| Familierne i Game of Thrones |
Dekadence, degenerering og det truende
mørke med forvredne, udbrændte ruiner og alskens uhyrer, berettiget frygt og
overtro fremstilles med en påfaldende troværdighed, der måske meget godt
indfanger, hvordan tidligere tiders mennesker måtte have oplevet voldsomme
begivenheder som krige, invasioner og en farlig, ukendt og uforståelig verden, hvor
syner, drager og dæmoner er ligeså virkelige som skoven, landet og havet.
Skuespillet er bortset fra
enkelte overspillede præstationer særdeles overbevisende, og selv de mest
nedrige og formørkede karakterer er fremstillet med nuancer og uventede dybder, og ligeledes må selv de mest noble og principfaste sande, at man ikke kan vinde
magten uden at få blod på hænderne.
Eneste undtagelse er dog den
noget irriterende karakter, Daenerys Targaryen, der er skildret som noget af en
frelserskikkelse tilsyneladende hævet over lumpen korridorpolitik, og blottet
for kyniske bagtanker. Og hvad angår hendes egen fremtræden og voksende popularitet
blandt slaver og frigivne, forbliver hun helt uanfægtet.
 |
| Dværgen Tyrion Lannister |
Der er scener i serien, der er for
lange, hvorfor serien undertiden taber noget af det dramatisk pust som for eksempel:
Targaryans lange vandring i ørkenen, Stark-bastarden Jon Snows oplevelser i
nord, og så de ekstremt eksplicitte og al for langtrukne torturscener, der ender
med at irriterer, fordi de savner motivation og begrundelse.
Ligeså er der er pointer og
sidehistorier, der ikke bliver fulgt hele vejen, men ligesom opgives undervejs.
Alligevel er det, hvad historien og
den visuelle side angår, en utrolig flot, dramatisk og dragende fortælling, der
oprulles for seeren. Det er lidt, som en af tv-seriens forfattere har sagt, som
at se Sopranos i Midgård.
Min favorit bland karaktererne er
uden tvivl den karismatiske Lannister-dværg Tyrion, der bliver hånet med
tilnavnene halfman og imp, men som med sin snarrådighed, vid og
overlevelsesinstinkt udvikler sig fra fordrukken horebuk til at blive en af de
store spillere, en af de alt andet en grå
eminencer.
Ekstra: Artikel af historikeren og fantasyforfatteren Tom Holland (Rubicon, Persian Fire m.f.) om tv-serien Game of Thrones, der i følge ham er mere brutal realistisk end de fleste historiske romaner:
Skriv en kommentar